30. Kapitel - Syndebukken

Efter at tjeneste i det allerhelligste var fuldført, stod der endnu en ting tilbage, som præsten måtte gøre, før værket var helt afslukket. Da han ved at frembære blodet af det tilvejebragte offer foran loven i arken havde befriet helligdommen for de synder, for hvilke der ved blodet var gjort forligelse, var disse synder, for såvidt som det angik den tilgivne synder selv, udslettet, men de blev end ikke ved denne handling afskaffet. Da ypperstepræsten havde udført den tjeneste, hvorved de blev fjernet fra helligdommen, bliv det overladt til ham at forføje over dem på en måde, der tydelig var ham anvist. Han kom ud af Helligdommen, og idet han lagde begge sine hænder på den levende buks hoved bekendte han over den »alle Israels børns misgerninger og alle deres overtrædelser i alle deres synder«; og han lagde dem på bukkens hoved. 3Mos 16,21. Heraf fremgår tydelig, at de synder, som blev båret ud af Helligdommen, blev overført til bukken. Derpå blev bukken, bærende disse synder på sig, ved en mand, som dertil stod færdig, sendt ud i ørkenen, hen til et øde, ubeboet sted, hvormed muligens antydes, at bukken der måtte dø; og når den omkom, var også folkets synder, som den bar på sig, udryddet for bestandig.

Denne ceremoni, hvorved folkets synder således blev bortkastet i forbilledet (3Mos 16,20-22), har vi allerede (265) før opholdt os ved. Spørgsmålet bliver nu: hvad er der i Kristi virkelige tjeneste i det sande tabernakel heroventil, som svarer hertil, og hvorledes udføres det?

Det egentlige spørgsmål, som her må afgøres, er: hvem skal vi anse som den modbilledlige syndebuk? Når forbilledlige buk førhen blev ført ud af Israels lejr belæsset med folkets synder for aldrig mere at vende tilbage, hvad var da et forbillede på, som skulle finde sted i denne husholdning? Her er vi atter nødt til delvis at afvige fra de anskuelser, som nogle hylder angående dette emne.

Den tanke er meget almindelig, at syndebukken fremstiller Kristus. Fordi Johannes døberen sagde: »Se det Guds Lam, som bærer verdens synd!« og fordi det siges om syndebukken, at den »skal bære alles deres misgerninger på sig hen til et ødeland« Drager mange uden videre den slutning, at sidstnævnte var et forbillede på førstnævnte.

Men en sådan anskuelse må vi tage afstand fra, og det af følgende grunde:

1. Dersom Kristus ved at bære verdens synd blev et modbillede til syndebukken, måtte han havde været det, dengang han blev korsfæstet; for Peter siger om ham: »han, som selv bar vore synder på sit legeme op på korsets træ.« (1Pet 2,24); dette er den eneste gang og den eneste måde, hvorpå det siges, at han bar vore synder. Men i forbilledet bar ikke bukken bort folkets synder førend efter helligdommens renselse; og derfor kan dette heller ikke finde sted i modbilledet førend efter den modbilledlige helligdoms renselse, hvilken gerning, som vi har set, ikke begyndte før ved enden af de 2300 Dage, i 1844. (266) Dan 8,14; Heb 9,23. Det er derfor umuligt at henlægge denne gerning til tiden for Kristi korsfæstelse, hvilket jo var, endog før Kristus begyndte sin tjeneste i den himmelske helligdom. Kristus kan altså ikke være modbillede til syndebukken.

2. Syndebukken blev, efter at synden var lagt på den, sendt bort af præsten, Den kunne derfor ikke selv være præsten. Men i denne husholdning er Kristus præsten, og han kan derfor ikke være den modbilledlige syndebuk, som sendes bort af præsten. Kristus kan ikke sende sig selv bort. Derfor er den slutning uundgåelig, at syndebukken må vore en, hvem Kristus, efter at han var lagt på ham de synder, som er båret ud af helligdommen, skal sende bort til et øde ubeboet land.

