1. Kapitel - Det indledende syn

Titlen. - Oversætterne har givet denne bog titlen ”St. Johannes’ åbenbaring”; men heri modsiger de selve bogens allerførste ord; thi de erklærer, at den er ”Jesu Kristi åbenbaring”. Jesus Kristus selv er åbenbareren, ikke Johannes. Johannes er blot den, Kristus har brugt til at skrive denne åbenbaring til menighedens bedste. Der er ingen tvivl om, at den her nævnte Johannes er den samme som den, der under navn er omtalt som den elskede og højt begunstigede blandt de tolv apostle. Han var evangelist og apostel, forfatter af det evangelium og de breve, der bærer hans navn. (Se Clarke, Barnes, Kitto, Pond og andre.) Til disse foregående titler føjer han nu også titlen profet; thi Åbenbaringen er en profeti. Denne bogs indhold føres dog tilbage til den endnu højere kilde. Den er ikke blot Jesu Kristi åbenbaring, men den er den åbenbaring, Gud gav ham. Den kommer altså først fra den store kilde til al visdom og sandhed, Gud Fader; af ham blev den givet til Sønnen, Jesus Kristus; og Kristus udsendte sin engel og fremstillede den ved ham for sin tjener Johannes.

Bogens retning. - Dette udtrykkes med ét ord, ”åbenbaring”. En åbenbaring er noget åbenbaret, noget tydelig kundgjort, ikke noget skjult og tildækket. Moses siger (5 Mos. 29: 29): ”De skjulte ting er for Herren, vor Gud; men de åbenbare er for os og for vore børn evindelig.” Selve bogens titel er altså nok til at gendrive den på vor tid almindelig udbredte mening, at denne bog tilhører Herrens skjulte hemmeligheder og ikke kan fattes. Dersom dette var tilfældet, så burde den kaldes ”Hemmeligheden” eller ”Den skjulte bog”, men visselig ikke ”Åbenbaringen”.

Dens formål. - ”At vise sine tjenere de ting, som snart skal ske.” Hans tjenere? – hvem er de? Er der nogen grænse? For hvis skyld blev Åbenbaringen givet? For nogle særskilte personer? For nogle enkelte menigheder eller noget særligt tidsafsnit? – Nej! Den er for hele menigheden til alle tider, så længe noget af det deri forudsagte endnu står uopfyldt. Den gælder alle dem, der kan gøre fordring på at kaldes ”hans tjenere”, hvor og når som helst de lever.

Dette udtryk minder os atter om den almindelige synsmåde, at Åbenbaringen ikke kan forstås. Gud siger, at den blev givet for at vise hans tjenere noget, og dog siger mange af dem, der udlægger hans ord, at den ikke viser noget, fordi ingen kan forstå den! Som om Herren ville kundgøre menneskeslægten nogle vigtige sandheder og dog være mere tåbelig end et menneske, så han fremstillede dem i et sprog eller ved billeder, som intet menneske kunne fatte! Som om han ville byde et menneske at betragte en fjern genstand og så oprejse en uigennemtrængelig skranke mellem ham og den betegnede genstand! Eller som om han ville give sine tjenere et lys, der kunne lede dem gennem nattens mørke, og dog over samme lys kaste et dække så tæt og tungt, at ikke én lysstråle kunne gennemtrænge foldernes mørke! Hvor dog de vanærer Herren, som driver sådan gæk med hans ord! Nej, Åbenbaringen vil svare til den hensigt, hvori den blev givet, og ”hans tjenere” vil lære af den ”de ting, som snart skal ske”, og som angår deres evige frelse.

Sin engel. - Kristus udsendte ”sin engel” og gav Åbenbaringen ved ham til Johannes. En vis engel synes her at være omtalt; men hvilken engel kunne mest passende kaldes Kristi engel? Kan man ikke finde svar på dette spørgsmål i Daniels profeti? I Dan. 10: 20 sagde en engel, der utvivlsomt var Gabriel (se Dan. 9, 10 og 11:1), idet han kundgjorde Daniel nogle vigtige sandheder: ”Der er ikke én, som står mig kraftig bi mod disse, uden Mikael, jeres fyrste.” Hvem Mikael er, erfarer man let. Judas (9. vers)kalder ham ”overenglen”, og Paulus siger, at når Frelseren kommer ned fra himlen, og de døde i Kristus skal opstå, skal overengelens røst høres. 1 Tes. 4: 16. Hvis røst skal høres i den underfulde time, når de døde skal kaldes til live? Herren selv svarer: ”Forundrer jer ikke herover; thi den time kommer, på hvilken alle de i gravene skal høre hans røst” (Joh. 5: 29), og foregående vers viser, at den hvortil her hentydes, og hvis røst da skal høres, er menneskenes søn eller Kristus. Det er altså Kristi røst, der kalder de døde op af gaven. Paulus erklærer, at denne røst er overengelens røst, og Judas siger, at overenglen kaldes Mikael, den selv samme, der nævnes i Daniels bog. Alle disse udtryk gælder Kristus. Daniel vidner altså, at de sandheder, der skulle åbenbares for ham, var givet Kristus og betroet udelukkende til ham og til en engel, hvis navn var Gabriel. I lighed med den gerning at meddele ”den elskede profet” vigtige sandheder er Kristi gerning i Åbenbaringen at meddele den ”elskede discipel” vigtige sandheder. Og hvem kan ved denne gernings udførelse være hans engel uden den samme, der deltog med ham i det forrige værk, nemlig engelen Gabriel? Denne kendsgerning kaster lys over enkelte punkter i denne bog på samme tid, som det også synes mest rimeligt, at det samme væsen, der havde det hverv at bringe budskab til den gamle pagts fornemste profet, også skulle udføre samme tjeneste for den, der svarer til Daniel i evangeliets tidsalder. Se Åb. 19: 10.

