11. Kapitel - En bogstavelig profetiVi kommer nu til en forudsigelse om fremtidige begivenheder, der ikke er klædt i billedlige udtryk og tegn således som synerne i Daniel 2, 7 og 8, men fremsat for det meste i klare ord. Her fremstilles for os mange af verdenshistoriens mærkeligste tildragelser lige fra Daniels dage til verdens ende. Denne profeti, siger biskop Newton, kan man også træffende sige er en forklaring og videre udtydning af synet i 8. kapitel, hvoraf man ser, hvor klart han opfattede forbindelsen mellem hint syn og resten af bogen.
Efter den oplysning, at han i Darius’ første år stod for ham som hjælper og værn, vender englen sin opmærksomhed mod fremtiden. Tre konger skal endnu opstå for Persien; ”opstå” betyder: at regere i; tre konger skulle regere i Persien, hvormed der utvivlsomt hentydedes til Cyrus’ umiddelbare efterfølgere nemlig: 1) Cyrus’ søn Kambyses; 2) bedrageren Smerdes; 3) Darius Hystaspis.
Den fjerde skal samle sig større rigdom end alle de andre. Den fjerde konge fra Cyrus var Xerxes, der var mere berømt for sin rigdom end for sin feltherredygtighed, og som i historien indtager en iøjnefaldende plads grundet på det storartede felttog, han istandbragte og ledede mod Grækenland, samt for den ynkelige udgang hans foretagende fik, ”Han skal opbyde alt imod Grækenlands rige.” Aldrig hverken før eller siden har der været en sådan folkerejsning i krigeriske øjemed. Ifølge Herodot, som levede på den tid, bestod hans hær af 5.283.220 mand; og ikke fornøjet med at opbyde østen alene hvervede han Karthagos borgere i vesten i sin tjeneste. De rykkede i marken med en hær på 300.000 mand og bragte således hans samlede styrke op til det næsten fabelagtige antal: 5½ million. Da Xerxes overskuede denne folkemasse, skal han have grædt ved tanken om, at ikke én af alle disse mænd ville være i live om 100 år.
Hvad der fremstilles i disse vers peger tydelig hen på Alexander og hans riges deling. Se i den anledning kapitel 8;8. Xerxes var den sidste persiske konge, der gjorde indfald i Grækenland, hvorfor profetien forbigår Xerxes’ ni efterfølgere på det persiske herskersæde og straks fører Alexander den store frem. Efter at have kuldkastet det persiske rige ”blev Alexander fuldstændig enehersker derover i den fuldeste udstrækning, hvori nogen persisk konge havde hersket”. (Prideaux, B. I, side 477.) Hans herredømme var stort, såsom det indbefattede ”den største del af den da kendte beboelige verden”; og han gjorde efter sin vilje. Denne hans vilje førte ham 323 f.Kr. til hint svirelag, hvorefter han døde dårens død, og hans forfængelige og ærgerrige planer formørkedes pludselig, fuldstændig og for bestandig. Hans rige blev delt, men ikke blandt hans efterkommere; det blev oprykket og tilfaldt andre end dem. Inden femten års forløb fra hans død var alle hans efterkommere faldne som ofre for hans fornemste feltherrers skinsyge og ærgerrighed; end ikke én af Alexanders æt lod man ånde på jorden. Så kort er overgangen fra den jordiske æres højeste tinde til forglemmelsens og dødens dybeste afgrund. Riget blev sønderbrudt i fire dele, og Alexanders fire dygtigste feltherrer, eller måske snarere de mest ærgerrige og listige, tog disse dele i besiddelse: Kassander, Lysimakus, Seleukus og Ptolemæus.
Sydens konge og nordens konge hentydes til mange gange i resten af dette kapitel; det bliver til profetiens forståelse derfor nødvendigt klart at få rede på, hvilke disse to magter er. Da Alexanders rige deltes, lå de forskellige dele mod himlens fire vinde: Øst, vest, nord og syd, disse dele naturligvis at regne fra jødeland af, profetens fødeland. Den del af riget, som lå vesten for Palæstina, måtte således være det vestlige rige, det som lå i nord, det nordlige, det i øst, det østlige, og det i syd, det sydlige. Alexanders riges dele lå i forhold til Jødeland således: Kassander havde Grækenland med tilliggende lande i vest: Lysimakus havde Trakien, som dengang indbefattede Lilleasien tilligemed landene ved Hellespont og Bosporus, nord for Jødeland; Seleukus havde Syrien og Babylonien, hovedsagelig i Øst; Ptolemæus havde Ægypten og nabolandene i syd.
Under de krige og omvæltninger, som i mange årrækker fulgte på hinanden, skiftedes ovennævnte geografiske grænser hyppig eller udslettedes, idet de gamle fjernedes, og nye opkom. Men hvilke forandringer der end indtraf, må disse rigets første dele være afgørende for de navne, som nævnte strøg senere måtte antage; i andet fald har man ingen fast regel, hvorved man kan vejledes ved profetiens tydning; med andre ord: Hvilken magt der end kom til at indehave det landområde, som først udgjorde det nordlige rige, så måtte samme magt, så længe den indehavde samme landområde, gælde for nordens konge; hvilken magt der end besad de lande, der først udgjorde det sydlige rige, måtte denne ligeledes den hele tid gælde for sydens konge. Kun disse to nævnes, fordi de alene senere omtales i profetien, og fordi, i virkeligheden næsten hele Alexanders rige til slut gik op i disse to afdelinger. Kassander besejredes nemlig meget snart af Lysimakus, hvorpå hans rige, Grækenland og Makedonien, lagdes ind under Trakien; Lysimakus på den anden side lå under for Seleukus, hvorpå Makedonien og Trakien lagdes ind under Syrien. Nu har man vejen åben til tydningen af foreliggende skriftsteder: Sydens konge (Ægypten) skal vorde mægtig. Ptolemæus lagde Cypern, Fønikien, Karien, Cyrene med mange øer og byer ind under Ægypten, hvorved hans rige blev mægtigt. Men en anden af Alexanders øverster fremtræder i udtrykket ”en af hans fyrster”. Septuaginta oversætter dette vers således: ”Og kongen af sønden skal vorde stærk, og en af hans (Alexanders) fyrster skal vorde stærk over ham.” Dette må gælde Seleukus, der, som allerede nævnt, efter at have knyttet Makedonien og Trakien til Syrien kom til at sidde inde med tre dele af Alexanders fire og således oprettede et mægtigere herredømme end Ægyptens.
Der førtes hyppige krige mellem Ægyptens og Syriens konger; særlig var dette tilfældet med Ptolemæus Filadelfus, Ægyptens anden konge, og Antiokus Teos, Syriens tredje konge. De blev tilslut enige om at slutte fred på det vilkår, at Antiokus Teos forstødte sin forrige hustru Laodice og sine to sønner samt ægtede Berenice, Ptolemæus Filadelfus’ datter; følgelig bragte da Ptolemæus sin datter til Antiokus, idet han med hende skænkede en betydelig medgift.
”Men hun skal ikke beholde armens kraft,” det vil sige sin magt over og indflydelse hos Antiokus. Således gik det også, thi en kort tid efter antog Antiokus igen sin forrige hustru Laodice tilligemed hendes børn, grebet af elskov, og optog dem igen ved hoffet. Da siger profetien: ”Og hverken han (Antiokus) skal holde stand eller hans arm,” d.e. hans afkom. Genoptaget i kongens gunst og i fornyet indflydelse frygtede Laodice for, at Antiokus med sit vankelmodige sind atter skulle lade hende falde i unåde og kalde Berenice tilbage, og da hun skønnede at intet mindre end døden kunne sikre hende mod en sådan mulighed, lod hun ham kort efter forgifte; hans afkom med Berenice fulgte heller ikke efter ham i regeringen, thi Laodice styrede det så, at hun sikrede sin ældste søn, Seleukus Kallinikus, tronen.
”Men hun”, Berenice, ”skal gives hen”. Ikke tilfreds med at have forgiftet sin mand, Antiokus, lod Laodice også Berenice myrde. ”Og de, som førte hende derhen.” Hendes ægyptiske kvinder og tjenere blev nemlig i mængde ihjelslagne tilligemed hende idet de søgte at forsvare hende. ”Og han, som avlede hende.” En Randglose i den engelske Bibel har ordene: ”hvem hun avlede”; det vil sige, hendes søn myrdedes på samme tid ifølge befaling fra Laodice. ”Og han, som tog hende.” Dette må være hendes mand Antiokus, efter Hieronymus’ antagelse, eller de, som stillede sig på hendes side og forsvarede hende.
Men en sådan ugudelighed kunne ikke længe gå ustraffet hen, som profetien i det følgende forudsiger, og historien senere viser.
Nævnte skud fra hendes (Berenices) rødder var hendes broder, Ptolemæus Euergetes. Ikke før var han fulgt efter sin fader, Ptolemæus Filadelfus, på Ægyptens kongestol, førend han i brændende begær efter at hævne sin søster Berenices død rejste en umådelig hær og faldt ind i kongen af nordens (det vil sige Selukus Kallinikus’) land; thi denne tilligemed sin moder Laodice herskede i Syrien. Og han overvandt dem, så han endog erobrede Syrien, Cilicien, de øvre dele af landene hinsides Eufrat og næsten hele Asien. Men da han hørte, at der var sket oprør i Ægypten, og han af den grund måtte vende hjem, plyndrede han Seleukus’ rige og tog 40.000 talenter i sølv samt kostbare kar tilligemed 2500 gudebilleder; blandt disse sidste var også de, som Kambyses fordum havde tget fra Ægypten og ført til Persien. Ægypterne, som var afgudsdyrkere med liv og sjæl, skænkede Ptolemæus tilnavnet Euergetes eller velgøreren til tak for, at han således efter mange års forløb havde givet dem deres fangne Guder igen.
Dette er ifølge biskop Newton Hieronymus’ beretning i uddrag af gamle historikere; men, siger han, der er endnu forfattere tilgængelige, som bekræfter flere af de nævnte omstændigheder. Appianus skriver: Efter at Laodice havde dræbt Ptolemæus, Filadelfus’ søn, ind i Syrien for at tage hævn over nævnte mord, dræbte Laodice og rykkede frem lige til Babylon. Af Polyb erfarer man, at Ptolemæus med tilnavnet Euergetes, som var heftig oprørt over sin søster Berenices grusomme behandling, med en hær rykkede ind i Syrien og indtog staden Seleucia, der så en del år holdtes besat af Ægypterkongens garnisoner; således rykkede han ind i kongen af nordens fæstninger. Polyænus siger for sikkert, at Ptolemæus underlagde sig alt landet fra Taurusbjerget lige til Indien uden sværdslag; men ved en fejltagelse skriver han denne tildragelse på faderens i stedet for på sønnens regning. Justinus forsikrer, at Ptolemæus ville have indtaget hele Seleukus’ rige, var han ikke bleven kaldet tilbage til Ægypten ved en opstand i hjemmet. Sydens konge kom således ind i nordens konges rige og vendte tilbage til sit eget land, og han holdt sig også flere år end kongen af norden på tronen; thi Seleukus Kallinikus døde i landflygtighed ved et fald af hesten, medens Ptolemæus Euergetes overlevede ham fire eller fem år.
Første del af dette vers taler om sønner, i flertal; sidste del derimod om én, i ental. Seleukus Kallinikus’ sønner var Seleukus Ceraunus og Antiokus den store; begge disse kastede sig med iver over at hævne og hævde sin faders og sit lands sag. Den ældste af dem, Seleukus, besteg først tronen og samlede en stor mængde for at genvinde sin faders herredømme; men da han var en svag og ussel leder både af udseende og indflydelse, var aldeles uden penge og ikke kunne holde sin hær i ave, blev han forgiftet af to af sine feltherrer efter to eller tre års æreløs regering. Hans dueligere broder Antiokus den store udråbtes derpå til konge, overtog befalingen over hæren, generobrede Seleucia og genvandt Syrien, idet han gjorde sig til Herre over enkelte steder ved hjælp af fredelige overenskomster, over andre ved våbenmagt. Derpå fulgte en våbentilstand, under hvilken begge parter underhandlede om fred, ihvorvel de beredte sig på krig, hvorefter Antiokus vendte tilbage, overvældede i et slag Nikolaus, den ægyptiske feltherre, og tænkte endog på at rykke ind i selve Ægypten. Han var den ene, som visselig skulle oversvømme og overskylle.
Ptolemæus Filopater fulgte sin fader Euergetes på Ægyptens kongestol. Han erholdt kronen kort efter, at Antiokus den store havde efterfulgt sin broder i Syriens regering. Han var en højst overdådig og lastefuld fyrste, men blev til sidst vækket ved udsigten til, at Antiokus skulle rykke ind i Ægypten. Han blev også forbitret for de tab, han havde lidt, og den fare, som truede ham; og han rykkede op fra Ægypten med en talrig hær for at standse den syriske konges fremrykning. Nordens konge skulle også opbyde en stor mængde. Ifølge Polyb beløb Antiokus’ hær sig ved denne lejlighed til 62.000 fodfolk og 6.000 ryttere med 102 elefanter. I slaget led Antiokus nederlag, og hans hær blev overensstemmende med profetien givet i sydens konges hånd. 10.000 fodfolk og 3.000 ryttere blev på valpladsen og over 4.000 mand toges til fange, medens af Ptolemæus’ hær kun 700 ryttere faldt og omtrent det dobbelte antal fodfolk.
Ptolemæus var ikke klog nok til ret at benytte sin sejr; i så fald var han sandsynligvis bleven Herre over hele Antiokus’ rige; men fornøjet med kun at rette nogle trusler sluttede han fred, for at han helt kunne ofre sig til tilfredsstillelsen af sine dyriske lidenskaber uden afbrydelse og hinder. Efter således at have besejret sine fjender lå han under for sine laster, og glemmende det store navn, han kunne have vundet, spildte han sin tid i vellevned og uterlighed.
Hans hjerte hovmodede sig ved hans held, men han var dog langt fra at blive mægtig derved; thi den skammelige måde, hvorpå han benyttede sit held, bragte hans egne undersåtter til at gøre oprør imod ham. Imidlertid lagdes hans hjertes hovmod særlig for dagen i hans fremgangsmåde ligeover for Jøderne. Han kom nemlig til Jeruslem, anstillede ofringer der og havde megen lyst til at komme ind i templets allerhelligste, tvertimod den for hint sted gældende menneskelige og guddommelige lov. Rigtignok fik man med stor vanskelighed tvunget ham til at afstå derfra; men da han forlod stedet, var han rasende forbitret på hele den jødiske nation og begyndte straks efter en frygtelig og ubarmhjertig forfølgelse imod dem. I Alexandria, hvor Jøderne havde levet fra Alexanders dage af, og hvor de nød forrettigheder som de mest begunstigede borgere, blev under denne forfølgelse ifølge Eusebius 40.000 ihjelslagne, ifølge Hieronymus 60.000. Ægypternes opstand og dette blodbad på Jøderne egnede sig sikkerlig ikke til at styrke ham i hans regering, men tvertimod snarere til næsten at berede dens fuldstændige undergang.
De i dette vers forudsagte begivenheder skulle tildrage sig, ”når tiderne, nogle år, er til ende”. Den mellem Ptolemæus Filopater og Antiokus sluttede fred varende fjorten år; imidlertid døde Ptolemæus af umådelighed udsvævelser, og efter ham fulgte hans søn Ptolemæus Epifanes, som dengang kun var et 4-5 år gammelt barn. Efter at Antiokus i løbet af den samme tid havde undertrykket oprør i sit rige og avet de østlige dele af samme, havde han en stund frie hænder til at foretage sig, hvad det skulle være, netop da den unge Epifanes besteg Ægyptens trone. Da han nu anså dette for en alt for god lejlighed til at udvide sit herredømme til at lade den gå ubenyttet hen, rejste han en umådelig hær, ”større end den første” (thi han havde samlet mange tropper og vundet stor rigdom på sit tog mod østen), og drog mod Ægypten, idet han ventede at vinde en let sejr over den umyndige konge, - med hvilket held får man snart se; thi nye forviklinger kommer nu ind i nævnte rigers mellemværende, og nye personer fremtræder på historiens skueplads.
Antiokus var ikke den eneste, der rejste sig mod den umyndige Ptolemæus. Hans førsteminister Agatokles, der rådede for kongens person og i hans sted ledede rigets bestyrelse, var så løsagtig og kry i udøvelsen af sin magt, at de provinser, der før var under Ægypten, gjorde oprør; Ægypten selv foruroligedes ved opstande; og indbyggere i Alexandria, der også rejste sig mod Agatokles, lod ham selv, hans sønner, hans moder og deres forbundsfæller dræbe. På samme tid sluttede Makedonerkongen Filip forbund med Antiokus i den hensigt at dele Ptolemæus’ herredømme sig imellem, hver af dem med det mål for øje at kunne tage de lande, der lå nærmest og bekvemmest til. Dette var da en opstand mod sydens konge tilstrækkelig til at fuldbyrde profetien og uden tvivl netop det, som profetien pegede hen på.
Der optræder nu en ny magt, ”voldsmænd af dit folk”, egentlig: ”de der sønderbryder dit folk”, siger biskop Newton. Fjernt ved Tiberens bredder havde et rige længe næret ærgerrige planer og skumle anslag; i begyndelsen lidet og svagt voksede det i underfuld hast i indre kraft og ydre styrke, idet det nu og da forsigtigt udstrakte sine arme for at prøve sin manddom og krigerdygtighed og stille sin krigerske arms styrke på prøve; indtil det, i bevidstheden om sin egen magt, kækt hævede hovedet blandt jordens folkeslag og med ubetvingelig hånd fattede roret i begivenhedernes gang. Fra nu af står romernavnet på historiens titelblad, bestemt til gennem lange tider at mestre begivenhedernes gang i verden samt øve en mægtig indflydelse blandt folkene lige til tidens ende.
