28. Kapitel - Prøvetidens ende

(251) Med dette syn på sagen vil nogle straks falde på den tanke, at når forsoningsværket begynder i det allerhelligste i himlen, kan der ikke længere tilbydes syndere nåde, men at prøvetiden da må ende. Og dette fremføres som en indvending imod den her hævdede anskuelse at helligdommens renselse eller forsoningsværket begyndte i 1844; for, siger de, hvis dette havde været tilfældet, kunne ingen være blevet omvendt siden, med eftersom syndere er blevet omvendt siden den tid, kan helligdommens renselse ikke have taget sin begyndelse da.

Men hvor har man den opfattelse fra, at prøvetiden må ende, når vor Frelser begynder sin tjeneste i det allerhelligste? Ingen bibelsk skribent har sag noget sådant, og der findes ingen antydning dertil i forbilledet. Der svares, at alle ofre for synd skulle fremstilles ved tabernaklets dør og ikke i det allerhelligste. Dette er sandt; men man må forudsætte noget andet sammen hermed, før dette kan blive en gyldig indvending, og det er: at vore bønner og begæringer og vor syndsbekendelse er vore ofre, og at vi følgelig ikke kan fremstille dem noget andet sted end ved tabernaklets dør, og at vi kun kan fremstille dem der, medens vor ypperstepræst tjener i den første afdeling, og at efter at han er gået ind i den anden afdeling, vil ingen sådanne ofre blive godkendt, ingen nåde vil blive tilbudt menneskene, og prøvetiden vil ophøre!

(252) Her ser vi atter, hvilken fuldstændig misforståelse der råder med hensyn til hele denne sag; for herved gøres jo vore bønner og over syndsbekendelse til modbilleder af ofrene i den gamle husholdning. Men kan vel for et øjeblik antage, at når en person frembar sit offer til det jordiske tabernakel, det da betegnede, at folket i evangeliets husholdning skulle bede og bekende sine synder? Det er sandt, at dette må vi gøre; men der lå i de ofre ingen hentydning til sådanne pligter som disse i denne tid; for de pegede alle hen på Kristus; og når de, der kommer med dette argument, blot vil tage det rette modbillede; kan de lægge så megen vægt, de vil, på stedet, hvor der skulle ofres; for også Kristus »led uden for porten«. Heb 13,12. Vi har derfor kun at følge ham ind i både det hellige og det allerhelligste (i den rette tidsfølge), medens han fremstiller sit offer der.

Men læser man i 3Mos kap 17 (hvor man har ment at finde bevis for, at syndernes forladelse kun kan fås i den første afdeling) så langt som til vers 7, vil man finde, at hensigten med den der nævnte særskilte befaling, at folket skulle bringe sine ofre frem til tabernaklets dør, var at hindre fra at ofre ude på marken til de onde ånder. Dette modsiger således på ingen måde det vidnesbyrd i 3.Mos 16, at ypperstepræsten gjorde forligelse med syndofferets blod i det allerhelligste for alt folket for alle deres overtrædelser i alle deres synder. Og for at drage sig det til nytte måtte de samtidig ydmyge sine sjæle, hvilket jo viser, at deres prøvetid i de år under forbilledet ikke ophørte, førend forligelsens gerning var fuldbragt.

I det foregående kapitel blev der hentydet til de ofringer, (253) som menes at have været en forberedelse for selve forsoningen eller helligdommens renselse. Som sagt har nogle den opfattelse, at dette forberedende værk foregår nu, og det at prøvetiden vedvarer, grunder man på den forudsætning, at disse forberedende ofringer muligvis kunne gælde individuelle tilfælde og være anvendelige på særskilte synder.

