6. Kapitel - Lærdom af korset

Efter at Kristus helt havde fuldbyrdet Guds vilje i sit syndfrie liv, nærmede han sig som verdens store sonoffer korset. Han var uden synd, men blev gjort til synd for os. »Herren lod vores alles misgerninger ramme ham.« Es 53,6 Han »bar vore synder på sit legeme på træet.« 1Pet 2,24 »Se det Guds Lam, som bærer verdens synd!« Joh 1,29 Og lad os her mærke os, hvilken begivenhed disse skriftsteder sigter til. Det var, da han hang på træet - korset - at han, som Peter siger, bar vore synder på sit legeme. Det var der, han som Guds Lam efter Johannes’ vidnesbyrd bar verdens synd. Men da handlede han i egenskab af et offer og ikke som præst, hvilket er et højest forskellige ting, som vi siden skal se. Som et offerlam gjaldt hans gerning hele verden, alle uden forskel. Det var nødvendigt, at de løsepenge, som blev givet for mennesket, skulle gælde hele verden, så at alle, som ville, kunne få godt af den. Men derved ville dog ikke alle blive frelst uden forskel; det stadfæster ikke læren om hele verdens frelse; for mennesket er begavet med fri vilje, og dets antagelse af Guds gave må være frivillig, ikke tvungen. Og sin villighed til at modtage denne gave må mennesket vise ved at komme til Kristus som vor store ypperstepræst, der altid står færdig til at skænke den fortjeneste, han ved sit liv og sin død har tilvejebragt for os, til alle, som ønsker at modtage den på den anviste (41) måde, men ikke til nogen anden. Sonofferet var således fuldstændigt nok til at dække over alle menneskers skyld; for han, som blev gjort til synd for os, var alles skaber. Offeret var tilstrækkeligt til at udslette alle menneskers synder; for det liv, som således frivillig blev opgivet, opvejede ethvert liv, der havde sit udspring fra ham. Og dog frelser det ingen ved tvang.

Lad os høre nådens fremstilling i følgende samtale med loven: »O lov, vi ved, at ifølge dine krav er alle menneskers liv med rette forspildt; for alle har syndet; og den retfærdige dommers retvise kendelse er, at syndens løn er døden. Dersom menneskene selv skal betale skylden, da må de gå foragt, med vi ønsker af frelse dem. Derfor har den Herre Jesus gjort foranstaltning til at møde de krav, du har på alle overtræderes liv. Det er ikke meningen, at du skal slå noget af på dine krav, men at du skal lade dem falde på en stedfortræder, som indtager synderens plads for alles vedkommende, der vil modtage ham som sådan. Kristus fremstiller sig selv frivillig. Han vil blive offeret på menneskenes vegne; for på ham har du intet krav. For den kærligheds skyld, hvormed han har elsket dem, giver han sit liv og sin død frit til alle, som vil modtage gaven. Han indbyder dem til at forene sig med ham. Han fremstiller sig som en frelser, til hvem alle, der vil kan flygte til og finde frelse. For sådanne bliver Kristi liv og død deres. Hvad offeret angår, er deres død gennem ham en opgivelse af livet for syndens skyld; og hvad livet angår, dækker det retfærdighedens klædebon, der tilvejebringes ved Kristi pletfrie liv, alt deres eget, og de ejer deri den skønne dragt, som de ville have ejet, hvis de aldrig havde syndet. Derfor, o lov, er for den (42) bodfærdiges vedkommende alle dine krav opfyldt i Kristus.«

»Godt,« svarer loven. »Mine krav er opfyldt, mine fordringer mødt. Synderen kan gå fri!«

Og for at sikre sig denne velsignede forret behøver synderen kun i tro at vedkende sig Kristus som »det Guds Lam, der bærer verdens synd«.

Således er det store problem, om hvordan synderen kan blive retfærdiggjort, hans synd udslettet, og han selv blive frelst uden nogen eftergivelse fra lovens side, uden noget indgreb i retfærdighedens fordringer, uden at Guds regerings ære, værdighed og sikkerhed på nogen måde sættes i fare, tilfredsstillende løst. En betryggende foranstaltning er gjort for den angerfuldes vedkommende for at værne om hans fremtid; for han vil herefter besjæles af lydighedens og underdanighedens ånd. Men dette alene strækker ikke til som grundlag for den skyldiges tilgivelse. Der må hos Gud selv herske en følelse af, at retfærdighedens krav er opfyldt, og Kristi lidelse og død tjener netop som et sådant grundlag for hans tilgivende kærlighed. Alt, hvad mennesket har at gøre, alt hvad han kan gøre, er at modtage den forsoning, der så frit er tilvejebragt for ham. Når han bekender sine synder og får tilgivelse, da er det ikke grundet på noget, han selv har gjort, men på, hvad der er gjort for ham af en anden. Er det ikke et under over alle undre, at nogen skulle nægte at blive forligt med Gud? Må det ikke forbavse hele himlen, at noget syndigt menneske, som er i så stor nød, skulle forsmå »den uudsigelige gave«? Mon ikke synet af forkastelsen af denne herlige gave stadfæster det ord, at »der er kun et under større end troen, og det er vantroens under«?

