25. Kapitel - Det himmelske tempel oplades

(232) »Og Guds tempel i Himmelen blev åbnet, og hans pagts ark kom til syne i hans tempel.« Åb 11,19

Vi har set, at templet i himlen er helligdommen, det sande tabernakel, som Herren oprejste og ikke et menneske. Opladelse af dette tempel, således som det fremstilles i ovenstående skriftsted, fører til, at Guds ark kommer til syne. Arken opbevares udelukkende i den anden afdeling i helligdommen på jorden. Når vi her ser arken i Guds tempel i himlen, så er det altså, fordi det allerhelligste i det himmelske tabernakel er blevet opladt. Og hvornår fandt dette sted? Svaret bliver: Da den syvende engel blæste i basun. Åb 11,15. De begivenheder, der skal finde sted under denne basun er: 1) Nationerne vredes (18.vers), hvad der særlig begyndte i 1848, da de politiske forhold i Europa var i særlig grad urolige, og har fortsat indtil vor tid. 2) »nu er din vredes dag kommet.« Dette hentyder til de syv plager som noget, der snart skal indtræffe. 3) Denne verdens riger bliver vor Herres og hans salvedes. 15. vers. Dette vil få sin opfyldelse, når Kristus bestiger tronen, og de verdslige riger, som står ham imod, gives i hans hånd for at blive sønderslået. Sal 2,8.9; Dan 2,44. 4) »Folkeslagene vrededes, men nu er din vredes dag kommet og den tid, da de døde skal dømmes, og lønnen gives dine tjenere, profeterne, og de hellige og dem, som frygter dit navn, både små og store, og da de, der lægger jorden øde, selv skal ødelægges.« (233) Åb 11,18. Det, som her omtales, må strække sig over det hele tidsrum indtil de ugudeliges tilintetgørelse ved slutningen af de tusinde år. 5) »Og Guds tempel blev oplukket i himlen.« Af det vi har fremholdt angående helligdommen og de 2300 dage, ved vi, at dette fandt sted i 1844. Og da det ikke finder sted, førend den syvende basun lyder, den sidste i rækken, så ved vi, at det må indtræffe nær ved verdens ende og ikke kunne have fundet sted ved begyndelsen af denne husholdning, således som nogle forgæves har søgt at hævde. Dette er den første begivenhed, der om tales, som finder sted under den syvende basun, og derfor må man nødvendigvis slutte at den syvende basun begyndte at lyde på det tidspunkt. Da de 2300 dage ophørte, og den syvende basun begyndte at lyde, blev Guds tempel åbnet i himlen, og arbejdet med at rense helligdommen blev påbegyndt.

Og hvad var følgerne af templets opladelse? »Og hans pagts ark,» siger apostlen,« blev set i hans tempel.« Han siger ikke blot: »Jeg så den,« men; den »blev set«. Johannes, der her står som menighedens repræsentant, lærer tydeligt, at menigheden i troen vil se arken i tabernaklet heroven til. Synet af arken fremkalder kun een tanke hos os, og det er den at de indeholder Guds lov. Arken blev kaldt parkens ark eller vidnesbyrdets ark, fordi den indeholdt de vidnesbyrdstavler, som Gud gav Moses, nemlig de ti bud. Dens navn skriver sig fra, at den indeholdt lovens tavler. Havde den ikke indeholdt tavlerne, så ville den aldrig vare blevet kaldt pagtens ark. Og når som helst og hvor som helst den kaldes »pagtens ark« er det et bevis på, at Guds lov er i den.

Med disse få bemærkninger i tanke beder vi læseren (234) lægge nøje mærke til, at arken, som den blev set i himlen af Johannes på den tid, da den syvende engel blæste i basun, endnu kaldtes »hans pagts ark«. Hvad beviser dette? Det beviser, at denne ark i himlen indeholder loven. Hvilken lov? Den samme lov, som gav den sit navn på Mose tid, nemlig vidnesbyrdets tavler, de ti bud. Og hvad kan vi antage, at disse bud, som findes i arken i himlen, indeholder? Naturligvis det samme, som de indeholdt i arken i den jordiske helligdom; det kan der ikke være nogen tvivl om. Men dette udelukker for bestandig al tanke om nogen forandring i loven. Kan der ikke blive tale om at forandre eller afskaffe loven? Nej, ikke før vi kan forandre eller afskaffe tavlerne i himlen. Hvilket forfængeligt og unyttigt arbejde giver ikke de sig af med, som arbejder på at vise, at Guds lov som et hele eller endog blot sabbatsbudet alene er blevet i mindste måde forandret endsige afskaffet! Hvor forfængeligt at forsøge på at vise, at endog blot det mindste bogstav eller en tøddel er blevet forandret i denne lov!

Den slutning er derfor ikke alene tydelig og skriftsmæssig, men også smuk, at ligesom arken i himlen er den store virkelighed, hvoraf arken på jorden var et billede, således er også loven i arken deroppe den store, oprindelige virkelighed, hvoraf loven, som blev givet her på jorden, kun var en afskrift eller en genpart.

