12. Kapitel - Slutnings scener

I dette vers nævnes et bestemt tidspunkt, der dog ikke røbes ved navn eller tal på noget særligt år, måned eller dag, men et tidspunkt, der bestemmes ved, at der indtræffer en vis begivenhed, hvormed det står i forbindelse. ”På den tid”. Hvilken tid? Jo, den tid, hvortil foregående kapitels sidste vers førte os, nemlig når nordens konge skal opslå sine paladstelte på det hellige, dejlige bjerg, når med andre ord Tyrkerne, udjagne af Europa, i hast gør Jerusalem til sin regerings midlertidige sæde. I anmærkningerne over sidste del af foregående kapitel antydedes, hvad der allerede foregår i retning af dette måls opfyldelse, og der nævntes noget at foretage flytningen. Og når denne begivenhed indtræder, skal han nå sin ende; og da skal man ifølge dette vers vente, at Mikael, den store fyrste skal stå frem. Denne bevægelse fra Tyrkiets side er tegn på, at han skal stå frem, med andre ord, betegner hans fremtræden som den næste begivenhed. For at forebygge al misforståelse vil vi bede læseren lægge mærke til, at vi ikke forstår dette således, at det næste felttog imod Tyrkerne vil jage dem ud af Europa, eller at Kristus begynder sin regering uden at spilde en eneste dag eller time, når Tyrkerne først gør Jerusalem til sin hovedstad. Men begivenhederne vil efter vor overbevisning indtræffe i følgende orden: 1)Yderligere tryk kommer på en eller anden måde at øves på Tyrkerne. 2) De trækker sig ud af Europa. 3) De opslår til sidst sin bopæl i Jerusalem. 4) Og så fremstår Mikael, med andre ord: Kristi rige begynder, og han kommer i himlens skyer. Og man kan ikke med god grund antage, at der mellem disse begivenheder vil hengå nogen synderlig lang tid.

Men hvem er da Mikael? Og hvad vil det sige, at han står frem? Mikael kaldes i Judas 9.vers ”Overenglen”, det er, den øverste engel eller englenes øverste; der er blot én sådan. Hvem er han? Han er den, hvis røst skal høres fra himlen, når de døde skal opstå. 1 Tess. 4;16. Og hvis røst høres i forbindelse med denne begivenhed? – Vor frelser Jesu Kristi røst. Joh. 5;28. Når man nu går ud fra dette, kommer man til følgende slutninger: Guds søns røst er overenglens røst; altså er Mikael Guds søn. Daniels udtryk: ”dens store fyrste, der står som værn for dit folks børn”, er i og for sig alene nok til at vise, at den, der her omtales, er og må være den samme som menneskenes frelser. Han er, ”den livets fyrste” (Apg. 3;12), og ”denne har Gud ophøjet til en fyrste og frelser” (Apg. 5;31). Han er den store fyrste; der er ingen større uden faderen alene.

Og han ”står som værn for dit folks børn”. Han nedlader sig til at antage sig Guds tjenere i deres arme, dødelige tilstand og forløse dem, så de kan blive undersåtter i hans kommende rige. Han står som værn for os. Hans folk må være med for at opfylde frelsens plan; de er en uadskillelig del af den dyrt købte arvelod; og de skal blive den fornemste årsag til den glæde, for hvis skyld Kristus udholdt alle de selvopofrelser og lidelser, som udmærkede hans frelserværk for den faldne menneskeslægt. Forbavsende hædersbevisning! Måtte en evig tak ydes ham for hans nåde og barmhjertighed mod os! Hans være riget, magten og æren i evighed!

Vi kommer nu til det andet spørgsmål: Hvad menes der med, at Mikael skal stå frem? Nøglen til dette udtryks tydning findes i Daniel 11;2-3: ”Endnu skal der opstå tre konger for Persien”, så skal der opstå en vældig konge, og han skal herske med stor magt”. Der kan ingen tvivl være om nævnte udtryks betydning i disse eksempler, nemlig: at overtage riget, at regere. Og samme udtryk i foreliggende vers må have samme betydning: Mikael skal stå frem, overtage riget eller begynde sin regering.

Men regerer da ikke Kristus nu? Jo, i fællesskab med sin fader på verdensaltets herredømmes trone. Ef.1;20-22, Åb.3;21. Men denne trone eller dette rige opgiver han ved enden af den nærværende husholdning(1 Kor.15;24), og derpå begynder han den regering, som er omtalt på dette sted, idet han står frem eller overtager sit eget rige, sin fader Davids for længst forjættede trone, og opretter et herredømme, hvorpå der ikke skal være ende. Luk.1;32-33.

Det er ikke nødvendigt her at indlade sig på en undersøgelse af alle de begivenheder, som frembringer eller er uadskillelig forbundne med denne forandring i frelserens stilling. Det være nok at sige, at denne verdens riger da bliver ”vor Herres og hans Salvedes”. Hans præstelige klædebon lægges da til side, og han ifører sig kongedragt. Nådens værk er fuldbragt og slægtens prøvetid til ende. Den, som da er uterlig, har intet håb om forbedring; den, som er hellig, er udenfor al fare for fald. Enhvers skæbne er afgjort. Og fra den tid, indtil de forfærdede nationer skuer sin forhånede konges majestætiske skikkelse i himlens skyer, skal nationerne sønderbrydes som med et jernspir og sønderslås som en pottemagers kar under en trængselstid, som aldrig tilforn har været, en række straffedomme uden lige i verdens historie, og som ender med vore Herres Jesu Kristi åbenbarelse af himlen i ildsluer for at bringe hævn over dem, som ikke kender Gud og ikke adlyder evangeliet. 2 Tess.1;7-8, Åb.11;15, Åb.22;11-12.

Af sådan vægt er de begivenheder, der begynder, når Mikael står frem; og at han således står frem eller overtager riget er et tegn på, at denne afgørende periode i menneskeslægtens historie indledes, nogen tid før Kristus personlig vender tilbage til denne jord. Hvor vigtigt det derfor er at vide noget om hans stilling, så at man kan følge med i hans værks fremgang og forstå, når det kritiske øjeblik nærmer sig, da han ophører med at træde frem for menneskeslægten, og vor evige skæbne bliver bestemt.

Men hvorledes skal vi nu kunne vide dette? Hvorledes kan vi få forstand på, hvad der foregår i himlens fjerne himmel i helligdommen hist oppe? Jo, Herren har været så nådig, at han har givet os midler til at forstå det. Når visse store begivenheder foregår på jorden, ved man efter hans ord, hvad der samtidigt dermed skal foregå i himlen. Af de ting, vi ser, lærer vi de ting at kende, som vi ikke ser. Ligesom man gennem naturen skuer op til naturens Gud, således kan man få forstand på, hvad der foregår i himlen, gennem tegn i naturen og begivenheder i verden. Når kongen af norden opslår sine paladstelte mellem havet og det hellige, dejlige bjerg – noget, man allerede ser de forberedende skridt til – da står Mikael, vor frelser, frem eller med andre ord modtager riget af sin fader, før han endelig vender tilbage til denne jord; eller man kunne udtrykke det således: Da ophører frelseren med sin gerning som vor ypperstepræst, og menneskeslægtens prøvetid afsluttes. Den store forudsigelse om de 2300 dage viser os klart begyndelsen til den sidste del af tjenesten i den himmelske helligdom. Det foreliggende vers nævner flere ting, hvoraf man tilnærmelsesvis kan få oplysning om tiden, da den ender.

