20. Kapitel - Daniels ottende kapitel forklaret ved det niende

(175) Da vi nu har set, at de 2300 dage i Daniels ottende kapitel er symbolske og betegner 2300 bogstavelige år, kommer vi tilbage til spørgsmålet: Hvornår begynder de, og hvornår skal de ende? Synet om vædderen, gedebukken og det lille horn forklares tydelig i ottende kapitel, Gabriel havde fået befaling til at forklare Daniel hele synet; men ved slutningen af kapitlet siger Daniel: »Jeg var forfærdet over synet, og der var ingen, om forstod det.«

Således ser vi, af hvad der står i slutningen af det ottende kapitel, at Gabriel endnu ikke helt havde fuldbyrdet sit hverv. Det punkt, der stod tilbage at forklare, var de 2300 aftener og morgener. Hvorfor fortsatte han ikke med sin undervisning, indtil dette punkt også blev klargjort? Fordi Daniel havde hørt så meget, som han kunne tåle, og »blev aldeles afmægtig« og »syg en tid«. Men et sted må Gabriel forklaret dette om tiden, ellers ville han være ulydig mod den befaling, han havde fået. Vi kan være forvisset om, at der ikke var nogen undladelse fra hans side; for over fem hundrede år senere finder vi ham ganske godt bekræftet som et Guds sendebud, udsendt i et hellig ærinde til Sakarias og Maria. Luk 1,19,26. Gabriel må derfor et eller andet sted have givet Daniels videre oplysning om den del af synet, som endnu ikke var forklaret, nemlig de 2300 aftener og morgener. Og vi må selvfølgelig (176) søge derefter i de efterfølgende kapitler i Daniels bog.

Ikke fuldt et år er henrundet, før beretningen i niende kapitel begynder. For synet i det ottende kapitel var i Beltsazzars tredje år, det sidste år af det babylonske riges beståen. Sammen år indtog Kyros Babylon, og Darius besteg tronen; og i det første år af hans regering blev synet i det niende kapitel givet. Vi har nu nået til 538 f.Kr. En stor omvæltning har netop fundet sted. Verdensriget har fået andre ved styret. Babylon er gået under. Den stolte undertrykker af Guds folk ligger bøjet i støvet. Medio-persien har taget scepteret. Daniel ser i at dette en Guds styrelse og en opfyldelse af profetien. Han forstod at Herrens ord ved Jeremias, at 70 år skulle gå hen over Jerusalems ruiner, og at ved enden af dette tidsrum skulle Babels konge og folk blive hjemsøgt. Jer 25,12. Han har set hjemsøgelsen over Babylon og slutter deraf, at befrielsens dag for hans folk er nær. De 70 år endte jo også virkelig to år senere, i Kyros’ første år, 536 f.Kr; og da udsendte Kyros sin befaling om, at jøderne kunne vende tilbage til sit land og genoprette templet.

Daniel vendte derfor sit hjerte til at søge Herren og bede til ham om opfyldelsen af hans ord. Denne Daniels mærkelige bøn nedtegnet i kap 9,4-19. Blandt andet siger han deri: »Og nu, hør vor Gud, på din tjeners bøn og på hans ydmyge begæringer, og lad dit åsyn lyse over din ødelagte helligdom.«

Vi husker, som Daniel uden tvivl gjorde, at de 2300 dage endte med et løfte vedrørende helligdommen. Og af dette udtryk i Daniels bøn fremgår det, at han på en eller anden måde havde forbundet slutningen af de 2300 dag (177) med slutningen af jødernes 70-årige fangenskab. Det var nødvendigt, at han skulle komme til klarhed herover og i den hensigt var det, at englen atter besøgte ham.