Rom talte; og Syrien og Makedonien erfarede snart, at deres drøm ville få en anden retning og et andet indhold. Romerne lagde sig imellem til fordel for den unge Ægypterkonge, fast bestemt på, at han skulle beskyttes mod den undergang, Antiokus og Filip tiltænkte ham. Dette skete 200 f.Kr. og var en af de første gange, romerne for alvor blandede sig i Syriens og Ægyptens sager. Rollin giver følgende korte og tydelige beretning herom:
”Syriens konge Antiokus og Makedoniens konge Filip havde under Ptolemæus Filopaters regering lagt den stærkeste iver for dagen, hvor det gjaldt nævnte herskers interesser, og var ved alle anledninger rede at bistå ham. Ikke så snart var han imidlertid død og havde efterladt sig en umyndig arving, hvem de ifølge menneskeligheds og retfærdigheds love skyldte ikke at forstyrre i besiddelsen af faderens rige, førend de øjeblikkelig sluttede et forbryderisk forbund og opmuntrede hinanden til at skaffe den lovmæssige arving af vejen, for derefter at dele hans herredømme sig imellem. Filip skulle have Karien, Libyen, strøget om Cyrene samt Ægypten; Antiokus alt det øvrige, I denne hensigt rykkede sidstnævnte ind i Køle-Syrien og Palæstina og erobrede i mindre end to felttog helt og holdent de to provinser med alle deres byer og underliggende strøg. Deres brøde, siger Polyb, ville ikke have været fuldt så åbenbar, om de som tyranner havde bestræbt sig for at besmykke sine forbrydelser med et eller andet påskud på skrømt. Men så langt fra at gøre dette, var deres uretfærdighed og grusomhed så skamløs, at man om dem sagde, hvad man sædvanlig siger om fisk: Skønt af samme art, lever de største af de mindste. Man skulle fortsætter samme forfatter, når man ser samfundets helligste love så åbenlyst krænkede, føle sig fristet til at bebrejde forsynet, at det forholder sig ligegyldigt og ufølsomt ligeoverfor de mest rædselsfulde forbrydelser; men Herren retfærdiggjorde fuldstændig sit forhold, derved at han straffede de to konger efter deres fortjeneste og stillede dem frem som et eksempel, der i alle kommende tider måtte skræmme andre fra at følge deres eksempel. Thi medens de pønsede på stykkevis at berøve et svagt og hjælpeløst kongebarn dets rige, rejste forsynet Romerne imod dem, og disse kuldkastede fuldstændig Filips og Antiokus’ riger, samt styrtede deres efterkommere ned i næsten samme elendighed og afmagt, som de havde tiltænkt den umyndige konge.” (Ancient History, B. XVIII, kapitel 50.)
”For at stadfæste synet.” Da Romerne mere end noget som helst andet folk ganske særlig var genstand for Daniels Profeti, hentydes her til denne deres første indblanding i nævnte rigers mellemværende som det, der stadfæstede eller fastslog sandheden af det syn, der forudsagde en sådan magts tilværelse.
”Og de skal falde.” Enkelte tyder dette om dem, der nævnes i versets første del, og som skulle stå frem imod kongen af syden, andre om de nævnte voldsmænd, nemlig Romerne; i begge tilfælde er det rigtigt; thi hvis udtrykket gælder dem, der forbandt sig imod Ptolemæus, så er det kun alt for sandt, at de faldt hurtig; gælder det derimod Romerne, er kun forholdet det, at profetien så fremad mod den tid, da deres magt skulle kuldkastes.
Værgemålet for Ægyptens unge konge betroedes af det romerske senat M. Emilius Lepidus, der udnævnte en gammel erfaren minister ved samme hof, Aristomenes, til hans værge; og dennes første handling var, at han tog sine forholdsregler mod de to forbundne konger, Filip og Antiokus, der truede med at gøre indfald i landet. Derfor afsendte han en bekendt ætolisk general, Skopas, som dengang stod i ægyptisk tjeneste, til sit fødeland for at rejse forstærkninger for hæren. Efter at have rustet en Armé marcherede han ind i Palæstina og Køle-Syrien og tvang hele Judæa til at falde tilfode for det ægyptiske scepter, medens Antiokus var optagen med en krig mod Attalus i Lilleasien.
Således blev da sagernes stilling den, at indholdet af ovennævnte 15. vers kunne fuldbyrdes; thi Antiokus opgav krigen mod Attalus, der gik i Romernes ledebånd, og tog hurtig skridt til at genvinde Palæstina og Køle-Syrien af ægyptisk hånd. Man sendte Skopas imod ham. Begge hære mødtes ved Jordans kilder. Skopas blev slagen, forfulgtes til Sidon og belejredes her stærkt. Man sendte tre af Ægyptens dueligste feltherrer tilligemed deres bedste tropper af sted for at sprænge belejringen, dog til ingen nytte. Skopas stødte nu på en fjende, med hjem han ikke kunne måle sig: Hungersnødens gustne spøgelse, og måtte til sidst overgive sig på det skammelige vilkår kun at beholde livet; hvorpå han med sine 10.000 mand, nøgne og berøvede alt, fik lov til at drage bort. Dette var, hvad der mentes med udtrykket, at nordens konge ”skal indtage en stærk befæstet stad”; thi både på grund af sin beliggenhed og sine forsvarsmidler var Sidon en af datidens stærkeste byer. Således kom sydens armé ikke til at holde stand, ”end ikke hans udvalgte folk”, hvem sydens konge havde valgt, nemlig Skopas med hans ætoliske tropper.
Kunne Ægypten ikke stå for Antiokus, nordens konge, så kunne Antiokus heller ikke stå for Romerne, da de nu kom imod ham. Intet rige formåede længere at trodse denne magt, der var i sin opkomst. Syrien erobredes og lagdes til det romerske vælde, da Pompejus 65 f.Kr. berøvede Antiokus Asiatikus hans besiddelser og gjorde Syrien til en romersk provins.
Samme magt skulle også træde op i det hellige land og bringe fordærvelse over det. Rom sluttede forbund med Guds folk, Jøderne, år 161 f.Kr., fra hvilken tid der indtager en fremragende stilling i den profetiske kalender; det kom dog ikke til at øve nogen retsmyndighed over Judæa ifølge nogen egentlig erobring før 63 f.Kr. og da på følgende måde:
Efter Pompejus’ tilbagekomst fra toget mod Mitridates, konge i Pontus, stredes Hyrkanus og Aristobulus indbyrdes om Judæas Krone; deres tvistemål forelagdes Pompejus, der snart indså det uberettigede i Aristobulus’ krav, men gerne ville få en afgørelse i sagen udsat til efter det tog, han længe havde ønsket at gøre til Arabien; han lovede derpå at vende tilbage og afgøre deres mellemværende efter ret og billighed. Aristobulus, der anede Pompejus’ virkelige hensigt, skyndte sig tilbage til Judæa, væbnede sine undersåtter og beredte sig til et kraftigt forsvar, bestemt på for enhver pris at hævde den krone, han forudså, man ville tildømme en anden. Pompejus fulgte den flygtende lige i hælene. Da han nærmede sig Jerusalem, begyndte Arisobulus at angre sin optræden, gik ham i møde og forsøgte at komme til en mindelig forståelse ved løfter om store pengesummer og fuldstændig underkastelse. Pompejus modtog tilbuddet og sendte Gabinius i spidsen for en afdeling soldater af sted for at modtage pengene; men da denne vicehærfører nåede Jerusalem, fandt han portene stængte og hørte fra muren, at byen ikke ville vedkende sig forliget.
For ikke på denne måde uhævnet at føres bag lyset kastede Pompejus Aristobulus, som han havde beholdt hos sig, i lænker og marcherede øjeblikkelig mod Jerusalem med hele sin hær. Aristobulus’ tilhængere ville forsvare stedet, Hyrkanus’ åbne portene. Da sidstnævnte havde den største tilslutning og fik sin vilje igennem, lod man Pompejus frit rykke ind i byen, hvorefter Aristobulus’ tilhængere trak sig tilbage til templets bjerg ligeså fast bestemte på at forsvare dette sted som Pompejus på at ødelægge det. Efter tre måneders forløb fik de en så passende åbning i muren, at man kunne foretage en storm, der foretoges med sværd i hånd. I det påfølgende rædselsfulde blodbad faldt 12.000. Det var et hjertegribende syn, bemærker historieskriveren, at præsterne, der i samme stund forettede gudstjeneste, med rolig hånd og urokkelig sindsligevægt fortsatte sin vante gerning uden tilsyneladende at lægge mærke til den vilde tummel, medens på alle kanter deres venner blev myrdede, og ofte endog deres eget blod blandede sig med deres offerdyrs.
Efter at have gjort ende på krigen lod Pompejus Jerusalems mure nedrive, lagde flere byer, som før havde stået under Judæa, ind under Syrien og pålagde Jøderne skat. Således kom Jerusalem for første gang ved erobring i den magts hånd, der skulle holde det herlige land i sit jerngreb, indtil den havde bragt fuldstændig fordærvelse over det.
Biskop Newton oversætter dette vers på en anden måde, der synes tydeligere at udtrykke meningen: ”Han skal også vende sit ansigt til med magt at komme ind i det hele rige.” 16. vers bragte os til Syriens og Judæas erobring af Romerne, der tidligere allerede havde underlagt sig Makedonien og Trakien. Ægypten var af Alexanders ”hele rige” det ensteste, der endnu ikke var bragt til lydighed under romervældet, som nu vendte sit ansigt til med magt at rykke ind i nævnte land.
Ptolemæus Auletes døde 51 f.Kr., efterladende Ægyptens krone og rige til sin ældste søn og datter, Ptolemæus og Kleopatra. I hans testamente var det forudsagt, at de skulle gifte sig sammen og regere i forening, og såsom de var unge, skulle de stilles i Romernes værgemål. Romerfolket påtog sig hvervet og udnævnte Pompejus som værge for de unge arvinger til Ægypten.
Da ikke længe efter en tvist brød ud mellem Pompejus og Cæsar, leveredes det berømte slag ved farsalus mellem de to feltherrer. Pompejus flygtede efter sit nederlag til Ægypten. Cæsar fulgte ham i hælene; men allerede før hans ankomst blev Pompejus nedrig myrdet af Ptolemæus, til hvis værge han var bleven udnævnt. Cæsar optog derfor det Pompejus tidligere givne hverv som værge for Ptolemæus og Kleopatra. Han fandt Ægypten i oprør ved indre uroligheder. Ptolemæus og Kleopatra var bleven forbitrede på hinanden, og hun var bleven berøvet sin andel i regeringen. Desuagtet landede Cæsar uden betænkning i Alexandria med sin svage styrke, 800 ryttere og 3200 fodfolk, undersøgte tvisten og søgte at bilægge den. Da forviklingerne daglig tiltog, fandt Cæsar sin svage styrke utilstrækkelig til at holde stillingen, og da han ikke kunne komme fra Ægypten på grund af den på denne årstid herskende nordenvind, sendte han bud og befaling til Asien, at alle de derværende tropper så snart som muligt skulle komme ham til undsætning.
På den hovmodigste måde udstedte han befaling til, at Ptolemæus og Kleopatra skulle opløse sine hære, møde for ham for at få sine tvistemål afgjorte og så føje sig efter hans kendelse. Som et uafhængigt rige betragtede Ægypten denne hovmodige befaling som en fornærmelse mod sin kongelige værdighed, og i forbitrelse og hidsighed greb Ægypterne til våben. Cæsar svarede, at han handlede i kraft af deres fader Auletes’ testamente, da han havde stillet sine børn under senatets og romerfolkets værgemål, hvis hele myndighed nu lå hos ham i egenskab af konsul, samt at han i egenskab af værge havde ret til at dømme imellem.
Sagen blev ham endelig forelagt og sagførere udnævnte til at føre angældende parters sag. Kleopatra, som skønnede, hvor den store romerske erobrer havde sin svage side, tænkte, at hun med sin personlige skønhed ville opnå mere i retning af en gunstig dom end ved nogen, selv den bedste, sagfører. For ubemærket at komme til ham benyttede hun følgende list. Hun lagde sig udstrakt i en pakke med klæder; hendes siciliske tjener Apollodorus indhyllede det hele i et stærkt klæde, bandt dette sammen med en stærk rem, løftede det op på sine herkuliske skuldre og søgte derpå til det rum, Cæsar beboede. Under påskud af at have en foræring til den romerske feltherre slap han ind gennem fæstningsportene, trådte frem for Cæsar og lagde sin byrde for hans fødder. Da Cæsar fik løst pakken op, hvori der var liv, se, da stod den skønne Kleopatra for ham! Han blev så langt fra vred over denne list, at han med sin i 2.Pet.2;14 beskrevne karakter ved første syn af så yndigt et væsen ganske lod sig påvirke i den forønskede retning, siger Rollin.
Cæsar bestemte endelig, at broderen og søsteren skulle indtage herskersædet overensstemmende med testamentets tanke. Potinus, som var første statsminister og havde været det væsentlige redskab, hvorved man søgte at fjerne Kleopatra fra tronen, frygtede for følgerne af, at hun blev genindsat, og begyndte derfor at vække skinsyge og fjendtlighed imod Cæsar ved blandt den lavere befolkning at sprede et rygte, at denne havde til hensigt ved passende anledning at overlade Kleopatra enevældet. Derpå fulgte da snart et åbent oprør, og Akillas med 20.000 mand rykkede frem for at jage Cæsar ud af Alexandria; men denne fordelte kløgtig sit lille troppekorps omkring i byens gader og tilgange og slog uden vanskelighed angrebet tilbage. Ægypterne forsøgte da at ødelægge hans flåde; men han hævnede sig ved at opbrænde deres. Da nogle af de brændende skibe drev ind imod bryggerne, kom flere af byens bygninger i brand, og det berømte Alexandrinske bibliotek med sine nær 400.000 bind gik op i luer.
Da nu krigen antog en mere truende karakter, sendte Cæsar bud til alle Nabolande efter hjælp. Fra Lilleasien kom ham en stor flåde til undsætning, - Mitridates selv fik i Syrien og Cilicien bragt på fode en hær og rykkede mod Ægypten, - Antipater fra Idumæa sluttede sig til ham med 3.000 Jøder, og Jøderne, som beherskede adgangen til Ægypten, lod arméen uhindret rykke frem. Uden denne deres medvirkning havde hele planen glippet, men denne armés ankomst afgjorde stridens udfald. Der leveredes et afgørende slag ved Nilen, der endte med Cæsars fuldstændige sejr. Under sit forsøg på at flygte druknede Ptolemæus i floden, hvorpå Alexandria med hele Ægypten faldt tilfode for sejrherren. Nu var da Rom rykket ind i og havde opslugt hele Alexanders oprindelige rige (år 47 f.Kr.).
”Og en kvinde, sin datter, skal han give ham, for at hun skal volde fordærvelse.” Den lidenskabelige tilbøjelighed, Cæsar havde fattet for Kleopatra, med hvem han fik en søn, betegnes af historikeren som den eneste grund til, at han foretog et så farligt felttog som krigen i Ægypten. Dette forhold holdt ham meget længere tilbage i Ægypten, en forretningerne krævede, idet han i den tøjlesløse dronnings selskab forlystede sig hele nætter. ”Men,” sagde profeten, ”det skal ikke komme i stand og ikke lykkes ham.” Kleopatra sluttede sig siden til Cæsar Augustus’ fjende Antonius og opbød al sin magt for at trodse Rom.
En krig med Farnakes, kongen over det kimmeriske Bosporus, kaldte Cæsar endelig bort fra Ægypten. ”Ved hans ankomst did, hvor fjenden stod,” siger Prideaux, ”gjorde han uden at give sig selv eller dem nogen henstand øjeblikkelig anfald og vandt en fuldstændig sejr, hvorom han underrettede en af sine venner med følgende tre ord: Vini, vidi, vici – jeg kom, jeg så, jeg vandt.” Sidste det af dette vers er indhyllet i nogen dunkelhed, og der hersker meningsforskel med hensyn til dets tydning, enkelte lader det gælde tidligere begivenheder i Cæsars liv og mener at finde fuldbyrdelsen i hans strid med Pompejus; men det er mest rimeligt, at man på grund af de foregående og efterfølgende tildragelser, der klart nævnes i profetien, søger at finde opfyldelsen af denne del af forudsigelsen i tiden mellem hans sejr over Farnakes og hans død i Rom, som omtales i følgende vers. En fyldigere historisk fremstilling af dette tidsrum kunne nok kaste lys over en og anden tildragelse, der ville gøre dette skriftsteds tydning ligefrem.
Efter denne erobring slog Cæsar de sidste levninger af Pompejus’ parti: Cato og Scipio i Afrika, Labienus og Varus i Spanien. Da han vendte tilbage til Rom, ”sit lands fæstning”, blev han indsat til livsvarig Diktator, og man skænkede ham andre magtstillinger og æresbevisninger, der i virkeligheden gjorde ham til det hele riges unindskrænkede hersker. Men profeten havde sagt, at han skulle ”snuble og falde”, et udtryk hvori meningen også er, at hans fald skulle ske pludselig og uventet som ens, der tilfældig snubler under gangen. Og således faldt denne mand, der havde leveret og vundet 500 slag, indtaget 1000 byer og ihjelslået 1.192.000 mand, ikke under kampens tummel og i stridens time, men i en stund, da han troede vejen jævnet og blomsterstrøet og faren langt borte; thi da han i senatet indtog sit sæde på sin gyldne trone for af hin statsmyndigheds hånd at modtage kongenavnet, rammede den forræderske dolk pludselig hans hjerte. Casius, Brutus med andre sammensvorne styrtede sig over ham, og han faldt gennemboret af 23 sår. Således snublede han pludselig og faldt og ”fandtes ikke mere”, 44 f.Kr.
Cæsar Augustus fulgte efter sin onkel Julius, af hvem han var bleven adopteret som hans efterfølger. Han lod offentlig kundgøre, at han af sin onkel var bleven adopteret, og antog hans navn, men føjede dertil navnet Oktavien. I forening med Markus Antonius og Lepidus stiftede han det såkaldte Triumvirat eller tremandsstyrelsen for at hævne Cæsars død. Da han senere grundfæstede sin stilling i riget, skænkede senatet ham hædersnavnet Augustus, og da nu Triumviratets øvrige lemmer var døde, blev han enehersker.
