26. Kapitel - »Guds hemmelighed« fuldkommet«

(238) Vi påviste i forrige kapitel, at på den tid, da de 2300 dage endte, og helligdommens renselse begyndte, blev Guds tempel, de afdeling, hvor arken står, åbnet. Vi har endvidere påvist, at dette fandt sted under den syvende basun, som da begyndte at lyde. Når den syvende basun, den sidste af den række basuner, der strækker sig over den evangeliske tidsalder, lyder, bliver Guds tempel i himlen opladt, og helligdommens renselse begynder.

Vor opmærksomhed henledes nu på en anden mærkværdig forudsigelse om, hvad der finder sted, når den syvende basun lyder, og værket i helligdommen fuldbyrdes. Til apostlen Johannes blev der sagt: »Ja, i de dage, da den syvende engel lader sin røst lyde og skal til at blæse i basunen, er Guds hemmelige rådslutning fuldbyrdet, således som han har forkyndt i glædesbudskabet til sine tjenere profeterne.« Åb 10,7 Hvad skal man forstå ved »Guds hemmelige rådslutning« og dens fuldbyrdelse« Apostlen Paulus taler på flere steder meget tydeligt om Guds hemmelige rådslutning. I Ef 3,3-6 siger han: »At jeg ved en åbenbaring fik kendskab til den hemmelighed, hvorom jeg før i korthed har skrevet. Og når I læser det, kan I deraf skønne, at jeg har indsigt i Kristi hemmelighed, som i tidligere slægter ikke var kundgjort for menneskenes børn, således som den nu ved Ånden er blevet åbenbaret for hans hellige apostle og profeter, nemlig den hemmelighed, at hedningerne er medarvinger, medindlemmede i legemet og meddelagtige i forjættelsen og alt dette i Kristus Jesus ved evangeliet.«

(239)Her siger Paulus udtrykkelig, at »den hemmelighed« blev ham kundgjort ved åbenbarelse. I sit brev til galaterne beretter han, hvad det var, der blev ham kundgjort ved åbenbarelse: »Det vil jeg nemlig sige jer, brødre! at det evangelium, som er blevet forkyndt af mig, er ikke menneskeværk; det er jo heller ikke af noget menneske, jeg har fået det eller har lært det, men ved en åbenbaring af Jesus Kristus.« Hvad han i brevet til efserne kalder »den hemmelighed,« som var blevet ham kundgjort ved »åbenbarelse«, kalder han i sin skrivelse til galaterne udtrykkelig »evangelium«, således som det blev prædiket for hedningerne.

Videre siger han: » Da han kundgjorde os sin viljes hemmelighed ifølge den beslutning, som han havde fattet hos sig selv, om den frelsesplan: i tidernes fylde at sammenfatte alt, både det himmelske og det jordiske, i Kristus.« Ef 1,9.10. Og atter i Kol 1,25-27: »Thi dens tjener er jeg blevet ifølge den husholdergerning fra Gud, som blev mig givet, at jeg overalt skal forkynde jer Guds ord, den hemmelighed, der har været skjult igennem alle tider og slægter, men nu er blevet åbenbaret for hans hellige; for dem ville Gud kundgøre, hvilken rigdom på herlighed denne hemmelighed rummer blandt hedningerne, nemlig Kristus i jer, herlighedens håb.« I Ef 3,9 skriver han: »Og at oplyse, hvorledes den frelsesplan er, derfra evighed har ligget gemt som en hemmelighed hos Gud, alle tings skaber.« Og i Rom 16,25.26: »Men ham, som mægter at styrke jer ved mit evangelium og ved budskabet om Jesus Kristus ifølge åbenbaringen af en hemmelighed, der var fortiet fra evige tider, men nu er bragt for dagen og ved profetiske (240) skrifter efter den evige Guds befaling kundgjort for alle hedningerne for at virke tros-lydighed hos dem.«

Alle disse skriftsteder bærer det samme utvetydige vidnesbyrd om den sandhed, at »Guds hemmelighed« og »Kristi hemmelighed« hverken er mere eller mindre end Jesu Kristi evangelium, gennem hvilket hedningerne bliver delagtige i Israels håb, medlemmer af troens husholdning. Eftersom nu dette er hemmeligheden, så vil hemmelighedens fuldbyrdelse være ensbetydende med afslutningen af evangeliets forkyndelse, fuldbyrdelsen af det værk, som evangeliet skulle udføre, Dette medfører nødvendigvis afslutningen af menneskenes prøvetid og fuldendelsen af frelsens plan.

