32. Kapitel - Slutning

(280) Før vi slutter, kunne det være gavnligt at tage tilbageblik over i det mindste enkelte dele af det her behandlede emne. Megen opmærksomhed er givet helligdommen, fordi den er det sted, hvor Kristus udfører sin tjeneste som midler, og når vi betragter Jesus, kommer vi uvilkårlig til at rette vort blik derhen. Der ser vi »Jesus i helligdommen«. Fejlen ved mange, som vil se hen til Jesus, er, at deres blik er tilsløret, og de før ikke øje på ham. De ser ikke hen til det sted, hvor han tjener, heller ikke har de blikket rettet på den tjeneste, han udfører, eller måden, hvorpå den udføres, heller ikke ser de skønheden ved hans præstedømme, således som det fremstilles i forbilledet, og de forstår ikke tidsfølgen i hans tjeneste, der fører os til så overraskende og vigtige slutninger. Hvilket klart og overskueligt blik på disse vigtige ting ville de ikke få, om de blev betragtet i lyset af helligdommen. Nogle få spørgsmål og svar kunne derfor måske tjene til at fæstne denne del af emnet i enkeltes sind.

På spørgsmålet: »Helligdommen - hvad er den?« har vi fundet et tydeligt svar. Den er ikke jorden, ikke Palæstina, ikke menigheden; men efter hvad skriften åbenbarer for os, er den først den bolig, som Herren beredte sig blandt menneskene i tabernaklet i ørkenen og siden i templet i Jerusalem, og for det andet er den Guds tempel i himlen, hans bolig i det høje, hvor Kristus træder frem for os. (281) Dette var ikke åbenbaret, så længe det første tabernakel endnu bestod. Heb 9,8.

På spørgsmålet: Hvilken tid gælder den?« har vi fået svar. For os gælder den vor tid. Fra Moses’ dage af, 1500 år før Kristus, bliver den genstand for en stadig stigende interesse; og når vi når ned til vor egen slægt og betragter det værk, der er knyttet til den nu, og som er nær sin afslutning, bliver det end mere på grund af den vigtige afgørelse, der her finde sted, af allerstørste vigtighed, at vi gør den til genstand for alvorlige betragtninger.

På spørgsmålet: »Hvor er den?« er svaret ligeså tydeligt. I den forbilledlige husholdningstid var den her på jorden. I den nuværende modbilledlige husholdnings tid er den i himlen.

Hvad tjener den til? Den er det midtpunkt, hvorom al sand tilbedelse drejer sig. Hvorfor? Fordi den er Guds bolig; der har han i det allerhelligste nedlagt en afskrift at sin vilje, de ti bud over nådestolen, arkens låg, er forløsningens sæde, hvor »Miskundhed og trofasthed møder hinanden, retfærdighed og fred kysser hinanden«. Sal 85,11. Der ligger loven, som viser os vore overtrædelser, og der frembæres det blod, som stiller lovens krav og, hvad synderens eget regnskab angår, udsletter synden.

Hvilket forhold står den i til loven? Den stadfæster lovens evige vedvaren og uforanderlighed. Den viser os, at loven er nøje forbundet med evangeliet; for den hviler under nådestolen, hvor nåde er beredt for den skyldige ved evangeliet. Den åbenbarer loven som grundvolden for Guds trone, som selve grundprincippet i hans regering; (282) for ovenover den mellem Keruberne sås Guds herligheds sky.

Hvilke er dens forbindelser, og hvor omfattende er de? I de foregående kapitler af denne bog er dette spørgsmål delvis besvaret. Den står i forbindelse med alt vedrørende frelsens plan; den har at gøre med ethvert individ, der tilegner sig den gennem Kristi genløsning tilvejebragte fortjeneste.

Hvilken plads har den fået i Guds åbenbarede ord? En meget fremskudt plads. Ordet »helligdommen« nævnes over 140 gange, ikke alene tilfældigt, men ofte som det emne, der er selve genstanden for betragtning.

Hvilket forhold står den i til udtydningen af profetierne? Den er meget nøje forbundet dermed. Den viser, at ingen profetisk periode når helt ned til Herrens komme, men kun til det forholdsvise korte værk kaldet »Helligdommens renselse«, som foregår lige før hans komme. Den bevarer os således fra den dårskab at sætte nogen bestemt tid for verdens ende. Den opklarer hemmeligheden ved og forklarer skuffelsen i den forbigående adventbevægelse. Det var på grund af det fejlsyn, at helligdommen var jorden, og at helligdommens renselse var det samme som jordens renselse ved ild ved Herrens åbenbarelse, at man forgæves ventede på Kristi genkomst ved enden af de 2300 dage, i 1844. Profeten sagde kun: »Da skal helligdommen renses,« hvilket nu ses at betegne det afsluttende værk, som vor ypperstepræst udfører i det himmelske tempel. Den forklarer lignelsen om bryllupsklædningen (Matt 22,11-13), viser, hvor det forudgående domsværk har sin plads, som må udføres for Kristi genkomst, og hvordan kendelse, der for evigt afgører, hvad hvert menneske (283) er og bliver, enten uretfærdig eller retfærdig, uren eller hellig, kan udgå, før Kristus kommer, og når dette sker. Åb 22.11.

