9. Kapitel - De 70 uger

Det i foregående kapitel berettede syn blev givet i Belsazzars trejde år, 538 f.Kr. I det samme år, hvilket også var Darius’ første år, forefaldt de begivenheder, som omtales i dette kapitel. Altså hengik mindre end ét år mellem disse to kapitler. Skønt Daniel som førsteminister i det ypperste rige på jorden formelig lå under for byrder og besvær, lod han ikke dette berøve ham forretten til at granske vigtigere sager, nemlig Guds frelses plan, som var åbenbaret profeterne. Af bøgerne det vil sige Jeremias’ skrifter, forstod han, at Gud efter 70 års forløb ville gøre ende på sit folks fangenskab. Denne forudsigelse findes hos Jer. 25;12 og 29;10. Kundskaben derom og den deraf gjorte brug viser, at Jeremias tidlig betragtedes som en Herrens profet; i modsat fald ville man ikke så snart have samlet og så rigelig afskrevet hans skrifter. Om end Daniel en stund var hans samtidige, havde han dog en afskrift af hans arbejde, og denne bragte han med sig i sit fangenskab; og skønt han selv var en så stor profet, følte han sig dog ikke hævet over omhyggeligt at granske, hvad Herren måtte finde for godt at åbenbare for andre af sine tjenere. Daniel forstod, når han regnede fra fangenskabets begyndelse, 606 f.Kr., at de 70 år nu nærmede sig sin slutning; og Herren havde endog begyndt fuldbyrdelsen ved at kuldkaste det babyloniske rige.

  3.  Jeg vendte mit ansigt til Gud Herren for at fremføre bøn og
      begæring under faste i sæk og aske. 

Omend Gud har lovet noget, er vi dog derfor ikke ansvarsfri, så vi kan undlade at anråbe ham om at holde sit ord. Daniel kunne have tænkt som så: Gud har lovet at udfri sit folk efter de 70 års forløb, og han holder nok sit løfte; jeg behøver derfor aldeles ikke at blande mig i sagen. Men Daniel tænkte ikke således; men da den tid nærmede sig, at Herrens ord skulle opfyldes, anråbte han Herren af ganske hjerte og tog sagen så alvorlig, at han endog fastede og klædte sig i sæk og aske. Dette var sandsynligvis det år, da han kastedes i løvekulen, og den bøn, hvorom der her berettes, er måske indholdet af den bøn, han uden at tænke på den uretfærdige menneskelige lov, man havde fået istandbragt for at forhindre al bøn til Gud, opsendte til Herren tre gange om dagen.

  4.  Og jeg bad til HERREN min Gud, bekendte og sagde: "Ak, Herre, du
      store, forfærdelige Gud, som holder fast ved Pagten og
      miskundheden mod dem, der elsker dig og holder dine bud! 

Dette er begyndelsen til Daniels vidunderlige bøn – en bøn, der røber en sådan hjertets ydmyghed og sønderknuselse, at den, der kan læse den uden sindsbevægelse, må være uden følelse. Han begynder med at erkende Guds trofasthed. Gud svigter aldrig sit løfte til dem, som hører ham til. Det var ikke ved nogen forsømmelse fra Guds side, hvor det gjaldt at værge og beskytte dem, at jøderne nu var i fangenskabets ildovn, men kun på grund af deres egne synder.

  5.  Vi har syndet og handlet ilde, været gudløse og genstridige; vi
      veg fra dine bud og vedtægter
  6.  og hørte ikke på dine tjenere profeterne, som talte i dit navn
      til vore Konger, Fyrster og fædre og til alt folket i landet.
  7.  Du står med retten, Herre, vi med vort ansigts blusel, som det
      nu viser sig, vi Judas mænd, Jerusalems borgere, ja alt Israel
      fjernt og nær i alle lande, hvor du drev dem hen for deres
      troløshed imod dig.
  8.  Herre, vi står med vort ansigts blusel, vore Konger, Fyrster og
      Fædre, fordi vi syndede imod dig.
  9.  Men hos Herren vor Gud er barmhjertighed og tilgivelse, thi vi
      stod ham imod
 10.  og adlød ikke HERREN vor Guds røst, så vi fulgte hans love, som
      han forelagde os ved sine tjenere profeterne.
 11.  Nej, hele Israel overtrådte din Lov og faldt fra, ulydige mod
      din røst; så udøste den svorne forbandelse, som står skrevet i
      Guds tjener Moses’s lov, sig over os, thi vi syndede imod ham;
 12.  og han fuldbyrdede de ord, han havde talet imod os og de
      herskere, som herskede over os, så han bragte en ulykke over os
      så stor, at der ingensteds under Himmelen er sket mage til den
      ulykke, som ramte Jerusalem.
 13.  Som skrevet står i Mose lov, kom hele denne ulykke over os; og
      vi stemte ikke HERREN vor Gud til mildhed ved at vende om fra
      vore misgerninger og vinde indsigt i din sandhed.
 14.  Derfor var HERREN årvågen over ulykken og bragte den over os;
      thi HERREN vor Gud er retfærdig mod alle skabninger, som han har
      skabt, og vi adlød ikke hans røst. 

Af Daniels bøn anvendes så stor en del til hjertelig og ydmyg syndsbekendelse, - han erkender fuldt ud, at Herrens handlemåde er retfærdig, idet han tilstår, at deres synder er årsag til alle deres trængsler, således som Gud havde truet dem ved profeten Moses; og han gør ingen undskyldning eller undtagelse for sin egen del. Man ser ingen egenretfærdighed i hans bøn; skønt han længe havde lidt for andres synder, udholdt 70 års fangenskab for sit folks uretfærdighed, medens han selv i den tid havde ført et gudeligt levned og fået udmærkede hædersbevisninger og store velsignelser af Herren, rejste han ingen anklage mod nogen især, udtalte ingen ynk over sig selv som offer for, hvad andre havde forbrudt, men stillede sig i række med alle de øvrige, idet han siger: Vi har syndet, og os tilhører vort ansigts blusel; og han vedkendte sig, at de ikke havde agtet på Herrens røst, så de omvendte sig til ham, da han ville lære dem ved deres genvordigheder.

Et udtryk i 14. vers fortjener særlig opmærksomhed: ”Derfor vågede Herren over ulykken og lod den komme over os.” Fordi dommen over en ond gerning ikke straks udøves, er menneskenes børns hjerter genstridige til at gøre det, som er ondt; men lad ingen tro, at Herren ikke ser, eller at han har glemt; hans gengældelse rammer ufejlbarlig og sikkerlig overtræderen, hvem han har truet dermed. Han våger over ulykken og lader den sikkert komme, når han finder, at det er tid.

 15.  Og nu, Herre vor Gud, du, som med stærk Hånd førte dit Folk ud
      af Ægypten og vandt dig et Navn, som er det samme den Dag i Dag:
      Vi syndede og var gudløse!
 16.  Herre, lad dog efter alle dine Retfærdshandlinger din Vrede og
      Harme vende sig fra din By Jerusalem, dit hellige Bjerg; thi ved
      vore Synder og vore Fædres Misgerninger er Jerusalem og dit Folk
      blevet til Spot for alle vore Naboer.
 17.  Så lyt da nu, vor Gud, til din Tjeners Bøn og Begæring og lad
      dit Ansigt lyse over din ødelagte Helligdom for din egen Skyld,
      o Herre!
 18.  Bøj dit Øre, min Gud, og hør, oplad dine Øjne og se
      Ødelæggelsen, som er overgået os, og Byen, dit Navn er nævnet
      over; thi ikke i Tillid til vore Retfærdshandlinger fremfører vi
      vor Begæring for dit Åsyn, men i Tillid til din store
      Barmhjertighed.
 19.  Herre, hør! Herre, tilgiv! Herre, lån Øre og grib uden Tøven ind
      for din egen Skyld, min Gud; thi dit Navn er nævnet over din By
      og dit Folk!" 

Profeten anfører nu Herrens navns forherligelse som en grund for ønsket om at blive bønhørt. Han hentyder til, at Israels børn blev udfriede af Ægypten, og den store berømmelse, Herrens navn havde vundet på grund af alle de underfulde gerninger, han havde udrettet for dem. Alt dette ville være til ingen nytte, om han nu overlod dem til deres undergang. Moses udtrykte sig på samme vis, da ha bad for Israel. 4 Mos. 14. Ikke så at forstå, at Herren lader sig bevæge af ærgerrighed og forfængelighed; men når hans folk med nidkærhed våger over hans navns ære, når de beviser ham sin kærlighed ved indtrængende at bede ham udrette noget, ikke til deres egen personlige fordel, men for at forherlige hans navn, at det ikke blandt hedningerne skal lastes eller bespottes, så er dette noget, han har behag i. Derpå går Daniel i forbøn for Jerusalems stad, der var bleven kaldt efter Herrens navn, og for hans hellige bjerg, som han elsker så højt, og anråber ham om for sin barmhjertigheds skyld at afvende sin vrede. Endelig samler han alle sine tanker om helligdommen, Guds egen bolig på jorden, og beder for den, at den må blive oprejst af sine ruiner.

Daniel forstod, at det 70-årige fangenskab nærmede sig sin slutning. Af hans hentydning til helligdommen kan man tydelig skønne, at han for så vidt misforstod det ham i 8. kapitel givne vigtige syn, at han antog, at de 2300 dage, efter hvilke helligdommen skulle renses, endte på samme tid som fangenskabet. Denne fejlagtige opfatning blev dog straks rettet, da englen kom for at give ham yderligere oplysninger som svar på hans bøn, om hvilket der nu skal tales.

