22. Kapitel - De forskellige tidsafsnit henhørende til de 70 uger
(192) Stående ved Artaxerxes Longimanus’ syvende år, året 457 f.Kr, der, som vi har set, afmærker begyndelsen til de 70 uger, lader vi vor målesnor glide ned gennem de efterfølgende årrækker for at forvisse os om, hvorvidt de afmærkede punkter på målesnoren falder sammen med de begivenheder, som den profetiske forudsigelse har henledt vor opmærksomhed på.
Den første del af vor målesnor er 49 år lang; for, siger profeten, der skal være syv uger (49 sindbilledlige dage eller 49 bogstavelige år), hvori Jerusalems gade og mur skal genopbygges under tidernes trængsel. Dan 9,25. Denne første inddeling af tiden bringer os ned til det tidspunkt, da genoprettelsen skulle være fuldendt, og denne blev fuldendt under Nehemias sidste reformationsværk i Darius Rothus’ femtende år.
49 år fra år 467 f.Kr. fører os ned til år 408 f.Kr. Darius Rothus’ femtende år var i året 408 f.Kr.
Således stemmer vor første prøve overens med profeten, nøjagtig som ansigtet i spejlet svarer til ansigtet foran spejlet.
Der er tre andre begivenheder, hvormed anvendelsen (193) af denne profeti kan prøvens: 1) 69 uger eller 483 år skulle nå til den salvede, fyrsten; 2) 69½ uge eller 486½ år skulle nå til den salvedes udryddelse; og 3) de 70 uger eller 490 år skulle nå til det tidspunkt, da jøderne ikke længere ville blive betragtet som Guds ejendomsfolk. Dersom vi ved at regne fra år 457 f.Kr. finder, at de afmærkede punkter på vor målesnor svarer netop til de omtalte begivenheder, så kan der ikke længere være den mindste skygge af tvivl om, at anvendelsen af profetien er rigtig.
Ordet den »salvede« hentyder til »Messias« eller Kristus, og udtrykket »en salvet, en fyrste«, må henvise til den tid, da Kristus fremstod for verden som den Guds salvede. Dette indtraf ikke ved hans fødsel, således om nogle har tænkt, men ved hans dåb, hvad der fremgår af Apg 10,38; 4,27; Luk 4,18.
Vi må derfor nu undersøge: 1) på hvilket tidspunkt Kristi dåb i følge ovenstående skulle finde sted; 2) på hvilket tidspunkt den virkelig fandt sted; 3) Varigheden af Kristi virksomhed på jorden; 4) hvornår korsfæstelsen indtraf; og 5) det tidspunkt, da evangeliets forkyndelse ophørte særlig at gælde jøderne.
1. Fra et givet tidspunkt i året 457 f.Kr. vil de 69 uger eller 483 år til »en salvet, en fyrste«, føre os ned til et tilsvarende tidspunkt i året 27 e.Kr. Dette udgør svaret på dette første punkt i vor undersøgelse. Og dersom den første dato er korrekt, så må vi her stå overfor Kristi dåb.
2. Da Kristus umiddelbart efter sin dåb begyndte sin virksomhed, kom han til Galilæa, prædikede Guds riges evangelium og sagde: »Tiden er inde.« (194) Mark 1,14.15. Dette må afmærke fuldbyrdelsen af en eller anden bestemt tidsperiode; for ellers ville Frelseren ikke havde sagt, at »Tiden er inde.« Den tid, som her var udløbet, må være den, som omtales i Dan 9,25, hvor der står, at »Indtil en salvet, en fyrste, kommer, er der syv uger; og i toogtresinstyve uger« eller 483 år. Det er rigtig at sige, at dette er den tidsperiode, som når ned til Kristi dåb. Kan vi nu komme til klarhed om, i hvilket år vor Herres dåb indtraf?
Kristus var seks måneder yngre end Johannes Døberen, og det er en almindelig antagelse, at han tiltrådte sin offentlige virksomhed seks måneder senere end denne. Begge begynder sin virksomhed i overensstemmelse med loven angående præster, da de var 30 år gamle. Om Kristus siger Lukas klart, at han ved sin dåb var henved 30 år. Luk 3,23. I kap 3,1 flg. beretter Lukas, at Johannes begyndte sin virksomhed i Kejser Tiberius’ 15. år. Tiberius besteg tronen efter Augustus, der regerede til år 14 e.Kr. Tiden for Kejser Augustus’ død er uomtvistelig fastslået ved hjælp af den store måneformørkelse, som indtraf kort efter (den 27. september), og som bidrog til at kvæle et oprør blandt pannonianerne og bragte dem til at sværge Tiberius troskab. Men Tiberius’ regeringstid må ifølge Prideaux, Dr Hales, Lardner og andre regnes fra det tidspunkt, da han besteg tronen for at regere i fællesskab med sin stedfader Augustus, i august måned år 12 e.Kr., to år før sidstnævntes død. Tiberius’ 15 år vil således falde i tiden mellem august måned år 26 og august måned år 27 e.Kr. I overensstemmelse med profetien må Johannes have tiltrådt sin virksomhed om foråret 27 e.Kr. Dette ville (195) falde sammen med Tiberius’ 15. år, som Lukas siger, og Kristus ville da komme til at påbegynde sin virksomhed seks måneder senere, om høsten 27 e.Kr. - netop på det tidspunkt, da de 483 år, som omtales i Daniels 9. kapitel, udløb.
3. Det næste er varigheden af Kristi offentlige virksomhed. Dette kan temmelig nøjagtig bestemmes ved hjælp af de påskefester, han overværede, hvilke var i alt fire, ifølge hvad Johannes omtaler i 2,13; 5,1; 6,4; 13,1 og man må gå ud fra, at Johannes omtaler dem alle. Ved den sidste påskefest blev han korsfæstet. Ifølge dette måtte hans offentlige virksomhed vare i tre og et halvt år. Hvis han således begyndte om høsten 27, så ville han have prædiket i seks måneder, før han overværede den første påskefest om foråret 28. Den anden påskefest ville falde om foråret 29, den tredje om foråret 30 og den fjerde om foråret 31, da han blev korsfæstet.