Hvorledes er det, at dens tidligere historiske interesserer os, og dens nuværende værk angår os? Dens tidligere historie interesserer og, fordi vi deraf henter oplysning med hensyn til beskaffenheden af det værk, vor Ypperstepræst nu udfører, samt måden, hvorpå det udføres; og dens nuværende værk angår os, fordi vi af profetiens vidnesbyrd vedrørende den lærer mere bestemt end fra nogen anden kilde, at vi nærmer os enden.

Hvorledes er vor velfærd knyttet til den? Vor velfærd er knyttet til den, fordi den har at gøre med det, hvortil vi sætter vort eneste håb om frelse. Deri findes det eneste middel, der kan rense vore hjerter for synd, og den eneste Talsmand, der kan tale vor sag. Tilegner vi os hans midlergerning på den tilbudte betingelse, frit og af nåde, da vil det gå os vel; men forkaster vi den, taber vi alt. Retten er nu sat. Snart vil værket være afsluttet og vor evige skæbne afgjort.

Disse er de krav, helligdommen nu har på vor opmærksomhed, de stærkeste og mest indtrængende krav, som nogen side kan pålægges tænkende mennesker.

Gennem hele dens historie findes epoker af stor interesse. Det var en tid af stor interesse, da tabernaklet først blev oprejst her på jorden, og et ydre symbol på frelsens plan blev fremstillet for menneskene.

Det var en tid af stor interesse, da tabernaklet veg pladsen for den større og herligere tempelbygning, og da der i forbindelse med indvielsen af dette tempel holdtes (284) den mest imponerende gudstjeneste, verden nogen gange har været vidne til.

Det var i en tid af stor interesse, da den forbilledlige husholdning endte, og tjenesten blev overført fra den jordiske til den himmelske helligdom. Herefter kommer vi direkte til Jesus, det nye testamentes midler, og vender vor opmærksomhed mod det Jerusalem her oven til. Heb 12,22-24.

En tid af endnu større interesse for os oprandt, da de 2300 dage endte i 1844, og tiden for helligdommens renselse indtraf, da tjeneste overflyttedes fra det hellig til det allerhelligste. Da blev Guds tempel opladt i himlen. Da fandt den scene sted, som omtales i Dan 7,9.10.13.14. Da begyndte den syvende engle at basunere. Åb 10,7. Da blev Guds pagts ark ved troens blik set i det himmelske tempel. Åb 11,19. Da blev det set, hvilken plads Guds lov, der er evig og uforanderlig, skulle indtage. Da opdragedes forbindelsen mellem dette emne og den levende Guds segl, beseglingen, det sidste nådes budskab afslutningen på den store adventbevægelse i denne slægt. Da begyndte Guds hemmelighed at fuldkommes, forligelsen at fuldbringes og helligdommen at renses. Da oprandt den forudsagte dommens time, og menigheden begyndte at iværksætte den store sabbatsreform. Med dette emne er alt det, der findes i de tre budskaber i Åb 14,6-12, nøje forbundet. Det er midtpunktet for, hvad der nu benævnes som sandheden for denne tid.

Da sås det, at prøvetiden ikke kunne vare meget længere; for det afsluttende værk i helligodmmen må være kortvarigt. Var det anderledes, ville det ikke svare til forbilledet, og der ville blive disharmoni i Guds plan og (285) værk, hvilket vi ved, der ikke kan være. Og allerede har den gerning med at undersøge de menneskers livsvandel, der kommer ind under dette domsværk, foregået i ca 70 år. Den naturlige orden i dette værk er uden tvivl som følger: Undersøgelsen begynder med de første mennesker på jorden ved verdens skabelse og fortsættes ned igennem de efterfølgende slægter, indtil den når de levende, som sidst må stå sin prøve, hvorpå værket afsluttes. Hvilken slægt har værket mon nået nu? Har det nået til Noas tid? eller til Abrahams? eller til Jobs? eller til Moses’? eller til Daniels? Har det nået til apostlenes og de første kristnes tid? Mon deres sag nu er fremme for den store domstol deroppe? Har undersøgelsen nået til pavedømmets oprettelse, til den mørke tidsalder, da valdenserne og nogle få andre trofaste vinder i ringhed og under forfølgelse fremholdt Guds sandhed og lod lyset skinne? Har det nået til reformationen, til Luthers og Wesleys tid? Vi ved det ikke. Vi ved kun, at medens verden lader sig berolige af råbet om »fred og tryghed« og er optaget af sit vilde jag efter rigdom og fornøjelse, går dommen med sikre men umærkelige skridt fremad ned gennem disse slægter og nærmer sig hurtigt de levende. Da vil vor sag komme frem til afgørelse og vor skæbne for evigt blive beseglet. Hvordan stiller vi os overfor dette værk? Er vi blandt dem, som våger og bereder sig?