I forbindelse med, at Mikael står frem, indtræder der en sådan trængselstid, som aldrig har været. I Matt. 24;21 tales der om en trængsel så stor, som ikke har været fra verdens begyndelse hidindtil, og som ikke heller skal blive. Denne trængselstid, der blev opfyldt, da pavemagten undertrykte og dræbte menigheden, er allerede forbigangen; medens den trængselstid, hvorom Daniel 12;1 taler, tilhører fremtiden efter vor formening. Hvorledes kan der være to trængselstider mange år fra hinanden, hver af dem større end nogen, der hidtil havde været og nogensinde skulle komme? For at undgå misforståelse her må man omhyggelig lægge mærke til forskellen: Den trængselstid, hvorom Mattæus taler, gælder en trængsel, som kom over menigheden; Kristus taler der til sine disciple og om sine disciple i kommende tider; dem gjaldt ordene væsentlig, og for deres skyld skulle trængselens dage blive forkortede. 22. vers. Den trængselstid derimod, hvorom Daniel taler, er ikke en tid af religionsforfølgelse, men af store ulykker over nationerne. Der har hidindtil ingen trængsel været som denne, ikke over menigheden, men over folkene. Den gælder verden og er den sidste trængselstid, som skal komme over verden i dens nærværende tilstand. Hos Mattæus tales der om en tid efter nævnte trængselstid; thi når den var forbi, skulle ingen lignende mere ramme Guds folk; men her hos Daniel hentydes der ikke til nogen prøvetid efter nævnte trængsel; thi med denne afsluttes verdenshistorien. Den omfatter de sidste syv plager i Åb. 16 og når sit højdepunkt ved vor Herres Jesu åbenbarelse, når han kommer på skyerne i ildsluer for at straffe sine fjender med ødelæggelse, fordi de ikke ville, at han skulle regere over dem. Men i denne trængselstid skal hver den reddes, der findes skreven i bogen, Livets bog; ”Thi på Zions bjerg … skal der være en skare af undkomne, således som Herren har sagt, og blandt de undslupne skal de være, som Herren kalder.” Joel 3;5.

  2.  Og mange af dem, der sover i jordens støv, skal opvågne, nogle til
      evigt Liv, andre til Skam, til evig Afsky. 

Dette vers viser også, hvilket vigtigt tidsafsnit der indledes med Mikaels fremståen eller Kristi kongeriges begyndelse, således som fremstillet i nærværende kapitels 1. vers; thi den begivenhed, der her i tydelige ord skildres, er en opstandelse fra de døde. Er nu dette den almindelige opstandelse, der sker ved Kristi andet komme? Eller skal der foregå en særlig opstandelse, som svarer til den her givne beskrivelse, mellem Kristi overtagelse af riget og hans åbenbarelse for jordens beboere i hele sin tilkommelses herlighed (Luk. 19;12)? Et af disse må det være; thi hvert skriftens ord må fuldbyrdes.

Hvorfor kan det ikke være den førstnævnte, den opstandelse, som foregår, ved den sidste basun? Nej; fordi blot de retfærdige, men ingen af de ugudelige, får del i den opstandelse. De hensovede i Kristus kommer da frem, men ingen andre; thi ”de andre døde blev ikke levende igen, indtil de tusinde år fuldendtes”. Åb. 20;5. Så indbefattes da hele menneskeslægtens almindelige opstandelse i to store afdelinger: 1) De retfærdiges alene ved Kristi komme og 2) de ugudeliges alene tusinde år derefter. Den almindelige opstandelse er ikke en blandet opstandelse; de retfærdige og de ugudelige kommer ikke frem iblandt hverandre til samme tid; men hver af de to klasser kommer frem for sig selv, og den tid, som henrinder mellem begge parters opstandelse, angives klart at være tusinde år.

Imidlertid står både nogle retfærdige og nogle ugudelige op tilsammen ved den opstandelse, der omtales i foreliggende vers, hvorfor det ikke kan være den første opstandelse, som kun omfatter de retfærdige, ej heller den anden opstandelse, som tydelig nok er indskrænket til de ugudelige. Dersom der blot stod i teksten: ”Mange af dem, som sover i støvets jord, skal opvågne til evigt liv”, da kunne mange tolkes som indbefattende alle de retfærdige, og opstandelsen være de retfærdiges ved Kristi andet komme; men den omstændighed, at nogle af de mange er ugudelige og opvågner ”til idel skam, til evig afsky”, spærrer vejen for en sådan udtydning.

Man kan indvende, at denne tekst ikke kræver andre end de retfærdiges opvågnen, efter Bush’ og Whitings oversættelse: ”Og mange af dem, som sover i jordens støv, skal opvågne, disse til evigt liv og hine til skam og evig afsky.” Men frem for alt lægger man mærke til, at denne oversættelse – der ingenlunde er hævet over Kritik efter vor mening – intet beviser, før man får udfyldt den øjensynlige udtryksforkortelse. Denne ellipse udfylder nogle således: ”Og mange af dem, som sover i jordens støv, skal opvågne, disse (de opvakte) til et evigt liv, og hine (de ikke opvakte) til skam, til evig afsky.” Læg atter mærke til, at dette ikke udfylder ellipsen, men kun tilføjer en fortolkning, hvilket jo er noget ganske andet. For at udfylde det forkortede udtryk, må man simpelthen indflette de ord, der er nødvendige for at fuldstændiggøre sætningen. ”Mange af dem, som sover i jordens støv, skal opvågne”, er en fuldstændig sætning, hvor der både er subjekt og prædikat, medens næste led, ”nogle (eller disse) til evigt liv” er ufuldstændigt. Hvad behøver man nu for at fuldstændiggøre dette led? Ikke en fortolkning, der meddeler en eller andens mening om, hvem der betegnes ved disse, men et verbum, for hvilket disse skal være subjekt. Hvilket verbum må så det være? Dette kommer an på den foregående del af sætningen, som er fuldstændig, og hvor verbet skal opvågne findes. Dette er altså det prædikat, der udfyldende må indskydes: ”Somme (eller disse) skal opvågne til evigt liv.” Når man anvender samme regel på næste led, somme (eller hine) til skam og evig afsky”, der ikke i sig selv er nogen fuldstændig sætning, nødes man til udfyldende at indskyde samme ord og læse: ”Somme (eller hine) skal opvågne til skam og evig afsky.” Intet mindre end dette fuldstændiggør meningen, alt andet forvansker teksten; thi det prædikat, som må indskydes, kan ikke gå ud over det allerede nævnte. Tekstens erklæring gælder kun den mange, som opvågner, medens der intet siges om de øvrige, der ikke opvågner. Og at sige, at udtrykket ”til idel skam, til evig afsky” gælder dem, når der om den intet siges, er ikke alene at krænke stedets mening, men også sprogets love. Og af de mange, som opvågner, opstår nogle til evigt liv, andre til skam og evig afsky, hvilket endvidere beviser, at også disse skal opvågne til bevidsthed; thi medens afsky kan føles og vises af andre imod dem, som er strafskyldige, kan skam kun føles og vises af de skyldige selv. Som allerede vist omfatter derfor denne opstandelse nogle af både de retfærdige og ugudelige og kan ikke være den almindelige opstandelse på den yderste dag.

