8. Kapitel - Den evige pagt

(49) I den foregående almindelige betragtning af emnet er mange punkter, som fortjener et mere indgående studium, og som det ville lønne sig nøjere at betragte, kun flygtig blevet hentydet til. Læserens opmærksomhed vil nu særlig blive henledt på Kristus som sonofferet samt de midler, hvormed den store sandhed i et tidsrum af fire tusinde år blev fremholdt for verden, at der var gjort en udvej til, at synden kunne blive sonet ved blod - det eneste, der kan stille det menneskelige hjertes trang. Gud siger til David: »Jeg har sluttet en pagt med min udvalgte.« Sal 89,4 Dette må hentyde til Kristus; for det er forbundet med et løfte, som alene kan opfyldes i Kristus. Luk. 1,32.33 I det »fredsråd« mellem Faderen og Sønnen, hvori forløsningens plan blev udtænkt og fastslået (Sak 6,13), indgik Gud i en højtidelige pagt med sin søn om, at han ville give ham alle dem, der ville antage hans offer. Joh 6,39.40 Dette er nådens pagt, »den evige pagt«, stadfæstet ved Kristi blod, og kaldet »den nye pagt«, da den blev fuldbragt og stadfæstet på korset. Den pagt, som sluttedes med Israel ved Sinaj, blev kaldet den »første« eller »gamle« pagt, ikke fordi den blev stiftet først i tidens løb, men fordi, den, afhængig kun af dyrs blod, kunne blive og blev stadfæstet og fuldbragt - som berettet i 2Mos 24,8; Heb 9,17-20 - før den anden, med hvilken det sande sonoffer for hele (50) verden vor forbundet, blev stadfæstet. Denne sidste kunne nemlig ikke siges at være fuldt afsluttet, førend Kristus, som gjorde testamentet, havde beseglet det det med sit eget blod på Golgata. Heb 9,16,17

Kristi blod var den evige pagts blod. Tro mod denne sin pagt førte Gud Kristus op fra de døde. »Men Fredens Gud, som i kraft af en evig pagts blod, har ført den store fårenes hyrde, vor Herre Jesus, op fra de døde, han gøre eder fuldkommen i al god gerning, så I gør hans vilje, og han virke i eder det, som er velbehageligt for ham selv, ved Jesus Kristus! Ham være ære i al evighed! Amen.« Heb 13, 20.21 Denne pagt, »stadfæstet af Gud om Kristus«, indbefatter alle de løfter om åndelige velsignelser, som Gud har tilsagt menneskenes børn. Adam var forbundet med den ved det løfte, at kvindens sæd skulle knuse slangens hoved. Noa var forbundet med den som menneskeslægtens anden stamfader og den eneste, der fandtes retfærdig og ustraffelig blandt sine samtidige. Abraham var forbundet med den ved løftet om, at i ham skulle alle Jordens slægter velsignes. David var forbundet med den ved den forsikring, at på hans trone skulle hans sæd, Kristus, regere til evig tid. Dette kaldes »Davids rige nåde, den vise«; for således siger profeten: »Bøj eders øre, kom til mig, hør, og eders sjæl skal leve! Så slutter jeg med jer en evig pagt; de trofaste nådeløfter til David.« Es 55,3 Og Paulus sætter dette i sin tale i Antiokia (Apg. 13,34), som han også siden skrev til hebræerne, således som før anført, i forbindelse med Kristi opstandelse. Hans ord lyder således: »Men at han har oprejst ham fra de døde, så han ikke mere skal vende tilbage til forrådnelse, derom har han således sagt: (51) Jeg vil give eder de hellige forjættelser til David, de trofaste.«

I denne pagt, som sikrer Kristus lønnen for hans møje (Es 53,11), har vi skriftens udvælgelse og forudbestemmelse, der volder mange mennesker så meget besvær. Det er simpelthen en »nådens udvælgelse«, ikke en udvælgelse af særskilte individer, udkåret og bestemt for himlen uden hensyn til sin egen vilje og frie valg og handlemåde, men kun af den, der er villige til at antage Kristus som sin Frelser og gøre hans vilje. »Men alle den, som tog imod ham, gav ham magt til at blive Guds børn.« Joh 1,12 De, som Faderen har givet ham, er de udvalgte; og alle er givet ham, som er villige til at modtage ham, og han skal ingen miste af dem, men oprejse dem på den yderste dag. Joh 6,39.40