Velsignelsen. - ”Salig er den, som læser, og de, som hører profetiens ord.” Findes der nogen så ligefrem og tydelig velsignelse forkyndt over dem, som hører, læser og bevarer nogen anden del af Guds ord? Hvilken opmuntring har vi da ikke til at granske Åbenbaringen! Og kan vi herefter sige, at den ikke kan fattes? Tilbydes der nogen velsignelse for at granske en bog, som det er unyttigt at granske? Man kan nok påstå med mere uforskammethed end fromhed, at ”enhver fordærvet tidsalder udmærker sig ved nye fortolkninger over Åbenbaringen”, eller at ”granskningen af Åbenbaringen enten finder eller gør et menneske galt”; men Gud har nu engang udtalt sin velsignelse over den; han har givet sit bifald til alvorlig granskning af dens vidunderlige blade, og med en sådan opmuntring fra en sådan kilde lader Guds børn sig ikke skræmme af tusinde svage vindstød fra mennesker, som advarer derimod.

Enhver fuldbyrdelse af profetien medfører sine pligter; derfor findes der visse ting i Åbenbaringen, som man må holde eller iagttage, pligter i livet, som må udføres som følge af profetiens fuldbyrdelse. Et mærkeligt eksempel herpå forekommer i Åb. 14: 12, hvor der står: ”Her er de, som bevarer Guds befalinger og Jesu tro.”

Men Johannes siger: ”Tiden er nær”. Dette er en bevæggrund til for at granske denne bog, noget, der bliver mere og mere vigtigt, jo nærmere man kommer den store fuldendelse. Herom anfører vi nogle træffende betragtning af en anden forfatter: ”Vigtigheden af at granske Åbenbaringen tiltager med tiden. Her er ting, som snart skal ske. Selv da Johannes vidnede om Guds ord og Jesu Kristi vidnesbyrd og om alle de ting, han så, var allerede den lange periode forhånden, inden hvilken disse scener skulle følge på hverandre. Dersom tidens nærhed dengang var en bevæggrund til at give agt på Åbenbaringens indhold, hvor meget mere må den da være det nu. Hvert henrullende århundrede, hvert år, der afsluttes, drager med forøget kraft opmærksomheden hen til den sidste del af den hellige skrift. Og viser ikke den iver, hvormed man hengiver sig til det nærværende, som er særegen for vor tid og vort land, endnu mere det fornuftige ved denne påstand? Der har i sandhed aldrig været nogen tid, da man mere tiltrængte en stærk modvægt. Jesu Kristi åbenbaring har, når den samvittighedsfuldt granskes, en god indflydelse i denne retning. Gid alle kristne i fuldeste mål måtte få den velsignelse, som er lovet den, der hører profetiens ord og bevarer det, som er skrevet i den; thi tiden er nær”. Thomsons Patmos, side 28, 29.

Straks efter velsignelsen nævnes, hvem Åbenbaringen er skrevet til, med disse ord:

  4.  Johannes sender hilsen til de syv menigheder i provinsen Asien:
      Nåde være med eder og fred fra ham, som er, og som var, og som
      kommer, og fra de syv ånder, som er foran hans trone,
  5.  og fra Jesus Kristus, det troværdige vidne, den førstefødte af
      de døde og den, der hersker over jordens konger. Ham, som elsker os 
      og har løst os af vore synder med sit blod
  6.  og har gjort os til konger og præster for sin Gud og Fader - ham
      være æren og magten i evighedernes evigheder! Amen. 

Menighederne i Asien. Der var flere menigheder i Asien end syv. Man kan gerne indskrænke sig til det vestlige brudstykke af Asien, der kendes under navnet Lilleasien, eller man kan lægge i ordene en betydning på et endnu mindre landområde; thi selv i den ubetydelige del af Lilleasien, hvor de syv nævnte menigheder så, ja endog midt imellem dem lå der andre vigtige menigheder. Kolossa lå kun et lille stykke fra Laodicea, og det var til de kristne i Kolossa, Paulus skrev Kolossenser brevet. Miletus lå endnu nærmere end nogen af de syv til øen Patmos, hvor Johannes fik synet, og det var et vigtigt samlingssted for menigheden, hvilket man kan skønne deraf, at Paulus under et af sine ophold der sendte bud til menighedens ældste i Efesus, at de skulle møde ham i Miletus. Apg. 20;17-38. På samme sted efterlod han også sin discipel Trofimus syg, uden tvivl til kristelige brødres omsorg, 2 Tim. 4;20. Troas, hvor Paulus tilbragte en tid sammen med disciplene, og hvorfra han begyndte sin rejse efter at have ventet, indtil sabbaten var forbi, lå ikke langt fra Pergamus, der nævnes blandt de syv. Det bliver derfor et spørgsmål af vigtighed at afgøre, hvorfor blot syv af Lilleasiens menigheder nævnes som de, hvem Åbenbaringens bog blev skrevet til. Gælder nu det, der siges om de syv menigheder i 1. kap. Og til dem i 2. og 3. kap. Udelukkende de syv menigheder, som er nævnt, idet forholdene blot beskrives, som de dengang var iblandt dem, og profetien blot skildrer, hvad der forestod dem alene? Dette kan vi ikke indrømme af følgende grunde:

1.Hele Åbenbaringens bog (se kap. 1:3, 11, 20; 22:16) er skrevet til de syv menigheder (11. vers); men bogen gjaldt ikke mere dem end andre kristne i Lilleasien, dem f. eks. Som boede i Pontus, Galatien, Kappadocien og Bithynien, til hvem Peter skriver (1. Pet. 1:1), eller de kristne i Kolossa, Troas og Miletus, som lå midt imellem de nævnte menigheder.

2. Kun en lille del af bogen kunne have vedrørt de 7 menigheder i og for sig eller nogen af de kristne på Johannes’ tid; thi de begivenheder, den beskriver, lå for det meste så langt ind i fremtiden, at de nåede langt udenfor den daværende slægts levetid og selvfølgelig ikke kunne udelukkende vedkomme dem.