Findes der nu noget rum for en særlig eller begrænset opstandelse eller på noget andet sted nogen hentydning til en sådan tildragelse, før frelseren kommer? Den her forudsagte opstandelse finder sted, når Guds folk befries fra den trængselstid, hvormed denne verdens historie ender, og ifølge Åb. 22;11 synes det, som om denne befrielse sker før Kristi komme. Det højtidelige øjeblik kommer, når der siges om den uterlige og uretfærdige, at han fremdeles vedbliver at være uretfærdig; og om den retfærdige og hellige, at han vedbliver at være hellig. Da er alles skæbne for evig afgjort. Og når denne dom kundgøres over de retfærdige, må det være frelse for dem; thi ingen fare kan da længere nå dem, og de behøver ikke mere at frygte for noget ondt. Men Kristus er endnu ikke på den tid kommen; thi han tilføjer umiddelbart: ”Og se, jeg kommer snart.” Denne højtidelige befaling, som besegler de retfærdige til det evige liv og de ugudelige til den evige død, synes at udgå på samme tid, som den stærke røst udgår fra tronen i himlens tempel: ”Det er sket!” Åb. 16;17. Og dette er øjensynlig Guds røst, der så hyppig hentydes til i beskrivelser af hvad der foregår i forbindelse med den yderste dag. Joel taler derom og siger (Kapitel 3;21): ”Og Herren skal brøle fra Zion og lade sin røst høre fra Jerusalem, og himmel og jord skal bæve; men Herren er en tilflugt for sit folk og et værn for Israels børn.” I det øjeblik altså, når Guds røst høres fra himlen lige forud for sit folk, han skaffer dem befrielse. Ved denne lejlighed altså, ved Guds røst, når dommen for evig skal udtales over menneskeslægten, og den sidste store og forfærdelige scene oprulles for den dødsdømte verden, giver Herren de forbavsede nationer endnu et bevis og pant på sin magt, idet han opvækker fra de døde en mængde der længe har sovet i jordens støv.

Man ser således, at der både er tid og rum for opstandelsen i Daniel 12;2. Der findes desuden et sted i Åbenbaringen, der gør det nødvendigt at antage, at en sådan særskilt opstandelse vil finde sted: ”Se, han kommer med skyerne (dette er uomtvisteligt Kristi andet komme), og hvert øje skal se ham (blandt de folk, som da lever på jorden), også de, som har gennemstunget ham (de nemlig, der tog mest virksom del i den skrækkelige gerning at korsfæste ham), og alle jordens slægter skal hyle for ham.” Åb. 1;7. De, der korsfæstede frelseren, måtte, medmindre der for deres vedkommende gjordes en undtagelse, blive i graven til enden af de tusinde år og opstå i den almindelige forsamling af de ugudelige på den tid; men her står der, at de skal se frelseren ved hans andet komme. De må derfor i dette øjemed komme frem i en særskilt opstandelse.

Det er visselig også meget passende, at nogle, som har udmærket sig ved stor hellighed, som har lidt trængsler og modgang som følge af sit håb på den kommende frelser, men døde uden at skue ham, - at de skal opvækkes, en stund før han kommer, for at være vidne til, hvad der sker ved hans herlige åbenbarelse, ligesom på lignende måde mange af de hensovede hellige kom frem af graven efter Jesu opstandelse for at skue hans opstandelses herlighed (Matt. 27;52-53) og i sejrstog ledsage ham til majestætens trone og højre hånd i det høje. Ef.4;8. Det er også rimeligt, at nogle af dem, som har øvet den største ugudelighed og har gjort mest til at forhåne Kristi navn og skade hans sag, særlig de, der udvirkede hans grusomme død på korset, samt spottede og gjorde sig lystige over ham under hans dødskvaler, opvækkes for som en del af den straf, der ved dommen tilfalder dem, at skue hans genkomst i himlens skyer som en guddommelig sejrherre i en for dem uudholdelig majestæt og glans.

Endnu en bemærkning i anledning af foreliggende skriftsted, før vi forlader det. Hvad her siges mener nogle er et godt bevis for de ugudeliges evige pine, efterdi de af denne karakter, som her omtales, opstår til skam og evig afsky. Hvorledes kan de i evighed være genstand herfor, medmindre de lever evigt? Det er allerede bemærket, at skam forudsætter bevidsthed; men læg mærke til, at der siges ikke, at skammen er evig; dette tillægsord indføres ikke, før man kommer til afsky, der er en følelse, andre nærer mod de strafskyldige, medens den ikke nødvendigvis kræver bevidsthed hos dem, mod hvem følelsen er rettet. Derfor oversætter nogle stedet således: ”Nogle til skam og sine medbrødres evige afsky.” Og således vil det blive! Skam over deres ugudelighed og fordærvelse brænder i deres sjæl, så længe de har tilværelse, og når de, tilintetgjorte for sin uretfærdigheds skyld, vandrer bort, vækker deres afskyelige karakter og brødefulde gerninger hos alle de retfærdige blot afsky, der aldrig vil forandres eller formindskes, så længe som de retfærdige har dem i minde. Foreliggende skriftsted yder derfor intet bevis for de ugudeliges evige pine.

  3.  Men de forstandige skal skinne, som himmelhvælvingen skinner, og de,
      der førte de mange til Retfærdighed, som stjernerne, evindelig og altid. 

