8. Kapitel - Synet om vædderen, gedebukken og det lille horn

Et fremragende kendetegn ved de hellige skrifter, der for evigt burde beskytte dem mod den beskyldning, at de blot er digterværker, er den frimodighed og åbenhjertighed, hvormed forfatterne nævner alle de omstændigheder, der står i forbindelse med, hvad de beretter. Dette vers nævner den tid, da Daniel fik det syn, som beskrives i dette kapitel. Belsazzars første år er fastslået til 540 f.Kr., hans tredje år, i hvilket dette syn blev givet, må følgelig være 538. Hvis Daniel, som man antager, var omtrent 20 år gammel, da han blev ført til Babel i Nebukadnezars første år, 606 f.Kr., var han på denne tid omtrent 88 år gammel. Det syn, han omtaler som det, der ”før havde vist sig” for ham, er utvivlsomt synet i 7. kapitel, som han havde haft i Belsazzars første år.

  2.  Jeg skuede i Synet, og det var mig, som om jeg var i Borgen
      Susan i Landskabet Elam; og jeg så mig i Synet stående ved
      Floden Ulaj. 

Ligesom første vers angiver tiden for synet, nævner dette vers stedet for samme. Susan var ifølge Prideaux hovedstaden i landskabet Elam; dette var dengang i Babyloniernes hænder, og kongen af Babylon havde en kongeborg der. I egenskab af statsminister og som den, der havde med kongens forretninger at skaffe, opholdt Daniel sig følgelig dersteds. Abradates, der var vicekonge eller statholder over Susan, gik over til Cyrus, og landskabet blev forenet med Mederne og Perserne, så at Elam ifølge Es. 21;2 drog op med Mederne for at belejre Babel. Under Mederne og Perserne genvandt det i flere retninger sin frihed, som Babylonierne havde berøvet det, alt overensstemmende med Jer. 49;39.

  3.  Da løftede jeg mine Øjne og skuede, og se, en Vædder stod ved
      Floden; den havde to store Horn, det ene større end det andet,
      og det største skød op sidst.
  4.  Jeg så Vædderen stange mod Vest, Nord og Syd; intet Dyr kunde
      modstå den, ingen kunde redde af dens Vold, og den gjorde, hvad
      den ville, og blev mægtig. 

I 20. vers forklares dette symbol med tydelige ord: ”Vædderen med de to horn, som du så, er kongerne af Medien og Persien.” Man behøver derfor her kun at påvise, hvor godt symbolet svarer til den omhandlede magt. De to horn forestillede de to folkeslag, hvoraf riget bestod. Det højeste voksede op sidst, forestillende den persiske bestanddel, der blev rigets hoveddel efter først kun at have været Medernes forbundsfælle. De forskellige retninger, hvori vædderen såes at stange, betegner de retninger, hvori Mederne og Perserne strakte sine erobringer. Ingen jordiske magter kunne stå sig for dem, medens de rykkede frem mod den ophøjede stilling, hvortil Guds forsyn havde kaldt dem; og med sådant held forfulgte de sine erobringer, at det Medisk-Persiske rige i Ahasverus’ dage (Ester 1;1) strakte sig over 127 provinser fra Indien til Etiopien, den da bekendte verdens yderpunkter. Profetien synes næsten at udtrykke mindre end de kendsgerninger, som historien fremstiller, når der blot siges, at denne magt ”gjorde efter sin vilje og teede sig overmodig”.

  5.  Videre så jeg nøje til, og se, en Gedebuk kom fra Vest farende
      hen over hele Jorden, men uden at røre den; og Bukken havde et
      anseligt Horn i Panden.
  6.  Den kom hen til den tvehornede Vædder, som jeg havde set stå ved
      Floden, og løb imod den med ubændig Kraft; 
  7.  og jeg så, hvorledes den, da den nåede Vædderen, rasende stormede imod
      den, stødte til den og sønderbrød begge dens Horn; og Vædderen havde ikke
       kraft til at modstå den, men Bukken kastede den til Jorden og trampede
      på den, og ingen reddede Vædderen af dens Vold. 

”Og jeg gav agt, og se,” siger profeten; dette er et skønt eksempel for enhver, der elsker sandheden og har sans for noget højere end blot timelige og sanselige ting. Da Moses så den brændende tornebusk, sagde han: ”Jeg vil gå hen og se dette store syn” (2 Mos. 3:3); men hvor få ville nu til dags forlade sin forretning eller afstå fra sine fornøjelser for at give agt på de vigtige ting, hvorpå Guds nådige forsyn så ihærdig søger at henvende opmærksomheden.

Ovenstående symbol forklares også Daniel af engelen i 21. vers: ”Og den lådne buk er kongen (eller kongeriget) af Grækenland.” Angående dette symbols passende anvendelse på det græske eller makedoniske folk bemærker Biskop Newton, at Makedonierne ”omtrent 200 år før Daniels tid gik under navnet Ægeadæ, Bukkens folk”, og oprindelsen til dette navn forklarer han overensstemmende med hedenske forfattere som følger: ”Da deres første konge, Caranus, med en mængde Grækere drog ud for at søge nye bopæle i Makedonien, rådede et orakel ham til at lade sig vise vej af gedebukkene til et rige, og da han siden så en flok geder fly for et voldsomt uvejr, fulgte han dem til Edessa, hvor han opslog sit riges hovedsæde og optog Gedebukken i sit felttegn eller sin fane. Han kaldte byen Ægæ, bukkebyen, og folket Ægeadæ, bukkefolket. Byen Ægeæ eller Ægæ var de makedoniske kongers vanlige begravelsesplads. Det er også ganske mærkeligt, at Alexanders søn med Roxane fik navnet Alexander Ægus eller Bukkens søn; og nogle af Alexanders efterfølgere fremstilles på deres mønter med bukkehorn.” (Dissertation on the Prophecies, S.238.)

Bukken kom fra vest. Grækenland lå vesten for Persien.

”Over hele jorden”; den dækkede jorden på sin vej, med andre ord, fejede alt bort foran sig og lod intet tilbage.

”Uden at røre ved jorden”; så vidunderlig hurtig bevægede den sig, at den ikke syntes at berøre Jorden, men at fly fra sted til sted med vindens hurtighed. Det samme fremstilles ved de fire vinger på leoparden i synet i 7. kapitel.

”Og bukken havde et anseligt horn mellem sine øjne.” Dette forklares i 21. vers at være den første konge i det makedoniske rige, hvilken konge var Alexander den store.

6. og 7. vers giver os en kort og klar beretning om, hvorledes det persiske rige omstyrtes af Alexander. Kampene mellem Grækerne og Perserne skal have været ført med overordentligt raseri, og nogle af de Scener, om hvilke historien beretter, fremstilles ret levende ved det billede, profetien benytter: en Vædder stående lige for floden, og en buk løbende imod den i sin krafts hidsighed. Alexander besejrede først Darius’ feltherrer ved floden Granikus i Frygien, angreb dernæst og slog fuldstændig Darius i snævringerne ved Issus i Cilicien og senere på sletterne ved Arbela i Syrien. Dette sidste slag stod 331 f.Kr. og viser slutningen på det persiske rige; thi ved denne begivenhed blev Alexander fuldstændig herre over hele landet. Biskop Newton citerer 6. vers: ”Og den (Bukken) kom lige hen til vædderen med de to horn, som jeg så foran floden, og den løb imod den i sin kraftige vrede,” hvorpå han tilføjer: ”Man kan næppe læse disse ord uden at få et billede af Darius’ hær, der står og bevogter floden Granikus, medens Alexander står på den anden side, hvorfra hans tropper kaster sig i vandet, svømmer over floden og styrter løs på fjenden med al den fyrrighed og hidsighed, man kan tænke sig.” (Samme, side 239).

Ptolemæus begynder Alexanders regeringstid 332 f.Kr.; men det var ikke før slaget ved Arbela det følgende år, at han ifølge Prideaux (1. B., Side 378) blev ”uindskrænket hersker over hint rige i den største udstrækning, hvori nogensinde nogen persisk konge besad det”. Aftenen før nævnte kamp sendte Darius ti af sine fornemste slægtninge hen for at bede om fred, og da de fremsatte sine vilkår for Alexander, svarede han: ”Sig eders hersker, … at verden ikke kan have to sole, ej heller to uindskrænkede herskere!”

Udtrykkene i 7. vers viser, hvor fuldstændig det medisk-persiske rige blev Alexander underkastet. De to horn blev sønderbrudte, og vædderen kastedes til jorden og nedtrådtes. Persien blev undertvunget, landet hærget, det hære oprevne og spredte, dets byer plyndrede, Persepolis’ kongestad, hovedstaden i det persiske rige, der endog i ruiner den dag i dag er et af verdens underværker, blev plyndret og brændt. Således havde vædderen ingen kraft til at stå for bukkens ansigt, og der var ingen, som kunne redde vædderen af dens vold.

  8.  Derpå blev Gedebukken såre mægtig; men som den var aller
      mægtigst, brødes det store Horn af, og i Stedet voksede
      fire andre frem mod alle fire Verdenshjørner. 

Sejrherren er større end de besejrede. Vædderen, det medisk-persiske rige, blev mægtig; gedebukken, Grækenland, blev såre mægtig; men som den stod i sin styrke, blev det store horn sønderbrudt. Et menneskes forudseendhed og kløgt ville have sagt: Når den bliver svag, og riget sønderrives ved oprør eller lammes ved overdådighed, da vil hornet blive sønderbrudt og riget splittet; men Daniel så det sønderbrudt i dets styrkes ypperlighed og på dets magts højde, da enhver tilskuer ville have udråbt: I sandhed, dette rige er fast grundfæstet, og ingen kan omstyrte det. Således går det ofte med de ugudelige: deres styrkes horn bliver sønderbrudt, når de mener, at de står urokkelige.

