29. Kapitel - De syv sidste plager

Vi er nu i vor granskning af dette emne kommet ned til den tid, da enhvers sag er blevet undersøgt og afgjort. Den undersøgende som i det allerhelligste er da afsluttet. Guds hemmelighed er fuldkommet. Kristus tjener ikke længer som vor midler. Prøvetiden er endt. Vi har forsøgt at fremsætte og besvare alle de spørgsmål, der kan tænkes at opstå i forbindelse med dette emne; og vi vil nu vende vor opmærksomhed mod det, der følger efter dette vigtige værk, hvorved menneskene skæbne bliver afgjort enten til evigt liv eller evig fortabelse.

Når Kristus afslutter sin gerning som midler mellem Gud og genstridige og uforbederlige mennesker (for sådanne er alle de, der på den tid ikke er forliget med Gud), er der intet, som længere kan hindre hans vredes skåle fra at udgydes over de ugudelige. Da vil den straffedom, der trues med i den tredje engels budskab imod dem, der tilbeder dyret og dets billede, blive fuldbyrdet. Det bliver en hjemsøgelse af Guds vrede ublandet med nåde (Åb 14,10), og da vil de i Åb 15 omtalte skåle blive udgydt, hvormed Guds vrede bliver fuldkommet. Intet af disse skriftsteder kunne gå i opfyldelse, medens en guddommelig midler stod mellem Gud og mennesket. For så længe som Gud agter på sin Søns forbønner - og det gør han, så længe som Kristus beder for os - kunne han ikke hjemsøge menneskene med straffedomme (259) ublandet med nåde eller udgyde skåle fyldt kun med vrede. Dette er et bevis på, at de budskaber, som forefindes i Åb 14, er for den sidste slægt på jorden; for på ingen andre kan de straffedomme, der her trues med, udøves.

Det bliver nu vor opgave at påvise, at disse straffedomme er de syv sidste plager, og at de udgydes, straks efter at Kristus har fuldendt sit værk i den himmelske helligdom.

I Åb 15,5 taler Johannes om, at vidnesbyrdets tabernakels tempel i himlen blev oplukket. Som før påvist er dette opladelsen af det allerhelligste i den himmelske helligdom. Når værket der er afsluttet, kommer de syv engle, der har de syv sidste plager, fremstillet ved syv guldskåle, fyldt med Guds vrede, ud af templet; og med disse skåle går de ud for at udgyde dem over menneskene; og templet eller helligdommen fyldes med røg, så at ingen kan gå ind deri, førend de syv engles syv plager er endt.

I det første vers i dette kapitel siges der, at med disse plager »er Guds vrede fuldkommet«, hvilket viser, at de udgydes, efter at prøvetiden er endt, og nådens sols varmende stråler har ophørt at skinne over den ugudelige verden.

De ord i det 8. vers, at ingen kunne gå ind i templet, førend de syv engles syv plager var endt, er et andet bevis herpå, om muligt endnu mere afgørende. For lige siden den tid, da Kristus begyndte sin gerning i himlen, har der været nogen i helligdommen. Denne scene har derfor ikke fundet sted i det svundende, og det er sikkert, at de syv sidste plager ikke endnu er udgydt over menneskene. Og helt til den tid, da Kristus for evigt afslutter sin gerning som ypperstepræst, vil der være nogen i helligdommen; for (260) der er ingen afbrydelse i hans værk fra begyndelsen til enden. Det, der omtales i 8. vers, kan således ikke ske, førend værket i helligdommen er afsluttet.

Forbilledet til denne scene findes i 2Mos 40, 34. 35: »Da dækkede Skyen Åbenbaringsteltet, og HERRENs Herlighed fyldte Boligen; og Moses kunde ikke gå ind i Åbenbaringsteltet, fordi Skyen havde lagt sig derover, og HERRENs Herlighed fyldte Boligen.« Dette var ved begyndelsen af den forbilledlige tjeneste her på jorden, ligesom den scene, der beskrives i Åb 15, er ved afslutningen af den virkelige tjeneste i himlen. Således er dette værk, hvad dets forhold til menneskene angår, afmærket både ved begyndelsen og afslutningen ved en overvældende åbenbarelse af Guds herlighed. Ved afslutningen af Kristi midlergerning tager Gud sin egen bolig fuldstændig i besiddelse og sætter således sit eksempel på det værk, som er udført deri.

Idet vi nu forlader helligdommen, vil vi betragte følgerne af værkets afslutning gennem de begivenheder, der skal foregå her blandt menneskene. en fuld drøftelse af de syv sidste plager anser vi ikke på krævet her. (Dette emne drøftes mere udførligt i et værk kaldet »Betragtninger over Daniels bog og Åbenbaringen«, Kap 16) Vi vil kun her i al korthed betragte de væsentlige punkter.

