19. Kapitel - Symbolsk tidsregning

(169) Ved forklaringen af de hidtil fremstillede symboler har vi synets omfang klart for os. Det første symbol, Persien, optager et tidsrum af 207 år; det andet, Grækenland 170 år; det tredje, som vi har set betegnede Rom, både det hedenske og pavelige, fra år 161 f.Kr. til dets deling i ti dele før år 483 f.Kr, varede i 644 år; og kommer vi ned til enden af det pavelige overherredømme år 1798, har vi det lange tidsrum af 1959 år; og passerer vi videre ned til vor egen tid (for denne magt er endnu ikke sønderbrudt uden menneskehånd), har vi et tidsrum af ikke langt fra år 2100 år, der optages af dette symbol.

Lægger vi disse tidsrum sammen, har vi fra begyndelsen af dette persiske riges overhøjhed år 538 f.Kr. til Roms fuldstændige deling i ti riger, år 483 f.Kr., 1021 år; til den nutidige omstyrtelse af det pavelige rom i 1798 har vi 2336 år og ned til vor egen tid over 100 år til. Af så uhyre vid udstrækning er et syn, som vi her har under drøftelse.

Denne kendsgerning er at vigtighed, når vi nu nærmere skal betragte den genstående del af synet, der handler om tid. Der er kun et punkt, som ikke bliver forklaret i Dan 8, og det er de 2300 aftner og morgner eller dage, hvorom der tales i vers 14. Herom spørger vi nu:

(170) 1. Betyder udtrykket »aftener og morgener« almindelige dage, som man ellers ville forstå det af en sådan talemåde?

2. Har vi den rigtige læsemåde, 2300?

3. Er disse aftner og morgener bogstavelige eller symbolske, og kan vi vide, hvorlangt et tidsrum de optager?

Vedrørende det første spørgsmål vedlægger vi følgende vidnesbyrd fra Dr. Hales:

»Den tidligste tidsinddeling, vi har er dagen. I den gamle, ærværdige beretning af Moses om skabelsen inddeles tiden i dage, idet et vist værk udføres hver dag. »Det blev aften, og det blev morgen, første dag.« 1Mos 1,5, osv. Her betegner ordet »dag« den almindelige dag, kalenderdagen, på 24 timer, indbefattende »aften«, naturlig nat, og »morgen«, naturlig dag, medens solen er enten under eller over horisonten på noget sted under jordens daglige omdrejning fra en givet meridian og tilbage did, svarende til en soldag i astronomien. Det er mærkeligt, at »aften«, naturlig nat, går forud for »morgen«, i den mosaiske beretning. Heraf følger, at profeten Daniel i sin bekendte kronologiske profeti om de 2300 dage benytter den hebraiske sammensætning ereb-boker, aften-morgen, som betegnelse på en almindelig dag. Dan 8,14.«

Atter siger Dr. Hales, idet han hentyder til samme tekst (i 2.bind, side 512, anm.): »aften-morgen var en almindelig dag eller kalenderdag.«

Således er det første spørgsmål tilstrækkelig besvaret: Ordene »aftener og morgener« i Dan 8,14 anvendes som betegnelse på almindelige dage. Oversættelsen er derfor rigtig.

På det andet spørgsmål: Er 2300 den rigtige læsemåde? svarer vi atter med et citat fra samme forfatter:

(171) »Der er intet tal i biblen, hvis ægthed bedre kan påvises end de 2300 dage. Det findes i alle hebraiske udgaver af det gamle testamente, i alle Kennicotts manuskripter og De Rosis noteringer og i alle ældre oversættelser med undtagelse af Vatikanets eksemplar af Septuaginta, hvori der står 2400, samt hos Symmakus og i nogle eksemplarer omtalt af Hieronymus, som har 2200; men begge disse er øjensynlig bogstavfejl, det ene større og det andet mindre, hvilke jo erstatter hinanden og fastslår, 2300.«

Da det nu er fastslået, at udtrykket aften og morgen betegner en almindelig dag, og at læsemåden, 2300, er rigtig, spørger vi igen: Er disse dage bogstavelige eller symbolske? Dersom de er bogstavelige, får vi, når de divideres med 365, seks og en tredjedels år som det hele tidsrum. Dersom de er symbolske; så hver dag står for et år (Ez 4,6; 4Mos 14,34), udgør de et tidsrum af 2300 år. Hvilke af disse to anskuelser stemmer bedst med det øvrige af profetien?

Spørgsmålet har sikkert at gøre med synet i det meste af om ikke hele dets udstrækning, og som vi har set, strækker det sig over et tidsrum af over 2400 år. Dersom englen som svar angav et tidsrum på blot seks og en tredjedel år, ville der ingen overensstemmelse være mellem svaret og synet, i sammenhæng med hvilket det var givet, eller mellem svaret og spørgsmålet selv. Hvis disse dage skulle forstås bogstavelig, ville de ikke engang dække det tidsrum, noget enkelt af de her fremstillede riger optog, langt mindre, når de alle tages sammen.

