21. Kapitel - De halvfjerds uger

(180) Det er nu blevet påvist: 1) at der er en tydelig forbindelse mellem det ottende og niende kapitel hos Daniel; 2) at de 70 uger derfor udgør en del af de 2300 dage; 3) at disse uger er afmålt fra disse dage; 4) at de 70 uger udgør de første 490 dage af de 2300 dage; 5) at hvor de 70 uger begynder, der begynder også de 2300 dage.

Vedrørende tiden behøver vi nu kun yderligere at spørge: Fra hvilket tidspunkt skal de 70 uger regnes? De oplysninger, bibelen indeholder angående dette punkt, findes i den undervisning, englen videre gav Daniel i det niende kapitel. Efter at have oplyst ham om, at 70 uger var afmålt fra de 2300 dage og bestemt for hans folk og staden Jerusalem, går han straks over til at fortælle, når de begynder, og hvilke begivenheder der udmærker deres afslutning:

»Og du skal vide og forstå: fra den tid ordet om Jerusalems genrejsning og opbyggelse udgik, indtil den salvet, en fyrste kommer, er der syv uger; og i toogtresindstyve uger skal det genrejses og opbygges med torve og gader under tidernes trængsel. Men efter de toogtresindstyve uger skal en salvet bortryddes uden dom, og byen og helligdommen skal ødelægges tillige med en fyrste. Og enden kommer med oversvømmelse, og indtil skal enden skal der være krig, den fastsatte ødelæggelse. Og pagten skal ophæves for de mange i en uge, og i ugens sidste halvdel skal slagtoffer og afgrøde offer ophøre, og ødelæggelsens vederstyggelighed skal (181) sættes på det helliges sted, indtil den fastsatte undergang udøser sig over ødelæggeren.« Dan 9,25-27

Af dette vidnesbyrd vedrørende de 70 uger lærer vi: 1) at de begynder, når ordet udgør om at genoprette og ombygge Jerusalem; 2) at syv uger eller 49 år skulle medgå til dette genoprettelsesværk; 3) at 69 uger eller 483 år skulle nå ned til den tid, da den salvede, fyrsten, skulle åbenbares, d.e., da vor Herre skulle begynde sin offentlige virksomhed her på jorden; 4) at den salvede i den sidste eller 70. uge skulle befæste pagten (den nye pagt, Jer 31,31-34; Heb 8,8-12) for de mange; 5) at han i midten af den sidste uge skulle udryddes og bringe slagtoffer og madoffer til at ophøre. Disse udtryk kan ikke hentyde til noget andet end til hans korsfæstelse og den virkning det, at han således gav sig selv som et offer på korset, ville have på de jødiske ofre og ceremonier: de skulle ophøre. Når de 70 uger derfor får sin rigtige plads, vil vi finde, at den 70. uge falder på et sådant tidspunkt, at begyndelsen af Kristi virksomheden falder sammen med begyndelsen af den 70. uge eller de sidste syv at de 490 år, og at hans korsfæstelse tre og et halvt år senere indtræffer i midten af denne sidste uge. Man kunne derfor for den sags skyld lade hele spørgsmålet bestemmes af tidspunktet for Kristi korsfæstelse, fordi dette er af ligeså stor betydning i den sag, det her drejer sig om, som befalingen om at genoprette og ombygge Jerusalem, hvorfra denne periode tager sit udgangspunkt.

Men det er ikke vanskeligt at finde befalingen om at genoprette Jerusalem eller at forvisse sig om, at den udgik netop på et tidspunkt, der stemmer med profetiens anvendelse i alle dens dele.

(182) Der er fire dekreter, som af forskellige personer til forskellige tide er blevet betragtet som befalingen om at genoprette og ombygge Jerusalem. Disse er: 1) Kyros’ befaling om at genopbygge Herrens hus, år 536 f.Kr. (Ezra 1,1-4); 2) Darius’ befaling om at fremskynde dette arbejde, der var blevet forhindret, år 519 f.Kr. (Ezra 6,6-12); 3) Artaxerxes Longimanus’ befaling til Ezra, år 457 f.Kr. (Ezra 7); og 4) den befaling, der blev givet Nehemias af den samme konge i hans tyvende år, 444 f.Kr. Neh 2.

1. Hvad denne sidste angår, finder vi intet i den som gør det nødvendigt at ænse den som en persisk befaling. Det var påkrævet, at en sådan befaling skulle nedskrives og undertegnet af kongen. Men Nehemias fik intet skriftligt dokument. Hans befaling var kun mundtlig. Hvis man siger, at de breve, han fik udgjorde en sådan befaling, da blev befalingen udstedt, ikke til Nehemias, men til »statholderne hinsides floden«, og desuden ville det da have været flere befalinger, ikke bare en befaling, således som profetien har for øje.