Men vi er ikke endda, selv med scener så alvorsfulde og vigtige som disse for øje, færdig med vort emne. Vi går videre og skuer ind i fremtiden og ser, at alle de retfærdiges synder bliver på den modbilledlilge syndebuks hoved, for at de kan bortfjernes for bestandig. Vi ser, at denne syndebuk, Satan, bliver bundet, og at de hellige (286) for evigt er befriet fra hans magt. Dette er en sag af overordentlig interesse for alle de retfærdige. Da skal vi for første gang drikke af udødelighedens bæger. Alle være synder er borttaget. De skal aldrig mere besvære os. Vi kan ikke ihukomme dem; Gud selv siger, at han vil glemme dem. Heb 8,12. De vil falde tilbage på den, der var ophavet til dem. Da har kvindens sæd knust slangens hoved. 1Mos 3,15. Da vil den stærke, Satan, som har holdt Kristi efterfølgere indespærret i gravens fængsel i 6000 år, blive bundet og overvundet af en stærkere, Kristus, som fra tager ham de kostelige skatte. Luk 11,21.22. Da er rajgræsset bundet i knipper for at opbrændes og hveden samlet ind i den himmelske lade. Matt 12.30. Da er vor ypperstepræst kommet ud af helligdommen for at udtale den evige velsignelse over sit ventende folk. Da er vi kommet, ikke alene ved troen som nu, men i gerning og sandhed, til Zions bjerg og til den levende Guds stad, til det himmelske Jerusalem og til englens mange tusinder. Heb 12,22.24 Da skal de forløste, som har vundet sejr over verden, kødet og djævelen hæve sin glade røst og istemme Moses’ og Lammets sang. Åb 15,3 Herlige og længe forventede dag! Må Herren fremskynde den i sin tid.

Endnu en scene genstår: Antændelsen af den evige ild, som er beredt for djævelen og hans engle (Matt 20, 7-11. Dette bliver også de ugudelige menneskers fordærvelses dag. 2Pet 3,7 I denne ild bliver alle ondskabens magter, rod og grene, Satan og hans tilhængere, det være sig mennesker eller engle, udryddet af Guds univers. Mal 4,1 De dybe mærker, som forbandelsen har efterladt sig, (287) bliver udslettet af jorden, de sidste spor af skam og vanære udryddet, og af asken af den gamle jord fremstår der ved Guds skaberord, idet hans siger: »Se, jeg gør alle ting nye,« Nye himle og en ny jord, hvor de forløste skal bo i al evighed. 2Pet 3,13; Åb 21,5 Af Satans oprindelige oprør er der da intet tilbage uden den alvorsfulde lærdom, man har haft af synden med dens skrækkelige følger, og dette vil for evigt tjene til at befæste alle de lykkelige væsener, som da findes i hele det syndfrie univers, i deres troskab mod Gud.

Således ender Guds strid mod synd og syndere med evig sejr tilsidst. Da er Kristi gerning som helligdommens tjener fuldbyrdet. Forløsningsværket er fuldendt. Den oprindelige hensigt med Jorden, at den skulle bebos af hellige væsener, er opnået. Es 45,18. Antallet af de frelste, som skal bebo den, er fuldt, og den nye jord bliver deres bolig i al evighed. Da skal de retfærdige arve det rige, der var beredt for dem, fra verdens grundvold blev lagt. Dette er nogle af de underfulde scener, der oprulles for vort blik, idet I ser hen til Jesus, han, som er solen og sjælen i det alt sammen. Ved at se på Jesus her før vi velsignelse og trøst, hjælp og vejledning på vore pilgrimsvandring; og i hin skønne udødelige verden, det land, der her ofte synes os så langt borte, vil han fremdeles blive det glanspunkt, hvorom alt samler sig; for der skal vi »skue Kongen i hans skønhed.« Es 33,17

Og usigelig lyksalige sammen med Gud og Kristus og de hellige engle og de genløstes glade skarere vil vi gennem evighedernes evighed stadig skue dybere ind i Guds godhed og storhed og love ham, som giver os evigt liv og evig herlighed.