Dette svarer nøjagtig til profetien; thi han skulle »befæste pagten for de mange« i »en uge«, altså i syv år, og i midten af ugen skulle han blive udryddet og bringe slagtoffer og madoffer til at ophøre. Dan 9,27. Dette gjorde han, da han udåndede på korset tre og et halvt år efter begyndelsen af sin virksomhed, og gennem resten af denne årsuge befæstede han pagten ved sine apostle. Heb 2,3 Ifølge Dr Hales siger Eufebius, år 300 e.Kr.: »Det berettes i historien, at hele varigheden af vor frelsers lære og undergerninger beløber sig til tre og et halvt år, der er halvdelen af en uge [årsuge]. Dette fremholder evangelisten Johannes for alle, der omhyggelig gransker hans evangelium.« (196)
4. Det tidspunkt, som vi her kommer til vedrørende korsfæstelsen, år 31, stadfæstes af talrige vidnesbyrd. Ved korsfæstelsen indtraf en unaturlig solformørkelse, der varede i tre timer. Matt 27,45. »En total måneformørkelse kan vare i halvanden time, hvorimod en total solformørkelse aldrig kan vare mere end fire minutter på et og samme sted, når månen står jorden nærmest og dens skygge er mørkest.«
Dette mørke blev set i Heliopolis i Ægypten af Areopagiten Dionyfius, som senere hen blev omvendt under Paulus’ ophold i Athen. Apg 17,34. I et brev til martyren Polykarp beskriver han sin egen og sin ledsagers, sofisten Apollpfanes’ bestyrtelse over fænomenet. »Disse ting, gode Dionyfius, hører til guddommens vekslende tilskikkelser,« udbrød Apollofanes, hvortil Dionyfius svarede: »Enten er det Gud selv, som lider, eller også sympatiser han med den, som lider.« Den, som led, erklærede han, ifølge traditionen, var »den ukendte Gud, for hvis lidelsers skyld hele naturen blev formørket og vred sig i krampetrækninger«.
»Heraf fremgår, at det mørke, som ved Kristi korsfæstelse spredte sig over hele landet »fra den sjette til den niende time« eller fra middag til kl 3 om eftermiddagen, var unaturligt, såvel hvad varigheden angår som med hensyn til tiden - det var nemlig omtrent ved fuldmåne, da månen umulig kan formørke solen. Den tid, det hændte, såvel som hændelsen selv findes omtalt i en paragraf i en skrivelse af en agtet romersk konsul, Aurelius Cosfiodorius Senator, fra omkring år 514 e.Kr. som følger: »Under Kejser Tiberius’, Aug. V, og Olius Sejanus’ Konsulat (197) (U.C.784, år 31 e.kr) led vor Herre Jesus Kristus på den ottende dag i kalendermåneden april (25.marts), da der indtraf en sådan solformørkelse, som aldrig har været set hverken før eller siden.« Med dette år og denne dag stemmer også koncilet i Cæfarea, år 196 eller 198, overens, ligeledes Alexandria-krøniken, Maximus Monakus, Niceforus, Constantinus og Cedrenus; og om dette år, men om forskellige dage hersker der enighed mellem Eufebius og Epifanes, der følges af Kepler, Buker, Patinus og Petavius, idet nogle anser, at den 10.april, andre den 13. er den rette dag.«
På grundlag af disse mange troværdige autoriteter må korsfæstelsen have fundet sted om foråret 31 e.Kr. Og alle de beviser, som vi har angående dette punkt, bidrager også til at fastslå, at Kristi dåb indtraf om høsten 27 e.Kr; for ifølge profetien skulle Messias blive udryddet tre og et halvt år efter sin fremkomst, og som vi har set, varede hans virksomhed i følge evangelierne netop i tre og et halvt år. Hvis han derfor blev korsfæstet om foråret 31, så blev han døbt og begyndte at prædike tre og et halvt år tidligere, om høsten 27.
Og her er det, at de 69 uger ender, regnet fra 457 f.Kr. År 31 ville da netop falde midt i den sidste eller den 70. uge, da Messias skulle udryddes og bringe de jødiske ofringer til at ophøre ved at ofre sig selv på korset som det store modbillede til de forbilledlige ofringer.
Således finder vi den mest slående og uomtvistelige harmoni i tidsregningen. Vi går nu tre og et halvt år frem i tiden, til afslutningen af den profetiske tidsperiode på 70 uger, og spørger, hvad der da fandt sted. Angående dette punkt citerer vi atter den lærde Dr Hales:
(198) »Eufebius regner den første halvdel af den åruge, hvori frelseren led døden, fra vor Herres dåb til hans korsfæstelse. Denne samme tidsperiode omtales af Peter som indbefattende den tid, Frelseren udførte sin virksomhed, når han taler om »Den ganske tid, i hvilken den Herre Jesus gik ind og gik ud hos os, lige fra Johannes’ dåb indtil den dag, de han blev optaget fra os« Ved sin himmelfart, der fandt sted kun 43 dage efter korsfæstelsen. Apg 1,21.22 Den resterende halvdel af passionsugen (lidelsesugen) afsluttedes med Serfanus’ martyr død i det syvende og sidste år i ugen. Thi det er værd at lægge mærke til, at året derefter (året 35 e.Kr.) begyndte en ny æra for menigheden, nemlig Saulus eller Paulus’ omvendelse, da Kristus viste sig personlig for ham på vejen til Damaskus, og han fik sig sit kald anvist iblandt hedningerne, efter at det jødiske sanhedrin formelt havde fornægtet Kristus ved at forfølge hans disciple. Apg 9,1-18«
Således finder vi altså nøjagtig på det rette tidspunkt de begivenheder, der svarer til afslutningen af den tidsperiode, som var bestemt eller afmålt for Jerusalem og Jøderne: Stefanus lider Martyrdøden, Paulus kaldes til apostel blandt hedningerne, Jøderne forkaster Kristus og evangeliet ved at forkaste det budskab, de første disciple bringer dem, og apostlene vender sig fra jøderne til andre folkeslag. En så tydelig opfyldelse af profetien kan bestemt ikke drages i tvivl.
