27. Kapitel - Forsoningen

(243) Læren om forsoningen indtager en meget fremskudt plads i den lange række af emner, som står i så nøje forbindelse med helligdommen. Den er tillige et meget vigtigt emne som et led til en rigtig forståelse af helligdommen, og hvad der hører til denne.

Vi har tidligere påvist, at helligdommens renselse, den undersøgende dom og Guds folks synders udslettelse samt fuldbyrdelsen af Guds hemmelighed i virkeligheden går ud på en og samme ting. Hertil kan nu endvidere føjes, at det samme gælder forsoningen.

Den hyppige brug af det udtryk, at »Kristus sonede for være synder på korset«, viser, hvor almindelig udbredt den tanke er, at udgydelsen af Kristi blod på korset og tilvejebringelsen af forsoning er et og det samme. Men denne anskuelse fører uundgåelig til to meget farlige vildfarelser. En sådan lære har drevet mange til at gå til den modsatte yderlighed og anvende tiden til unyttig og ørkesløs strid.

Skriften erklærer udtrykkelig, at Kristus døde for alle. Den anskuelse, at Kristi død var forsoningen, fører let til den fejlagtige slutning, at Kristus har gjort forsikring for alle menneskers synder; men alle synder, som der er gjort forsoning for, skaffes af vejen og udslettes, og derfor kan der altså ikke blive fordømmelse tilbage for noget menneske, men alle vil blive frelst. Her har vi da straks den rene universalisme.

(244) Skriften lærer imidlertid lige så tydeligt, at ikke alle vil blive frelst, men at nogle nu er under fordømmelse og vil være under fordømmelse ved tidens ende. For disse bliver der selvfølgelig ingen forsoning gjort; men hvis forsoningen og Kristi død er ensbetydende, så følger deraf, at han ikke bar verdens synder eller alle menneskers synder på korset, således om Johannes og Peter har meddelt os, at han gjorde. Thi dersom hans død ikke omfatter mere end forsoningen, så døde han ikke for alle, men kun for nogle udvalgte. Men den tanke ligger jo til grund for kalvinismen, læren om udvælgelsen eller forudbestemmelsen i dens frastødende og ukristelige skikkelse.

En rigtig forståelse af helligdommen danner en skranke imod begge disse falske lærdomme. Vanskeligheden ligger i, at man i begge de nævnte tilfælde går ud fra samme forkerte forudsætning. Og når forudsætningen er falsk, så er det umuligt at nå til en rigtig slutning, hvor sundt og korrekt man end ræsonnerer. Kristi død er ikke det samme som forsoningen. Og dette fjerner hele vanskeligheden ved denne sag. Kristus gjorde ikke forsoning, da han udgød sit blod på korset. Dette må man fastslå en gang for alle. Herved fornægter man ikke forsoningen, som er verdens håb, men anviser den kun dens rigtige plads, hvor den ikke vil komme i strid med andre store bibelske sandheder.

Men står der ikke, at han bar vore synder på sit legeme på træet? Og bar han ikke alles synder, eftersom han døde for alle? Jo, bestemt! Men i hvilken forstand? Hvilken opgave fuldbragte han, da han udgød sit blod? For at få klarhed i denne sag vender vi os atter til forbillederne. Tanken og læreren om forsoningen er hentet fra det forbilledlige offersystem. (245)

I det forbilledlige offersystem var der flere ting, som måtte udføres, før man kunne opnå forsoning og høste gavn deraf: 1) Den angrende overtræder måtte bekende sin synd, idet han lagde sine hænder på offerets hoved. 2) Derpå skulle blodet af dette offer, som han havde bragt, udgydes. 3) Præsten tog så blodet og udførte sin ceremonielle handling dermed ved alteret eller i helligdommen. Og denne handling bliv udført hver dag i året, indtil forsoningsdagen, forligelsens dag, kom. Forsoningen var årets sidste og afsluttende handling i den årlige runde af tjenester ved helligdommen. Præstens offer og tjeneste gik forud for forsoningen; præstens tjeneste bragte ikke forsoning, så længe som han udførte tjenesten i det hellige. Der blev ingen fuld forsoning gjort, før forligelsens dag oprandt, og den årlige tjeneste, som i følge anvisningen skulle udføres i det allerhelligste, blev udført i denne afdeling.

Sammenligningen mellem den jordiske og den himmelske helligdom er blevet fremstillet tydeligt nok til, at man øjeblikkelig kunne gøre den rigtige anvendelse heraf. Den modbilledlige forsoning, som medfører syndens endelige fjernelse, skete ikke, da ofret for denne husholdning blev fremført, ej heller ved præstens tjeneste i helligdommens første afdeling; den sker først, når vor præst gør tjeneste i det allerhelligste; og dette udgør afslutningen på vor Herres tjeneste, helligdommens renselse, et bestemt afsnit af hans værk, som ifølge hvad vi har set, ikke begyndte før i 1844.