 20.  Medens jeg endnu talte således, bad og bekendte min og mit Folk
      Israels Synd og for HERREN min Guds Åsyn fremførte min Forbøn
      for min Guds hellige Bjerg,
 21.  medens jeg endnu bad, kom Manden Gabriel, som jeg tidligere
      havde set i Synet, hastigt flyvende nær hen til mig ved
      Aftenofferets Tid; 

Man ser her, hvad der kom ud af Daniels bøn. Han afbrydes pludselig af et himmelsk sendebud. Den mand Gabriel, der nu atter viste sig for ham som tilforn i en mands skikkelse, som Daniel også havde set i det foregående syn, kom hen til ham og rørte ved ham. Vi må her afgøre et meget vigtigt spørgsmål, hvorvidt nemlig synet i 8. kapitel nogensinde er bleven forklaret eller nogensinde kan forstås. Spørgsmålet er: Til hvilket syn hentyder Daniel ved udtrykket: ”som jeg før havde set i synet”? Enhver må indrømme, at det er et syn, hvorom han tidligere har skrevet, og at man i dette syn må finde Gabriel nævnt. Vi må da gå længere tilbage end nærværende kapitel; thi alt, hvad der i dette kapitel nævnes forud for Gabriels åbenbarelse, er blot en beretning om Daniels bøn. Når vi nu ser tilbage gennem de foregående kapitler, finder vi blot omtalt tre syner, Daniel havde fået: 1) Udtydningen af Nebukadnezars drøm blev given ham i et syn om natten (Kap. 2;19); men der tales ikke om nogen engels mellemkomst. 2) Synet i 7. kapitel, der blev forklaret Daniel af ”en af dem, som stod hos”, sandsynligvis en engel; men der oplyses intet om, hvilken engel det var, ej heller er der i hint syn noget, som trænger til videre forklaring. 3) Synet i 8. kapitel. Her finder man en del omstændigheder, som viser, at dette må være det syn, hvortil ovenfor hentydes: 1) Gabriel omtales her for første gang ved navn i denne bog, og dette er den eneste gang forud for den nærværende. 2) Han fik befaling om, at han skulle forklare Daniel synet. 3) Daniel siger til sidst, at han ikke forstod det, hvoraf man ser, at Gabriel ved hint kapitels slutning endnu ikke havde fuldført sit hverv. 4) Der findes intet sted i hele Bibelen, hvor det omtales, at han adlyder denne befaling, dersom det ikke findes i 9. kapitel. Hvis derfor synet i 8. kapitel ikke er det, hvortil der her hentydes, så har man ingen beretning om, at Gabriel nogensinde adlød den ham givne befaling, eller at hint syn nogensinde er bleven forklaret. 5) Den undervisning, englen nu giver Daniel, fuldstændiggør nøjagtig, hvad der manglede i 8. kapitel, som man vil se af de følgende vers. Disse betragtninger beviser utvivlsomt forbindelsen mellem Daniels 8. og 9. kapitel, - en slutning, der vinder endnu mere i styrke, når man i det følgende betragter englens undervisning.

 22.  og da han var kommet, talede han således til mig: "Daniel, jeg
      er nu kommet for at give dig Indsigt.
 23.  Straks du begyndte at bede, udgik et Ord, og jeg er kommet for
      at kundgøre dig det; thi du er højt elsket; så mærk dig Ordet og
      agt på Åbenbaringen! 

Den måde, hvorpå Gabriel ved nærværende lejlighed fremstiller sig, viser, at han er kommen for at fuldbyrde et uopfyldt hverv, hvilket ikke kan være andet end helt ud af følge befalingen om at ”forklare denne synet” som berettet i 8. kapitel. ”Nu er jeg udgangen for at lære dig at forstå.” Da den pligt endnu påhvilede ham at forklare synet for Daniel, og da Daniel endnu ikke forstod synet, og englen i 8. kapitel forklarede ham alt, han dengang kunne tåle, kommer han nu for at genoptage sin gerning og fuldbyrde sit hverv. Så snart Daniel begyndte sin brændende bøn, ”udgik et ord”, det vil sige, en befaling, at Gabriel skulle besøge Daniel og meddele ham den begærede oplysning. Af den tid, der kræves for at læse Daniels bøn igennem indtil det øjeblik, Gabriel viste sig, kan man slutte sig til, i hvilken hast dette sendebud udskikkedes fra himlens trone til denne Guds tjener. Intet under derfor, at Daniel siger, at han måtte flyve hurtig, eller at Ezekiel sammenligner disse himmelske væseners bevægelser med et lynglimt. Ez. 1;14. ”Så agt nu på ordet,” siger han til Daniel. Hvilket ord? Øjensynlig det, han ikke tilforn forstod, som han siger i 8. kapitels sidste vers. ”Og giv agt på synet.” Hvilket syn? Ikke udtydningen af Nebukadnezars billede, ej heller synet i 7. kapitel; thi der var ikke nogen vanskelighed ved nogen af disse, men synet i 8. kapitel; thi med hensyn til dette var hans sjæl fyldt med tvivl og forbavselse. ”Jeg er komme for at kundgøre dig det,” sagde englen. Kundgøre hvad? Sikkert noget, hvorom han nærede fejlagtige forestillinger, og som på samme tid vedrørte hans bøn, såsom det jo var denne, der nu fremkaldte Gabriels sendelse.

Men Daniel havde ingen vanskelighed ved at forstå, hvad englen fortalte ham om vædderen, gedebukken og det lille horn, kongerigerne Medien-Persien, Grækenland og Rom; ej heller var han i tvivl med hensyn til det 70-årige fangenskabs afslutning. Det, der væsentlig var genstand for hans bøn, var, at helligdommen, der lå i ruiner og var ødelagt, skulle genopføres; og han havde utvivlsomt draget den slutning, at når det 70-årige fangenskabs ende kom, ville tiden også være inde for, at det skulle fuldbyrdes, som englen havde sagt om helligdommens renselse ved slutningen af de 2300 dage. Hans synsmåde måtte nu berigtiges. Dette forklarer, hvorfor han nu fik videre oplysning så snart efter det foregående syn. Det 70-årige fangenskab nærmede sig nu stærkt sin slutning, og Daniel udtydede den meddelelse, englen tilforn havde givet ham, om noget, der ikke skulle ske. Han var nær ved at ligge under for en fejltagelse og ville handle i overensstemmelse dermed; derfor måtte han ikke længere lades i uvidenhed om det forrige syns sande betydning. ”Jeg er kommen for at kundgøre dig det,” ”Så agt nu på ordet og giv agt på synet.” Disse var de ord, den selvsamme person benyttede, hvem Daniel havde set i det tidligere syn, og til hvem han havde hørt den befaling udstedt: ”Forklar denne synet,” men om hvem han også vidste, at han ikke havde udført denne befaling. Nu kommer han imidlertid og siger: ”Jeg er udgangen for at lære dig at forstå.” Hvorledes kunne vel Daniels tanker mere eftertrykkelig føres tilbage til synet i 8. kapitel? Og hvorledes kunne vel forbindelsen mellem hint englens besøg og dette klarere vises end ved en sådan lejlighed af en sådan mand? De allerede anstillede betragtninger viser tilstrækkelig følgerigtig, forbindelsen mellem 8. og 9. kapitel hvilket imidlertid endnu klarere vil vise sig i de følgende vers.

De 70 uger og de 2300 dage.

Forklaring på Årstallene.
F. Kr. 457: Befalingen om at genoprette og bygge Jerusalem udgår. Dan. 9,25; Esra 7,7.
F. Kr. 408: Slutningen af de 7 uger eller de 49 år. Genoprettelsen fuldendes.
E. Kr. 27: Slutningen af de 69 uger (62 plus 7) eller 483 år. Jesus bliver døbt og begynder sin virksomhed.
E. Kr. 31: Midten af den 70. uge. Jesus korsfæstes.
E. Kr. 34: Slutningen af den 70. uge eller de 490 år. Jøderne forkastes. Evangeliet prædikes for hedningerne.
E. Kr. 508: Det hedenske Rom omstyres.
E. Kr. 538: Pavemagtens overherredømme begynder. De 1260 år begynder her.
E. Kr. 1798:Slutningen af de 1260 år. Pavemagtens overherredømme ophører.
E. Kr. 1844: Slutningen af de 2300 aftner og morgener eller år. Forsoningsgerningen eller den undersøgende dom begynder. Den 7. basun forkynder begyndelsen på det tredje ve.
- - - -
7 uger = 49år
62 uger = 434år
1 uge = 7år
70 uger = 490år
- - - -
Tæller man fremad 490 år fra høsten 457 f. Kr., kommer man til høsten 34 e. kr.
2300 minus 490=1810.
År 34 e. kr. plus 1810=1844.

