10. Kapitel - Daniels sidste syn

Dette vers fører os til det sidste af de syner, der berettes, at profeten Daniel havde; og den ham nu meddelte oplysning forsættes gennem 11. og 12. kapitel til bogens slutning. Cyrus’ tredje år var 534 f.Kr. Seks år var følgelig henrundne, siden Daniel så de fire dyr i Belsazzars første år, 540 f.Kr., fire år, siden han så vædderen, gedebukken og det lille horn samt 8. kapitels 2300 dage i Belsazzars tredje år, 538 f.Kr., og fire år, siden Daniel fik oplysningen, som berettet i 9. kapitel, om de 70 uger i Darius’ første år, 538 f.Kr. Da det babyloniske rige kuldkastedes af Mederne og Perserne, 538 f.Kr., fik Darius lov til at beklæde tronen som en høflighedsbevisning af hans brodersøn Cyrus; og denne stilling beholdt han til sin død omtrent to år senere. Da nu omtrent samtidig perserkongen Kambyses, Cyrus’ fader, også døde, blev Cyrus enehersker over profetiens andet verdensrige 536 f.Kr. Da dette regnedes som hans første år, måtte hans tredje år være 534, i hvilket Daniel fik nærværende syn. Man antager, at Daniels død indtraf snart efter, da han på denne tid ifølge Prideaux ikke var mindre en 91 år gammel.

  2.  På den Tid holdt jeg, Daniel. Sorg i hele tre Uger.
  3.  Lækre Spiser nød jeg ikke, Kød og Vin kom ikke i min Mund, og
      jeg salvede mig ikke, før hele tre Uger var gået. 

En randglose læser i stedet for tre uger: Uger af dage, hvilket udtryk Dr. Stonard mener her benyttes for at skille den omtalte tid fra de uger af år, der omtales i foregående kapitel.

Hvorfor ydmygede denne Herrens gamle tjener sig således og holdt sorg? Øjensynligt for des bedre at fatte det guddommelige formål med de begivenheder, der skulle foregå i Herrens menighed i kommende tider; thi det guddommelige sendebud, der blev sendt for at oplyse ham, siger (12.vers): ”Fra den første dag, du vendte dit hjerte til at få indsigt. ” Der var altså endnu noget, som Daniel ikke forstod, men som han inderlig ønskede at blive oplyst om; men hvad var det? Uden tvivl en del af det syn, han havde haft sidst, synet i 9. kapitel og gennem dette også synes i 8. kapitel, hvoraf 9. kapitel blot er en videre forklaring. Følgen af hans bøn var, at han nu erholdt nøjere oplysning om de begivenheder, som var indbefattede i hans forrige syners hovedtræk.

Man antager, at denne profetens sorg blev ledsaget af faste, ikke således, at han fuldstændig afholdt sig fra føde, men at han kun benyttede de simpleste fødemidler; han åd ingen lækker mad; han brugte hverken kød eller vin, og han salvede ej heller sit hoved, hvilket blandt jøderne var et ydre tegn på faste. Hvor længe han således ville have vedblevet at faste, dersom hans bøn ikke var bleven bønhørt, ved man ikke; men at han fortsatte dermed hele tre uger viser, at når han vidste, at hans bøn var lovlig, så hørte han ikke op med at bede, førend han blev bønhørt.

  4.  Men på den fire og tyvende Dag i den første Måned var jeg ved
      Bredden af den store Flod, det er Hiddekel.
  5.  Og jeg løftede Øjnene og skuede, og se, der var en Mand, som var
      iført linnede Klæder og havde et Bælte af fint ofirguld om
      Hofterne.
  6.  Hans Legeme var som Krysolit, hans Ansigt strålede som Lynet,
      hans Øjne var som Ildsluer, hans Arme og Ben som blankt Kobber
      og hans Røst som en larmende Hob.
  7.  Jeg, Daniel, var den eneste, der så Synet; de Mænd, som var hos
      mig, så det ikke; men stor Rædsel faldt over dem, og de flygtede
      og gemte sig,
  8.  så jeg blev ene tilbage. Da jeg så dette vældige Syn, blev der
      ikke Kraft tilbage i mig, og mit Ansigt skiftede Farve og blev
      ligblegt, og jeg havde ingen Kræfter mere.
  9.  Da hørte jeg ham tale, og som jeg hørte det, faldt jeg, bedøvet
      om med Ansigtet imod Jorden. 

Ved floden Hiddekel forstår Syrerne Eufrat; Vulgata, Grækerne og Araberne Tigris; deraf slutter Wintle, at profeten havde dette syn på det sted, hvor disse floder forener sig, ikke langt fra den persiske bugt.