Med henblik på de kendsgerninger, vi hidtil har fastslået i vore betragtninger, grundig stadfæstet som de er ved de tydeligste beviser, og med henblik på den fuldstændige harmoni, som vi har fundet i alle de profetiske tidsangivelser, har vi i vor hånd en nøgle, som gør det muligt for os at trænge ind i alle de forskellige afsnit af den vigtige og lange profetiske tidsperiode på 2300 dage. (199) Fra dette punkt af er vejen kort og ryddet til en fuld løsning af spørgsmålet angående tiden.
Dersom vi f.eks. har et tidsafsnit på ti år, hvorom vi ønsker at meddele vore venner en del oplysninger, så behøver vi ikke at fortælle dem, netop hvor hele denne tidsperiode ender, for at kunne bibringe dem den forønskede oplysning. Det vil være nok, når vi siger »Vi vil fortælle jer alting vedrørende de første fem år af denne tidsperiode, hvor de begynder og ender, og angående de datoer og begivenheder, som falder indenfor disse fem år.« De vil da selv let kunne regne efter, når den hele tidsperiode på ti år ender. Efter at de første fem år er gået, vil der være fem tilbage, og ved at lægge disse til det tidspunkt, da de fem år ender, vil de straks have det nøjagtige tidspunkt, hvor de ti år ophører.
Netop denne fremgangsmåde har Gud valgt vedrørende de 2300 dage. Det er, som om englen havde sagt til Daniel »Jeg er ikke kommet for at meddele dig, i hvilket år de 2300 dage vil ende; men en del af denne tidsperiode tilhører dit folk og din hellige stad Jerusalem, og angående dette tidsrum, der indbefatter 70 uger, som udgør de første 490 af de 2300 år, vil jeg meddele dig alt, idet jeg vil vise dig tiden, hvor de begynder, og de vigtigste begivenheder, der vil finde sted i nævnte tidsrum, samt deres afslutning.« Englen vidste godt, at enhver, der havde interesse nok til at undersøge sagen, let ville kunne finde afslutningen på den hele tidsperiode.
Tager vi nu altså 490 år fra de 2300, så har vi 1810 tilbage. Kort sagt med tal bliver det altså 2300-490=1810. Tallet 1810 lagt til det tidspunkt de 490 år endte, bringer os til afslutningen af de 2300 år. (200) Men vi har fundet, at de 490 år endte om høsten 34 e.Kr. Dette giver os altså følgende tal: Høsten 34 e.Kr.+1810=høsten 1844. Om høsten 1844 e.Kr. har vi altså afslutningen på den længste og vigtigste tidsperiode, som bibelen omtaler.
Det er muligt, at en eller anden mener at kunne opdage en fejl på et vist punkt i beregningen af denne tidsperiode og spørger: »Hvis de 2300 dage begyndte år 457 f.Kr, hvorledes kan de da nå op til 1844 e.Kr.? For når vi trækker 457 fra 2300, får vi jo kun 1843 tilbage. Måtte de derfor ikke ende i 1843?« Den samme tanke nærede de, der først beregnede denne tidsperiode, og derfor satte de først Herrens komme til 1843, men ved lidt nærmere overvejelse indså de, at tiden måtte strække sig ind i det efterfølgende år; thi for at få 2300 måtte man jo have 457 hele år f.Kr og 1843 hele år e.Kr. Om derfor den omtalte årrække begyndte med den allerførste dag i året 457 f.Kr, så kunne den ikke være til ende før med den allersidste dag i året 1843 e.Kr. Men vi har beviser for, at den ikke begyndte med den første dag i året 457 f.Kr, men at en del af året var forløbet, inden vi nåede det tidspunkt, hvorfra vi skal regne.
Det fremgår af profetiens ordlyd, at påbegyndelsen af arbejdet i Jerusalem udgør begyndelsen til de 70 uger, eftersom de første syv uger var bestemt til stadens genopbyggelse, og disse kan vi næppe med rette begynde at regne før det tidspunkt, da genopbyggelsesarbejdet virkelig blev påbegyndt. Men Ezra ankom ikke til Jerusalem før i den femte måned i Ataxerxes’ syvende år (457). Ezra 7,8 Og efter at han var ankommet (201) dertil, skulle den store skare, der havde fulgt med ham op, jo have tid til at skaffe sig boliger, træffe den nødvendige ordning med hensyn til deres daglige nødtørft, anskaffelse af levnedsmidler m.m, før de var færdige til at tage fat på arbejdet med at opbygge murene og selve staden. To måneder ville bestemt ikke være for lang en tid til denne forberedelse, og dette vil så bringe os ned til den syvende måned eller til høsten i det nævnte år. Nu er det klart, at så stor en del af år 457 f.Kr, som hengik, førend de 2300 år var begyndt, netop så stor en del af året må lægges til 1843 e.Kr. for at få 2300 fulde år; for i det øjeblik vi kun skal regne med 456 og en brøkdel af et år f.Kr, må vi have 1843 og en modsvarende brøkdel e.Kr. for at få tallet fuldt. Tager vi altså 456 år og fem måneder fra 2300 år, så har vi til rest 1843 år og syv måneder, og disse syv måneder fører os selvfølgelig langt ind i året 1844. Dette fører os atter ned til efteråret 1844 som det tidspunkt, hvor de 2300 dage endte.
