Fortale

Med Enok, den syvende fra Adam, og gennem et tidsrum af 308 år samtidig med Adam begyndte det profetiske ord at lyde fra menneskelige læber. Thi så vidner apostlen Judas: ”Men om disse har også Enok, den syvende fra Adam, spået og sagt: Se, Herren kommer med sine mange tusinde hellige for at holde dom over alle og straffe alle ugudelige blandt dem for alle deres ugudeligheds gerninger, som de har bedrevet, og får alle de formastelige ord, som de har talt imod ham, de ugudelige syndere.” Judas 14, 15. Denne ophøjede og første forudsigelse rækker helt ned til tidens ende. Og i alle mellemliggende tidsaldre har andre forudsigelser lydt vedrørende alle vigtige begivenheder i historiens store drama.

Når disse store begivenheder er indtrufne, har det blot været historiens svar på, hvad forudsigelserne har erklæret skulle ske. Og således har der midt under de stadig forhåndenværende beviser på menneskenes kortsynethed og den gang på gang bevidnede tilintetgørelse af menneskenes planer hele tiden lydt en røst, som siger: ”Herrens ord bliver evindelig.

Det er for at henlede opmærksomheden på nogle af disse forudsigelser og de historiske vidnesbyrd om deres opfyldelse, at denne bog er skreven. Daniels bog og Åbenbaringen er valgt i dette øjemed, fordi disse bøgers forudsigelser i nogle henseender er mere direkte end dem, der findes i andre profetiske bøger, og deres opfyldelse mere iøjnefaldende. Vi har et trefoldigt formål for øje: 1) at få en forståelse af disse bøgers egne underfulde vidnesbyrd, 2) at gøre os bekendt med nogle af de vigtigste og mest interessante begivenheder i civiliserede nationers historie og mærke os, hvor nøjagtig profetierne, af hvilke nogle beroede på fjernt fremtidige hændelsers udvikling, er blevet opfyldte i disse begivenheder, og 3) heraf at drage vigtige lærdomme med hensyn til de praktiske kristenpligter, lærdomme, givne ikke udelukkende for svundne tiders tarv, men til undervisning for den nulevende slægt.

Daniels bog og Åbenbaringen er ikke modparter til hinanden. De står ganske naturligt side om side og bør granskes tilsammen.

Vi ved godt, at ethvert forsøg på at forklare disse bøger og at anvende deres profetier bliver betragtet med almindelig vantro, ja møder endog modstand. Det må meget beklages, at nogle dele af den bog, som næsten af alle anses for Guds åbenbarede vilje til menneskene, bliver betragtet i dette lys. Der er dog en kendsgerning, som vi i følgende paragraf vil henlede læsernes opmærksomhed på, og som vi tror både indeholder en forklaring over og anviser et middel imod denne vantro.

Der er nemlig to almindelige systemer, som fortolkerne holder sig til i sit forsøg på at forklare skriften. Det første er det mystiske eller billedlige system, som Origenes opfandt, der er en skam for al sund kritik og en forbandelse for Kristendommen. Det andet er en ligefrem bogstavelig forklaring, som sådanne mænd som Tyndal og Luther har brugt, og den danner grundvolden for ethvert fremskridt, der til denne tid er gjort i reformationen fra det romerske frafald. Det første system forudsætter, at ethvert vidnesbyrd har en mystisk eller skjult mening, hvilket det er fortolkernes pligt at få frem. Det andet tager ethvert vidnesbyrd i dets mest ligefremme og bogstavelige betydning, undtagen hvor sprogets velbekendte regler viser, at udtrykkene er figurlige og ikke bogstavelige, og hvad som helst der er figurligt må forklares ved andre dele af Bibelen, hvor der tales bogstaveligt.

Skal man forstå Origenes’ mystiske metode, så venter man forgæves på, at få nogen harmonisk forståelse enten af Daniels bog eller Åbenbaringen eller af nogen anden bog i Bibelen; thi dette system (dersom man ellers kan kalde det et system) kender ikke til nogen anden regel end dets tilhængeres uindskrænkede indbildningskraft, hvorfor der da også på denne side er ligeså mange forskellige forklaringer af skriften, som de forskellige forfattere har haft forskellige luner. Den bogstavelige forklaringsmåde har derimod vel ordnede og tydelige love, hvorefter enhver ting forklares, og læseren vil bliver forbavset ved at se, hvor letfatteligt og tydelige mange steder i den hellige skrift på en gang bliver, når de betragtes fra dette standpunkt, på samme tid som de ifølge ethvert andet system er mørke og uforståelige. Man indrømmer gerne, at Bibelen bruger mange billeder, og at meget af det, som findes i de bøger vi her betragter, er fremstillet i et figurligt sprog. Men vi påstår også, at skriften ikke indeholder nogen figurlig talemåde, som den ikke et eller andet sted forklarer med tydelige ord. Denne afhandling fremlægges som et oprigtigt forsøg på at forklare Daniels og Åbenbaringens bog i overensstemmelse med det nævnte system.

Man må på ingen måde efterlade at granske i Profetierne; thi det er især de profetiske dele af Guds ord, der er en lampe for vor fod og et lys på vor sti, som både David og Peter tydeligt vidner. Sal. 119, 105; 2. Pet. 1, 19.