En meget majestætisk person besøgte ved denne lejlighed Daniel; han beskrives næsten ligesom Kristus i Åb. 1;14-16, og virkningen af hans nærværelse var omtrent den samme som den følelse, Paulus og hans ledsagere betoges af, da frelseren mødte dem på vejen til Damaskus. Apg. 9;1-7. Dog var dette ikke Herren; thi Herren fremtræder under navnet Mikael i 13. vers. Det må derfor have været en af de fornemste engle. Vi spørger: hvilken engel kunne med sandhed beskrives således? Der er en del fuldstændige ligheder mellem dette og andre skriftsteder, som klarlig viser, at det var englen Gabriel. I Daniel 8;16 fremtræder Gabriel under navn, og hans møde med Daniel dengang frembragte nøjagtig samme virkning på profeten, som den i dette skriftsted beskrevne. Dengang fik Gabriel befaling om, at forklare Daniel synet, og han lovede selv at kundgøre ham, hvad der skulle ske i vredens sidste tid. Efter nu at have givet Daniel al den oplysning, han for øjeblikket kunne tåle, optog han senere sit hverv og forklarede et andet væsentligt punkt ved synet, som nævnt i Daniel 9;20-27. Dog erfarer man af 10. kapitel, at der endnu var nogle punkter, som ikke var bleven forklarede for profeten, og ved faste og bøn søgte han atter hjertelig at erholde oplysning om sagen.

Der fremtræder nu en person, hvis nærværelse har samme virkning, og han siger til Daniel (14.vers): ”Og jeg er kommen for at oplyse dig om, hvad der skal vederfares dit folk i de sidste dage.” – netop den oplysning, Gabriel som nævnt i Daniel 8;19 havde lovet at give. Af dette kan man blot drage én slutning: Daniel vedblev at søge yderligere oplysning om det syn, som Gabriel havde fået befaling om at forklare ham. Allerede en gang havde han aflagt Daniel et særligt besøg for videre at give ham undervisning, da han søgte denne med bøn og faste. Da han nu er rede til end yderligere at modtage oplysning og atter søger den på samme måde med henblik på samme genstand, kan man på ingen måde antage, at Gabriel tilsidesatte den givne befaling eller tabte sin pligt af sigte og lod en anden engel påtage sig at fuldende hans ufuldbyrdede hverv. Ordene i 14. vers viser også klarlig, at den talende er den samme (nemlig Gabriel), som i synet i 8. kapitel lovede at udføre hint hverv.

 10.  Og se, en Hånd rørte ved mig og fik mig skælvende op på mine Knæ
      og Hænder.
 11.  Og han sagde til mig: ”Daniel, du højt elskede Mand, mærk dig de
      Ord, jeg taler til dig, og rejs dig op, thi nu er jeg sendt til
      dig,!” Og da han talede således til mig, rejste jeg mig
      skælvende.
 12.  Så sagde han til mig: ”Frygt ikke, Daniel, thi straks den første
      Dag du gav dit Hjerte hen til at søge indsigt og ydmyge dig for
      din Guds Åsyn, blev dine Ord hørt, og jeg er kommet for dine
      Ords Skyld. 

Da Daniel var falden i afmagt (således bliver nemlig udtrykket, bedøvet i 9. vers almindelig opfattet) ved Gabriels majestætiske udseende, nærmer englen sig og lægger sin hånd på ham for at berolige ham og styrke ham til at tåle hans nærværelse. Han fortæller Daniel, at han er en såre elsket mand. Hvilken underfuld erklæring! – Et medlem af den menneskelige familie, en af samme slægt som vi, ikke blot elsket i den almindelige forstand, hvori Gud elsker hele verden, så han gav sin søn i døden for den, men elsket for sin egen del, og det så højlig! En sådan erklæring kunne nok give profeten frimodighed, så at han kunne stå, selv for Gabriels åsyn. Han siger endvidere, at han er kommen for at samtale med ham, og han opfordrer ham til at komme til fuld sindsro, så han kunne forstå hans ord. Da den hellige og elskede profet hørte denne tale, stod han beroliget, dog endnu bævende for den himmelske engel.

”Frygt ikke, Daniel!” fortsætter Gabriel. Han havde ingen grund til at frygte for ham, selv om han var et himmelsk væsen; thi han var sendt til Daniel, fordi han var såre elsket, og på hans egen inderlige bøn. Ej heller bør Guds folk til nogen tid nære slavisk frygt for nogen af dem, der er udsendte for at virke for deres frelse. Dog viser der sig blandt alt for mange en vis tilbøjelighed til at betragte Jesus og hans engle blot som strenge retstjenere, der øver hævn og gengældelse, hellere end som væsener, der arbejder ivrigt for vor frelse på grund af den medynk og kærlighed, de nærer til os. Åbenbarede en engel sig legemlig for dem, så ville synet af ham slå dem med skræk; og den tanke, at Kristus snart skal komme, og at de skal fremstilles for ham, volder dem frygt og bekymring. Vi vil anbefale for sådanne, at de lærer at nære mere milde og venlige forestillinger om det forhold, hvori den kristne står til Kristus, menighedens hoved, at erholde noget mere af den fuldkomne kærlighed, der driver al frygt ud.