Alexander faldt i sit livs bedste år.(Se anmærkningerne over kapitel 2;39) Efter hans død opstod der megen forvirring blandt hans tilhængere med hensyn til arvefølgen. Man kom endelig efter syv dages strid til enighed om, at hans naturlige broder, Filip Aridæus, skulle erklæres for konge. Ved ham og Alexanders sønner, Alexander Ægus og Herkules, opretholdtes endnu en stund det makedoniske riges navn og anseelse; men alle disse blev snart myrdede, og da den kongelige familie med dem var uddød, antog arméens fornemste befalingsmænd, der som statholdere over provinserne var dragne ud til forskellige kanter af riget, kongetitlen. De begyndte da på indbyrdes at stifte partier og føre krig i den grad, at antallet efter det korte tidsrum af femten år fra Alexanders død gik ned til – hvor mange? Fem? – Nej! Tre? – Nej! To? – Nej! Men fire, netop det i profetien nævnte antal; thi fire anselige horn skulle opvokse mod himlens fire vinde i stedet for det store horn, som blev sønderbrudt. Disse fire var: 1) Kassander i Grækenland og nabolandende; 2) Lysimakus, der indehavde Lilleasien; 3) Seleukus, der indehavde Syrien og Babylonien, fra hvem også den i historien så bekendte seleukidiske kongerække nedstammede; 4) Ptolemæus, Lagii søn, der indehavde Egypten, Lagidernes stamfader. Disse herskede imod de fire Himlens vinde: Kassander havde de vestlige lande, Lysimakus det nordlige strøg, Seleukus rigets østlige dele, Ptolemæus de sydlige egne. Disse fire horn kan derfor benævnes: Makedonien, Trakien, (som dengang indbefattede Lilleasien og strøget ved Hellespoint og Bosporus), Syrien og Egypten.

  9.  Men fra det ene af dem skød et andet og lille Horn op, og det
      voksede umådeligt mod Syd og Øst og mod det herlige Land;
 10.  og det voksede helt op til Himmelens Hær, styrtede nogle af
      Hæren og af Stjernerne til Jorden og trampede på dem.
 11.  Og det hovmodede sig mod Hærens Øverste; hans daglige Offer blev
      ophævet, og hans Helligdoms Sted kastedes til Jorden.
 12.  Og på Alteret for det daglige Offer lagdes en Misgerning;
      Sandheden kastedes til Jorden, og Hornet havde Lykke med, hvad
      det gjorde. 

En tredje magt indføres her i profetien. I den forklaring, som englen gav Daniel over disse symboler, beskrives ikke denne i så tydelige udtryk som det medisk-persiske rige og Grækenland. En strøm af vilde gisninger fremvælder derfor straks. Havde ikke englen i ord, der ikke kan misforstås, bekræftet, at det medisk-persiske rige og Grækenland betegnedes ved vædderen og gedebukken, kan man umulig sige, hvilken betydning man ville have tillagt disse symboler; man ville sandsynligvis have tydet dem om alt andet end det rette. Når mennesket blot et øjeblik overlades til sin egen dømmekraft under profetiens tolkning, så får man øjeblikkelig det tydeligste bevis på den menneskelige dårskab.

Der er blot to hovedtydninger af det symbol, vi nu omhandler, som vi under disse korte betragtninger behøver at opholde os ved. Den første er, at det her omtalte lille horn betegner Antiokus Epifanes; den anden, at det betegner det romerske rige. Det er en let sag at prøve disse to påstandes berettigelse.

I. Hvis her menes Antiokus, så må denne konge opfylde de enkelte forudsigelser i profetien; gør han ikke det, kan der ikke menes ham. Det lille horn voksede op af et af gedebukkens fire horn, det var altså en særskilt magt, der bestod uafhængig af og forskellig fra ethvert af gedebukkens horn. Var nu Antiokus en sådan magt?

1. Hvem var Antiokus? Fra den tid, Seleukus gjorde sig til konge over Alexanders riges syriske del og således grundede bukkens syriske horn, indtil landet erobredes af Romerne, herskede 26 konger efter hverandre over dette landskab; den ottende i rækken blandt disse var Antiokus Epifanes. Antiokus var altså simpelthen en af de 26 konger, der udgjorde bukkens syriske horn. Han var for øjeblikket hornet selv, kunne derfor ikke til samme tid være en særskilt og uafhængig magt eller et andet og anseligt horn, som det lille horn var.

2. Dersom det var ret at anvende det lille horn på nogen af disse 26 syriske konger, måtte man visselig anvende det på den mægtigste og berømmeligste af dem alle; men Antiokus Epifanes kunne ingenlunde gøre krav på at gælde som sådan. Ihvorvel han antog navnet Epifanes, den berømmelige, var han kun berømmelig af navn; thi, siger Prideaux, støttende sig til Polyb, Livius og Diodor fra Cicilien, intet var hans sande væsen mere fremmed; thi på grund af hans usselhed og store dårskab forandrede man, idet nogle anså ham for en Nar og andre for gal, hans navn Epifanes, den berømmelige, til Epimanes, den gale.

3. Da Epifanes’ fader, Antiokus den store, havde lidt et skrækkelige nederlag i en krig mod Romerne, opnåede han kun fred mod at erlægge en uhyre pengesum og afstå en del af sit landområde, og som pant på, at han trofast ville opfylde traktatens bestemmelser, måtte han give gidsler, blandt andre sin søn, denne selvsamme Epifanes, der da førtes til Rom. Romerne hævede senere bestandig denne overlegenhed.

4. Det lille horn blev overmåde stort; men nævnte Antiokus udvidede ikke sit herredømme uden ved nogle forbigående erobringer i Egypten, som han straks igen afstod, da Romerne tog Ptolemæus’ parti og befalede ham at afstå fra sine planer i de egne. Så gav han sin skuffede ærgerrigheds raseri luft mod de uskyldige Jøder.

5. I sammenligning med de foregående magter var det lille horn overmåde stort. Persien kaldes simpelthen stort, skønt det regerede over 127 provinser. Est 1;1. Grækenland, som var af endnu større udstrækning, kaldes meget stort. Følgelig må det lille horn, der blev overmåde stort, overgå dem begge. Hvor tåbeligt altså at tyde dette om Antiokus, der jo måtte opgive Egypten efter ordre fra Romerne, hvem han betalte uhyre pengesummer i skat. Religious Encyclopedia giver os følgende træk af hans historie: ”Da han fandt sine hjælpekilder udtømte, besluttede han at drage til Persien for at hæve skat og samle svære summer, som han havde indgået på at betale Romerne.” Det kan ikke være vanskeligt for nogen at afgøre spørgsmålet om, hvilken der var den største magt, den som rømmede Egypten, eller den, som befalede rømningen, den, som krævede skat, eller den, som nødtvungen måtte betale den.

6. Det lille horn skulle rejse sig mod fyrsternes fyrste, som uimodsigelig er Jesus Kristus. Dan. 9;25, Apg. 3;15, Åb. 1;5. Men Antiokus døde 164 år før frelserens fødsel. Derfor kan ikke profetien gælde ham, såsom han ikke i ringeste måde udfylder et eneste af profetiens enkelte træk. Man kan derfor spørge, hvorledes vel nogen har fundet på at anvende dette symbol på ham. Jo, Katolikkerne har indtaget dette standpunkt for at undgå at tyde profetien på sig selv, og mange protestanter gør det samme for ikke at komme ind på den lære, at Kristus snart skal komme.

II. Det har været ganske let at vise, at det lille horn ikke betegner Antiokus; ligeså let bliver det at vise, at det må anvendes på Rom.

1. Dette syn omfatter væsentlig det samme som Nebukadnezars billede i 2. kapitel og Daniels syn i 7. kapitel. I begge disse profetiske skildringer befandtes det, at Rom fulgte efter Grækenland som den fjerde store magt i rækken. Den eneste naturlige slutning er derfor, at det lille horn, den magt, som i dette syn følger på Grækenland som en overmåde stor magt, er Rom.

2. Det lille horn fremkommer af et af bukkens horn. Hvorledes, kan man spørge, kan dette i sandhed gælde Rom? Det er unødvendigt at minde læseren om, at jordiske regeringer ikke indføres i profetien, førend de på en eller anden måde kommer i forbindelse med Guds folk. Rom trådte i forbindelse med jøderne, som på den tid var Guds folk, ved det berømte jødiske forbund 161 f.Kr. (1 Makk. 8;Josefus’ Antiquities, B. XII, Kapitel 10, afsnit 6; Prideaux, Bd. II. Side 166.) Men syv år forud, altså i 168 f.Kr., havde Rom erobret Makedonien og gjort det til en del af sig selv. Det indføres derfor i profetien, netop som det efter at have erobret gedebukkens makedoniske horn bereder sig til at skride til nye erobringer i andre retninger. Det viste sig derfor for profeten og kan i nærværende profeti med rette siges at komme frem af bukkens ene horn.

3. Det lille horn blev stort imod syd. Dette er sandt om Rom. Egypten blev en provins af det romerske rige 30. f.Kr. og vedblev som sådan nogle århundreder.

4. Det lille horn blev stort imod øst. Også dette er sandt om Rom. Rom erobrede Syrien 65 f.Kr. og gjorde det til en provins.

5. Det lille horn blev stort imod det herlige land. Det gjorde også Rom. I mange skrifter kaldes Judæa det herlige land. Romerne gjorde det til en provins af sit rige 63 f.Kr. og ødelagde til sidst byen og templet og adspredte jøderne over den hele jord.

6. Det lille horn blev stort indtil himlens hær. Det blev Rom også. Når ”himlens hær” anvendes i symbolsk betydning med hensyn til begivenheder hernede, må udtrykket betegne mænd med en anset karakter eller i en ophøjet stilling. Den store røde drage (Åb. 12;4) kastede til jorden en tredjepart af himlens stjerner; på det sted fortolkes dragen som et symbol på det hedenske Rom, og de stjerner, den kastede til jorden var jødiske herskere. Sandsynligvis stilles os her for øje samme magt og samme værk, hvilket igen gør det nødvendigt at tyde dette voksende horn på Rom.

7. Ja indtil hærens fyrste udstrakte det lille horn sin magt. Det er bare Rom, som har gjort dette. I fortolkningen (25. vers) kaldes det at stå op imod fyrsternes fyrste. Hvor tydelig dette hentyder til Frelserens korsfæstelse under Romernes herredømme.

