9. Kapitel - Offersystemnet

(54) Så snart som menneskene ved overtrædelsen af den moralske lov var blevet syndere og behøvede en frelser, behagede det Gud gennem forbilleder og skygger at fremstille den Frelser, der skulle komme; og en anden lov, loven om forbilleder og skygger og kødelige anordninger, blev anordnet for at vejlede menneskene i deres tilbedelse i forbindelse med brugen af disse symboler. Udenfor edens have begyndte offerrøgen straks at opstige mod himlen. Dette var oprindelsen og begyndelsen til den siden så almindelige skik overalt i verden at frembære ofringer. Ofringerne var befalet af Gud og fastsat i et meget vigtigt øjemed. Men hvor sørgeligt er de ikke blevet forvendt bortledt fra sin oprindelige bestemmelse! Til hvilken meningsløs farce af skuffende spot har ikke al retfærdigheds fjende gjort dem! Der er oprejst altre, og offerdyrs blod har flydt i alle lande; for i sit inderste har menneskene en pinlig fornemmelse af, at de er skyldige, og at der på en eller anden måde må sones for synden. Men blod af dyr kan aldrig borttage synder. Hvorledes har ikke sjælefjenden ved at skjules den sande Gud for menneskene, ved at indføre guder efter det menneskelige hjertes egne begreber, hævngerrige og vederstyggelige, ved at bedrage dem vedrørende hensigten med ofringer, ved at belaste tjeneste med grusomme ceremonier og smudse den til med urene lyster, - hvorledes har han ikke derved gjort (55) det til en forfærdelige forbandelse, der fra først af var tilvejebragt for menneskene for at stille en naturlig trang hos dem og åbne en udvej, hvorved de i troen kunne gribe den levende Frelser!

Det var ved tro, at ofringer blev fremført i begyndelsen. Om det første offer, hvorom vi har nogen beretning, læser vi: »Ved tro ofrede Abel Gud et bedre offer end Kain, og ved den, fik han det vidnesbyrd, at han var retfærdig, idet Gud bevidnede sit velbehag i hans gaver og ved den taler han endnu, skønt han er død.« Heb 11,4 Går vi tilbage til den oprindelige nedtegnelse i 1Mos 4,3-9, ser vi straks, i hvilken henseende Abels offer var bedre end Kains. Kain frembar et offer af Jordens frugt; men Abel frembar af sin hjords førstefødte. Hvad Kain frembar kunne i sig selv have været af ligeså stor værdi og ligeså smukt som det, Abel frembar. Men en ting manglede, for at det kunne blive et offer, som Gud kunne antage: der var intet blod i det; det bestod bare af jordens frugt. Men Abel ofrede blod, det eneste, der kunne være et forbillede på en genløser, som skulle komme og udgyde sit blod for menneskenes synders skyld; for »uden blods udgydelse sker ikke forladelse«.

Abels offer viste tro på en sådan genløser, og det behagede Gud. Kains derimod viste ingen tro; for det var et offer uden blod, og derfor kunne Gud ikke vedkende sig det. Troen, som var selve sjælen i og indbegrebet af hele offersystemet, kom ikke til syne ved Kains offer, og derfor havde dette offer ingen betydning. Hvor troen fattes, bliver tjenesten blot en tom efter-abelse. Og fordi Gud vedkendte sig Abels offer, der blev fremført på den af han selv foreskrevne måde, og ikke fandt behag i Kains tomme (56) ceremoni, hvormed der ingen tro var forbundet, blev Kain vred og rejste sig mod Abel og slog ham ihjel. Her har man begyndelsen til striden mellem sandhedens efterfølgere og vildfarelsens trælle, og siden har det altid gået i samme retning. Abel repræsenterer alle, der er blevet forfulgt for sandhedens skyld, medens alle forfølgere er Kains børn og vil vedblive at være det indtil tidens ende. Det princip, som ligger til grund herfor, har altid været og vil altid blive det samme. Dette fremgår tydeligt af disse Johannes’ ord: »Ikke som Kain, der var af den onde og myrdede sin border. Og hvorfor myrdede han ham? fordi hans gerninger var onde, men hans broders retfærdige.« 1Joh 3,12

I den jødiske husholdning nåede det system, der bestod af forbilleder, skygger og ofringer, sin største fuldkommenhed. I de forudgående tider, da hver mand var præst i sin egen familie, havde menneskene udvist sin tro på den kommende Frelser ved sine familieofringer, der blev frembåret efter den undervisning, der var givet i eden og mundtlig overleveret fra slægt til slægt. Men tiden var nu kommet, da en mere fuldstændig og bedre overskuelig anskuelses-undervisning skulle forelægges verden. Jakobs sønner drog ned til Ægypten som en enkelt familie; de kom tilbage som en stor nation. Gud antog sig dem som sit folk og indtrådte i en så inderlige forbindelse med dem, at han fremstillede sig som viet til dem; for idet han bebrejder dem for deres utroskab, siger han: »Jeg var dog deres ægtemand.« Jer 31,32 Nu kunne han organisere et teokrati i verden og oprette blandt nationerne et synligt rige, der var hans egnet, hvorved hans navn og hans sandhed kunne blive kundgjort i alle lande. Han sluttede en pagt med (57) dem og lovede at gøre dem til et helligt folk, et ejendomsfolk, det fornemste blandt alle rigerne, en pryd i verden, dersom de ville adlyde hans røst og holde hans pagt. 2Mos 19,5.6 Dette var også den eneste stilling, de kunne indtage som hans repræsentanter på jorden. Men de viste sig sørgelig ustadeige i at holde sine løfter og tilbøjelige til frafald. 2Mos 32 Dog forsikrer Nehemias os om, at Herren ikke forlod dem eller forkastede dem derfor, men var langmodig og miskundelig mod dem og vedblev lige fuldt med den gerning, han havde besluttet at udføre gennem dem. Neh 9,12-25.31.32 Han betroede dem sin lov og gav dem de levende ord, de ti budord. Apg 7,38 Derefter lod han dem bygge sig en bolig, som de kunne føre med sig på deres vandringer, for at han kunne bo iblandt dem og gå med dem og give dem hvile. 2Mos 33,14 Og da de omsider fik det forjættede land i eje, skete det i overensstemmelse med den pagt, han havde sluttet med dem ved Sinaj. 2Mos 23,27 5Mos 11,25 Jos 1,3-7; 21,44.45