3. Kapitel - Kristus som Genløser

Dette er dog ikke alle hans veje. Havde ikke utroskab fået indpas i hans fredfyldte og lykkelige herredømme, da er det muligt, at han på denne måde alene - som Skaber, Opholder og Hersker - ville have åbenbaret sin herlighed. Man da verden blev styrtet i synd og dog lå indenfor nådens rækkevidde, åbnede der sig en ny skueplads for udfoldelsen af de egenskaber, som indtil da havde slumret i Guddommens barm. Den holdning, Gud iagttog overfor de af sine skabninger, som var fanget i syndens snarer, blev et vidunder for de himmelske hærskarer; og den stilling, Kristus indtog live overfor en tabt verden, overgik alle de andre åbenbarelser af Guddommens væsen, som universet hidtil havde været vidne til. Guddommelig kærlighed og miskundhed, retfærdighed og sandhed udfoldede sig her i en så skøn forening og i en så omfattende udstrækning, at det til evig tid vil vække både skyldfrie engles og genløste menneskers forbavselse og undren.

De før anførte ord af Johannes løfter sløret for genløsningens forunderlige hemmelighed: »Se det Guds Lam, som bærer verdens synd!« Lammet står som symbol på et offer; og ved at give Kristus dette navn tilkendegiver Johannes måden, hvorpå den gerning at borttage verdens synd skulle udføres. Intet uden et offerlam kunne gøre fyldest - ikke noget jordisk lam; for der står skrevet, at blod af okser og bukke ikke kunne borttage synd; (20) Men det måtte være netop det, som Johannes udpeger det Guds Lam. Intet andet end så dyrebart et offer kunne svare til hensigten. Intet, der var skabt, ville due. Det måtte være en, i hvem selve guddommen boede.

Da Johannes udtalte hine ord i Jødernes påhør, havde dette folk i femten hundrede år daglig haft foran sig et levende billede på offer for synd. I deres hellige, højtidelige offertejeneste var offerlammet blod blevet udgydt på deres altre, og røgen af ofrene var opsteget som en Gud behagelig røgelse mod himlen - behagelig, fordi den var et bevis på anger fra menneskets side. Udgydelsen af blod, tegnet på et forspildt liv, var nødvendigt, for at det kunne blive et virkeligt offer for synd; for apostlen siger udtrykkelig, at »uden blods udgydelse sker ikke forladelse«. Heb 9,22. Forladelse (egtl. tilbagekaldelsen) betegner bortfjernelse af synd; og et blik på det virkelige forhold vil overbevise os om rigtigheden af denne fremstilling, og hvorfor det er nødvendigt, at der skal blod til for at forsone for synd.

Universets Gud er ikke forvirringens Gud. Der hersker orden overalt i hele hans riges område; men orden opretholdes ved lov; og en lov må, om den skal glæde som lov, pålægge straf. Straffen for synden var døden. »Synden er lovens overtrædelse.« 1Joh 3,4 »Den sjæl, som synder, den skal dø.« Ez 18,20 Dette var den uigenkaldelige dom, der udtales over dem, der viste ulydighed mod Guds retfærdige og hellige lov. Ingen, der fordomsfrit betragter sagen, kan have noget af udsætte på denne dom. Når det gælder en, der modtager livets herlige gave ufortjent og dog ringeagter den sammen med alle de privilegier, livet skænker ham, og trodser Gud og (21) rejser sig til strid mod hans vilje og veje, så kunne Gud visselig ikke andet end betragte hans liv som forspildt og fratage ham den dyrebare gave, han satte så lille pris på. Derfor er det gamle testamentes straffedom: »Den sjæl, som synder, den skal dø,« gentaget i det nye: syndens løn er døden.« Rom 6,23