Der er endnu et ord, som er værd at lægge mærke til, før vi forlader det 23. vers, nemlig englens erklæring til Daniel: ”Thi du er såre elsket.” Englen bragte denne erklæring lige fra himlens trone, og den gav udtryk for de følelser, som næredes der imod Daniel. Man tænke sig blot, at himmelske væsener, de fornemste i universet, faderen, sønnen og de hellige engle, viser en sådan interesse og nærer en sådan agtelse for et dødeligt menneske her på jorden, at de bemyndiger en engel til at bringe ham det budskab, at han er såre elsket! Dette er en af de højeste herlighedens tinder, dødelige mennesker kan nå. Abraham nåede en sådan, da det om ham kunne sige, at han var ”Guds ven”. Enok nåede også en sådan, da det kunne siges om ham, at han ”vandrede med Gud”. Kan vi nå så højt? Hos Herren er ingen persons anseelse; men han anser menneskets karakter. Dersom vi i dyd og gudfrygtighed kunne blive lige med disse højt agtede mænd, så kunne vi også bevæge den guddommelige kærlighed ligeså dybt. Vi kunne også blive højlig elskede, blive Guds venner og vandre med ham. Og vi må blive i vor slægt og tid, hvad de var i sin. Skriften bruger en sammenligning med hensyn til den sidste menighed, som betegner det inderligste samfund med Gud: ”Dersom nogen hører min røst og oplader døren, til ham vil jeg gå ind og holde nadver med ham og han med mig.” Åb.3;20. At holde nadver med Herren betegner et fortroligt forhold, der er ligeså inderligt som at være hans højt elskede, at vandre med ham eller at være hans ven. Tænk, hvilken ønskværdig stilling! Ak, det er vor syndige natur, der berøver os dette samfund! Måtte vi få nåde til at sejre over denne, så vi kunne nyde åndens enhed her og til sidst indgå til hans ansigts herlighed ved lammets bryllupsnadver!

 24.  Halvfjerdsindstyve Uger er fastsat over dit Folk og din hellige
      Stad til at indelukke frafaldet og til at forsegle synder og til at dække
      Misgerning og til at bringe en evig Retfærdighed og til at besegle 
Syn og Profet og til at salve et Allerhelligste. 
      

Dette er de første ord, englen ytrer til Daniel i retning af at meddele ham den oplysning, han kom for at give. Hvorfor nævner han så uventet og brat et tidsafsnit? Man må atter se tilbage på synet i 8. kapitel; som vi har set, sagde Daniel ved hint kapitels slutning, at han ikke forstod synet. Nogle dele af samme syn blev på den tid meget tydelig forklarede, så det kunne ikke være disse dele, han ikke forstod. Man må derfor undersøge, hvad det var, Daniel ikke forstod, eller med andre ord, hvilken del af synet endnu henstod uforklaret. I hint syn er fornemmelig fire ting omtalte: 1) Vædderen. 2) Gedebukken. 3) Det lille horn. 4) De 2300 dage. De tre symboler, vædderen, gedebukken og det lille horn, blev forklarede, men intet blev sagt om tiden, hvorfor denne må være det, som Daniel ikke forstod; og såsom synets andre dele intet værd havde uden denne, kunne han nok sige, han ikke forstod synet, så længe han svævede i uvished om, hvorledes denne tidsperiode skulle anvendes.

Dersom dette syn på sagen er ret, så måtte man vente, at når englen fuldstændiggjorde sin forklaring over synet, han da ville begynde med selve det punkt, der var bleven forbigået, nemlig tiden; og således forholder det sig virkelig! Efter at have henledes Daniels opmærksomhed på det tidligere syn på den mest ligefremme og indtryksfulde måde og efter at have forsikret ham, at han nu var kommen for at meddele ham indsigt i sagen, begynder han netop med det punkt, som tilforn var bleven forbigået, idet han siger: ”Syvti uger er afmålte over dit folk og over din hellige stad.”

Hvorledes kan nu denne tale vise nogen forbindelse med de 2300 dage eller kaste noget lys over dette tidsafsnit? Jo, vi svarer, at man ikke med rimelighed kan henføre udtrykket til noget andet; thi der står her afmålte (kan også oversættes ”afskårne”), og der er ingen tid, hvoraf de syvti uger kunne afmåles eller afskæres, undtagen de 2300 dage i det foregående syn. Hvor ligefrem og naturlig forbindelsen da er! Daniels opmærksomhed henledes på de 2300 dage, som han ikke forstod, idet englen henviser ham til det foregående syn og siger: ”syvti uger er afmålte.” Afmålte fra hvad? Ganske vist fra de 2300 dage.

Man kan måske forlange bevis for, at det ord, der her er oversat med ”afmålte”, i en anden oversættelse med ”bestemte”, virkelig betyder ”afskårne”, og dette lader sig let gøre. Det således oversatte hebraiske ord er nehhtak, hvilket ord Gesenius i sin hebraiske ordbog oversætter sådan: ”1) Egentlig skære af; 2) i figurlig betydning dele; dernæst 3) afgrænse, bestemme.” I stockius’ Chaldeo-Rabbinic Dictionary forklares ordet nehhtak således: ”scidit, abscidit, conscidit, inscidit, exscidit = skære, skære bort, skære i stykker, skære eller indgravere, afskære.” Merceros giver i sin Thesaurus et eksempel på rabbisnk brug af ordet i udtrykket: hhatikah sehl basar = ”et stykke kød” eller ”et afskåret stykke kød.” Ordet, som det forekommer hos Daniel 9;24, oversætter han: præcisa est = blev afskåret. I Arias Montanus’ bogstavelige oversættelse gengives udtrykket med decisa est = blev afskåret; i randglosen, der er grammatikalsk rigtig, gengives samme udtryk med flertallet: decisæ sunt = blev afskårne. I Theodotions græske oversættelse af Daniel – den oversættelse, der i den vatikanske afskrift af Septuaginta benyttes som den samvittighedsfuldeste – gengives det med συνετμθησαν (synetmethesan)= blev afskårne, i den venetianske afskrift med τετμηνται (tetmentai) = er bleven afskårne. Begrebet afskære er bleven bevaret i Vulgata, hvor udtrykket lyder: abbreviatæ sunt = er bleven afkortede.

”Således tillægger kaldæisk og rabbinsk autoritet, ligesom de ældste oversættelser, Septuaginta og Vulgata, dette verbum ene og alene betydningen afskære. ”

”Hengstenberg, der indlader sig på en kritisk undesøgelse af den oprindelige tekst, siger: ”Men selve brugen af dette ord, der ikke andetsteds forekommer, medens andre og meget hyppigere benyttede ord var forhånden, om Daniel havde ønsket at udtrykke begrebet bestemmelse, og hvoraf han andetsteds, ja selv i denne del, har benyttet sig, synes at tale for, at ordet har fundet sin plads her af hensyn til dets oprindelige betydning, idet det fremstiller de 70 uger i modsætning til en almindelig tidsbestemmelse (en platei) som en fra en efterfølgende tidsperiode afskåret og nøjagtig begrænset periode.” (Christology of The Old Testament, Bd. II, side 301, Washington 1839.)

Altså blev 70 uger eller 490 dage af de 2300 dage afskårne eller bestemte til Jerusalem og Jøderne; og de begivenheder, der skulle fuldbyrdes inden nævnte periode, er kortelig angivne: Frafaldet eller overtrædelsen skulle indelukkes, hindres, det vil sige, det jødiske folk skulle fylde sin uretfærdigheds bæger, hvilket de gjorde, da de forkastede og korsfæstede Kristus. Der skulle forsegles eller gøres ende på synder eller syndofrene, hvilket skete, da det store offer blev fuldbyrdet på Golgata. Der skulle sones, dækkes over, for misgerning, hvilket blev muligt ved Guds søns død som et offerlam. Der skulle bringes en evig retfærdighed, den retfærdighed nemlig, som frelseren fremviste i sit syndfrie levned. Synet og profetien skulle besegles eller stadfæstes; profetien stod sin prøve ved de begivenheder, der skulle fuldkommes i de 70 uger, og dette stadfæster anvendelsen af det hele syn. Hvis denne tidsperiodes begivenheder nøjagtig opfyldes, så er profetien af Gud og vil i sin helhed blive fuldkommet; og er så sandt disse 70 uger fuldbyrdede som uger af år, da betegner også de 2300 dage, hvoraf hine kun er en del, 2300 år. Således giver de 70 ugers begivenheder os en nøgle til det hele syn. Det allerhelligste skulle salves, d.e., det allerhelligste af den himmelske helligdom. Ved undersøgelsen angående helligdommen i Daniel 8;14 så vi, at der kom en tid, da den jordiske helligdom gav plads for den himmelske, og ypperstepræstens tjeneste blev overført til den. Før tjenesten i helligdommen begyndte, skulle helligdommen selv og alle de hellige kar salves. 2 Mos. 40;9-10. Den sidste begivenhed i de 70 uger, som i nærværende tilfælde omtales, er derfor, at det himmelske tabernakel skal salves, eller at tjenesten der skal begynde. Således fører den første afdeling af de 2300 dage os til tjenestens begyndelse i det hellige i den himmelske helligdom, ligesom den hele tidsperiode fører os til tjenestens begyndelse i det allerhelligste.

Vi anser nu den sætning for fuldstændig bevist, at Daniel 9. kapitel står i forbindelse med 8. kapitel, og at de 70 uger er en del af de 2300 dage; derfor forlader vi nu dette punkt, idet vi dog først giver nogle uddrag af andres skrifter.