8. Og det lille horn borttog fra ham det bestandige offer. Ved det lille horn betegnes her symbolsk Rom i hele dets historie, i begge dets former, under hedenskab og pavevælde. Disse to regeringsformer omtales andetsteds som det stadige eller bestandige (offer er et indskudt ord) og ødelæggelsens overtrædelse; den stadige (ødelæggelse) betegner det hedenske Rom og overtrædelsens ødelæggelse det pavelige Rom. (Se 13. vers) I de handlinger, der tilskrives denne magt, omtales undertiden den ene, undertiden den anden regeringsform. ”Og borttog fra ham den stadige tjeneste.” Efter den engelske bibel: ”Af ham (pavemagten) blev den stadige (hedenskabet) borttagen.” Det hedenske Rom veg for det pavelige Rom, og hans Helligdoms eller tilbedelses bolig, byen Rom, blev nedkastet. Regeringens sæde flyttedes år 330 f.Kr. af Konstantin til Konstantinopel. Samme begivenhed fremstilles i Åb. 13;2, hvor det siges, at dragen, det hedenske Rom, gav dyret, det pavelige Rom, sin trone, byen Rom.

9. ”Og hæren blev tilligemed det bestandige (offer) given til pris.” De barbarer, der kuldkastede det romerske rige, lod sig under hine tiders omvekslinger, forstyrrede tilstande og stadige omdannelser, omvende til den katolske tro og lod sig benytte som redskaber til at omstyrte sin fordums religion. Skønt de politisk erobrede Rom, blev de selv religiøst besejrede af Roms teologi og blev dem, der fortsatte samme rige under en anden form. Og dette skete ”for frafaldets skyld”, det er ved uretfærdighedens hemmeligheds værk. Pavevæsenet er det største uretfærdighedssystem, man nogensinde har fundet på for at vanære Herren, fordi det i hans navn har begået sine afskyeligheder og øvet sine overtroiske ceremonier i den sande, uforfalskede religions klædebon og under påskud af at dyrke den.

10. ”Og det kastede sandheden til jorden, og det udførte det og havde fremgang.” Dette beskriver i få ord pavemagtens værk og løbebane. Sandheden fremstilles af den i et afskyeligt vrængebillede; den er bleven fortrængt af sagn; den er omvendt til et maskespil og overtro; den er kastet til jorden og er bleven formørket.

Og denne antikristelige magt ”udførte det”; den har øvet sine bedragerier mod folk, iværksat sine listige planer for at nå sine egne formål og forøge sit eget vælde. Og den har ”haft fremgang”. Den har ført krig mod de hellige og har overvundet dem; den har tilbagelagt sin forudbestemte løbebane og skal snart sønderbrydes uden hænder for at gives hen i den brændende ild og omkomme i den fortærende herlighed ved Herrens andet komme.

Rom svarer til profetiens træk i alle enkeltheder; men ingen anden magt svarer dertil. Derfor er Rom, og ingen anden magt, den magt, som her beskrives. Og den beskrivelse, guds ord giver over dette afskyelige systems væsen, er bleven fuldstændig bekræftet, og forudsigelserne om dets bedrøvelige historie er højst påfaldende og nøje gået i opfyldelse.

 13.  Da hørte jeg en hellig tale, og en anden hellig spurgte den
      talende: ”Hvor lang Tid gælder Synet om, at det daglige Offer
      ophæves, Ødelæggelsens Misgerning opstilles, og Helligdommen og
      Hæren nedtrampes?”
 14.  Han svarede: ”2300 Aftener og Morgener; så skal Helligdommen
      komme til sin Ret igen!” 

Tiden. – Disse to vers afslutter det egentlige syn i 8. kapitel og de indfører det eneste genværende punkt, som fremfor alle andre naturlige måtte være af den meste ubetingede interesse for profeten og hele menigheden, nemlig hvor længe de ødelæggende magter, som forud er omtalte, skal vedblive. Hvor længe skal de vedblive at undertrykke Guds folk og at bespotte de høje himle? Daniel havde kanhænde selv gjort dette spørgsmål, om der havde været forundt ham tid; men Gud er altid rede til på forhånd at opfylde vore ønsker og til undertiden at svare, før man spørger. Derfor optræder to himmelske væsener og samtaler i profetens påhør om dette spørgsmål, som det er så vigtigt for menigheden at forstå. Daniel hørte én hellig tale; men hvad denne hellige talte, siges der intet om; imidlertid må der enten i hans tales indhold eller form have været noget, som gjorde et dybt indtryk på Daniel, da han allerede i næste sætning særskilt fremhæver denne engel, som ”ham, som talte”. Kanhænde han har ytret noget lignende som Åbenbaringens syv tordener (Åb. 10;3), noget, som Johannes af en eller anden årsag ikke kunne nedskrive. En anden hellig rettede imidlertid til den, som talte, et vigtigt spørgsmål: Hvor længe gælder synet? Og både spørgsmålet og svaret er optegnede, hvilket er et fortrinligt bevis på, at det er noget, som menigheden bør forstå. Denne anskuelse vinder yderligere bestyrkelse ved, at englen ikke spurgte således for selv at erholde oplysning, såsom svaret kun blev henvendt til Daniel som den, det fornemmelig vedkom, og til hvis undervisning det blev givet. ”Og han sagde til mig”, siger Daniel, idet han optegner svaret på englens spørgsmål: ”Indtil to tusinde og tre hundrede aftener og morgener; så skal helligdommen komme til sin ret igen.”

Det bestandige (Offer) . – I 13. vers har man bevis for, at ordet ”offer” eller ”tjeneste” ikke er det rette at indskyde i forbindelse med ordet ”bestandige”. Hvis der her menes den jødiske tjenestes daglige ofring, eller med andre ord, at denne ofring skulle tages bort – som en og anden antager – hvilken tjeneste til en vis tid blev taget bort – så ville der ikke være nogen rimelighed i at spørge: På hvor lang tid går synet om det bestandige? Dette spørgsmål kræver øjensynlig underforstået, at de midler eller begivenheder, hvortil synet henviser, optager en lang årrække. Den forestilling, hvorom det hele samler sig, er en fortsættelse af tid, og synets hele tid opfyldes ved, hvad der på dette sted kaldes det bestandige og overtrædelsen, der bringer ødelæggelse. Derfor kan det bestandige ikke være Jødernes daglige ofring, hvis bortfjernelse, da tiden dertil kom, kun optog sammenlignelses vis et kort øjeblik; det må antyde noget, som i sin udførelse optager en længere årrække.

Det ord, som ovenfor gengives ved ”bestandig” eller ”stadig”, forefindes i det gamle testamente ifølge den hebraiske konkordanse (samling af skriftsteder) 102 gange og er i de allerfleste tilfælde bleven oversat stadig eller vedvarende. Begrebet tjeneste hæfter dog aldeles ikke ved dette ord, og ej heller er der i teksten noget ord, som betyder tjeneste eller offer. Det er blot et indskudt ord, som oversætterne har føjet til i overensstemmelse med sin opfattelse af, hvad teksten synes at kræve; men de gik åbenbart ud fra en vildfarende anskuelse, da der aldeles ikke hentydes til jødernes ofringer eller tjeneste. Det er rettest derfor at antage som mere stemmende med konstruktionen og sammenhængen, at ordet ”stadig” angår en ødelæggende magt ligesom overtrædelsen, der bringer ødelæggelse, hvormed det står i forbindelse. Man får da to ødelæggende magter, der gennem en lang tid undertrykker eller ødelægger menigheden. Ordene i hebraisk, berettiger og til at foretrække denne konstruktion, idet det sidste ord, ødelæggelse, har en fælles hentydning til de to foregående udtryk, det bestandige og overtrædelsen, forbundne ved bindeordet ”og”. De kan oversættes bogstavelig således: ”Hvor langt synet (angående) ødelæggelsens vedvaren og overtrædelse, idet ordet ødelæggelse går både på vedvaren og overtrædelse, som om der fuldt ud stod: ”Ødelæggelsens vedvaren og ødelæggelsens overtrædelse”; men ødelæggelsens vedvaren eller den stadige ødelæggelse betegner da hedenskabet gennem hele dets lange historie, og ødelæggelsens overtrædelse betegner pavedømmet. Det udtryk, der beskriver denne magt, er stærkere end det, som benyttes til at beskrive hedenskabet. Det er ødelæggelsens overtrædelse (eller oprør, som ordet også betegner); ligesom om den ødelæggende magt i denne periode af kirkens historie oprørsk havde rejst sig mod al tvang, hvorunder den tidligere havde måttet bøje sig.

Fra et religiøst synspunkt har verden blot fremvist ovennævnte to former for modstanden mod Guds værk på jorden; ihvorvel derfor tre jordiske herredømmer indføres i profetien som kirkens undertrykkere, indordnes de ovenfor under to rubrikker: den stadige ødelæggelse og ødelæggelsens overtrædelse. Det medisk-persiske rige var hedensk, Grækenland var hedensk, Rom i sin første form var hedensk – alle disse tre tilsammen udgjorde den bestandige ødelæggelse. Derpå kommer den pavelige form, som fra nu af indtil verdens ende skulle blive den fornemste forfølgende magt, et vidunder af kløgt og list, en levendegørelse af djævlsk blodtørst og grumhed. Intet under derfor, at råbet tidsalder efter tidsalder har lydt fra lidende blodvidner: Hvor længe, O Herre, hvor længe? Og intet under, at Herren har løftet fremtidens slør for sit nedtrådte, ventende folks øjne, at dog ikke alt håb skulle dø ud i deres hjerte, og har vist dem verdenshistoriens begivenheder, således som de gennem tiderne ville udvikle sig, indtil alle hine forfølgende magter til sidst skal fuldstændig, for evig ødelægges, har givet dem et blik ud over døden ind i deres evige arvelods uforvisnelige herlighed.