Det er altså livet, loven kræver af enhver overtræder. Men hvad har det at gøre med den erklæring, at »uden blodsudgydelse sker ikke forladelse«? Forklaringen herpå findes i tredje Mosebog. Blodet er livet. I 3Mos 17,14: »Thi om alt køds sjæl [eng. liv] gælder det, at dets blod er dets sjæl; derfor har jeg sagt til israelitterne: I må ikke nyde blodet af noget som helst kød, thi alt køds sjæl [liv] er dets blod.« I vers 11 læser vi videre: »Thi kødets sjæl [liv] er blodet, og jeg har givet eder det til brug på alteret til at skaffe eders sjæle soning; thi det er blodet, som skaffer soning, fordi det er sjælen.« Frembærelsen af blodet var således et bevis på, at livet var taget for at møde lovens krav, og at dens krav, nemlig, at »den sjæl, som synder, den skal dø«, derved var blevet stillet. Men dersom synderen selv skulle måde dette krav, dersom blodet, der skulle gøre forligelse, var hans eget blod, hvad ville der da blive af hans liv? Hans synd ville vel blive bortskaffet, men han ville selv omkomme i ødelæggelsen; han måtte forgå i sine overtrædelser.

Da menneskene således havde styrtet sig ned i denne hjælpeløse og håbløse tilstand som følge af ulydighed mod befalingen om ikke at æde af kundskabens træ (et forbud, der berørte ethvert princip i Guds lov), da var det, at Frelseren fremtrådte for at yde dem hjælp. Kristus alene kunne, som hævet over loven, udføre denne gerning. Hvert (22) eneste skabt væsen var loven underkastet og kunne derfor kun måde dens krav for sig selv. Loven kræver fuldkommen lydighed og intet væsen, som var loven underkastet, kunne yde mere end det. Men af Kristus, hvis selve natur stemte med lovens krav, havde loven intet at kræve. Han kunne derfor betale en gæld for andre. Han kunne som Skaber møde lovens fordringer på hvilken som helst af sine skabningers vegne. Og som vi har set, er han alles Skaber og kunne derfor møde lovens krav for alle.

Dette ville ikke udsætte hans rige for nogen fare; for hans regerings retskaffenhed ville blive opretholdt, hans egen ære ville forblive uplettet, og lovens højhed ville blive vedligeholdt. Kristus kunne således fremstille for loven et fejlfrit liv, som kunne møde alle dens krav - et liv af større værd end alle skabte væsener tilsammen; og synderen kunne, derved at han fik lov til at påberåbe sig det offer, der var tilvejebragt for udslettelsen af hans synder, og det blod - Kristi blod - ved hvilket der var sonet for lovens krav, som om det var hans eget, således sikre sig bortskaffelsen af sin synd og samtidig leve. Denne frikendelse af synderen var ikke at betragte som en indrømmelse til synden selv; for den skrækkelige straf, der krævedes, var et vidnesbyrd om dens frygtelige natur, og at den ikke var at anse som en ubetydelighed, man kunne se bort fra. Denne ordning om tilgivelse kunne ikke tages til indtægt for, at synderen kunne vedblive i sin synd; for kun på den betingelse kunne genløsningens goder sikres og fordelen ved den tilbudte nåde opnås, at der i det angerfulde hjerte virkedes en afsky for synden og i hans liv en afståelse for dens gerninger.

Kristus blev ikke ofret af hævnlyst fra Guds side eller (23) som et udslag af en vrede, han ikke kunne stille på nogen anden måde; nej, det var en »uudsigelig gave«, Gud i sin kærlighed skænkede verden i Kristus. Kristus vidende herom selv for Nikodemus: »Thi, således elskede Gud verden, at han gav sin Søn, den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.« Joh 3,16 Det var ingen vilkårlig udøvelse af uret og grumhed mod en uskyldig, for at den endnu genstridige og ubodfærdige synder på uretfærdig vis kunne undfly de lovlige følger af sine gerninger; thi offeret var frivilligt fra Kristi side. Faderen blot indvilgede i hans forslag om at ofre sig, han dømte ham ikke dertil. Kristus gav sig selv for os. Heb 7,27. Af egen fri vilje gik han, den uskyldige, ind på at tage den skyldiges plads og betale det, som loven krævede for syndens udslettelse, for at den skyldige ved at træde i forening med ham kunne anses som uskyldig. »Hans sjæl bragte skyldofferet.« Es 53,10 Han »ofrede sig selv som et ulasteligt offer for Gud«. Heb 9,14 Han, som var uden synd, blev til synd, for at vi, som havde synd, kunne blive uden synd. Denne herlige sandhed er i skriften fremsat i følgende betryggende ord: »Thi den, som ikke vidste af synd, har han gjort til synd for os, for at vi skal i ham være retfærdige for Gud.« 2Kor 5,21

