24. Kapitel - Et domsværk

(226) En undersøgelse af det værk, som kaldes »helligdommens renselse«, fører os ind på en række emner af den største vigtighed og betydning, emner, der forklarer nogle af de udtryk, vi finder i skriften, som ellers ville være dunkle og bringer harmoni ind i visse profetier, som ellers ikke ville kunne forenes, og besvarer nogle ellers uforståelige spørgsmål, der opstår hos en vedrørende begivenheder, som står i forbindelse med den største af alle begivenheder, vor Herres Jesu Kristi andet komme.

Eksempelvis kan nævnes, at når Kristus kommer, skilles Guds børn ud fra verdens børn, og der foregår en stor og pludselig forandring med dem, medens de andre bliver forbigået. De retfærdige, som hviler i sine grave opstår i herlighed, iført udødelighed, medens de øvrige døde ikke bliver levende igen før efter et tusinde år (1Tess 4,16; Åb 20,5); og de retfærdige, som lever, forvandles fra dødelighed til udødelighed i en hast, i et øjeblik (1Kor 15, 51.52), medens de øvrige levende om kommer ved den almægtiges straffedomme. 2Tess 1,7-9. Denne forvanling med Guds folk foregår ved den sidste basun. Men førend denne forvandling kan finde sted, må det blive afgjort, hvem der hørere med blandt Guds børn, hvem der således skal blive befriet, og hvem der ikke har villet omvende sig til Gud og derfor må gå til fortabelse. Alt dette må blive afgjort, før Herren kommer; thi når (227) han kommer, vil der ikke gives nogen anledning eller tid til at undersøge menneskenes karakter og fatte bestemmelse om deres skæbne. Men dette således at bestemme menneskenes skæbne er et domsværk; for menneskene skal jo dømmes efter det onde eller det gode, de har gjort. Åb 20,12. Et sådant domsværk må derfor finde sted, før Herren kommer.

Vi kender ikke til noget folk, der har en troslære hvori der findes plads for et sådant foudgående domsværk, andre end Syvende-dags Adventisterne. Hvorledes det skal forstås, at Kristus øjeblikkelig skulle kunne belønne sine børn efter deres gerninger uden en forudgående dom (Åb 22,12), har voldt mange ikke så lidt besvær, og for overhovet at få nogen mening i det har man måttet ty til forskellige uskriftmæssige slutninger, som f.eks.: 1) Alle mennesker, gode som onde, opstår sammen. Men dette står jo i direkte strid med bibelen; thi den erklærer tydelig, at der hengår et tusinde år mellem de retfærdiges og de uretfærdige opstandelse. Åb 20,5 2) En anden måde, hvorpå man har søgt at klare vanskeligheden, er ved at sige, at når de retfærdige opstår, så opstår de som dødelige, bliver dømt og først derefter forvandlet. Men også dette strider mod Biblens ord; thi biblen levner ingen plads for en sådan undersøgelsesdom efter Kristi komme; og desuden siger den jo tydelig, at de retfærdige opstår i kraft, i herlighed, med åndelige legemer, uforkrænkelige (1Kor 15,42-44), og at de levende retfærdige forvandles i hast, i et øjeblik. vers 51.52.

Således viser det sig, at ethvert forsøg på ad anden vej at forklare, hvorledes de retfærdige kan blive iført udødelighed, når Kristus kommer, uden et sådant forudgående (228) domsværk, hver gang kommer i konflikt med den hellige skrift. Og ingen forklaringer, der modsiger sådanne tydelige udtalelser i bibelen, fortjener den mindste tiltro. Men i dette afsluttende værk i helligdommen finder vi netop den rette plads for dette domsværk forud for Jesu komme; og når vi betragter selve det værk, som udførtes i helligdommen, så finder vi, at det svarer nøjagtig til et værk som det, vi her omtaler.

En rigtig forståelse af helligdommen fjerner alle disse vanskeligheder. Helligdommens renselse giver netop plads til denne forudgående dom og fremstiller for os et værk netop af denne slags.

Helligdommens renselse er et domsværk. Nogle få betragtninger vil gøre dette klart. Kristus vedbliver med sin præstetjeneste lige indtil det tidspunkt, da han bestiger sin egen trone som konge. Fra sin stilling som præst går han lige over til stillingen som konge, og når han er blevet konge, så er hans præstegering fuldendt. Da nu hans præstelige virksomhed går ud på at indsamle fra menneskene et folk efter sit navn og til sit rige (Apg 15,14), så kan hans præstetjeneste ikke ophøre, førend dette resultat er nået. Når hans præstelige gerning er endt, vil det være afgjort, hvem der har benyttet sig af hans midlergerning og således er blevet hans folk. Det, som her er det afgørende, er, at han befries fra synd; men dette er netop det værk, som Kristus udfører i det allerhelligste ved slutningen af sin tjeneste. Her er det, at han borttager sit folks synder, og deri består helligdommens renselse.