I anledning af 12. vers har Bagster følgende træffende anmærkning: ”Daniel var nu, som biskop newton bemærker, temmelig langt henne i årene; thi Cyrus’ tredje år var hans fangenskabs 73de; og såsom han var en yngling, da han bortførtes som fange, kan man ikke antage, at han har været under 90. Gammel som han var, gav han dog sit hjerte hen til at forstå de åbenbaringer, der tidligere var ham givne, særlig synet om vædderen og gedebukken, som man kan skønne af det følgende, og derfor bad og fastede han i tre uger. Hans faste og bønner havde den forønskede virkning; thi en engel blev sendt for at indvie ham i hine skjulte ting; og den, der vil udmærke sig i guddommelig kundskab, må efterligne Daniel og vænne sig til granskning, afholdenhed og andagt.”

 13.  Perserrigets Fyrste stod mig imod i enogtyve Dage, men se, da
      kom Mikael, en af de ypperste Fyrster, mig til Hjælp; ham lod
      jeg blive der hos Perserkongernes Fyrste; 

Hvor ofte hører dog ikke Gud sit folks bønner, ihvorvel der ikke straks gives tydeligt svar! Således gik det nu med Daniel. Englen siger ham, at hans ord var hørte fra den første dag, han gav sit hjerte hen til at forstå. Alligevel vedblev Daniel i sorg og faste at kæmpe med Herren i samfulde tre uger uden at vide, at Herren havde givet agt på hans bøn. Men hvorfor haledes da tiden ud? Jo, Persiens konge modstod englen. Svaret på Daniels bøn forudsatte og medførte en handling fra perserkongens side, noget, denne måtte bevæges til at udrette. Dette gjaldt utvivlsomt det arbejde, han skulle gøre og allerede havde begyndt til fordel for Jerusalems tempel og Jøderne, idet hans befaling om at bygge templet var den første i rækken af dem, der sluttelig førte til den virkelige befaling om at genoprette og bygge Jerusalem, ved hvilken befalings udfærdigelse den store profetiske periode på 2300 dage skulle begynde. Englen blev da udsendt for at formå ham til at fortsætte dette værk overensstemmende med Guds vilje.

O, hvor lidet begreb man dog har om de ting, der foregår i den usynlige verden med hensyn til menneskenes affærer! Her rulles forhænget op, så at sige, et øjeblik, og ham får et glimt af, hvad der foregår der: Daniel beder; verdensaltets skaber hører; Gabriel får befaling om at ile Daniel til hjælp; perserkongen må imidlertid træde i virksomhed, før Daniels bøn kan besvares, og englen skynder sig til perserkongen. Uden tvivl opstiller satan sine kræfter til modstand; de mødes i Persiens kongeslot. Alle de bevæggrunde, der kommer af egennytte og verdslige statsmandskløgt, og som satan kan sætte i bevægelse, benytter han utvivlsomt i yderste mål for at bevæge kongen til ikke at bevæge sig efter Herrens vilje, medens Gabriel gør alt, hvad han kan, for at virke i modsat retning. Kongen vakler hid og did mellem stridende stemninger; han nøler og udsætter. Dag efter dag svinder hen, men Daniel vedbliver at bede. Endnu vægrer kongen sig for at give efter for englen; tre uger henrinder, og se, en mægtigere en Gabriel indtager hans plads i kongens slot, og Gabriel åbenbarer sig for Daniel for at gøre ham bekendt med, hvor langt sagen er fremskreden. Fra først af, sagde han, blev din bøn hørt; men i disse tre uger, som du har benyttet til bøn og faste, har Persiens konge modstået mine påvirkninger og hindret mit komme.

Således virkede Daniels bøn; og efter hans dage har Herren ikke rejst nogen skranke mellem sig og sit folk. De har endnu den forret, at de kan opsende ligeså inderlige og virksomme bønner som Daniel og ligesom Jakob kæmpe med Gud og få overhånd.