Herrens øje er over hans folk. Ildovnen skal ikke ophedes stærkere end nødvendigt for at fortære rusten. Gennem megen genvordighed skal vi indgå til riget; og det ord, som i det ældre sprog giver udtryk for denne genvordighed, betegner først og fremmest et tærskeredskab. Slag efter slag må falde over os, indtil al hveden er tærsket ud af avnerne, og vi bliver skikkede for det himmelske kornloft. Men ikke en eneste hvedekerne skal spildes. Herren siger til sit folk: I er verdens lys og jordens salt. I hans øjne er der på jorden intet andet betydningsfuldt eller vægtigt. Derfor rejses her dette særegne spørgsmål: På hvor lang tid går synet om den stadige og overtrædelsen, der bringer ødelæggelse? Hvorom? Jordiske rigers glans? Berømte krigeres dygtighed? Mægtige erobreres ry? Et menneskeligt riges storhed? Nej, men om helligdommen og hæren, den højestes hær og tilbedelse! Hvor længe skal de trædes under fødder? Dette er alt, hvad der vedkommer himlen, og hvorpå himlen agter. Den der rører ved Guds folk, rører ikke ved blot dødelige, svage og hjælpeløse væsener, men ved almagten; han indlader sig på et mellemregnskab, der skal opgøres for himlens domstol. Snart skal også alle disse regnskaber afgøres; undertrykkelsens jernhæl skal selv blive knust, og et folk skal føres frem af ildovnen, beredt til at skinne som stjernerne i evighed. Hvilken ophøjet stilling dog at være genstand for de himmelske væseners interesse, en sådan, som Guds forsyn tager sig af og opholder hernede og kroner med udødelighed hisset! Hvor langt højere dette er end at være en mægtig mand på jorden, enten præsident eller konge! Er du, kære læser, en af disse udvalgte?

Med hensyn til de 2300 dage, der for første gang omtales i 14. vers, anføres der i dette kapitel intet nærmere, hvoraf man kan slutte sig til, hvornår de begynder og ender, eller kan vide, hvor stor en del af verdenshistorien de dækker. Vi må derfor forbigå dem. Men man kan være sikker på, at der ikke mangler oplysning angående nævnte dage. Profetien om dem er en del af en åbenbaring, som er givet for at oplyse Guds folk, og må følgelig forstås af dem. De omtales midt i en profeti, som engelen Gabriel fik befaling om at gøre Daniel begribelig, og denne befaling kan man være vis på, at englen engang udførte, hvorfor den nødvendige oplysning med hensyn til denne vigtige tidsperiode må findes et eller andet sted. I senere dele af Daniels profetier skal vi søge videre oplysning, og den hemmelighedsfuldhed, der i dette kapitel hviler over nævnte dage, vil man finde fjernet i næste kapitel.

Helligdommen – I nær forbindelse med de 2300 dage står et ligeså vigtigt emne, der nu bør drøftes, nemlig helligdommen, hvormed også dens retfærdiggørelse eller renselse står i forbindelse. Ved nærmere undersøgelse heraf vil man indse, hvor vigtigt det er at forstå, når de 2300 dage begynder og ender, for at man kan vide, når den store begivenhed skal ske, der betegnes med ordene: Helligdommen skal få sin ret igen eller retfærdiggøres; thi i dette højtidelige værk har alle jordens beboere en personlig interesse, som man til tid og sted vil erfare.

Flere forskellige påstande er bleven fremførte, angående hvad der kunne være den her omtalte helligdom: 1) Jorden; 2) Kanaans land; 3) Menigheden; 4) Helligdommen, ”det sande tabernakel, hvilket Herren har oprejst og ikke et menneske”, hvilket er ”i himlene selv”, og hvorpå det jødiske tabernakel var et forbillede eller mønster. Heb. 8:1,2; 9:23,24. Disse indbyrdes stridende påstande må afgøres ved den hellige skrifts vidnesbyrd desangående, og de er heldigvis hverken få eller dunkle.

1. Er jorden helligdommen? – Ordet ”Helligdom” forekommer i det gamle og nye testamente 144 gange, og af ordbøgers forklaring og dets brug i Bibelen erfarer man, at det benyttes for at betegne et helligt sted, en bolig for den højeste. Hvis nu jorden var helligdommen, så svarede den til ordets betydning, og Bibelen ville tale et eller andet sted om den som sådan. Men man finder ikke en eneste egenskab ved denne jord, der passer til begrebet helligdom. Den er hverken et helligt sted, ej heller en bolig for den højeste. Den har intet, der udmærker den, uden at den er en planet, hvis beboere har gjort oprør, så at den er bleven fordærvet ved synden, brændemærket og hentæret af forbandelsen. Endvidere kaldes den intetsteds i hele Bibelen helligdommen. For ovenstående synsmåde kan man kun anføre ét skriftsted, og det endog blot ved en falsk tydning. Profeten Esajas siger (Kapitel 60;13): ”Libanons herlighed skal komme til dig, Cypres, løn og buksbom til hobe, for at pryde min helligdoms sted, og mine fødders sted vil jeg forherlige.” Disse udtryk peger utvivlsomt hen på den nye jord; men selv den kaldes ikke helligdomme, men kun helligdommens sted, ligesom den kaldes Herrens fødders sted, et udtryk, der sandsynligvis betegner Herrens stadige nærværelse hos sit folk, således som den blev åbenbaret for Johannes (Åb. 21;3): ”Se, Guds bolig er hos menneskene, og han skal bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud selv skal være med dem og være deres Gud.” Alt, som derfor kan siges om jorden er, at Herren vil opslå sit Paulun der, når den bliver fornyet. Den har end ikke en skygge af krav på for nærværende at være Helligdommen eller den helligdom, profetien omtaler.

2. Er Kanaans land helligdommen? For så vidt man lader sig lede af ordets naturlige betydning, kan Kanaan ikke have bedre krav end jorden på denne udmærkelse. Men vi vil henvise til et par skriftsteder, som en og anden støtter sig til i dette stykke. Det første findes i 2 Mos, 15;17, hvor Moses i sin lovsang til Herren efter overgangen over det Røde Hav råbte: ”Du skal føre dem ind og plante dem på din arvs bjerg, det sted, du har beredt til din bolig, o Herre, den helligdom, o Herre, som dine hænder har grundlagt.” Heraf forsøger enkelte at drage den slutning, at bjerget var helligdommen; men når man i forbindelse dermed betragter Davids ord (Sal. 78;54,69) som er en beretning om, hvorledes Moses’ forudsigelse blev fuldbyrdet, og lægger mærke til, at han siger, at bjerget simpelthen var helligdommens landemærke, og at inden dette landemærke eller land helligdommen var bygget ligesom høje paladser, idet han derved hentydede til Jødernes skønne tempel, midtpunktet for og sindbilledet på hele deres Gudsdyrkelse, så falder denne slutning bort.

Endnu en betragtning angående, hvorvidt jorden eller Kanaans land er helligdommen. Hvis nogen af dem er helligdommen, bør den ikke alene beskrives som sådan på et enkelt sted; men samme tanke burde helt gennemføres, og jordens eller jødelands renselse burde kaldes helligdommens renselse. Jorden er virkelig besmittet, og den skal renses ved ild; men som man senere vil se, er ikke ilden det middel, som skal benyttes for at rense helligdommen eller give den sin ret igen; og det, at jorden eller nogen del af den renses, kaldes intetsteds i Bibelen helligdommens renselse.

3. Er menigheden helligdommen? – Den åbenbare mistro, hvormed denne teori fremsættes, betyder i virkeligheden, at man opgiver den, før den opstilles. Det eneste skriftsted, som man kan fremdrage til støtte for denne påstand, findes i Sal. 114;1-2: ”Da Israel drog ud af Egypten, Jakobs hus fra et folk med fremmed tungemål, da blev Juda hans helligdom, Israel hans rige.” Hvis man tager dette skriftsted i dets mest bogstavelige forstand, hvad beviser det da med hensyn til helligdommen? Jo, at helligdommen indskrænkedes til den ene af de tolv stammer, - følgelig at kun en del af menigheden, ikke den hele, udgør helligdommen. Men dette beviser jo intet, da det beviser for lidt til bedste for vedkommende teori. At Juda i det citerede skriftsted kaldes helligdommen behøver ikke at volde forundring, når man erindrer, at Herren til sin helligdoms sted valgte Jerusalem, der lå i Juda; ”men han udvalgte Judas stamme, Zions bjerg, som han elskede” (Sal.78;68), ”og han byggede sin helligdom lig høje bjerge, lig jorden, som han har grundfæstet for evig tid”. 69. vers. Dette viser klarlig, hvilken forbindelse der var mellem Juda og helligdommen. Denne stamme var ikke selv helligdommen; men den omtales som sådan en gang, da Israel kom op fra Egypten, fordi Gud havde til hensigt midt imellem denne stammes landemærker at grundfæste sin helligdom. Men selv om man nu kunne vise, at menigheden nogetsteds kaldes helligdommen, ville det for nærværende spørgsmål ingen betydning have, da det her gælder at fastslå helligdommens betydning i Daniel 8;13-14, thi menigheden omtales der som noget andet: ”at både helligdom og hær hengives til nedtrædelse.” Ingen vil bestride, at her med hæren menes menigheden, hvorfor helligdommen må være noget andet og forskelligt.

4. Er templet i himlen helligdommen? – Kun én sats genstår nu til undersøgelse, hvorvidt nemlig den i omhandlede skriftsted nævnte helligdom er, hvad Paulus i Hebræerbrevet kalder ”det sande Tabernakel, hvilket Herren har oprejst og ikke et menneske”, og som han udtrykkelig giver navnet ”en helligdom”, og hvorom han siger, at den er ”i himlen selv”. Af denne helligdom havde vi under den gamle pagt en forbilledlig fremstilling, et mønster eller en lignelse i det af Moses byggede tabernakel, senere i Jerusalems tempel. Og man lægger særlig mærke til, at det eneste håb om nogensinde at komme til forståelse af dette spørgsmål hviler på rigtigheden af den her fremsatte anskuelse; thi alle andre påstande er uholdbare, som man har set. Intet andet, der nogensinde af nogen som helst er opstillet som den antagelige helligdom: Jorden, Kanaans land eller menigheden, kan med rette hævde et sådant krav end et øjeblik. Hvis man derfor ikke i den genstand, vi nu omtaler, kan finde helligdommen, så må man i yderligt mismod høre op med at søge derefter; meget af åbenbaringen må man da betragte som endnu ikke åbenbaret, og af den hellige skrifts må man som unyttigt læsestof bortlægge de talrige sider, der handler om denne genstand. Derfor vil gerne alle de, som hellere end at lade så vigtig en sag blive uoplyst lægger alle forudfattede meninger og yndlings idéer til side, undersøge denne teori med stor lyst og ubegrænset interesse. De vil begærligt gribe ethvert bevis, som her kan gives os, ligesom en, der var faren vild i en mørk labyrint, ville gribe fat i den tråd, der alene kunne føre ham ud til lyset igen.