I marginalen (i den engelske Bibel) står der ”Lærere” i stedet for ”forstandige”. ”De, der er lærere,” skal skinne, som himmelhvælvingen skinner; dette er naturligvis dem, som underviser i sandheden og fører andre til dens kundskab netop forud for det tidspunkt, da de i foregående vers omtalte begivenheder bliver fuldbyrdede. Og som verden beregner sig tab og gevinst, koster det også noget i vore dage at undervise om disse ting. Det koster ens navn og rygte, magelighed, bekvemmelighed og ofte ejendom; det medfører arbejde, kors, opofrelse, tab af venner, spot og ikke så sjælden forfølgelse. Og man hører ofte det spørgsmål: Hvorledes kan det gå an for dig at holde Sabbatten og måske miste din stilling, formindske dine indtægter, ja kanhænde endog udsætte dig for at miste det nødvendige til livsophold? O, blinde, dåragtige, smålige spørgsmål! Hvilken kortsynethed overfor den lydighed, Gud kræver, at tænke på det timelige udkomme! Hvor lidet dette ligner de ædle blodvidner, som ikke elskede sit liv indtil døden! Nej, tabet ligger fuldstændig på den modsatte side! Når Herren befaler, kan det ikke betale sig at være ulydig. Og når man spørger os: Hvorledes kan det betale sig for dig at holde Sabbatten og for øvrigt opfylde de pligter, som lydighed mod sandheden fordrer? Kan vi kun til svar spørge: Hvorledes kan det betale sig for dig ikke at gøre det? På den kommende dag, når de, der har søgt at bevare sit liv, skal miste det, men de, som gerne har villet vove alt for sandhedens og sin guddommelige Herres skyld, skal få den herlige belønning, som loves i teksten, skal oprejses til at skinne som himmelhvælvingen og som de uforgængelige stjerner evindelig og altid, - da får man se, hvem der har været forstandig, og hvem der har gjort valg som blinde og dårer. De ugudelige og versligesindede betragter nu de kristne som tåber og gale og ønsker sig selv tillykke med sin overlegne kløgt, idet de skyr de kristnes såkaldte dårlighed og undgår deres tab. Intet svar behøves herpå; thi de, der nu fælder denne dom, vil snart selv komme på andre tanker, og sagens virkelighed vil stå for dem i hele sit skrækkelige alvor.

Imidlertid er det den kristnes forret at fryde sig ved den vidunderlige trøst, der ligger i dette løfte. Blot af stjerneverdenen selv kan man danne sig et begreb om det storartede ved løftet. Hvad er disse stjerner, i lighed med hvilke retfærdighedens lærere skal skinne evindelig og altid? Hvor megen glans og majestæt, ja uendelighed ligger der i denne sammenligning?

Solen i vort eget solsystem er en af disse stjerner. Når vi sammenligner den med vor jordklode (det nemmeste mål, vi kan anvende), befindes den at være en klode af temmelig betydelig størrelse og pragt. Vor jord er 8.000 engelske mil i gennemsnit; men solens tværmål er 885.680 mil! I omfang er solen 1.500.000 gange større end vor jord, og i indhold opvejer den 352.000 kloder som vor. Hvilket umådeligt rumfang!

Og dog er den langt fra den største eller mest strålende af de kloder, der kører som myriader af skinnende vogne gennem himlen. Dens nære stilling (den er kun omtrent 95 millioner engelske mil fra os) giver den en indflydelse, som den med magt kan øve. Men langt ude i det udstrakte rum, så langt borte, at de ser ud som små lysende punkter, glimter andre kloder af langt større omfang og stærkere glans. Den nærmeste fiksstjerne eller sol, Alfa i Kentauren på den sydlige halvkugle, er, efter hvad man med nutidens nøjagtige og sikre instrumenter har fundet, 19 billioner engelske mil borte; men Polarstjernen med dens kloder er endnu femten gange så langt borte, det er 285 billioner engelske mil, og den skinner med en glans som 86 af vore sole; andre er endnu større, som for eksempel Vega, der udsender et lys som 344 af vore sole; Kapella: 430; Arkturus: 516 og så videre, indtil man tilslut når den store stjerne Alkyone i Pleiadernes stjernebillede, der i himmelrummet udsender en stråleglans 12.000 gange så stærk som den vældige klode, der oplyser og leder vort solsystem! Hvorfor ser den da ikke mere lysende ud for os? Fordi dens afstand er 25 millioner gange så stor, som jordens bane er i gennemsnit, og denne er 190 millioner engelske mil! Tal er kun svage til at udtrykke sådanne afstande. Det får være nok at sige, at dens glødende lys, før det når denne fjerne verden, må gennemløbe et rum så stort, at der medgår en tid af over 700 år; og lyset går dog med en hastighed af 192.000 engelske mil i sekundet.

Nogle af disse vældige himmellegemer hersker ene ligesom vor egen sol, andre er dobbelte, det vil sige, at det, som for os ser ud som én stjerne, i virkeligheden består af to, således at to sole med sit følge af planeter bevæger sig rundt om hverandre. Andre er tredobbelte, atter andre er firedobbelte, og én i det mindste er seksdobbelt.

Desuden viser de alle regnbuens farver. Nogle solsystemer er hvide, andre blå, røde, gule eller grønne, hvorved de planeter, som hører til deres systemer, får forskelligfarvet dag. Kastor giver sine en grøn dag; den dobbelte polarstjerne giver sine en gul. I nogle systemer er de forskellige sole tilhørende samme forskelligfarvede. I sit værk Ecce Coelum, Side 136, siger Dr. Burr: ”Og som for at gøre dette sydens kors til den fagreste genstand på hele himlen, finder man i det en gruppe på mere end 100 forskelligfarvede, røde, grønne, blå og blågrønne sole, så tæt sammentrængte, at de i et kraftigt teleskop se ud som en nydelig buket eller et stykker juvelerarbejde.”

Og hvad skal man sige om disse herlige kloder alder? Nogle få år svinder hen, og alle jordiske ting bliver gamle af alder og underlægges forkrænkelighed. Hvor meget i denne verden er dog ikke helt gået under! Men stjernerne skinner ligeså klart som i begyndelsen. Århundreder på århundreder er henrundne, riger er opkomne og langsom forgangne, vi går tilbage bag historiens uklare, dunkle synskreds, lige tilbage til den første tid, hvorom Guds ord taler, da jorden fremkaldtes af kaos, morgenstjernerne sang til hobe, og Guds børn råbte af glæde, selv da rullede stjernerne i sine prægtige baner; og vi ved ikke, hvor længe før den tid de begyndte sit løb; thi stjernekyndige fortæller om tågepletter (af stjerner), der ligger ved de yderste grænser, som man gennem teleskopet kan opdage, hvis lys i sin uophørlige flugt ville bruge fem millioner år for at nå vor jord. Så gamle er disse stjernekloder. Og dog er deres skin ej fordunklet, deres kraft ej formindsket. Ungdommens dug synes endnu frisk på dem. Intet sønderbrudt ydre viser, at forkrænkeligheden har fået fodfæste på dem; ingen vaklende bevægelse røber alderens affældighed. Af alle synlige ting står disse ”den gamle af dage” nærmest, og deres uformindskede herlighed er en forudsigelse om evigheden.

Og således skal de, der fører mange til retfærdighed, skinne i en herlighed, der vil bringe selv forløserens hjerte til at banke af fryd, og således skal deres år blive ved evindelig og altid.

  4.  Og du, Daniel, luk du til for ordene og forsegl bogen indtil
      endens tid! Mange skal ivrigt granske, og kundskaben skal vorde
      megen. 