Bladet Advent Shield skrev i 1844: ”Vi henleder opmærksomheden på én kendsgerning, der viser, at der er en nødvendig forbindelse mellem de 70 uger i det 9. kapitel og noget andet, der går forud eller følger efter, og som kaldes synet. Denne findes i 24. vers: ”Syvti uger er afmålte over dit folk… til at besegle syn og profet.” Nu har udtrykket ”besegle” kun to betydninger: 1) hemmeliggøre, 2) stadfæste. I hvilken af disse to betydninger udtrykket her antages benyttet, er os for nærværende ligegyldigt; det er ikke derom, det nu gælder. Betydningen være hvilken som helst, den viser dog, at forudsigelsen om de 70 uger nødvendigvis viser hen på noget andet, der ligger udenfor den selv, nemlig det syn, hvilket der siges, den skal besegle. At tale om, at den besegler sig selv, er en ligeså stor tåbelighed som at antage, at Josefus var så bange for Romerne, at han undlod at fortælle verden sin overbevisning om, at Daniels fjerde rige var Grækernes rige. Det lader sig ikke bedre sige, at Daniels 9. kapitel er helt fuldstændigt i sig selv, end det lader sig sige, at et kort, som er bestem til at vise Massachusetts forhold til de forenede stater, intet andet hentyder på end Massachusetts. Det er i sig selv ikke mere afsluttet og fuldstændigt, end en obligation, der er given til sikkerhed for et gældsbevis, eller et hvilket som helst andet dokument, hvortil den henviser, er et i sig selv afsluttet hele; og vi tvivler på, at der i hele landet findes et 14-årigt skolebarn med almindelige evner, som ikke ved læsningen af det 9. kapitel, når det kendte til slutningen af foregående kapitel, ville sige, at det pegede hen på noget fra det selv forskelligt, nemlig på synet. Hvilket syn det er, er det ikke vanskeligt at få rede på. Det henviser naturligt og tydeligt til det syn, der ikke var fuldt ud forklaret for Daniel, hvorpå også Gabriel henleder hans opmærksomhed i foregående vers, nemlig synet i 8. kapitel. Daniel siger os (Daniel 8;16), at Gabriel havde fået befaling til at forklare ham synet. Dette var ikke fuldt udrette ved den samtale, der stod i forbindelse med synet; han udsendes derfor i den hensigt at meddele Daniel den fornødne indsigt, for at forklare ham synets betydning ved at meddele ham forudsigelsen om de 70 uger.”

”Vi påstår, at Daniel 9 er et tillæg til Daniel 8, og at de 70 uger og de 2300 dage eller år begynder samtidig. Vore modstandere benægter dette.” (Signs of the times, 1843.)

”Hvad man naturligt må gå ud fra som ledende tanke under tydningen af de 2300 dage i Daniel 8;14 er, at de 70 uger i Daniel 9;24 er de første 490 dage af 8. kapitels 2300.” (Advent Shield, Side 49)

”Hvis forbindelsen mellem de 70 uger i Daniel 9 og de 2300 dage i Daniel 8 ikke består, rokkes det hele system i sin grundfold; men findes den såsandt, som vi antager, må systemet stå fast.” (Harmony of the Prophetic Chronology, Side 33.)

Den lærde Dr. Hales siger i sin fortolkning af de 70 uger: ”Denne kronologiske profeti var øjensynlig bestemt til at forklare det foregående syn, særlig i dets kronologiske del af de 2300 dage.” (Chronology, B. II, side 517.)

 25.  Og du skal vide og forstå: Fra den Tid Ordet om Jerusalems
      Genrejsning og Opbyggelse udgik, indtil en Salvet, en Fyrste,
      kommer, er der syv Uger; og i to og tresindstyve Uger skal det
      genrejses og opbygges med Torve og Gader under Tidernes
      Trængsel.
 26.  Men efter de to og tresindstyve Uger skal en Salvet bortryddes
      uden Dom, og Byen og Helligdommen skal ødelægges tillige med en
      Fyrste. Og Enden kommer med Oversvømmelse, og indtil Enden skal
      der være Krig, den fastsatte Ødelæggelse.
 27.  Og pagten skal ophæves for de mange i een Uge, og i Ugens sidste
      Halvdel skal Slagtoffer og Afgrødeoffer ophøre, og Ødelæggelsens
      Vederstyggelighed skal sættes på det hellige Sted, indtil den
      fastsatte Undergang udøser sig over Ødelæggeren. 

Englen nævner nu for Daniel den begivenhed, der udmærker begyndelsen til de 70 uger. De skulle regnes fra den tid, da befalingen udgik om at genoprette og bygge Jerusalem. Og ikke alene nævnes den begivenhed, der skulle udmærke denne periodes begyndelse, men også de tildragelser, der skulle ske ved dens slutning. Man har således en dobbelt prøvesten for udtydningen af denne profeti. Men end yderligere er de 70 uger delte i tre store afdelinger, den ene af disse er igen delt, og de mellemliggende begivenheder anføres, der skulle vise grænsen for hver enkelt af disse afdelinger. Kan man da såsandt finde en tidsangivelse, der stemmer med alle disse begivenheder, så har man utvivlsomt den rigtige udtydning; thi kun den, som i alle dele er rigtig, kan tilfredsstille og gøre fyldest for så mange betingelser. Vi beder nu læseren om først i et overblik at samle alle de punkter, hvori der må herske overensstemmelse, at han des bedre kan være beredt til at værge sig mod en falsk udtydning. Vi må da for det første ved periodens begyndelse finde, at der udgik en befaling om at genoprette og bygge Jerusalem, hvortil syv uger var bestemte. Når man da når enden af denne første afdeling, syv uger fra begyndelsen, må man for det andet finde Jerusalem i sit ydre væsentlig genopført, så at arbejdet med at lægge gaderne og bygge muren er fuldt tilendebragt. Fra dette tidspunkt er dernæst afmålt 62 uger; og når man når denne afdelings afslutning, 79 uger fra begyndelsen, skal man for det tredje se, at Fyrsten, den salvede, åbenbarer sig for verden. Endnu gives der en uge for at fylde de 70. Midt i denne uge skal den salvede udryddes, og han skal bringe slagtoffer og madoffer til at ophøre. Og når for det femte den sidste uge af det tidsrum, der var bestemt for jøderne som den tid, i hvilken de skulle være Guds særlige folk, udløber, venter man naturligvis, at Herrens velsignelse og gerning udgår til andre folk.

Der spørges nu altså om den første historiske kendsgerning, der stemmer med alle disse enkelte vilkår. Befalingen med hensyn til Jerusalem måtte indeholde mere end blot og bart det at bygge. Der skulle ske en genoprettelse; og derved må man tænke på alle de former og anordninger, samfundet kræver i borgerlig, politisk og retslig henseende. Hvornår udgik da en sådan befaling? Da disse ord udtaltes til Daniel, lå Jerusalem aldeles i bund og grund øde og havde ligget således i 70 år. Den fremtidige genopførelse, hvorpå der pegedes hen, måtte være dets genoprettelse efter denne ødelæggelse. Der spørges da: Hvornår og hvorledes blev Jerusalem genopført efter det 70-årige fangenskab?

Der findes kun fire begivenheder, man kan anse svarende til befalingen om at genoprette og bygge Jerusalem, nemlig: 1) Cyrus befaling, at man skulle genopføre Guds hus, 536 f.Kr. Esra 1;1-4. 2) Darius’ befaling, at dette arbejde, der var blevet hindret, skulle fortsættes, 519 f.Kr. Esra 6;1-12. 3) Artaxerxes’ befaling til Esra, 457 f.Kr. Esra 7. 4) Samme konges hverv til Nehemias i Kongens 20. regeringsår, 444 f.Kr. Neh. 2.

Når man regner fra de to første af disse befalinger, vil de 70 uger som ugeår*), i alt 490 år, ikke på mange år nær nå frem så langt som blot til den kristelige tidsregning; desuden havde disse befalinger hovedsagelig hensyn på genoprettelsen af deres borgerlige stat og samfundsorden, hvilket alt naturligt må ligge i det udtryk at genoprette og at bygge Jerusalem.

*)Forklaringen af disse profetiske perioder grunder sig på, hvad man kalder årdagsprincippet, det vil sige, at man lader hver dag især gælde for et år, overensstemmende med den regel, man følger, når man tyder skriftens udtryk for symbolske tidsbestemmelser. Ez. 4;6, 4 Mos. 14;34. At tiden i disse syner i Daniel 8. og 9. kapitel er symbolsk fremgår klart af profetiens natur og øjemed. Det spørgsmål, der gav anledning til svarene angående dette punkt, var: På hvor lang tid går synet? Når man regner fra 538 f.Kr. ned til vore dage, omfatter synet et tidsrum af mere end 2400 år. Men hvis synets 2300 dage skal tages efter bogstaven, har man en tid af kun lidt over 6½ år, hvori rigerne skulle bestå og de store begivenheder forgå, som er stillede os for øje, - hvilket er tåbeligt at tro! Årdagsprincippet tæller blandt sine forsvarers navne som Augustinus, Tichonius, Primasius, Andreas, den ærværdige Beda, Ambrosius, Ansbertus, Berengaud og Bruno Astensis foruden nutidens fornemste fortolkere. (Elliotts Horæ Apocalypticæ, Bd. III, side 241, og The Sanctury and Its Cleansing, S.45-52.) Men hvad der er mere afgørende end alt andet er den kendsgerning, at profetierne virkelig for tiden er fuldbyrdede overensstemmende med det nævnte princip – et uigendriveligt bevis for princippet rigtighed. Dette vil man finde gennemgående i profetien om de 70 uger og alle de profetiske perioder i Daniel 7. og 12. kapitel samt Åb. 9., 12., og 13. kapitel.