Det vil være bedst for os i tanken at stille os i Daniels sted og betragte sagen fra hans standpunkt. Hvad ville han forstå ved udtrykket ”helligdommen”, når han blev spurgt om det? Kan man komme til et sikkert resultat desangående, vil det ikke være vanskeligt at drage rigtige slutninger om selve sagen. Når dette ord blev nævnt, ville Daniel uvilkårlig komme til at tænke på den gamle pagts helligdom; og hvad den var, vidste han visselig nok. Hans tanke faldt på Jerusalem, hans fædres by, som nu lå i grus, og på deres ”skønne hus”, der var brændt med ild, som Esajas klager. Og som han plejede, vendte han da sit ansigt mod stedet for deres engang højagtede tempel og bad Gud om at lade sit ansigt lyse over sin helligdom, der nu lå øde. Ved ordet ”helligdom” forstod Daniel øjensynligt Jødernes tempel i Jerusalem.

Men i Hebr. 9;1 giver Paulus os et meget tydeligt vidnesbyrd i denne henseende: ”Vel havde også den første pagt anordninger for gudstjenesten og en jordisk helligdom.” Dette er jo netop, hvad vi for øjeblikket må se at få rede på: Hvad var den første pagts helligdom? Paulus siger videre (2-5 vers): ”Thi der var indrettet det forreste tabernakel (dets første rum), i hvilket var både lysestagen og bordet og skuebrødene; dette kaldes det hellige. Men bag det andet forhæng var det tabernakel, som kaldes det allerhelligste, som havde det gyldne røgelseskar og Pagtens Ark, overalt beklædt med guld, i hvilken var en guldkrukke med manna og Arons blomstrende stav og pagtens tavler. Men oven over den var herlighedens Keruber, som overskyggede nådestolen, om hvilke ting der nu ikke er at tale stykkevis.”

Man kan ikke tage fejl af den genstand, hvortil Paulus her hentyder. Det er det tabernakel, som Moses efter Herrens anvisning opførte (hvilket senere blev indlemmet i templet i Jerusalem), med det hellige og det allerhelligste, samt adskillige tempelkar som ovenfor nævnt. En fuldstændig beskrivelse af denne bygning med dens forskellige kar og deres benyttelse vil man finde i 2 Mos. 25 og efterfølgende kapitler. Hvis læseren ikke kender nøje til dette, vil det være vel, at han slår op og nøje undersøger beskrivelsen af denne bygning. Dette var, siger Paulus tydelig, den første pagts helligdom. Og man lægger nøje mærke til denne erklærings logiske værd. Idet han fortæller os, hvad der virkelig en tid udgjorde helligdommen, fører Paulus undersøgelsen ind på det rette spor; han giver et grundlag for videre arbejde, - marken ryddes en stund for al tvivl og alle hindringer. Hele den tid igennem, der dækkes af den første pagt, og som nåede fra Sinai til Kristus, har vi for os en tydelig og klart beskreven genstand, der nøjagtig beskrives af Moses, og af Paulus erklæres at være hele den tids helligdom.

Men Paulus’ vidnesbyrd har endnu større betydning; det bortrydder for bestandig påstandene om, at jorden, Kanaans land eller menigheden er helligdommen; thi hvad der ville bevise, at nogen af disse på noget som helst tidspunkt var helligdommen, ville også bevise, at de var det under den gamle pagt. Dersom Kanaan nogensinde var helligdommen, var det det også, da Israel plantedes der, - hvis menigheden nogensinde har været helligdommen, var den det, da Israel førtes ud af Egypten, - såfremt jorden nogensinde var helligdommen, var den det også i den tid, hvorom her tales. Dette tidspunkt gælder nemlig ligeså vel som noget andet tidspunkt i de beviser, der fremdrages; og ifald disse ikke var helligdommen dengang, da bliver alle de beviser til intet, der skulle bevise, at de nogensinde har været eller kunne være helligdommen. Men var de da helligdommen på omhandlede tid? Dette er et spørgsmål der er afgørende for disse teorier, og Paulus besvarer spørgsmålet benægtende, idet han beskriver Mose tabernakel og siger, at hverken jorden eller Kanaan eller menigheden var den gamle pagts helligdom.

Denne bygning svarer netop til alt det, som fordres af den sande helligdom:

1) Den var Guds jordiske bolig. ”Og de skal gøre mig en helligdom, og jeg vil bo midt iblandt dem,” sagde han til Moses. 2 Mos.25;8. I dette tabernakel, som de opførte overensstemmende med Herrens anvisning, åbenbarede han sin nærværelse. 2) Den var et helligt sted, ”helligdommens helligdom”. 3 Mos.16;33. 3) Den kaldes i Guds ord atter og atter helligdommen. I de 144 tilfælde, hvori ordet benyttes i det gamle testamente, gælder næsten alle denne bygning.

Tabernaklet opførtes først på en sådan måde, at det egnede sig for Israels børns tilstand på den tid. De skulle netop begynde sin 40-årige vandring i ørkenen, da denne bygning opførtes midt iblandt dem som Guds bolig og midtpunktet for deres Gudsdyrkelse. At rejse fra sted til sted var uundgåeligt, og de måtte flytte hyppigt, hvorfor også tabernaklet ofte flyttedes fra sted til sted. Det var derfor således sammensat af bevægelige dele, at det hurtigt kunne tages ned, bekvemt føres bort og uden besvær opføres igen på hvert af de steder, hvor de under sin rejse nu og da gjorde holdt, idet siderne bestod af simple panel vægge, medens dækket bestod af gardiner af linned tøj og farvede huder. Efter at de var komne ind i det forjættede land, veg denne midlertidige bygningsform med tiden for Salomos prægtige tempel. I denne mere varige skikkelse bestod det indtil ødelæggelsen ved Romerne i året 70 e.Kr., kun med undtagelse af den tid, det i Daniels dage lå i ruiner.

Dette er den eneste helligdom i forbindelse med jorden, hvorom Bibelen giver nogen oplysning eller historien nogen meddelelse. Men findes der ikke nogetsteds nogen anden? Dette var den første pagts helligdom, og med den afsluttedes den. Er der ingen helligdom, som tilhører den anden eller nye pagt? Det må der være; thi ellers findes der ingen lighed mellem disse to pagter. Og i dette tilfælde havde den første pagt et religionssystem, der er ufatteligt, omendskønt det beskrives i de mindste enkeltheder, ligesom den anden pagt har et religionssystem, som er højst ubestemt og uklart. Nu forsikrer jo Paulus os virkelig, at den nye pagt, der er trådt i kraft ved Kristi død, har en helligdom, thi idet han stiller de to pagter frem i modsætning til hinanden i Hebræerbrevet, siger han i Kapitel 9;1, at den første pagt også havde ”anordninger for gudstjenesten og en jordisk helligdom”, hvorved han altså siger, at den nye pagt ligeledes har sin gudstjeneste og sin helligdom. Endvidere taler han i nævnte kapitels 8. vers om den jordiske helligdom som det første tabernakel. Hvis det var det første, må der være et andet; og ligesom det første tabernakel bestod så længe, som den første pagt stod ved magt, må det andet tabernakel have indtaget det førstes plads, da hin pagt sluttede, og må altså være den nye pagts helligdom. Man kan ikke undgå at komme til denne slutning.

Hvor skal man da søge den nye pagts helligdom? Ved i Heb.9;1 at bruge ordet ”også” tilkendegiver Paulus, at han før havde talt om denne helligdom. Vender man så tilbage til begyndelsen af foregående kapitel (det 8.), finder man , at han samler sine foregående udtalelser i følgende ord; ”Hovedsagen i det, som her siges, er: Vi har en ypperstepræst, som sidder ved højre side af majestætens trone i himlene som en tjener ved helligdommen og det sande tabernakel, hvilket Herren har oprejst, og ikke et menneske.” Kan der være nogen tvivl om, at dette skriftsted omtaler den nye pagts helligdom? Her hentydes klarlig til den første pagts helligdom, - hin var opført ved et menneske, bygget ved Moses, medens denne oprejstes af Herren, ikke et menneske, - hin var det sted, hvor de jordiske præster udførte sine gudstjenestelige handlinger, denne er det sted, hvor Kristus, den nye pagts ypperstepræst, træder frem for Herren, - den førstnævnte var hernede, den sidstnævnte er hist oppe, - hvorfor hin med god grund af Paulus kaldes en jordisk helligdom, medens denne kaldes en himmelsk.

Denne synsmåde støttes yderligere ved den kendsgerning, at den ved Moses byggede helligdom ikke var et bygværk efter bygmesterens påfund, men efter et mønster; det store forbillede fandtes et eller andet sted, så at hvad Moses udførte kun var en lignelse eller et billede. Hør, hvilken befaling Herren i denne anledning gav ham: ”I alle måder således som jeg vil vise dig billedet af tabernaklet og billedet af alt dets tilbehør, skal I gøre det.” 2 Mos.25;9. ”Og se til, at du gør alt efter det billede deraf, som er vist dig på bjerget!” 40. vers. I samme anledning se 2 Mos. 26;30, 27;8, Apg. 7;44.

Hvoraf var nu den jordiske helligdom et billede? Af den nye pagts helligdom, det ”sande tabernakel, hvilket Herren har oprejst, og ikke et menneske”. Den første pagts forhold til den anden er jo helt igennem forbilledets til modbilledet eller virkeligheden. Dens ofringer var forbilleder på den nye pagts større offer, dens præster på frelseren i hans mere fuldkomne præstedømme; deres tjeneste skete som et forbillede og en skygge af vore ypperstepræsts tempeltjeneste i himlen, og helligdommen, hvori de tjente i egenskab af præster, var et forbillede på den sande helligdom i himlen, hvor frelseren forretter sin tjeneste.