Hvem var nu denne Mikael, som kom Gabriel til undsætning? Ordet betyder: ”han, som er lig Gud”, og den hellige skrift viser klart, at den eneste, som bærer dette navn, er Kristus. Judas 9. vers erklærer, at Mikael er ærkeenglen, overenglen. Ærkeengel betyder den øverste engel (eller Englenes fyrste), og i foreliggende skriftsted kalder Gabriel ham ”en af de fornemste fyrster”. Der kan imidlertid blot være én ærkeengel, hvorfor det åbenbart er urigtigt at benytte ordet i flertal, som nogle gør; den hellige skrift selv gør det aldrig. Paulus (1 Tess.4;16) siger, at når Herren kommer anden gang for at opvække de døde, skal overenglens røst høres. Hvis røst høres, når de døde opvækkes? Guds søns røst. Joh.5;28. Når man sammenligner disse skriftsteder, beviser de: 1) At de døde kaldes frem af gravene ved Guds søns røst. 2) At den røst, som da lyder, er overenglens røst, hvilket viser, at overenglen er Guds søn. 3) At overenglen kaldes Mikael, hvoraf følger, at Mikael er Guds søn. I Daniel 10;20 kaldes han ”eders fyrste” og i Daniel 12;1 ”Den store fyrste, der står som værn for dit folks børn”, - udtryk, der passende kan anvendes på Kristus, men ikke på noget andet væsen.

 14.  og nu er jeg kommet for at lade dig vide, hvad der skal times
      dit Folk i de sidste Dage; thi atter er der en Åbenbaring om de
      Dage.” 

Det udtryk, at synet, ”sigter til de sidste dage”, går langt ind i fremtiden og omfatter alt det, der skal vederfares Guds folk netop i de sidste dage, viser tydelig, at de i hint syn givne dage, de 2300, ikke kan betyde egentlige dage, men må være årdage. Se bemærkninger ved Daniel 9;25-27.

 15.  Medens han talede således til mig, bøjede jeg målløs Ansigtet
      mod Jorden.
 16.  Og se, noget, der så ud som en Menneskehånd, rørte ved mine
      Læber, og jeg åbnede min Mund og talte således til ham, som stod
      for mig: ”Herre, ved Synet overvældedes jeg af Smerter og har
      ikke flere kræfter.
 17.  Og hvor kan jeg, min Herres ringe Træl, tale til dig, høje
      Herre? Af Rædsel har jeg mistet min Kraft, og der er ikke Vejr
      tilbage i mig!” 

En af de mest fremtrædende egenskaber ved Daniels karakter var den ømme omsorg, han følte for sit folk. Da han nu var kommen til en klar forståelse af, at synet varslede om undertrykkelse og lidelse, som skulle komme over menigheden gennem lange tider, blev han så medtaget deraf, at hans styrke veg fra ham, at han ikke længere kunne ånde eller formåede at tale. Synet i 16. vers har utvivlsomt henblik på det tidligere syn i 8. kapitel.

 18.  Så rørte atter en som et Menneske at se til ved mig og styrkede
      mig;
 19.  og han sagde: ”Frygt ikke, du højt elskede Mand! Fred være med
      dig, vær trøstig og ved godt Mod!” Og som han talede med mig,
      følte jeg mig styrket og sagde: ”Tal, Herre, thi du har styrket
      mig!”
 20.  Da sagde han: ”Ved du, hvorfor jeg kom til dig? Jeg må nu straks
      vende tilbage for at kæmpe med Persiens Fyrste, og så snart jeg
      er færdig dermed, se, da kommer Grækenlands Fyrste.
 21.  Og ikke én hjælper mig imod dem undtagen Mikael, eders Fyrste,
      (kap 11.1) der står som Hjælp og Støtte for mig. Dog vil jeg nu
      kundgøre dig, hvad der står skrevet i Sandhedens Bog; 2.a.  ja,
      nu vil jeg kundgøre dig, hvad sandt er. 

Profeten er endelig bleven styrket så vidt, at han kan høre hele den meddelelse, englen har at give. Og Gabriel siger: ”Ved du, hvorfor jeg er kommen til dig?” det vil sige: Ved du, i hvilken hensigt jeg er kommen? Fatter du mit formål, så du ikke længere frygter? Han meddelte ham derpå sin bestemmelse om, så snart som meddelelsen var fuldendt, at vende tilbage for at stride mod Persiens konge. Ordet ”mod” er i Septuaginta meta og betyder ikke (fjendtlig) imod, men i fællesskab med, side om side med; det vil sige, Herrens engel ville stille sig på det persiske riges side, så længe som det lå i Guds forsyns plan, at dette rige skulle bestå. Men ”når jeg drager ud”, fortsætter Gabriel, ”se, da skal Grækenlands fyrste komme”, det vil sige når han unddrager riget sin støtte, og når Guds forsyn optræder for et andet rige, da skal Grækenlands fyrste komme og det persiske enevælde falde.

Gabriel meddelte derpå, at ingen – Gud naturligvis undtagen – foruden ham havde forstand på de sager, han nu var i færd med at meddele ham, undtagen Mikael, fyrsten. Efter at han havde kundgjort dem for Daniel, var der altså fire væsener i verdensaltet, som havde kundskab om disse vigtige sandheder: Daniel, Gabriel, Kristus og Gud, fire led i denne opadstigende vidnekæde, af hvilke det første var Daniel, et medlem af den menneskelige familie, det sidste Jehovah, alles Gud!