Ovennævnte to befalinger begyndte værket og gik indledende forud for, hvad der senere blev fuldbragt; men i og for sig var de aldeles utilstrækkelige både med hensyn til tilden og deres beskaffenhed til fuldt ud at svare til profetiens fordringer og kan således ikke, da det i enhver henseende slår fejl, føres ind i striden som betegnelse for det tidspunkt, hvorfra man må regne de 70 uger. Det eneste spørgsmål står nu tilbage, om hvilken af de to andre befalinger det kunne være, den, som Esra fik udvirket, eller den, Nehemias udvirkede.

De kendsgerninger, mellem hvilket man må vælge, er kortelig følgende: 457 f.Kr. lod den persiske hersker Artaxerxes den langhåndede ved Esra befale, at man skulle drage op til Jerusalem, Esra selv og så mange af hans folk, som havde lyst til at drage med. Samtidig med befalingen stilledes skatkammeret til hans uindskrænkede rådighed, så han kunne forskønne Herrens hus, skaffe ofringer til dets tjeneste og gøre, hvad andet han måtte finde for godt. Den bemyndigede ham hvad andet han måtte finde for godt. Den bemyndigede ham også til at fastsætte love, indsætte øvrighedspersoner og dommere og at straffe forbrydere endog med dødsstraf, med andre ord: genoprette den jødiske stat, den borgerlige såvel som den kirkelige, overensstemmende med Herrens lov og jødefolkets gamle skikke. Inspirationen har fundet det tjenligt at bevare denne befaling i mindet, hvorfor en fuldstændig og omhyggelig afskrift deraf meddeles i Esra 7. I det oprindelige dokument blev denne befaling ikke udfærdiget på hebraisk, hvori Esras bog for øvrigt er affattet, men i det dengang i Babylon benyttede tungemål, Kaldæisk (Østaramæisk), og man har således det oprindelige dokument, i kraft af hvilket Esra bemyndigedes til at genoprette og bygge Jerusalem.

Tretten år efter, i samme konges 20. år, 444 f.Kr., søgte Nehemias og erholdt tilladelse til at drage op til Jerusalem. Neh. 2. Han fik lov dertil; men der er intet bevis for, at tilladelsen var andet end mundtlig. Den angik ham alene; thi der siges intet om, hvorvidt andre skulle drage med ham. Kongen spurgte ham, hvor længe rejsen skulle vare, og hvornår han agtede at komme tilbage. Han fik anbefalingsskrivelser med til landshøvdingerne hinsides floden, efter hvilke de skulle hjælpe ham under hans vandring til Judæa, og en befaling til opsynsmanden over kongens skov, at han skulle levere tømmer til bjælker og så videre. Ved sin ankomst til Jerusalem fandt han de øverste og præsterne, de ypperste og det øvrige folk allerede i fuldt arbejde med at bygge Jerusalem. Neh. 2;16. Men disse arbejdede naturligvis ifølge den til Esra tretten år tidligere givne befaling. Endelig fuldførte da Nehemias efter sin ankomst til Jerusalem det arbejde, for hvis fuldendelses skyld han var kommen, i løbet af 52 dage. Neh. 6;15.

Hvilken af disse to befalinger, den til Esra eller den til Nehemias, er det nu, som må kaldes befalingen til Jerusalems genoprettelse, og fra hvilken de 70 uger skal regnes? Dette spørgsmål synes næppe at kunne stille nogen vanskelighed.

1. Den Nehemias givne tilladelse kan næppe kaldes en befaling, såsom det var nødvendigt, at en persisk befaling skulle opsættes skriftligt og undertegnes af kongen. Daniel 6;8. Et sådant dokument fik Esra; Nehemias derimod fik intet sådant, da hans hverv kun meddeltes ham mundtlig. Kunne man imidlertid sige, at de ham meddelte breve i virkeligheden var befalinger, så blev nok befalingen udfærdiget, dog ikke til Nehemias, men til landshøvdingerne hinsides floden. Desuden måtte jo dette være en række befalinger, ikke én, således som profetien betragter sagen.

2. Anledningen til, at Nehemias ansøgte kongen om at drage op til Jerusalem, var, at nogle folk, som vendte tilbage, fortalte, at de derude i provinsen led stor nød og foragt, at Jerusalems mure var nedbrudte, og at dets porte var opbrændte med ild. Neh. 1. Hvis arbejde var disse volde og porte, der var nedbrudte og brændte med ild? Jo, klarlig et værk af Esra og hans fæller; thi man kan end ikke et øjeblik antage, at man ville have meldt Nehemias som noget nyt byens fuldstændige ødelæggelse ved Nebukadnezar 144 år forud, ej heller at han ville have betragtet dette, således som han øjensynlig gjorde, som en ny ulykke, hvorover han på ny ville udbryde i bekymring. En befaling, der gav myndighed til at bygge disse volde, måtte være gået forud for tilladelsen ligeoverfor Nehemias; og de forsøg, man havde gjort på at udføre arbejdet, var bleven hindrede. Disse hindringer ønskede Nehemias at bortfjerne.

3. Skulle nogen påstå, at Nehemias’ hverv måtte være en befaling, fordi genstanden for hans forlangende var, at han måtte bygge byen, er det tilstrækkeligt som ovenfor vist at svare: Portene og voldene var bleven byggede, før han drog op; og desuden blev det bygningsarbejde, han drog ud for at udføre, fuldbragt i løbet af 52 dage, medens profetien indrømmer 7 uger, 49 år, til at bygge byen i.

4. Intet blev indrømmet Nehemias, uden at det jo også indeholdtes i befalingen til Esra, medens sidstnævnte tilfredsstillede alle en befalings former og vilkår og i sine forholdsregler var meget mere omfattende.

5. Af Esras bøn, således som den berettes i Esra 9;9, er det klart, at han anså sig fuldt bemyndiget til at bygge byen og volden; og det er tillige klart, at han opfattede de profetier, der betingelsesvis angik hans folk, som nu fuldbyrdede. Dette fremgår af nævnte bøns slutningsord: ”Skulle vi da atter bryde dine bud og indgå svogerskab med folk, der øver sådanne vederstyggeligheder? Skulle du ikke vredes på os, indtil det var forbi med os, så der hverken blev nogen reddet eller undkommen?”

6. Hvis man regner fra Nehemias’ tilladelse, 444 f.Kr., kommer tidsangivelserne helt og holdent i vildrede; thi fra hint tidspunkt varede de besværlige tider, der skulle følge med gadens og voldens bygning, ikke i 7 uger eller 49 år. Hvis man regner fra nævnte angivelse, fører de 69 uger, 483 år, der skulle nå ned til fyrsten, den salvede, til år 49 e.Kr.: men Jesus døbtes af Johannes i Jordans flod, og faderens røst fra himlen, der erklærede ham for sin søn, hørtes i året 27 e.Kr., 13 år før. Ifølge denne betragtning ansættes midten af den sidste, d.e. den 70. uge, som betegnes ved korsfæstelsen, til året 44 e.Kr.; men korsfæstelsen, fandt sted år 31 e.Kr., 13 år forud. Og når man endelig regner de 70 uger, 490 år, fra Artaxerxes’ 20de, når disse ned til år 47 e.Kr., uden at noget som helst betegner deres afslutning. Dersom der for året 444 og den Nehemias givne tilladelse er det år og den begivenhed, hvorfra man skal regne, så er profetien ikke gået i opfyldelse. Som det nu står, viser det kun, at den teori er fejlagtig, der regner de 70 uger fra Nehemias’ tilladelse i Artaxerxes’ 20. år.

7. Men stemmer nu disse tidsangivelser overens, dersom man regner fra befalingen til Esra? Lad os se? I dette tilfælde må vi gå ud fra året 457 f.Kr. Der var anvist 49 år til at bygge staden og muren i; desangående siger Prideaux i sit værk Connection, Bd. I, side 322: ”I Darius Nothus’ 15de år endte Daniels profeties første 7 uger; thi da var genoprettelsen af jødernes kirke og stat i Jerusalem og Judæa fuldt færdig, ved hin sidste reformationsakt, der omtales i Neh. 13 fra det 23. vers til kapitlets slutning, netop 49 år efter at den var bleven begyndt ved Esra i Artaxerxes Longimanus’ 7. år.” Dette var 408 f.Kr.