3. De syv stjerner, som menneskets søn holdt i sin højre hånd (20. vers), erklæres at være de syv menigheders engle. Alle er uden tvivl enige om, at menighedernes engle er menighedernes forstandere. At menneskets søn holder dem i sin højre hånd betegner, at han har lovet at opholde lede og beskytte dem. Men der var kun syv i hans højre hånd; er det da blot syv, som menighedernes store mester således tager sig af? Kan ikke snarere alle Herrens tjenere under evangeliet drage trøst af denne femstilling og vide, at menighedens store hoved opholder og leder dem med sin højre hånd? Dette synes at være den eneste rimelige slutning.

4. Da Johannes så ind i den kristelige tidsalder, så han kun syv lysestager, og imellem dem stod menneskets søn. At menneskets søn står midt imellem dem, må betegne hans nærværelse hos dem, at han omhyggelig våger over dem og nøje prøver alle deres gerninger. Men antager han sig således kun syv særskilte menigheder under den nye husholdning? Må vi ikke hellere antage, at denne scene fremstiller hans stilling lige overfor alle hans menigheder i evangeliets tid? Hvorfor nævnes da kun syv? Syvtallet benyttes i skriften til at betegne fylde og noget fuldendt. Det minder uden tvivl på en eller anden måde om det store værk, som skete på tidens første syv dage, der har delt alle tidsaldre i uge-kredse. Ligesom de syv stjerner må de syv lysestager betegne det hele af det, som de afbilder. De må være et symbol af den hele evangeliske menighed i syv dele eller perioder; derfor må de syv menigheder også opfattes på samme måde.

5. Hvorfor valgtes da netop de syv særskilte menigheder, som nævnes? Utvivlsom af den grund at disse menigheders navne ifølge sin betydning fremstiller de religiøse hovedtræk af de perioder af evangeliets tidsalder, som de hver for sig repræsenterer. Af denne grund forstår vi ved ”de syv menigheder” ikke blot de syv menigheder i Asien, som gik under disse navne, men syv dele af den kristne menighed fra apostlenes dage indtil prøvetidens slutning (se Åb. 2: 1).

Velsignelsens kilde. - ”Fra den, der er og der var og der kommer,” et udtryk, der betegner den fuldkomne evighed i fortid og fremtid og blot kan anvendes på Gud Fader. Dette udtryk anvendes vistnok aldrig om Kristus. Han omtales som en anden person, forskellig fra den, der beskrives således.

De syv ånder. - Dette udtryk gælder sandsynligvis ikke engle, men Guds ånd. Den er en af de kilder, hvorfra nåde og fred tilflyder menigheden. I anledning af det interessante spørgsmål om de syv ånder bemærker Thompson; ”Det vil sige fra den Helligånd, der kaldes ”de syv ånder”, fordi syv er et helligt og fuldkomment tal. Den benævnes således, ikke på grund af noget indvortes flertal, men fordi dens gaver og virkninger er overflødige og fuldkomne.” Barnes siger; ”Tallet syv benyttes om den Helligånd med hensyn til den mangfoldighed og fylde, som ses i dens virkninger på menneskene samt til de mangfoldige måder, hvorpå den styrer begivenhederne i verden, således som det videre udvikles i denne bog.” Bloomfield fremstiller dette som den almindelige tolkning.

Hans trone. - Gud Faders trone, såsom Kristus endnu ikke har indtaget sin egen trone. At de syv ånder står for hans trone, ”Skal måske antyde den kendsgerning, at den Helligånd altid står rede til, uoverensstemmende med den almindelige fremstilling i skriften, at udsendes for at udføre et eller andet vigtigt formål i menneskenes anliggender.”

Og fra Jesus Kristus. - Altså er Kristus ikke den, der i foregående vers betegnes som” den der er og der var og der kommer.” Nogle af de væsentligste kendetegn på Kristus nævnes her; han er:

Den tro vidne. Alt, hvad han vidner, er sandhed, og hvad han lover, vil han sikkert holde.

Den førstefødte af de døde. - Dette udtryk stemmer med 1 Kor. 15: 20, 23; Heb. 1: 6; Rom. 8: 29 og Kol. 1: 15, 18, hvor man finder sådanne udtryk om Kristus som ”førstegrøden af de hensovede”, ”den førstefødte i jorderige”, ”den førstefødte af mange brødre”, ”skabningens førstefødte”, ”den førstefødte af de døde”. Men vi tror ikke, disse udtryk betegner, at han blandt dem, der skulle oprejses fra de døde, var den første med hensyn til tid; thi andre blev oprejst før ham. Det vil også være en sag af meget liden vigtighed. Men han var den fornemmeste blandt og midtpunkt for alle dem, der opstod af graven; thi det var i kraft af Kristi kommende gerning og opstandelse, at de blev oprejst, som opstod før ham. I Guds plan var han den første såvel i tid som i værdighed; thi før planen om Kristi sejer over graven var fattet i Guds tanke, han, som kalder de ting, der ikke er, som om de var (Rom. 4, 17), udfriedes ingen af dødens vælde, og siden efter skete det i kraft af Kristi opstandelse, der i tidens fylde skulle fuldkommes. Kristus kaldes derfor ”den førstefødte af de døde” (Åb. 1: 5), ”førstegrøden af de hensovede”, Kor. 15: 20), ”den førstefødte af mange brødre” Rom. 8: 29), samt endelig ”den førstefødte af de døde” (Kol. 1: 18). I Ap. Ger. 26: 23 omtales han som ”den første af de dødes opstandelse, [der] skulle forkynde lys for folket og hedningerne”, det vil sige den første, som ved at opstå fra de døde skulle forkynde lys for folket. (Se den gr.tekst i nærværende skriftsted og Bloomfilds anmærkning om samme, ligeså værket Man’s Nature and Destiny, 17 kap.

