5. Kapitel - Grundprincipper i striden mellem synd og retfærdighed

(33)Men dette har endnu en dybere betydning. Kristi liv var et bevis, ikke alene for denne verden, men for alle verdener på; at Guds veje er retfærdige og sande. Selve roden til striden findes i Satans oprør mod Guds Søn. Denne løgenes fader beskyldte Guds regering for, at den var grundet på egennytte og undertrykkelse, at Gud og Kristus kun havde sin egen ophøjelse vinding for øje på bekostning af sine skabningers frihed og lykke, og at uretfærdighed og partiskhed i stedet for retfærdighed og sandhed var deres troens grundvold.

Alt dette kommer tilsyne i den fristelse, hvorved vore første forældre blev forført til synd. På den mest indsmigrende måde indskød Satan denne tanke i Evas sind, da han sagde: »I skal ingenlunde dø; men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt!« 1Mos 3,4.5 Det argument, han således i virkeligheden fremstillede for Eva var dette: »Gud og Kristus nægter jer det gode, I burde have. De holder jer borte fra den stilling, I burde indtage. De frygter for, at andre skal opnå at blive ligestillet med dem, og de er bestemt på at forebygge det. De er egennyttige og partiske. Her er et træ, hvis frugt vil løfte jer ud af denne lave, slaviske tilstand. Derfor siger de, at om I æder deraf, skal I dø. Men heri lyver de; thi I skal visselig ikke dø.«

(34) Dette var det samme princip, som Satan forud for denne tid havde næret for sit eget vedkommende, og som var blevet årsag til hans fald. Han fik den besynderlige idé, at han blev holdt i en ringere stilling end den, han var egnet til at indtage. Og ved at nære denne falske forestilling gav han efter for det hovmod, hvorfra den havde sit udspring, og tragtede efter at sidde med den højeste på hans trone. Således vidner profeten, idet han taler om Satan: »Og du, du sagde i dit hjerte: Til himlen vil jeg stige op [eller: i himlen vil jeg blive æret] over Guds stjerner vil jeg rejse men trone, og jeg vil sidde på forsamlings-bjerget i det yderste norden; jeg vil stige op over skyernes toppe, jeg vil gøre mig den højeste lig.« Es 14,13.14 Alt det var ved denne formastelige anmasselse, at det onde kom ind i verdensaltet og blev årsag til Satans fald, bekræftes af Paulus i 1Tim 3,6, hvor han kalder opblæsthed »Djævelens dom«.

Således fremførte Satan for hele universet den beskyldning mod Gud og Kristus, at de herskede for sig selv alene, at de ikke havde nogen omhu for sine skabninger, at de aldrig ville gøre noget til deres bedste, at de ville, at alle andre væsner skulle være dem underlagt, for at de selv kunne drage fordel af deres fornedrelse, og at de var partiske, idet de gav nogle bedre vilkår end andre. Besjælet af sådanne følelser som disse kunne Satan ikke have noget ret begreb om den guddommelige kærlighed, der boede i Faderens og Sønnens bryst. Denne kærlighed var der hele tiden og ventede kun på en anledning til fuldt ud at åbenbare sig. Og den viste sig i al sin rige fylde, da planen til faldne menneskers frelse blev lagt. Dog har der visselig altid været nok af den fremvist, så (35) at det ufordærvede hjerte kunne fatte Guds natur og væsen.

Den måde, hvorpå menneskets oprør blev mødt, må derfor have været en fuldstændig overraskelse for ærkeforføren. At himlen skulle skænke det bedste og største, den ejede, at den som der er blevet sagt, skulle »tømme sit skatkammer« for at tilvejebringe forløsning for menneskene, at Gud skulle give sin egen elskede Søn, at Sønnen skulle indvilge i at sådant offer, ikke nølende og modstræbende, under protest og med uvilje, men af uimodståelig, brændende kærlighed, og længes efter at frelse de fortabte, - det var noget, som Satan aldrig havde drømt om. Med hvilken bestyrtelse må han ikke have set sit forsøg på at ruinere verden, som han fra først af var så vis på skulle lykkes, pludselig blive tilintetgjort på denne uventede måde - tilintetgjort ved denne åbenbarelse af Guds elskelige Søns karakter, ham, som han så ondskabsfuldt havde misrepræsenteret og søgt af skade! Nu vidste alle de syndfrie verdener, hvert eneste trofast væsen i hele universet, hvad himlens regering var. De vidste, hvad der boede i de hellige væseners hjerte, af hvem alle ting er. De vidste, hvilken ånd Satan besjæledes af i sin strid mod dem.