For så vidt findes der fuld overensstemmelse. Lad os end yderligere anvende profetiens målestok: 69 uger, d.e. 483 år, skulle nå til fyrsten, den salvede. Hvis man regner fra 457 f.Kr., afsluttes nævnte 483 år i året 27 e.Kr. Hvilken begivenhed tildrog sig da? Luk. 3;21-22 giver følgende oplysning: ”Men da alt folket lod sig døbe, begav det sig, da også Jesus blev døbt og bad, at himlen åbnedes, og den helligånd kom i legemlig skikkelse som en due ned over ham, og en røst fra himlen, som sagde: Du er min søn, den elskelige; i dig har jeg velbehag.” I randen (i den engelske bibel)anføres årstallet 27 e.Kr. Derefter ”kom Jesus til Galilæa og prædikede Guds riges evangelium og sagde: Tiden er fuldkommet.” Mark. 1;14-15. Den her nævnte tid må have været en eller anden særlig, nøje bestemt og forudsagt periode; men der kan ingen anden profetisk periode findes, som da afsluttedes, end Daniels profetis 69 uger, der skulle nå til fyrsten, den salvede. Den salvede var nu kommen og meldte med egne læber, at nu var den periode afsluttet, der skulle udmærkes ved hans fremtræden.*)

*)Lukas 3;23 erklærer, at Jesus ”var hen ved treti år, da han begyndte”, ved sin dåb: og næsten umiddelbart derefter begyndte han sit lærerembede. Hvorledes kunne hans tjeneste begynde år 27 e.Kr. og han selv alligevel være så gammel, som Lukas nævner? Dette spørgsmål finder sin besvarelse i den kendsgerning, at Kristus blev født tre til fire år før den kristelige tidsregnings begyndelse, det vil sige, før det år, som kaldes år 1 efter Kristus. Den fejltagelse, man begik ved at regne den kristelige tidsalders begyndelse fra noget over tre år denne side Kristi fødsel, i stedet for fra selve hans fødeår, som meningen var, opkom på denne måde: En af de vigtigste tidsregninger i oldtiden var den, der regnedes fra byen Roms anlæg, ab urbe condita, udtrykket kortere: a.u.c., endnu kortere: u.c. i det år, der nu nævnes som det 532te e.Kr., fandt Dionysius Eriguus, der af fødsel var en skyther, en romersk abbed, deri stod på sit højeste under Justinians regering, på den kristelige tidsregning. Ifølge de bedste beviser, der forelå for ham, satte han Kristi fødsel til år 753 u.c., men Kristus var født før Herodes’ død, og det blev senere på det klareste godtgjort, at Herodes’ død indtraf i april 750 u.c. Når man nu lader de begivenheder, der i Kristi liv omtales før Herodes’ død, have nogle måneders spillerum, føres hans fødsel tilbage til den sidste del af år 749 u.c., lidt over tre år før 1 e.Kr. Kristus var således 30 år gammel i året 27 e.Kr. ”Den almindelige tidsregning begyndte at trænge igennem i vesten omtrent på Karl Martels og pave Gregor II’s tid, 730 e-Kr., men godkendtes ikke ved nogen som helst offentlige akter eller reskripter førend ved den første germanske synode (alm. Tyske kirkemøde) på den frankiske hertug Karlemans tid, hvilken forsamling i åbningstalen sagdes at være samlet anno ab incanatione Dom. 742, 11 calendas mail. Men den blev ikke stadfæsstet førend på pave Eugenius IV’s tid, 1431 e.Kr., idet han først befalede, at denne tidsregning skulle tages til følge i de offentlige registre, ifølge Mariana og andre.” (Hales værk ”Cronology”, B. 1, side 83-84. Se også ”Life of our Lord.” ved S.J.Andrews.)

Den kristelige tidsregning var bleven så grundig fastslået, før den ovenantydede fejltagelse opdagedes, at man ikke engang har forsøgt på at gøre nogen forandring deri. Det gør jo heller ingen væsentlig forskel, såsom det ikke på nogen måde bringer forstyrrelse i tidsregningen. Hvis tidsregningen begyndte med Kristi virkelige fødselsår, ville årstallet før Kristus i al fald blive fire år mindre, efter Kristus fire år mere. F.eks.: har man en 20 årig periode, hvoraf den ene halvpart falder før og den anden halvpart efter den kristelige tidsregnings begyndelse, siger man, at den begyndte 10 år f.Kr. og endte 10 år e.Kr. Men førte man tidsregningen tilbage til Kristi virkelige fødsel, ville der dog ingen forandring ske i nogen af de nævnte tidsbestemmelser undtagen i udtrykket, idet man da ville sige, at den begyndte 6 f.Kr. og endte 14 e.Kr. det vil sige man ville tage fire år fra det førkristelige årstal og lægge fire til det efterkristelige. En og anden har fejlagtig opfattet denne sag således, at der til indeværende år måtte føjes fire år for at få det virkelige tidspunkt, for den kristelige tidsalders begyndelse. Så ville det være, regnet fra Kristi virkelige fødsel; men dette er ikke et tidspunkt, hvorfra man regner, men fra et tidsafsnit, som ligger omtrent fire år nærmere vor tid.

Her findes atter en ubestridelig overensstemmelse. Men endvidere skulle Messias befæste pagten for mange i én uge, der da ville blive den sidste af de 70, d.e. de sidste 7 år af de 490. Profetien siger, at han midt i den uge skulle bringe slagtoffer og madoffer til at ophøre. Disse jødiske anordninger, der pegede hen på Kristi død, kunne først ophøre at gælde ved korset, hvor de også i virkeligheden afsluttedes, ihvorvel de i det ydre iagttoges lige indtil Jerusalems ødelæggelse, år 70 e.Kr. Efter de 62 uger skulle Messias overensstemmende med beretningen udryddes, det samme som om der havde stået: og efter 62 uger, midt i den 70. uge, skal den salvede udryddes og bringe slagtoffer og madoffer til at ophøre. Korsfæstelsen bliver således klart og bestemt fastsat til midten af den 70. uge.

Det bliver nu en vigtig sag at få afgjort, i hvilket år korsfæstelsen fandt sted; følgende dokumentation er tilstrækkelig til at afgøre dette spørgsmål fuldstændig:

Man kan ikke nære nogen tvivl om, at vor Frelser jo var nærværende ved hver eneste påskefest under sit læreembedes tid. Og der omtales kun fire sådanne før korsfæstelsen, nemlig på følgende steder: Joh. 2;13, 5;1, 6;4, 13;1. Ved denne sidstnævnte påskehøjtid blev han korsfæstet. Af de allerede fastslåede kendsgerninger skal vi nu se, hvor sidstnævnte ville anbringe hans korsfæstelse. Da Kristus begyndte sit læreembede i høsten 27 e.Kr., måtte hans første påske indtræffe det følgende år, 28 e.Kr., den anden 29 e.Kr., den tredje 30 e.Kr. og den fjerde og sidste 31 e.Kr. Således får man 3 år, hvori han udførte sin offentlige tjeneste, der nøjagtig svarer til forudsigelsen om, at han skulle udryddes i midten af den 70. uge. Da nu denne år-uge begyndte høsten 27 e.Kr., måtte midten af ugen indtræffe 3½ år senere, våren 31, da korsfæstelsen virkelig fandt sted. Dr. Hales citerer Eusebius (300 e.Kr.) som den, der har sagt: ”Det berettes i historien, at den tid, frelseren lærte og gjorde undergerninger, i det hele var 3½ år, hvilket er halvdelen af den (år)-uge. Dette vil evangelisten Johannes bevidne for dem, der med omtanke giver agt på hans evangelium.”

Om det unaturlige mørke, der indtraf ved korsfæstelsen, taler Hales således (Bd.I side 69-70): ”Det ses heraf, at det mørke, der dækkede hele Judæa ved frelserens korsfæstelse, gik udenfor det naturlige, fra den 6. indtil den 9. time, det vil sige fra middag til kl. 3 om eftermiddagen, i sin varighed ligesom også i sin tid, hen ved fuldmåne, da månen nemlig ikke kunne formørke solen. Den tid, det indtraf, og begivenheden selv omtales i en interessant og værdifuld beretning af en agtværdig romersk konsul, Aurelius Cassiodorius, der var senator, hen ved år 514 e.Kr.: ”I Tiberius Cæsar Aug. V og Ælius Sejanus’ konsulat (784 u.c.,31 e.Kr.) led vor frelser Jesus Kristus den 8. Calendas Aprili (25. Marts), og der indtraf da en sådan solformørkelse, som man hverken så før eller siden.”

”Om dette år og om denne dag er også følgende enige: Kirkemødet i Cæsaræa 196 eller 198 e.Kr., den Alexandrinske Krønike, Maximus Monachus, Nicæforus Constantinus, Cedrenus; om dette år samstemmer, men afviger angående dagen: Eusebius og Epifanius og efter dem: Kepler, Bucher, Patinus og Petavius, idet nogle regner dagen for den 10. Calendas Aprili, andre den 13.” (Se kapitel 11;22.)

Her nævnes altså tretten troværdige, sagkyndige vidner, der alle sætter Kristi korsfæstelse til væren 31 e.Kr., hvorfor man kan betragte dette år som fastslået, da selv de forsigtigste eller de mest vantro intet mere afgørende bevis kan fordre. Da nu dette ligger midt i den sidste uge, har man simpelthen at regne 3½ år tilbage for at finde, hvor de 69 uger endte, og fra samme punkt 3½ år frem for at finde den hele periodes afslutning. Når man således går tilbage fra korsfæstelsen, våren 31 e.Kr., 3½ år, befinder man sig i høsten 27 e.Kr., på hvilken tid, som man har set, de 69 uger endte, og Kristus begyndte at lære offentlig. Og når man fra Korsfæstelsen går 3½ år frem, kommer man til høsten 34 e.Kr. som det store endepunkt for den hele periode på 70 uger. Denne tid betegnes derved, at Stefanus lider martyrdøden, at Kristi evangelium formelig forkastes af det jødiske synedrium, idet det forfølger hans disciple, samt ved at Apostlerne vender sig til hedningerne. Og dette er netop de begivenheder, man skulle vente ville indtræffe, når den for jøderne bestemte, dem som et særligt folk tilmålte periode var fuldt tilende.

