23. Kapitel - Den bestemte dag

(219) Vi har nu fremsat tilstrækkelige beviser for, at den tidsperiode på 2300 dage endte om høsten 1844. Men det er noget, som er vel kendt, at de, der forventede Herrens genkomst på den tid, satte en bestemt dag derpå; og det vil muligvis være af interesse for læseren at få oplysning om, hvorpå de begrundede deres forventning. Det er noget, som nøje er forbundet med emnet om helligdommen, og som fortjener at betragtes. De havde, som det vil ses, grund for, hvad de gjorde i dette stykke.

Det afsluttende værk i helligdommen er, som det vil ses, et forsoningsværk. I den forbilledlige tjeneste i det jordiske tabernakel blev der på en bestemt dag hvert år udført en særskilt tjeneste, og dette fandt sted på »forligelsens dag«, som var den tiende dag i den syvende måned. 3Mos 16,29.30

Man vil lægge mærke til, at også når det gælder opfyldelsen af den forbilledlige tjeneste, indtræffer alt til rette tid, det vil sige, fuldbyrdelsen sker i den samme måned i året og på den samme dag i måneden, som tjeneste på den tid fandt sted. Fuldbyrdelsen af det, der i forbilledet indtraf om foråret, findes angivet i det nye testamente, så at vi derfor har en af Gud selv antydet anvendelse af denne del af de forbilledlige system.

Påskelammet blev således slagtet på den fjortende dag i den første måned. 2Mos 12,16; 3Mos 23,5 (220) Kristus er vort påskelam, og han blev korsfæstet for os den samme måned og på den samme dag, altså på den fjortende dag i den første måned. 1Kor 5,7; Mark 14,12; Joh 18, 39.40. Førstegrødens svinge kornbånd blev båret på den sekstende dag i den første måned. Dette fandt sit modbillede i vor Herres opstandelse som førstegrøden af de hensovne på den sekstende dag i den første måned. 1Kor 15,20; Luk 24,21 Ugernes højtid eller pinslen faldt på den 50. dag, efter at man havde frembåret førstegrøden. Modbilledet hertil, pinsefestens dag, som den selvsamme dag, 50 dage efter Kristi opstandelse, da den Helligånd blev udgydt over disciplene.

Fuldbyrdelsen af disse forbilleder viser os følgende kendsgerninger: at de store begivenheder, som gjorde påsken, førstegrødens dag og pinsen særlig fremtrædende, mødte deres modbillede netop på de samme dage, som disse forbilleder faldt på. Anvender vi nu det samme princip på det værk, der blev udført på den tiende dag i den syvende måned, så må vi forvente indtrædelsen af modbilledet til den store handling, som udmærkede forsoningsdagen, nemlig helligdommens renselse. på den tiende dag i den syvende måned i det år hvori de 2300 dage endte; for da var det, at helligdommen skulle renses.

Eftersom disse dage endte i 1844, var det kun nødvendigt at finde, når den tiende dag i den syvende måned ifølge jødisk tidsregning indtraf i dette år. Og eftersom året begyndte med den første nymåned efter forårsjævndøgn, så begyndte den syvende måned den 12.oktober, og den tiende dag i samme måned faldt således den 22.oktober. Både historiske kendsgerninger (221) såvel som beregninger angående de 2300 dage har vist, at disse dage afsluttedes i efteråret 1844, og forbillederne viser os bestemt, at man må holde sig udelukkende til den nævnte dag. Dette er grunden til, at man satte denne dag for Kristi Genkomst. Skønt det var mærkværdigt, at det ikke ved en så nøjagtig undersøgelse af alt vedrørende forbillederne gik op for adventisterne på den tid, at helligdommens renselse ikke sigtede til Kristi genkomst, havde de dog ikke noget andet valg, da deres øjne var fordunklet, så de ikke så dette, men forbandt helligdommens renselse med Kristi komme, end at antage denne dag som tiden for hans åbenbarelse i himlens skyer.

