31. Kapitel - Syndens ophør

Den del af emnet, der her skal drøftes,. er af overmåde stor intteresse. Det suk, der opstiger fra den angrende synder, som søger efter frelse, er: »Hvem skal fri mig fra dette Dødens legeme?« Og den nyomvendte sjæls første fryd er: »Så er der nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus.« Det at blive befriet fra syndebyrden og måden, hvorpå det sker, er noget, der griber den vaklende synders hjerte, som intet andet kan.

Og det er næppe med mindre interesse, vi betragter hvordan synden endelig skal afskaffes og udryddes for stedse. Vi har nu fulgt den under den proces, hvorved beskrivelse og frelse udvirkes for mennesket, fra synderen til offeret, fra offeret til helligdommen, fra helligdommen til syndebukken, som i modbilledet er Satan, og vi kommer til den uundgåelige slutning, at Synden, hvis ophavsmand han er, vil ophøre med ham, når han bliver tilintetgjort.

Der opstår undertiden et spørgsmål her med hensyn til Satans afstraffelse. Dersom Satan straffes for de retfærdiges synder, bliver der da ikke udmålt straf for disse synder to gange, spørges der, først idet Kristus led og døde for vore synder, og dernæst, idet de tilsidst lægges på Satan? Svaret er, at synden bliver ikke straffet to gange for de retfærdiges vedkommende mere en for de ugudeliges vedkommende. Kristus led for alle, ligeså meget for dem, der tilsidst går fortabt, som (276) for dem, der bliver frelst. Men de, som går fortabt vil tilsidst blive straffet for sine egne synder.

Vanskeligheden ligger i en misforståelse af Kristi gerning som vor stedfortræder. Den tanke synes at være almindelig, at Kristus udstod straffen, det er, den legemlige lidelse for alle de frelstes synder, den straf, de selv måtte have udstået, hvis de var gået fortabt. Dette stiller dem, der tror på evig pine, overfor et uløseligt problem, og det fører til den mest yderliggående kalvinisme. Sandheden synes at være den, at Kristus stod for loven som et uskyldigt offer for på vore vegne at møde kendelsen: »Den sjæl, som synder, den skal dø.« Han ofrede sig frivillig, og der var derfor intet uretfærdigt deri, Og han stod i en så ophøjet stilling, at Gud kunne vedkende sig offeret, og dette var af så stort værd, at loven rettelig kunne frafalde sine krav. på alle dem, der ville antage det, selv om så hele verden skulle gøre det; for han var verdens og alle tings Skaber. Kol 1,16. Men vi har af forbilledet set, at omend den bodfærdige fik forladelse for sine synder, blev disse dog ikke derved udslettet, men kun overført til en anden, som tog syndernes plads. Tilgivelsen var betinget, ikke absolut; det vil sige, hvad synderen angik, fik han tilgivelse for sin synd, hvad synderen angik, fik han tilgivelse for sin synd, men synden selv ansås fremdeles som eksisterende og måtte forføjes over på anden måde. Kristus har gjort for os i virkeligheden, hvad de gamle ofringer gjorde for synderen billedligt, det er, han har fundet udvej, hvorved synden med al dens skyld kan blive borttaget fra os og overført til en anden. Således kan vi blive frelst; men synden vil få straf som forskyldt ad anden vej.

Lad os nu betragte, på hvem denne straf, som synderen (277) befries for, ganske naturlig måde falde på. Synden havde ikke sin oprindelse hos menneske. De var ikke urkilden til det onde, men blev forført til det onde, men blev forført og vildledt af en anden ved hans bedrag. Og vi må forstå, at dette er en omstændighed, hvorved menneskenes moralske standpunkt overfor Gud bliver et andet end Satans og hans engles. Hos Satan havde synden sin oprindelse; og for et oprør så helt uden grund kunne der ikke findes tilgivelse. Det ville være utrygt at tage sig den til nåde, hos hvem en sådan handling havde sit udspring. Men hos menneskene var synden et onde, som en anden havde ført dem ind i; og heraf kom det, at deres uret kunne blive tilgivet og en udvej fundet, hvorved de kunne genindsættes i sit rette forhold til Gud.