Jordens kongers fyrste. - Kristus er allerede nu fyrste over jordens konger i en vis forstand. Paulus vidner i brevet til Efeserne 1: 20, 21, at han blev sat ved Guds højere hånd i himlene ”langt over alt fyrstendømme og myndighed og magt og herredømme og alt navn, som nævnes, ikke alene i denne verden, men også i den tilkommende”. De højeste navne, som nævnes i denne verden, er jordens fyrster, konger, kejsere og store, mægtige herskere; dog stilles Kristus langt over dem. Han har sæde hos Faderen på verdensaltets trone (kap. 3: 21) og har lige rang med ham i at styre og afgøre nationernes anliggender.

I mere særegen forstand vil Kristus blive jordens kongers fyrste, når han indtager sin egen trone og denne verdens riger bliver ”vor herres og hans salvedes”, når de af Faderen overgives i hans hånd og han kommer med et navn skrevet på sit klædebon og på sin lænd ”kongers konge og herrers herre” for at sønderknuse hedningerne ligesom lerkar. Åb. 19:16; 2: 27.

Ham som har elsket os. - Vi har troet, at jordiske venner, fader og moder, brødre og søstre og andre kære venner elskede os; men vi ser, at ingen kærlighed fortjener at nævnes i sammenligning med Kristi kærlighed til os. Den følgende sætning lægger endogså en dybere betydning i foregående ord: ”Og aftvættede vore synder med sit blod.” Hvilken kærlighed er ikke denne! ”Ingen har større kærlighed end denne, at en sætter sit liv til for sine venner.” ”Men gud beviser sin kærlighed mod os derved, at Kristus døde for os, da vi endnu var syndere”, Ja mere end dette, - han ”har gjort os til konger og præster for sin Gud og fader.” Fra syndens spedalskhed bliver vi rensede ved ham, - fra fjender bliver vi ikke blot venner, men oprejses til en ærefuld og værdig stilling. Denne renselse og denne ophøjelse til konger og præster, hvilken tilstand gælder den? Den nærværende eller den tilkommende? – Hovedsagelig den tilkommende; thi først da skal vi nyde disse velsignelser i højeste mål. Når forsoningen er fudbyrdet er vi for evigt fuldkommen befriet fra vore synder; her tilgives de blot på betingelser og udslettes ved et løfte. Men når de hellige får lov til at sidde med Kristus på hans trone, således som han lover dem af menigheden i Laodicea, der sejrer, når de modtager riget under al himlen og regerer indtil evighedernes evighed, da bliver de konger i en højere betydning, end de nogensinde kan blive i den nærværende tilstand. Dog kan så meget heraf anvendes på vor nuværende tilstand, at en kristen nu kan tilegne sig disse opmuntrende ord og glæde sig ved dem; thi allerede her kan vi sige, at vi har forløsning på grund af hans blod, skønt denne forløsning endnu ikke er givet, og at vi har det evige liv, skønt dette liv endnu er i Sønnens hånd og først bliver os til del ved hans åbenbarelse. Det er også endnu lige så sandt som i Johannes’ og Peters dage, at Gud vil, at hans folk i denne verden skal være ham ”en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et folk til ejendom”. 1 Pet. 2: 9; Åb. 3: 21; Dan. 7: 18, 27. Intet under da, at den elskende og elskede discipel tilskrev dette væsen, der har gjort så meget for os, ”ære og kraft i al evighed”. Lad hele menigheden deltage i denne velfortjente pris til sin højeste velgører og dyrebareste ven!

  7.  Se, han kommer med Skyerne, og hvert Øje skal se ham, også de,
      som har gennemstunget ham, og alle Jordens stammer skulle jamre
      ved hans Komme. Ja, Amen! 

Han kommer med skyerne. - Her fører Johannes os frem til Kristi andet komme i herlighed, den begivenhed, der er højdepunktet og kronen på hans forsoningsværk for denne faldne verden. Engang kom han i svaghed, nu kommer han med vælde, engang i fornedrelse, nu i herlighed. Han kommer i skyerne på samme måde, som han blev optaget til himlen. Ap. Ger. 1: 9, 11.

Han kommer synlig. - ”Og hvert øje skal se ham”, nemlig alle de, der lever på den tid, han kommer. Vi kender ikke til noget Kristi andet komme som midnattens stilhed, blot i ørken eller i kamrene. Han kommer ikke som en tyv i den forstand, at han lister sig stiltiende ind på verden eller hemmelig tilvender sig noget, hvortil han ingen ret har. Men han kommer for at tage sin kæreste skat til sig, de hensovede og de levende hellige, som han har købt med sit eget dyrebare blod, - som han har revet ud fra dødens vælde i ærlig og åben kamp, og for hvem hans komme ej heller vil blive mindre åbenbart og triumferende. Han vil komme med lynets glans og pragt, ”som lynet udgår fra østen og skinner indtil vesten”, (Mat. 24: 27), med basunens lyd, der skal trænge igennem indtil jordens dybeste afgrund, og med en mægtig røst, der skal vække de hensovede hellige og oprejse dem af støvet. Mat. 24: 31; 1 Thes. 4: 16. Han kommer over de ugudelige som en tyv, alene fordi de med vilje lukker øjnene for tegnene på hans komme og ikke vil tro ordets vidnesbyrd, at han står for døren. At tale om to genkomster, et hemmeligt og et offentligt, i forbindelse med hans andet komme, således som nogle gør, er blot en plet på advent-navnet og advent-troen.