3. Syndebukken blev ført ud af Israels lejr i den øde ørken. Dersom vor Frelser er modbilledet hertil, må han også sendes bort - ikke bare hans legeme, som nogle mener, der tror, at det hentyder til hans død, men ham selv (for bukken blev sendt bort levende) - fra, ikke til sit folk, ikke heller til himlen, for den er ingen ørken, intet ubeboet land. Men i stedet for således at blive sendt bort skal Kristus bo midt iblandt sit folk, Guds sande Israel, for evigt.

4. Syndebukken modtog og beholdt alle Israels børns misgerninger; men når Kristus åbenbares anden gang, er han »uden synd«.

5. Det er umuligt, at to bukke, af hvilke den ene var valgt af Herren og kaldes Herrens, medens den anden ikke kaldes Herrens, men skulle tjene i helt andet øjemed, - det er umuligt, at begge disse kunne betegne en og samme person. Ligeså sikkert som den buk, hvorpå loddet for (267) Herren faldt, og hvis blod blev ført ind i helligdommen, fremstillede Kristus, ligeså sikkert er det, at syndebukken ikke fremstillede ham.

Da vi således har tilstrækkelige beviser for, at Kristus ikke kan være modbilledet til den levitiske syndebuk fremstå det spørgsmål: hvem er da den modbilledelige syndebuk? og kræver sin løsning.

1. Ser vi på ordet selv, har vi deri en klar antydning til, hvem det kan betegne. Almindelig talt anvendes udtrykket »Syndebuk« på en, som har forbrudt sig mod lov og ret; og medens det strider mod alle vore forestillinger om Kristi karakter og herlighed at tænke sig, at udtrykket skulle være anvendeligt på ham, vil det stå slående for enhver, at det er en meget passende betegnelse på den, hvem skriften kalder anklageren, modstanderen, Beelsebub, Belial, dragen, løgnens fader, manddraberen, djævelens øverste, slangen osv.

2. Vi lades heller ikke uden direkte vidnesbyrd i dette stykke. Der står, at bukken skulle tages for Azazel. Se 3Mos 16,8. Om dette vers siger Jenks i sit værk »Comprehensive Commentary«: »Azazel. Se forskellige meninger hos Bokart. Spencer mener efter hebræernes og de kristnes ældste opfattelse, at Azazel er navnet på Djævelen; således også Rosenmüller, til hvem læseren henvises. Syrisk: Azzail, englen (den stærke), som gjorde oprør.« Her peges da åbenbaret på djævlen. Således har man da i to oldsprog en bestemmelse af, hvad der ligger i skriftudtrykket, og til støtte for samme de kristnes ældste opfattelse, at syndebukken er en forbillede på Satan. (268)

3. Charles Beecher siger:

»Hvad der tjener til at bestyrke dette er, at de ældste omskrivninger og oversættelser behandler Azazel som et egennavn. Den Kaldæiske gengivelse og oversættelserne ved Onkelos og Jonathan ville visse lig have oversat det, ifald dette ikke var et egenavn. Septuaginta, de ældste græske gengivelse, oversatte ordet med apopompaios, et ord, der af grækerne anvendes om en ond Guddom der undertiden lod sig stille tilfreds ved ofringer. Endnu en bestyrkelse findes i Enoks bog, hvor navnet Azalzel, øjensynlig en forvrængning af ordet Azazel, tillægges en af de faldne engle, noget der således viser jødernes rådende opfattelse på den tid.

»Endnu et bevis til har man i arabisk, hvor Azazel anvendes som navn på den onde ånd. Foruden disse beviser finder man også en støtte i det jødiske værk Zohar og hos de kabalistiske og rabbinske forfattere. Disse nævner, at der gik det ordsprog blandt Jøderne: »En gave til Sammael på forsoningsdagen.« Derfor føler Moses Gerundinensis sig opfordret til at erklære, at det ikke er noget offer, men at det kun gøres, fordi Gud har befalet sådan.