De ”ord” og den ”bog”, som her omtales, gælder utvivlsomt, hvad der var åbenbaret for Daniel i denne profeti. Dette skulle tillukkes og forsegles indtil endens tid, det vil sige, man skulle ikke i nogen særlig grad ransage det, ej heller i synderlig udstrækning forstå det før den tid. Endens tid begyndte, som allerede vist i 1798. Da bogen lå lukket og forseglet indtil den tid, lader det sig deraf ligefrem slutte, at fra samme tidspunkt skulle bogens sejl tages bort, med andre ord, folk blive bedre i stand til at fatte den, ligesom man mere opmærksomt ville give agt på denne del af det af Gud indblæste ord. Hvad der siden den tid er bleven udrettet med hensyn til profetien, behøver vistnok ikke læseren at mindes om. Profetierne, især Daniels, har været genstand for alle deres undersøgelse, der har gransket ordet, hvor end civilisationen har spredt sit lys over jorden; derfor siger da verset i sin slutning som en forudsigelse om, hvad der efter begyndelsen af endens tid skulle ske: ”Mange skal ivrig granske (eng.: løbe til og fra), og kundskaben skal vorde megen.” Hvad enten denne løben til og fra gælder folkenes færd fra sted til andet og de store forbedringer af samfærdselsmidler i løbet af det sidste halvhundrede år, eller den, som nogle opfatter det, tyder på, at man vil ransage profetien med flid og alvor for at forstå dens sandheder, så er det tydeligt og klart bleven opfyldt for vore øjne. I en af de to nævnte retninger må man tolke teksten, og nutiden udmærker sig i begge disse henseender.

Så også med dette, at kundskaben skal vorde megen. Det gælder enten kundskabens forøgelse i almindelighed, hvad kunst og videnskab angår, eller kundskabens forøgelse med hensyn til det, som blev åbenbaret for Daniel, som var tillukket og forseglet indtil endens tid. På hvilken af disse to man end anvender det, så er fuldbyrdelsen klar og fuldstændig. Se blot på de vidunderlige ting, menneskeånden har frembragt, og de kunstige arbejder, der i løbet af de sidste 100 år er udrettede ved menneskeånd; de overgår alt, hvad nogen kunstner har drømt om. Man har nylig i tidsskriftet Scientific American påvist, at der i løbet af denne tid er gjort langt større fremskridt i alle videnskabens grene, i alt, hvad der befordrer hjemlivets hygge og forretningernes hurtigst mulige udførelse, i udbredelsen af kundskab fra den ene til den anden og i midlerne til hurtig befordring fra sted til sted, ja fra den ene verdensdel til den anden, end i samfulde 3000 år forud.

I en række billeder, har kunstneren på hosføjede tegning givet os et overblik over nogle af nutidens vidunderligste opdagelser og den underfulde fremgang i videnskab og kunst.

1.Hængebroen. – Den første hængebro af nogen anselig størrelse her i landet (de Forenede Stater) blev opført over Niagarafaldet i 1855. Den berømte Brooklyn-bro blev fuldført i 1883.

2. Elektrisk lys. – Dette lyssystem blev fuldstændiggjort og taget i brug i de sidste 20 år af det nittende århundrede. Kun på to steder så man en fremvisning af det elektriske lys på hundredeårs udstillingen i Philadelphia i 1876. På udstillingen i Paris 24 år senere var der 2.000 sådanne fremvisninger.

3. Nutidens artilleri. – På Sandy Hook til bevogtning af indsejlingen til New Yorks havn er der anbragt en vældig bagladningskanon, 49 fod lang, vejende 130 ton, hvormed der kan udslynges et projektil over fire fod langt og af en vægt på 2400 pund end distance af 20 mil.

4. Automobilen. – Indtil for nogle få år siden var denne maskine helt ukendt. Nu er automobilen et ganske almindeligt befordringsmiddel i alle egne af landet og har udsigt til helt at fortrænge de almindelige vogne. Læs i forbindelse med beskrivelsen af automobilen og jernvejstoget profetien i Nah. 2;4-5.

5. Nutidens trykkerpresse. – De nu brugelige trykkerpresser i de store avisers trykkerier kan i en time modtage 280 mil af papir af almindelig bladbredde og trykker i samme tid 96.000 eksemplarer på 16 sider, falser, hæfter og tæller dem. Sammenlign hermed Benjamin Franklins håndpresse.

6. Telegrafen. – Denne kom først i brug i 1844, men er nu ganske uundværlig i forretningsverdenen.

7. Sporvognen. – Den første brugelige elektriske sporvejslinie i Berlin i 1879. Nu udgør de elektriske sporvejslinier fra by til by et næsten ligeså hurtigt befordringsmiddel som de almindelige jernbaner og er desuden bekvemmere for passagerer. Man mener, at elektriciteten snart vil afløse dampen som drivkraft på alle jernbanelinier.

8. Telefonen. – Det første patent på telefonen blev givet Alexander Graham Bell i 1876.

9. Jernbanen. – Det første lokomotiv i Amerika blev forfærdiget i Philadelphia i 1832. Ved hjælp af jernbanerne som befordringsmiddel er det blevet muligt, at gøre en rejse omkring jorden i omkring 60 dage.

10. Dampskibene. – I den første del af forrige århundrede kom dampskibene i brug på de store have. Nu bygges der dampskibe mellem 700 og 800 fod lange og med maskiner på 60.000 hestekræfter, og de kan tage en dobbelt så stor last som den berømte ”Great Eastern”.

11. Nutidens krigsskibe. – Et eneste krigsskib af nutidens type kunne med lethed optage kampen mod den samlede verdens flåder, som de var ved midten af forrige århundrede.

12. Skrivemaskinen. – Den første model til den moderne skrivemaskine blev ført i handelen i 1874.

13. Høste- og tærskemaskinen. – Sammenlign nutidens indhøstning, da kornet ikke alene skæres og samles, men også tærskes og tømmes i sække færdigt til at sende spå markedet med en eneste maskine, med den gamle fremgangsmåde, da man gjorde alt dette med håndkraft.

14. Sættemaskinen. – Denne maskine har frembragt en hel revolution i bogtrykkerkunsten. Den første Mergenthaler maskine blev fuldført i 1884.

15. Oliekilder. – Opdagelsen af petroleum i forrige århundrede frembragte en omvæltning i belysningen til husbrug. Man har også derved fået sådanne uundværlige produkter som benzin og gasolin.

16. Fonografen. – Den første Edison-fonograf blev fuldført i 1877.

17. Fotografiapparatet. – Det første billede af et menneske ved hjælp af sollyset blev taget af professor Draper fra New York i 1840.

18. Trådløs telegrafi. – Det første apparat til afsendelse af Depecher gennem luften på længere distancer blev forfærdiget af Marconi i 1896. Næsten alle de store dampskibe er nu forsynede med dette apparat, og man kan føre samtaler med hverandre på havet på lange afstande. På de store Atlanterhavsskibe udgives der nu et dagblad, hvor dagens nyheder meddeles ved Depecher gennem lufttelegrafen fra Amerika eller Europa.

19. Luftskibet. – Det vanskelige problem med at konstruere styrbare luftskibe synes nu efter de seneste opfindelser at være på god vej til at finde en løsning. Billedet viser en styrbar ballon, der fuldstændig lader sig kontrollere; men der drives for tiden eksperimenter med en anden slags luftskibe, Aeroplanet, som synes på en praktisk måde at skulle løse spørgsmålet.