Da vi nu har set, at der findes en helligdom, en ark og en lov i himlen, hvor Kristus gør tjeneste, kommer der øjeblikkelig en anden tanke frem vedrørende det, som tjenesten i den jordiske og tjeneste i den himmelske helligdom havde hensyn til. Vi har set, hvilket forhold disse to tjenester står i til hinanden, nemlig som forbillede og modbillede. (235) Den første var et forbillede, den anden modbilledet. Den første var en skygge, den anden var virkeligheden. Men ikke alt i forbindelse med den husholdning var forbillede eller skygge. Der var også noget, som var virkeligt, nemlig synden. Menneskene var virkelige overtrædere; men synd eller misgerning er overtrædelse af loven. Der var derfor en virkelig lov tilstede, som de havde overtrådt, nemlig den lov, som fandtes i arken, de ti bud. Kun tjenesten i forbindelse med den lov var forbilledlig. Loven var virkelig, og synden var virkelig; og præstetjenesten, som udføres, havde til hensigt at borttage denne synd. Dette kunne den imidlertid alene gøre forbilledligt, for blod af dyr, som var det eneste blod, de havde at afse, kunne i følge apostlenes ord ikke i virkeligheden borttage synd. Heb 10,4. Men denne forbilledlige tjeneste sigtede til en tjeneste, der senere hen skulle udføres af for Herre, og som virkelige kunne borttage menneskenes synder.

Ofringerne på den tid var forbilleder på vor Herres offer. Disse ofringer skete med henblik på den lov, som var i arken. Vor Herres offer må derfor have hensyn til den lov, som findes i arken; for hvad de ofringer var i forbilledlig forstand, må hans offer være i virkelig forstand. Man kan ikke for et øjeblik fastholde den tanke, at de ofringer skulle have hensyn til en vis lov og alligevel være forbilleder på en ofring, der blev gjort med henblik på en anden eller forskellig lov. Dette ville være umuligt; for så ville det ene ikke kunne vare et forbillede på det andet. Det forhold, disse ofringer stod i til hinanden i forbilledlig og modbilledlig henseende, viser, at de må sigte til en og samme lov. Derfor må loven i den himmelske ark, foran hvilken Kristus udfører (236) sin tjeneste, var af nøjagtig samme ordlyd som den lov, der var nedlagt i den forbilledlige ark på jorden.

Dette er den betydning, spørgsmålet om helligdommen har med henblik på Guds hellige lov, de ti bud. Det er et afgørende bevis på budenes varighed og uforanderlighed. Og her har vi måske årsagen til, at de, som sætter sig op imod Guds lov, også lukker sine øjne til for det klare lys angående helligdommen. De kan nemlig ikke antage det ene uden også at antage det andet.

Templet er blevet opladt i himlen, og Johannes siger, at pagtens ark blev set der - set ved troen af Guds menighed på jorden. Hvilket yderligere bevis kan der gives for, at dette er blevet opfyldt? Vi svarer: Et sådant bevis har vi i den store bevægelse, som vi nu går over hele jorden, og hvorved menneskene oplyses om Guds lov og den sande sabbat. Mange har antaget lyset angående helligdommen. De ser templet åbnet i himlen, der ser de også arken og vor Herre, som udfører sin sidste offertjeneste ved nådestolen, arkens låg, i det allerhelligste i helligdommen deroppe. De ser, at lovens fordringer hverken er blevet slappet eller forandret, og de går ud for at hævde dens krav og lede menneskene til at omvende sig og holde Guds lov. Denne bevægelse er indtruffet nøjagtig på det rigtige tidspunkt og på den rette måde til at være en opfyldelse af profetien og til at stadfæste den fremstilling, som vi her har gjort angående dette vigtige emne.

Husk altid på, kære læser, at vi endnu har blikket fæstet på Jesus! Og når dit blik nu søger efter ham, hvor vil du da finde ham? ser du ham ikke stående foran Guds pagts ark i det himmelske tempel og talende deres sag, som søger hans forbøn? Trænger ikke også du til (237) ham som din talsmand? Har du ikke brug for hans retfærdighed? Behøver du ikke den forsoning, som han vil gøre for dine synder - din overtrædelse af den hellige lov, som ligger i arken foran ham? Men kan han med sig blod sone for din overtrædelse af den lov, før du ophører med al genstridighed og al ulydighed mod denne lov, førend de anerkender den i alle dens enkeltheder, og før end du i dit hjerte ønsker at nå dertil, at du kan sige med apostlen: »Jeg har lyst til Guds lov efter det indvortes menneske«? Og tror du, at nogen kan forandre den lov? Nej, ikke medmindre han formår at trænge gennem englevagten ind i templet, styrte Jehova ned fra tronen, nedrive nådestolen og lægge sin hånd på og bortmejsle budene på de uforgængelige tavler.

Templet er blevet oplukket, og intet menneske kan lukke det. Arken ses, og intet menneske kan tilhylle den. Det tilsvarende værk på jorden er i gang, og intet menneske kan standse det. Det bedste, et menneske nu kan gøre, er derfor at forene sig med den, der af hele hjertet søger efter og snart vil få adgang til det rige, som er vor Herres og hans salvedes. Åb 11,15.