»Yderligere støtte for ovennævnte anskuelse er det, at samme mening er gået over fra den jødiske Kirke til den ældste kristne. Origienes var den læreeste blandt kirke fædrene, og hans vidnesbyrd er pålideligt i en sag som denne, hvor det angår betydningen af et hebraisk ord. Han siger: »Den, som i septuaginta kaldes apopmomaios og på Hebraisk Azazel, er ingen anden end djævlen.«

»I betragtning altså af de vanskeligheder, der ville følge med nogen anden betydning af ordet, og det mere end tilstrækkelige vidnesbyrd for den hævdede opfattelse forsikrer Hengstenberg med fuld overbevisning, at Azazel ikke kan være noget andet end et andet navn for Satan.«

På side 70 siger Hr. Beecher videre: »Betydningen af dette ord [Azazel] som navneord betragtes sagdes af Spencer, domherre i Ely, år 1677, at være: en mægtig frafalden.« Professor Bush nævnes også på side 72 som autoritet for, at Azazel er en navn på Satan.«

For ikke at gøre Hr. Breecher uret må vi bemærke, at skønt han tror, at Azazel er et navn på Satan, anser (269) han ikke bukken som et symbol på Satan, men betragter den Ceremoni, der blev udført, som havende en eller anden hentydning til Satan. Dette mener han at finde i de navne, der var indskrevet på de lod, ypperstepræsten kastede om de to bukke på forligelsens dag; den ene: La-Jehova, for Azazal, dvs. for Djævlen; og han mener, at ceremonien betegner de angreb, Kristus skulle udsættes for af Satan, efter de ord om kvindens sæd, at slangen skulle knuse kvindens sæds hæl. Men da dette skete ved korsfæstelsen, kan det ikke hentyde til ceremonien med syndebukken, en ceremoni, der ikke udføres, før værket i helligdommen er fuldendt. Og da den buk, hvorpå loddet for Herren faldt, betegnede Kristus, måtte den buk, hvorpå loddet for Azazel faldt, betegne Azazel eller Satan selv.

En anden grund, hvorfor syndebukken må betegnes som et forbillede på Satan, har man i den særdeles slående måde, hvorpå syndebukkens bortsendelse i ørknen stemmer overens med, hvad der skal ske i forbindelse med den himmelske helligdoms renselse, forsåvidt dette åbenbares for os i sandhedens skrifter.

I forbilledet har vi således følgende handlinger. 1) Overtræderens synd bliver lagt på offeret. 2) Denne synd bæres af præsten i og gennem offerets blod ind i helligdommen. 3) På forligelsens dag bortfjerner ypperstepræsten med blodet af det syndoffer, der blev ofret for folket, alle disse synder fra helligdommen og lægger dem på syndebukkens hoved. 4) Bukken bliver så sendt bort til et øde og ubeboet land.

Svarende til disse handlinger i forbilledet har vi i modbilledet følgende: 1) Det store offer blevet frembåret (270) på Golgata for hele verden. 2) Alle deres synder, som tilegner sig Kristi blods fortjeneste ved troen på ham, fremstilles i og gennem dette blod, hvormed han gik ind i helligdommen deroppe (Heb 9,12), og derigennem overføres de til denne helligdom. 3) Når Kristus, som er en tjener i det sande tabernakel, har fuldendt sin tjeneste og ved sin forsoning har taget sit folks synder ud af helligdommen, vil han lægge dem på hoved til syndens ophavsmand, den modbilledlige syndebuk, djævelen. 4) Djævelen vil da blive ført, bærende disse synder på sig, til et øde, ubeboet land.

Og vi mener, at vi finder en beskrivelse af denne sidste begivenhed i følgende tydelige ord i Åb 20,1-3: »Og jeg så en engel komme ned fra Himmelen med nøglen til afgrunden og en stor lænke i sin hånd. Og han greb dragen, den gamle slange, det er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusinde år og kastede ham i afgrunden og lukkede den over ham og satte segl for, så han ikke mere kunne forføre folkeslagene, før de tusinde år var omme.«

Dette er netop, hvad vi kunne vente skulle ske med Satan, under netop den forudsætning, at han er modbilledet til den tidligere Azazel. Betragter vi ham som dette modbillede, ser vi os om efter en handling, der vil svare til bortsendelsen af den gamle husholdnings syndebuk tilligemed de synder, der blev lagt på den, til et øde og ubeboet land.