2. Det, der gav Nehemias anledning til at begære tilladelse af kongen til at gå op til Jerusalem, var det rygte, som nogle af dem, der var vendt tilbage, havde bragt med sig, at de, som var der i landskabet, var i stor ulykke og forsmædelse, og at Jerusalems mure var nedrevet og dets porte opbrændt med ild. Neh 1. Hvilke mure og porte var det, som var nedrevet og opbrændt med ild? sandsynligvis nogle af dem, der var opbygget af de jøder som var vendt tilbage til Jerusalem under en af alle de forudgående befalinger, Kyros’, Darius’ og Artaxerxes’; for man kan ikke for et øjeblik tro, at den endelige ødelæggelse (183) af Jerusalem ved Nebukadnezar 144 år forud for den tid ville blive indberettet til Nehemias som en nyhed, eller at han ville have betragtet det, hvad han øjensynlig gjorde, som en ny ulykke, der fremkaldte ny sorg hos ham. Derfor var en befaling, som påbød opførelsen af disse mure og porte, udgået forud for befalingen til Nehemias.

3. Om nogen vil hævde, at befalingen til Nehemias må være den omhandlende befaling, fordi hensigten med hans begæring var, at han ville bygge staden, da er det tilstrækkeligt at svar som før, at portene og murene var opbygget, før han rejste op til Jerusalem; og desuden blev det bygningsarbejde, han rejste der for at udføre, fuldført på 52 dage, hvorimod profeten angiver syv uger eller 49 år, i hvilke staden skulle ombygges.

4. Der var intet i befalingen til Nehemias, som ikke var indbefattet i det forudgående befalinger, medens disse befalinger allerede har sikret folket mange flere privilegier, end hans befaling gjorde.

5. Regner man fra den tid, befalingen givedes til Nehemias, år 444 f.Kr, kommer alle datoerne ud af orden; for fra det punkt varede ikke den tidernes trængsel, som skulle følge arbejdet med at ombygge staden med gader og mure, i syv uger eller 49 år, regnet fra den dato fører de 69 uger eller 483 år, som kun skulle nå til en salvet, en fyrste, os ned til år 39-40 e.Kr; men Jesus blev døbt af Johannes i Jordans flod, og hans Faders røst blev hørt fra himlen sigende: »Denne er min Søn« osv., år 27 e.Kr, tretten år forud. Matt 3,16.17. Efter samme beregning sættes midten af den sidste eller 70. uge, som skulle bestemmes ved tiden for korsfæstelsen, til året 44 e.kr; men korsfæstelsen fandt sted tretten år forud (184), nemlig år 31 e.Kr. Og skulle de 70 uger eller 490 år dateres fra Atarxerxes’ tyvende år, når de ned til år 47 e.Kr.; men der er intet ved det tidspunkt, som udmærker deres afslutning. Derfor, hvis dette var det år og befalingen til Nehemias den begivenhed, hvorfra tiden skulle regnes, har profetien slået fejl. Men dette er kun et overvældende bevis på, at den teori, hvorefter man daterer de 70 uger fra befalingen til Nehemias i Artaxerxes tyvende år, er helt grundløs.

Derfor lades denne befaling og dette tidspunkter ud af betragtning. Spørgsmålet drejer sig nu mellem de af Kyros, Darius og Ataxerxes udsendte befalinger. Hvilken af disse, om det kun var en, og hvor mange, om det var flere, var det, der skulle udgøre den befaling, profetien hentyder til som udgangspunktet for de 70 uger?

Som allerede bemærket, må vi holde os til den ene eller til alle disse tre befalinger, udsendt henholdsvis af Kyros, Darius og Artaxerxes, som befalingen om at genoprette og ombygge Jerusalem. Og valget må for en stor del bestemmes ved betragtningen af, hvor meget der tilsigtes i profetien vedrørende stadens genoprettelse.

Løftet indbefattede genoprettelsen såvel som opbyggelsen af Jerusalem. At genoprette og ombygge betyder mere end blot at bygge. Det at de nedrevne paladser blev genopbygget, at de forladte gader blev åbner for færdsel, at de med jorden jævnede mure blev genrejst og de sønderbrudte porte sat op, det alene var ikke nok til profetiens opfyldelse. Der måtte også foreskrives former for den almindelige gudsdyrkelse, udsendes vedtægter til rettens hævdelse, indsættes dommere til at fortolke lovene og en øvrighed til at udøve dem, så at hele statsstyret kom (185) i den regelmæssige gænge, hvori det var, før Jerusalem blev ødelagt.

