2. Kapitel - Kristus som Skaber

Kun Gud er uden begyndelse. På det tidligste tidspunkt, en begyndelse var mulig - en periode så fjern, at den for den menneskelige tanke er entydig med evigheden - udgik ordet. »I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud, og ordet var Gud.« Joh 1,1 Dette uskabte ord vor det væsen, som i tidens fulde blev kød og boede iblandt os. Hans begyndelse var ikke lig noget andet væsens i hele universet. Den omtales i så mystiske udtryk som: »Den enbårne« (Joh 3,16; 1 Joh 4,9), »Den enbårne af Faderen« (Joh 1,14) og: »fra Gud er jeg udgået og kommen.« Joh 8,42 Således fremstod Guds søn, ikke ved en skabelse, men ved en eller anden guddommelige tilskyndelse eller virken, kendt alene af den alvidende og mulig kun for den almægtige. Og da var også den Helligånd til, den Ånd, kaldet Guds Ånd og Kristi Ånd, der udgår som deres repræsentant, og gennem hvem de åbenbarer sin kraft. Sal 139,7

Sønnen var i Faderens lignelse og var lige med Faderen. Så vidner Paulus for brødrene i Filippi: »Lad det samme sindelag være i jer, som var i Kristus Jesus: Da han var i guddomsskikkelse, holdt han det ej for et røvet bytte at være Gud lig, men han gav afkald og tog tjener skikkelse på og blev mennesker lig... ydmygede han sig selv og blev lydig til døden, ja døden på et kors.« Fil 2,5-8 Ordene »røvet bytte« betegner her noget, man »griber efter«, »holder fast ved« (12) eller »foretrækker« for noget andet, hvormed det sammenlignes. Menneskene havde syndet og måtte gå fortabt, medmindre et middel til deres frelse kunne tilvejebringes. Ingen uden Kristus, det eneste væsen undtagen Gud, der var hævet over loven og derfor i stand til at møde dens krav på syndens vegne, kunne redde dem. Men ville han gøre det? Dette var det spørgsmål, der var af så uendelig stor betydning for menneskeslægten, hvis skæbne nu lå i vægtskålen. Der var altså Kristus, Himlens Majestæt, Faderen lig og delagtig i hans herlighed; han kunne have »holdt fast ved« og »foretrukket« at forblive i denne stilling. Men i så fald måtte mennesket gå fortabt. Skulle han beholde sin stilling og lade mennesket dø? Eller skulle han give afkald på den og komme en oprørsk verden til hjælp? Dette var det spørgsmål, som skulle åbenbare »Kristi sindelag« for verdensaltet, der nu stod i spændt forventning. O fryd dig, du jord! - han agtede det ikke for et »røvet bytte«, noget, der var at vælge« eller »foretrække«, at fastholde sin stilling som Faderens jævnlige i himlen, hvortil han med rette var beskikket, og lade verden gå sin undergang i møde; nej, drevet af usigelig kærlighed ilede han straks de fortabte til hjælp. Han forlod sin høje stilling i himlen, afklædte sig al sin himmelske prydelse, gav af sig selv afkald på al sin glans og ære, forringede sig, påtog sig Abrahams natur, og tog en tjeners skikkelse på sig, blev menneske, efterkom på menneskenes vegne lovens krav og blev lydig indtil døden, ja korsets død, for at hver den, som ville tro på ham, ikke skulle fortabes, men have et evigt liv!

Apostelen stiller i denne beretning vor Herres Jesu oprindelige ophøjelse i modsætning til den ydmygelse, han var (13) villig til at lide for menneskets skyld; men en hel side af denne modsætning mangler, medmindre Kristus var, førend han påtog sig at forløse mennesket, lige med Gud. Derfor må det være forstået, at Paulus tydelig hæver, at Jesus indehavde en sådan stilling. Han bekræfter Johannes’ vidnesbyrd, at »ordet var Gud«.