Han var, som der står, en skattekræver. Lukas siger, idet han taler om de begivenheder, der foregik, da Kristus blev født: ”Men det begav sig i de dage, at en befaling udgik fra kejser Augustus, at al verden skulle indskrives i mandtal.” Luk. 2;1. Dette mandtal, der omfattede hele verden, var en mærkværdig begivenhed, og den, der satte det igennem har visselig krav på, at kaldes en skattekræver frem for alle andre.
Tidsskriftet Current Literature for Juli 1895 anfører fra St. Louis Globe Democrat følgende: ”Kejser Augustus var ikke en sådan velgører, som han menes at have været. Han var den strengeste skattekræver, den romerske verden indtil den tid kunne opvise.”
”Gennem rigets pryd.” Rom stod i hans dage på sin storheds og magts tinde; ”den augustæiske tidsalder” er et alle vegne benyttet udtryk for at betegne den romerske histories guldalder. Aldrig har Rom set lysere stunder; thi freden bredte sig, retten blev hævet, overdådigheden holdt i tøjle, tugten befæstet og lærdom opmuntret. Under hans regering blev Janustemplet for tredje gang lukket, efter at Rom blev grundlagt, som et tegn på, at hele verden nød fred; og på denne gunstige tid blev vor frelser født i Betlehem i Judæa. Inden kun lidet mindre en atten år efter ovennævnte mandtal, en tid, der forekom profetens fjernskuende blik som blot ”nogle dage”, døde Augustus, ”ikke ved vrede, ej heller i krig”, men fredeligt på sig leje i sin alders 76. år i Nola, hvorhen han var dragen for at søge hvile og sundhed, 14 e.Kr.
Kejser Tiberius tiltrådte efter kejser Augustus den romerske trone. I sit 28. år blev han ophøjet til konsul. Man beretter, at da Augustus skulle udnævne sin efterfølger, bad hans hustru Livia ham indstændig om at udnævne Tiberius, hendes søn med en tidligere mand; men kejseren sagde: ”Din søn er alt for foragtet til at bære det romerske purpur”, hvorpå han udnævnte Agrippa, der var en meget dygtig romersk borger, som nød megen anseelse. Men profetien havde forudset, at en foragtelig skulle efterfølge Augustus. Agrippa døde, og Augustus var igen nødt til at vælge en efterfølger. Livia lagde sig på ny imellem til fordel for Tiberius, og svækket af årene og sygelighed lod Augustus sig lettelig smigre og samtykkede endelig i som medregent og efterfølger at udnævne denne foragtelige yngling. Men borgerne skænkede ham aldrig den kærlighed, agtelse og kongelige ære, der skyldes en ærlig og trofast hersker.
Hvor tydelig går ikke således den forudsigelse i opfyldelse, at man ikke skulle overgive ham kongedømmets herlighed, men han skulle komme, når der var tryghed, og bemægtige sig riget ved glatte ord. Hvorledes dette fuldbyrdes, viser et afsnit af Encyclopedia Americana:
”Under resten af Augustus’ liv opførte han (Tiberius) sig meget kløgtig og dygtig, idet han afluttede en krig med germanerne på en sådan måde, at han blev æret med et triumftog. Efter Varus’ og hans legioners nederlag sendte man ham ud for at standse de sejrrige Germaners fremskridt, og han optrådte under denne krig med ligeså stor kløgt som tapperhed. Ved Augustus’ død fulgte han ham på rigets uindskrænkede kejsersæde, uden at der rejstes nogen modstand; men med den forstillelseslyst, som var ham egen, lod han først til ikke at ville modtage stillingen, førend han gentagne gange dertil var bleven opfordret af det krybende senat.”
Der var forstillelse på hans side, smiger på det krybende senats side og desuden ingen, som bestred ham kongeværdigheden. Under sådanne omstændigheder besteg han tronen, og således fordrede profeten, at stillingen skulle være.
Den i foreliggende tekst nævnte kaldes ”en foragtelig”. Var nu Tiberius’ karakter i virkeligheden en sådan? Nok et afsnit af samme Encyclopedia svarer: ”Tacitus beretter om, hvad der tildrog sig under hans regering, Germanicus’ mistænkelige død iberegnet, Sejanus’ væmmelige rigsbestyrelse, Drusus’ forgiftning i forbindelse med den usædvanlige blanding af Tyranni og lejlighedsvise visdom og sund sans, der udmærkede Tiberius’ opførsel, indtil han i vanære og liderlighed trak sig tilbage til øen Capri i bugten ved Neapel 26 e.Kr. for aldrig mere at vende tilbage til Rom.
”Ved Livias død 29 e.Kr. fjernedes det eneste, der lagde bånd på hans og den afskyelige Sejanus’ handlinger, og nu blev Germanicus’ enke og familie udryddet. Da endelig den skændige yndling vovede at kaste sine øjne på selve kejservældet, gjorde Tiberius, der havde rede på hans planer, sig færdig til at møde ham med sit yndlingsvåben, forstillelse. Skønt fast bestemt på at styrte ham dyngede han dog æresbevisninger over ham, gjorde ham delagtig i konsulværdigheden, og efter længe at have drevet sit spil med hans lettroenhed, ligesom også med senatets, der mente, at han nød større gunst end nogensinde, beredte han sig snedig til at få ham i sin vold. Sejanus faldt på sine gerninger, og uden at nogen ynkedes over ham; men mange uskyldige led også ved hans fald som følge af Tiberius’ mistænksomhed og grusomhed, der nu gik over alle grænser. Resten af denne tyrans regeringstid giver ikke stor anledning til andet end en væmmelig skildring, snart af et trællesind, snart af despotisk hårdhed og grusomhed, at han selv led ligeså meget ondt som det, han voldte, kan man se af følgende ord, hvormed et af hans breve til senatet begyndte: ”Hvad jeg skal skrive til eder, forsamlede fædre, eller hvad jeg ikke skal skrive, eller hvorfor jeg i det hele taget skriver, kan jeg ikke sige, om end Guderne og Gudinderne piner mig mer, end jeg daglig føler, de gør!” ”Hvilken sjælelig kval måtte det dog ikke være, der kunne aftvinge han en sådan tilståelse!” Bemærker Tacitus, med hensyn på dette sted.
Såsandt tyranni, hykleri, ryggesløse udsvævelser og en dyrisk umådelighed er træk og handlinger, der røber den foragtede usling, så havde Tiberius en sådan karakter i en væmmelig grad.
Biskop Newton har en læsemåde, der vel stemmer bedre med grundteksten: ”Og oversvømmerens armé skal oversvømmes for hans ansigt og knuses.” Udtrykkene betegner voldsom opstand; og som opfyldelse af ordet måtte man vente, at oversvømmeren Tiberius’ armé skulle oversvømmes, eller, med andre ord, at han skulle komme til at lide en voldsom død.
For at vise, hvorledes dette skete, citeres atter Encyclopedia Americana, Art. Tiberius: ”Idet han spillede hykleren til det sidste, skjulte han under en maske sin tiltagende svækkelse, så vidt han kunne, idet han endog fandt på at tage del i sin livvagts lege og øvelser. Da han endelig forlod sin yndligsø, hvor der stadig foregik de væmmeligste udskejelser, boede han i et hus på landet ved det mycenske forbjerg, og den 16. marts 37 hensank han i en dødlignende søvn. Caligula gjorde sig med talrig livvagt rede til at sætte sig i besiddelse af regeringen, da han pludselig kom til live igen og bragte dem i den yderste forfærdelse og rådvildhed. Ved dette farefulde vendepunkt lod livvagtsøversten Macro ham kvæle med puder. Således udåndede kejser Tiberius i sin alders 78. år, sin regerings 23., forbandet af al verden.”
”Forbundsfyrsten” hentyder utvivlsomt til Jesus Kristus, den salvede, fyrsten, der skulle ”befæste pagten” med sit folk i den ene uge. Dan. 9;25-27. Efter at have ført os frem til Tiberius’ død omtaler profeten i samme anledning noget, der skulle ske under hans regering, - noget så vigtigt, at man ikke kunne gå det forbi: at forbundets fyrste skulle udryddes, eller med andre ord, frelseren, Jesus Kristus, skulle lide døden. I overensstemmelse, med profetien fandt dette sted under Tiberius’ regering. Lukas meddeler (Kapitel 3;1-3), at i kejser Tiberius’ 15. regeringsår begyndte Johannes døberen sin gerning. Ifølge Prideaux, Dr. Hales, Lardner og andre må Tiberius’ regeringstid regnes fra det øjeblik, han ophøjedes på tronen som medregnet med sin stedfader Augustus, i August 12 e.Kr. Hans 15. år bliver derfor fra August 26 til August 27 e.Kr. Kristus var ½ år yngre end Johannes og begyndte antagelig at øve sit kald seks måneder senere, idet begge efter præsteloven optog sin gerning i 30 års alderen. Hvis Johannes begyndte om våren, i den sidste del af Tiberius’ 15. år, måtte følgelig Kristus begynde sit læreembede høsten 27 e.Kr.; og til denne tid henlægger de mest sagkyndige og pålidelige kilder Kristi dåb, netop det tidspunkt, da de 483 år endte fra 457 f,Kr., som skulle nå ned til den salvede, fyrsten; og Kristus trådte frem og vidnede, at nu var tiden fuldkommet. 3½ år efter dette tidspunkt fandt Kristi korsfæstelse sted; thi han var kun med til fire påskehøjtider og blev korsfæstet ved den sidste. 3½ år fra høsten 27 e.Kr. bringer os til våren 31. Tiberius’ død henlægges til seks år senere, 37 e.Kr. Se under kapitel 9;25-27.
Den ”ham”, med hvem der efter disse ord indgås forbund, må være den samme magt, hvorom profetien har drejet sig fra 14. vers; og at denne magt er Romermagten, fremgår ubestridelig af disse profetiske forudsigelsers fuldbyrdelse gennem de tre personer, der efter hverandre herskede over Romerriget, som allerede bemærket: Julius, Augustus og kejser Tiberius. Den første vendte sit ansigt mod sit lands fæstninger, men snublede og faldt og fandtes ikke mere (19.vers), - den anden var en skattekræver, som herskede gennem rigets pryd og døde, dog ikke ved vrede og ikke i krig, men i stilhed på sit leje (20.vers), - den tredje var en hykler af den laveste karakter. Han begyndte sin regering i fred, men endte både sin regering og sit liv ved vældige udskejelser. I denne regeringstid var det, pagtens fyrste, Jesus af Nazaret, døde på korset (21-22.vers) Kristus kan aldrig sønderbrydes eller lide døden igen, hvorfor man ikke kan sætte disse tildragelsers fuldbyrdelse til noget andet tidspunkt eller nogen anden regering. Der er dem, som forsøger at tyde disse vers om Antiokus, idet de gør en af de jødiske ypperstepræster til forbundets fyrste. Dette er den samme tankegang, der i Antiokus’ regering tror at finde det lille Horn i Daniel 8. kapitel, og har samme formål: at sønderrive den store række af beviser, som bevidner, at Adventisternes lære er Bibelens lære, og at Kristus er nær for døren. Men sandheden kan ikke omstødes, bevisrækken ikke brydes.
Efter at have ført os ned gennem kejservældets verdslige begivenheder til enden af de 70 uger fører profeten os i 23. vers tilbage til den tid, da Romerne kom i berørelse med Guds folk ved forbundet med Jøderne, 161 f.Kr., og herfra føres vi så gennem en uafbrudt række begivenheder nedad mod menighedens endelige sejr og Guds evige riges oprettelse. Hårdt plagede af de syriske konger sendte Jøderne et gesandtskab til Rom for at bede indstændig om Romernes hjælp og for at forene sig med dem som venner og forbundsfæller. (1 Mak.8; Prideaux II, 234; Josefus’ Antiquities, B. XII, kapitel 10, afsnit 6.) Romerne lyttede til Jødernes forlangende og udfærdigede efter anmodning en beslutning affattet i følgende ord:
”Senatsbeslutning angående et forbund til gensidig hjælp og i gensidigt venskab med Jødernes folk: Ingen romersk undersåt skal have lov til at krige mod Jødernes folk eller bistå andre under lignende omstændigheder ved at sende dem korn, skibe eller penge; om nogen anfalder Jøderne, skal Romerne efter bedste evne hjælpe dem. Jøderne skal til gengæld hjælpe Romerne, om nogen anfalder dem. Og har Jøderne lyst til at føje noget til eller tage noget bort fra denne overenskomst om gensidig beskyttelse, så kan det ske med Romernes samtykke. Ethvert således stiftet tillæg skal stå ved magt.” ”Denne beslutning forfattedes”, siger Josefus, ”af Eupolemus, Johannes’ søn, og Jason, Eliesers søn, da Judas var folkets ypperstepræst og hans broder Simon øverste for hæren. Og dette var det første forbund, Romerne stiftede med Jøderne, og det blev udført på denne måde.”
På denne tid var Romerne et lidet folk og begyndte at ”øve svig” eller list, som ordet egentlig betyder. Fra dette tidspunkt af, steg de stadig og hurtig mod den magtens højde, de senere nåede.
”Medens man er tryg,” eng. Overs.: ”På en fredelig måde.” Den sædvanlige måde, hvorpå nationerne før Roms dage var rykkede ind i værdifulde landskaber og rige landstrøg, var ved krig og erobring. Rom skulle nu gøre, hvad der ikke var gjort af fædre eller forfædre, nemlig ad fredelig vej erhverve sig den samme vinding. Den tidligere uhørte skik, at konger testamenterede Romerne sine riger, blev nu indført, og Rom kom på denne måde i besiddelse af udstrakte landskaber.
De, der således kom under Roms herredømme, høstede deraf heller ikke liden fordel. De behandledes venligt og mildt. Det var så at sige, som rovet og byttet blev uddelt iblandt dem. De blev beskyttede mod sine fjender og levede i fred og tryghed under Romerrigets værn.
I sidste del af dette vers lægger biskop Newton den mening, at han skulle optænke sine anslag fra de faste steder i stedet for imod dem; thi så gjorde Romerne fra sin stærke by på de syv høje. ”Og det til en tid”, uden tvivl en profetisk tid, 360 år. Fra hvilket tidspunkt skal man da regne disse år? Sandsynligvis fra den i følgende vers antydede begivenhed.
Gennem 23. og 24. vers føres man fra år 161 f.Kr., da forbundet stiftedes mellem Jøderne og Romerne, ned til det tidspunkt, da Rom havde vundet myndighed over hele verden. Foreliggende vers leder tanken hen på et vældigt felttog mod sydens konge, det vil sige Ægypten, og at der leveredes et mærkeligt slag mellem store og mægtige hære. Indtraf der da noget sådant på dette punkt i den romerske historie? Ja, krigen mellem Ægypten og Rom og slaget ved Actium. Lad os kaste et kort blik på, hvad der førte til denne strid!
Markus Antonius, Cæsar Augustus og Lepidus dannede den tremandsregering, der havde svoret at hævne Julius Cæsars død. Antonius ægtede Augustus’ søster Oktavia og blev således hans svoger. Antonius sendtes til Ægypten i regeringsanliggender, men faldt som offer for Ægyptens udsvævende dronning Kleopatras ynde og snedige anslag. Så stærk var hans lidenskab for hende, at han til slut stillede sig på ægyptisk side, forstødte sin hustru Oktavia for at føje Kleopatra, skænkede sidstnævnte landskab på landskab for at tilfredsstille hendes havesyge, holdt et højtideligt sejrsindtog i Alexandria i stedet for Rom og på anden måde således fornærmede Romerfolket, at Augustus uden vanskelighed fik dem til forbitret at løfte våben mod denne sit lands fjende. Krigen gjaldt tilsyneladende Ægypten og Kleopatra, men i virkeligheden Antonius, der nu ledede de ægyptiske sagers gang. Den sande årsag til tvisten, siger Prideaux, var den, at ingen af dem ville nøjes med blot halvdelen af Romerriget. Thi da Lepidus var bleven udskudt af Triumviratet, var de nu alene om vældet, og da hver især var bestemt på at have det hele, spillede de krigens terningespil derom.
Antonius samlede sin flåde ved Samos: 500 Krigsskibe, usædvanlige store og velbyggede, med flere dæk over hverandre, med tårne i forstavn og bagstavn, - en frygtelig slagorden, der måtte gøre et stærkt indtryk. Disse skibe havde 200.000 mand fodfolk ombord og 12.000 ryttere. Kongerne af Libyen, Cicilien, Kappadocien, Pelargonien, Komagene, og Trakien var selv med, Kongerne af Pontus, Judæa, Lykaonien, Galatien og Medien havde sendt sine tropper. Et prægtigere og mere storartet krigerisk syn end denne flåde af krigsskibe har verden sjælden set, da de satte sejl ud på havets vide flade. Over alle i pragt stod Kleopatras galej, hvor den som et gyldent palads under en sky af pupursejl som svømmende. Dens flag og bannere vajede i vinden, trompeter og andre krigsinstrumenter bragte luften til at genlyde af fryd og sejrstoner. Antonius fulgte tæt efter på en næsten ligeså prægtig galej. Og den tåbelige dronning, beruset ved synet af den krigerske slagorden, kortsynet og forfængelig overmodig, i spidsen for sin berygtede skare af gildinger, truede den romerske hovedstad med nær forestående undergang.
Cæsar Augustus på den anden side udfoldede mindre pragt, men lagde mere vægt på det nyttige. Han havde blot halvt så mange skibe som Antonius og kun 80.000 fodfolk; men alle hans tropper var udvalgte mænd, og ombord på hans flåde var kun erfarne søfolk, medens Antonius, som ikke fandt nok matroser, havde måttet bemande sine skibe med håndværksfolk af alle slags, uerfarne mennesker, som bedre kunne volde forvirring under et slag end udrette nogen virkelig tjeneste. Da tiden allerede var langt fremskreden på året under disse forberedelser, satte Cæsar sine folk stævne ved Brundisium, Antonius ved Kokyra til følgende år.