Endnu et ord med hensyn til tidsangivelsen for Artaxerxes’ 7. år, da befalingen om at genoprette Jerusalem rettedes til Esra, så er den hele række beviser om dette punkt gennemgået. Var Artaxerxes’ 7. år 457 f.Kr.? For alle, der kan vurdere kendsgerninger, vil følgende vidnesbyrd her være nok.

”Bibelen giver tidsbestemmelser, hvorpå man kan grunde et helt kronologisk system lige fra skabelsen til Cyrus’ fødsel, hvilken sidste er ganske på det rene. Fra denne tid nedover har man Ptolemæus’ ubestridt tidstavle og Nabonassars uomtvistede tidsregning, der strækker sig lige til vor almindelige tidsregning. På det punkt, hvor den inspirerende kronologi forlader os, begynder denne ubestridelig nøjagtige tidstavle. Og således omfattes da den hele tid. Det er i overensstemmelse med Ptolemæus’ tidsregning, den store profetiske periode på 70 uger er fastslået. Denne tidstavle ansætter Artaxerxes’ 7. år til 457 f.Kr.; og denne tidstavle er nøjagtig bleven bevist derved, at mere end 20 solformørkelser samstemmer i at bevidne dens rigtighed. Denne angivelse af året 457 f.Kr. kan man ikke rokke uden først at bevise, at den ptolemæiske tidstavle er unøjagtig. For at gøre dette måtte man vise, at det store antal formørkelser, hvorved dens nøjagtighed gentagende er bleven bevist, ikke er bleven rigtig beregnede; men et sådant udfald ville igen bringe alle af den historiske tidsregning fastslåede tidsangivelser i ulave og overlade bestemmelsen af tidsafsnit og tidsregning aldeles på nåde og unåde til den første den bedste drømmer, så at kronologien intet videre værd ville have end blot og bart gætteværk. Da de 70 uger må afsluttes i året 34 e.Kr., medmindre Artaxerxes’ 7. er urigtig fastsat, og såsom dette ikke kan forandres uden noget bevis derfor, så må man spørge: hvilken begivenhed udmærkede dette tidsrums afslutning? Det tidspunkt, da apostlene vendte sig til hedningerne, stemmer bedre med nævnte tidsangivelse end nogen anden hidtil anført: og korsfæstelsen 31 e.Kr., midt i den sidste uge, støtter sig til en mængde vidnesbyrd, der ikke let kan tilsidesættes.” (Advent Herald) Af de ovenfor fremstillede kendsgerninger ser man, at der gennemgående hersker den fuldkomneste overensstemmelse, når man regner de 70 uger fra den Esra givne befaling i Ataxerxes’ 7. år, 457 f.Kr. De vigtige og velbekendte begivenheder: at Messias fremtrådte ved sin dåb, begyndte sit læreembede, at han blev korsfæstet, at apostlene vendte sig fra jøderne til hedningerne, og at den nye pagt blev forkyndt, - alt dette finder sin rette plads og samler sig lig en strålende mælkevej af skinnende lyskloder for at besegle og bekræfte profetien.

Det er således øjensynligt, at befalingen til Esra i Artaxerxes’ 7. år, 457 f.Kr., er det punkt, hvorfra de 70 uger må regnes; thi denne befaling udgik overensstemmende med profetien. De to foregående befalinger var blot foreløbige og forberedende for denne. De betragtes også af Esra som dele deraf, idet alle tre betragtes som et eneste stort hele; thi i Esra 6;14 læser vi: ”og de byggede og fuldførte det efter Israels Guds befaling og efter Cyrus’ og Darius’ og Artaxerxes’, Persiens konges, befaling.” Læg mærke til, at nævnte tre kongers befalinger omtales som en eneste, idet selve teksten kun nævner Befalingen, medens Randglosen tilføjer: Cyrus’ og Darius’ og Artaxerxes’ befaling (i ental), hvilket viser, at de alle regnes som en eneste, idet de forskellige befalinger blot regnes som de på hinanden følgende skridt henimod værkets fuldendelse. Til og med kunne denne befaling ikke siges at være udgangen efter profetiens tanke, førend den sidste tilladelse, profetien krævede, blev fremlagt som en skreven befaling og iklædt regeringens bemyndigelse. Og så langt nåede man i den befaling, Esra erholdt, men ikke før. Ved denne tid udstrakte befalingen sig så vidt, at den dækkede det felt, profetien efter sit indhold forlangte, hvorfor man må regne, at den udgik fra dette punkt.

Vi er nu færdige med de 70 uger, men har endnu en længere periode af andre vigtige begivenheder som genstand for vore betragtninger som genstand for vore betragtninger. De 70 uger er blot de første 490 år af de 2300. Trækker man 490 fra 2300, får man 1810 tilbage. De 490 år endte, som vi har vist, i høsten 34 e.Kr. Føjer man nu til dette årstal resten, 1810 år, så kommer man til den hele periodes slutning. 1810 år fra høsten 34 e.Kr bringer os til høsten 1844 e.Kr. Så hurtigt og sikkert finder man slutningen på de 2300 dage, når man først har fundet den rette plads for de 70 uger.

Men læg endnu mærke til ét punkt: De 70 uger var, som vi har set, de første 490 dage af de 2300. Disse dage var profetiske og betegnede egentlig talt år overensstemmende med den bibelske regel: 1 dag = 1 år (4 Mos. 14;34, Ez. 4;6), som bevist er ved de 70 ugers fuldbyrdelse og efter alle ansete fortolkeres samstemmige mening. De begyndte i året 457 f.Kr. og endte året 1844 e.Kr., forudsat at tallet er rigtigt, at der virkelig står to tusinde tre hundrede dage. Når dette er forstået, synes der ikke at kunne være anledning til videre strid desangående. Herom bemærker Dr. Hales:

”Der findes intet tal i Bibelen, hvis ægthed er bragt mere på det rene end de 2300 dage; det findes i alle de trykte hebraiske udgaver, i alle de manuskripter, der findes hos Kennicott og De Rossi i deres samlinger og i alle oldtidens oversættelser undtagen den vatikanske afskrift af Septuaginta (denne har 2400, og den følger Symmachus, foruden nogle afskrifter, hvorom Hieronymus taler, der har 2200, hvilke begge øjensynlig må være ligefremme fejltagelse, idet den ene lægger til, og den anden tager fra, så at de opvejer hinanden og endda giver middeltallet 2300).” (Chronology, Bd.II, side 512.)

Man kunne her spørge, hvorledes dagene kan nå til høsten 1844, når de begynder 457 f.Kr., da der kun behøves 1843 år til 457 for at få tallet 2300. Al vanskelighed desangående falder imidlertid bort, når man lægger mærke til, at man for at få 2300 måtte have 457 fulde år f.Kr. og 1843 fulde år e.Kr., så at perioden ville slutte først den allersidste dag i 1843, såfremt den begyndte med den allerførste dag 457. Det ligger nu i dagen for alle og enhver, at om en del af året 457 var henrunden, før de 2300 dage begyndte, måtte akkurat ligeså lang tid af året 1844 hengå, før de 2300 år endte. Vi spørger derfor, på hvilket punkt i året 457 man skal begynde regningen. Af den omstændighed, at de første 49 år var bestemte til at bygge gaderne og muren, erfarer man, at tiden skal regnes, ikke fra det øjeblik, Esra forlod Babylon, men fra den stund, arbejdet i Jerusalem virkelig begyndte, og dette kunne sandsynligvis ikke ske førend i den 7. måned, det vil sige høsten 457, såsom han ikke ankom til Jerusalem førend i samme års 5. måned. Esra 7;9. Hele perioden må derfor nå til den 7. måned, altså høsten, efter den jødiske tid at regne, i året 1844.

De, som gør indvendinger mod denne opfattelse af de profetiske tidsperioder, har i mange, mange år plejet at imødegå os med den indvending, at ”de 2300 dage er ikke kommen til ende; thi tiden er omme, og Herren er ikke kommen. Grunden til, at tiden gik ud over 1844, uden at vort håb opfyldtes, kan vi ikke vide noget om, det er sandt nok; men at tiden virkelig gled forbi er et bevis for, at de 2300 dage endnu ikke er udrundne.”

Dog tiden agter ikke på personer eller teorier, og med den forfærdelige le, hvormed den fremstilles, nedmejer den undertiden på den mest summariske måde menneskenes kunstige hjernespind, hvor kære de end er for dem, der har givet dem tilværelse og forsvarer dem. Således også i dette tilfælde. Uden at agte på deres fordrejede meninger, der gerne ville få tiden til at standse og fuldbyrde deres yndlingsforudsigelser, har den fortsat at vandre sin gang hurtig, men jævnt, indtil – indtil hvad? Indtil alle grænser er overskredne, hvortil de 2300 dage kan udstrækkes, og har således godtgjort, at nævnte dage er henrundne. Lad ingen overse dette punkt: Om vi et øjeblik tilsidesætter de beviser, som stadfæster, at de endte i 1844, og lader modstanderne regne fra hvilket som helst tidspunkt, på hvilket man kan tænke sig, at der er mindste skygge af rimelighed for at regne, eller hvorfra den vildeste drømmer kunne finde på at regne dem, - ét er og bliver dog vist, at den yderste tidsgrænse, de kunne nå til, er henrunden. De kan umulig regnes fra noget tidspunkt, der ville bringe dem til at afsluttes i den nærværende tid. Vi siger derfor atter uden at nære mindste tvivl om denne påstands rigtighed og uden at frygte for, at nogen med held kan modsige den: De 2300 dage er fuldendte.