Dette kan belyses ved hjælp af to målestokke, hvoraf den ene er forsynet med årstal, heri indbefattet årene 457 f.Kr og 1843 e.Kr., medens den anden fremstiller et tidsrum på nøjagtig 2300 år: altså således:
(fig.1) 
Dette rids gør det klart for øjet, at et tidsrum på 2300 års varighed, begyndende med den første dag i år 457 f.Kr, ville nå til den sidste dag i år 1843. Men som vi har påvist, begyndte de 2300 dage ikke med den første dag i 457, men om høsten, efter at en stor del af (202) nævnte år var forbi. Vi giver derfor atter et nyt rids, som viser, hvorledes tidsperioderne falder sammen:
(fig. 2) 
Man vil se, at ved at skyde den nederste af vore to målestokke, der altså fremstiller 2300 år, så langt til højre, at dens begyndelse falder sammen med høsten 457, vil dens anden ende falde sammen med høsten 1844. Her har vi altså en synlig fremstilling af begyndelsen og slutningen af de 2300 dage eller år.
Det samme bevis gælder tidspunktet for Kristi dåb. Hvorledes kan vi fastslå, at dette tidspunkt indtraf i året 27 e.Kr., når 457 forløbet, forbi begynder at regne, så må vi tage en modsvarende del af året 27 e.Kr. for at få det fulde antal år. De begivenheder, som står i forbindelse hermed i profetien om de 70 uger, viser afgjort, at dagene endte om høsten det nævnte år, Ved begyndelsen af de 70. år skulle Messias fremstå, det vil sige begynde sin virksomhed som den Salvede. Midt i ugen, altså tre år og seks måneder efter at ugen begyndte, skulle han udryddes. Den udryddelse der her tales om, kan ikke have hensyn til noget andet end hans korsfæstelse. Men uanset i hvilket år korsfæstelsen indtraf, så ved vi, at den fandt sted om foråret; for det var i påsken. Når vi så fra korsfæstelsen går tre og et halvt år tilbage i tiden for at finde begyndelsen til hans offentlige virksomhed, så kommer vi tilbage til høsten, (203) og når vi fra korsfæstelsen går tre og et halvt år frem i tiden, altså til slutningen af den 70. uge, så kommer vi atter til høsten, men som vi allerede har bevist, er det uomtvistelig fastslået, at korsfæstelsen fandt sted i året 31; og eftersom dette var i midten af den 70. uge, så må den sidste halve uge eller tre og et halvt år derfra bringe os ned til høsten 34. e.Kr. Men dersom de første 490 af de 2300 år endte om høsten 34, så må de resterende 1810 ligeså vist ende om høsten 1844.
Vi gør os så megen flid med at slå dette fast, fordi det er det punkt, som er det vigtigste af alle i de profetiske tidsangivelser, og det er derfor af betydning, at alle enkeltheder i denne bevisførelse bliver klart forstået.
Og hvad var nu nogle af de omstændigheder, der gjorde 1844 til et så vigtigt og mindeværdigt årstal i kirkens såvel som i verdens historie? Svaret bliver: I det år nåede vi så at sige toppunktet af den store profetiske verdensæra. I løbet af de forudgående 46 år var fem af de syv mest fremtrædende profetiske tidsperioder i biblen blevet afsluttet som følger:
1. De 1290 år, der begyndt med hedenskabets fald inden Romerriget i året 508, udløb i 1798.
2. De 1260 år, der begyndte, da pavedømmet kom til magten i 538, udløb i det samme år (1798), og »endens tid« begyndte. Dan. 11,35.
3. De 391 år og 15 dage, som omtales i Åbenbaringens 9. kapitel, endte den 11.august 1840, og det osmanniske riges uafhængighed ophørte. Siden den tid har Tyrkiet fået lov til at eksistere, kun fordi de såkaldte kristne magter i Europa har villet det.
(204) 4. De 1335 år, der begyndte samtidig med de 1290 (i året 508), udløb i 1843 og bragte en velsignelse lig den, disciplene fik, da Kristus kom til verden første gang. Dan 12,12; Matt 13, 16.17
5. Og i 1844 var den lange tidsperiode på 2300 år til ende, og renselsen af den himmelske helligdom begyndte.
Gud har aldrig ladet sin menighed være uden trofaste vægtere; og vi kan derfor heller ikke tænke os, at de skulle sove på et så vigtigt tidspunkt som det, vi her betragter. Nej, de sov ikke! Advarselsbudskabets forkyndelse for verden i den store adventbevægelse i 1840-44 have vokset og lød nu som et mægtigt råb. En bevægelse, som verden aldrig før har været vidne til, nåede her sit højdepunkt. Det, som denne bevægelse særlig gik ud på, var forkyndelsen af Guds Søns andet komme. Et højere og mere storslået emne har menneskene aldrig beskæftiget sig med. I forskellige dele af verden var mænd, kaldt af Gud, i færd med at udbrede dette herlige budskab. Det lød ved enhver missionsstation verden over. Penge i strømme blevet givet til dets forkyndelse, og hære af dygtige, gudhengivne mænd fremstod, fyldt med kærlighed til sjæle og med nidkærhed for Guds sandhed, og gav tid, evner og kræfter til dette værk, overalt, hvor budskabet lød, fulgte der en åndelig vækkelse, Gud var med og kristenheden blev rystet fra ende til anden.
Hvad betød nu alt dette? Det betød, at den første del af det trefoldige budskab, som skulle udgå forud for Kristi komme, lød vor verden. Åb, 14,5-12. Det betød, at den mægtige engel, der stod på havet og på jorden. højtidelig havde svoret, at der ikke mere skulle gives profetisk tid (Åb 10,6); thi tiden var kommet, da den længste og sidste profetiske tidsperiode skulle ende.
(205) De, der forventede Herrens genkomst, led dog en stor skuffelse i den bevægelse, og det var klart, at der et eller andet sted måtte vare en fejl; og dog må vi ikke være alt for hastige til at danne os vore egne slutninger vedrørende dette værk. Som der blev spurgt om Johannes’ dåb, spørger vi nu om denne bevægelse: Var den »af himlen eller af mennesker?« Og den samme vanskelighed ligger der i svaret: Var den af himlen, kan vi ikke nægte at vedkende os den. Men hvordan kan vi da forklare os den fejltagelse, der knyttede sig til den, uden at fornægte dens himmelske oprindelse? Men hvis den var af mennesker, hvordan skal vi da forklare os den omstændighed, at Gud ved sin ånd og kraft virkede så mægtigt i og gennem den?