Lad os opstille en undersøgelse for at se, på hvilken grund denne forudsætning hviler. Der siges, at den gerning, som udføres i det allerhelligste, ikke bestod i ofring af blod for særskilte individer, men for hele folket. Men det er ligeså sandt, at disse forbedrede ofringer, hvortil der allerede er hentydet, var af akkurat samme art. De ofredes ikke af individer, men ligesom det daglige morgen- og aftenoffer for hele folket. Der var derfor ligeså vist nåde at få gennem det syndoffer, hvis blod blev ført ind i det allerhelligste, som gennem de andre ofringer, der blev frembåret på den dag. Vi nægter ikke, min hævder tværtimod fuldt ud, at der gennem disse ofringer var nåde og syndernes forladelse at få for folket. Men i så fald kunne syndernes forladelse også opnås, medens ypperstepræsten fremstillede sit offer i det allerhelligste. Og medens ofringer under forbilledet nødvendigvis måtte være for alle i almindelighed, må den under modbilledet være for individet; for det er for den enkelte, gerningen her udføres, og bøgerne åbenbarer, hvordan det står til med enhver.

Om nogen ville sige, at den gerning, der udførtes i det allerhelligste, var at rense helligdommen, så svarer vi, at det kan ikke siges, at den bestod alene i at rense helligdommen, hvilket forandrer sagen betydelig. Det er sandt, at den bestod i at rense helligdommen, men dermed kommer (254) ikke hele sandheden frem. Den udføres også for folket og gjaldt for alle de synder, der var begået, helt til det øjeblik, offeret blev frembåret.

Ypperste præsten gjorde forligelse for folkets synder på den dag ligeså vel som for sine egne synder. Læs om hyggelig 3Mos 16 og Heb 9,7.

Det kan med sikkerhed siges, at det, der i forbilledet blev udført for folket som et hele, det bliver i modbilledet udført for folk som individer; og blodet af syndofferet frembåret i det allerhelligste gælder for deres synder, ligesom det gjorde under tjenesten i den ydre afdeling, indtil det kommer dertil, at enhver enkelts sag skal afgøres. Den dobbelte gerning, der udføres af ypperstepræsten i den jordiske helligdom, synes træffende at fremstille den dobbelte gerning, der udføres af vor ypperstepræst i den himmelske helligdom. For alle, der har hvilet i graven for Abels tid og indtil denne stund, kan behandles hver for sig, når deres sag kommer frem; og hele tiden, medens dette store værk udføres, gælder Jesu blod for Gud for dem, der endnu lever.

Der syndes ikke at være nogen vanskelighed forbundet med den tanke, at ypperstepræstens offer i det allerhelligste gælder for synder, som begås, medens han tjener for Guds åsyn. Der er også nogle andre ting, som støtter denne tanke. Under forbilledet blev, såvidt vi ved, overtrædelsen begået forud for ofringen hele året igennem. Synden blev begået, førend offeret blev fremstillet. Og intet offer bragtes til præsten for synder, som kunne begås i fremtiden. Dette gjaldt mindst ligeså meget tjeneste i det helligste som i det allerhelligste.

Men hvorledes var de med vor Frelser? Jo, vi ved at han udgød sit blod, førend han gik ind i det himmelske tabernakel. (255) Og det blod, som engang blev udgydt, gælder til udslettelse af synder begået efter hans død ligeså meget som til udslettelse af synder begået, ligesom i forbilledet, før offeret blev frembåret. Og som vi har set, frembærer Kristus dette blod i begge afdelinger i den himmelske helligdom. Dersom da det blod, som frembæres i det allerhelligste, ikke gælder for andre synder end dem, der blev begået, inden det blev frembåret der, er der ligeså god grund til at slutte, at det ikke kunne gælde i det hellige eller den første afdeling for andre synder end dem, der var begået, før det blev frembåret der. Og således ville der ikke være tilgivelse at få noget sted under hele den nuværende herlige evangeliets husholdning. Men det går for vidt; og et standpunkt, der fører til en sådan slutning, og et argument, der bringer et sådant resultat, er uholdbart.