Også de, som har gennemstunget ham. - Også de (foruden de før omtalte ”hvert øje”), fornemmelig deltog i de sørgelige begivenheder ved hans død, skal se ham vende tilbage til jorden i triumf og herlighed. Men hvorledes kan dette ske? De lever jo ikke, når denne tidsalder afsluttes, hvorledes skal de da få ham at se? Jo, ved en opstandelse; thi der er ingen anden vej til livet for dem, der engang er lagt i graven. Men hvorledes går det til, at disse ugudelige da kommer frem? De ugudeliges almindelige opstandelse finder jo ikke sted før 1000 år efter Kristi andet komme. Åb. 20: 1-6. Daniel underviser os om dette idet han siger: ”Og på den tid skal Mikael, den store fyrste, der står som værn for dit folks børn, stå frem, og der skal være en trængsels tid, som aldrig har været, siden folk blev til og indtil den tid; og på samme tid skal dit folk undkomme, hver den, som findes skrevet i bogen. Og mange af dem, som sover i støvets jord skal opvågne, nogle til evigt liv og andre til skam, til evig afsky.” Dan. 12: 1,2.

Her tales om en særskilt opstandelse eller en opstandelse for nogle bestemte af de to grupper, de retfærdige og de ugudelige, før begges almindelige opstandelse; mange, ikke alle, som sover, skal opvågne, - nogle af de retfærdige, ikke alle, til et evigt liv, og nogle af de ugudelige, ikke alle, til skam, til evig afsky; og denne opstandelse foregår i forbindelse med den store trængsels tid, som aldrig har været, siden folk blev til, og som netop går forud for Herrens komme. Kunne ikke” også de, som har gennemstunget ham”, være blandt dem, der da opvågner til skam, til evig afsky? Hvad kunne vel være mere rimeligt og vel fortjent, - så vidt et menneskes tanke kan dømme, - end at de, der var årsag i vor frelsers dybeste fornedrelse, og andre, som har begået de største forbrydelser mod han, opvækkes for at skue hans forfærdelige majestæt, når han kommer triumferende i ildsluer og bringer hævn over dem, som ikke kender Gud og ikke er hans evangelium lydige?

Se Dan. 12: 2.

Menighedens svar. - ”Ja, amen!” Ihvorvel dette Kristi komme bringer forfærdelse og ødelæggelse over de ugudelige, så bringer det dog sejer og fryd til de retfærdige. Når verdens elendighed kommer, da kommer de helliges hvile. Det komme, som sker i ildsluer og for at bringe hævn over de ugudelige, skal bringe ro til alle dem, der tror. 2 Thes. 1:6-10. Enhver Kristi ven hilser ethvert vidnesbyrd om og tegn på hans genkomst som noget, der forkynder ham en stor glæde.

  8.  Jeg er Alfa og Omega, siger Gud Herren, han, som er, og som var,
      og som kommer, den Almægtige. 

Her fremstilles en anden taler. - Hidtil har Johannes ført ordet; men dette vers står ikke i forbindelse med noget af det foregående eller efterfølgende. Man må derfor af de udtryk, som benyttes, bestemme, hvem det er som her taler. Her finder vi atter udtrykket ”som er og som var og som kommer”, hvilket, som allerede bemærket, alene gælder Gud. Men, kan man spørge, betegner ikke ordet Herren, at det var Kristus? I anledning af dette punkt bemærker Varnes: ”Mangehånde skrifter har i stedet for kurios = Herre, teos = Gud, og denne læremåde benyttes af Griesbach, Tittman og Hahn og betragtes nu som den rette”. Bloomfield tilføjer ordet Gud og betegner ordene ”begyndelsen og enden” som noget blot indskudt. Således slutter på en passende måde første hoveddel af dette kapitel med, at den stor Gud åbenbarer sig selv som det væsen, der har tilværelse fra evighed og til evighed, både forbigangen og fremtidig, og er almægtig, hvorfor han kan opfylde alle fine trusler og sine løfter, som han i denne bog har givet os.

  9.  Jeg Johannes, eders Broder og meddelagtig i Trængselen og Riget
      og Udholdenheden i Jesus, var på den Ø, som kaldes Patmos, for
      Guds Ords og for Jesu Vidnesbyrds Skyld. 

Her veksler emnet, idet Johannes fortæller om det sted hvor og de omstændigheder, under hvilke Åbenbaringen blev given. Han fremstiller sig først som en broder af hele menigheden og som meddelagtig i de trængsler, som i dette liv følger med den kristne bekendelse.

”Og i riget.” - Disse ord har givet anledning til ikke liden strid. Er det virkelig Johannes’ mening, at de kristne i den nærværende tilstand er i Kristi rige, eller med andre ord, at Kristi rige allerede på hans tid var blevet oprettet? Dersom dette udtryk har noget hensyn til den nærværende tilstand, så må det være i en meget begrænset og tillempet betydning. De, som påstår, at dette sted gælder denne verden, henviser almindeligvis til 1 Pet. 2:9, for at bevise, at der er et rige nu i tiden, og hvorledes dette rige er beskaffent. Som bemærket i anledning a 6. vers hører de helliges virkelige regering til fremtiden. Det er ved mange trængsler, at os bør at indgå i Guds rige. Ap.ger. 14: 22. Men når man er indgået i riget, er trængselen forbi; trængselen og riget består ikke samtidig. Murdocks oversættelse af dette vers fra den syriske bibel udelader ordet rige og læser: ”Jeg Johannes, eders broder og delagtig med eder i den trængsel og de lidelser, som er i Jesus Messias.”Bakefield oversætter: ”Jeg, Johannes, eders broder og delagtig med eder i at lide Jesu Kristi riges trængsel.” Bloomfiels siger, at ve ordene trængsel og tålmodighed ”betegnes den modgang og det besvær, men må lide for Kristi og hans sags skyld; og basileja (=rige) antyder, at han tilligemed dem skal have del i det rige, som er beredt for dem.” Han siger, at ”den bedste fortolkning angående dette sted findes i 2 Tim.2: 12”, hvor der står: ”Dersom vi udholder, skal vi og regere med ham.” Af alt dette kan man sikkert slutte, at det rige, hvortil Johannes hentydede, er herlighedens fremtidige rige (ihvorvel der også er et nådens rige nu i tiden), samt at lidelse og tålmodighed er en forberedelse til at nyde det.

