4. Kapitel - Kristi mennesketilblivelse

(26)Således kom Guds Søn til verden, født af en kvinde. Hemmeligheden ved hans forunderlige menneskevorden hører til de undere, englene begærer at skue ind i. 1Pet 1,11,12 Hermed driver tvivleren gæk, og den frække spotter gør sig lystig over forestillingen om Guds Søns mirakuløse undfangelse og fødsel. Dersom sådanne mennesker kunne overvinde tomheden i sit eget sind længe nok til at skænke dette emne en alvorlig og fornuftig tanke, så kunne man rette dem det spørgsmål, at om der skulle lægges en plan til menneskenes genløsning, hvad de da ville foreslå, for at det kunne ske. Om det var nødvendigt, at et guddommeligt væsen skulle komme til verden som menneske og påtage sig menneskenes natur, hvorledes ville de da, at denne forandring skulle foregå? Kunne der findes et medlem af den menneskelige familie, som ikke var født af en kvinde? Kunne et guddommeligt væsen blive menneske blandt mennesker uden at blive født under menneskelige forhold? Og hvad salgs kvinde ville vel blive valgt i dette øjemed? Kunne det blive nogen anden ned en ren og elskelig ung jomfru, en sådan, som skriften siger, at Maria, Jesu moder, var? Lad derfor alle kævlere skamfulde trække sig tilbage for det uundgåelige og for den guddommelige nedladelse, der åbenbares under planens iværksættelse. I stedet for som tvivleren at lede efter et eller andet punkt, der kan gøres til genstand for hån (27) og spot - ligesom ørnen bespejder landskabet, ikke på grund af dets dejlige frugter og blomster, men for at finde et eller andet forådnet ådsel, som den kan mætte sig med - søger en kristen heller at komme i en sådan stemning, at han kan sætte sig ind i englenes sang og den himmelske budbærers forkyndelse, når han siger: »Se, jeg forkynder eder en stor glæde, som skal være for hele folket. Thi eder er i dag en frelser født i Davids by; han er Kristus, Herren!« (Luk 2,10.11) Den tankefulde, angergivne synder, som føler sig nedtrykt af syndebyrden og inderlig længes efter befrielse fra dens mangt, er kun alt for glad over, at en plan blev udtænkt, hvorved et guddommeligt væsen, kaldet »Jesus«, fordi han skulle »frelse sig folk fra deres synder«, kunne komme ham til hjælp, og han er alt for lykkelig herover til at føle sig oplagt til at standse og drive gæk med den måde, hvorpå det behagede Gud at lade det ske.

Ja hvilket gådefuldt problem er ikke denne samme Jesus for en ugudelig verden! Spørgsmålet vedrørende ham har virkelig altid været det samme som Pilatus’: »Hvad skal jeg da gøre med Jesus, som kaldes Kristus?« Man ser på hans liv og finder ingen fejl derved, ingen brist i hans karakter, som det mistænksomme øje kan kigge ind i, ingen plet på hans klædebon, som bagvaskerens tunge kan udstøde, ingen forseelse i ord eller handling, som kan vække spot og dadel. Hvad kan man da gøre med dette pletfrie menneske og samtidig retfærdiggøre sin egen handlemåde, når man forkaster ham? Hvis han var god, hvorfor da ikke søge at ligne ham? Hvis han førte et ædelt og helligt liv, viet til kærligheds- og barmhjertigheds-gerninger, hvorfor da ikke træde i hans fodspor og hjælpe de (28) trængende og være til velsignelse for verden? Menneskene lader hånt om hans jordiske oprindelse, som om det var en fabel eller en forbrydelse, og dog indrømmer de, at han var det bedste menneske, der nogensinde har levet; de glemmer, hvor urimeligt det ville være at antage, at den mest ophøjede karakter, som verden nogen gang har set, kunne have et sådant ophav. De kalder ham et udmærket menneske, uovertruffen i retskaffenhed og ælde dyder, men glemmer, at dersom han ikke var, hvad han gjorde krav på at være, hvilket de ikke vil erkende, da var han en af de frækkeste