I denne herlighedens tilstand var Kristus før alle ting. I Åb 3,14 forekommer en benævnelse på ham, som oversætterne har gengivet med »Guds skabnings begyndelse (ældre overs)«, hvilket nogle mener må betyde, at skaberværket begyndte, ikke ved ham, men med ham, hvorved de sætter ham på lige fod med skabte væsener, hvorimod meningen i ordet heller indbefatter begrebet af »Ophavsmand«, - at han er, ikke »begyndelsen« men begynderen til Guds skabning. Og hensynet til andre skriftsteder, byder at vi holder os til denne mening. Intet af skaberværket blev udført, før Kristus optrådte virksomt på scenen som den handlende; for det blev alt udført ved ham. Johannes siger: »Alt er blevet til ved ham, og uden ham er ikke noget blevet til af alt, som er blevet til.« Og Paulus stadfæster i hebræerbrevet Johannes’ ord, når han siger, at Gud har sat sin Søn til »arving over alle ting«, og at han er »hans herligheds afglans og hans væsens udtrykte billede«, og at ved ham har han »gjort verden«. Heb 1,2.3 Men i Kolossenserbrevet har vi et endnu tydeligere vidnesbyrd. I kapitel 1,15-17 siger han om Kristus: »Han er den usynlige Guds billede, førstefødt forud for al skabningen; thi i ham skabtes alt i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, hvad enten det er (14) tronengle eller herskere eller magter eller myndigheder: alt er skabt ved ham og til ham; og han er før alt, og alt består ved ham.«

Sønnen er Gud sammen med Faderen. Alt anden, det være sig levende eller livløst, er blevet til, frembragt ved Faderen og Sønnen. Faderen er oprindelsen dertil, og sønnen er den handlende, gennem hvem alt er blevet udført. Der findes ingen fornuftige væsner, hvor høje de end måtte være, i himlen eller på jorden, ingen keruber eller serafer, ingen værdigheder eller mægtige herredømmer, myndigheder eller magter, uden at de blev skabt ved den Herre Jesus Kristus. Han var før dem alle, er over dem alle og opholde dem alle; for »alle ting består ved ham«. Den samme apostel erklærer i hebræerbrevet, at han »bærer alle ting ved sin krafts ord« Heb 1,3 og De fire og tyve ældste i den himmelske verden udbryder i deres tilbedelse af ham, som sider på tronen: »Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få æren og prisen og magten; thi du har skabt alle ting, og de blev til og blev skabt, fordi det var din vilje.« Åb 4,11 Det er intet under, at Kristus i sin sidste bøn for sine disciple nævner den herlighed, han havde hos faderen, for verden var, og udtrykker ønsket om, at også de, når det behagede Faderen, måtte få den forret at beskue denne herlighed sammen med ham. Joh 17,5.24

Således føres vi til det tidspunkt, da denne verden blev skabt. De skriftsteder, vi allerede har henvist til, viser os, hvilken del Kristus havde i denne udfoldelse af Guds almagt. Da Gud i begyndelsen skabte himlene og jorden (1Mos.1), var Kristus den handlende, gennem hvem det skete; for »Uden ham er ikke noget blevet til af alt, som er blevet til«. Joh 1,3 Da Guds Ånd svævede eller (15) rugede over vandene, var det Kristi Ånd med dens livgivende evne, som bredte sig over dybet. Da Gud sagde: »Der blive lys!« og der blev lys var det Kristi røst, som lød. »Den Gud,« sagde Luther, »som ikke taler gennem Kristi mund, er ikke Gud. Og da Gud så alt det, han havde gjort, og det var såre godt, da var det Kristi øjne, der overskuede den herlige scene. Da »Morgenstjernerne jublede til hobe, og alle Guds børn råbte med fryd«, var det om Kristi værks herlighed, de i stemte sin himmelske frydesang. Job 38,4-7. Da han talte, og det skete, og han bød, og det stod der (Sal 33,6.9), var det Kristus, som udtalte det altformående, skabende ord.

Kristus sabbatens ophav. - Den samme som skabte denne jord og indrettede den til et bosted for menneskene, og som indstiftede ægteskabet og gav det første menneskepar deres yndige arv i eje, var også den, som tilbragte den syvende dag i hellig hvile og betragtning og således lagde grundvolden til den nyskabte verdens sabbat eller hviledag. Derpå velsignede han dagen og satte den til side til helligt brug. Idet han adskilte den fra al anden tid og opsatte en grænse for den, som aldrig skulle overskrides, indviede han den for evigt til sin egen tilbedelse og til et minde om sit skaberværk; for som skrevet står, han »helligede« den, det er, han satte den under bestemt lovbruds beskyttelse, hvorved dens overholdelse blev forordnet. At »Hellige« betyder intet mindre end dette. Da Kristus så udtrykkelig erklærede for folket, medens han vandrede hernede, at »sabbaten blev til for menneskets skyld« (Mark 2,27), vidste han, hvorpå hans erklæring var grundet; for han var selv den, som gjorde, at den blev til, og han vidste, bedre end menneskene kan vide det, hvad dens hensigt og mål var.

