2. Kapitel - De syv menigheder

Menigheden i Efesus. - I bemærkningerne over Åb. 1;4 har vi anført nogle grunde, hvorfor de syv menigheder eller rettere sagt, det som skrives til dem, må betragtes som profetisk og gælde syv tidsafsnit, som omfatter hele den kirkelige tidsalder. Vi vil her tilføje, at denne synsmåde hverken er ny eller enestående. Benson citerer biskop Newtons ord: ”Mange, og blandt dem sådanne lærde mænd som More og Vitringa, påstår, at de syv breve er profetiske, og beskriver ligeså mange på hinanden følgende tidsafsnit eller tilstande i menigheden fra begyndelsen til enden.”

Scott siger: Mange fortolkere har tænkt sig, at disse breve til de syv menigheder var symbolske forudsigelser om syv forskellige tidsafsnit, hvori hele tiden fra apostlenes dage til verdens ende blev delt.” Ihvorvel Newton og Scott ikke selv hævder denne synsmåde, beviser dog deres vidnesbyrd tilstrækkelig, at mange fortolkere har haft denne anskuelse.

Matthew Henry siger: ”Enkelte berømte skriftfortolkere har næret en anskuelse, der kan gengives med Vitringas ord: Under den sindbilledlige fremstilling af de syv menigheder i Asien har den Helligånd beskrevet syv forskellige tilstande inden den kristne menighed, hvilke skulle følge efter hverandre og nå til Frelserens komme og alle tings fuldbyrdelse. Dette fremstilles i beskrivelser, der hentes af nævnte menigheders navn og tilstand, på det de kunne se sig selv og lære både sine gode egenskaber og sine mangler at kende samt få de påmindelser og formaninger, der egnede sig for dem! Vitringa har her sammendraget de beviser, man kan anføre til fordel for denne udtydning. Nogle af disse vidner om megen åndrighed, men betragtes ikke for nærværende som tilstrækkelige til at opretholde denne teori. Gill er en af de fornemste blandt de engelske skriftfortolkere, der slutter sig til nævnte synsmåde, nemlig at de er profetiske og angår Kristi menigheder inden de forskellige tidsafsnit, indtil han kommer igen.”

Det fremgår af ovenanførte forfattere, at hvad der har ført den nyere tids fortolkere til at bortkaste den anskuelse, at brevene til de syv menigheder er profetiske, er den forholdsvis nye og ubibelske lære, om et jordisk tusindårsrige. Menighedens sidste tilstand, således som den beskrives i Åb. 3;15–17, ansås uforenelig med den herlige tilstand, som der ville blive på jorden i de tusinde år, når hele verden blev omvendt til Gud. Derfor har i dette som i mange andre tilfælde den anskuelse, som stemmer bedst med skriften, måttet vige for en mere behagelige. Menneskehjertet elsker smiger endnu ligesom i fordums tid, og de, der lover fred og tryghed, finder altid åbne og villige øren.

Den første menighed, der nævnes, er Efesus. Ifølge den her gjorte anvendelse skulle denne svare til kirkens første eller apostoliske tidsalder. Ordet Efesus betyder ønskværdig. Dette udtryk passer godt på menighedens karakter og tilstand i den første tid. De første kristne havde annammet Kristi lære i dens renhed. De nød den Helligånds gaver og velsignelser. De fik ros for sine gerninger, sit arbejde og sin tålmodighed. De holdt fast ved Kristi læres rene grundsætninger og kunne derfor ikke fordrage de onde; de prøvede falske apostle, undersøgte deres sande karakter og fandt at de var løgnere. At dette skete udelukkende i den ene, særskilte menighed i Efesus mere end i andre menigheder på den tid, er det intet bevis for. Paulus siger intet desangående i det brev, han skrev til denne menighed. Men det skete i den kristne menighed i det hele taget i hin tidsalder, og på den tid var dette et meget passende arbejde. (Se Apg. 15; 2 Kor. 11;13.)