Kristi fremgangsmåde fra den tid, han samtykkede i at træde ud af sin stilling som ligestillet med Gud, hans liv her på jorden i sorg og lidelse og hans død som menneskes stedfortræder modbeviste og til intet gjorde alle de mistydninger og falske beskyldninger, som Satan have fremsat mod Guds regering, til uigenkaldeligt nederlag for den store oprører og hele hans hær. Her så man en åbenbarelse af kærlighed og miskundhed, forbarmelse og medynk, opofrelse og lidelse, langmodighed og tilgivelse, (36) hvori der ikke viste sig den ringeste antydning til egennytte. Det er ikke på grund af noget ønske om selvophøjelse fra Guds og Kristi side, at dette blev gjort. Den eneste hensigt med denne forunderlige handling var menneskenes redning fra undergang og deres evige ophøjelse i herlighed. Satans løgn falder således tilbage på ham selv, og det med de mest skæbnesvangre følger. Menneskenes frelse kan naturligvis ikke andet end bidrage til større herlighed og ære for dem, som kunne udtænke og iværksætte en plan, der på en så vidunderlig måde fremstiller den evige kærligheds væsen; for Guds trone må, omgivet af den frelsende nådes regnbue, stråle med ny glans gennem hele hans herredømmes område. Men hovedhensigten med åbenbarelsen af Guds evige kærlighed i forløsningen herlige værk er at redde menneskene fra døden og skænke dem evigt liv i herlighed i det himmelske rige.

I lyset af disse kendsgerninger kan man lettere forstå det udtryk, der benyttes af Paulus i Kol 1,20, når han siger »Og ved ham at forlige med sig alle ting, det være nu de på jorden eller de i himlene, idet han gjorde fred ved hans korsets blod.« Hvad kan vel menes med de ord: at forlige ting i himlene? Forligelsen af ting på jorden kan let forstås; for herved varer oprøret, og det er blandt de forførte her, at mennesker generhverves og forliges med Gud ved hans nåde. Men ingen sådan tingenes tilstand eksistere i himlen eller, hvad her utvivlsomt hentydes til, de himmelske verdener; og dog synes et forligelse at skulle ske også der.

Satans oprør er selvfølgelig kendt gennem hele det (37) himmelske rige og hans klagemål og de beskyldninger vel forstået. Han havde indflydelse nok til at drage en mangfoldighed af de himmelske hærskarer med sig i sin misnøje. Hvor vidt hans indflydelse kan have skabt sig til andre væsener i andre verdener - ikke for at skabe oprør, men for at vække nysgerrighed eller frembringe en følelse af uvished - ved vi ikke; men noget af den slags ligger vistnok ikke udenfor mulighedens grænser. Men Kristi gerning som menneskenes genløser bortfejer enhver tvivl, fjerner al uvished og tjener til at befæste alle i urokkelig troskab mod Gud, idet de deri ser åbenbarelsen af en kærlighed, der for evigt stempler Satan som den falske anklager, han er. Den forligelse, Kristus har tilvejebragt, bringer således ikke alene mennesket tilbage og bygger bro over oprøret, hernede, men dens indflydelse strækker sig til hele universet for at befæste alle verdener i deres troskab og forebygge al mulig disharmoni med Gud med hensyn til denne store strid i alle kommende tider. I overensstemmelse hermed finder vi, at de forløste priser Gud for, at han har skabt alle ting, og at fordi han ville det, er de og blev de skabt; og dette udbrud af lov og pris fæster sig sluttelig ved Kristi genløsningsværk som det, hvorom alt drejer sig, af hvilket det tydelig fremgår, at hans skabningers højeste gode, åbenbaret i menneskenes genløsning, er Skaberens glæde, og at han ikke vil indskrænke eller afkorte deres rettigheder og privilegier, som Satan så hårdnakket påstår. Åb 4,11; 5,9.12.13