Stedet. - Den ø, som kaldes Patmos, er en liden ufugtbar klippeø ved Lilleasiens vestkyst mellem øen Ikaria og forbjerget ved Miletus, hvor i Johannes’ dage den nærmeste kristne menighed hørte hjemme. Den er omtrent 8 eng.mil lang, kun en mil bred og a8 i omkreds og kaldes nu Patino eller Patmose. Kysten er stejl og består af en række næs, det ene efter det andet, med mange havne imellem. Den eneste, der nu benyttes, er en dyb bugt i ly af høje fjelde på alle kanter undtagen en, hvor den beskyttes af et fremspringende næs. Byen ved denne havn ligger på et højt, stejlt bjerg, der hæver sig middelbart op af havet og er det eneste beboede sted på øen. Omtrent halvt oppe på dette fjeld, hvorpå byen er bygget, kan man se en naturlig hule i klippen, og sagnet vil vide, at Johannes der fik sit syn og skrev Åbenbaringen. Denne ø blev på grund af sin barskhed og ensomhed benyttet under romervældet som forvisningssted, hvilket forklarer, at Johannes opholdt sig her i landflygtighed. Apostelens forvisning fandt sted omkring året 94 ef. Kr., som almindelig antages under kejser Domitian; derfor antager man, at Åbenbaringen blev skreven 95 eller 96 ef. Kr.

Hvorfor blev han landsforvist? - ”For Guds ords og for Jesu Kristi vidnesbyrds skyld.” Dette var Johannes’ store forbrydelse og fejl. Tyrannen Domitian, der dengang bar Roms kejserlige purpur, og som udmærker sig mere ved sine laster end ved sin borgerlige stilling, skælvede for denne aldrende, men uforfærdede apostel. Han vovede ikke at lade ham kundgøre sit rene evangelium inden rigets grænser, men forviste ham til det ensomme Patmos, hvor man kunne betragte ham som udelukket af verden, dersom man kunne det nogetsteds på denne side graven. Efter at have indestængt ham på dette øde sted og sat ham til det hårde arbejde i bjergværkerne, mente kejseren utvivlsomt, at han til sidst havde skaffet denne retfærdighedens prædiker af vejen, og at verden ikke vilde høre noget mere om ham. John Bunyans forfølgere mente uden tvivl det samme, da de havde indespærret ham i fængslet i Bedford. Men når menneskene tror, at de har begravet sandheden i evig forglemmelse, oprejser Herren den i tifold herlighed og magt. Fra Bynyans mørke, snævre fængsel blussede et åndeligt lys op, der næst efter bibelen selv har fremmet evangeliets interesse. Fra den øde ø Patmos, hvor Domitian troede for bestandig at have slukket i det mindste én sandhedsfakkel, oprandt den mest ophøjede åbenbaring blandt alle den hellige skrifts bøger, og den skulle sprede sit guddommelige lys over hele den kristne verden til tidens ende. Hvor mange kommer ikke til at holde den elskede discipels navn højt i ære og at dvæle med fryd ved hans henrykkende syner af himmelsk herlighed, som aldrig får hørt navnet på det uhyre, der lod ham landsforvise! Sandelig de skriftens ord fælder under tiden endog livet i denne verden: ”De retfærdiges ihukommelse er til velsignelse; men de ugudeliges navn smuldrer hen.”

 10.  Jeg henryktes i Ånden på Herrens Dag, og jeg hørte bag mig en
      høj Røst som af en Basun, der sagde: 

I ånden. - Omendskønt Johannes var forvist fra alle sine trosbrødre, ja næsten fra verden, var han dog ikke forvist fra Gud eller Kristus, ej heller fra den Helligånd eller englene. Han havde endnu samfund med sin guddommelige herre. Udtrykket ”i ånden” synes at antyde den højeste tilstand af åndelig henrykkelse, et menneske kan nå til ved Guds ånd, og dermed begyndte hans syn.

På Herrens dag. - Hvilken dag betegnes med dette udtryk? I anledning af dette spørgsmål hævdes fire forskellige anskuelser: 1. Nogle mener, at udtrykket ”Herrens dag” dækker hele evangeliet tid uden at hentyde til nogen særskilt dag af 24 timer. 2. Andre mener, at ”Herrens dag” er dommens dag, den i skriften så ofte omtalte tilkommende ”Herrens dag”. 3. Den tredje synsmåde, som måske er den mest udbredte, er den, at udtrykket gælder ugens første dag. 4. Atter andre anser dagen for at være den syvende dag, Herrens hviledag.

1. Lige overfor den første påstand behøver man kun at svare, at Åbenbaringens bog af forfatteren (Johannes) er skrevet fra øen Patmos og dateret på Herrens dag. Forfatteren, stedet, hvor bogen blev skrevet, og dagen for dens affattelse, har hver for sig en virkelig tilværelse, og omtales ikke blot sindbilledlig eller mystisk. Siger man nu imidlertid, at der ved dagen menes evangeliets tid, så tillægger man dagen en symbolsk eller mystisk betydning, hvilket ikke er tilladeligt. Desuden medfører denne påstand den tåbelighed, at Johannes 65 år ef. Kristi død skulle have sagt, at han så det syn, han omtaler, i evangeliets tid! Som om en eneste kristen på nogen måde kunne være uvidende om denne sandhed.

2. Den anden påstand, at det skulle være dommedag, kan ikke være rigtig; thi medens Johannes vel kunne have haft et syn om dommedag, kunne han ikke have haft noget sådan på denne dag, medens den endnu lå i fremtiden. Det ord, der oversættes på, hedder på græsk en og forklares af Robinson, når det gælder tiden, som ”den tid da; et bestemt punkt eller afgrænset tidsafsnit, inden hvilket, i løbet af hvilket, på hvilket, ved hvilket noget finder sted.” det betyder aldrig om eller angående. Enten modsiger derfor de, som lader det gælde dommens dag, det benyttede sproglige udtryk, idet de opfatter det som angående istedenfor på, eller de lader Johannes berette en ynkelig usandhed, når han skulle have sagt, at han havde et syn på øen Patmos for næsten 1800 år siden på dommens dag, der endnu ligger i fremtiden!