Profeten bliver atter henrykket i et syn, og et himmelsk sendebud viser sig for ham. Vi beder læseren omhyggelig mærke sig, hvem dette er. Vi fandt Daniel sidst i samtale med Gabriel. Kap 8,16 og flg.. Englen forklarede da for Daniel, hvad han havde set, og dette gjorde ham i overensstemmelse med det påbud, der var ham givet af en højere: »Forklar denne synet!« Han havde forklaret alt med undtagelse af tiden, da Daniel blev afmægtig, og han var nød til at holde op. Således slutter det ottende kapitel med, at Gabriel vender tilbage til himlen med et delvis udført ærinde, og Daniel, som nu havde genvundet styrke nok til at passe sin gerning ved kongens hof, står der og undres over synet, som han ikke forstod synet i det niende kapitel er det næste syn, profeten havde, såvidt vi ved. Atter får han besøg af den himmelske gæst. Og hvem er det? »Gabriel,« siger profeten selv; og for at der ikke skal være nogen tvivl om, hvem han var, tilføjer han: »som jeg før havde set i synet.« Således føres vi lige tilbage til synet i det ottende kapitel, og profeten erklærer, at den selvsamme engel, som han havde set den gang, nu atter var hos ham.

Synet i det niende kapitel begynder derfor, som synet i det ottende kapitel ender, nemlig med Daniel og englen Gabriel i selskab med hinanden. Og der er intet mellem liggende syn, som afskærer forbindelsen mellem disse to scener. Her har vi da to af de mange led, som binder disse kapitler sammen: det er det samme syn, det gælder, og den samme engel, der forklarer det, på begge steder.

(178) Gabriel taler, og hans allerførste ord stadfæster det her fremholdte: »Daniel! Nu er jeg udgangen for at lære dig at forstå.« Det er det samme, som om han ville sige: Daniel! Da jeg sidst var hos dig og forklarede det syn, du havde, var jeg nød til at standse med min forklaring på halvvejen, fordi du ikke kunne tåle mere; derfor kunne du ikke forstå det; men jeg havde opdaget ved at lære dig at forstå det, og derfor er jeg nu kommet tilbage for at give dig den forklaring, som jeg da ikke kunne give dig.

Gabriel fortsætter - og hvert ord, han ytrer, styrker denne slutning. Hør, hvad han siger: »I begyndelsen af dine bønner udgik et ord, og jeg, jeg er kommet for at kundgøre dig det, thi du er såre elsket; så agt nu på ordet og giv agt på synet.«

Det ville være til ingen nytte, om nogen ville nægte, at der her hentydes til et forudgående syn, og det ville være til ligeså lille nytte for nogen at nægte, at dette er syndet i det ottende kapitel.

Vi vil nu foretage en prøve for tilfulde at afgøre, om det standpunkt, vi her indtager, er holdbart eller ej. Hvis det niende kapitel er forbundet med det ottende kapitel, hvis synet i det niende kapitel er en fortsættelse af synet i det ottende kapitel, hvis det udtryk. der benyttes af Gabriel i det niende kapitel: »Giv agt på synet,« hentyder til synet i det ottende kapitel, og hvis han nu er kommet for at fuldende den forklaring, han der standsede med, - så vil han ganske sikkert begynde med det samme emne, som han efterlod uforklaret i dette syn, nemlig emnet om tiden. Dersom han gør det, da er forbindelsen mellem de to kapitler, som her hævdet, fastslået. Dersom han ikke gør det, da står spørgsmålet måske helt ubesvaret.

(179) Men hvad siger han? »Halvfjerds uger er afmålt over dit folk og over din hellige stad.« Han begynder således straks med emnet om tiden. Men hvordan ved vi, at denne tid har nogen forbindelse med tiden i det ottende kapitel? Jo, fordi han siger om den, at den er »afmålt«. Men der er ingen tidsperiode, fra hvilken de 70 uger kunne siges at være »afmålt«, undtagen de 2300 dage i ottende kapitel, Således hænger de udtryk, der benyttes om tiden, på det nøjeste sammen, og Gabriel giver os en forklaring over de 2300 Dage ved at dele dem i to perioder, den første på 70 uger eller 490 dage og den anden på 1810 dage, og ved derefter at forklare den kortere periode, der udgør nøglen til det hele.