Dette indbefatter en undersøgelse af bøgerne; for den regel, som Gud har nedlagt vedrørende den sag, er, at al dom skal afsiges i overensstemmelse med enhvers (229) gerninger, således som de findes nedskrevet i bøgerne. »og de døde,« siger Johannes, »blev dømt ud fra det, der stod skrevet i bøgerne, efter deres gerninger.« Åb 20,12 Af denne hentydning, som vi i dette og mange andre skriftsteder finder til bøgerne, til livets bog, til de navne eller de ting, som deri er skrevet, og til et hertil knyttet værk, hvorunder noget vil blive »udslettet«, kan der kun drages een slutning, den nemlig, at der føres nøjagtigt regnskab over enhvers tanker og handlinger, ord og gerning her i livet. Når nogen omvender sig og fører en kristelig vandel, så længe han lever, så vil alle hans synder der findes nedskrevet i bogen, blive udslettet deraf. Derfor sagde Peter: »Fat derfor et andet sind og vend om, så jeres synder må blive udslettede.« Apg 3,19 Kristus taler om den samme klasse i Åb 3,5: »Den, som sejrer, skal således iføres hvide klæder, og jeg vil aldrig slette hans navn af livets bog, og jeg vil vedkende mig hans navn for min Fader og for hans engle.« Atter siger han: »Enhver, som kendes ved mig over for menneskene, han vil også jeg kendes ved over for min Fader, som er i himlene. Men den, som fornægter mig over for menneskene, ham vil jeg også fornægte over for min Fader, som er i himlene.« Matt 10,32.33; Luk 12,8.9. Og dette gælder den tid, da Jesus Kristus vil blive sendt anden gang til jorden (Apg 3,20), og da han er ved at komme som en tyv over alle dem, som ikke våger. Åb 3,3. Spørg en af dem, der hører med til den almindelige klasse af kristne, hvornår disse her anførte tydelige skriftens ord er anvendelige - vil han kunne givet noget svar? Men dette herlige emne om helligdommen stiller dem alle i et klart lys. (230) Er det ikke et herligt emne, der således gør Guds ord tydelig og forståeligt?

To særdeles vigtige punkter er hermed fastslået: Dersom vi før synden forladelse, så kommer der en tid ligefør alle tings ende, da disse synder udslettes af bøgerne, og vore navne bliver stående i livets bog, og frelseren bekender vore navne for Faderen som den, der har antaget frelsen ved ham. Dermed er vor sag afgjort, og vi bliver beseglet til evigt liv. Men dersom vi på den andens side ikke omvender os, så bliver vore synder ikke udslettet af de bøger, hvor de står opskrevet, men vore navne udslettes af livets bog, og Kristus fornægter os for Faderen som dem, der har kastet vrag på hans nåde og ikke berettiget til evigt liv gennem ham.

Helligdommens renselse indbefatter således en undersøgelse af det, som er skrevet om alle de gerninger, vi har udført i vor levetid. Det er en »undersøgende« dom. Hver enkelt af enhver slægt fra verdens begyndelse af, der nogensinde har interesseret sig for Kristi værk, bliver således fremstillet for den store domstol deroppe. Idet Daniel beskriver, hvad der foregår ved påbegyndelsen af dette værk, kalder han det derfor en retshandling og lægger udtrykkelig mærke til den kendsgerning, at bøgerne åbnes. Dan 7,9.10

Dette værk har nu været i gang i helligdommen deroppe siden afslutningen af den profetiske tidsperiode der endte i 1844. Begyndende, som naturligt, er med den første lægt, der levede på jorden, har denne undersøgelse gået for sig ned igennem alle efterfølgende slægter og vil afslutte med den nulevende slægt. Da vil beseglingsbudskabet, som omtales i åbenbareingens 7.kapitel, (231) have fuldført sit værk, og da alle spørgsmål, som først måtte afgøres, nu er afgjort, og enhvers sag er afsluttet, vil alle forberedelser for Herrens genkomst være gjort.

Kære læser, overvej, i hvor mange år dette højtidelige værk allerede nu har gået for sig! Hvor meget længere kan det vedvare? I over tres år har den undersøgende døm allerede været i virksomhed, og hvor få er der alligevel ikke af den store menneskemængde på jorden, som har nogen anelse om sin tilstand! O Kristi menighed, opløft din røst som en basun, slå alarm, der vil bringe alle landets indbyggere til at høre og bæve! Thi Herrens dag er nær og haster såre.

Der kunne hos enklte rejse sig den indvending, at intet sådant domsværk fandtes i forbilledet, og at der derfor heller intet sådant kan være i modbilledet. Som enhver vil forstå, er der en nær sagt uendelig forskel mellem jordiske og himmelske ting. Loven, siger hebræerbrevets forfatter, havde ikke selve billedet af de tilkommende goder, men kun en skygge af dem. Heb 10,1 Menneskene kunne den gang lige så lidt som nu læse hjerterne og kunne følgelig heller ikke fælde dom over den enkelte. Dette værk kunne derfor i forbilledet kun blive af en ganske almen art, et offer for hele menigheden. Men folket måtte hver for sig ydmyge sine sjæle, medens ypperstepræsten gjorde tjeneste for dem, eller også fik de ingen nytte af hans tjeneste. Det var derfor i virkeligheden et værk af samme art, så langt som det kunne udføres af dødelige mennesker, og det var visse lig tilstrækkeligt til at tjene som et forbillede på det større og langt alvorligere domsværk, som en gang måtte finde sted, ja som nu foregår i himlen.