Dersom nu den sidste profetiske tidsperiode virkelig endte i 1844, så ville denne kendsgerning alene være bevis nok for, at Guds hånd måtte være med i den bevægelse, som var grundet på denne opfyldelse af hans ord, selv om man den gang måske ikke var klar over, hvori den begivenhed bestod, som skulle indtræffe - netop ligesom Jesu disciple på sin tid havde urigtige forestillinger om Herrens værk, den gang de som en opfyldelse af hans ord fulgte Jesus til Jerusalem og i den tro, at han straks skulle blive konge, råbte: »Hosianna Davids søn! velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!« Matt 21,4-9
Således forstået altså, at de profetiske perioder udløb på den tid, men at fejltagelsen angik den begivenhed, der skulle indtræffe da, og ikke rigtigheden af beregningen med hensyn til tiden, er det ikke påkrævet, at vi skal forkaste dette store værk. Det kan gives sin plads i (206) profetien og blive anerkendt med taknemmelighed for det gode, Gud på en så forunderlig måde udrettede derigennem.
Men tager man det standpunkt, at de profetiske tidsperioder ikke endte på den her omhandlende tid, da falder det hele til jorden som falskt og uskriftmæssigt. For hvis afslutningen på de profetiske Perioder endnu ligger i fremtiden, må en anden lignende bevægelse opstå og afmærke deres afslutning, og den, som allerede har opstået, var da et bedrag. Da må vi slutte, at det værk, der afgav så mange beviser for, at det var af Gud, kun var sværmeri, og medgive, at oprigtige og alvorlige bibelgranskere i denne vigtige tid, kaldet »endens tid«, da verden må advares om den kommende Dag, satte alle sine kræfter ind på at fremme en falsk bevægelse og begik en utilgivelig fejltagelse, beregnet på at ødelægge troen på al profetisk granskning. Men dette kan intet fornuftigt og retsindigt menneske for et øjeblik tænke sig muligheden af. Derfor kan fejltagelsen ikke have med været med hensyn til den profetiske tid, der, som vi allerede har set, er fastslået ved urokkelige beviser, men snarere med hensyn til de rådende anskuelser vedrørende den begivenhed, der skulle indtræffe ved afslutningen på dette tidsrum.
Det er ikke nødvendigt at føre denne bevisrække længere frem. Det fremgår nu klart for læseren, at beregningen af tiden var rigtig; at man i Daniels niende kapitel har en forklaring over det ottende; at de 70 uger er en del af de 2300 dage; at de daterer sig fra år 457 f.Kr; og at de 2300 dage følgelig endte i 1844. Det kan derfor med fuld vished sige, at de, som vil forklare skuffelsen i 1844 ud fra den forudsætning, at der var en fejl med hensyn til tiden, og ikke med hensyn til selve helligdommen, helt og holdent har uret.
(207) Fejltagelsen forklaret.
I betragtning af vigtigheden af den profetiske tidsregning, vi netop har haft blikket rettet på, og den interesse, der knytter sig til den bevægelse, som opstod i forbindelse dermed,, ville det være særlig tilfredsstillende for enhver oprigtig bibelgransker, om man fandt, at alle de vanskeligheder, nogle har ment tårnede sig op om den, og den skuffelse, der i manges tanker har kastet en skygge over den, kunne forklares og bortryddes og hele bevægelsen fremstå som en tydelig og uimodsigelig opfyldelse af profetien. Dette kan let ske; og den, der omhyggelig har læst de foregående kapitler, er vist ikke helt uforberedt på svaret. Men det vil være på rette sted at give det lidt mere opmærksomhed netop her.
Hvorfor kom ikke Kristus i 1844, som adventisterne ventede? Deres argumenter var velovervejet; Deres slutninger var dybsindige og logiske; deres historiske fakta var vel grundet; og deres anvendelse af det lange profetiske tidsrum på 2300 dage (nemlig at disse dage ganske sikkert ville ende på det år) hvilede, som vi allerede har set, på beviser, der ikke kunne kuldkastes. Følgelig endte dagene virkelig da; og dersom profetien havde sagt, at herrens skulle komme da, så ville han være kommet. Men profetien sagde kun: »Da skal helligdommen komme til sin ret igen« eller renses. Af det tilbageblik, vi nu er i stand til at tage over sagen, synes det ikke lidt forbavsende, at de tilsyneladende skulle tage det for givet, at jorden var helligdommen, og så drage sine slutninger ud fra denne forudsætning. Men det gjorde de. De sagde, at Jorden var helligdommen, og at denne jord tilsidst skulle renses med ild, og alt det derfor var opbrændelsen af denne jord, (208) profeten mente, da han sagde: »Da skal helligdommen komme til sin ret igen,« renses. Men jorden skal ikke opbrændes, før Kristus kommer; for han skal åbenbares med ildslue for at »Bringe hævn over dem, som ikke kender Gud, og over dem, som ikke er vor Herres Jesu Kristi evangelium lydige«. Heraf sluttede de endvidere, at Kristus skulle komme da. Ved disse fornuftslutninger fik de skriftstedet helt fordrejet i sit sind, så det kom til at se således ud: »Indtil 2300 aftner og morgener, da skal helligdommen renses - eller, hvad der er det samme, da skal jorden opbrændes - eller, hvad der er uadskillelig forbundet dermed, da skal Herren komme.« Og idet de betragtede dette sidste som det grundtræk i budskabet, der bedst kunne forstås, gjorde de det til tyngdepunktet i deres forkyndelse, at Herrens skulle komme ved dagens afslutning 1844.