Mange andre ting kunne nævnes, såsom dykkerapparater, undervandsbåde til udforskelse af havbunden og til krigsbrug, damp-spindemaskiner og bedøvelsesmidler til lindring af smerte under kirurgiske operationer og så videre, og så videre.

Hvilken glimrende samling af vidundere, fremkomne i en eneste tidsalder! Hvor vidunderlige er dog ikke nutidens videnskabelige resultater, over hvilke alle disse opdagelser og kunstværker kaster sit samlede lys! Set fra dette standpunkt har man sandelig nået den tid, da kundskaben er bleven megen.

Og til kristendommens ære bør vi lægge mærke til, i hvilke lande og ved hvem alle disse opdagelser er sket og så meget udrettet for at forøge samlivets lethed og hygge; det er i kristne lande, blandt kristne mennesker, siden den store reformations tid. Disse fremskridt skyldes ikke mørkets tidsaldre, der kun avlede en forvrængning af kristendommen, ej heller hedningerne, som i sin uvidenhed ikke kender Gud, ej heller dem, der i kristne lande fornægter ham. I sandhed, det er lighedens og den personlige friheds ånd, der prædikes gennem Kristi rene evangelium, som ryster lænken af, løser menneskets sjæl af dens bånd og indbyder det til i højeste grad at benytte sine evner, det er denne ånd, der muliggør en sådan tidsalder for fri tanke og handling, hvori sådanne undere kan fremkomme.

Om den nuværende tids underfulde kundskab siger Victor Hugo: ”I videnskaben udretter den virkelige mirakler: Den frembringer salpeter af bomuld, heste af damp, en arbejdsmand af Voltas søjle, et ilbud af den elektriske strøm og en maler af solen; den bader sig i underjordiske vande, medens den opvarmedes med ild fra jordens indre; den åbner to vinduer mod de to uendeligheder, teleskopet mod det uendeligt store, mikroskopet mod det uendeligt små; og den finder i den første afgrund himlens stjerner, i den anden insekterne, begge dele beviser for Guds tilværelse; den gør tiden til intet, afstand til intet, lidelse til intet; den skriver breve fra Paris til London og får svar tilbage på ti minutter; den afskærer et menneskes ben, medens vedkommende synger og smiler.” (Le Petit Napoleon.)

Men hvis man stiller sig på det andet standpunkt og tyder kundskabens mangfoldiggørelse om den bibelske kundskab, behøver man kun at kaste et blik på det underfulde lys, der i løbet af de sidste 60 år har skinnet på den hellige skrift. Profetiens fuldbyrdelse er bleven åbenbaret i historiens lys, benyttelsen af et bedre udgangspunkt for tolkningen har ført til slutninger, der uimodsigelig viser, at alle tings ende nærmer sig. Ja sandelig, seglet er blevet taget af bogen, og kundskab om det, som Gud i sit ord har åbenbaret, er bleven vidunderlig mangfoldig. Efter vor mening er det i særdeleshed i denne henseende, profetien er gået i opfyldelse; men alene i en tidsalder som vor kunne den gå i opfyldelse selv i denne henseende.

At vi befinder os ved endens tid, da denne profetis bog ikke længere skal være forseglet, men åben og forstås, ses af Åb. 10;1-2 hvor en mægtig engel kommer ned fra himlen med en liden bog i hånden. Til bevis for, at den lille bog, som der siges at være åben, er den her lukkede og forseglede bog, og at nævnte engel bringer sit budskab i vor slægts tid, se bemærkninger over Åb. 10;2.

  5.  Og jeg, Daniel, så, og se, to andre stod, en på denne side ved
      Flodens bred og en på den anden ved flodens bred.
  6.  Og en sagde til den mand, som var iført Klæder af hvidt linned og 
      stod ovenover flodens vande: "Hvor længe varer det, med enden på  
      disse uhørte ting?"
  7.  Og jeg hørte den Mand, som var iført klæder af hvidt linned, og som
      Stod ovenover flodens vande, og han opløftede sin højre og sin venstre
      Hånd mod himmelen og svor ved ham som lever evindelig: "Indtil én 
      bestemt tid og bestemte tider og en halv tid er til ende, og når det
 hellige folks magt er fuldstændig knust, skal alle disse ting fuldkommes." 

Spørgsmålet: ”Hvor længe varer det med enden på disse uhørte ting?” gælder utvivlsomt alt, hvad der i det foregående er blevet nævnt, iberegnet Mikaels fremståen, trængselens tid, Guds folks frelse og den særskilte, foreløbige opstandelse. Svaret synes at falde i to dele: 1) En særskilt profetisk periode er bleven afstukket, og 2) en ubestemt periode følger derpå, førend man når alle disse tings endelige slutning; netop som vi har set i Daniel 8;13-14. Da spørgsmålet blev fremsat: ”På hvor lang tid går synet, . . . at både helligdom og hær hengives til nedtrædelse?”(Daniel 8;13), nævntes der i svaret en bestemt afgrænset periode på 2300 dage og derpå en ubestemt periode for helligdommens renselse. Således gives der også i foreliggende tekst en periode på ”en bestemt tid og bestemte tider og en halv tid”, det vil sige 1260 år, og derpå en ubestemt periode, i hvilken det hellige folks magt skal knuses, førend enden kommer.

De 1260 år betegner pavemagtens herredømmes tid. Hvorfor nævnes denne periode her? Sandsynligvis fordi denne magt er den, som mere end nogen anden, der omtales i verdenshistorien, gør sit til at svække det hellige folks magt eller undertrykke Guds menighed. Men hvad skal vi forstå ved udtrykket: ”Når det hellige folks magt er fuldstændig knust”? En bogstavelig oversættelse af Septuaginta synes at fremstille dette i et klarere lys: ”Når han får fuldendt at adsprede det hellige folks magt.” Hvem gælder pronomenet han? Ifølge ordlyden i dette skriftsted måtte det nærmest foregående ved første øjekast synes at være: ”ham, som lever evindelig”, nemlig Jehovah; men som en fremragende fortolker af profetierne sindrig bemærker, må man i anledning af stedordene i bibelen tolke dem overensstemmende med den stilling, hvori de står, og derfor hyppig henføre dem på et i det foregående underforstået navnord snarere end på et, der virkelig står udtrykt. Således kan her det lille horn, det syndens menneske, som er blevet hentyde til derved, at tiden for dets overherredømme særlig ved stedordet han. I 1260 år havde han undertrykt menigheden frygtelig eller adspredt dens magt. Efter at hans overherredømme er taget bort, vedbliver han at nære samme sindelag mod sandheden og dens forsvarere; hans vælde føles endnu i en vis udstrækning, og han fortsætter sit undertrykkelsesværk, så vidt han kan, indtil – hvornår? – Indtil den sidste af de begivenheder, som fremstilles i 1. vers: Guds folks befrielse, befrielse for enhver, der findes skreven i bogen. Når de således er befriede, formår ingen forfølgende magt længere at undertrykke dem; deres magt bliver ikke længere adspredt og brudt; enden på de i denne store profeti fremstillede undere er nået, og alle dens forudsigelser er fuldbyrdede.