Så snart man kunne for årstiden, brød begge arméer op både til søs og til lands. Flåderne sejlede langt om længe ind i den Ambrakiske bugt i Epirus, og landtropperne opstilledes på begge strande, så alle kunne se dem. Antonius’ mest prøvede feltherrer rådede ham til ikke at vove et søslag med sine uerfarne matroser, men sende Kleopatra tilbage til Ægypten, straks skynde sig til Trakien eller Makedonien og så for udfaldet stole på sin styrke til lands, der bestod af gamle og prøvede tropper; men som et bevis på sandheden af det gamle ordsprog: ”Quem Deus vult perdere, prius dementat” (hvem Gud vil fordærve, berøver han først forstand), syntes han, bedåret af Kleopatra, kun at tragte efter én ting: at behage hende; og hun, som kun så på det ydre skin, anså sin flåde for uovervindelig og rådede til straks at binde an.
Slaget stod 2. september 31 f.Kr. ved byen Actium i åbningen til den Ambrakiske bugt. Verden var den indsats, hvorom disse ubøjelige krigere, Antonius og Cæsar, spillede. Skønt længe tvivlsom afgjordes dog til sidst kampen ved Kleopatras forhold; thi skræmt ved slagets bulder greb hun flugten, da ingen fare var forhånden, og drog hele den ægyptiske flåde efter sig. Antonius, som så, hvad der gik for sig, og ikke havde sans for andet end sin blinde lidenskab for hende, fulgte over hals og hoved efter og lod således Cæsar vinde en sejr, han selv kunne have vundet, hvis hans ægyptiske tropper tro havde holdt stand, og han selv havde vist sig som en mand.
Dette slag betegner utvivlsomt begyndelsen til den i 24. vers nævnte ”tid”. Og da der i denne ”tid” skulle udtænkes anslag fra de faste stæder, det vil sige Rom, kunne man drage den slutning, at det vestlige overherredømme ved enden af denne periode ville høre op eller en sådan forandring indtræde i rigets forhold, at man ikke længer skulle betragte denne by som regeringens sæde. En profetisk tid, 360 år, fra 31 f.Kr. fører os til året 330 e.Kr. Det bliver derfor en kendsgerning, man bør lægge nøje mærke til, at regeringens sæde flyttedes fra Rom til Konstantinopel ved Konstantin den store netop dette år. (Se Encyclopedia Americana, Art. Konstantinopel.)
Grunden til Antonius’ nederlag var den, at hans forbundne og venner, ”de som åd hans kostelige mad”, svigtede ham. Først drog pludselig Kleopatra, som allerede beskrevet, sig ud af slaget, medtagende 60 linjeskibe; for det andet gik landstyrken i forbitrelse over Antonius’ galskab over til Cæsar, der modtog den med åbne arme; for det tredje erfarede Antonius ved ankomsten til Libyen, at de tropper, han der under Skarpus havde efterladt for at bevogte grænsen, havde erklæret sig for Cæsar; for det fjerde fulgte Cæsar efter ham til Ægypten, Kleopatra forrådte ham, og hans hær gav sig i Cæsars vold. I raseri og fortvivlelse tog han sig da selv af dage.
Tidligere havde Antonius og Cæsar stået i forbund med hinanden. Men under venskabs maske tragtede de begge efter enevælde over verden og lagde listige planer. Deres forsikringer om gensidig agtelse og venskab var kun hyklerisk tale; de talte løgn ved ét bord. Antonius’ hustru Cæsars søster Oktavia, erklærede for Romerfolket, da Antonius forskød hende, at hun havde indgået på at ægte ham i det håb alene, at der således ville stiftes et enighedspant mellem Cæsar og Antonius. Men det lykkedes ikke, bruddet kom, og under den påfølgende tvist gik Cæsar fuldstændig af med sejren.
Her tales om, at han to gange vendte tilbage fra erobringer i fremmede lande: første gang efter de i 26. og 27. vers omtalte begivenheder, anden gang, efter at denne magt havde lagt råd op imod den hellige pagt og fuldført det. Det første gik i fuldbyrdelse, da Cæsar vendte tilbage fra sit tog mod Ægypten og Antonius med en overflod af hæderstegn og gods; som Prideaux siger (II, side 556): ”Denne gang bragtes så uhyre rigdomme til Rom fra Ægypten efter dette lands undertvingelse, da Oktavian (Cæsar) med hæren vendte tilbage derfra, at pengene faldt i værdig til det halve, medens prisen på føde midler og alle salgsgenstande gik op til det dobbelte.” Cæsar fejrede sine sejre ved et triumftog, der varede i tre dage, - et sejrtog, som Kleopatra selv var kommen til at forherlige som en af de kongelige fanger, om hun ikke snedig havde ladet sig bide ihjel af den giftige slange.
Romernes næste store foretagende efter at have overvundet Ægypten var toget imod Judæa samt Jerusalems indtagelse og ødelæggelse. ”Den hellige pagt” er uden tvivl den pagt, Herren har opretholdt med sit folk under forskellige former til forskellige tider i verdens historie, d.e. med alle, der tror på ham. Jøderne forkastede Kristus og blev overensstemmende med forudsigelsen om, at alle, der ikke ville høre ham, skulle udryddes, virkelig udslettede af sit eget land og spredte blandt alle folk under himlen. Medens Jøder og Kristne i lige grad led under Romernes tyranni, viste det sig dog særlig ved Judæas undertvingelse, at det ”udførtes” efter foreliggende teksts ord.
Under Vespasian oversvømmede Romerne Judæa og indtog de byer i Galilæa, der havde forkastet Kristus, nemlig Korazin, Betsaida og Kapernaum, og nedsablede indbyggerne, kun efterladende ødelæggelse og forstyrrelse. Titus belejrede Jerusalem, grov en løbegrav omkring den efter Frelserens egen forudsigelse, og en frygtelig hungersnød påfulgte, hvis mage verden kan hænde aldrig har været vidne til. Moses havde forudsagt, at under den frygtelige elendighed, som ville ramme Jøderne, ifald de faldt af fra Herren, ville endog svage og ømme kvinder komme til at æde sine egne børn under den belejrings trængsel, deres fjender skulle bringe over dem. Da Jerusalem belejredes af Titus, gik denne forudsigelse bogstavelig i opfyldelse; og da han hørte om den umenneskelige dåd, men glemte, at han selv var den, der havde drevet dem til denne rædselsfulde elendighed, svor han på, at han for evig ville udslette den forbandede stad med dens folk af jorden.
Jerusalem faldt år 70 e.Kr. Til den romerske befalingsmands ære være det sagt, at han havde bestemt sig til at spare templet; men Frelseren havde sagt, at der ikke skulle lades sten på sten tilbage. En romersk soldat greb en brand, klatrede op på sine kammeraters skuldre og kastede den ind ad et af vinduerne i den skønne bygning. Templet blev snart indhyllet af det grådige element. Selv Titus hjalp Jøderne i deres vanvittige anstrengelser for at slukke branden, dog til ingen nytte. Da han så, at templet måtte tilintetgøres, styrtede han ind og bar bort guldlysestagen, bordet med skuebrødene og det i gyldent tøj indhyllede bind af loven. Lystestagen anbragtes senere i Vespasians fredstempel og blev afbildet på Titus’ triumfbue, hvor man endnu kan se dens lemlæstede billede.
Jerusalems belejring varede i fem måneder. I den tid omkom 1.100.000 jøder, og 97.000 toges til fange. Byen var så vidunderlig stærk, at Titus ved synet af ruinerne udråbte: ”Vi har kæmpet med Guds hjælp”; men den blev fuldstændig jævnet med jorden, og Tarentius Rufus lod ploven gå over tempelgrunden. Krigens varighed var i det hele syv år, og for dens ubeskrivelige rædsler skal 1.492.000 være faldne som ofre.
Således ”udførte” denne magt det og vendte tilbage til sit eget land.
”Den bestemte tid” er sandsynligvis den profetiske tid i 24. vers, som omtaltes i det foregående; den sluttede, som allerede vist, 330 e.Kr., på hvilken tid denne magt skulle vende tilbage og atter komme mod syden, men ikke som ved forrige anledning, da den rykkede mod Ægypten, ej heller som sidste gang, da den rykkede mod Judæa. Ved begge førnævnte tog gjorde man erobringer og høstede hæder, medens det denne gang førte til sædernes fordærvelse og almindelig undergang. Det, at rigets hovedsæde flyttedes fra Rom til Konstantinopel, var tegnet til selve rigets fald; thi Rom tabte sin glans, og den vestlige del lagdes åben for fremmede fjenders indfald. Ved Konstantins død deltes Romerriget i tre dele mellem hans tre sønner: Konstantius, Konstantin den anden og Konstans; de to sidstnævnte lå i indbyrdes strid, men Konstans gik af med sejren og vandt overherredømmet over hele vesten; han fældedes dog snart af en af sine befalingsmænd, der til gengæld kort efter bukkede under for den genlevende kejser Konstantius og i fortvivlelse endte sit liv 353 e.Kr. Nordens barbarer begyndte snart sine røvertog og strakte sine erobringer videre og videre, indtil det vestlige kejservælde endte i 476 e.Kr.
Dette afveg i sandhed fra de to i profetien tidligere fremstillede bevægelser, og den direkte foranledning hertil var det skæbnesvangre skridt, at man flyttede hovedstaden fra Rom til Konstantinopel. Den profetiske fortælling gælder endnu den magt, der fra 16. vers af har været genstand for forudsigelsen, nemlig Rom. Hvilke var de skibe fra Kittim, som kom imod denne magt, og når skete dette? Hvilket land eller hvilken magt menes ved Kittim? Dr. A. Clarke har i anledning af Es. 23;1 følgende anmærkning: ”Fra Kittims land bliver det dem kundgjort. Efterretningen om, at Nebukadnezar havde ødelagt Tyrus, skal være bleven dem bragt fra Kittim, middelhavets ølande og kyster; thi siger Hieronymus i anledning af 6. vers, da Tyrierne så, at der ingen anden udvej var til flugt, flygtede de på sine skibe over til Karthago samt øerne i det Joniske og Ægæiske hav. Således skriver også Jochri angående samme bibelsted.” Kitto henlægger Kittim til samme steder, nemlig Middelhavets kyster og øer, og må bringes ved Hieronymus’ vidnesbyrd til at tænke på en vis bestemt, i nævnte lande beliggende berømt by, Karthago.
Foretoges da nogensinde en søkrig mod Romervældet med Karthago som udgangspunkt? Den, der har læst om Vandalernes skrækkelige myrderier i Rom under den vilde Genserik, svarer herpå uden betænkning bekræftende. Hver vår gjorde han udfald fra Karthagos havn med sine talrige søtropper, over hvilke han førte en kraftig mandstugt, og spredte forfærdelse rundt i alle rigers landskaber ved søkanten. At dette er, hvad der ovenfor omtales, falder endnu klarere i øjnene, når man betænker, at forudsigelsen nu netop er nået frem til dette samme tidspunkt. I 29. vers omtales hovedstadens flytning til Konstantinopel, og i sin tid som den næste mærkelige omvæltning kom de gentagne indfald af nordens barbarer, blandt hvilke igen Vandalernes nævnte krigstog særlig træder frem. Genseriks løbebane falder mellem årene 428 og 468 e.Kr.
”Og han skal blive modfalden og vende om.” Dette hentyder kanhænde til de fortvivlede anstrengelser, som først Majorian, dernæst Leo gjorde for at berøve Genserik hans uindskrænkede magt på havet, uden at det dog lykkedes i nogen måde for nogen af dem, medens Rom måtte døje den ydmygelse at se sine landskaber hærgede og sin ”evige stad” plyndret af fjenden. (Se under Åb. 8;8.)
”Harmes på den hellige pagt”, - den hellige skrift nemlig, pagtens bog. En sådan voldsom omvæltning foregik nemlig i Rom; thi Goterne, Hunnerne og Vandalerne, som erobrede Rom, bekendte sig til Arius’ tro og blev den katolske kirkes fjender. Særlig for at udrydde dette kætteri lod Justinian kundgøre, at paven skulle være menighedens hoved og den, der revsede kættere. Da lod man kundgøre, at Bibelen var en farlig bog, som ikke skulle læses af menigmand eller lægfolk; men alle omstridte sagers afgørelse skulle henlægges under paven. Således hobedes forargelse over Guds ord, og Roms kejsere, der endnu vedblev at herske i den østlige del, handlede i forståelse med eller lukkede ialfald øjnene ligeoverfor Romerkirken, der havde forladt pagten. Således grundlagde de det store frafald for, som de sagde, at undertrykke ”kætteriet”. Syndens menneske blev ophøjet så sin ugudelige trone ved de arianske Goters nederlag, som dengang indehavde Rom, 538 e.Kr.
Kejserdømmets magt blev benyttet til at udføre førnævnte værk. ”Og vanhellige helligdommen, den faste borg”, d.e. Rom. Hvis dette gælder barbarerne, gik forudsigelsen bogstavelig i opfyldelse; thi Rom hærgedes af Goterne og Vandalerne, og det vestlige kejservælde ophørte derved, at Odoaker erobrede Rom. Gælder udtrykket derimod de af rigets herskere, der optrådte for pavemagten mod hedenskabet samt alle andre stridige religioner, må det pege hen på, at rigssædet flyttedes fra Rom til Konstantinopel, noget, der mer end alt andet bidrog til Roms fald. I sidste tilfælde falder udtrykket sammen med Daniel 8;11 og Åb. 13;2.
”Og afskaffe det bestandige offer.” Ved betragtningen af Daniel 8;13 så vi, at ”offer” er et fejlagtigt indskudt ord, at der skulle stå ”ødelæggelse”, og at udtrykket peger hen på en ødelæggende magt, hvortil ødelæggelsens vederstyggelighed kun er en genpart, og hvorefter den følger i tid. Den ”stadige” ødelæggelse var hedenskabet, ”ødelæggelsens vederstyggelighed” er pavemagten. Men, kan man spørge, hvorledes kan dette være pavemagten, da Kristus talte derom i forbindelse med Jerusalems ødelæggelse? Svar: Kristus hentydede øjensynlig til Daniel 9, der forudsiger Jerusalems ødelæggelse, ikke til dette vers i Daniel 11, der ikke peger hen på denne begivenhed. I 9. kapitel taler Daniel om ødelæggelser og vederstyggeligheder i flertal. Mere end én vederstyggelighed træder derfor kirken under fødder, det vil sige, både hedenskab og pavemagt er vederstyggeligheder, hvad kirken angår. Men set hver for sig som noget indbyrdes forskelligt må udtrykket tages i indskrænket forstand, og den ene er da den stadige eller bestandige ødelæggelse, den anden i særlig betydning ødelæggelsens overtrædelse eller vederstyggelighed.
Hvorledes borttoges da den stadige ødelæggelse, hedenskabet? Da dette omtales i forbindelse med, at ødelæggelsens vederstyggelighed, pavemagten, blev oprettet eller oprejst, må der menes, ikke blot dette, at rigets religion af navn gik over fra hedenskab til kristendom, som ved Konstantins såkaldte omvendelse, men en sådan grundig oprykkelse af hedenskabet i alle rigets bestanddele, at hele den pavelige vederstyggelighed frit kunne rejse sig og hæve sine anmassende krav. Og der foregik i virkeligheden en omvæltning som denne med så tydelige ord beskrevne, dog ikke før næsten 200 år efter Konstantins død.
Eftersom man nærmer sig året 508 e.Kr., ser vi forberedelser til en stor omvæltning i de katolske og hedenske indflydelser, der rådede i kejserdømmet. Indtil Frankerkongen Klodevig 496 e.Kr. blev omvendt, var frankerne og andre folk i det vestlige romerrige hedninger; men efter hans omvendelse blev deres bestræbelser for at omvende afgudsdyrkere til katolicismen kronede med alt ønskeligt held. At Klodevig lod sig omvende skal have været anledningen til, at franske herskere senere førte hædersnavnet ”Hans Kristelige Majestæt”, ”Kirkens ældste søn”. Mellem denne tid og 508 blev ved fredelige forbund, tvungne overgivelser og erobringer Arborikerne, de romerske soldat besætninger i vesten, Britannien, Burgunderne og Vestgoterne bragte til underkastelse.
Fra den tid af, da alt dette med held var udført, nemlig 508, var pavemagten sejrherre, så vidt hedenskabet angik; thi forsinkede end sidstnævnte utvivlsomt den katolske tros fremskridt, havde det dog ikke magt, om end lyst, til at undertrykke troen og sætte en stopper for den romerske biskops anmasselser. Da Europas fremtrædende magter gav slip på hedenskabet, skete dette kun for i en anden form at fortsætte dets vederstyggeligheder; thi således so kristendommen øves i den katolske kirke, både var og er den blot som døbt hedenskab.
I England grundede den første kristne konge, Arthur, den kristne religionsdyrkelse på hedenskabets ruiner. Rapin (Bd.11, side 124) beretter – og han gør fordring på at være nøjagtig i begivenhedernes tidsangivelser – at han ved valg blev konge over Britannien i 508. Den romerske bispestols tilstand var også særegen på denne tid. I 498 besteg Symmachus, der netop var omvendt fra Hedenskabet, den pavelige stol og førte tøjlerne til 514 e.Kr. Dupin siger, at han fandt vejen til pavestolen gennem en blodig kamp med sin medbejler. Han blev smigret som St. Peters efterfølger og angav tonen for pavernes anmasselser ved frækt at banlyse kejser Anastasius. Pavens mest krybende smigrere begyndte nu at hævde, at han var indsat som dommer i Guds sted, og at han var den Allerhøjestes viceregent.