Det ville i sandhed have været et vidunderligt skue, om Kristus var kommet herned for at udføre denne gerning i sin egen ophøjede natur og stilling; men en guddommens repræsentant i mangt og herlighed; men da ville menneskene have frygtet for at nærme sig ham. De ville have veget tilbage i fordærvelse og ærefrygt. De ville have smægtet for hans overvældende herlighed. Modsætningen mellem ham og dem ville have været for pinlig. De (24) ville have betragtet ham som en, der stod langt borte, og havde set et svælg mellem ham og dem så stort, at det ville trodse alle deres forsøg på at overstige det. Hans eksempel ville have forekommet dem alt for højt til, at de kunne efterfølge det. Kristus fandt det derfor ikke tjenligt at komme på den måde. Han måtte komme mennesket nærmere end det. Han ville ikke alene række sin arm ned, men han ville selv komme ned. Han ville ikke nærme sig mennesket kun som en besøgende fra en anden verden, men som en fra deres eget land og af deres egen slægt. Han ville ikke frelse dem alene som Guds Søn, men som Menneskesønnen.

Det ville have været et stort nedgangs skridt for ham, om han havde påtaget sig engles natur. Men han ville ikke engang det. Nej, han ville stige helt ned og blive mennesker lig. Herom vidner apostlen tydelig nok: »Thi han tager sig dog ikke af engle, men Abrahams afkom tager hans sig af.« Heb 2,16 Det vil sige, ham påtog sig menneskenes natur, for at han kunne »få fat på« dem, som en læsemåde har det. Således fornedrede han sig og påtog sig en tjeners skikkelse, idet han indvilgede i at komme i svage, syndige menneskers lignelse. Fil 2,8 I syndigt køds lignelse Rom 8,3 steg han ned til selve dybden af menneskets faldne tilstand og blev lydig til døden, ja endog korsets vanærede død. Han blev gjort ringere end englene for at lide og dø for os. »Da nu børnene har del i kød og blod, fik også han på lignende måde del deri, for at han ved sin død skulle gøre ham magtesløs, der har dødens vælde, nemlig Djævelen, og udfri alle dem, som af frygt for døden hele deres liv havde levet i trældom.« Heb 2,9.14.15 Han, som var (25) ophøjet, blev fornedret, for at vi kunne blive ophøjet. Han som var rig, blev fattig, for at vi, som er fattige, kunne blive rige. Han, som var udødelig, blev dødelig, for at vi, som er dødelige, kunne blive udødelige. Himlens herlighed ombyttet med jordens mørke! Himlens rigdom opgivet for jordens fattigdom! Selve livskilden ombyttet med gravens kolde muld! Hvorledes kunne livets herre, han, som Faderen havde givet at have livet i sig selv, komme ned klædt i dødelig dragt og lide og dø for menneskeslægten? Hvorledes kunne udødeligheden blive til dødelighed?

Da Kristus forlod himlen for at dø for en fortabt verden, aflagde han også for en tid sin udødelighed. men, hvorledes kunne han lægge denne fra sig? At han gjorde det er sikkert, ellers havde han ikke kunnet dø; men han døde som en hel personlighed, for at guddommeligt væsen, som Guds søn, Ikke blot legemligt, så at ånden, det guddommelige, vedblev at leve; for da have verden kun haft en menneskelig Frelser, et menneskeligt offer for synden; men profeten siger, at »hans sjæl« bragte skyldofferet. Es 53,10 Men hvordan dette kunne ske er et spørgsmål, der ligesom hundrede andre spørgsmål kunne fremføres angående dette guddommelige værk, men som vi med vor menneskelige evne ikke formår at besvare. Denne mageløse begivenheds natur, om ikke måden, hvorpå den foregik, forklarer Paulus delvis i 1Tim 3,16: »Og, som enhver må bekende, stor er den gudfrygtighedens hemmelighed: Gud er åbenbaret i kød, retfærdighed i ånd, set af engle, prædiket blandt hedninger, troet i verden, optaget i herlighed.« »Ordet,« siger Johannes, »blev kød og boede iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den enbårnes af Faderen, fuld af nåde og sandhed.« Joh 1,14