En del beviser er allerede fremsat til støtte for, hvad den sande helligdom er, og hvori den renselse består, som profetien siger skulle finde sted ved de 2300 dages ende; men feltet vil ikke være helt udforsket eller enhver indvending mødt, førend vi har fremsat yderligere beviser for urigtigheden af den anskuelse, hvorved adventisterne kom på vildspor i 1844, og påvist, at jorden ikke er helligdommen, heller ikke det hellige land, heller ikke menigheden, som nogle har ment. At vise, hvad helligdommen ikke er, vil give de beviser, som viser, hvad den er, øget vægt.
Jorden er ikke helligdommen. - Dette fremgår -
1. Af forklaringen af ordet »helligdommen«, som ifølge Webster, Walker, Cruden og Bibelen selv betyder: »et helligt sted«, »et indviet sted«, den Højestes bolig«. Er jorden et sådant sted? Har den nogen sinde været et (209) sådant sted, siden synden fik indpas og fordærvede den? Alle ved, at den ikke har været et sådant sted; og alene den kendsgerning er nok til at udelukke den tanke, at Jorden er helligdommen.
2. Den sindbilledlige beskaffenhed af den nye pagts helligdom viser, at denne jord ikke er helligdommen. Som vi har set, var den forrige husholdnings helligdom et forbillede på den nuværende husholdnings helligdom. Er denne nu jorden? Da måtte den forrige helligdom forbilledligt betegne det. Men i hvilken henseende fremstillede den helligdom denne jord? Kan vi for et øjeblik antage at Moses, da han var på bjerget, blev vist denne jord som et billede, hvorefter han skulle bygge helligdommen, og at den nærmeste lighed, han kunne få af den, var en bygning ti alen bred og 30 alen lang? Og samme spørgsmål kan stilles med hensyn til helligdommens tilbehør. Hvor på denne jord findes der noget modbillede til arken, røgelsesalteret, guldlysestagen og skuebrødsbordet?
3. Brugen af udtrykket i skriften viser, at det ikke kan anvendes på denne jord. Ordet »helligdommen« forekommer 144 gange i bibelen; men ikke i et eneste tilfælde anvendes det på jorden. De eneste skriftsteder, nogen kunne forestille sig kunne have endog en skygge af en anvendelse på denne jord, er Es 60,13; Ez 37,26-28; Åb 21,1-3. Men de hentyder til fremtiden, ikke til nutiden og viser kun, at denne jord, efter at den er fornyet er det sted, hvor Guds bolig, hvad der ellers kan menes hermed i udødeligheds-tilstanden, skal være.
4. Men sluttelig, dersom Jorden er helligdommen nu, da var den det ligeså meget under den forrige husholdning. Ingen forandring har fundet sted, hvorved den i (210) nogen henseende er blevet helligdommen nu, mere end den må have været da. Men Paulus siger, at det tabernakel, som blev oprejst af Moses, var Helligdommen på den tid; altså var ikke jorden helligdommen da, og derfor er den ikke helligdommen nu.
Kanaans land er ikke helligdommen. - Hvad der allerede er fremstillet i det foregående tjener også delvis til at bevise urigtigheden af den anskuelse, hvorefter man mener, at helligdommen er Kanaans land eller menigheden (se punkt 1,2,3 og 4 ovenfor). Som bevis for, at Kanaans land er helligdommen, henviser man til 2Mos 15,17. Men dersom dette skriftsted beviser, at Kanaan land nogen sinde har været helligdom på den tid, skriftstedet gælder, altså den gamle pagts helligdom. Men her har vi atter Paulus’ ord, som tydeligt viser, at Kanaans land ikke var helligdommen på den tid, men derimod det tabernakel, som blev bygget af Moses. Dette er tilstrækkeligt til at fastslå sagen. Men nogle er ikke tilfreds, før de har henvist til endnu andre skriftsteder. Lad os derfor sige, at 2Mos 15,17 forklares af Sal 78,53.54.69. David omtaler her de samme begivenheder, som Moses hentyder til, Hos Moses var det en forudsigelse. David, som levede efter opfyldelse, omtaler det som historiske Fakta. Det, som Moses i sin glødende sejrssang kalder Herrens arvs bjerg og hans helligdom, omtaler David på en tydeligere måde som det hellige Land (gl.overs landemærke) og tilføjer, at helligdommen var noget, som blev bygget indenfor dette.
Den gode kong Josafat gør forskel. 2Krøn 20,7-9. Han taler om det Land, der var givet dem, og om den helligdom, de havde bygget, og siger (211) derefter, at denne helligdom var det hus (Salomos tempel), foran hvilket de stod frem. Man kan ikke tage fejl af en sådan talemåde; alle kan se, at Kanaans land er eet og helligdommen et andet.
Esajas 63,18 hentyder til omstyrtelsen og nedtrædelsen af Guds hus, den tids helligdom, som berettet i 2Krøn 36,17-20, og Es 60,13 taler kun om den nye jord som det fremtidige herlige sted for helligdommen.
Kanaans land hverken var eller er helligdommen, men kun det sted, hvor den forbilledlige helligdom var beliggende.
Menigheden er ikke helligdommen. - Hvad menigheden angår, da kaldes den ikke en eneste gang for helligdommen. Sal 115,2 taler om Juda som Guds helligdom. Men dette ville i det højeste kun vise, at bare en del af og ikke hele menigheden var helligdommen, da Juda kun var en af de tolv stammer. Men hvornår var det, Juda således kaldes for helligdommen? Da Israel »drog ud af Ægypten. Og hvad siger Paulus os at helligdommen da var? Tabernaklet, oprejst af Moses! Dette afgør spørgsmålet. Men hvorfor kaldes Juda for helligdommen? simpelthed fordi Zions bjerg lå i Juda, og helligdommen var bygget på Zions bjerg.
Men selv om Juda (eller hele menigheden) kaldes for helligdommen den gang, kunne det dog ikke være helligdommen nu; thi helligdommen i den gamle husholdning har veget pladsen for helligdommen i den nye.