3. Den tredje synsmåde er den, at ”Herrens dag” mener den første dag i ugen, en synsmåde, der gælder blandt de allerfleste. Men vi fordrer bevis! Hvad bevis har man for denne påstand? Teksten selv forklarer ikke udtrykket ”Herrens dag”; skal det derfor betegne den første dag i ugen, må man andetsteds i bibelen søge bevis for, at denne dag i ugen nogensinde betegnes således. De eneste andre af Guds ånd indblæste forfattere, som idet heletaget taler om den første dag, er Mathæus, Markus, Lukas og Paulus, og de omtaler den simpelthen som den første dag i ugen, men aldrig på en sådan måde, at de udmærker den frem for nogen anden af de 6 arbejdsdage. Og dette er så meget mere mærkeligt, set fra det almindeligt yndede standpunkt, som tre af dem omtaler den på samme tid, som man siger, at den skulle være bleven ”Herrens dag”, ved Herrens opstandelse på den, og to af dem omtaler den en 30 år efter nævnte begivenhed.

Siger man nu, at udtrykket ”Herrens dag” var den sædvanlige betegnelse på Johannes’ tid for den første dag i ugen, så spørger vi, hvor er beviset derfor? Det findes ikke! Tvertimod har vi bevis for det modsatte. (Se History of the Sabbat og Complete Testimony of the Fathers, af J. N. Andrews, udkomne I Review Office, Battle Creek, Mich.) Såsandt dette havde været den almindelige betegnelse for den første dag, dengang Åbenbaringen blev skreven, så havde samme forfatter ganske vist også kaldt den således i alle sine følgende skrifter; men Johannes skrev sit evangelium efter Åbenbaringen, og dog kalder han i dette evangelium ugens første dag, ikke Herrens dag, men ligefrem den ”første dag i ugen”. Til bevis for at evangeliet affattedes senere end Åbenbaringen, behøver man kun at slå efter hos sådanne anerkendte, sagkyndige som: Religious Encyclopedia, Barnes’ Notes, Biblical Dictionary, Cottage Bible, Domestic Bible, Mine Explored, Union Bible Dictionary, Comprehensive Bible, Paragraph Bible, Blooomfield, dr. Hales, Horne, Nevins og Olshausen.

Hvad der endvidere beviser det uholdbare ved nævnte påstand til gunst for den første dag, er dette, at hverken Faderen eller Sønnen nogensinde har forbeholdt sig den første dag som sin egen i nogen højere forstand end enhver af de andre arbejdsdage. Ingen af dem har nogensinde knyttet nogen særlig velsignelse eller hellighed til den. Skulle den kaldes Herrens dag, fordi Kristus opstod på den, ville utvivlsomt de hellge Guds mænd på en eller anden måde have underrettet os derom. Nu er der imidlertid andre tildragelser, der er ligeså uundværlige i forløsningsværket som for eksempel Kristi korsfæstelse og himmelfart; da man nu angående dette savner al oplysning, hvorfor kunne man så ikke kalde den dag, hvorpå en af de sidstnævnte begivenheder tildrog sig, Herrens dag, ligesåvel som den dag han opstod fra de døde?

4. Da vi nu har prøvet de første tre betragtningsmåder, og modbevist dem, vil vi henvende vor opmærksomhed på den fjerde, nemlig at Herrens dag betegner Herrens hviledag, sabbaten. Og dette lader sig såre let bevise. 1. Da Gud i begyndelsen gav mennesket seks af ugens dage til arbejde, forbeholdt han sig selv udtrykkelig den syvende samt velsignede den og helligede den. 2. Moses sagde den sjette dag i ugen til Israel i ørkenen Sin: I morgen er det sabbat, hellighedshvile for Herren.” 2. Mos.16: 23. Dernæst kommer vi til Sinai, hvor den store lovgiver kundgjorde sin sædelov med forfærdelig majestæt, og i denne ypperligste lov forbeholder han sig med følgende ord sin hellige dag: ”Men den syvende dag er sabbat for Herren, din Gud; … thi i seks dage gjorde Herren himlen og jorden, havet og alt det, som er i dem, og hvilede på den syvende dag; derfor velsignede Herren sabbatsdagen og helligede den.” 2 Mos.20: 10, 11. Ved profeten Esaias taler Herren omtrent 800 år senere som følger: ”Dersom du holder din fod i hvile på sabbaten, og ikke gør, hvad du selv har behag i, på min hellige dag, … da skal du forlyste dig i Herren,” og så videre Es. 58: 13, 14. Kommer vi til det nye testamentes tider, så vider han, som er ét med Faderen, udtrykkelig: ”Menneskets søn [er] en herre også over sabbaten.” Mark. 2: 28.

Kan nu nogen nægte, at den dag eer ”Herrens dag”, hvorom han udtrykkelig har erklæret, at han er dens herre? Man ser således, at ingen anden dag end den store Skabers hviledag kan kaldes Herrens dag, enten den må tillægges Faderen eller Sønnen.

Endnu en betragtning, før vi går videre! Der er i evangeliets tid en dag, der frem for de andre ugens dage særlig betegnes som Herrens dag, hvor fuldstændig denne store sandhed modbeviser den påstand, nogle fremsætter, at der under evangeliet ikke er nogen sabbat, men at alle dage er lige. Og ved at kalde den Herrens dag har apostlen ved slutningen af det første århundrede højtidelig stadfæstet helligholdelsen af den eneste dag, der kan kaldes Herrens dag, den syvende i ugen.

 11.  Jeg er Alfa og omega, den første og den sidste; og hvad du ser, 
      skriv det i en Bog, og send det til de syv  Menigheder, til
      Efesus og til Smyrna og til Pergamus og til Thyatira og til
      Sardes og til Filidelfia og til Laodikea. 