Da frelsens plan var lagt, og Kristus havde tilbudt sig at nedlægge sit liv for at genløse menneskene, var han allerede, hvad planens hensigt og øjemed angår, selve sonoffret og nævnes derfor det slagtede Lam, »fra verdens grundvold blev lagt«, eller fra den tid, nådens husholdning blev oprettet. Åb 13,8 1Pet 1,20 Man gør vel i at mærke sig, at der står ikke noget sted at han var det slagtede Lam, før verdens grundvold blev lagt, hvilket kunne lede til den slutning, at menneskets fald og dets genløsning ved Kristi død var fastsat og forudbestemt, før verden blev til, og mennesket blev skabt. Dette ville lægge et alt for kraftigt våben imod den guddommelige regering i den vantros hænder.

Men, siger den vantro med en vis overlegen mine, vidste Gud ikke på forhånd, at mennesket ville synde? Var det derfor ikke en fastslået kendsgerning, at det måtte synde? (52) Og blev så ikke Gud, da han skabte mennesket med fuldt kendskabet hertil, ansvarlig for syndens indgang i verden? Således kunne det vel synes fra dette synspunkt set og efter dette ræsonnement. Men eftersom skiften ikke fremstiller det således, er det ikke nødvendigt at drage en sådan slutning. Gud skabte menneskene, som han jo måtte med alle de væsener, der skal tjene ham, men fornuft og fri vilje, for at deres tjeneste ikke skulle være mekanisk og tvungen, men frivillig og utvungen. De kunne således enten adlyde han eller ikke, enten vise troskab eller synde, som de selv ville. De måtte selv bestemme, hvilken vej de ville slå ind på. Gud tvang dem ikke til at synde, heller ikke var det hans hensigt, at de skulle synde. Tværtimod gjorde han al den foranstaltning han kunne optænke, og gav dem enhver mulig tilskyndelse (uden dog at indskrænke deres frie vilje) til at blive på lydighedens vej. Selvfølgelig vidste Gud, at menneskene som frie skabninger kunne synde, men dette er jo helt forskelligt fra alt sige, at han vidste, de ville synde.

Og er ikke dette så langt, som det er nødvendigt for os at gå? For Guds alvidende øje lå jo enhver vej, Adam som en fri skabning med frit valg kunne slå end på, med alle de følger, det måtte have for ham, idet han fulgte sin tilskyndelse, klart udlagt. Ligeledes lå også ethvert skridt, som det var nødvendigt at tage for at møde alle påkommende tilfælde, åbent og klart for ham. Hvad mere kræves der? Intet kunne være en overraskelse for ham. Da han vidste, at det var muligt for mennesket alt synde, kunne han selvfølge tilvejebringe ethvert middel, som det var nødvendigt at anvende mod den tingenes tilstand, som ville blive følgen deraf, om den skulle indtræde. (53) Men, spørger nogen, siger ikke Peter, at Kristus var forud bestemt til sin gerning, før verdens grundvold blev lagt? 1Pet 1,20 Nej, ikke forud »bestemt«, som der står i den almindelige oversættelse, men forud »kendt«, proegnosmenou. Kristus kunne være forud kendt efter Guds plan som en genløser for i påkommende tilfælde at gøre forsoning for synd uden at være forud bestemt til at afhjælpe en trang, der allerede eksisterede. Mennesket valgte at synde; og da fremtrådte han, de forud i Guds råd var kendt som den, der i det tilfælde, om det skulle indtræffe, kunne tilvejebringe frelse, for at optage sin gerning og blev, som Peter siger, ved tidernes ende åbenbaret for verden.

Dette syn på sagen indskrænker ikke Guds forudviden, men viser os den i en endnu større fylde. Mennesket vedbliver at være et væsen med fri vilje og frit valg, og tvivleren står fastbundet. Det kunne derfor kun med rette siges om Kristus, at han er det slagtede Lam, fra verdens grundvold blev lagt, netop som skriften omtaler ham; thi det ville åbenbart være ligeså selvmodsigende at omtale ham som slagtet, før verdens grund blev lagt, før menneskets handlemåde krævede et sådant offer, som det ville have været at fremstille et forbillede på Kristus i edens have forud for menneskets fald, førend en Genløser gjordes nødvendig.