Ligesom det er blevet påvist, at disse plager hører fremtiden til og udgydes over menneskene ved prøvetidens ende, således er det ligeså klart påviseligt, at de vil blive bogstavelige. Den første plage kalder på de mennesker, der er skyldige i den synd, som den tredje engels budskab advarer verden imod nu. En ond og fordærvelig byld, der æder om sig værre end spedalskhed, og som smerter (261) mere end almindelige bylder og sår, falder på dem, som har modtaget dyrets mærke, og som tilbeder dets billede.

Den anden skål kastes i havet, og det bliver blod som af en død, og hver levende sjæl i havet dør. Hvis dette har hensyn til de store verdenshave, som der er grund til at tro, da kan enhver forsøge at forestille sig, hvad jordens tilstand må blive, når tre fjerdedele af den er fyldt med en sådan dødbringende substans.

Den tredje plage træffer en anden mere sårbar plet, og floderne og vandkilderne bliver til bold; som om jorden under sine sidste kvaler skulle udgyde blod fra enhver åbenbaring, ligesom det faldt fra Frelserens pande, da han stred mod synden i Getsemane have. Denne plage vil, som også muligvis de foregående, kun blive af kort varighed, da det ikke er tænkeligt, at nogen kunne leve længe, hvis dette blodbæger uafbrudt i længere tid skulle rækkes menneskene.

Under den fjerde plage fremstråler solen med en usædvanlig hede. Al plantevækst visner under dens brændende stråler. Vandbækkene optørres. Menneskene brænder i stor hede. Hele naturen før udseende af et trøstesløst øde. Menneskenes kvaler bliver således under disse plager stadig værre: først bylder, der eftersom følge heraf feber og tørst, dernæst blod at slukke tørsten med og endelig uudholdelig hede fra en brændende sol.

Den femte engel udgyder sin skål på dyrets trone, det gamle rom, der sidder ældet og bøjet som en følge af århundredes syndeskyld. Og Dyrets rige, hele den katolske verden, bliver formørket. Under den samme plage i Ægypten blev mørket så tykt, at det kunne føles. (262) Således falder også mørket nu med alle dets ubeskrivelige rædsler over det pavelige frafalds efterfølgere, indtil de ikke vover at røre sig, men tygger sine tunger af pine for sine smerters og sine bylders skyld.

Den sjette engel udgyder sin skål over det symbolske Eufrat, det Tyrkiske Rige, og dets vande (folk), som allerede i mange år er blevet formindsket, borttørret, vil da blive helt borttørret, og vejen vil blive beredt for kongerne fra østen, så de kan drage op til krigen på Guds den almægtiges store dag. Da vil djævelens ånder fra de tre store og falske eller faldne religionssystemer, dragen, dyret og den falske profet - hedenskabet, pavedømmet og den frafaldne protestantisme - gå ud for at samle nationer til den sidste store krig. Og ansporet af sine lidelser og kvaler, resultatet af de forudgående plager, og tilskyndet af disse forførisk ånder drager de op til drabsdalen, de modbilledlige Megiddo.

Den syvende engel udgyder sin skål over hele kloden. Luften bliver forpestet, og hvert levende væsen må indånde de dødbringende dunster. Derefter høres Guds røst, som engang rystede jorden, endnu en gang, og nu ryster den både jorden og himlen. Denne røst kundgøre, at striden er endt. » Det er sket.« Og den majestætiske torden forvolder et jordskælv, hvis lige ikke har været fra den tid, menneskene blev til på jorden. Folkenes stæder falder. Det store Babylon må drikke Guds strenge vredes vin. Hver ø flyer. Bjergene bliver ikke fundet. Og når således hvert skjulested, hvert tilflugtssted, er borte falder en stor hagl, som Gud har forsvaret til trængslen tid, til kampens og krigens dag. (Job 38,22.23), centnertung ned fra himlen på menneskene. De ugudeliges (263) sidste bøn bliver til klipperne og bjergene, og de skal skjule dem for Guds åsyn og for Lammets vrede (Åb 6,14-17); men så fuldstændig er de underlagt syndens magt, at deres råb bliver en bespottelse mod Gud; for haglenes plage er meget stor. Således bliver denne jord, der så længe har sukket under forbandelsen, sønderbrudt under en forstyrrelse, synden har medført, under den sidste dags voldsomme rystelser fuldstændig ødelagt og forbliver således i tusinde år.

Vi beder dig, kære sjæl, som endnu vandrer i synden, nøje at betragte dette billede, og skynde dig, medens nådens tid endnu varer, at søge ly under de vinger, som sikkert vil skjule de retfærdige i trængslens tid og sikre dem evig befrielse tilsidst. Sal 91