Menighedens engel. - Menighedens engel må betegne dens sendebud eller forstander, og da disse menigheder dækker hver sit tidsafsnit, må hver menigheds engel betegne Kristi sendebud eller alle Kristi sande tjenere i det tidsafsnit, nævnte menighed tilhører. Skønt henvendt til forstanderne kan de forskellige budskaber dog ikke opfattes som gældende dem alene, men de henvendes utvivlsomt gennem dem til menigheden.

Grunden til klage. - ”Men jeg har dette imod dig,” siger Kristus, at du har forladt din første kærlighed.” Thompson siger i anledning heraf: ”At forlade den første kærlighed fortjener ikke mindre irettesættelse end at afvige fra vigtige lærepunkter eller fra en kristelig vandel. Beskyldningen er ikke, at den er falden fra nåden, ej heller at kærligheden er udslukket, men at den er formindsket. Ingen nidkærhed eller lidelse kan træde i stedet for den første kærlighed.” Den tid burde aldrig komme i en kristens erfaring, da han ej kunne svare, hvis man bad ham om at sige, hvornår han nærede den største kærlighed til Kristus: I dette øjeblik. Men kommer der en sådan tid, så bør man komme i hu, hvorfra man er falden, tage tid dertil, omhyggelig betragte den forrige tilstand, da man stod i nåde hos Gud, og skynde sig at vende om og søge tilbage til hin ønskelige tilstand. Kærligheden ligesom troen viser sig i gerninger, og når man erholder den første kærlighed, så frembringer den altid de første gerninger.

Truslen. - ”Men hvis ikke, da kommer jeg snart over dig, og vil flytte din lysestage fra dens sted, hvis du ikke omvender dig.” Det her nævnte komme må være et billedligt komme, som betyder en hjemsøgelse, eftersom den er afhængig af betingelser. At lysestagen flyttes, betegner, at de skal berøves evangeliets lys og forret, der skal overgives i andre hænder, medmindre de bedre fylder den ansvarsfulde stilling, som er dem betroet. Men man kunne spørge, forudsat at disse budskaber er profetiske, bliver da ikke lysestagen flyttet på en eller anden måde, hvad enten de omvender sig eller ej, eftersom denne menighed efterfølges af den næste, som indtager det næste tidsafsnit? Og er ikke dette en indvending imod at betragte nævnte menigheder som profetiske? Vi svarer: Afslutningen af det tidsafsnit, en menighed optager, er ikke det samme, som at menighedens lysestage flyttes. At lysestagen flyttes er det samme som, at de berøves den forret, som de kunne og burde have nydt en længere tid. Det er det samme, som at Kristus forkaster dem som sine repræsentanter, der udbreder evangeliets sandhed og lys i verden. Og denne trussel gælder ligeså godt enkelte medlemmer som hele menigheden. Hvor mange af dem, der bekendte sig til kristendommen i dette tidsafsnit, der således kom til kort og blev forkastede, ved vi ikke; det var uden tvivl mange. Og således ville det vedblive: Nogle ville blive standhaftige, andre ville gå tilbage og ikke længere være lysbærere i verden, medens nye medlemmer udfyldte de pladser, der var bleven ledige ved død og frafald, indtil menigheden når et nyt tidsafsnit i sin erfaring, hvilket indfører en ny periode i dens historie og falder ind under et nyt budskab.

Nikolaiterne. - Hvor villig er ikke Kristus til at rose sit folk for enhver god egenskab, de har! Findes der noget, han synes om, så nævner han det først. Efter at han i dette budskab til menigheden i Efesus har omtalt deres rosværdige træk og derefter deres fejl, nævner han, som om han nødig ville gå nogen af deres gode egenskaber forbi, dette, at de hadede Nikolaiternes gerninger, hvilke også han hadede. I 15. vers fordømmes også deres lære. Det ser ud, som de var folk, hvis gerninger og lære var lige afskyelige for Herrens åsyn. Der hersker nogen tvivl med hensyn til deres oprindelse, idet nogle udleder dem fra Nikolaus af Antiokia, en af de syv menighedstjenere (Apg. 6;5); andre mener, at de kun udleder sin oprindelse fra ham for at vinde anseelse af hans navn: atter andre tror, at sekten fik navn af en senere Nikolaus, hvilket sandsynligvis ligger sandheden nærmest. Angående deres lære og liv synes man at være ganske enig om, at de hyldede flerkoneri, betragtede ægteskabsbrud og hor som lige gyldige ting og tillod at æde afgudsoffer. (Se Religious Encyclopedia, Clarke, Kitto og andre sagkyndiges skrifter.)