Og når vi så når ned til det tidspunkt lige efter den himmelske helligdoms renselse, da syndebukken i modbilledet efter tjenestens rette orden skulle sendes bort, se da farer en engel ned af himlen, griber Satan, binder ham og kaster ham i afgrunden for tusinde år. Og når vi ser dette, må vi uvilkårlig udbryde: Her har vi bortsendelsen af den modbilledlige syndebuk.

(271) Således betragtet før vi en klar opfattelse af det forhold, de scene, der beskrives i Åb 20,1-3, står til andre begivenheder, og hvorfor dette måtte indtræffe. Ellers kommer den pludselig og uventet; og hvem kan vide, hvorfor der gøres netop således med Djævlen ved den tid og ikke noget andet?

Denne scene indtræffer netop på rette tid til at svare til modbilledet; for det er lige efter at Kristus har fuldendt til tjeneste som præst. Vi ser desuden, at det rette middel anvendes. I gammel tid blev syndebukken ført bort, ikke af ypperstepræsten, men af en anden person. Således også her: det er ikke Kristus, vor store Ypperstepræst, som kaster Satan ned i afgrunden, men en engel, hvilket svarer udmærket til forbilledet. Og tillige ser vi, at han bliver kastet på rette sted. Førhen blev bukken ført bort i en øde ørken, et ubeboet land, og Djævlen bliver kastet i afgrunden, svarende udmærket hertil, som vi skal se.

Det græske ord abyssos betyder et dybt svælg eller en afgrund. Det syndes at benyttes som betegnelse på hvilket som helst sted, hvor der er mørke, tomhed og død. Således anvendes det i Åb 9,1.2 på de øde strækninger i den arabiske ørken og i Rom 10,7 på graven. I 1Mos 1,2 betegner det afgrunden; som der står: »Og der var mørke over afgrunden;« og hernede menes hele jorden i dens oprindelige kaotiske tilstand. Og vi har grund til at tro, at det betyder netop det samme i Åb. 20,3, når den bliver et trist og mørkt fængsel for Satan. Lad os betænke, at på dette tidspunkt er jorden et stort dødningehus, et sted for død og ødelæggelse. Guds røst har rystet den i dens grundvolde. Åb 16,17.18. Hvert bjerg og hver ø er flyttet fra sit sted. Åb 6,14 (272) Det store jordskælv har jævnet menneskenes mægtigste værker med jorden. Heb 12,26.27. De syv plager har efterladt ødelæggelse og ruin overalt i sit spor. Åb 16. Den brændende glans ved menneskets søns komme har bidraget til at gøre ødelæggelsen fuldstændig. 2Tess 1,7.8. De ugudelige er slået ihjel, og deres rådnende kød og blegnende ben ligger ubegravet, spredt og ubegrædt fra jordens ene ende til den anden. Jer 25,32.33. Således er jorden blevet øde og tom, og deres skikkelse forvendt. Es 24,1. Således føres den atter tilbage i sin oprindelige kaotiske tilstand; for profeten Jeremias siger, idet han beskriver de sidste dages hændelser: »Jeg så på Jorden, og se, den var øde og tom, på Himlen, dens Lys var borte.« Og hvilket bedre udtryk kunne vel anvendes på jorden i dens kaotiske tilstand i de tusinde år end udtrykket »afgrunden«, som også anvendtes på den i begyndelsen?

Her har vi da den øde ørken, det ubeboede land, hvortil den store modbilledlige syndebuk er henvist. Og hvilken mere passende gengældelse kunne ramme ophavsmanden til al vor synd og ve, end han gennem disse tusinde år skulle blive henvist til at opholde sig midt iblandt den ødelæggelse, han direkte og indirekte selv har forvoldt, og være ude af stand til at flygte fra sit smertens fængsel eller i mindste måde at kunne råde bod på sin sørgelige skæbne.