Men hvad der nu egentlig menes eller ikke menes med af forlige de ting, som er i himlene, så kan intet menneske her på jorden komme bort fra det ansvar, der påhviler ham med hensyn til forligelsen af de ting, som er (38) på jorden. Striden her angår hvert eneste medlem af den menneske familie, og alle må indtage sit standpunkt enten på den ene eller den anden side. Ved al den forførende, forblindede, lammende, vildledende og berusende indflydelse, han kan udøver, ved ethvert kunstgreb og anslag, han kan udtænke, ved enhver verdslig tillokkelse, han kan opfinde, ved enhver fordrejelse af fakta og forestillinger, han kan optænke, og de værste og laveste lidenskaber han kan optænde søger djævelen at få menneskene over på sin side til støtte for den påstand, at Guds og Kristi regering er partisk og uretfærdig, og at Gud er tyrannisk, når han pålægger menneskene love, som de ikke kan holde, og ubarmhjertig, når han staffer dem. På den anden side søger Kristus ved fremvisningen af en kærlighed og miskundhed, hvis dybde er uudgrundelig, hvis højde er umålelig, hvis længde og bredde er ufattelig, ved en plan til de fortabtes regning, overfor hvilken de himmelske hærskarer bøjer sig i beundring, ved en fornedrelse af sig selv for at løse mennesket op af dets faldne tilstand, ved synet af hvilken englenes hjerter bæver i undren, ved åbenbarelsen af en usigelig medlidenhed med menneskene i den elendighed, hvori djævelen har styret dem, ved løftet om guddommelige hjælp i al deres hjælpeløshed, idet han skænker syn for blindhed, styrke for svaghed, retfærdighed for synd, liv for død, - ved alt dette, som viser, at hans medlidenhed er uendelig, søger Kristus at fremstille for verden et billede af Guds hjertelag, overfor hvilket Satans listige og falske anslag falder til jorden, og falskheden af hans beskyldninger mod Gud tydelig ses, og ved alt dette søger han at vinde menneskene over på Guds og sandhedens side. Og ethvert menneske må ved sine (39) handlinger vise, på hvilken side det vil stå. Må du, læser, spørge sig selv: Hvor står jeg i denne store strid? På hvilken side gør min indflydelse sig gældende? Viser jeg ved min handlemåde, at Satan har ret og Kristus har uret? Thi alle må vide, at så længe nogen ikke står åbenlyst, helt og fast for Kristus, er han imod ham; da siger han for hele universet, som er vidne dertil, at Satan har ret og Kristus uret. Thi den, som »ikke tror Gud«, siger apostlen, »har gjort ham til en løgner.« 1Joh 5,10

Desuden beder Gud alle mennesker om at lade sig forlige med ham. Forligelsens ord er betroet dem, som er villige til at gå ud og forkynde hans ord. I hver formaning, menneskene fremfører efter hans vilje, i hver anledning, vi har til at læge hans sandhed at kende, hører vi Kristi egen stemme, der beder og om at forlige os med Gud. Hvor rørende lyder ikke apostlenes ord: »Så er vi da sendebud i Kristi sted, ligesom Gud formaner gennem os; vi beder i Kristi sted: Lad eder forlige med Gud! Thi den, som ikke vidste af synd, har han gjort til synd for os, for at vi skal i ham være retfærdige for Gud.« 2 Kor 5,20.21 Og hvorfor skulle vi ikke lade os forlige med Gud? Den, som nægter at gøre dette, burde være i stand til at anføre en eller anden grund, hvorfor han ikke gør det. Hvad er der vel hos Gud, i hans natur, i hans ord, i hans handlemåde med menneskene, og hvad han har til hensigt at gøre med dem i fremtiden, med hvilket vi ikke kan blive forligt? Lever du, læser, uden håb og uden Gud i verden? Skynd dig da at tale din sag. Lad verden høre dine grunde, hvorfor du ikke vil lade dig forlige med Gud.