I denne retning udviklede da begivenhederne sig i vesten. Hvorledes stillede sagerne sig på samme tid i østen? I alle rigets dele var der nu et stærkt paveligt parti. Opmuntrede ved sine vestlige brødres held mente nu sagens tilhængere i Konstantinopel, at de uden fare åbent kunne træde i kamp for sin Herre i Rom. I året 508 nåede deres nidkærhed som partigængere sit højdepunkt, idet vanvittige trosiver og borgerkrig fremkaldte en hvirvelvind, der med brand og blod fejede gennem den østlige hovedstads gader. Gibbon siger, idet han taler om de stærke bevægelser i Konstantinopel mellem 508 og 518:
”Kejserens billedstøtter sønderbrydes, ham selv skjulte man i en forstad, indtil han efter tre dages forløb dristede sig til at anråbe sine undersåtter om barmhjertighed. Uden sit kongelige hovedsmykke og som en ydmyg tigger sad Anastasius på sin trone på løbebanen. Lige for hans ansigt oplæste katolikkerne den ægte hymne, Trishagion, hvori ordet ”hellig” gentages tre gange; de frydede sig, da han ved en herold kundgjorde, at han var villig til at frasige sig purpuret; de lyttede til hans formaning, at siden alle ikke kunne regere, burde de først komme overens om valget af en hersker; og de modtog to kongeligsindede ministres blod, hvem deres herre uden betænkning dømte til at kastes for løverne. Disse rasende, om end kortvarige oprør opmuntredes ved det held, Vitalian havde, da han med en hær af Hunner og Bulgarer, for størstedelen afgudsdyrkere, erklærede sig for den katolske tros forkæmper. Under denne fromme opstand ombragte han folkene i Trakien, belejrede Konstantinopel og udryddede 65.000 af sine medkristne, indtil han opnåede, at biskopperne kaldte ham tilbage, paven tilkendegav ham sin tilfredshed, og der udfærdigedes en rettroende fredstraktat, under navn af det Chalcedonske kirkemøde, som rigtignok med uvilje blev undertegnet af den døende Anastasius, men mere trofast bragtes i udførelse af Justinians onkel. Sådan gik det i den første af de religionskrige, der er bleven førte i fredens Guds navn af hans disciple.” (Decline and Fall (Romerrigets nedgang og fald) Bd,IV, side 526.)
Læg mærke til, at i dette år, 508, var hedenskabet gået så vidt tilbage, medens Katolicismen havde vundet forholdsvis så meget i styrke, at den katolske kirke for første gang optog og med held fuldførte en krig mod både rigets borgerlige myndigheder og den østlige kirke, der for størstedelen sluttede sig til den monofysitiske lære (enhedslæren). Resultatet var, at 65.000 kættere udryddedes.
Med følgende uddrag afsluttes vidnesbyrdet herom: ”Vil nu vore dages Gamalier godhedsfuldt med os stille sig på hedenskabets helligdom (det sted, der senere blev påstået at være St. Peters arvelod) i året 508. Vi ser nogle få år tilbage: De nordlige barbarers rå hedenskab oversvømmer det vestlige såkaldte kristne Romerrige. De drager alle vegne sejrende frem, og den vildeste grusomhed udmærker deres sejrstog overalt. Riget falder og sønderdeles. De, som hersker over disse dele af Rom, forkaster hedenskabet en efter en og bekender den kristne tro. Sejrherrerne giver efter i religionen for de besejrede. Men endnu triumferer hedenskabet, thi blandt dem som støtter det, er der en ubetvingelig og heldig erobrer, Klodevig. Dog snart bøjer han sig også for det nye trosvælde og bliver dets forkæmper. Endnu nyder han sejr, men når dog først som helt og erobrer sin løbebanes højeste tinde ved det punkt, hvor vi står, 508 e.Kr.
”I eller omtrent samme år kristnes den sidste vigtige underafdeling af det faldne kejserdømme for alt folket derved, af dets sejrrige hersker krones.
”Den pave, der for nærværende beklæder pavestolen, er en nylig omvendt hedning. Den blodige strid, der bragte ham på pavestolen, afgjordes ved, at en ariansk konge lagde sig imellem, og nu bøjer man sig for paven og hilser ham som den, der indtager ”Guds plads på jorden.” Senatet står så vidt til hans rådighed, at det bandlyser kejserens på den blotte mistanke om, at den romerske stols interesse kræver det. . . I 508 springer minen under det østlige riges trone, og enden på den forvirring og kamp, dette afstedkommer, er dets retmæssige Herres ydmygelse.
”Spørgsmålet bliver nu: Hvornår var hedenskabet så vidt undertrykt, at det gav plads for sin stedfortræder og efterfølger, den pavelige vederstyggelighed? Og hvornår kom denne vederstyggelighed i en sådan stilling, at den begyndte sin løbebane fuld af gudsbespottelse og blod? Er der nogen anden tid, man kan angive for dens ”oprettelse” eller ”oprejsning” i hedenskabets sted, end året 508? Om end den hemmelighedsfulde troldkvinde ikke endnu har bragt alle sine ofre ind under sin magt, så har hun dog indtaget sin stilling, og nogle har ladet sig bedåre. De øvrige underkues til sidst, ”og konger og folk og stammer og tungemål” bringes ind under den fortryllelse, der bereder dem til, medens de endnu er ”drukne af Jesu vidners blod”, at ”mene, de viser Gud en dyrkelse”, og til at indbilde sig, at de er Himlens yndlinger frem for andre, medens de bliver et lettere og rigere bytte for helvedes fordømmelse.” (Second Advent Manual, side 79-81.)
Efter disse beviser anser vi det klart, at den stadige eller bestandige (ødelæggelse) eller hedenskabet blev borttaget i året 508 e.Kr. Dette gik forud for og beredte vejen for pavemagtens oprettelse, der var en særskilt begivenhed, som fulgte senere på. Om denne fører fortællingen os nu til at tale.
”Og opstille den ødelæggende vederstyggelighed.” Efter klart og tydeligt at have vist, hvad man måtte forstå ved den stadige ødelæggelses, hedenskabets, borttagelse, spørges der nu: Hvornår oprettedes ”den ødelæggende vederstyggelighed”, pavemagten? Det lille horn, der havde øjne som et menneskes øjne, var ikke sent til at se, når vejen stod åben, så det kunne rejse sig og rykke frem. Fra året 508 er dets fremskridt i retning af almindeligt overherredømme mageløst.
Da Justinian skulle begynde krigen mod vandalerne, 533 e.Kr., et foretagende, der både var temmelig stort og vanskeligt, ønskede han at sikre sig den romerske biskops indflydelse, da denne nu havde nået en stilling, der gav hans mening stor vægt hos en stor del af kristenheden. Justinian påtog sig derfor at afgøre den strid, der længe havde bestået mellem bispestolene i Rom og Konstantinopel, om hvem der skulle fælde som den fornemste, på den måde, at han gav Rom fortrinet og erklærede med rene og tydelige ord, at den romerske biskop skulle være hovedet for rigets hele kirkelige samfund. Et værk over åbenbaringen, udgivet 1827 af pastor George Croly i England, fremstiller i enkelthederne de begivenheder, hvorved Roms pave sikrede sig overmagten, og han siger, at Justinians befaling udfærdigedes i følgende udtryk:
”Justinian, den fromme, lykkelige, berømte, sejrrige, kejseren, konsulen og så videre, til Johannes, vor stad Roms allerhelligste ærkebiskop og patriark: Ydende den apostoliske stol og eders hellighed den ære, som det altid har været og endnu er vort ønske at gøre, og hædrende eder velsignede som fader, har vi skyndt os at bringe til eders helligheds kundskab alt vedrørende menighedens tilstand, såsom det til alle tider har været apostoliske stol og Guds hellige menigheds samfundsordning, som hidindtil har bestået og endnu består.
”Vi har derfor ikke villet nøle med at lægge alle præster i det hele østen ind under eders hellighed i lydighed og enhed.
. . . Vi kan ikke tillade, at noget, der vedkommer menighedens stilling, fremmes uden eders helligheds kundskab, hvor tydeligt og uomtvisteligt det end monne være, såsom I er alle de hellige menigheders hoved; thi udi alle ting er vi, som allerede nævnt, nidkære for at forhøje eders apostoliske stols hæderlige og myndige stilling.” (Croly, side 114-115.)
”Kejserens brev,” fortsætter Croly, ”må være bleven afsendt før 25. marts 533; thi i sit brev af samme dag til Epifanius taler han om, at det allerede er bleven sendt, og gentager sin bestemmelse om, at alle menigheden vedrørende sager skal henskydes under paven, alle biskoppers hoved, som den, der rettelig og kraftig revser kættere.”
I sit svar af samme måned det følgende år, 534, bemærker paven, at blandt Justinians dyder ”skinner især én som en stjerne: hans ærefrygt for den apostoliske stol, under hvilken han i lydighed og enhed har lagt alle menigheder som alles rette hoved.”
Denne justinianske lovbogs Novellæ beviser ubestrideligt denne titels gyldighed. Indledningen til punkt 9 siger, at ”såsom det ældre Rom grundlagde lovene, var det ubestrideligt, at det også havde forrangen i pavedømmet”. Punkt 131, der gælder kirkelige titler og forrettigheder, 2. kapitel, har følgende: ”Vi bestemmer derfor, at det ældre Roms allerhelligste pave er den første af hele præsteskabet, og at den højt velsignede erkebiskop af Konstantinopel, det nye Rom, skal indtage anden rang efter det ældre Roms hellige apostoliske stol.
Hen imod slutningen af sjette århundrede nægtede Johan af Konstantinopel den romerske overmagt og antog selv titel af universal Biskop, hvorefter Gregor den store, forbitret over denne anmasselse, satte Johan i ban og erklærede uden at tænke på sandheden deraf, at den, der lod sig kalde biskop over alle, var Antikrist. I året 606 undertrykkede Fokas Konstantinopel bispens krav og hævdede dette for den romerske biskop alene; men Fokas var ikke den, der lagde grunden til pavens overherredømme. Croly siger: ”Det er utvivlsomt, at Fokas undertrykkede Konstantinopelbispens krav; men de højeste autoriteter blandt Roms retslærde og årbogsforfattere afviser med foragt den tanke, at Fokas skulle være den, der lagde grunden til Roms overherredømme; de viser derimod tilbage til Justinian som den eneste lovlige kilde og daterer med rette titelen fra det mindeværdige år 533.” Atter siger han: ”Ved at se efter hos Baronius, den autoritet, der blandt de romersk-katolske historieskrivere gælder som den pålideligste, fandt jeg alle enkelthederne ved dette, at Justinian overdrog paven overherredømmet, formelt givne. Den hele forhandling var af den mest troværdige og regelrette art og passende til overdragelsens vigtighed.” (Apocalypse, s. 8.)
Dette var de omstændigheder, som ledsagede Justinians kundgørelse; men man kunne ikke straks udføre, hvad kundgørelsen tilsigtede, da Rom og Italien var i Østgoternes magt, og de var af tro Arianere og bitre modstandere af Justinians religion og paven. Klarlig måtte derfor Østgoterne først udjages af Rom, før paven kunne øve den magt, hvormed han var bleven beklædt; og til den ende påbegyndtes da den italienske krig 534. Man overdrog Belisar at lede felttoget. Da han nærmede sig Rom, svigtede flere byer sin gotiske og kætterske høvding, Vitiges, og sluttede sig til den katolske kejsers hær. Bestemte på at udsætte ethvert angreb til foråret lod Goterne Belisar uden modstand trænge ind i Rom. ”Udsendinge fra paven og gejstligheden, senatet og folket indbød Justinians feltherre til at tage imod deres frivillige underkastelse.”
Belisar rykkede ind i Rom 10. december 536, hvormed dog ikke kampen var endt, såsom Goterne samlede sine tropper og besluttede sig til ved en regelmæssig belejring at gøre ham byens besiddelse stridig og begyndte dermed i marts 537. Belisar frygtede fortvivlelse og forræderi fra folkets side. Flere senatorer og pave Syverius blev sendt i landflygtighed, overbeviste om eller mistænkte for forræderi. Kejseren befalede geistligheden at vælge en ny biskop; og, siger Gibbon, efter højtidelig at have påkaldt helligånden valgte de diakonen Vigilius, der for en stikpenge af 200 pund guld havde købt denne ære.
Hele Østgoternes nation var bleven samlet for at belejre Rom, dog uden at deres anstrengelser lykkedes. Deres hærmasser smeltede bort i hyppige og blodige kampe foran byens mure, og den tid – et år og ni dage – hvori belejringen varede, blev vidne til, at næsten hele nationen svandt ind til intet. I marts 538 hævede de belejringen, da farer begyndte at true dem fra andre kanter, brændte sine telte og trak sig tilbage i vild uorden og forvirring fra byen, næppe så mange i antal, at de kunne hævde sin tilværelse som en nation eller beståen som det folk, de var.
Således blev det gotiske horn, det sidste af de tre, oprykket for det lille horn i Daniel 7. Nu stod intet længere i vejen for paven; han kunne frit øve den magt, Justinian fem år tidligere havde overdraget ham. Den højestes hellige, tider og lov var nu givne i hans hånd, ikke blot af navn, men i virkeligheden. Derfor må dette anses som det år, denne vederstyggelighed blev oprejst, og som det punkt, hvorfra man må regne de 1260 år, gennem hvilke det var forudsagt, at dens herredømme skulle vare.
”Dem, som handler ugudelig mod pagten”, den hellige skrift, og mere tænker på pavelige kundgørelser og kirkeforsamlingers vedtægter end på Guds ord, dem skal han, paven, fordærve, gøre til vanhellige hedninger, ved glatte ord, det vil sige, føre dem videre i deres partisind og nidkærhed for ham selv ved at skaffe dem rigdom, embeder og ære.
På samme tid skal en skare, som kender sin Gud, stå fast og vise det i gerning. Dette var dem, der under det pavelige herredømmes mørke tider holdt den sande religion i live på jorden og øvede vidunderlige handlinger ved selvopofrelse og religiøst heltemod for sin tro. Fremmest blandt dem står Valdenserne, Albigenserne, Hugenotterne og så videre.
Den lange tid, paverne forfulgte dem, der kæmpede for at hævde sandheden og lede sine medmennesker på retfærdigheds vej, omtales her. Det antal dage, i hvilke de således skulle falde, nævnes i Daniel 7;15, 12;7, Åbenbaringen 12;6, 14, 13;5. Tiden kaldes på disse steder ”én tid og tider og en halv tid”, ”én bestemt tid og bestemte tider og en halv tid”, ”tusinde to hundrede og seksti dage” og ”to og firti måneder” – d.e. det pavelige overherredømmes 1260 år.
I Åb. 12, hvor den samme pavelige forfølgelse fremstilles, læser vi, at jorden kom kvinden til hjælp, idet den oplod sin mund og opslugte den strøm, som dragen havde skudt af sin mund. Den store reformation ved Luther og hans medarbejdere skaffede den her forudsagte hjælp. De tyske stater antog sig protestanternes sag, beskyttede reformatorerne og hæmmede den forfølgelse, pavekirken med sådant raseri drev på. Men når de blev hjulpne, og sagen begyndte at vinde gunst blandt folket, skulle mange slutte sig til dem med glatte ord eller tage sig af sagen af uædle bevæggrunde, uden hjertets oprigtighed eller nogen sand følelse for den og tale smigrende og venlige ord for at varetage sin egen fordel.
Skønt hæmmet var forfølgelsens ånd dog ikke udryddet; den blussede op, hvor lejlighed gaves, især i England. Dette riges religiøse stilling var uvis, da snart protestanterne, snart papisterne stod ved roret, alt efter hersker husets trosbekendelse. Den blodtørstige dronning Maria var en dødelig fjende af protestanternes sag, og ofre i mængde faldt for hendes ubarmhjertige forfølgelse. Og denne tilstand skulle vedvare mere eller mindre uforandret til endens tid. Den naturlige slutning ville være, at når endens tid kom, skulle den magt, som Romerkirken havde ejet til at straffe kættere, som havde været årsag til så mange forfølgelser, og som for en tid var bleven hæmmet, nu ganske tages fra den; og den slutning ville være ligeså klar, at denne bortryddelse af pavemagtens overlegenhed måtte vise begyndelsen til den her omtalte ”endens tid.” Er denne udtydning rigtig, så begyndte endens tid i året 1798; thi da kuldkastedes, som allerede bemærket, pavemagten af franskmændene, og paven har aldrig siden kunnet øve sin tidligere indflydelse. At det, som her hentydes til, er menighedens undertrykkelse ved pavemagten, fremgår tydelig deraf, at dette er den eneste forfølgelse, der står i forbindelse med en ”bestemt tid” eller profetisk periode, når man undtager Åb. 2;10.
Den her fremførte konge kan ikke betegne samme magt som senest nævnt, nemlig pavemagten; thi kendetegnene passer ikke på denne magt. Læg mærke til erklæringen i næste vers: Ej heller på nogen Gud skal han agte.” Dette har aldrig kunnet gælde om pavemagten. Skønt den ofte har fremstillet Gud og Kristus i et falsk lys, så har den dog aldrig i sin bekendelse tilsidesat og forkastet dem af sit religionssystem. Den eneste vanskelighed ved at tyde udtrykket om en ny magt, ligger i den bestemte form: Kongen; derfor har man påstået, at udtrykket ”Kongen” ikke kunde betegne nogen anden end den sidst omtalte. Dersom grundsproget tillod, at man oversatte det: ”en konge”, vilde der ingen vanskelighed være, og enkelte af de bedste bibelkritikere skal også gengive det således, Mede, Winkle, Boothroyd og andre, idet de oversætter stedet således: ”En vis konge skal gøre efter sin vilje,” hvorved der tydelig føres en ny magt frem på handlingens skueplads.
Der må findes tre særskilte kendetegn hos den magt, som svarer til denne profeti: 1) Den må antage den her betegnede karakter henimod begyndelsen af endens tid, hvortil foregående vers fører os. 2) Den må være en genstridig magt. 3) Den må være en gudsfornægtende magt; eller man kunne kanhænde slå de to sidste kendemærker sammen ved at sige, at dens genstridighed ville ytre sig i forbindelse med Gudsfornægtelse. En omvæltning, der nøjagtig svarer til denne beskrivelse, fandt virkelig sted i Frankrig på den i profetien antydede tid. Voltaire havde udsået den sæd, som bar sin naturlige og giftige frugt; denne ugudelige fritænker havde i sin vanhellige, men afmægtige indbildskhed sagt: ”Jeg er træt af at høre folk gentage, at tolv mænd grundlagde den kristelige religion, og jeg skal vise, at én er nok til at omstyrte den.” I forening med Rousseau, D’Alembert, Diderot og andre begyndte han dette arbejde. De såede vind og høstede hvirvelvind. Deres bestræbelser frembragte revolutionen i 1793, da Bibelen blev afskaffet og Guddommens tilværelse fornægtet af det franske folk.
Historikeren beskriver denne store religiøse forandring således:
”Det er ikke nok, sagde de, for en genfødt nation at have afsat jordiske konger, medmindre den udstrakte sin trodsende arm mod de magter, overtroen havde fremstillet som herskende over det grænseløse verdensrum.” (Scotts Life of Napoleon, Bd. I, side 172.)