Syndens praksis kan derfor fremstilles under billedet af et kompagniskab i en forretning. Satan er den ældre kompagnon og synderen den yngre. Sidstnævnte, der har ladet sig lokke ind i denne stilling, har på visse vilkår tilladelse til at forlade kompagniet og træde ud af firmaets tjeneste med alle dets forpligtelser. På hvem vil da disse forpligtelser falde? Selvfølgelig på det genværende medlem i firmaet, anstifteren til hele den onde forretning, den ældre kompagnon, Satan. Hvis synderen vælger at blive stående i kompagniskab med Satan i denne ulovlige forretning, kan han det og må da selv tilsidst lide straffen for sine gerninger. Men hvis han ønsker det, står det i hans magt at træde ud af sit forhold til djævelens forretning, forene sig med Kristus og forlade sin forrige stilling hos ham, der er firmaets hoved og oprindelig ansvarlig for det hele.

Og dette er, hvad skriftens lære om syndebukken (278) viser os skal ske. Synderen går fri, og Satan må bære de synder, han har tilskyndet synderen til at begå, og selv stå til ansvar for dem, når opgøret kommer.

Betragter vi Satans værk blandt menneskene i dette lys, fremgår det, at Gud styrede det så, at den onde, da han forførte menneskene til at synde, drev et spil, der vil kommer ham dyrt af stå, et spil, der vil bringe ham ulykke og tab. Det ville have været langt bedre for ham, om han aldrig havde påført menneskene nogen synd. Men efter at han først har begyndt sit værk, ser vi, at han for sin egen skyld på det kraftigste drives til at binde menneskene fast i syndens lænker til det sidste; for i så fald må de lide den straf for sine egne synder, som han ellers måtte lide. Og for hver sjæl, som undslipper og søger frelse gennem Kristus, øges den tunge syndebyrde, som Satan må bære.

Og det må forekommer enhver ret og billigt, at dette skulle ske. Synderen er blevet forført til at synde, men han angrer sin synd. Men bagom står der en, som er ophavsmanden til det hele, en, som tilskynder synderen til at bedrive det onde; og når overtræderen vækkes til bevidsthed om sin tilstand, ser sine synders afskyelighed, ønsker at vende om til Gud og afstå fra sine synder, hvad kunne de være mere passende, end at disse synder skulle falde tilbage på den, i hvis hjerte syndens spire først slog rod, og som har næret og været om enhver giftig plante, der voksede på fra den ondes rod? Heri må enhvert rettænkende væsen kunne se og forstå, at Gud er retfærdig, og at Satan kun får straf som forskyldt.

Når den syndebyrde, som de retfærdige er befriet for, er lagt på Satan, og han er bundet til denne øde jord, (279) bliver han der forvaret til dommens og fordærvelsens dag. Endelig er de tusinde år til ende, og djævelen og hans engle kastes i ildsøen, som er beredt for dem; og alle de ugudelige, der har holdt sig til dem, lider samme skæbene. Da før enhver synd, der nogen sinde er begået, sin tilbørlige straf, og med Satan og de onde engle og alle de ugudelige udryddes ondskaben af verdensaltet for stedse.

Da er det overordentlig vigtige tidspunkt nået, da en af de mest opmuntrende profetier i hele bibelen før sin opfyldelse. For da, men ikke før, skal den lovsang opstige til Gud, som Johannes på øen Patmos har givet og i følgende inspirerende ord: »Og enhver skabning i Himmelen og på jorden og under jorden og på havet, ja alt, hvad i dem er, hørte jeg sige: »Ham, som sidder på tronen, og Lammet være lov og pris og ære og magt i evighedens evigheder!« Åb 5,13. Ildsøens uslukkelige luer har da fortæret den oprørske skare. Jorden er renset ved den brændende hede. Ingen synder og ingen syndens plet er tilbage. Den nye jord fremstår og bliver en bolig for de retfærdige til evig tid. 2Pet 3,12.13.

Her findes ingen plads for universalismen; for alle de ugudelige er tilintetgjort; og intet evigt brændende helvede vil kaste en skygge over den nye jords ynde og skønhed, ingen kvalfulde jammerråb vil opstige fra lidende skabninger og bringe disharmoni ind i frydesangen; for de, der til sidst findes værdige til at indgå til livet, er alle i harmoni med Guds vilje og fyldt med guddommelig glæde og fryd.