Alt dette fremstilles tydelig af Paulus i nogle få vers i Hebræerbrevet, kapitel 8;4-5: ”Thi dersom han (Kristus) var på jorden, var han ikke præst, efterdi der er præster, som frembærer gaverne efter loven, hvilke tjener en afbildning og skygge af det himmelske, eftersom Moses fik guddommelig undervisning, da han skulle berede tabernaklet; thi se til, sagde han, at du gør alt efter det forbillede, der blev vist dig på bjerget!” Dette vidnesbyrd viser, at de jordiske præsters præstedømme var en skygge af Kristi præstedømme, og det bevis, Paulus fremfører for dette, er den befaling, Herren gav Moses, at gøre tabernaklet efter den lignelse, han så på bjerget. Dette viser klarlig, at den lignelse, Moses så på bjerget var det samme som helligdommen eller det sande tabernakel i himlen, hvor frelseren tjener, og som omtales tre vers ovenfor.

I kapitel 9;8-9 siger Paulus videre: ”Hvorved den Helligånd giver dette tilkende, at vejen til helligdommen (Græsk: de hellige steder, pl.) endnu ikke er åbenbart, så længe det første tabernakel endnu består, hvilket er et forbillede indtil den nærværende tid.” Medens det første tabernakel stod og fremdeles varede ved, og den første pagt var gyldig, blev naturligvis ikke det mere fuldkomne tabernakels tjeneste og den nye pagts værk udført. Men da Kristus, en ypperstepræst for de tilkommende goder, kom, da det første tabernakel havde tjent majestætens trone i himlene som templets tjener i den sande helligdom og gik med sit eget blod (12. vers) ”ind i helligdommen (de hellige steder, pl. På Græsk) og fandt en evig forløsning”. Af disse himmelske hellige steder var derfor det første tabernakel en afbildning for den daværende tid. Hvis noget videre vidnesbyrd behøves, taler han i 23. vers om det jordiske tabernakel med dets rum og redskaber som afbildninger af de himmelske ting: og i 24. vers kalder han de hellige steder, som er byggede med hænder, det vil sige, det af Moses opførte jordiske tabernakel, et billede af det sande, d.e. tabernaklet i himlen.

Denne anskuelse bestyrkes yderligere ved Johannes’ vidnesbyrd. Blandt de ting, han fik lov til at skue i himlen, så han syv antændte fakler brændende for tronen (Åb. 4;5), og han så et røgalter og et guld-røgelseskar(Kap.8;3); han så Guds Pagts Ark(Kap. 11;19); og alt dette i forbindelse med et tempel i himlen. Åb. 11;19, 15;8. Disse genstande må enhver, der læser Bibelen, straks erkende som redskaber for helligdommen; de skyldte helligdommen sin tilværelse og var udelukkende forbeholdte den for at anvendes ved den med helligdommen forbundne gudstjeneste; ligesom de ikke havde været til uden helligdommen, således kan man af deres tilstedeværelse skønne, at der hvor de findes, der er helligdommen. Derfor er det en kendsgerning, at Johannes så disse ting i himlen under den nye pagt, hvilket er et bevis på, at der er en helligdom der, og at det forundtes ham at skue den.

Hvor nødig man end måtte ville anerkende, at der er en helligdom i himlen, er dog det givne vidnesbyrd tilstrækkeligt bevis for, at så er tilfældet. Paulus siger, at Moses’ tabernakel var den første pagts helligdom. Moses siger, at Gud på bjerget viste ham en lignelse, hvorefter han skulle bygge sit tabernakel, og Paulus vidner, at Moses opførte det overensstemmende med lignelsen, at denne lignelse var det sande tabernakel i himlen, ”hvilket Herren har oprejst, og ikke et menneske”, og at det ved hænder byggede tabernakel var en sand afbildning eller fremstilling af denne himmelske helligdom. Og for at styrke Paulus’ vidnesbyrd, at denne helligdom er i himlen, vidner Johannes som øjenvidne, at han så den der. Hvilket vidnesbyrd kan man så yderligere fordre? Eller rettere sagt, hvilket yderligere vidnesbyrd kan man tænke sig?

Angående spørgsmålet om, hvad helligdommen er, foreligger sagen nu klar i et harmonisk hele. Alle bør mærke sig dette, og ingen kan modsige det. Bibelens helligdom består for det første af det forbilledlige tabernakel, der blandt Hebræerne oprejstes ved udgangen af Egypten, den første pagts helligdom; og for det andet af det sande tabernakel i himlen, den nye pagts helligdom, hvoraf det første var et billede. Disse er begge uadskilleligt forbundne som forbillede og modbillede. Fra modbilledet kan man gå tilbage til forbilledet, fra forbilledet føres man naturlig og uundgåelig fremad til modbilledet eller virkeligheden.

Vi har ovenfor sagt, at Daniel straks ville opfatte ordet ”helligdom” som sit folks helligdom i Jerusalem, og det ville enhver have gjort under den gamle pagt. Men hentyder da erklæringen i Daniel 8;14 til denne helligdom? Det afhænger af den tid, hvortil den henhører. Alle vidnesbyrd om helligdommen, der henhører til den gamle pagt, har naturligvis hensyn til hin pagts helligdom, og alle de vidnesbyrd, der henhører til den nye pagt, må tilhøre den nye pagts helligdom. Hvis de 2300 dage, ved hvis afslutning helligdommen skal renses (få sin ret igen), afsluttedes under den gamle pagt, så var den helligdom, som skulle renses, hin tids helligdom; men dersom de når ind i den nye pagt, så er den helligdom, hvorom der tales, den nye pagts helligdom i himlen. Dette er imidlertid noget, som først kan afgøres ved en vidtløftigere afhandling angående de 2300 dage, hvilken man vil finde ved bemærkningerne over Daniel 9;24, hvor spørgsmålet om tiden atter behandles og forklares.

Hvad der hidindtil er bleven ytret angående helligdommen, har overfor profetiens vigtigste spørgsmål været en bisag. Hovedspørgsmålet angår dens renselse. ”Indtil to tusinde og tre hundrede aftener og morgener, så skal helligdommen komme til sin ret igen (renses).” Men det var nødvendigt først at afgøre, hvad der forstås ved helligdommen, førend man på en forstandig måde kunne undersøge spørgsmålet om dens renselse. Vi er nu rede til at betragte dette spørgsmål.

Efter at have set, hvad der forstås ved helligdommen, lader spørgsmålet om dens renselse, og hvorledes denne udføres, sig snart afgøre. Man har set, at hvad der end udgør Bibelens helligdom, må dette tænkes i forbindelse med en eller anden tjeneste, der kaldes dens renselse*). I Bibelen omtales ingen sådan gerning vedrørende jorden, Kanaans land eller menigheden, - et godt bevis for, at ingen af disse udgør helligdommen; men i forbindelse med det, som ovenfor er vist at være helligdommen, findes der virkelig en sådan tjeneste, der både med hensyn til den jordiske bygning og det himmelske tempel kaldes dens renselse.

*) De ord, som i danske og norske Bibler er oversat: ”Så skal helligdommen retfærdiggøres,” og: ”så skal helligdommen få sin ret igen,” osv. er i den engelske Bibel oversat: ”then shall the sanctuary be cleansed” (så skal Helligdommen renses). Overs. Anm.

Men kan hænde nogen afviser den tanke, at der i himlen skulle være noget at rense? Og måske dette hindrer ham i at antage den ovenfor fremsatte synsmåde? I så fald må han bringe indvendinger, ikke mod nærværende værk, men mod Paulus, der bestemt forsikrer, at dette er tilfældet. Førend man imidlertid tager sit standpunkt imod apostlen, anmoder vi den, som gør indvendinger, om omhyggeligt at undersøge, hvori denne renselse består, da han utvivlsomt i dette tilfælde arbejder under en ganske fejlagtig opfattelse. Paulus vidner med følgende tydelige ord både om den jordiske og de himmelske helligdoms renselse (Heb. 9;22-23): ”Og næsten alt bliver efter loven renset med blod, og uden blods udgydelse sker ikke forladelse. Altså var det fornødent, at afbildningerne af de himmelske ting skulle renses derved, men de himmelske ting selv ved bedre ofre end disse.” Belyst af foregående bevisgrunde kan det med andre ord udtrykkes således: ”Det var derfor nødvendigt at tabernaklet, som det opførtes af Moses, med sine hellige kar, hvilket alt var afbildninger af den sande helligdom i himlen, blev renset ved blod af kalve og bukke; men de himmelske ting selv, den nye pagts helligdom, det sande tabernakel, hvilket herren har oprejst, og ikke et menneske, må renses ved bedre ofre, ja ved Kristi blod.”

Der spørges nu: Hvori består denne renselse, og hvorledes skal den foregå? Ifølge Paulus’ ord, som netop er anførte, skal dette ske ved blod. Renselsen er derfor ikke en renselse fra fysisk urenhed; thi midlet, der benyttes i sådanne tilfælde, er ikke blod. Dette vidnesbyrd er tilstrækkeligt svar på enhver indvending med hensyn til de himmelske tings renselse. Når Paulus omtaler, at himmelske ting skal renses, beviser det ikke, at der i himlen findes nogen fysisk urenhed; thi det er ikke den slags renselse, hvorom han taler. Den grund, Paulus anfører, hvorfor denne renselse skal foregå ved blod, er, at uden blods udgydelse sker ingen forladelse.

Forladelse eller udslettelse af synd er altså den gerning, der skal ske. Renselsen er derfor ikke en fysisk renselse, men en renselse fra synd. Men hvorledes kom synden i forbindelse med helligdommen, enten den jordiske eller den himmelske, så at den må renses derfra? Dette spørgsmål besvares ved tjenesten, som var forbunden med forbilledet, hvilken vi nu vil undersøge.