Men nu kunne der spørges, om ikke Paulus ved det ord, at Kristus blev »åbenbaret for at afskaffe synden ved sit offer« (Heb 9,29), bevidner, at han afskaffede den på korset. Hertil svares, at dette kun kan forståes således, at et offer blev tilvejebragt, hvorved synden kunne (273) afskaffes; for synden kan ikke afskaffes på forhånd, det vil sige, før den er begået, og der er millioner af mennesker af dem, der bliver frelst, som ikke var født, da Kristus led og døde på korset.

Men hvad der synes for nogle som en endnu kraftigere indvending mod den her hævdede anskuelse, at Satan er modbilledet til syndebukken, er det udtryk, der anvendes på denne buk i 3Mos 16,10: »Men den buk, der ved loddet tilfalder Azazel, skal fremstilles levende for HERRENs Åsyn, for at man kan fuldbyrde soningen over den og sende den ud i Ørkenen til Azazel.« Hvorledes, spørges der, kan syndebukken være et forbillede på Satan, når en forligelse skulle gøres ved den? Kan forligelse ske ved Satan, og har han nogen del i dette værk? Bestemt ikke; og en omhyggelig læsning af skriftstedet vil vise at dette heller ikke er meningen. Der står ikke, at bukken skulle stilles levende frem for Herrens åsyn, for at den skulle gøre forligelse for folkets synder, eller at den skulle hjælpe til med at gøre forligelse. Men bukke skulle »skal fremstilles levende for HERRENs Åsyn,« - ved hvem? Ved præsten. »For at man kan fuldbyrde soningen over den.« Hvem skal gøre soningen? Præsten, ingen anden. Men idet præsten gør soning, har han noget at gøre med bukken, og det er at lægge på den hele folkets syndebyrde og sende den bort til den øde ørken.

Således har Satan som modbillede til syndebukken selv intet at gære med forligelsen. Han har ingen del i dette værk; men vor ypperstepræst har noget at gøre  ved ham for at opnå resultatet af sin gerning, idet han lader ham bære bort de synder, der er båret ud af helligdommen, for at han kan omkomme med dem og både ham og (274) synden således blive udryddet og tilintetgjort. Man vil se, at forligelsen er gjort, og enhvers sag er afgjort, for Satan føres frem på scenen. Alt, hvad der derefter bliver gjort med ham, er, at han bliver styrtet i afgrunden for tusinde år; og når dommen over de ugudelige er fuldendt, det vil sige, når deres skæbne er afgjort, da vil han blive tilintetgjort tilligemed de synder, som han bærer på sig, sammen med de ugudelige med de synder, de bærer på sig, og således bliver den store strid for evig endt. Hvad derfor Satans forhold til forligelsen angår, eksisterer der ingen indvending mod den anskuelse, som hævdes i denne bog.

Medens Satan tilbringer de tusinde år på denne øde jord, bundet, det vil sige bundet af omstændighederne og hindret i at udføre sit onde værk, og de retfærdige er i himlen, og de ugudelige ligger i sine grave, og således alle er utilgængelige for ham, holder de hellige dom i himlen sammen med Kristus (1Kor 6,2; Åb 20,4), det vil sige, bestemmer den straf, der tilkommer enhver enkelt af de ugudelige, og som skal fuldbyrdes på dem ved enden af de tusinde år.

Når dette domsværk er fuldendt, og de tusinde år er til ende, opstår de ugudelige, Satan løses, for nu har han noget at gøre, og han går ud for at forføre den store mængde af de ugudelige, som er ført frem af sine grave. Når han har samlet dem rundt om den hellige stad, det nye Jerusalem, som er steget ned af himlen, falder ild ned fra Gud og fortærer dem, både rod og grene, Satan og alle hans tilhængere. Da før enhver af de ugudelige sin fortjeneste straf, medens Satan må lide for alle de retfærdiges synder, som ved begyndelsen af de tusinde år blev lagt på ham som modbilledlige syndebuk.