(16) Kristus kundgjorde loven på Sinaj. - Eftersom forkyndelsen af sabbatsbudet på Sinaj kun var en gentagelse af sabbatens »Helligelse«, udtalt i eden og eftersom Kristus var den, som her gjorde den til en uforanderlig forskrift for menneskeslægten, er det klart at han også må have været den, som forkyndte den tillige med de andre bud i den moralske lov på Sinaj, - visselig ikke uafhængig af Faderen, men i forening med ham, her ligesom i alle de andre gerninger, hvori de handlede i fællesskab. Alt det var Kristi røst, der for folkets øren fra det bævende bjerg, da Guds lovs principper blev forkyndt i slig herlighed og kraft, er tydeligt anført af hebræerbrevets forfatter. Idet han taler om »den nye pagts midler, Jesus«, og hentyder til den tid, da Loven blev forkyndt under torden og ild på Sinaj, siger han: »Hvis røst den gang rystede jorden; men nu har han lovet, sigende: endnu en gang vil jeg ryste, ikke alene Jorden, men også himlen.« Heb 12,26.

At dette siges om Kristus, derom kan der ikke være spørgsmål. Jorden bævede under guddommens fodtrin, og den ærefrygtindgydende røst, der hørtes, da den moralske lovs forskrifter blev indskærpet, var en røst, som slog hele Israels forsamling med frygt. Endog Moses blev forfærdet og bævede, og hele jorden rystede. Hele verden hørte røsten og bævede for den, fordi den lov, som der var forkyndt, gjaldt verden. Og da røsten var Kristi røst, viser det os, i hvilket forhold han står til denne den kongelige lov, indbefattet i de ti bud. Men dette udelukker ikke Faderen fra scenen. Da Kristus er uadskillelig forbundet med faderen i alle tings tilblivelse, uadskillelig forbundet med ham i at forordne love og oprette regeringsstyrke inden for (17) hele hans herlige område, så var han heller ikke skilt fra ham i den ærefrygtindgydende scene på Sinaj. Som den, der handlede for Faderen i alt, hvad de i sit forenede råd besluttede at gøre, talte ham også for Faderen i alt, hvad de i forening fandt påkrævet at forkynde. Ligestillet i den myndighed, hvorved loven blev forordnet, angik det dem også lige meget, når den skulle kundgøres. Hvad som helst Gud gør, det gør Kristus, fordi Gud gør det gennem ham; og hvad som helst Kristus gør, det gør Gud, fordi Kristus gør det ved ham; og Kristi ord er Guds ord, fordi Kristus modtager dem af ham. Således siger Paulus: »Efter at Gud fordum har talt mange gange og på mange måder til fædrene ved profeterne, har han i disse sidste dage talt til os ved Sønnen.« Heb 1,1.2 Og Kristus selv havde forud vidnet, at hans gerninger var hans Faders gerninger, hans, som havde sendt ham, og at hans ord ikke var hans egne, men sådanne som han havde modtaget af sin fader. Joh 14,10.24.

Denne forening mellem Faderen og Sønnen tager intet bort hverken fra den ene eller den anden, men gør dem begge stærke. Deri har vi, når den Helligånd tages med, hele Guddommen. Således er vi i stand til at »se Jesus« i al hans fylde og herlighed; for det behagede Gud, at »al fylde« skulle bo i ham, ja endog »hele Guddommens fylde legemlig«. Kol 1,19;2.9. Og idet vi »ser hen til Jesus«, beskuer vi ham således, da Guddommen endnu var ene i hele universet.

I forhold til alt andet, levende eller livløst, alle lysende kloder, der fylder rummet, alle fornuftige væsner oventil og nedentil, troner, herredømmer, myndigheder og (18) magter, synlige og usynlige, var han før dem alle, idet han som et uskabt væsen indtog sin plads som Faderens »enbårne Søn«. »I begyndelsen var ordet.« Førend noget af alt det skabte blev til, var Kristus. Derefter begyndte skabelsen, til hvilken han var »Begynderen«, Ophavet. Af alt under ham var han Skaber. Og ligesom alle skylder ham sin tilværelse, er de også beroende på ham for sit ophold og beståen; for han »bærer alle ting ved sin krafts ord«. Heb 1,3. Grundet på dette forhold siger det sig selv, at alle verdener og herredømmer, alle væsner, høje eller lave, derfor står under hans autoritet og er underlagt hans vilje. Hvem kan vel fatte Kristi overvættes herlighed og kraft, idet han således står som hoved for hele verdensaltet og alt, som deri er, som Skaber, Opholder, Hersker?