Atter siger han: En forfatter skrev for nogen tid siden i Blackwood’s Magazine:
”Frankrig er den eneste nation i verden, om hvilken man har pålidelig beretning, at den som et folk løftede sin hånd til åbent oprør mod universets skaber. Der har været og er endnu nok af Gudsbespottere og fritænkere i England, Tyskland, Spanien og andre lande; men Frankrig står for sig selv i verdenshistorien som den eneste stat, der gennem sin lovgivende forsamling lod kundgøre, at der ingen Gud var til, og hvis hele hovedstads befolkning foruden et stort flertal andre steder, både kvinder og mænd, dansede og sang af fryd, da de modtog kundgørelsen derom.”
Men der er andre, endnu mere slående kendemærker, som passer på denne magt.
Det hebraiske ord for kvinde oversættes også hustru; og Biskop Newton bemærker, at man på dette sted rettere ville oversætte med: ”Hustruers lyst”. Dette kunne synes at antyde, at på samme tid som denne regering erklærede, at der igen Gud var til, skulle den nedtræde den lov, som Gud havde givet for at værne om ægteskabet. Man finder også, at historieskriveren, kan hænde ubevidst, og i så fald des mere betydningsfuldt, har sammenbundet nævnte regerings gudløshed og løsagtighed just i den orden, hvori de fremstilles i profetien. Han siger:
”I nøje forbindelse med disse love om religionen stod også den, der gjorde ægteskabsbåndet – den helligste forpligtelse, mennesket kan påtage sig, hvis varighed også leder til samfundets grundige befæstelse – til en blot og bar borgerlig overenskomst, der let kunne opløses, som hvilken som helst mand og kvinde kunne afslutte og igen opgive efter behag, når de skiftede smag eller havde stillet sin lyst. Dersom onde ånder havde arbejdet på at opdage den mest virksomme måde, hvorpå de kunne ødelægge alt, hvad der var ærværdigt, yndigt eller varigt ved livet i hjemmet, og på samme tid havde sikret sig, at den ulykke, de havde til hensigt at volde, skulle forplantes fra den ene slægt til den anden, så kunne de ikke have opfundet en mere virksom plan end at nedværdige ægteskabet til en stilling, i hvilken man lejlighedsvis havde samleje eller holdt friller under lovens beskyttelse. Sofie Arnoult, en skuespillerinde, der var vel kendt for sine vittige ytringer, beskrev det republikanske ægteskab som Horeriets sakrament. Disse mod al religion og almindelig samfundsordning stridende forhold svarede ikke til disse vanvittige og ubesindige ivreres hensigt, efter at de havde fremtvunget dem.” (Scotts Life of Napoleon, B.I, side 173.)
”Ej heller på nogen Gud skal han agte.” Foruden de allerede anførte vidnesbyrd hør endnu følgende frygtelige ord, talte i galskab og trodsighed, hvilke viser nationernes yderlige gudsfornægtelse på den tid:
”Gudsfrygt er så langt fra at være begyndelsen til visdom, at den tvertimod er begyndelsen til dårskab. Beskedenhed er kun en opfindelse af forfinet vellevnet. Den højeste konge, Jødernes og de Kristnes Gud, er kun et spøgelse. Jesus Kristus er en bedrager.”
En anden forfatter siger:
”Den 26. august 1792 foranstaltede nationalforsamlingen en offentlig bekendelse af sin gudsfornægtelse. Foreninger i harmoni hermed og gudsfornægtende selskaber samledes overalt uden frygt i den franske nation. Blodbadene og rædselsregeringens handlinger blev de gyseligste.”(Smiths Key to Revelation side 323)
”Herbert, Chaumette og deres fæller optrådte for domstolene og erklærede, at Gud ikke var til.”(Alison, B.I, side 150.)
Under disse omstændigheder blev al religionstjeneste forbudt undtagen den, hvormed man dyrkede friheden og fædrelandet. Man bemægtigede sig kirkernes Guld- og sølvkar og vanhelligede dem. Kirkerne blev lukkede. Klokkerne blev slåede itu og støbte til kanoner. Bibelen opbrændtes offentlig. De kar, der benyttedes ved sakramenterne, blev i højtideligt optog førte gennem gaderne på et æsel til tegn på foragt. En uge på ti dage i stedet for syv blev indført, og med de mest iøjnefaldende bogstaver skrev man over de dødes begravelsespladser, at døden var en evig søvn. Men skuespillerinden Monvel satte endnu kronen på Gudsbespottelserne, ifald der kan tænkes grader i disse djævelske orgier, da han som præst for oplysningens tidsalder sagde:
”Om du er til, o Gud, da hævn dit krænkede navn! Jeg byder dig trods! Du forbliver tavs. Du tør ikke udslynge din tordenkile! Hvem vil fra nu af tro på din tilværelse?” Hele kirkevæsenet blev udryddet.” (Scotts Life of Napoleon, B.I., side 173.)
Se blot, hvad mennesket er, når det overlades til sig selv, og hvad fritænkeriet er, når lovens værn borttages, så det får magten i sin egen hånd! Kan man tvivle om, at det var dette, det alvidende øje forudså og nedtegnede i den hellige skrift, da den vidnede, at et rige skulle opstå, der skulle ophøje sig over enhver Gud og foragte dem alle?
I dette vers forekommer en tilsyneladende modsigelse. Hvorledes kan et folk foragte enhver Gud og dog ære fæstningernes Gud? Det kan vist ikke på en og samme tid indtage begge stillinger; men for en tid kan det nok foragte enhver Gud og så senere indføre en anden dyrkelse og ære fæstningernes Gud. Indtraf der da i Frankrig på denne tid en sådan forandring? Ja netop. Forsøget på at gøre Frankrig til et gudløst folk fremkaldte en sådan lovløshed, at magthaverne frygtede for helt og holdent at tabe magten af hænderne og derfor indså, at det var en politisk nødvendighed at indføre en eller anden slags Gudsdyrkelse; men de tænkte ikke på at oprette noget, der kunne skabe fromhed eller udvikle nogen sand åndelig karakter blandt folket, men kun at indføre noget, som kunne sikre dem deres indflydelse og rådighed over folkets kræfter. Nogle uddrag af historien viser dette. Det første, de tilbad, var: Frihed og fædreland. ”Frihed, lighed, dyd og sædelighed”, netop det modsatte af, hvad de i virkeligheden besad eller i gerning øvede, var de ord, hvormed de betegnede den Guddom, folket skulle dyrke. I 1792 indførte man dyrkelsen af ”Fornuftens Gudinde”, hvilket beskrives af historikeren således:
”En af denne vanvittige tids højtidelige handlinger står uovertruffen, hvad tåbelighed i forbindelse med ugudelighed angår. Nationalforsamlingens døre blev åbnede på vid væg for en trop musikanter, efter dem fulgte medlemmerne af byrådet i højtidelig procession, syngende en lovsang fro friheden, og mellem sig bar disse som genstand for sin fremtidige tilbedelse et tilsløret, kvindeligt væsen, hvem de benævnte fornuftens Gudinde. Bragt indenfor skranken blev hun afsløret med stor stads og stillet til højre for formanden og blev da almindelig genkendt som en danserinde fra Operaen, med hvis ynde de fleste af de nærværende var bekendte fra hendes optræden på scenen, medens enkelte erfarne personers kendskab også strakte sig videre. Som den mest skikkede repræsentant for den fornuft, man tilbad, ydede da Frankrigs Nationalforsamling dette menneske offentlig hyldest. Dette ryggesløse og latterlige maskespil havde dog et vist ydre tilsnit; og denne indsættelse af fornuftens Gudinde gentog sig og blev efterlignet overalt blandt folket på de steder, hvor indbyggerne ønskede at vise, at de holdt skridt med revolutionen.” (Scotts Life of Napoleon.)
Da Chaumette 1794 indførte fornuftsdyrkelsen, sagde han: ”Lovgivernes sværmeri har sluppet taget og er veget for fornuften. Vi har forladt dets templer; de er genfødte. I dag er en umådelig mængde samlet under dens gotiske tage, der nu for første gang skal give genlyd af sandhedens røst. Der vil Franskmændene fejre sin sande Gudsdyrkelse, frihedens og fornuftens. Der vil vi aflægge nye løfter og ønske held over Republikkens hære; der vil vi opgive dyrkelsen af livløse afgudsbilleder for at tilbede fornuften, dette levende billede, skabningens mesterstykke.”
”En tilsløret kvinde, indhyllet i blåt gevandt, førtes ind i konventet, og Chaumette sagde, idet han tog hende ved hånden: ”Mine dødelige medborgere, bør op med at skælve for den magtesløse tordenkilde fra en Gud, som eders frygt har skabt. Erkend fra nu af intet guddommeligt væsen uden fornuften! Her stiller jeg frem for eder det ædleste og reneste billed Dersom I endelig må have et afgudsbillede, da ofre blot til et sådant som dette! …Fornuftens slør! Fald for frihedens ophøjede senat!”
”På samme tid viste sig fornuftens Gudinde i den berømte skønhed fra Operaen, Madame Millards person, der for de fleste af forsamlingen var kendt for mere end én side. Efter at formanden havde omfavnet Gudinden, blev hun sat på en prægtig triumfvogn og omgiven af en umådelig menneskemængde ført til domkirken Notre Dame for at indtage Guddommens sæde. Derpå blev hun sat på højalteret, og modtog alle de tilstedeværendes tilbedelse.
”Den 11. november trådte museets folkeyndede samfund ind i byrådets sal med det udråb: ”Leve fornuften!” De bar på toppen af en stage de halvt forbrændte levninger af flere bøger, blandt andre bønnebøgerne, det gamle og det nye testamente. Om disse sagde præsidenten, at de på et stort Bål havde sonet for alle de dårskaber, de havde bragt menneskeslægten til at begå.
”De helligste livsforhold blev på samme tid stillede på en ny fod, overensstemmende med tidens udskejede begreber. Ægteskabet erklæredes for en borgerlig overenskomst, der kun forpligtede, så længe de kontraherende parter ønskede. Mademoiselle Arnoult, en berømt skuespillerinde, gav den almindelige følelse udtryk, da hun kaldte ægteskabet ’horeriets sakrament’.” (Samme)
Sandelig, dette var en fremmed Gud, hvem denne slægts fædre ikke kendte. Ingen sådan guddom var nogensinde før bleven opstillet som genstand for tilbedelse, og man kunne gerne kalde denne Gud fæstningernes eller magtens Gud; thi formålet for bevægelsen var, at få folket til at forny sin pagt og gentage sine ønsker om held for de franske hære. Læs atter nogle linier af det allerede givne uddrag:
”Vi har forladt dets templer; de genfødte. I dag er den umådelig mængde samlet under dens gotiske tage, der nu for første gang giver genlyd af sandhedens røst. Der vil Franskmændene fejre sin sande Gudstjeneste - friheden og fornuften. Der vil vi aflægge nye løfter og ønske Held over Republikkens hære.”
Det hedenske væsen, der var trængt ind i Frankrig, og som var blevet anskueliggjort ved dyrkelsen af det afgudsbillede, der oprejstes i ”fornuftens Gudinde”, og som ordnedes ved et hedensk ritual, hvilket Nationalforsamlingen havde indført for det franske folk, stod ved magt, indtil Napoleon 1799 foreløbig udnævntes til Frankrigs konsul. Denne fremmede religions tilhængere sad inde med de befæstede steder, Nationens ”stærke fæstninger”, som udtrykket lyder i dette vers.
Hvad der imidlertid kanhænde ligeså klart som nogen anden omstændighed tjener til at bestyrke rigtigheden af, at denne profeti gælder Frankrig, er det ord i versets slutning: ”Land skal han uddele for betaling.” Forud for revolutionen ejede nogle få godsejere alle de franske landejendomme, som var delt i nogle uhyre store godser. Loven krævede, at disse godser skulle forblive udelte, så at ingen arvinger eller kreditorer skulle kunne udstykke dem; men revolutionen kender ingen lov, og under den nu herskende lovløshed(som også er antydet i Åb. 11) blev Adelens titler afskaffede, og deres godser blev udstykkede i småt til fordel for det offentlige skatkammer. Regeringen trængte til penge; så inddrog den de svære godser og solgte dem til den højstbydende i små stykker for lettere at finde købere. Historikeren beretter denne enestående handling således:
”Inddragningen af to tredjedele af rigets landejendomme ifølge Nationalforsamlingens kendelse mod de udvandrede, gejstligheden og dem, der var blevne domfældte ved revolutionsretten, stillede mere end 700.000.000 pund sterling til regeringens rådighed.” (Alison, B.IV, side 151)
Hvornår og hvor tildrog der sig nogensinde noget, der mere fuldstændig end dette kunne være en fuldbyrdelse af forudsigelsen? Da folket begyndte at komme til sig selv igen, krævede man en religion, der mere stemmede med fornuften, og det hedenske ritual afskaffedes. Denne tildragelse beskriver historikeren således:
”En tredje og dristigere forholdsregel var den, at man afskaffede de hedenske regler for gudstjenesten og atter åbnede kirkerne for den kristelige gudsdyrkelse, og dette skyldes helt Napoleon, der måtte kæmpe mod næsten alle sine standsfællers filosofiske fordomme. Under sin samtale med dem gjorde han intet forsøg på at fremstille sig som den, der troede på kristendommen, men hævdede kun nødvendigheden af, at folket fik almindelig adgang til at dyrke sin Gud, såfremt man ville holde det i ro. De præster, som aflagde ed på at ville være regeringen tro, fik atter adgang til sine embeder, og denne vise forholdsregel havde til følge, at ikke mindre end 20.000 af disse religionens tjenere, der hidindtil havde smægtet i franske fængsler, erklærede sig for regeringen.” (Lockharts Life og Napoleon, B.I, side 154.)
Således sluttede rædselsregeringen og fritænkernes revolution, og af dens ruiner steg Bonaparte frem og ledede forvirringen i en sådan retning, at den ophøjede ham selv, stillede ham i spidsen for den franske regering og slog de andre nationer med skræk.
Efter et langt mellemrum optræder sydens konge og nordens konge atter på handlingens skueplads. Der er intet forekommet, som skulle tyde på, at man på andre steder skulle søge disse magter end på de steder, som kort efter Alexanders død udgjorde henholdsvis hans riges sydlige og nordlige del. Sydens konge var på den tid Ægypten, Nordens konge Syrien, iberegnet Trakien og Lilleasien. Ægypten er endnu Sydens konge, hvorom alle er enige, medens det strøg, der fra først af var Nordens konge, i 400 år har ligget fuldstændig under den tyrkiske sultans vælde. Man må derfor rette sin opmærksomhed på Ægypten og Tyrkiet i forbindelse med den ovenfor omtalte magt for at finde fuldbyrdelsen af foreliggende vers.
Denne udtydning af profetien kræver, at en strid måtte udbryde mellem Ægypten og Frankrig og Tyrkiet og Frankrig i året 1798, det år, der var begyndelsen til endens tid, som vi har set; og såsandt historien bekræfter, at en sådan krig udbrød samme år, må dette være et tilstrækkeligt bevis på udtydningens rigtighed.
Vi spørger derfor: Gik det således til, at Ægypten ved endens tid ”stangedes” med ham eller gjorde en forholdsvis svag modstand, og at Tyrkiet ”stormede frem imod ham” (den franske regering) som en uimodståelig hvirvelvind? Enkelte beviser er allerede fremdragne for, at endens tid begyndte 1798, og hver den, der kender lidt til historien, ved, at netop i det år indtrådte åbne fjendtligheder mellem Frankrig og Ægypten.
Hvorvidt denne strid opkom på grund af de drømme om herlighed og ære, som Napoleons ærgerrige hjerne vanvittig havde næret, må historikeren selv afgøre; men Frankrig – eller Bonaparte i det mindste – fandt på at gøre Ægypten til den angribende part. Da således ved indfaldet i nævnte land Bonaparte havde sikret sig sit første fodfæste i Alexandria, kundgjorde han, at ”han var ikke kommen for at hærge landet eller for at fravriste storherren det, men blot for at befri det fra Mamelukkernes herredømme og for at hævne de fornærmelser, disse havde tilføjet Frankrig”. (Thiers’ French Revolution, B.IV, side 268.)
Atter siger historikeren: ”Desuden havde han (Bonaparte) stor grund til at klage over dem (Mamelukkerne); thi de havde aldrig ophørt med at mishandle Franskmændene.” (Samme, side 273.)
Begyndelsen af året 1798 fandt Frankrig i færd med at lægge umådelige planer mod Englænderne. Direktoriet ønskede, at Bonaparte straks skulle foretage en landgang i England; men han indså, at man ikke kunne foretage nogen direkte operationer af den slags med udsigt til held før til høsten, og han ville nødig vove sit stigende ry ved at lade sommeren gå ubenyttet hen. ”Men,” siger historikeren, ”han så et fjernt land, hvor han kunne vinde en hæder, der ville føje ny fortryllelse til hans navn i hans landsmænds øjne ved den romantik og hemmelighedsfuldhed, som rådede over hine egne: Ægypten, Faraoernes og Ptolemæernes land, måtte være et ædelt felt for nye sejrstog.” (Whites History of France, side 469.)
Men medens endnu videre syner af herlighed åbnede sig for Bonapartes øjne i hine østens historiske lande, der ikke alene dækkede Ægypten, men også Syrien, Persien, Hindustan, lige til selve Ganges, havde han ingen vanskelighed ved at få direktoriet til at tro, at Ægypten var det ømme sted, hvor han lettest kunne ramme England ved at afskære dets handel på Østen. Under ovennævnte påskud skred man derfor til det ægyptiske felttog.