De sidste kapitler i 2 Mosebog beskriver, hvorledes den jordiske helligdom blev bygget, og den dermed forbundne tjenestes anordning. 3 Mosebog begynder med en beretning om den tjeneste, der skulle foregå i den. Men det eneste, man for nærværende formål behøver at fæste sin opmærksomhed ved, er én særlig gren af tjenesten, der foregik på følgende måde: Den der havde begået en synd, førte sit offerdyr frem for tabernaklets dør; på dette offerdyrs hoved lagde han sin hånd og, som man ved god grund kan antage, bekendte over det sine synder. Ved denne betegnende handling gav han til kende, at han havde syndet og fortjente døden, men at han indviede sit offer i stedet for sig selv og overførte al sin skyld på det. Med egen hånd – hvad må han vel ikke i øjeblikket have følt i sin sjæl! – tog han da sit offerdyrs liv til betaling for sin skyld. Loven forlangte overtræderens liv for hans ulydighed; ”thi kødets sjæl(livet) er i blodet” (3 Mos. 17;11, 14); uden blods udgydelse sker derfor ingen forladelse; men ved blods udgydelse er forladelsen mulig; thi loven fordrede livet, og dens forlangende blev tilfredsstillet. Derpå tog præsten offerdyrets blod, der forestillede et forspildt liv og benyttedes som middel til at bortfjerne dets brøde, og ofrede det for Herrens ansigt.

Det enkelte menneskes synd blev således ved hans bekendelse, offerdyrets slagtning og præstens offertjeneste overført fra ham til helligdommen. Offer på offer fremførtes således af folket; dag for dag gik denne gerning sin gang; og helligdommen blev således bestandig det sted, hvortil menighedens synder blev overførte. Men på denne måde blev disse synder ikke endelig borttagne; den samlede brøde blev bortfjernet ved en særlig tempeltjeneste, der kaldtes helligdommens renselse. Under forbilledet optog denne tjeneste én dag om året, og den tiende dag i den syvende måned, da dette skete, kaldtes forsoningsdagen, medens hele Israel denne dag afholdt sig fra arbejde og ydmygede sine sjæle, fremførte præsten to bukke og stillede dem frem for Herren ved døren til sammenkomstens telt. Om disse bukke kastede han lod, den ene for Herren og den anden for Asasel (syndebukken). Den, på hvilken Herrens lod faldt, blev derpå slagtet, og dens blod af præsten båret ind i helligdommens allerhelligste og stænket på nådestolen. Og denne var den eneste dag, han havde lov til at træde ind i dette rum. Når han kom ud igen, skulle han lægge begge sine hænder på den levende buks hoved og ”bekende over den alle Israels børns misgerninger og alle deres overtrædelser i alle deres synder” (3 Mos. 16;21), og idet han således lagde dem på bukkens hoved, skulle han sende den ved en dertil skikket mand ud i ørkenen, til et udyrket land, afsondret fra alle og forglemt, for at bukken aldrig skulle vise sig i Israels lejr, og at folkets synder ikke mere skulle ihukommes mod dem. Denne tjeneste foregik i den hensigt at rense folket fra deres synder og at rense helligdommen og dens hellige kar. 3 Mos. 16;30, 33. Ved denne fremgangsmåde borttoges synden, - men dog kun billedlig, såsom hele hin gerning var forbilledlig.

Den som ikke kender disse anskuelser, spørger kanhænde med forundring, hvad denne besynderlige tjeneste muligvis skulle afbilde, hvad der er i denne tids husholdning, som det billedligt kunne fremstille. Vi svarer, at Paulus tydelig lærer, at der er en lignende gerning i Kristi Tjeneste. Efter i Hebr. 8 at have sagt, at Kristus er det sande tabernakels, den himmelske helligdoms, tjener, siger han, at præsterne på jorden tjente til et forbillede og en skygge af de himmelske ting; de jordiske præsters gerning var med andre ord, så vidt det kunne udføres ved dødelige mennesker, et eksempel, en skygge og en nøjagtig fremstilling af Kristi tjeneste i himlen. Disse præster tjente i begge afdelinger i det jordiske tabernakel; derfor tjener Kristus også i begge afdelinger (det hellige og det allerhelligste) i det himmelske tempel; thi dette tempel har to afdelinger, så sandt som det blev rigtig fremstillet ved et jordiske. Frelseren tjener i begge, ellers var præstens tjeneste på jorden ikke nøjagtig skygge af hans gerning. Paulus siger også ligefrem, at han tjener i begge afdelinger; thi han siger, at han engang gik ind i helligdommen (græsk: * *5* ta hagia de hellige steder) ved sit eget blod. Hebr. 9;12.

Kristus udfører derfor en gerning under sin tjeneste i det himmelske tempel svarende til den, som præsten udførte i begge afdelinger af den jordiske bygning. Men tjenesten i den anden afdeling, det allerhelligste, var en særskilt gerning, hvorved den årlige tjeneste blev afsluttet og helligdommen renset. Derfor må Kristi tjeneste i det allerhelligste i den himmelske helligdom være en lignende gerning og må bestå i afslutningen på hans gerning som vor store ypperstepræst og den himmelske helligdoms renselse.

Ligesom folkets synder ved den gamle pagts ofringer af præsterne billedlig overførtes til den jordiske helligdom, hvor hine præster tjente, således bliver alle deres synder, der af hjertet søger forladelse ved Kristus, efter at han som vor talsmand er opfaren til faderen, i virkeligheden overførte til den himmelske helligdom, hvor han tjener. Hvorvidt Kristus i bogstavelig forstand med sit eget blod tjener for os i de himmelske hellige steder eller blot i kraft af sin fortjeneste, behøver vi ikke standse for at undersøge. Det være nok at sige, at hans blod er bleven udgydt, og ved dette blod kan syndernes forladelse virkelig erholdes, noget der under den forrige husholdning kun billedlig opnåedes ved blodet af kalve og bukke. Imidlertid havde hine ofringer virkelig værd i denne henseende; de var et udtryk for troen på det sande offer, som skulle komme, hvorfor de, der fremførte dem, har ligeså stor nytte af Kristi tjeneste som de, der under denne holdning kommer til ham ved troen.

Denne stadige overførelse af synder til den himmelske helligdom (og hvis de ikke således overførtes, kan da nogen i harmoni med forbillederne og Paulus’ vidnesbyrd forklare, hvori Kristi gerning for os består?) – denne stadige overførelse, af synder til den himmelske helligdom nødvendiggør dens renselse, af samme grund som en lignende gerning krævedes i den jordiske helligdom.

Man må dog her lægge mærke til en vigtig forskel mellem de to tjenester: I det jordiske tabernakel fuldkommedes hvert år en hel tjenesteomgang. I 359 dage, deres sædvanlige år, foregik tempeltjenesten i det hellige, og én dags gerning i det allerhelligste fuldendte den årlige omgang. Derpå begyndte tjenesten igen i det hellige og fortsattes, indtil den stor forsoningsdag atter fuldendte årets tjeneste; og således år for år. Denne stadige gentagelse af gerningen var nødvendig, fordi præsterne var dødelige og levede så kort. Men for vor Herre og frelser er ingen sådan nødvendighed forhånden, ”efterdi han lever altid for at træde frem for dem”. Heb. 7;23-25. Derfor udføres den himmelske helligdoms gerning engang for alle i stedet for at udføres årlig. I stedet for at gentages år efter andet har den fået blot én stor omgang, hvori den skal udføres og afsluttes for aldrig at gentages.

Et års tjenesteomgang i den jordiske helligdom afbildede hele gerningen i den himmelske helligdom. I forbilledet var helligdommens renselse det afsluttende værk i den årlige tjeneste. I modbilledet må helligdommens renselse være vor ypperstepræsts, Kristi, afsluttende gerning i tabernaklet i himlen. I forbilledet gik ypperstepræsten for at rense helligdommen ind i det allerhelligste for at tjene i Guds nærværelse for hans pagts ark. I modbilledet, når tiden kommer til helligdommens renselse, træder vor ypperstepræst på lignende måde ind i det allerhelligste for at afslutte sin midlergerning til gunst for menneskeslægten. Vi forsikrer med bestemthed, at man i denne sag ikke kan komme til nogen anden slutning uden at forkaste Guds hellige ord.

Kære læser, indser du, hvor vigtig denne sag er? Begynder du at fatte, af hvilken betydning Guds helligdom er for hele verden? Indser du, at hele frelsergerningen her har sit midtpunkt? At prøvetiden er endt, når denne gerning er fuldendt, og de frelstes og de fortabtes sag for evig afgjort? Forstår du, at helligdommens renselse er et kortvarigt og særligt værk, hvorved frelsens store plan for evig afsluttes? Indser du, at hvis man kan få at vide, når denne renselse begynder, så er det en højtidelig erklæring til verden om, at frelsens sidste timer er inde og hurtigt haster mod sin slutning? Det er netop dette, profetien har til hensigt at vise. Den skal vidne om, at dette vigtige værk har begyndt. ”Indtil to tusinde og trehundrede aftener og morgener (Dage eller døgn); så skal helligdommen komme til sin ret igen (renses).”

Før vi anfører noget bevis angående disse dages betydning og anvendelse, kan vi med tryghed antage, at de når til den himmelske helligdoms renselse; thi den jordiske helligdom skulle renses hvert år; og man ville lægge profeten en tåbelighed i munden, hvis man opfattede hans ord således, som om der efter 2300 dages forløb, et tidsrum, der selv om man tager udtrykket bogstaveligt, strækker sig over mere end seks år, skulle tildrage sig noget, der regelmæssigt skete hvert år. Den himmelske helligdom er det sted, hvor alle sager til sidst skal pådømmes. Hvad der særlig vedkommer menneskeslægten at vide, er: hvorvidt arbejdet der skrider fremad. Hvis folk forstod, hvor meget dette spørgsmål har at gøre med deres evige interesser, med hvilken alvor og hvilken iver delle de da ikke omhyggelig og under bøn til Gud undersøge det. Se under Daniel 9;20 og videre en bevisførelse i anledning af de 2300 dage, der viser, hvornår de ender, og når det højtidelige værk, som kaldes den himmelske helligdoms renselse, begyndte.

 15.  Medens jeg, Daniel, nu så Synet og søgte at forstå det, se, da
      stod der for mig en som en Mand at se til,
 16.  og jeg hørte en menneskelig Røst råbe over Ulaj: ”Gabriel, udlæg
      ham Synet!” 