Eller man kunne henføre stedordet han til den, der er nævnt i enden af 7. vers: ”ham, som lever evindelig”, det er Gud, uden i særlig grad at ændre meningen, såsom han tillader, at jordiske magter virker som redskaber til at tugte og revse hans folk, så at han i den forstand kan siges selv at adsprede eller knuse deres magt. Han sagde ved sin profet angående Israels rige: ”Jeg vil vende op og ned, op og ned, op og ned på det, . . . indtil han kommer, hvem retten tilhører.” Ez. 21;27. Og atter: ”Og Jerusalem skal nedtrædes af hedningerne, indtil hedningernes tider fuldkommes.” Luk. 21;24. Lignende betydning har forudsigelsen i Daniel 8;13: ”På hvor lang til går synet, . . . at både helligdom og hær, hengives til nedtrædelse? Hvem hengiver dem dertil? – Gud. Hvorfor? – For at tugte, rense og lutre sit folk. Hvor længe? – Indtil helligdommen bliver renset.

  8.  Og jeg hørte det, men forstod det ikke; så spurgte jeg: "Herre
      hvad er det sidste af disse Ting?"
  9.  Og han svarede: "Gak bort, Daniel! Thi tillukkede og forseglede
      er ordene indtil endens tid.
 10.  Mange skal rense sig og tvætte sig hvide og lutre sig, og ugudelige
      skal handle ugudelig, og ingen ugudelig skal forstå det, men de
      forstandige skal forstå det. 

Hvor stærkt vi ved Daniels bekymring for at få fuld klarhed over alt det, der var blevet ham vist, mindes om Peters ord, hvor han taler om, at profeterne granskede og ransagede for at forstå forudsigelserne om Kristi lidelser og den derpå følgende herlighed, samt om den sandhed, at de ikke for sig selv, men for os besørgede dette. Hvor lidet det blev nogle af profeterne tilladt at fatte af det, de skrev! Men derfor vægrede de sig ikke ved at skrive. Hvis Gud fordrede det, så vidste de, at han i sin tid nok ville sørge for, at hans folk af deres skrifter erholdt al den nytte, han ønskede. Således var de her til Daniel rettede ord det samme som at sige ham, at når den rette tid engang kom, skulle de forstandige forstå betydningen af det, han havde skrevet, og drage nytte deraf. Ved endens tid skulle Guds ånd bryde seglet for hans bog, og dette var selvfølgelig den tid, da de forstandige skulle forstå, medens de ugudelige, uimodtagelige for al forståelse af den evige sandheds værd, med hjerter forhærdede af synden, stedse ville blive mere og mere ugudelige og blinde. Ingen af de ugudelige forstår det. De forstandiges bestræbelser for at fatte kalder de dårskab og anmasselse og spørger med foragtelig spot: ”Hvor bliver der af forjættelsen om hans tilkommelse?” Og skulle man spørge: Om hvilken tid og hvilken slægt taler profeten således? Ville det højtidelige svar blive: Om vor tid og om den nulevende slægt. Disse ord hos profeten går netop nu på den mest slående måde i opfyldelse.

Ordlyden i 10. vers ser ved første øjekast noget besynderlig ud: ”Mange skal rense sig og tvætte sig hvide og lutre sig.” Hvorledes, kunne man spørge, kan de være bleven tvættet hvide og derefter atter lutres (som det synes at fremgå af teksten), når det er ved lutringen, de bliver hvide? Svar: Med disse ord hentydes der uden tvivl til en proces, der ofte gentager sig i deres erfaring, som i denne tid bereder sig for frelserens komme og rige. De renses og toes hvide i en vis grad, sammenlignet med sin forrige tilstand. Derefter underkastes de en strengere prøvelse. Dersom de sejrer i denne, fortsættes lutringen endnu grundigere, og de renses i en endnu højere grad. Når de er komne i denne tilstand, lutres de atter, hvorved de bliver endnu renere og hvidere. Således går dette værk sin gang, indtil de erholder en karakter, som kan bestå i den store dags prøve, og når en plads, hvor de ikke mere behøver at prøves.

 11.  Fra den Tid, det bestandige offer bliver afskaffet, og man opstiller
      den ødelæggende vederstyggelighed, skal der hengå 1290 dage. 

Her omtales en ny profetisk tidsperiode, nemlig 1290 profetiske dage, som betegner det samme antal år. Af dette vers har nogle sluttet (skønt en sådan slutning er unødvendig), at denne tid begynder med opstillingen af ødelæggelsens vederstyggelighed, det vil sige pavemagten, i 538, og følgelig strækker sig til 1828. Men man finder intet i sidstnævnte år, der kan betegne disse dages afslutning, og teksten viser, at de begynder før den pavelige vederstyggeligheds oprettelse. Det bestandige (offer) er, som vi allerede har vist, ikke jødernes stadige eller bestandige tjeneste, men den stadige vederstyggelighed, det vil sige hedenskabet. Se Daniel 8;13. Dette måtte borttages for at berede vejen for pavemagten. Se Daniel 11;31, hvor de historiske begivenheder omtales, der viser, hvorledes dette foregik i året 508. Der står intet ligefrem om, til hvilken begivenhed nævnte 1290 dage når; men eftersom deres begyndelse antydes ved noget, der skal finde sted for at berede vejen for pavemagtens oprettelse, er det naturligt at slutte, at deres slutning betegnes ved det pavelige overherredømmes ophør. Når man da fra 1798 regner 1290 år tilbage, får man året 508, da hedenskabet, som forud vist, blev borttaget, 30 år før pavemagtens oprettelse. Denne periode anføres utvivlsomt for at vise det tidspunkt, da den bestandige ødelæggelse borttages, og det er den eneste, som viser det. De to perioder, de 1290 dage og de 1260 dage, slutter derfor begge i 1798, idet den ene begynder 538 og den anden 508, 30 år i forvejen.

 12.  Salig er den, som bier og når frem til 1335 Dage.
 13.  Men gå du din ende i møde! Og du skal hvile og stå op til din
      Lod, ved dagenes ende! 

Endnu en profetisk tidsperiode på 1335 år indføres her. Angående denne periode har man kun meget magre vidnesbyrd ligesom om de 1290 år. Kan man vide, hvornår denne periode begynder og ender? Den eneste nøgle til dette spørgsmåls løsning ligger i den omstændighed, at den omtales i umiddelbar forbindelse med de 1290 år, der, som ovenfor vist, begyndte 508. Fra nævnte punkt skal der, siger profeten, være 1290 dage; og i den næste sætning står der: ”Salig er den, som bier og når frem til tusinde, tre hundrede og fem og treti dage.” Fra hvilket tidspunkt? Utvivlsomt fra samme år, 508, hvorfra de 1290 dage regnes. Dersom de ikke regnes fra dette punkt, er det umuligt at finde plads for dem, og den kan ikke regnes med til Daniels profeti, når man på den anvender Kristi ord (Matt. 24;15): ”Hvo, der læser det, give agt derpå!” Fra nævnte tidspunkt når de til 1843, da 1335 + 508 = 1843; når de begyndte om våren i førstnævnte år, så endte de om våren i sidstnævnte år.