Den betydningsfulde erklæring, englen rettede til Daniel, er nu forklaret: ”Indtil to tusinde og tre hundrede aftener og morgener; så skal helligdommen komme til sin ret igen (renses).” Under vor undersøgelse om, hvad der menes med helligdommen og dens renselse samt med tidsangivelsen, har vi fundet, ikke alene at man lettelig kan fatte dette, men at den nævnte begivenhed næsten er fuldbyrdet nu. Vi standser derfor her en kort stund for at overveje den alvorsfulde stilling, vi er bragte i.

Vi har set at den nye pagts helligdom er Guds tabernakel i himlen, det hus, som ikke er oprejst med hænder, hvor frelseren tjener til bedste for angergivne syndere, det sted, hvor fredsrådet mellem den store Gud og hans søn Jesus Kristus holdes for at frelse mennesket fra undergang. Sak. 6;13, Sal. 85;11. Vi har set, at helligdommens renselse består i, at synden borttages fra samme, og at det er den deri udførte tjenestes slutningsakt; at frelsens værk nu har sit midtpunkt i den himmelske helligdom; samt at når helligdommen er renset, da er værket færdigt og planen fuldbyrdet. Da er den store ved syndefaldet fattede plan: at frelse så mange af den fortabte menneskeslægt, som selv vil benytte sig af anledningen, denne plan, der nu i 6000 år er bleven ført fremad, bragt til sin endelige afslutning. Da er der ikke længere nogen nåde at erholde, og fra tronen i himlens tempel lyder den stærke røst, som siger: ”Det er sket.” Åb. 16;17. Og hvad så? Alle de retfærdige er sikrede det evige liv og alle de ugudelige dømte til den evige død. Efter den tid kan ingen dom forandres, ingen løn forspildes, ingen skæbne, selv fortvivlelsens, afvendes.

Vi har også set – og det er dette, som bringer dommens højtidelige alvor for vor egen dør – at hin lange profetiske periode, der skulle betegne den sidste tjenestes begyndelse i den himmelske helligdom (Tjenesten i det allerhelligste), er udrunden i vore egen slægts dage. I 1844 endte dagene, og siden den tid har det sidste værk til menneskets frelse haft sin gang. Dette værk forudsætter og medfører, at ethvert menneskes karakter prøves; thi det består i, at deres synder forlades, som findes værdige til at få dem forladte, og bestemmer, hvem iblandt de døde der skal opstå, hvem iblandt de levende skal forvandles ved Kristi komme, samt hvem der af de døde såvel som af de levende skal overlades til sin skæbne og få del i den anden døds forfærdelige scener. Alle kan se, at en sådan afgørende dom må fældes, før Herren kommer. Hvert menneskes sag må påkendes efter det, som er sket ved legemet; enhver får løn efter sine gerninger. 2 Kor. 5;10, Åb. 22;12. I hukommelsens bøger, der føres af de himmelske skrivere histoppe, vil ethvert menneskes gerninger findes nedskrevne (Åb. 20;12), og under slutningen af tjenesten i helligdommen skal disse protokoller undersøges og dommen fældes i overensstemmelse med dem. Dan.7;9-10. Det ville være mest rimeligt at antage, at dette værk begyndte med menneskeslægtens første medlemmer; at deres sag først skulle undersøges og dommen fældes, og således videre med alle de døde, slægt efter slægt i kronologisk rækkefølge nedad gennem tidens strøm, indtil man nåede det sidste slægtled, de levendes slægt, med hvis sag arbejdet så skulle slutte. Hvor lang tid der vil hengå til at undersøge alle de dødes regnskab, hvor snart værket når til de levende, ved man ikke; men som før bemærket har dette alvorsfulde værk gået fremad siden 1844. Forbilledernes lys og selve sagens natur tillader ikke, at arbejdet foregår meget længe. I sine ophøjede syner, i hvilke Johannes så, hvad der foregik i himlen, skuede han (Åb.5) millioner tjenere, som deltog med frelseren i præstetjenesten. Således går da tjenesten sin gang; den hører ikke op, den venter ikke, og den må snart for evig være afsluttet.

Her står vi da; den sidste, største og mest alvorsfulde begivenhed i vor slægts historie ligger i en nær fremtid; frelsens store plan er omtrent afsluttet; de sidste dyrebare år af prøvetiden er næsten til ende; Herren er nær ved at komme for at frelse dem, der er rede og venter på ham, og for at sønderknuse de ligegyldige og vantro, og den store mængde – ak, hvad skal man sige om den! – står hildet i vildfarelse, trykket af bekymringer og forretninger, raser afsindig i forlystelser, er lammet af laster og har ikke et øjeblik tilovers for at lytte til den alvorsfulde sandhed eller en tanke af skænke sit evige vel! Måtte Herrens folk med evigheden for øje omhyggelig søge at undvige den fordærvelse, der er i verden formedelst lyster, og berede sig til at gennemgå den grundige prøvelse, når deres sag kommer frem for den høje domstol histoppe!

Vi vil råde enhver, som gransker profetierne, til omhyggeligt at lægge mærke til læren om helligdommen. I helligdommen ser man Guds pagts ark med hans hellige lov. Dette leder os til at rense vore sjæle i lydighed mod den høje regel og rettesnor for vor Vandel. Opladelsen af det himmelske tempel eller begyndelsen til tjenesten i dets anden afdeling angiver tiden, da den syvende engel begynder at basune. Åb. 11;15, 19. Det værk, som udføres i helligdommen, er grundvolden for den tredje engels budskab i Åb. 14, det sidste nådebudskab til en verden, som er nær ved at forgå. Læren om helligdommen forklarer Advent-skarens store skuffelse i 1844, idet den viser, at de misforstod hvad der skulle ske ved slutningen af de 2300 dage. Den harmonerer og oplyser profetiernes opfyldelse i den svundne tid, som ellers ville være indhyllede i et uigennemtrængeligt mørke. Den fremstiller tydelig vor store ypperstepræsts stilling og tjeneste og fremsætter frelsens plan i klare og skønne træk. Den fremstiller dommens virkelighed for os mere end nogen anden lære og viser, hvorledes vi må berede os for at bestå, når dagen kommer. Den viser, at vi lever i ventetiden og må stå på vor vagt; thi vi ved ikke, hvor snart værket vil blive fuldendt, og frelseren kommer. Våg derfor, at han ikke, når han kommer hastelig, skal finde eder sovende.

Efter at have omtalt de store tildragelser, der står i forbindelse med frelserens værk her på jorden, taler profeten i den sidste del af 27. vers om Jerusalems snart påfølgende ødelæggelse ved den romerske magt, samt til sidst om hin magts egen ødelæggelse, der selv kaldes ødelæggelsen.

Anm. – At udtrykket, ”at salve et allerhelligste”, overensstemmende med bemærkningerne over 24. vers i dette kapitel, hentyder til den himmelske helligdoms salvelse (eller indvielse), før Kristus begyndte sin tjeneste deri, og ikke til, at Messias selv skulle salves, kan bevises på det klareste. De ord, som er oversatte: et Allerhelligste, er (kodesch kodashim) = det hellige af de hellige, et udtryk, som ifølge Gesenius anvendes om det allerhelligste i Helligdommen, men som ikke i noget tilfælde anvendes om en person, medmindre dette sted skulle være en undtagelse.

Bladet Advent Shield siger i sit første nummer, side 75: ”og den sidste begivenhed i de 70 uger, som de opregnes i 24. vers, var den, at det allerhelligste eller det hellige af de hellige, sanctum sanctorum, skulle salves; ikke det på jorden, oprejst med hænder, men det sande tabernakel, i hvilket Kristus, vor ypperstepræst, indgik for os. Kristus skulle i det sande tabernakel i himlen gøre hvad Moses og Aron udrettede i dets forbillede. Se Hebr. 6-9 kapitel; 2 Mos. 30; 22-30; 3 Mos. 8;10-15.”

Dr. Barnes siger i sine anmærkninger om dette sted, særlig ordene et allerhelligste: ”Udtrykket betyder egentlig det hellige af de hellige, det allerhelligste. Det bruges ofte i skriften om den indre Helligdom eller den del af tabernaklet og templet, som indeholdt pagtens ark, de to stentavler og så videre.” ”Dette indskrænkes ikke nødvendigvis til templets indre helligdom, men kan anvendes om det hele hus.” ”Andre har antaget, at herved tales om Messias selv, og at altså meningen er, at han, som var den helligste, nu skulle indvies eller salves som Messias. Det er, som Hengstenberg (Christology, B. II, side 321,322), har vist, sandsynligt, at de græske oversættere opfattede ordet således; men herimod er det nok at indvende, at dette udtryk aldrig anvendes i skriften om personer, ihvorvel det forekommer mange gange, medmindre dette skulle være et enestående eksempel.” ”Det synes mig derfor en ligefrem og kalr udtydning at opfatte det som gældende templet.”

Dersom man havde forstået læren om den himmelske helligdom, så ville det have friet nævnte skriftsted fra den dunkelhed, som det efter enkelte fortolkeres mening synes at have været omgivet af.