Men vi har i det nye testamente et tydeligt vidnesbyrd vedrørende det punkt, at Jesu blod gælder for os både i det hellig og det allerhelligste i det himmelske tabernakel: »Da vi nu, brødre, ved Jesu blod har frimodighed til at gå ind i helligdommen. [de hellige steder].« Heb 10,19 Disse ord gendriver tydelig nok den lære, at prøvetiden ophører ved vor Frelsers indtrædelse indenfor det andet forhæng. Vi går ind i det allerhelligste såvel som i det hellige ved Jesu blod, og vi gør det med frimodighed, på grund af løftet om tilgivelse for vore synder. Takket være Gud, at vi endnu således kan indgå ved Jesu blod!

Således er den slutning ubeskrivelig, at prøvetiden ikke ender, når gerningen i det allerhelligste begynder, men at den ender med hvert individ, når hans eller (256) hendes sag kommer frem til afgørelse. Ganske naturligt kan man tænke sig, at denne gerning, der har vist sig at være den undersøgende dom, vil begynde med de tidligste slægter, det vil sige, med dem, som nu hviler i graven (men deres livsværk er optegnet i himlens bøger), og siden nå ned gennem alle de efterfølgende slægter, indtil den når de levende, hvis skæbnes afgørelse vil blive den afsluttende del af denne gerning.

Når omsider hver enkelt af de dødes sag er blevet undersøgt, vil værket nå til de levende. Og efterhånden som enhvers sag kommer frem og undersøges, vil hans prøvetid ophøre og hans evige skæbne blive afgjort. Det er dette, Herren fremstiller for os, når han siger, at lige forud for han komme skal denne alvorlige befaling udgå: »Lad den, som gør uret, blive ved at gøre uret, og lad den urene blive ved at leve i urenhed, og lad den retfærdige blive ved at øve retfærdighed, og lad den hellige blive ved at leve helligt. Se, jeg kommer snart, og jeg har min løn med mig for at gengælde enhver, efter som hans gerning er.« Åb 22,11.12.

Hvor nær vi er denne alvorsfulde stund, ved vi ikke. I over tres år har dette afsluttende værk i helligdommen foregået. Det kan ikke vedblive meget længere. Dets hele vedvaren skal kun omfatte en slægt. Matt 24,34. Efter hvad vi har lært af den forbilledlige tjeneste, ved vi, at hvis vi ønsker, at Kristi blod skal gøre forligelse, ved vi, at hvis vi ønsker, at Kristi blod skal gøre forligelse for vore synder, når vor sag kommer frem i dommen, da må bøgerne vise, at vi oprigtigt har angret alle vore synder og søgt tilgivelse for dem gennem vor Talsmand i det høje. Under forbilledet blev det krævet, at folket på den store forsoninsdag skulle ydmyge sine sjæle. Hvad gør vi, som lever på denne tid? Er vi således (257) korsfæstet for verden og afdøde fra synden, da vi kan bestå i dommen og få del i det evige liv?

Vedrørende et spørgsmål, som muligvis kunne opstå, vil vi her sammenføje til par ord angående dem, hvis sag kommer frem under dette værk i helligdommen. Hensigten med den undersøgende dom er altså, hvem der er rede for Kristi komme og skal få den løn, han har med sig. Det kan derfor ikke indbefatte hele verden; for de der aldrig har bekendt Kristus, er allerede dømt. Dette værk angår kun dem, som ved at bekende Kristus har fået sit navn indskrevet i »Lammets livets bog«. Dette punkt, som skal afgøres, er, om de har været tro indtil døden, eller om de har været utro og er faldet fra. Hvis de har været tro vil deres synder blive udslettet og deres navne skal blive stående i livets bog. Apg. 3,19; Åb. 3,5. Hvis de har været utro, vil deres navne blive udslettet af livets bog og deres synder vidne imod dem. Dommen over de øvrige af menneskeslægten finder sted under de efterfølgende tusinde år (Åb 20,4-6), og i denne dom vil de hellige, som da er iklædt udødelighed, deltage. 1Kor 6,2.3.