bedragere, som nogen gang har vildledt menneskeslægten. Ja, hvad skal vi gøre med Jesus, som kaldes Kristus? Hvis han var, hvad han foregav at være, vil ingen være fræk nok til at benægte, at sand visdom og sund fornuft gør krav på, at vi vedkender os ham og efterfølger ham som vor Herre og mester. Og vi kan kun forkaste ham på vor egen risiko. Hvis han derimod ikke var, hvad han bekendte sig til at være, men en fræk forfører og ugudelig bedrager, som påstod, at han kom ned fra himlen, at han var den Højestes Søn, hellig og ubesmittet, vejen, sandheden og livet, det sande vintræ, den gode Hyrde, den eneste vej, ad hvilken man kan komme til Gud, den eneste dør, der fører ind til den himmelske fold, - hvis han under et sådant foregivende alligevel hele tiden kun var et bedraget, syndigt, fejlende menneske, hvorfra fik han da kraft til at leve det liv, han levede, og til at stadfæste sin mission ved de undere, han var i stand til at gøre? Han må have været enten det bedste eller det værste menneske på jorden. Han kunne ikke være begge dele samtidig. Hvis han var det værste menneske, hvorledes kan da det forklares, at han var den ypperste i enhver (29) dyd og enhver egenskab, der forbinder mennesket med Gud? Hvis han var det bedste menneske, hvilket endog hans bitreste fjender er tvunget til at indrømme, hvorfor da betragte ham på en måde, som gør ham til det værste? Hvad skal vi gøre med Jesus, som kaldes Kristus? Dette spørgsmål hører med til den slags, som aldrig kan blive afgjort, før det er afgjort ret; og kun den afgør det ret, som kommer til ham, vedkender sig ham som sin Frelser fra synd og tager hans liv som sit mønster, hans kraft som sin styrke, hans retfærdighed som sin fortjeneste, - tager hans gavnlige åg og lette byrde på sine skuldre og på sit hjerte og således finder hvile for sin sjæl.

Da Kristus påtog sig vor natur, kom han i en stilling, hvor han kunne kalde os brødre. Heb 2,11 Han kan derfor have medlidenhed med være skrøbeligheder; thi han blev prøvet i alle ting i lighed med os, dog uden synd; og idet han således selv blev fristet, ham han komme dem til hjælp, som fristes. Heb 4,14; 2,18 Han kom herned for at gå med os gennem livets skole og vise os vejen. Han kom ned blandt sine lærlinge for i deres nærværelse at løse de vanskeligste opgaver, hvorover de var kommet så håbløst i vildrede. Han færdedes på ethvert sted, vi bliver bedt om at færdes på. Han blev prøvet i alle ting i lighed med os, og i alle ting vandt han sejr for os. Han tog vore sygdomme på sig og bar vore pinsler. Han forringede sig. Han blev foragtet og forkastet af menneskene, fordi de ikke ville fornægte sig kødets attrå, men havde velbehag i uretfærdighed. De så ikke i hans udseende noget, de havde lyst til, fordi de ikke ville følge ham på dydens, renhedens og fredens vej, den vej, han alene kunne godkende. Mørket satte ikke lyset. Hans (30) vej førte ikke til ære, glans eller rigdom, og menneskene vendte sig bort fra ham. »En mand fuld af pine og velkendt med sygdom« er ikke af dem, som verden agter. Han blev plaget, slået, og gjort elendig; men det var for vore overtrædelser og misgerninger, han led, og det er ved hans sår, vi har fået lægedom. Hans sjæl havde møje, og han stod imod indtil blodet, idet han kæmpede mod synden. (Se Es 53; Heb 12,4) Under alle disse erfaringer bør vi »betragte ham« og lære af ham, for at vi ikke skal blive trætte og miste vore sjæle. »Derfor,« siger Paulus, »burde han blive brødre lig i alle ting, for at han skulle blive en varmhjertig og trofast ypperstepræst for Gud til at forsone folkets synder« (Heb 2,17); og den forsikring, vi har i kap. 4,15, er den naturlige følge heraf: »Thi vi har ikke en ypperstepræst, som ej kan have medlidenhed med vore skrøbeligheder, men en sådan, som er prøvet i alle ting i lighed med os, dog uden synd.«