I dette tilfælde ligesom i forbilledet går ofringen og den almindelige præstetjeneste forud for forsoningen. Men hvilken rolle udførte Kristus, da han led for os? Han led (246) ikke som vor ypperstepræst, men som vort offer; for han blev slået ihjel af ugudelige mennesker, ligesom offeret førhen blev slagtet af synderen. Det var som offerlam, han bar vore synder på sit legeme på træet. Her randt det blod, hvormed han gør tjeneste. Hans lidelse gik forud for den præstetjeneste, han skulle udføre i det sande tabernakel her oven til; forsoningen er den sidste tjeneste, han udfører som præst. De, der fremstiller offeret som ensbetydende med forsoningen, sammenblander begivenheder, der er skilt ad ved et tidsrum på over 1800 år. Offeret var alment, Kristus døde for hele verden. Offeret blev frembåret for alle, som ville antage det. Men forsoningen tilslut er noget særskilt. Forsoning gøres kun for dem, der ved »omvendelse til Gud og tro på vor Herre Jesus Kristus« tilegner sig hans forløsningsværk. Apg 20,21.

Men hensyn til sådanne skriftsteder som Heb 1,3; 7,27 og 9,12.14.26 behøver vi kun at sige, at da Kristus udgød sit blod på korset, gjorde han »renselse« for menneskenes synder og »fuldkommede« og »helligede« dem i den forstand, at han gjorde udvej for alle, som ville, så de kunne komme til ham og finde forløsning og fuld frelse. Han »ofrede sig selv« i den forstand, at han frivillig gav sig hen i døden for en syndig verden. Men det bør også erindres, at Kristus efter sin korsfæstelse blev oprejst fra de døde og gjort til præst. Han er således både offeret og præsten; og som præst frembærer han sit eget blod og påberåber sig sit eget offer for Faderen. Kunne der tænkes nogen ordning mere talende og smuk og bedre egnet til at fremhæve hans præstedømmes værd for menneskene? Men på korset (lad os gentage det), da han (247) bar verdens synder på sig og udgød sit blod for syndige mennesker, udførte han ingen præstetjeneste. Hans præstedømme var endda ikke begyndt; og desuden hørte det ikke præsten til at fremkomme med offeret; det gjorde synderen. Derfor var det ugudelige mennesker, som korsfæstede herlighedens herre. Og omend de ikke gjorde det i anger og tro, men med satanisk ondskab og grusomhed, har vi her et eksempel på, at Gud af menneskenes vrede beredte sig pris. Satan og onde menneske mente, de skaffede den forhadte Kristus af vejen; men da de var færdig med sin onde dåd, se, da fandtes det, at det Store Offer for hele verdens syndeskyld var fremført, og til ham ville millioner komme i anger og tro og gennem hans blod finde tilgivelse for sine synder.

Det er ikke på sin plads her at gå ind på en vidtløftig drøftelse af forsoningen for at påvise det rimelige, det retfærdige og rent filosofiske ved denne herlige plan. Hensigten med at omtale emnet i denne forbindelse er kun at påvise dets forhold til det store og vigtige spørgsmål om helligdommen og for at rejse en skranke imod den vildfarelse, at man sammen blander ofret med forsoningen og anbringer forsoningen ved begyndelsen af Kristi præstelige tjeneste i stedet for ved dets slutning. En rigtig forståelse heraf vil, som vi ovenfor har set, beskytte os mod sådanne vildfarelser som universalismen og kalvinismen.

Men siger Peter ikke, at vi skal omvende os og lade os døbe til syndernes forladelse (Apg 2,38)? Og hvis syndernes forladelse opnås ved dåbshandlingen, hvorledes kan vi da se fremad til forsoningen og forladelsen engang i fremtiden? Et sådant spørgsmål kan måske (248) opstå hos en eller anden. Men dette skriftsted siger ikke, at synderne forlades ved dåben. Den handling udføres kun til syndernes forladelse, dvs. for at de kan blive forladt. For det er alene ved blodets udgydelse, at man virkelig opnår syndsforladelse. Dåben skuer derfor kun fremad til den tid, da synden, efter at man i troen har opfyldt alle Guds krav, vil blive udslettet ved Kristi blod, og vederkvægelsens tider kommer fra Herrens åsyn. Apg 3,19.