Men som vi allerede har set, er dette netop det resultat, der opnås ved det store værk, som kaldes helligdommens renselse. Her er det, at Kristus afslutter sin gerning som præst, ophører med sin midlertjenste, bestemmer alle menneskers skæbne og bringer evangeliets værk til afslutning.

Læseren vil nu kunne forstå et andet smukt led i den fejlfrit kæde af sandheder, som Bibelen fremholder angående dette emne. Når den syvende engels basun lyder, begynder det værk, som kaldes fuldkommelsen eller fuldbyrdelsen af Guds hemmelighed. Men dette værk vil kræve nogle år; for det er »i de dage [profetiske dage eller bogstavelige år], da den syvende engel lader sin røst lyde«, at denne hemmelighed skal fuldkommes. Åb 10,7 Dette værk vil lægge beslag på de første år af det tidsrum, hvori den syvende basun lyder. Men denne basun begyndte at lyde ved slutningen af de 2300 dage, i 1844, da Guds tempel blev opladt i himlen. Vi befinder os nu i (241) den tid, da Guds hemmelighed fuldbyrdes; og denne afsluttende del af evangeliets værk indtræffer, som vi ser, samtidig med helligdommens renselse, der består i den tjeneste, som udføres i den afdeling af det himmelske tempel, der da blev opladt. Hvorledes skulle kendsgerninger overhovet kunne stemme mere nøjagtig overens, end her er tilfældet?

Englen sagde, at Guds hemmelighed på den tid skulle fuldkommes, »således som han har forkyndt i glædesbudskabet til sine tjenere profeterne«. Åb 10,7. Hvor havde han forkyndt dette? Dette udgør kun en del af engelens kundgørelse, som også indbefatter de foregående vers. Og i disse finder vi, at han udtalte en højtidelige ed på, at »Fristen er omme.« Vers 6. Her kan ikke være tale om bogstavelig tid, for englen talte umiddelbart derefter om de dage, da den syvende engel støder i sin basun. Det kan heller ikke have hensyn til prøvetidens afslutning; for Johannes, der her repræsenterer Guds menighed, før pålæg om at forkynde endnu et budskab for menneskene efter dette tidspunkt. vers 11. Der er da kun een slags tid tilbage, og det er profetisk tid, og det må derfor være en sådan tid, der her er tale om. Men de 2300 dage er den længste profetiske tidsperiode, vi finder omtalt i bibelen, og den rækker længere frem i tiden end alle andre tidsperioder. Englenes ord må derfor være en kundgørelse om, at da skal der ikke mere gives profetisk tid, eller med andre ord: de 2300 dage afsluttes.

Da er det, englen udtaler, hvad der skal følge umiddelbart efter, nemlig at Gud hemmelighed skal fuldkommes, som han har forkyndt sine tjenere, profeterne. Og hvad var det, Gud havde forkyndt for profeterne, at der (242) skulle finde sted ved slutningen af de 2300 dage? svaret er ligetil: han havde vist Daniel, at da skulle helligdommen renses. Her står vi altså overfor det sted, hvor Gud ved at forkynde, at helligdommen skulle renses, forkyndte sine tjenere, profeterne, at Guds hemmelighed skulle fuldkommes. Helligdommens renselse og fuldkommelsen af Guds hemmelighed bliver således eet og det samme. Hvilken herlig harmoni er der ikke i alt dette.