(43) Vi må i forbigående sige et ord om det vidnesbyrd der her aflægges om lovens uforanderlighed, grundet på den kendsgerning, at Gud således blev åbenbaret i kødet og døde for menneskene. »afskaffer vi da loven ved troen?« spørger apostlen så betydningsfuldt i Rom. 3,31 Og svaret lyder lige så betegnende: »Det være langt fra! Men vi stadfæster loven.«

Kun tre udveje kunne øjnes efter den forfærdelige ruin, synden var skyld i. Den ene var, at loven kunne tillades at gør sin gang, så at døden, som er syndens løn, blev lagt i anvendelse, og mennesket måtte forgå. Den anden udvej var, at der kunne ske forsoning for synden ved Kristi død til menneskenes frelse. Den tredje var, at loven, hvorved syndens erkendelse kommer, kunne borttages, så at, grundet på, at »hvor der ikke er lov, der er heller ikke overtrædelse« (Rom 4,15), menneskene kunne anses som skyldfrie og derfor ikke fordømmelse og død underkastet. Det først, at lade mennesket forgå, kunne Kristus i sin kærlighed til menneskeslægten ikke udholde; det sidste, at borttage loven, kunne han ikke gøre, da det ikke alene ville blive en sejr for Satan, men endvidere medføre verdensaltets ødelæggelse af alt til syndens herredømme. Hvis loven kunne være blevet forandret eller afskaffet, kunne menneskene være blevet frigjort fra syndens magt og dom (når undtages, af synden tilslut ville have medført alle tings undergang) uden Guds Søns død. Men dette gik ikke an. Loven måtte opretholdes. Verdensaltets orden og sikkerhed beroede derpå. Om der havde været en udvej, hvorved mennesket kunne være blevet frelst, uden at Kristus behøvede at dø, ville Gud visselig (44) have valgt den, hellere end at Kristus skulle gennemgå en så frygtelig ildprøve. Derfor burde et blik på det guddommelige offer på korset for evigt fastslå den kendsgerning hos hvert eneste menneske, at Guds trone ligeså snart kunne omstyrtes, som at loven kunne afskaffes eller den mindste bogstav eller tøddel deri forandres. Så uantastelig er den i sin værdighed, så uovervindelig i sine krav, at intet mindre end Guds Søns død kunne frelse det skyldbetyngede menneske fra dens strenge krav. Således stadfæster Kristi død loven; således er det, at troen på Kristus som den eneste, der kan frelse menneskene fra lovens overtrædelse, stadfæster loven; og dette er, hvad enhver troende sjæl bekender, når han flyr hen til Kristus for at blive frelst fra sine synder og den retfærdige dom, under hvilken loven holder ham, så længe som synden besmudser hans sjæl. Synden er en virkelighed, og evangeliet det glade budskab, fordi loven endnu stiller sine krav.

Kristi offer blev godkendt af Faderen. Dette bevidnede ham ved at oprejse ham fra de døde og sætte ham hos sin højre hånd i himlen, langt over alle fyrstendømmer og magter og alt navn, som nævnes, ikke alene i denne verden, men også i den tilkommende. Ef 1,20.21 I denne sin høje stilling tjener han som præst på menneskets vegne. Heb 8,1.2; 7,25 Og denne stilling ved Faderens højre hånd vil han indehave, medens evangeliet lyder, og nåden tilbydes menneskene, og indtil alle hans fjender er ham underlagt, og han ombytter sin vigtige stilling som præst med sin stilling som konge. for dette var den befaling og det løfte, Faderen gav ham, efter at han havde fuldbyrdet sin gerning på jorden og (45) opfor til sin Faderes trone i himlen: »Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender til skammel for dine fødder!« Sal 110.1 Og apostlen siger udtrykkelig, at Kristus nu indebar den stilling på Faderens trone, som fremholdtes i denne salme, og at han der venter på løftets opfyldelse. Læg mærke til hans ord; »Men han [Kristus] har ofret et offer for synder og sidder for stedse hos Guds højre hånd, ventende fremdeles, indtil hans fjender bliver lagt til en skammel for hans fødder.« Heb 10,12.13 Det at hans fjender bliver lagt til en skammel for hans fødder er det samme som, at Faderen giver ham det rige, der skal bestå af dem, som han ikke alene har skabt, men som han også har genløst med sit eget blod. Sal 2,8; Dan 7,14; Matt 13,41-43; Apg 20,28 Når han har nået dertil i sin gerning, og riget helt er overladt hans hænder, da kommer han for at hente sine børn hjem til sig (Joh 14,3) og for at tilintetgøre de fjender, som er blevet hans fodskammel, og som ikke ville, at han skulle regere over dem (Luk 19,27), for at opvække de retfærdige døde og forvandle de retfærdige levende og iføre dem udødelighed. 1Kor 15,51.52 Derefter, når domsværket er fuldbyrdet (Åb 20,4), vil han indbyde sit folk til at modtage det rige, der var beredt for dem, fra verdens grundvold blev lagt (Matt 25,34), og i dette rige skal de regere i al evighed. Dan 2,44; 7,27 Luk 1,32,33