Man kan ikke tænke sig nogen mere ophøjet beskæftigelse for sindet og tanken end granskningen af de bøger, hvori han, som kender enden fra begyndelsen, idet han ser frem gennem tider, ved sin ånd har oplyst Profeterne om de tilkommende begivenheder til gavn for dem, hvis lod det ville blive at gå dem i møde.

Forøget kundskab med hensyn til Guds ords Profetier skulle være et kendemærke på de sidste dage. Engelen sagde til Daniel: ”Og du, Daniel, luk du til for ordene og forsegl bogen indtil endens tid! Mange skal ivrigt granske, og kundskaben skal vorde megen.” Dan. 12, 4. Det er faldet i vor lod, at leve i den tid, da bogen skulle oplades i overensstemmelse med det, som englen viste Daniel. Den er nu ikke længere tillukket. Seglet er fjernet, billedligt talt. Mange gransker ivrigt, og kundskab i enhver videnskabsgren har tiltaget i en forbavsende grad; men det er klart, at denne profeti især peget på, at der skulle blive megen kundskab angående de profetier, hvis hensigt er at oplyse os om den tid, hvori vi lever, om prøvetidens ende og om det, som snart skal ske, når alle jordiske riger skal overgives til den store retfærdigheds konge, som skal udrydde sine fjender og krone enhver af sine venner med retfærdighedens uforkrænkelige krone. Denne profetis opfyldelse, idet kundskab om denne genstand bliver mangfoldig, er et af den nærværende tids glædelige tegn. I over et halvt hundrede år har lyset fra det profetiske ord tiltaget, og det lyser med en stærk forøget glans på vor tid.

Dette ses ikke i nogen del af Guds ord så tydeligt som i Daniels bog og Åbenbaringen, og vi har grund til at lykønske os selv desangående; thi ingen anden del af dette ord indeholder så mange profetier, som henhører til de sidste begivenheder i verdens historie. Ingen andre bøger indeholder så mange profetiske kæder, der når til enden. I ingen andre bøger er den store rækkefølge af begivenheder, som fører os til nådetidens slutning og til den evige tilstands virkelighed, så udførlig og nøjagtig fremstillede. Ingen anden bog omfatter så fuldstændig og fremsætter så at sige i en sum alle de sandheder, der henhører til den sidste slægt af jordens indbyggere, eller fremstiller så udstrakt alle tidens fremtoninger, både i fysisk, moralsk og politisk henseende, hvormed alt jammerens og ugudelighedens vælde på jorden skal ende og den evige retfærdigheds regering begynde. Dette værk fremlægges for publikum for særlig at henlede opmærksomheden på disse egenskaber ved Daniels bog og Åbenbaringen, der hidtil synes at have været alt for almindelige oversete eller bortforklarede.

Der synes ikke at være nogen profeti, man kan have så liden grund til at misforstå som Daniels bog, især hvad dens hovedindhold angår, idet den blot med sparsomhed benytter stærke figurlige udtryk, forklarer alle de symboler, den fremfører, og henlægger sine begivenheder indenfor de profetiske tidsperioders nøjagtige grænser. Den udpeger Messias første komme med så klare og tydelige ord, at det har bragt Jøderne til at udtale en fordømmelse over enhver, som forsøger at forklare den. Desuden aftegner den de store omrids af denne verdens historie så nøjagtig og så lang tid forud, at fritænkerne står forvirrede og stumme overfor dens af Gud givne forudsigelser.

Ingen bestræbelse for rettelig at forstå Åbenbaringens Bog behøver på nogen måde at undskyldes; thi profetiens Herre har selv udtalt en velsignelse over den, som læser, og de, som hører denne profetis ord og bevarer det, som er skrevet i den; thi tiden er nær. Og det er i den oprigtige hensigt at kunne bidrage noget lidet til at erholde denne kundskab, der i ovenanførte ord er omtalt, ikke blot som noget, der er muligt, men også prisværdigt, at vi forsøger at forklare denne bog i overensstemmelse med den bogstavelige fortolkningsregel.

Vi ser med den dybeste interesse på, hvorledes nationerne på vor tid samler sine kræfter og bereder sig for de omvæltninger, som den kongelige seer ved Babylons hof beskrev for næsten 2500 år siden, og som Johannes på Patmos’ øde ø optegnede for næsten 1800 år siden. Og disse omvæltninger – lyt, I menneskebørn! – er de sidste profetiske omvæltninger, som skal foregå, før denne jord styrter i sin sidste trængsels tid, og Mikael, den store fyrste, står op, og hans folk, alle de, som findes skrevet i bogen, erholder en fuldkommen og evig frelse. Dan. 12; 1,2.

Er dette sandhed? ”Led,” siger vor frelser, ”så skal I finde! Bank på, så skal der lukkes op for eder!” Gud har ikke skjult sin sandhed, så den ikke skulle kunne findes af den, der ydmygt søger og leder efter den. Med bøn om, at den samme ånd, som fra begyndelsen har indgivet profeterne de dele af skriften, der danner grundlaget for dette værk, hvis hjælp forfatteren har søgt i sine bestræbelser for at tolke ordet, i overensstemmelse med frelserens løfte i Joh. 16; 7,13,15 rigelig må hvile over læseren i hans undersøgelser, anbefales dette værk til deres omhyggelige opmærksomhed, der interesserer sig for profetierne.         U.S.

Battle Creek, Michigan, Januar 1897.