I anledning af dette vers bemærker dr. A. Clarke: Hele udtrykket” jeg er alfa og omega, den første og den sidste, og” mangler i ABC; 31 andre; nogle udgaver, det syriske, koptiske, æthiopiske, armeniske, slavoniske,i Bulgata, hos Arethas, Andreas og Primasius. Griesbach har udeladt det af teksten.” Han siger også, at udtrykket ”i Asien” mangler i de fornemste håndskrifter og oversættelser, som at Griesbach også udelader dette første og den sidste, og” som utvivlsomt noget senere indskudt, ligeledes ordene ”i Asien”. Der står da:”… der sagde: Hvad du ser, skriv det i en bog og send det til de syv menigheder, til Efesus og så videre.” Se oversættelse af Whiting, Wesley, Americn Bible Union og andre. Sammenlign bemærkningerne ved 4 vers.

 12.  Og jeg vendte mig for at se Røsten, som talte med mig;
      og da jeg vendte mig, så jeg syv Guldlysestager
 13.  og midt imellem de syv Lysestager en, lig en Menneskesøn, iført
      en fodsid Kjortel og omgjordet om Brystet med et Guldbælte.
 14.  Men hans Hoved og Hår var hvidt som hvid Uld, som Sne; og hans
      Øjne som Ildslue;
 15.  og hans Fødder lignede skinnende Malm, når det gløder i Ovnen;
      og hans Røst var som mange Vandes Lyd;
 16.  og i sin højre Hånd havde han syv Stjerner; og af hans Mund
      udgik der et tveægget, skarpt Sværd, og hans Udseende var som
      Solen, når den skinner i sin Kraft.
 17.  Og da jeg så ham, faldt jeg ned for hans Fødder som død; og han
      lagde sin højre Hånd på mig og sagde:
 18.  Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den levende; og
      jeg var død, og se, jeg er levende i Evighedernes Evigheder, og
      jeg har Dødens og Dødsrigets Nøgler. 

Jeg vendte mig for at se røsten; det er den person, fra hvem røsten kom. Syv guldlysestager: dette kan ikke være modbilledet af guldlysestagen under den gamle pagts forbilledlige tempeltjeneste, såsom der kun var én lystestage med syv arme, og den bestandig kun omtales i ental. Her er syv, og disse er egentlig lampestager, hvorpå man sætter lamperne, der skal kaste lyset ud i værelset, og ikke simpelthen lysestager. De har heller ingen lighed med fortidens lysestager; tvertimod er stagerne så adskilte og står så langt fra hverandre, at menneskets søn vandrede midt imellem dem.

Et menneskes søn. - Den henrivende figur, der danner midtpunktet i den scene, som nu viste sig for Johannes, er den majestætiske skikkelse af en lig et menneskes søn, der fremstiller Kristus. Den måde, hvorpå han her beskrives med den side kjortel, det hvide hår, ikke grånet af alder, men skinnende af den himmelske herligheds klarhed, og øjne som ildsluer, med fødder som det skinnende kobber, der glødede i ovnen, og en røst som mange vandes lyd, kan ikke overtræffes i ophøjet majestæt. Overvældet af dette høje væsens nærhed, kanske også under en levende følelse af son egen uværdighed, faldt Johannes ned for hans fødder som en død: men han lægger sin hånd opmuntrende på ham, og byder ham med en mild, beroligende stemme ikke at frygte. En kristen har endnu lige så stor forret; han kan føle sig berørt af samme hånd og således erholde styrke og trøst under prøvelse og modgang; han kan høre samme røst, der siger til ham: Frygt ikke!

Det mest trøsterige blandt alle disse trøsterige ord er den erklæring fra dette ophøjede væsen, som lever i al evighed, at han er den, der råder for døden og graven. Han siger: ”Jeg har helvedes [hades = dødsriget eller graven] og dødens nøgler”. Døden er en overvunden tyran. Om end han tid efter anden ved sin skumle gerning famler jorden dyrebare skatte i graven og en stund fryder sig ved sin tilsyneladende sejer, så udfører han dog et frugtesløst arbejde; thi nøglen til dødsrigets mørke fængsel er bleven ham fravristet og hviler nu i en mægtigeres hånd. Han må nedlægge, hvad han har vundet ved sine sejre på et sted, hvor en anden har uindskrænket myndighed, og denne mægtige sejrherre er sit folks uforanderlige ven og har lovet at forløse dem. Sørg derfor ikke over de retfærdige døde; de er i god forvaring; en fjende tager dem for en stund borg; men en ven har nøglen til det sted, hvor de blot midlertidig holdes forvarede.

 19.  Skriv, hvad du så, både det, som er, og det, som skal ske herefter. 

I dette vers får Johannes en mere bestemt befaling om at nedskrive hele Åbenbaringen, der hovedsagelig angik de ting, som skulle ske i fremtiden. På nogle steder hentydedes der til begivenheder, som var forbigangne eller nærværende; men disse hentydninger gjordes kun for at indlede de tildragelser, der senere skulle ske, så at intet led i rækken skulde mangle.

 20.  De syv Stjerners Hemmelighed, hvilke du har set i min
      højre Hånd, og de syv Guldlysestager. De syv Stjerner er de syv
      menigheders engle, og de syv lysestager, som du så, er de syv menigheder. 

At fremstille menneskets søn som den, der i sin hånd blot holder de syv forstandere for de syv særskilte menigheder i Lilleasien, og blot vandrer iblandt disse syv menigheder, ville være at gøre disse ophøjede fremstillinger og vidnesbyrd i indeværende og følgende kapitler til noget forholdsvis betydningsløst. Herrens forsyns omhu og nærværelse er med alt hans folk, ikke blot med nogle særskilte menigheder, - den tilhører alle tider, ikke blot Johannes’ dage. Jesus sagde til sine disciple: ”Se, jeg er med eder alle dage indtil verdens ende.” (Se anmærkningerne til 4. vers.)