Vi går nu over til at udtyde synet. Man må da først lægge mærke til Daniels bekymring og hans ønske om at forstå disse ting; han søgte at udfinde deres betydning. Den, som omhyggelig og alvorlig har givet agt på profetiske emner, kan ikke i sådanne sager være ligegyldig; kun den kan med ligegyldighed træde på en guldmine, som ikke ved, at et leje for det kostbare metal ligger under hans fødder. Straks stod der for profeten en af udseende som en mand. Teksten siger ikke, at det var en mand, som en og anden gerne ville få os til at tro, idet man ønsker at godtgøre, at englene er afdøde mennesker, og derfor tyr til sådanne skriftsteder som dette for at finde bevis; men den siger: ”Af udseende som en mand,” hvorfor vi øjensynlig må anse ham for en engel i menneskelig skikkelse. Og han hørte en menneskerøst, det vil sige: en engels røst, der lød som et menneskes; og den befaling, som blev given, lød på, at Gabriel skulle forklare Daniel synet, og henvendtes til Gabriel, der betyder ”den mægtige”. Han fortsætter sin meddelelse til Daniel i 9. kapitel. Under den nye husholdning fik han det hverv at meddele Zakarias han søns, Johannes døberens, fødsel (Luk.1;11); og ligeledes at forkynde Jomfru Maria, at hun skulle føde Messias (Luk.1;26). For Zakarias fremstillede han sig med følgende ord: ”Jeg er Gabriel, som står for Gud.” Det viser sig heraf, at han var en højtstillet engel af fremragende rang; men den, som tiltalte ham, stod klarlig over ham og havde magt til at befale og lede hans handlinger. Sidstnævnte var derfor sandsynligvis ingen anden end ærkeengelen Mikael eller Kristus, der tilligemed Gabriel alene havde kundskab om det, som skulle meddeles Daniel. Se Daniel 10;21.

 17.  Så kom han hen, hvor jeg stod, og ved hans Komme blev jeg
      overvældet af Rædsel og faldt på mit Ansigt. Og han sagde til
      mig: ”Se nøje til, Menneskesøn, thi Synet gælder Endens Tid!”
 18.  Medens han talede med mig, lå jeg bedøvet med Ansigtet mod
      Jorden; men han rørte ved mig og fik mig på Benene
 19.  og sagde: ”Se, jeg vil kundgøre dig, hvad der skal ske i Vredens
      sidste Tid; thi Synet gælder Endens bestemte Tid. 

Under lignende omstændigheder, som de her nævnte, faldt Johannes ned for en engels fødder (Åb.19;10, 22;8), men det var for at tilbede. Daniel synes at være bleven fuldstændig overvældet af det himmelske sendebuds majestæt; han faldt som bedøvet til jorden. Engelen lagde mildt sin hånd på ham for at berolige ham – hvor ofte har ikke himmelske væsener sagt til dødelige mennesker: Frygt ikke! – og rejste ham op fra hans hjælpeløse og liggende stilling. Med den forsikring, at enden skal komme til den bestemte tid, og at han vil lade ham vide, hvad der skal ske i vredens sidste tid, begynder han derpå at udtyde synet. Selvfølgelig dækker vredens tid et helt tidsafsnit. Hvilken tid omfatter den? Gud sagde til sit folk Israel, at han ville udgyde over dem sin vrede for deres ugudelighed; og han gav følgende befaling med hensyn til Israels ugudelige fyrste: ”Tag huen bort, og løft kronen af! Hvad der nu er, skal ikke være mere. . . . Jeg vil vende op og ned, op og ned, op og ned på det; heller ikke ved dette skal det blive, indtil han kommer, hvem retten tilhører, og jeg giver ham den.” Ez.21;25-27, 31.

Her har man altså Guds vredes tid over sin pagts folk, den periode, i løbet af hvilken helligdommen og hæren skal nedtrædes. Hun blev taget bort og Kronen løftet af, da Israel underkastedes det babyloniske rige, - det blev vendt op og ned på af Mederne og Perserne, atter igen af Grækerne og til sidst af Romerne, svarende til de tre gange, det gentages af profeten. Efter da at have forkastet Kristus blev jøderne snart adspredte over hele jorden; og det åndelige Israel har taget det egentlige Israels plads, men ligger under for jordiske magter nu og fremdeles, indtil Davids trone atter oprejses, - indtil han kommer, som er den rette arving, Messias, Fredens fyrste; da skal tronen gives ham, - da skal vreden høre op! Hvad der i denne periodes sidste tid vil foregå, skal engelen nu forkynde Daniel.

 20.  Den tvehornede Vædder, du så, er Kongerne af Medien og Persien,
 21.  den lådne Buk er Kongen af Grækenland, og det store Horn i dens
      Pande er den første Konge.
 22.  At det brødes af, og at fire andre voksede frem i Stedet,
      betyder, at fire Riger skal fremstå af hans Folk, dog uden hans
      Kraft. 

Ligesom disciplene sagde til frelseren, kan også vi her sige til den engel, der talte til Daniel: ”Se, nu taler du tydelig og bruger ingen lignelse.” Dette er en forklaring af synet i så rene ord, som man kan ønske. Se 3.-8. vers. Det persiske riges fornemste kendemærke, da to folkeslags forening, hvoraf det bestod, fremstilles ved vædderens to horn. Grækenland nåede sin højeste glans som et verdensrige under ledelse af Alexander den store, en af de største hærførere, verden nogensinde har kendt. Denne del af dets historie fremstilles under bukkens første skikkelse, medens det ene anselige horn betegner Alexander den store. Efter hans død blev riget delt i mange smådele, men vandt næsten umiddelbart igen kraft under fire store afdelinger, betegnede ved bukkens anden skikkelse, da den nemlig havde fire horn, der voksede op i stedet for det første, som blev sønderbrudt. Men disse afdelinger stod ikke i hans kraft, - igen af dem besad det oprindelige riges styrke. Disse store vejvisere i historien, om hvem historiens forfattere skriver hele bind fulde, giver den guddommelige forfatters tjener os i skarpe drag blot med nogle få pennestrøg.

 23.  Men i deres Herredømmes sidste Tid, når Overtrædelserne har
      gjort Målet fuldt, skal en fræk og rænkefuld konge fremstå.
 24.  Hans Magt skal blive stor, dog ikke som hins; han skal tale
      utrolige Ting og have Lykke med, hvad han gør, og gennemføre
      sine Råd og ødelægge mægtige Mænd.
 25.  Mod de hellige skal hans Tanke rettes; hans svigefulde Råd skal
      lykkes ham, og han skal sætte sig store Ting for og styrte mange
      i Ulykke i deres Tryghed. Mod Fyrsternes Fyrste skal han rejse
      sig, men så skal han knuses, dog ikke ved Menneskehånd. 

Denne magt følger efter de fire afdelinger af bukkens rige i deres riges sidste tid, det vil sige hen imod enden af deres løbebane; den er naturligvis den samme som det lille horn i 9. vers og følgende og må tydes om Rom som fremstillet i bemærkningerne over 9. vers; alt er da klart og overensstemmende.

”En konge med frækt åsyn.” Da Moses forudsagde den straffedom, som skulle komme over jøderne ved denne samme magts hånd, kalder han den i 5 Mos. 28;49-50 ”et folk med frækt åsyn”. Intet folk så forfærdeligere ud i sin krigerske slagorden end Romerne. ”Kyndige i rækker;” i netop omtalte skriftsted siger Moses: ”Hvis tungemål du ikke forstår”. Dette kunne man ikke sige om Babylonierne, Perserne eller Grækerne med henblik på Jøderne; thi Kaldæisk og Græsk benyttedes mere eller mindre i Jødeland, hvilket ikke var tilfældet med latinen.

”Når overtræderne har gjort sine synders mål fuldt.” Stadig holdes forbindelsen med Guds folk og deres undertrykkere for øje. Det var på grund af hans folks overtrædelser, de solgtes i fangenskab; og dette, at de fremturede i synd, nedkaldte over dem strengere og strengere straffedomme; men ingensinde var Jøderne mere moralsk fordærvede som et folk end dengang, de kom under Romernes retsvælde.

”Og hans magt skal blive stærk, men ikke ved hans kraft.” Romernes held kom i en stor grad fra deres forbundsfællers hjælp og den blandt deres fjender rådende splittelse, som de stadig forstod at drage fordel af.

”På uhørt vis skal han ødelægge.” Herren sagde til Jøderne ved profeten Ezekiel, at han ville overgive dem i menneskers hænder, ”som var mestre til at ødelægge”. Hvor betydningsfuld er ikke en sådan beskrivelse, og hvor passer den ikke på Romerne! Da de indtog Jerusalem, ihjelslog de 1.100.000 Jøder og tog 97.000 til fange; så uhørt ødelagde de dette engang mægtige og hellige folk.

Og hvad de ikke kunne afstedkomme med vold, sikrede de sig ved list; deres smiger, svig og beskikkelse var ligeså skæbnesvanger som deres krigeriske tordenkiler; og til sidst rejste Rom sig i en af sine herskeres person mod fyrsternes fyrste, da det fældte dødsdommen over Jesus Kristus.

”Uden menneskehånd skal sønderbrydes.” Et udtryk der viser, at denne magts ødelæggelse i et og alt er det samme, som når billedet sønderslås i kapitel 2.

 26.  Synet om Aftenerne og Morgenerne, hvorom der var Tale, er
      Sandhed. Men du skal lukke for Synet; thi det gælder en fjern
      Fremtid.”
 27.  Men jeg, Daniel, lå syg en Tid lang; så stod jeg op og udførte
      min Gerning i kongens Tjeneste. Jeg var rædselslagen over Synet
      og forstod det ikke. 

”Synet om aftenerne og morgenerne” er nemlig de 2300 dage. Lige overfor den lange undertrykkelsesperiode og den elendighed, der skulle ramme hans folk, blev Daniel aldeles afmægtig og syg i flere dage; han forfærdedes over synet, men forstod det ikke. Hvorfor udførte Gabriel nu ikke straks alt, der var blevet ham befalet, og bragte Daniel til at forstå synet? Fordi Daniel havde fået al den oplysning, han for øjeblikke kunne tåle. Oplysningen om de øvrige ting opsættes derfor til et senere tidspunkt.