Men er ikke vore synder tilgivet allerede nu? Og dersom de er tilgivet, er de så ikke fjernet? Svaret findes i den forskel, vi allerede har påpeget. Syndsforladelse er ikke ensbetydende med syndsudslettelse. Tilgivelse gives på betingelse, og betingelsen er, at vi opfylder visse fordringer, indtil vor prøvetid ophører. Dersom vi kommer til kort i denne henseende, så vil vi til sidst stå uden forladelse, og der kan da ikke gøres forsoning for os. Det samme kan siges om ethvert tilfælde, hvor ordet »forsoning« benyttes om den nuværende tid (Som man tit finder i 3.Mosebog) forud for den store forsoningsdag. Det var altsammen på betingelse; alt beroede på, om man kunne blive antaget, når den store, almindelige forsoning bliv gjort ved afslutningen af årets tjeneste. Bibelens lære om dette punkt fremgår forøvrigt med al ønskelige tydelighed af, hvad profeten Ezekiel siger (Ez 18,16; 33,13), samt af Kristi ord til belysning herpå i Matt 18,21-26.

Her har vi Ezekiels ord: »Når den retfærdige vender sig fra sin Retfærdighed og gør Uret, skal han dø; for den Uret, han gør, skal han dø.« Og han tilføjer: »så skal intet af hans Retfærdighed tilregnes ham.« (249) Det vil sige, at han vil blive anset, som om han aldrig havde været retfærdig. Men den retfærdiges retfærdighed er af troen; hvis han derfor vender sig bort og gør uret, vil han blive behandlet, som om ham aldrig havde haft tro. Tilgivelsen, der var givet på betingelse, tages tilbage.

Hør nu Kristi lignelse til belysning heraf: En konge havde en tjener, der skyldte ham en stor sum penge; men da han intet havde at betale med, efter gav han herre ham hele gælden. Men denne samme tjener havde en medtjener, der skyldte ham en lille sum, og da han ikke kunne betale med det samme, bad ham om henstand. Men dette ville den anden ikke høre om og kastede ham i fængsel, indtil han betalte, hvad han var skyldig. Da hans Herre hørte dette, tog han løftet om tilgivelse tilbage og overgav den ubarmhjertige skyldner i rettens hænder, ind til han betalte alt det, han var skyldig. Da Hans Herre hørte dette, tog han løftet om tilgivelse tilbage og overgav den ubarmhjertige skyldner i rettens hænder, indtil han betalte alt det, han havde skyldig. Matt 18, 21-35. Og den lærdom, vi skal hente heraf fremsætter vor Frelser i følgende alvorsfulde ord: »Sådan skal også min himmelske Fader gøre med jer, hvis ikke enhver af jer af hjertet tilgiver sin broder.« Dette belyser tydelig, at tilgivelsen gives på betingelse, og viser, hvorledes det, at man engang har fået tilgivelse, ikke gælder længere, når man vender sig bort fra Herren og synder.

Men dersom forsoningen endnu ligger i fremtiden, hvorledes kan vi da høste gavn af den? Hvorledes bliver vi retfærdiggjort? Til svar herpå behøver vi kun at stille et andet spørgsmål: Dersom Forsoningen blev gjort på korset, hvorledes kunne da de, der levede før den tid, høste gavn af den? Men ligesom de Guds børn, der levede og døde før Kristi tid, kunne få gavn af forsoningen, når (250) den skete på korset, således kan også både de og vi få favn af den, selv om den ikke bliver udført førend ved slutningen af den kristelige husholdning. Det hele beror på tro. Patriarkerne blev retfærdiggjort ved troen og døde. Og det samme har været tilfældet med de retfærdige gennem alle efterfølgende tider. Alle deres gerninger og deres tro står nøjagtig nedtegnet i himlens bøger. Tiden for den undersøgende dom kommer, da Kristus skal udføre den sidste del af sin præstelige gerning, da Helligdommen skal renses. Syndere udslettes, og forsoningen fuldbringes. Bøgerne åbnes, og ethvert navn bliver undersøgt. Da vil der blive gjort forsoning for deres synder, om hvem bøgerne viser, at de har omvendt sig og vist tro og lydighed og er forblevet i denne tilstand til det sidste, og de vil blive udslettet.

Og dette undersøgelsesværk begyndte ved udløbet af de 2300 dage, i 1844. Det begyndte på den måde, som beskrives i Dan 7,9.10. Her ser vi den gamle af dage sætte sig til doms. Kristus er ypperstepræst. »Ti tusinde gange ti tusinde« himmelske medhjælpere er meddelagtige i det store værk. »retten blev sat, og bøgerne åbnet«. Under så ophøjede omgivelser er det, at den højtidelige retssag vedrørende menneskene har foregået her oven til siden slutningen af de 2300 dage.