1. Kyros’ befaling. - Da Kyros’ befaling står profetien nærmest, hvad ordet om at genoprette og ombygge Jerusalem angår, er det ganske naturligt, at vi betragter den først.

Nogle har hævdet, at denne befaling af Kyros må være den omhandlende befaling, fordi Gud gennem profeten Esajas taler om Kyros som den, der skulle sige til Jerusalem »Det skal bygges.« Es 44,28 Men der er tre gyldige indvendinger mod denne anskuelse: 1) Det er ikke Kyros, som hos Esajas siger til Jerusalem: »Det skal bygges,« men det er Herren selv, som siger dette. (Læs vers 26 og 27) 2) Kyros’ befaling angik kun Jerusalems tempel (se Ezra 1,2). Den indeholdt ingen bestemmelse vedrørende de andre ting, der, som vi har set, må indbefattes i en sådan befaling. 3) Regnet fra den tid, da denne befaling udgik, nemlig år 536 f.Kr, ville de 69 uger eller 483 år, som skulle nå ned til en salvet, en fyrste, ikke nå længere end til et tidspunkt, der ligger 53 år længer tilbage end tiden for Kristi fødsel. Følgelig har de, der anser Kyros’ befaling som den omhandlede befaling, gjort et forsøg på at forandre datoen for denne befaling og henlægge den til et tidspunkt sent nok til at harmonere med profetien angående Messias. Dette kan imidlertid lade sig gøre, som vi snart skal se.

Vi har ikke ved disse bemærkninger i sinde at i nogen måde berøve Kyros’ befaling noget af dens vigtighed. Den indtager en fremstående plads i forbindelse med beretningen om Jerusalems genoprettelse. Det hverv, Kyros (186) udførte, var betroet ham af Herren. Han blev kaldet ved navn over et hundrede år, før han blev født, og hans gerning var i al fald til en vis grad udpeget. Og det, hans befaling sigtede på, var et af de første skridt, og et meget nødvendigt skridt, i arbejdet med genoprettelsen; men den var ikke omfattende nok til at svare til alt, hvad der sigtedes til i profetien. Sikkert nok blev noget af dette nødvendigvis iværksat i forbindelse med arbejdet, såsom bygning af huse for arbejdsfolkene, indførelsen af gudsdyrkelsen og en så stor istandsættelse af staden, at der kunne drives nogen forretning. Men disse ting var en naturlig følge af omstændighederne og ikke noget, der var specielt angivet i befalingen.

2. Darius’ befaling. - Darius’ befaling er den næste i rækken. Den foranlediges ved følgende hændelse: Året efter at jøderne havde begyndt på arbejdet efter Kyros’ befaling, bad deres fjender om tilladelse til at deltage med dem i arbejdet. Dette nægtede jøderne, hvorpå disse fjender forsøgte at hindre dem i at bygge og gøre deres forehavende til intet »i alle Kyros’ dage lige til Darius’, Persiens konges, regering«. Ezra 4.

Kyros døde syv år, efter at han havde udsendt sin befaling, og blev efterfulgt af Kambyses (i Ezra 4,6 kaldet Ahasverus), som regerede syv år og fem måneder og siden blev efterfulgt af Mageren Smerdes (i Ezra 4,7 kaldet Atarxerxes), af hvem jødernes fjender havde sikret sig et edikt, der forbød en videre fortsættelse af arbejdet i Jerusalem. Ezra 4,21-24. Men da der blev tørke i landet, kundgjorde profeterne Haggaj og Sakarias jøderne årsagen til ulykken og formanede dem til at genoptage arbejdet på Guds hus, hvilket de gjorde år 520 f.Kr.

(187) Atter forsøgte fjenderne at hindre dem og standse arbejdet, og da de indsendte en klage til Darius, der nu havde besteget den persiske trone, beordrede denne en undersøgelse i rigets krøniker; og da Kyros’ befaling blev fundet, udsendte han denne igen og tilføjede selv nogle nye bestemmelser, hvorefter arbejdet atter blev drevet med held.

Dette var den anden befaling; men der var kun gået sytten år, siden Kyros’ befaling udgik, og derfor passer denne ikke bedre til profetien end den forrige, hvad tiden angår. Og desuden var den blot en stadfæstelse af Kyros’ befaling og derfor alt for begrænset i sine bestemmelser til at kunne udgøre befalingen om at genoprette og ombygge Jerusalem. Men den var et videre skridt i arbejdet, og da den føjede noget til Kyros’ befaling, tjeneste den til at føre arbejdet frem mod det tilsigtede mål.