Således har Kristi efterladt os sit liv som et eksempel. Han lærte os at gøre vel, og om vi må lide for det, da at tage det tålmodigt. »Thi,« siger Peter, »dertil blev I kaldet, fordi også Kristus led for jer og efterlod jer et forbillede, for at I skal gå i hans fodspor, han, som ikke gjorde synd, og i hvis mund der ikke blev fundet svig.« (1Pet 2,21-22) Sin karakter og sin stilling som skaber tabte han ikke ved at komme til denne verden for at fuldbringe forløsningens store værk; derfor kan enhver af hans skabninger, som han kom for at genløse, ved troen tilegne sig det synsfrit liv, han levede for os, som sit eget. Dette liv, åbenbaret i vor natur hævder Guds regerings retvished og frikender hans majestæt for enhver urimelige beskyldining om, at han forlangte af (31) menneskene (eller det kunne synes, som om han forlangte af dem) mere, end de kunne gøre, og fordømte dem, fordi de ikke opfyldte de krav, som det var umuligt for dem at opfylde. Dette fremholdes klart af Paulus i Rom 8,3.4: »Thi det, som var umuligt for loven, forud den var magtesløs på grund af kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin egen Søn i syndigt køds skikkelse og for syndens skyld og således fældede dødsdom over synden i kødet, for at lovens krav skulle opfyldes i os.« Himlens majestæt beskyldes for uretfærdighed. Det påstås, at intet menneske kunne holdte loven, som Gud forlangte, ved nogen kraft, det ejede i sig selv, eller som stod til dets rådighed, at det ikke var ret for at forlange af menneskene, at de skulle holde en sådan lov, og at de aldrig burde blive fordømt, fordi de bryder den. Loven var, som apostlen siger, »magtesløs på grund af kødet«, det er, kødet, menneskets kødelige natur, gav slavisk efter for fristelsen og brød loven; men der fandtes ingen kraft i loven til at genløse; derfor, omend loven var givet til liv, det vil sige, til at bevare menneskene på lydighedens vej, som er livets vej, så ejede den dog ingen kraft til at føre dem tilbage, efter at de havde trådt ind på dødens vej; de var, hvad loven angik, dømt til døden. Men Gud sendte sin søn til verden for at vise, at hele fejlen lå hos kødets usle eftergivenhed for synden og ikke i nogen uretfærdighed hos loven. Han kom i syndigt køds lignelse for at gøre det beviselig for alle, der havde nogen del i striden, at det var muligt for mennesket i kødet at holde loven. Han bevise dette ved selv at holde den. Stillet under vor tilværelses forholde og i vor natur udviste han en så fuldkommen lydighed med ethvert princip og enhver forskrift, at endog den Alvidende selv ikke kunne (32) opdage nogen brist deri. Hele hans liv var som en genpart af denne lov i dens åndelige væsen, i dens hellige, retfærdige og gode krav. Derved at hans selv levede i kødet og viste, at det var muligt for menneskene at leve således. Det var en fuldstændig og sejrrig hævdelse at den kendsgerning, at Gud ikke er uretfærdig i sine krav, at han ikke forlangte mere af menneskene, end de kunne gøre, intet mere, end de burde have gjort, og at fordi de ikke gjorde, hvad de kunne og burde gøre, blev de med rette fordømt. Dersom Kristus her som menneske kunne holde loven og til fulde fuldbyrde Faderens vilje, da kunne menneskene også have gjort dette, og derfor står de målbundne foran den trone, der viser sig at være retfærdighedens trone, og overfor den lov, de viser sig at være hellig, retfærdig og god, og overfor Kristi pletfrie liv, som det viser sig at være muligt at leve i en verden som denne og i en stilling betydelig vanskeligere end den, hvori Adam befandt sig, da han så slavisk gav efter for fristelsen.