I lyset af de beviser, vi ovenfor har fremholdt, er det unødvendigt at tilføje, at alt, hvad noget menneske kunne slutte, var, at på den dag skulle det store værk i den anden afdeling af den himmelske helligdom begynde. Og dersom det argument, vi her har bygget på tid og forbillede, er korrekt - og hvem kan vel modsige det? - så begyndte det højtidelige værk i det allerhelligste i det himmelske tempel netop på den dag. Hvad tiden angår, havde de ret; men hvad begivenheden angår, tog de fejl; Herren kom ikke tilbage til jorden, men han gik visselig ind i det allerhelligste i det himmelske tempel for der at påbegynde værket med helligdommens renselse, så den kunne komme til sin ret igen. Der lå mere i den store religiøse vækkelse på den tid, end de fleste nu har anelse om. Bevægelsen var ikke mislykket, og den kan på ingen måde anses som sværmeri. Dersom nogen dato fortjener sin plads, når det gælder bestemte tidsperioder, der har at gøre med vigtige begivenheder, så er det den 22.okt 1844, (222) da den sidste profetiske målesnor i den hellige skrift nåede sin endepunkt, og den store gerning, den skulle afmærke, tog sin begyndelse i himlen.

Men siger nogen, dette er dog at være alt for nøjagtig, - det er at give sig ud for at vide vel meget vedrørende, hvad der foregår i himlen. Mon det er? Man behøver blot at gennemgå spørgsmålet på ny - Gå det igennem omhyggeligt og skridt for skridt i bøn til Gud og med et ønske om at forstå sandheden. hele den ved Moses indførtes husholdning i forbindelse med udfoldelsen af forløsningens plan blandt menneskene indeholder undervisning angående helligdommen og viser os, hvori dens renselse består. I tidens fylde kom denne husholdning til sin afslutning og blev efterfulgt af den evangeliske. Men skriften viser os, at den oprindelse helligdommen, det sande tabernakel, hvoraf det, som Moses lod opføre, kun var en skygge, er i himlen, hvor vor Herre nu udfører tjeneste for os. Som vi allerede tidligere har set, påviser hebræerbrevets forfatter (Heb 9,23), at denne helligdom må blive renset (fra synd) i virkeligheden, således som den forbilledlige blev renset forbilledlig. Profeten Daniel afmærker en profetisk tidsperiode, der rækker 1843 år ind i den evangeliske husholdning, og siger, at da skal helligdommen blive renset; og disse er ikke engang Daniels ord, men blev udtalt direkte af et sendebud fra himlen. På basis af uomstødelige historiske vidnesbyrd ved vi, at disse dage endte om høsten 1844; og dernæst viser forbilledet, at modbilledet efter guddommelige bestemmelse må møde forbilledet i henseende af tiden, og at helligdommens renselse var fastsat til den tiende dag i den syvende måned, som i det år, Daniels store profetiske tidsperiode endte, faldt på den 22.oktober.

(223) Er ikke alle disse punkter klart og tydeligt bevist? Er der nogen fejl ved anvendelsen af skriftens ord? Er der noget ubestemt og uklart ved historiens vidnesbyrd? Er der nogen fejl i de slutninger, vi har draget? Er det ikke således, at både forbilledet og modbilledet, skriften, historien, analogien og fornuften alle her forener sig og fastslår en overvældende sandhed? Hvor overraskende end slutningen kan være, så må den antages, såsandt den er en logisk følge af forudsætninger, som i sig selv er rigtige. Og kan mennesketanken overhoved beskæftige sig med en større og mere ophøjet sandhed end den at komme til kundskab om, at Gud således har åbenbaret sig, at vi ikke alene kan efterspore udviklingen af hans værk på jorden, men også følge det tilsvarende værk, som samtidig foregår i himlen? Der er også et andet punkt, man bør huske på, nemlig, at modbilledet begyndte på den dag, som forbilledet viser, men kan strække sig langt ind i tiden. Vi er endnu delagtige i Kristus, vort Påskelam, således som menigheden har været i de sidste atten århundreder; vi er endnu i de usyrede brøds højtid. Og den Helligånd, som kom ned på pinsedagen, der var modbilledet til festen på den dag, er endnu nærværende hos Kristi menighed. (Læs med eftertanke 1Kor 5,7.8; Joh 14,16.) Således forholdt det sig også med værket i det allerhelligste på forsoningsdagen, den tiende dag i den syvende måned. Dens modbillede måtte begynde på den dag og må naturligvis lægge beslag på et tidsrum, der svarer til storheden og vigtigheden af det værk, der da skal udføres; men eftersom forsoningsdagen hørte med til et af de forbilleder, der, hvad tiden angår, faldt om efteråret og (224) var en af de sidste højtider om året og kun lagde beslag på en del af en dag i en lang række af tjenester, som strakte sig over et helt år, så må den modbilledlige forsoninstjeneste være af forholdsvis kort varighed.