Pavemagtens fald, der betegnede afslutningen af de 1260 år og ifølge 35. vers viste begyndelsen til endens tid, indtraf den 10. februar 1798, da Rom faldt i hænderne på den franske general Berthier. Den 5. marts derefter fik Bonaparte Direktoriets befaling angående toget til Ægypten. Han forlod Paris den 3. maj og afsejlede fra Toulon den 19. med en svært rustet flåde på 500 skibe med 40.000 soldater og 10.000 matroser ombord. Den 5. juli indtog han Alexandria, som øjeblikkelig befæstedes. Den 23. stod det afgørende slag ved pyramiderne, i hvilket Mamelukkerne hævdede kamppladsen længe med tapperhed og fortvivlelse uden dog at kunne måle sig med den franske hærs vel øvede skarer. Murad Bey tabte hele sit skyts, 400 kameler og 3.000 mand. Franskmændenes tab var sammenligningsvis ubetydeligt. Den 24. rykkede Bonaparte ind i Kairo, Ægyptens hovedstad, og ventede kun på Nilens gunstige stigning for at forfølge Murad Bey til Øvreægypten, hvorhen han havde trukket sig tilbage med sine spredte ryttere, og så underlægge sig hele landet. Således kunne kongen af sønden kun gøre svag modstand.
Men nu begyndte alligevel Napoleons stilling at blive farlig. Den franske flåde, ved hvilken han vedligeholdt forbindelsen med frankrig, blev ødelagt af Engelskmændene under Nelson ved Abukir, og den 2. september samme år 1798 erklærede den tyrkiske sultan Frankrig krig på grund af skinsyge, som de engelske Gesandter i Konstantinopel med snuhed forstod at nære, og optændt af forargelse over, at Ægypten, der så længe halvt havde været afhængig af det Ottomanske rige, skulle omdannes til en fransk provins. Således kom Nordens konge (Tyrkiet) imod ham (Frankrig) i samme år, som sydens konge (Ægypten) ”stangede med ham”, begge ”ved endens tid”, - nok et uimodsigeligt bevis for, at året 1798 er det, som begynder nævnte tidsafsnit, og tillige et bevis for, at denne tydning af profetien er rigtig, da så mange begivenheder, nøjagtig svarende til profetiens enkeltheder, ikke kunne foregå uden at være en fuldbyrdelse af forudsigelsen.
Var kongen af nordens (Tyrkiets) ankomst som en storm i sammenligning med Ægyptens ”stangen”? Napoleon havde knust Ægyptens hære og forsøgte at gøre ligeså med sultanens, der truede med angreb fra Asien. Den 27. februar 1799 begyndte han med 18.000 mand sin march fra Kairo til Syrien, indtog først fæstningen El-Arisch i ørkenen, derpå Jaffa (Bibelens Joppe), besejrede indbyggerne af Naplous ved Zeta og blev igen sejrherre ved Jafet. Imidlertid havde et stærkt tyrkisk korps forskanset sig ved St.Jean d’Acre, medens sværme af muselmænd samlede sig i Samarias bjerge rede til at slå ned på Franskmændene, ifald de belejrede Acre. Sir Sidney Smith ankom på samme tid til Acre med to engelske skibe, forstærkede den tyrkiske besætning på stedet og bemægtigede sig de belejringsredskaber, Napoleon ad søvejen havde sendt fra Alexandria. En tyrkisk flåde viste sig snart ret udenfor til søs, og denne tillige med de russiske og engelske fartøjer som hjalp den, var kongen af nordens ”mange skibe”.
Den 18. marts begyndte belejringen. To gange blev Napoleon kaldt bort for at frelse nogle franske afdelinger fra de muselmanske horders hænder, der sværmede om i landet. To gange fik man også gjort bresche i byens mure; men besætningen mødte angriberne med sådant raseri, at disse trods sine yderste anstrengelser måtte opgive kampen. Efter 60 dages stadig belejring måtte Napoleon hæve samme. For første gang på sin krigerbane lod han blæse tilbagetog og trak sig den 21. maj 1799 tilbage i retning af Ægypten.
”Og han skal .. oversvømme og overskylle.” Vi har altså fundet begivenheder, der ganske slående fuldbyrdede ordet, at kongen af sønden skulle stanges med ham, og at kongen af norden skulle storme imod den franske magt. Så vidt er der i profetiens udtydning en almindelig overensstemmelse; men nu kommer man til et punkt, hvorom fortolkerne har forskellige synsmåder. Hvem gælder disse ord: ”Han skal …. Oversvømme og overskylle”? Frankrig eller kongen af norden? Udtydningen af resten af dette kapitel afhænger af svaret på dette spørgsmål. Fra dette punkt hævdes to fortolkningslinjer. Nogle tyder ordene om Frankrig og stræber at finde en fuldbyrdelse i Napoleons løbebane, andre tyder dem om kongen af norden og peger følgelig hen på begivenheder i Tyrkiets historie som en fuldbyrdelse. Her tales kun om disse to udgangspunkter, da enkeltes forsøg på her at indføre pavemagten ligger så øjensynlig langt fra sagen, at man ikke behøver at opholde sig videre derved. Men er nu ingen af disse påstande fri for vanskeligheder (som antageligvis ingen vil påstå, de helt ud er), står der kun tilbage at fæste sig ved den, for hvilken beviserne overvejende taler. Og vi har fundet én, til hvis fordel beviserne taler så afgørende med udelukkelse af alle andre, at der næppe kan lades tvivl tilbage angående nævnte synsmåde.
Med hensyn til at tyde denne del af profetien om Napoleon eller Frankrig under hans ledelse, kan man ikke, så vidt vi i al fald kender hans historie, finde noget, der med nogen grad af sikkerhed kan fremholdes som fuldbyrdelse af den genværende del af dette kapitel. Vi kan derfor heller ikke indse, hvorledes man kan tyde det om ham. Det må derfor fuldbyrdes ved Tyrkiet, medmindre man kan påvise, 1) at udtrykket ”Nordens konge” ikke hentyder til Tyrkiet, eller 2) at der er en anden magt foruden Frankrig og kongen af norden, på hvem denne del af forudsigelsen gik i opfyldelse. Dersom Tyrkiet, der nu indtager det landområde, som udgjorde den nordlige del af Alexanders rige, ikke er den ”Nordens Konge”, hvorom denne profeti handler, da står man uden ledetråd til dens tolkning, og alle er antageligvis enige om, at der ingen anledning er til at indføre nogen anden magt her. Den franske konge og kongen af norden er de eneste, som forudsigelsen kan gælde. Ved en af dem må den være opfyldt.
Enkelte betragtninger begunstiger visselig den forestilling, at profetien i sidste del af 40. vers fornemmelig væsentlig fremstiller kongen af norden og ikke den franske magt. Kongen af norden omtales straks i forvejen som stormende frem ”med vogne og med ryttere og med mange skibe.” Sammenstødet mellem denne magt og Franskmændene kender man allerede: Ved sine forbundsfællers hjælp vandt kongen af norden sejr i denne kamp, og aldeles slagne i sine anstrengelser blev Franskmændene drevne tilbage til Ægypten. Det synes mest naturlig at tyde udtrykket ”oversvømme og overskylle” om den magt, der gik sejrrig ud af denne kamp, nemlig Tyrkiet. Vi vil blot tilføje, at en, der er fortrolig med det hebraiske sprog, forsikrer os, at ordlyden på dette sted gør det nødvendigt at lade udtrykket ”oversvømme og overskylle” gælde kongen af Norden, idet disse ord udtrykker følgen af den bevægelse, som lige i forvejen er lignet ved en frembrusende storm.
De ovenfor nævnte oplysninger om Franskmændenes felttog mod Tyrkiet, og om hvorledes de førstnævnte sloges tilbage ved St.Jean d’Acre, er væsentlig tagne fra Encyclopedia Americana; fra samme kilde tages her nogle enkeltheder vedrørende franskmændenes tilbagetog til Ægypten og de uheld, der videre tilstødte dem og nødte dem til at rømme nævnte land.
Franskmændene opgave det felttog, hvori en tredjedel af hæren var falden som offer for krig og farsot, og trak sig tilbage fra St.Jean d’Acre. De rykkede atter ind i Kairo i Ægypten efter en anstrengende march på 26 dage. De opgav således alle de erobringer, de havde gjort i Judæa; og det ”dejlige land”, Palæstina med alle dets landskaber, faldt tilbage under Tyrkernes voldsherredømme. Edom, Moab og Ammon, som lå udenfor Palæstinas grænse, syd og øst for det Døde Hav og Jordan, lå udenfor Tyrkernes marchlinje fra Syrien til Ægypten og undgik således at blive hærget ved dette felttog. I anledning af dette sted har Adam Clarke følgende anmærkning: ”Disse og andre Arabere har de (Tyrkerne) aldrig kunnet undertvinge. De bor endnu i ørkenen og erholder af de ottomanske kejsere en årlig sum på 9.000 pund sterling i guld for at lade karavantogene med pilgrimme til Mekka have fri gennemgang.
Efter Franskmændenes tilbagetog til Ægypten landsatte en tyrkisk flåde 18.000 mand ved Abukir. Napoleon angreb øjeblikkelig stedet, spredte Tyrkerne fuldstændig ad og genoprettede sin myndighed i Ægypten. Men de franske våben i Europa led store tab, og Napoleon blev kaldt hjem for at varetage fædrelandets interesser. Befalingen over tropperne i Ægypten overlodes general Kleber, som efter en tid utrættelig at have gjort alt, hvad han kunne for Arméen, blev myrdet i Kairo af en Tyrk, hvorpå kommandoen overlodes Abdallah Menou. For en hær, der ikke kunne få noget tab erstattet, var selv det mindste tab alvorligt.
Imidlertid havde den engelske regering som Tyrkernes forbundsfælle bestemt sig til at fravriste Franskmændene Ægypten. Den 13. marts 1800 udskibede en engelsk flåde et troppekorps ved Abukir, Franskmændene leverede næste dag et slag, men måtte trække sig tilbage, Abukir overgav sig den 18., en tyrkisk flåde bragte forstærkninger den 28., og Storvisiren nærmede sig fra Syrien med en stor hær. Den 19. overgav Rosetta sig til den forenede tyrkisk-engelske styrke. Ved Ramanich blev et fransk korps på 4.000 mand slået af 8.000 Engelskmænd og 6.000 Tyrker. Ved El-Menajer måtte 5.000 Franskmænd trække sig tilbage den 16. maj for Visiren, som med 20.000 mand trængte frem mod Kairo. Hele den franske hær var nu indesluttet i Kairo og Alexandria Kairo overgav sig den 27. juni, Alexandria den 2. september, og endelig fire uger efter undertegnedes i London de foreløbige fredsbetingelser den 1. oktober 1801.
”Ægyptens land skal ikke undslippe” var profetiens ord, et udtryk, der synes at medføre den forestilling, at Ægypten skulle lægges ind under en eller anden magt, fra hvis vælde det ønskede sig befriet. Hvorledes stillede sig nu dette spørgsmål fra ægyptisk side ligeoverfor Frankrig og Tyrkiet? Ægypterne foretrak det franske regimente. I et værk om sine ”Rejser i Ægypten, Nubien, Tyrkiet og Palæstina 1824-27”, som udkom i London 1829, beretter R.R.Madden, at Ægypterne priste Franskmændene som velgørere og gerne så deres nærværelse; at Franskmændene efterlod sig spor af forbedringer, skønt de kun havde været der så kort en tid; og at Ægypten nu ville have været forholdsvis civiliseret, om fransk indflydelse havde vundet fodfæste der. Ligeoverfor dette vidnesbyrd kan man ikke med rimelighed tyde ovennævnte udtryk om Franskmændene; thi af deres hænder ønskede de at undslippe af Tyrkernes hånd, men kunne ikke.
Til belysning af dette vers citeres følgende af ”Historic Echoes of the Voice of God”, side 49:
”Historien beretter følgende: Da Franskmændene var drevne ud af Ægypten, og Tyrkerne tog landet i besiddelse, tillod Sultanen Ægypterne atter at ordne sine styrelsesforhold som før Franskmændenes indfald i landet; han fordrede hverken Soldater, Kanoner eller fæstningsværker af Ægypterne, men overlod dem på egen hånd at ordne sine egne sager; kun pålagde han dem at betale ham selv skat. I overenskomsten mellem Sultanen og den ægyptiske Pascha fordredes der blandt andet, at Ægypterne årlig skulle betale den tyrkiske regering et vist pengebeløb i guld og sølv samt 600.000 maader hvede og 400.000 maader byg.”
”Libyere og Ætiopere”, folket ”Kusjim”, siger Dr. Clarke, ”de ubetvungne Arabere”, som har søgt Tyrkernes venskab, og af hvilke mange for tiden betaler dem skat.
I anledning af dette vers har Dr. Clarke en anmærkning, der fortjener at nævnes. Han siger: ”Denne del af profetien må man endnu betragte som ufuldbyrdet.” Dette skrev han og lod trykke i 1825. I en anden del af sin fortolkning siger han: ”Hvis man ligesom i foregående vers her må tænke på den tyrkiske magt, er kanske meningen den, at Perserne i Øst og Russerne i Nord en stund vil bringe det ottomanske rige højlig i knibe.”
Mellem denne Dr. Clarkes gisning af 1825 og Krimkrigen 1853-56 er der visselig en slående lighed i tid og omstændigheder, eftersom netop de magter, han nævner, Perserne i Øst og Russerne i Nord, var dem, der ophidsede til nævnte strid. Han (Tyrkiet) forfærdedes ved, hvad han hørte fra disse magter. Deres holdning og bevægelser ophidsede Sultanen til vrede og hævn. Mod Rusland som den mest påtrængende part rettede han først sine fjendtligheder, idet Tyrkiet erklærede sin mægtige nordlige nabo krig i 1853. Verden så længe med forundring på dette, at det rige, der i lang tid var bleven kaldt ”Østens syge mand”, et rige, hvis hær var modløs og uden sædelig kraft, hvis skatkammer stod tomt, hvis herskere var uslinger og narre, og hvis undersåtter stadig var rede til oprør og truede med udvandring i masse, at et sådant rige skulle styrte sig ind i kampen med sådan voldsomhed. Profetien sagde, at han skulle drage ud i stor harme, og da de således rykkede ud i førstnævnte krig, blev de af en amerikansk forfatter i et dagblad beskrevne som dem, der sloges som djævle. Sandt nok kom England og Frankrig Tyrkiet snart til hjælp; men det drog dog ud på den beskrevne måde og vandt, som man ved, vigtige sejre, før det fik nævnte magters bistand.
Vi har nu fulgt profetien i Daniel 11 nedad skridt for skridt og så langt fundet begivenheder, der er en opfyldelse af alle dens forudsigelser. Hele det 11. kapitel er med undtagelse af dette sidste vers omsat i historie. Forudsigelserne i foregående vers er gået i opfyldelse i den nulevende slægts dage, så vi ved nærværende vers føres ud over nutiden ind i fremtiden. Ingen magt har endnu udført de her beskrevne handlinger. Men forudsigelsen skal fuldbyrdes, og det må ske ved den selvsamme magt, der fra 40. lige til 45. vers stadig har været genstand fro profetien. Og er den tydning rigtig, som vi i foregående vers har givet fortrinet, må man vente, at Tyrkiet skal foretage den på dette sted antydede bevægelse.
Læg nu mærke til, hvor let dette kan ske! Palæstina, som indeholder det ”hellige, dejlige bjerg”, det bjerg, hvorpå Jerusalem hviler, er en tyrkisk provins. Og såfremt Tyrkerne skulle trække sig ilsomt ud af Europa, kunne de lettelig hvor som helst inden sit eget landområde opslå sit midlertidige hovedkvarter, der her passende beskrives som hans paladstelte eller pragttelt; men han kunne ikke gå udenfor sine egne grænser. Det mærkeligste punkt inden de tyrkiske enemærker i Asien er Jerusalem.
Hvor let kan ikke også udtrykket: ”Han skal komme til sin ende, og der skal ingen være, som hjælper ham,” anvendes på denne magt. Dette udtryk viser klart, at nævnte magt tidligere har fået hjælp. Og hvorledes står det ikke i virkeligheden? I krigen mod Frankrig 1798-1801 hjalp England og Rusland Sultanen; i krigen mellem Tyrkiet og Ægypten 1838-40 lagde England, Rusland, Østerrig og Preussen sig imellem til fordel for Tyrkiet; i Krimkrigen 1853-56 støttede England, Frankrig og Sardinien Tyrkerne; og i den sidste russisk-tyrkiske krig lagde Europas stormagter sig imellem for at standse Ruslands fremskridt. Uden i alle disse tilfælde at have fået hjælp ville sandsynligvis Tyrkiet ikke have kunnet hævde sin stilling. Det er også en mærkelig kendsgerning, at riget efter det ottomanske vældes fald i 1840 kun har bestået ved de europæiske stormagters nåde. Uden at kunne støtte sig til dem ville Tyrkiet ikke længe kunne hævde sin tilværelse, ikke engang af navn; mister det denne støtte, må det falde. Således siger profetien: ”Han skal komme til sin ende, og der skal ingen være som hjælper ham”, og sit endeligt når han, som man naturlig kan slutte sig til, fordi ingen hjælper ham, fordi den tidligere ydede støtte unddrages ham.
Er der nu nogen udsigt til, at forudsigelsen snart vil gå i opfyldelse? Idet vi fremsætter dette spørgsmål, ser vi ikke hen til fjerne, dunkle tidsaldre i fortiden, hvis begivenheder for lang tid siden er overførte på historiens blade og nu kun har interesse for de få, men til den nuværende verden, som lever og rører sig. Foretager de nationer, der nu er virksomme på handlingens skueplads med sine indøvede Arméer og sine mangfoldige krigsredskaber, foretager de sig noget, der peger i nævnte retning?