Dette er en symbolsk profeti; og det er derfor helt (172) naturligt at slutte, at den tidsperiode, der omtales, må være af lignende art. 2300 dage kunne svare til de dyrs levetid, som omtales i synet, hvis alt skulle tages bogstavelige; men da disse dyr er symboler, som fremstiller riger, der bestod i en lang årrække, så må dagene også tages i symbolsk forstand og betegne år.

Den regel finder man også almindelig anerkendt i bibelen, at et kortere tidsrum står som betegnelse på et længere. I Ez 16 fremstilles Jøderne under billedet af en pige, en kvinde i den unge alder, og med det forholdsvis korte tidsrum, det medgår til hendes udvikling, fremstilles nationen i dens ungdom og de år, under hvilke den nåede den modne alder. (Se Elliotts »Horæ Apocalypticæ«, 3.bind, side 241.)

Men ikke nok hermed, biblen fastslår endvidere nøjagtig forholdet mellem bogstavelig og symbolsk tid. Under det selvsamme babylonske fangenskab, da Daniels profetier blev nedtegnet, fremstiller profeten Ezekiel år med dage. Han fik befaling til at kundgøre for sine medfanger ved floden kebar i nærheden af Eufrat, hvilken skæbne der skulle blive Jerusalem til del under den sidste konge, Zedekias, og ligeledes grunden dertil. I dette øjemed skulle han lægge sig på marken med sit åsyn mod staden og lige således 390 dage på sin venstre side for Israels hus og 40 dage på sin højre side for Judas hus, hele tiden på en meget sparsom diæt, som under en hungersnød, ligesom de jøder, han repræsenterede, der blev belejret af fjenden. Og Gud sagde: »Een dag for hvert år giver jeg dig.« Ez 4,6.

Under denne fremstilling blev Ezekiel selv et symbol. Han optrådte i en symbolsk rolle, som et individ, der forestillede (173) en nation, og de dage, i hvilke han spillede sin rolle, forestillede de år, der var bestemt til straf over dem, han repræsenterede.

Et andet tilfælde, vistnok ikke af så åbenbar symbolsk beskaffenhed, men som ligeså afgørende viser, hvordan Gud bruger korte tidsafsnit som betegnelse på længere, samt forholdet mellem dem, findes i 4Mos 14,34: »Fyrretyve dage, et år for hver dag.«

Der indvendes mod denne fortolkningsregl, at den er ny, at den ikke har været kendt inden kirken fra Daniels dage til Wiclifs tid, og dernæst, at de, som godkender, at en dag står for et år, ikke stemmer overens i sine fortolkninger af profetien.

Den første af disse indvendinger viser Hr. Elliott ikke er velbegrundet, da den samme fortolkningsregl, om ikke den samme anvendelse af den her nævnte profeti, blev godkendt af Augustin, Tikonius, Primafius, Andreas, den ærværdige Beda, Ambrofius, Ansbertus, Berengaus, Bruno Astenfis, osv.

Hvad den anden indvending angår, hersker der sikkert ikke større uoverensstemmelse mellem dem, der antager den regel, at en dag står for et år, end mellem dem, der hylder den opfattelse, at en dag er en dag; og det er ikke så underligt, at der har været modstridende anskuelser i fortiden, siden profetien var tillukket og forseglet indtil endens tid (Dan 12,4); men den antydning er klar, at da skulle seglet brydes, de forstandige skulle forstå den, at kundskab skulle blive mangfoldig angående disse ting. Vers 9.10. Og siden er den anskuelse, at en dag i symbolsk profeti står for et år, blevet fundet og hævdet som en nøgle til profetiens udtydning.

(174) Men det, der ubestridelig fastslår gyldigheden af denne fortolkningsregl, er den kendsgerning, at vi, som lever i de sidste år af profetiens opfyldelse, nu er i stand til historisk at påvise fuldbyrdelsen af disse forudsigelser; og vi finder, at de 70 uger i Dan 9, de 1260, 1290 og 1335 dage i Dan 7 og 12 og de 1260 dage og 42 måneder i Åb 12 og 13 og de 5 måneder i Åb 9,5 og timen, dagen, måneden og året i Åb 9,15 alle nøjagtig er gået i opfyldelse - en dag for et år.

De 2300 dage i Dan 8,14 er derfor 2300 bogstavelige år. Således nærmer vi os nu en fuld forståelse af, hvad vi har for os; thi det eneste spørgsmål, der nu står tilbage, hvad tiden angår, er: Hvor begynder disse dage, og hvor ender de?