3. Artaxerxes Longimanus’ befaling. - Som den tredje og sidste i rækken har vi Artaxerxes Longimanus’ befaling, således som den foreskrives i Ezra 7. Denne Artaxerxes var den Ahasverus, som omtales i Esters bog, i hvilken omstændighed man må søge grunden til den velvilje, han viste det jødiske folk. Denne befaling blev givet Ezra på hans indtrængende bøn; thi der står, at kongen gav ham »al hans begæring«.

Læser man denne befaling omend let hurtig igennem ser man straks, hvor fuldstændig og udførlig den er i sine bestemmelser. Den er officielt affattet og kaldes udtrykkelig »en befaling«. Den er skrevet, ikke på hebraisk, men på Kaldæisk eller Aramæisk. »Således«, siger Professor Whiting, »har vi her det oprindelige dokument, i kraft af hvilket Ezra blev bemyndiget til at »genoprettet og ombygge Jerusalem,« eller med andre ord, ved hvilket han fik magt (188) til ikke alene at opbygge mur og hus, men at ordne med sine landsmænd anliggender i almindelighed, »at beskikke dommere og lovkyndige til at dømme alt folket, som er hinsides floden«. Han var bemyndiget til at håndhæve sin Guds love, at straffe overtrædere med død, landsforvisning, straf på gods eller med fængsel. (Ezra 7,23-27)«

Vi finder ikke i nogen af de andre befalinger en sådan magt og myndigheder som den, der her tildeltes Ezra. Denne befaling indeholdt, taget sammen med de andre, der var udstedt for den, alt, hvad der kunne gøres til gunst for et folk, der fremdeles skulle blive stående under persisk statsstyre. Og i Ezra 6,14 har vi en mærkelig erklæring, som viser, at alle disse tre befalinger, taget under et, betragtes som ordet om at genoprette og ombygge Jerusalem. Der står: »Og de byggede og fuldførte det efter Israels Guds befaling og efter Kyros’ og Darius’ og Artaxerxes’, Persiens konges, befaling.« Her angives disse tre konges påbud som den »befaling« - altså i ental efter hvilken arbejdet i Jerusalem blev fuldført. Da altså denne sidste befaling, der indeholdt mere fuldstændige og udførlige bestemmelser end den sidste hånd lagt på værket; og når de foranstaltninger, som dette påbud indeholdt, blev gældende, da kan det siges, at den »udgik« i den forstand, som profetien sigter til.

Det står nu tilbage at fastslå, når denne befaling udgik, og at undersøge, hvorvidt den stemmer overens med den øvrige del af profetien eller ej.

Efter at vi nu har påvist, at befalingen om at genoprette og ombygge Jerusalem var den tredobbelte befaling (189) af de persiske konger Kyros, Daruis og Artaxerxes, der gav jøderne myndighed til at genoprette deres tempel, deres gudstjeneste og deres stad og atter ordne deres borgerlige anliggender, og at denne befaling forelå i sin fulde udstrækning og udgik, da Artaxerxes Longimanus gav Ezra hans myndighed, og Ezra påbegyndte det arbejde, som befalingen gav ham frihed til at udføre, opstår så det spørgsmål: I hvilket år var det, at han fik denne befaling?

Ezra siger, at det var i kongens syvende år. Ezra 7,7.8.

Hvilket år var da det syvende år i Artaxerxes’ regering?

Følgende vidnesbyrd giver et klart og afgørende svar på dette vigtige spørgsmål:

»Bibelen giver os en fuldstændig sammenhængen kronologi fra skabelsen til Kyros’ fødsel. Fra dette tidspunkt af og nedover har vi den uomtvistede ptlomæiske kanon og den ligeledes uomtvistede Nabonasar’ske æra, der når ned til og forbi begyndelsen af den kristelige tidsregning. På det tidspunkt, hvor den af Gud indblæste kronologi ophører, begynder denne kanon, om hvis nøjagtighed der ikke hersker nogen tvivl. Således er der ingen afbrydelse i tidsregningen. Det er ved Patolomæus’ kanon, at den store profetiske periode på 70 uger fastslåes. Denne kanon sætter Artaxerxes’ syvende år til år 457 f.Kr, og denne Kanons nøjagtighed konstateres af den nøjagtige overensstemmelse af over tyve formørkelser. De 70 uger begyndte ved udstedelsen af en befaling angående Jerusalems genoprettelse. Der udgik ingen befalinger imellem det 7. og det 20. år i Artaxerxes’ regering. De 490 år, der begyndte med de 7., må begynde i 457 f.Kr og ende i året 34 e.Kr. Begynder man derimod med det 20. år (af Artaxerxes’ regering), så må de nå til 47 e.Kr, der kunne udgøre den nævnte tidsperiodes afslutning, så kan vi ikke regne fra det 20. regeringsår. (190) Vi må altså gå ud fra Artaxerxes’ 7. år. Denne dato kan man ikke forandre fra 457 f.Kr uden først at have bevist, at Ptolomæus’ kanon er unøjagtig; men for at bevise dette måtte man nødvendigvis fastslå, at et stort antal formørkelser, ved hvilke dens nøjagtighed atter og atter er blevet konstateret, ikke har været rigtig beregnet. Men et sådant resultat ville bringe alle kronologiske datoer ud af orden og give al bestemmelse vedrørende tidsberegninger fuldstændig i drømmernes vold, så at kronologien ikke blev andet end det rene gætværk. Eftersom de 70 uger må ende i året 34 e.Kr - medmindre da Artaxerxes’ 7. år er fejlagtigt angivet - og eftersom vi ikke kan forandre denne dato uden at have beviser, der kunne berettige en afvigelse, så spørger vi: hvilken begivenhed har vi, som kendetegner denne afslutning? Det tidspunkt, da apostlene vendte sig til hedningerne, falder nærmere sammen med nævnte tidspunkt end noget andet, som er blevet nævnt, og korsfæstelsen i året 31 e.Kr, i midten af den sidste uge, støttes af en mængde vidnesbyrd, der ikke kan afkræftes.«

Videre anfører vi fra samme kilde:

»Der er visse kronologiske tidsangivelser, som er anerkendt som fastslået; og før afslutningen på de 70 uger kan henlægges til et senere tidspunkt, må disse tidsangivelser forandres, og det må påvises, at de ikke hvilede på en grundvold, der var sikker nok, og et nyt udgangspunkt må fastslås, hvilende på en sikre grundvold. Men hvad det angår, at begyndelsen af Artaxerxes’ regering daterer sig fra 464-63 f.Kr, så er dette fastslået af et samstemmigt vidnesbyrd af over tyve formørkelser, angående hvilke der er gjort mage beregninger, der alle har vist, at de indtraf netop på den angivne tid. Før det kan påvises, at tiden for begyndelsen af hans regering er fejlagtig angivet, må det først påvises, at tiden for disse formørkelser er fejlagtig beregnet, Dette er der ingen, som har gjort, og heller ikke vil nogen forsøge på at gøre det. Som følge deraf kan ikke hans regerings begyndelse flyttes fra den her fastsatte tidsangivelse.«

(191) Som det altså fremgår heraf, bestemmes det syvende år i Artaxerxes’ regering for en stor del af historiske optegnelser vedrørende formørkelser og af Astronomers vidnesbyrd angående tiden, da disse formørkelser indtraf. Men hensyn til den nøjagtighed, hvormed tidspunktet for de forskellige formørkelser kan fastslås, siger professor Mitchell:

»Gå 3000 år tilbage i tiden, stil dig på det mægtigste vagttårn Belus’ tempel i det gamle Babylon, og vend blikket udad! Solen er ved at forsvinde i en formørkelse, og stor uro har grebet de skrækslagne indbyggere. Vi har beretningen om denne kendsgerning og oplevelse i vor besiddelse. Men hvorledes kan vi bevise, at beretningen er korrekt? Astronomen kan bestemme solens, jordens og månens afvigende bevægelser gennem hele denne periode på 3000 år. Med snilde gennemgår han de forskellige cykler hele 30 århundreder tilbage i tiden og forkynder, at på den og den time og den og den dag - således som kaldæeren har skrevet - fandt den og den formørkelse sted.«

Angående pålideligheden af Patolomæus’ kanon siger Prideaux:

»Men da Patolomæus’ kanon er konstateret ved hjælp af formørkelser, så kan dens pålidelighed til enhver tid fastslås ved astronomiske beregninger, og ingen har nogen sinde beregnet disse formørkelser uden at finde, at de indtræffer nøjagtig på de angivne tider. Da dette derfor er den sikreste vejledning, vi har i tidsregningen, og den også overalt bekræftes ved sin overensstemmelse med den hellige skrift, så kan man ikke afvige fra den på grundlag af nogen menneskelig autoritet.«

Således har vi ganske sikkert fundet udgangspunktet, vi søgte efter. Fra året 457 f.Kr må de 70 uger regnes.