Men om det end kunne bevises, at menigheden ved noget tidspunkt var helligdommen, kunne den dog ikke være den i Dan 8,13.14 omtalte helligdom, den eneste, vi nu har under betragtning; for der omtales menigheden udtrykkelig (212) som »Hæren« eller tilbederne i den. Menigheden og helligdommen er her to ganske forskellige ting.
Læseren må nu være i stand til ganske tydeligt at se, hvori den fejltagelse bestod, som blev begået i året 1844. Profetien hentydede hverken til jorden eller til Kanaans land til menigheden og angik derfor ingen forandring, som måtte foregå med hensyn hertil ved Kristi komme. Den gav derfor ingen nogen ret til at forvente Kristus ved den tid. Men profetien hentydede til den modbilledlige helligdom i himlen og til den forandring, som skulle finde sted der, hvilken sandhed vi nu kan gribe ved troen.
Det synes dog forunderligt, at nogle mennesker kun modvillig vil erkende, at der er en virkelig helligdom i himlen, og at det er den helligdom, hvortil profetien hentyder. Da vi ikke ønsker at lade noget punkt stå uberørt, der ikke er ganske klart, vil læseren vistnok have tålmodighed med os, om vi henviser til endnu et par punkter, der fremstilles som indvendinger. Det siges, at selv om der er en helligdom i himlen, kan det ikke være den helligdom, som omtales i Dan 8,14, fordi det var en helligdom, der blev nedtrådt; men en helligdom i himlen kan ikke blive nedtrådt.
Denne indvending kan vist ikke være velovervejet. Hvor er Kristus. Han er i himlen. Kan han, medens han er der, blive trådt under fødder? Hvis det er tilfældet, da kan også den helligdom, hvori han tjener, blive trådt under fødder eller nedtrådt. Paulus siger udtrykkelig, at der er nogle syndere, som træder Kristus under fødder og korsfæster ham påny. »Hvor meget hårdere straf mener I da ikke den fortjener, som har trådt Guds Søn (213) under fod?« Heb 10,29 Hvorledes begår de denne store synd? Simpelthen derved, at de falder fra og ringeagter Kristi blod og forhåner nådens Ånd. Og hvorledes nedtræder de helligdommen? Jo, ved at gøre sig selv helligdomme og forsøge at vende menneskenes sind bort fra den sande Helligdom. Medens helligdommen var her på jorden, betød det, at den blev nedtrådt, undertiden og fuldstændig ødelæggelse af tabernaklet; men dette skete i omstændighedernes medfør og udgjorde ikke det væsentligste ved sagen.
De to magter, som skulle nedtræde hæren og helligdommen, var hedenskabet og pavemagten. Hvorledes har de gjort dette? Ved at oprette andre falske helligdomme under Satans direkte tilskyndelse. På dommernes og Samuels tid var Satans helligdom dragens tempel, hvor filisterne tilbad. Dom 16, 23.24. Efter at Salomo havde bygget en herlig helligdom på Morias bjerg i Jerusalem, byggede Jerobam, som fik Israel til at synde, en helligdom i betel og ledte ti af de tolv stammer bort fra tilbedelsen af den levende Gud og vendte deres hjerter til guldkalven. 1kong 12,26-33; Amos 7,13 På Nebukanezars tid var den falske helligdom Belustemplet i Babylon eller »alle guders tempel« i Rom, som efter at den forbilledlige helligdom havde veget pladsen for den sande, blev omdøbt og fik kristennavnet. Siden den tid har Satan haft et »Guds tempel« i Rom, hvor der har siddet en, »som sætter sig op imod og ophøjer sig over alt, hvad der kaldes Gud eller helligt«, Det syndens menneske, fortabelsens søn. Og om den pavelige vederstyggelighed blev der udtrykkelig sagt, at den skulle føre krig mod de hellige og nedtræde (214) »hæren«, føre krig mod Guds bolig i himlen og nedtræde helligdommen her oven til. Åb 13,6. Og begge disse onde ting har den gjort; den har plaget og dræbt millioner af Guds hellige og vendt dem, som bor på jorden, dem, som den har haft magt over, bort fra Guds tempel i himlen til sin egen helligdom i Rom. Den har trådt Guds Søn under fødder, han, som tjener i den himmelske helligdom, ved at gøre paven til Guds stedfortræder på jorden og til menighedens hoved i stedet for Kristus og ved at lede menneskene til at tilbede denne fordærvelsens søn, som foregiver, ikke alene, at han er i stand til som Gud at tilgive forbigående synder, men endog, hvad Gud ingen sinde har haft til hensigt at gøre, at tilgive synd, før den bliver begået. Det er absolut berettiget at sige om dette værk, at det er en nedtrædelse af helligdommen og en »bespottelse mod Gud«, »hans navn og hans bolig og den, dem bor i himlen«. Således er enhver indvending, der i dette stykke kan anføres mod det standpunkt, der her hævdes, ryddet af vejen.
Endnu et andet fremhæves som en tilsyneladende indvending mod den hævdede anskuelse. Man siger, at selv om der er en helligdom i himlen, som engang skal renses, kan det ikke være den helligdom, som omtales i Dan 8,14; for det må være selve den helligdom, Daniel havde i tanker, ikke en helligdom i himlen. Som svar er det kun nødvendigt at hentyde til den kendsgerning, at der ikke findes nogen helligdom i Palæstina. Der var heller ingen der, da de 2300 dage endte, i 1844. Og hvordan kan en helligdom renses, som ikke findes? Det må først påvises, at der er en helligdom der, før der kan blive tale om dens renselse.