Alles øjne er nu i spændt interesse vendte mod Tyrkiet, og statsmænds enstemmige meninger, at Tyrkerne er hjemfaldne til snart at udjages af Europa. For nogle år siden sagde en korrespondent for bladet New York Tribune, idet han skrev fra Østen: ”Rusland vedbliver at ruste sig til tænderne . . . for at hævne sig over Tyrkiet . . . rykker den russiske hær to gange i felten, jager den Tyrkerne ud af Europa.” Carleton, der tidligere var korrespondent for dagbladet Boston Journal, sagde, idet han skrev fra Paris, under rubrikken ”det østlige spørgsmål”:
”Den sidste uges samtaleemne har ikke været ”Udstillingen”, men ”det østlige spørgsmål”. Hvad vil det blive til? Bliver der krig? Hvad vil Rusland gøre? Dette er noget, man veksler tanker om, ikke blot på cafeer og restaurationer, men endog i den lovgivende forsamling. For nuværende gør jeg kanhænde den bedste tjeneste ved ligeoverfor dette spørgsmål at sammenstille enkelte kendsgerninger, som, ifølge hvad man for nærværende kan slutte, snart kommer til at lægge beslag på verdens opmærksomhed. Hvad er ”det østlige spørgsmål”? Det er ikke så let bestemt at svare derpå, da det kanske for Rusland betyder ét, for Frankrig et andet, for Østerrig et tredje; men uanset udfaldet for alle parter kan man nærmest betegne det således: Det drejer sig om at drive Tyrken over til Asien og at tilegne sig hans landområde.” Atter siger han:
”Der er visselig udsigter til, at Sultanen snart må se, at hans riges vestlige del falder fra stykke for stykke. Men hvad så? Skal Rumænien, Serbien, Bosnien og Albanien slå sig sammen og oprette et uafhængigt herredømme og tage stilling iblandt nationerne? Eller skal man se, at alle kappes om at underlægge sig den ottomanske stat? Det tilhører fremtiden, en fremtid, som ikke er langt borte.”
Kort efter at foregående uddrag blev skrevet, fandt en forbavsende omvæltning sted i Europa. Frankrig, der var en af de fornemste parter, om ikke den fornemste, i det forbund, der støttede den ottomanske trone, blev overvundet af Preussen i den fransk-tyske krig 1870. En anden part, Preussen, havde for megen medfølelse med Rusland til at blande sig i, hvad dette land foretog sig mod tyrkerne. En tredje part, England, som var i knibe for penge, kunne ikke engang tænke på uden forbund med Frankrig at indlade sig i kamp for Tyrkiet. Østerrig var ikke kommet til kræfter efter det slag, det fik i den sidste krig mod Preussen, og Italien havde travlt med at berøve paven hans verdslige magt og gøre Rom til Nationens hovedstad. En forfatter i New York Tribune bemærkede, at Tyrkiet kunne gøre regning på ”Østerrigs, Frankrigs og Englands bistand”, om det skulle komme i en vanskelig stilling ligeover for Rusland; imidlertid var ingen af nævnte magter, ej heller andre, som kunne ventes at ville hjælpe Tyrkiet, på den omtalte tid i den stilling, at de kunne gøre det, hovedsagelig på grund af den franske nations pludselige og uventede ydmygelse som ovenfor nævnt.
Rusland så nu, at dets gunstige øjeblik var kommet, og overraskede følgelig alle Europas magter ved om efteråret i samme mindeværdige år, 1870, at træde frem og med velberåd hu erklære, at det ikke længere havde til hensigt at agte på bestemmelserne i traktaten af 1856 (Parisertraktaten). Nævnte traktat, der sluttedes ved Krimkrigens ende, satte en stopper for Ruslands krigerske foretagender i det Sorte Hav. Nu måtte Rusland have ret til at benytte farvande i militære øjemed, såsandt det skulle gennemføre sin vilje med Tyrkiet; derfor bestemte det sig til ikke at ænse nævnte traktat just på det tidspunkt, da ingen magt var således stillet, at den kunne fremtvinge dens overholdelse.
Den skingrund, Rusland fremførte for sine foretagender i nævnte retning, var, at det måtte have en kyst og havne under et varmere himmelstrøg end på Østersøens strande; men i virkeligheden gjaldt det Tyrkiet. Således siger bladet Churchman fra Hartford, Conn., i en velskreven artikel om de ”europæiske forvirrede forhold”, at Rusland under sine anmasselser ligeoverfor Tyrkiet ikke blot søgte en grænse mod havet og havne nærmere ved handelens hovedveje, hvor den nordiske vinter ikke stængte dem inde, men at det dreves frem af en følelse beslægtet med den, der drev korsfarerne frem, nemlig en inderlig længsel efter at jage Halvmånen bort fra Europas jordbund.
Denne længsel på russisk side er som en hellig arvelod bleven næret lige fra Peter den Stores dage. Denne berømte fyrste blev Ruslands enehersker i 1688, 16 år gammel, nød i 37 år den lykke med held at regere indtil 1725 og efterlod sine efterfølgere et berømt ”sidste vilje og testamente”, hvori han nedlagde visse betydningsfulde regler, som de stadig skulle iagttage. I nævnte ”Testamentes” niende artikel pålagde han dem følgende politik:
”Benyt alle mulige midler for at vinde Konstantinopel og Indien (thi den, som hersker der, bliver verdens virkelige Herre); ophids stadig til krig i Tyrkiet og Persien; opret fæstningsværker ved det Sorte Hav; søg gradvis at erholde magt på havet, også i Østersøen; thi begge er nødvendige til vor plans virkeliggørelse; påskynd såvidt muligt Persiens fald; træng frem til den Persiske bugt, om muligt ad Syrien; genopret handelen på Østerlandene og træng frem til Indien, verdens store oplagssted. ER man først der, kan man klare sig uden engelsk guld.”
Ellevte artikel giver dette råd: ”Søg at vinde det Østerrigske huses interesse for Tyrkernes udjagelse af Europa og berolige deres meningsforskel i det øjeblik, Konstantinopel erobredes, ved efter at have ophidset til krig mellem de gamle europæiske stater at give Østerrig en del af det erobrede, hvilket senere kunne kræves tilbage, om man ville.”
Hvad der senere er foregået i den russiske historie viser, hvor vedholdende man har fulgt den her givne politiske anvisning:
”I 1696 fratog Peter den Store Tyrkerne det Asovske Hav og beholdt det. Derpå indtog Katarina den Store halvøen Krim. Ved freden i Bukarest 1812 erholdt Alexander den første Moldau og det såkaldte Bessarabien med sine æbler, ferskener og kirsebær. Så kom den store Nikolaus, der erobrede ret til fri sejlads på det Sorte Hav, Dardanellerne og Donau, hvis usædvanlige grådighed imidlertid førte ham ind i Krimkrigen, hvorved han tabte Moldau samt retten til sejlads på Donau og uindskrænket sejlefrihed på det Sorte Hav. Dette var uden tvivl et hårdt slag for Rusland, men rokkede ikke dets planer mod det ottomanske vælde og bidrog ej heller i nogen væsentlig grad til at styrke det ottomanske rige. Tålmodig afventende tiden har Rusland våget og ventet, og i 1870, da alle vestens nationer kun gav agt på den fransk-tyske krig, kundgjorde det magterne, at det ikke længere anså sig bundet ved Traktaten af 1856, der hindrede det i at benytte det Sorte Hav. Fra dette øjeblik af har da dette Hav været, som det for tusinde år siden var, et mare Russicum, et Hav, som kun tjener alle Ruslands formål og hensigter.” (San Francisco Chronicle.)
Napoleon Bonaparte forstod fuldt vel Ruslands planer og betydningen af dets forud planlagte bevægelser. Som fange på St. Helena ytrede han under en samtale med guvernøren, Sir Hudson Lowe, følgende:
”Inden få år kommer Rusland til at besidde Konstantinopel, en del af Tyrkiet og Grækenland. Dette anser jeg ligeså sikkert, som om det allerede havde fundet sted. Alt Alexanders kæleri og smigreri for mig gik ud på at vinde mit samtykke til denne plans iværksættelse, noget, jeg imidlertid ikke kunne gå med på, da jeg forudså, at Europas ligevægt derved ville forstyrres. Får først Rusland herredømmet over Konstantinopel, kommer det snart til at mestre hele handelen på Middelhavet, bliver en sømagt, og Gud ved, hvad der så kan ske. At hindre dette var formålet med mit indfald i Rusland, thi kunne jeg få kastet en ny stat ind mellem Rusland og Tyrkiet, mente jeg derved at kunne oprette en skranke for Ruslands anmasselser i Østen.”
Kossuth betragtede også det politiske skakspil på samme måde, da han sagde: ”I Tyrkiet vil verdens skæbne blive afgjort.”
Bonapartes ovenanførte ord med hensyn til forstyrrelsen af ”Europas ligevægt” røber den bevæggrund, stormagterne har haft til så længe på fastlandet at tåle en nations tilværelse, der har en falsk religion, mangler de simpleste menneskelige dyder og er en skam for vore dages dannede borgersamfund. Konstantinopel betragtes (derom er alle enige) som det store stridspunkt i Europa; og enhver af magterne er kløgtig eller skinsyg nok til at se eller mener, at den ser, at såfremt en europæisk magt kommer i stadig besiddelse af nævnte punkt, således som Rusland inderlig ønsker, så vil denne magt kunne foreskrive betingelser for hele det øvrige Europa. Imidlertid vil ingen af magterne gerne indrømme en anden noget sådant, hvorfor de tilsyneladende kun kan hindre det ved efter stiltiende eller udtrykkelig overenskomst at slutte sig sammen for at holde hverandre ude. Således får da den ulykkelige tyrk lov til at henslæbe sin sygelige asiatiske tilværelse på europæisk grund. Dette kalder man da at bevare ”Magtens ligevægt”, som alle er så ømfindtlige for. Således kan det imidlertid ikke altid vedblive; han skal ”komme til sin ende, og der skal ingen være, som hjælper ham”. Den syge mand synes bestemt på i al hast at opnå en sådan grad af politisk råddenhed, at Europa må jage ham over til Asien for at bevare sin egen Civilisation.
Da Rusland i 1870 tilkendegav sin hensigt om ikke at ænse overenskomsten af 1856, lod de andre magter, som om deres værdighed var højlig krænket, ihvorvel de ikke formåede at udrette noget. Der sammenkaldes en europæisk kongres, som også kom i stand, men efter alles forventning kun endte i det latterlige, hvad det angik at holde Rusland i tømme. San Francisco Chronicle indeholdt i marts 1871 følgende udtalelse om ”Kongressen for det østlige spørgsmål”:
”Det ligger klart i dagen, at kongressen ikke er stort andet end et komediespil, for så vidt det gælder at lede og styre den moskovitiske regerings optræden. England undfangede oprindelig tanken om kongressen, fordi det simpelthen trængte til en anledning til uden virkelig vanære at trække sig ud af en stilling, som det desværre kun alt for ubesindig havde indtaget, og Rusland var medgørlig nok til at deltage i det ”lille spil” i bevidstheden om, at det ikke ville tabe noget ved sin imødekommenhed. I dette kløgtige arrangement er Tyrkiet den eneste part, over hvilken det går ud. Tyrkiet lodes ansigt til ansigt med sin uforsonlige arvefjende; thi de nationer, der tidligere støttede det, tilsyneladende af venskab og kærlighed til retfærdighed, men i virkligheden for at fremme sine egne interesser, har behændig undgået den udfordring, Nordens Kolos så åbenlyst slyngede ind på kamppladsen. Det lader sig let forudse, hvad der vil komme ud af denne konference: Rusland får alle sine krav tilfredsstillede; man tager nok et skridt i retning af at virkeliggøre Peter den Stores sidste vilje; og Sultanen får en forsmag på sin øjensynlig uundgåelige dom, at udjages af Europa.”
Fra dette tidspunkt vedblev ”det østlige spørgsmåls” ulmende brand at volde uro og frygt blandt Europas folk, indtil ilden igen i 1877 slog ud i lys lue. Den 24. april 1877 erklærede nemlig Rusland Tyrkiet krig under foregivende af at forsvare de kristne mod tyrkernes umenneskelige råhed og grusomhed, men i virkeligheden for at gøre nok et forsøg på at bringe sine længe nærede ønsker om at jage Tyrken ud af Europa til virkeliggørelse. Hvad der tildrog sig under denne krig 1877-78, og hvad følgerne af den var, husker nok omtrent enhver, der har fulgt med i begivenhedernes gang. Fra første øjeblik så man klart, at Tyrkiet lå under for overmagten. Rusland nærmede sig med sine løbegrave så nær Konstantinopel, at russiske tropper besatte selve Konstantinopels udenværker. Imidlertid lagde de europæiske nationer, som blev urolige, sig igen imellem med sin statskløgt for at bringe kampen til ophør. Den 25. januar 1878 holdtes kongressen i Berlin: Tyrkiet indgik på at undertegne fredsvilkårene: at Dardanellerne skulle være åbne for russiske fartøjer; at Russerne skulle besætte Batum, Kars og Erzerum; at Tyrkiet skulle betale Rusland i krigsskadeerstatning 20 millioner pund sterling (omkring 360.000.000 kroner); og at den endelige fredsslutning skulle undertegnes i Konstantinopel. Da ”Allgemeine Zeitung” kundgjorde dette, tilføjede bladet: ”Det kan nu ikke længere anses ugørligt, at Russerne til sidst rykker ind i Konstantinopel.”
Følgende citat af Philadelphia-bladet Public Ledger af august 1878 fremstiller på en belærende og meget betegnende måde, hvorledes det tyrkiske område er svundet ind i løbet af de sidste 60 år og særlig som følge af krigen i 1877:
”Den de gør sig det besvær at kaste et blik på det europæiske Tyrkies kort for omtrent 60 år siden og sammenligner dette med det nye kort i overensstemmelse med San Stefanotraktaten og lidt senere Berlinerkongressen, vil kunne gøre sig et begreb om den hurtighed, hvormed det ottomanske rige trænges ud af Europa. Dengang strakte Tyrkiets nordlige grænse sig til Karpaterne, og øst for floden Sereth omfattede det Moldau så langt nord som til den 47. nordlige breddegrad; det omfattede også det nuværende kongerige Grækenland og dækkede hele Serbien og Bosnien. Men ved året 1830 blev Tyrkiets nordlige grænse drevet tilbage fra Karpaterne til Donaus sydlige bred, idet fyrstendømmerne Moldau og Valakiet unddroges det tyrkiske herredømme, undtagen for så vidt de årlig måtte erlægge en pengeafgift til porten. Søndenfor Donau havde Serberne for sit land erhvervet en lignende frigørelse. Grækenland var også blevet i stand til at gøre sig uafhængigt. Dengang som nu var Tyrken stiv og hårdnakket. Rusland og Storbrittanien foreslog at gøre Grækenland til en skatskyldig stat under tyrkisk overhøjhed; men dette afsloges, og som følge deraf ødelagdes den mægtige tyrkiske flåde ved Navarino, hvorefter det uafhængige kongerige Grækenland oprettedes. Således blev Tyrkiet i Europa på alle sider trængt tilbage til Bakanfjeldene. Rumænien og Serbien er ikke længere engang skatskyldige, men er indtrådt blandt de uafhængige stater. Bosnien har stillet sig under østerrigsk beskyttelse, ligesom Rumænien stillede sig under Ruslands i 1829. De omordnede grænser tillægger tyrkisk landområde til Serbien, Montenegro og Grækenland. Bulgarien indtager Rumæniens plads som et fyrstendømme med selvstyre og uafhængigt af porten, kun med forpligtelse til en årlig afgift. Selv syd for Balkan svækkes Tyrkens magt, da Rumelien skal have ret til selvstyre i indre anliggender under en kristelig befalingsmand. Og således trænges Tyrkiets grænse i Europa tilbage på alle kanter, indtil det levende landområde kun er en skygge af, hvad det var for 60 år siden. I mere end et halvt århundrede har Ruslands statsmandskunst og åbne kampe kun gået ud på, at fremkalde denne sagernes stilling. I næsten samme tidsrum har enkelte af de andre magter stræbt at opretholde det tyrkiske riges grænser uforandrede. Hvilken politik, der har haft held med sig, ser man ved at sammenligne kortene fra tider med 25 års mellemrum. Det tyrkiske Europa er i løbet af de sidste halvhundrede år svundet svært ind og svinder mere og mere ind i retning af Asien, og om end alle magter så nær som Rusland forenede sig for at opretholde det ottomanske væsen i Europa, så åbenbarer der sig i de sidste 50 års historie en synlig forudbestemmelse, der vil gøre ende på Tyrkernes herredømme.”
Siden 1878 har man ved alt, hvad der er foregået i Østen, nået længere frem i samme retning: større tryk på den tyrkiske regering med den sandsynlige virkning, at Tyrkerne kommer til at udjages fra Europa. Et vigtigt skridt henimod dette mål blev taget i oktober 1908, da Bulgarien sammen med Øst Rumelien blev et uafhængigt rige, og Bosnien og Herzegovina blev indlemmet i Østerrige.
Omtrent samtidig foregik der en pludselig omvæltning i det tyrkiske styre, idet et stærkt frisindet parti kom til magten og oprettede et konstitutionelt monarki. I juli 1908 måtte nemlig Sultan Abdul Hamid II under tryk fra de revolutionære ungtyrkers side, der havde sikret sig støtte hos den væsentligste del af hæren, lade udgå kundgørelse om, at Konstitutionen af 1876 atter skulle træde i kraft; og et møde af deputerede til Nationalforsamlingen sammenkaldtes i overensstemmelse hermed.
En reaktionær bevægelse under Sultanens ledelse blev nu sat i gang, der havde skrækkelige myrderier af Armenierne i de nærliggende asiatiske provinser til resultat. Men det varede ikke længe, før den blev undertrykt af de loyale tropper, Sultanen afsat og fængslet og hans broder under navn af Mohamed V sat på tronen. De konstitutionelle privilegier er dog i de påfølgende årtier bleven mindre gældende i praksis.
Denne forandring i det tyrkiske statsstyre vil imidlertid ikke kunne forebygge, hvad der tydeligvis er uundgåeligt, og hvad de senere begivenheder end klarere antyder. Tyrkerne må forlade Europa. Og hvor kommer de da til at opslå sine ”Paladstelte”? I Jerusalem? Dette er visselig det rimeligste sted. Newton siger i sin bog om profetierne (side 318): ”Mellem havet og det hellige, dejlige bjerg må, som vi allerede har vist, betegne en del af det hellige land. Der skal Tyrken lejre sig med hele sin magt; dog skal han ”komme til sin ende, og ingen skal hjælpe ham, - hjælpe ham med held eller redde ham”
Tiden vil snart afgøre dette spørgsmål. Og når dette finder sted, hvad følger så? Da vil begivenheder af den allerstørste betydning for alle jordens beboere finde sted, hvilket staks ses i næste kapitel. |