Men lige her på dette punkt har enkelte - sandsynligvis på grund af en eller anden uforklarlig uvillighed til at indrømme, at Helligdommens renselse har gået for sig siden slutningen af nævnte tidsperiode i 1844 - påstået, at de 2300 dage ikke nåede til helligdommens renselse, men kun til den modbilledlige forsoningsdag, og at ligesom der på den tid blev udført foreløblige ofringer på denne dag, førend det virkelige rensesesværk i helligdommen blev påbegyndt, således er vi nu, skønt de 2300 dage er til ende, blot nået til dette forberedende arbejde, og helligdommens renselse er ikke begyndt.

Kun nogle få ord vil være nok til svar på en sådan påstand. Vi læser ingen steder i biblen om noget sådant som en »modbilledlig forsoningdag«. Det kan måske være rigtigt nok at anvende dette udtryk om den tid som faktisk benyttes til den modbilledlige renselse af helligdommen; vi kan måske tale om den som en modbilledlig forsoningsdag, idet vi indskrænker den til den tid, da helligdommen bliver renset. Men eftersom bibelen ingen steder benytter udtrykket, så kan det heller aldrig bruges til forsvar for tanken om nogen modbilledlig forsoningdag, der skulle ligge udenfor det tidsrum, da selve forsoningsværket foregår.

At sige, at de 2300 dage ikke strækker sig til helligdommens renselse, er tydelige i strid med Dan 8,13.14, som siger, at helligdommen skal blive renset og få sin ret igen på den tid. Det er kun ved at fordreje skriftens ord, (225) så at der kommer til at såt: »Så skal den modbilledlige forsoningsdag begynde,« i stedet for »Så skal helligdommen komme til sin ret igen,« blive renset, at det kan lykkes nogen at få et tidsrum ind imellem de 2300 dages afslutning og påbegyndelsen af renselsesværket i helligdommen. Og hvem ved vel, om de særskilte ofringer på forsoningsdagen, som omtales i 4Mos 29, fandt sted, før ypperstepræsten gik ind i det allerhelligste? Hvem ved, om de ikke blev ofret, efter at ypperstepræsten kom ud af det allerhelligste, på den tid, som antydes i 3Mos 16,23.24? Alt dette er noget, som man selv må slutte sig til; bibelen forholder sig tavs angående dette.

Men selv om dette kunne bevises, at disse ofringer fandt sted, før ypperstepræsten gik ind i det allerhelligste, så kunne man alligevel ikke deraf drage nogen sådan slutning som den overfor omtalte; for i nogle af de forbilleder, der hørte til foråret, som f.eks. den dag, da førstegrøden blev frembåret, og ugernes fest eller pinsen blev fejret, ofredes de samme brændofre osv. som på forsoningsdagen. 3Mos 23,10-21; 4Mos 28,16-31. Men i opfyldelsen var der alligevel ingen tid afset til dette; modbilledet begyndte nøjagtig på den samme dag som forbilledet, ifølge hvad skriften viser.

Af disse betragtninger følger, at dersom der skulle udføres et længere forberedelsesarbejde forud for helligdommens renselse, så må dette have været udført forud for de 2300 dage. Men de 2300 dage er visselig til ende.