(215) Ligeledes spørges der: »Hvis en mand havde lovet at rense et forsamlingshus i Detroit, som var blevet besmittet, og så rejste til Chicago for at rense et der, ville det da være at opfylde løftet? Et sådant spørgsmål røber straks en fuldstændig misforståelse af emnet. For det første betyder ikke helligdommens renselse det samme som, at den skulle befries fra at nedtrædes. Det har at gøre med noget helt andet. Af svaret på spørgsmålet i Dan 8,14 før vi at vide, hvad der var nødvendigt for os at vide, nemlig: Tiden, da det afsluttende værk i helligdommen skulle begynde, hvilket værk efter et kort men ubestemt tidsrum ville føre os ned til verdens ende. For det andet er helligdommen i Palæstina og helligdommen i himlen ikke som to forsamlingshuse, det ene i Detroit og det andet Chicago, uden forbindelse med hinanden. Disse helligdomme er genparter af hinanden. De står som forbillede og modbillede. Da den ene havde opfyldt sin bestemmelse, veg den pladsen for den anden, som fra den tid af blev Helligdommen. Den første blev givet for at lede os hen til den anden og undervise os med hensyn til den. Alt, hvad der derfor siges om den helligdom, som tilhører den forrige husholdning, har hensyn til helligdommen på den tid; og alt, hvad der tilhører denne husholdning, har hensyn til denne husholdnings helligdom, nemlig helligdommen i himlen. Men som vi har påvist, når de 2300 dage langt ned i denne husholdning, og selvfølgelig er den helligdom, som skal renses ved enden af disse dage, denne husholdnings helligdom, ikke den helligdom, som fandtes i det gamle Jerusalem, der er afskaffet og forsvundet, men Guds tabernakel i det høje.
Dette belyses af, hvad der siges om hæren. (216) Med ordet »Hær« menes selvfølgelig Guds folk. Hæren skulle nedtrædes i hele det tidsrum, synet gjaldt. Hvem var da hæren eller Guds folk, da Daniel skriv? Det var jøderne. Men synet når helt ind i denne husholdning; og hvem er hæren eller Guds folk nu? Er det jøderne? Nej, men de kristne, som er kaldet ved evangeliet. Da husholdningen omskiftedes, ansås jøder ikke længere som »hæren«; men de kristne anses nu som hæren, og på dem er det, Dan 8,13 anvendes. Ligeledes da den nye pagt blev oprettet, blev helligdommen i den svundne husholdning ikke længere betragtet som biblens helligdom, men den sande helligdom i himlen, som da tog dens plads, blev biblens helligdom; og på denne er det, Dan 8,14 nu anvendes.
Men tilbage til den illustration, der ovenfor blev fremsat som en indvending: Hvis det blev ordnet således, at et forsamlingshus i Detroit skulle udgøre samlingsstedet for en vis forening i en tid af ti år, og det derefter skulle ødelægges og dets plads indtages af et forsamlingshus i Chicago, som fra den tid af skulle være samlingsstedet for den samme forening i tyve år, og der blev sagt, at ved enden af de tredive år skulle det forsamlingshus, som benyttedes af denne forening, renses, hvilket hus ville det da gælde? Forsamlingshuset i Detroit, som var blevet ødelagt, eller forsamlingshuset i Chicago, som var foreningens forsamlingshus på den tid? Selvfølgelig forsamlingshuset i Chicago. Dette ville være en illustration, som passende kunne anvendes på helligdommen; for det er netop således, biblen fremstiller det vedrørende den. Den siger, at så længe den forrige husholdning varede skulle den jordiske helligdom være den helligdom, der var (217) forbundet med gudsdyrkelsen, at derefter skulle denne helligdom blive ødelagt og vige pladsen for det sande tabernakel, helligdommen i himlen, hvilken herren har oprejst og ikke et menneske, der fra den tid af skulle være gudsdyrkelsens og denne husholdnings helligdom, og at sluttelig skulle helligdommen ved enden af de 2300 dage, der fører os 1843 år og 6 måneder ind i denne husholdnings tid, renses. Hvilken helligdom? Var det den jordiske, som havde tjent sit øjemed, var blevet ødelagt og fjernet sammen med det system, den til hørt, og havde veget pladsen for den nye? Nej, det var selvfølgelig den helligdom, der tilhører denne husholdning. Kun således anvendt kan illustrationen passe. Men da taber den al sin betydning for dem, der vil bruge den som en indvending mod den her fremsatte anskuelse; fordi den fastslår netop, hvad der fastholdes herunder. Det er derfor helligdommen i himlen, som skal renses ved slutningen af de 2300 aftner og morgner.
I en forgæves søgen efter endnu et andet, der kan tjene som indvending mod den slutning, at den himmelske helligdoms renselse begyndte i 1844, påstås der, at disse ord: »Så skal helligdommen komme til sin ret igen« eller renses, betyder, at renselsen skulle være fuldendt ved enden af de 2300 dage, hvorimod det standpunkt, som her fastholdes, er, at den netop da begynder. Svaret herpå er ikke vanskeligt at finde, ej heller kræver det mange ord. Som vi har set, optager helligdommens renselse et vist tidsrum, og når bibelen omtaler sådanne begivenheder, stiller den os ved værkets begyndelse og ikke ved dets afslutning. Der siges ikke: »Så skal helligdommen være kommet til sin ret igen,« men: »Så skal helligdommen (218) komme til sin ret igen.« Når skriften taler om noget, der er fuldført, udtrykker den sig således, som for eksempel om de to vinder: »Og når de har aflagt hele deres vidnesbyrd« (Åb 11,7); eller om Kristus: »Når han overgiver Riget til Gud og Faderen.« 1Kor 15,24 Men når der står »Thi da skal der komme ‘en stor trængsel’« (Matt 24,21), da betyder det, at da skal den begynde og derefter vedvare; og når der står: »Da skal den lovløse åbenbares« (2 Tess 2,8), da betyder det, at da skal den periode begynde, da han skal åbenbares for verden. Således henviser ordene: »Så skal helligdommen komme til sin ret igen«, til den tid, da værket skal begynde.
Derfor komme vi til den uundgåelige slutning, at ved enden af de 2300 dage, nemlig i året 1844, om høsten, blev tjenesten i helligdommen heroventil flyttes fra det hellige til det allerhelligste. Dette er den vigtig slutning, om vi nu hele tiden må have for øje. Og denne omstændighed såvel som det værks beskaffenhed, der nu foregår der, er noget, som burde fylde vort sind med det dybeste alvor.