Men hvorledes kan de være endte, kan man spørge, når Daniel ved enden af disse dage skulle stå op til sin lod, der jo må indbefatte hans opstandelse fra de døde? Dette spørgsmål hviler på en fejltagelse i to henseender: 1) at de dage ved hvis ende Daniel skal stå frem til sin lod er de 1335 dage, og 2) at det, at Daniel står frem til sin lod, er hans opstandelse, noget, man heller ikke kan bevise. Det eneste, som loves ved enden af de 1335 dage, er en velsignelse over dem, som venter og når så langt, det vil sige dem, som da lever. Hvori består denne velsignelse? Når man betragter året 1843, da disse år udløb, hvad ser man da? Jo en mærkelig fuldbyrdelse af profetien ved den store forkyndelse om Kristi andet komme. 45 år forud begyndte endens tid, bogens segl blev taget bort, og kundskabens lys begyndte at tiltage. Omkring de profetiske emner, overordentlig stærkt. Budskabet om Kristi komme blev hurtigt udbredt. Den nye oplivende lære om Guds riges oprettelse bevægede verden. Kristi sande disciple fik nyt liv. Dommen blev forkyndt for de vantro. Menighederne blev prøvede, og der skete en sådan vækkelse, som nutiden ikke kan opvise mage til.

Var dette velsignelsen? Lyt til frelserens ord: ”Salige er eders øjne,” sagde han til sine disciple, ”at de ser, og eders øre, at de hører.” Matt. 13;16. Og atter sagde han til dem, som fulgte ham, at profeter og konger havde ønsket at se det, de så, men så det ikke. Men ”salige,” sagde han til dem, ”er de øjne, som ser det, I ser.” Luk. 10;23-24. Dersom en ny og herlig sandhed var en velsignelse i Kristi dage for dem, der antog den, hvorfor var da ikke den nye sandhed ligeså vel en velsignelse i 1843 e.Kr.?

Man kan indvende, at de, som deltog i denne bevægelse, blev skuffede i sine forventninger; men Kristi disciple blev ved hans første komme skuffede på samme måde. De hilsede ham, idet han red ind i Jerusalem, i den forventning, at han da skulle overtage riget; men korset var den eneste trone, hvortil han gik dengang; og i stedet for at blive hilset som konge i et kongeligt slot blev hans livløse legeme lagt i Josef af Arimatæas nye grav. Men ikke desto mindre blev de velsignede ved at antage den sandhed, de havde hørt.

Man kan endvidere indvende, at denne velsignelse ikke var stor nok til at betegnes ved en profetisk periode. Hvorfor ikke? Den tid, da den skulle meddeles, nemlig endens tid, indføres ved en profetisk periode; vor frelser selv omtaler særskilt dette værk i sin forudsigelse i Matt. 24;14, det fremstilles endvidere i Åb. 14;6-7 sindbilledlig ved en engel, som flyver midt igennem himlen med et evigt evangelium at forkynde dem, som bor på jorden. Sandelig, Bibelen fremhæver dette værk stærkt.

Der er to spørgsmål til, som kortelig skal omhandles: 1) Til hvilke dage hentydes der i 13. vers? 2) Hvad menes med, at Daniel skal op til sin lod? De, der påstår, at det er de 1335 dage, kommer til denne slutning ved blot at se på det foregående vers, hvor de 1335 dage nævnes, meden vi mener, at man ved at tolke disse dage, der indføres således ubestemt, bør tage hele profetien i betragtning fra 8. kapitel af og nedover. 9., 10., 11. og 12. kapitel er klarlig en fortsættelse og forklaring af synet i 8. kapitel, hvorfor man kan sige, at synet i 8. kapitel, således som det nu er udlagt og fortolket, har fire profetiske perioder, nemlig 2300, de 1260, de 1290 og de 1335 dage. Den første er den vigtigste og længste, de andre er blot mellemled og underafdelinger deraf. Da nu englen siger til Daniel ved slutningen af sin undervisning, at han skal stå op til sin lod ved dagens ende, uden særlig at angive, hvilken periode han mener, måtte da ikke Daniels tanker naturlig henvendes på den fornemste og længste periode, de 2300 dage, snarere end på nogen af dens underafdelinger? I så fald er de 2300 dage de, hvortil 13. vers sigter. Septuagintas læsemåde synes meget klart at vise i samme retning: ”Men gå din vej og hvil; the der er endnu dage og tider til den endelige fuldbyrdelse (af disse ting); og du skal stå frem til din lod ved dagenes ende.” Dette fører visselig tanken tilbage til den lange tidsperiode, som fremstilles i det første syn, og den senere undervisning blev given med hensyn til den.

De 2300 dage endte, som allerede vist, i 1844 og førte så langt som til helligdommens renselse. Hvorledes stod Daniel på denne tid frem til sin lod? Jo, ved sin talsmand, vor store ypperstepræst, idet han fremstiller de retfærdiges sag for faderen, for at han kan annamme dem. Det ord, som her oversættes ”lod”, betyder ikke et stykke virkelig ejendom, men skæbnens afgørelse eller forsynets bestemmelse. Ved dagens ende skulle loddet så at sige kastes; med andre ord, en afgørende bestemmelse skulle fattes med hensyn til dem, som skulle agtes værdige til at få del i den himmelske arvelod. Når da Daniels sag kommer frem til prøvelse, befindes han retfærdig, står frem til sin lod og anvises en plads i det himmelske Kanaan.

Da Israel stod i færd med at rykke ind i det forjættede land, bestemtes hver stammes besiddelse ved lodkastning. Stammerne stod således frem hver til sin lod, længe før de erholdt virkelig besiddelse af landet. Tiden for helligdommens renselse svarer til denne periode i Israels historie. Vi står nu på grænserne af det himmelske Kanaan, og Herren bestemmer, hvem der skal få plads i dette evige rige, og hvem der evindelig skal udestænges derfra. Når Daniels sag afgøres, bliver hans del i den himmelske arvelod ham sikret, og med ham vil goså alle de, der har været tro, stå frem; og når denne Herrens hengivne tjener, som fyldte sit lange liv med de ædleste gerninger i sin Herres og skabers tjeneste, skønt dette livs vanskeligste byrder hvilede tungt på ham, får løn for sine gerninger, så kan også vi gå ind med ham til hvilen.

Vi afslutter disse betragtninger over Daniels bog med den bemærkning, at det har været en stor glæde for os at bruge så megen tid, som vi har, til at overveje denne vidunderlige profeti og til at betragte den højt elskede mands og meget berømte profets karakter. Gud anser ikke personer; den, hos hvem Daniels karakter atter fremtræder, kan erholde ligeså stor guddommelig nåde. Lad os derfor kappes med ham i dyd, for at vi ligesom han kan vinde Guds velbehag i dette liv og hisset bo blandt hans skabninger i den evige herlighed.