Opfordringen til agtpågivenhed. - ”Hvo, som har øren, høre, hvad Ånden siger til menighederne …” Dette er en højtidelig måde at vække almindelig opmærksomhed på for det, som er af højeste vigtighed for alle. Samme udtryk anvendes til enhver af de syv menigheder. Da Kristus vandrede på jorden, benyttede han selv samme udtryksmåde, når han ville henlede folkets opmærksomhed på de vigtigste lærdomme. Han benyttede den, da han talte om Johannes´ mission (Matt. 11;15), i lignelsen om sædemanden (Matt. 13;9) samt i lignelsen om klinten (Matt. 13;43), hvor han fremstiller verdens ende; det anvendes også med hensyn til fuldbyrdelsen af en vigtig profeti i Åb. 13;9.

Løftet til de, som sejrer. - Den, som sejrer, han skal spise af livets træ, som er midt i Guds paradis eller have. Hvor ligger dette paradis? Svar: i den tredje himmel. Paulus skriver (2 Kor. 12;2), at han kendte et menneske (han taler om sig selv), der blev henrykt indtil den tredje himmel”. I 4. vers kalder han samme sted ”paradis”, hvoraf man må drage den slutning, at paradis er den tredje himmel. I dette paradis er livets træ. Nu omtales der i bibelen kun ét livets træ; det omtales seks gange, tre gange i første Mosebog og tre gange i Åbenbaringen, og forekommer hver gang i den bestemte form. I første bog i bibelen kaldes det livets træ, i den sidste også livets træ. Det er livets træ i ”paradiset” (Septuaginta) i Eden i begyndelsen, og livets træ i det paradis, hvorom Johannes her taler, i himlen hist oppe. Men dersom der blot er ét træ, og dette i begyndelsen var på jorden, så kunne man spørge, hvorledes det da nu er kommet op i himlen. Svaret er, at det må være blevet taget op eller overført til paradiset i himlen; der er ingen anden måde, hvorpå det samme legeme, der står på et sted, han anbringes på et andet, uden ved at føres legemlig derhen. Og foruden hvad man nødvendig må antage ifølge ovenstående, er der god grund til at tro, at livets træ og paradiset er flyttet fra jorden til himlen. I 2 Esdras 7;26*) forekommer følgende: ”Se, den tid skal komme, da disse tegn, hvorom jeg har fortalt dig, skal ske, og bruden skal ses, og hun, som nu er borttaget fra jorden, skal komme frem og se.” (* Fodnote: Denne bog er indført iblandt de apokryfiske bøger på engelsk, men ikke i den norske bibel) Her hentydes klarlig til ”bruden, Lammets hustru” (Åb. 21;9), som er ”det hellige Jerusalem, den store stad”(Åb. 21;10, Gal. 4;26), i hvilken livets træ står (Åb. 22;2), der nu er ”borttaget fra jorden”, men i tidens fylde skal ses og atter få plads blandt menneskene. Åb. 21;23.

Følgende afsnit desangående citeres af Kurz´ Sacred history side 50: ”Guds handlemåde, idet han satte keruberne til ”at vogte vejen til livets træ” (1 Mos. 3;24) i Edens have, synes ikke alene at tyde på en dommers strenghed, men indeholder også en trøsterig forjættelse. Det salige opholdssted, hvorfra mennesket blev udjaget, bliver hverken tilintetgjort eller overgivet til ødelæggelse og ruin, men borttages fra jorden og fra mennesket og betroet Guds ypperste skabninger til varetægt, for at det til sidst kan gengives mennesket, når det bliver forløst. Åb. 22;2. Haven, således som den var, førend Gud ”plantede” eller prydede den, kom under forbandelse som alt øvrigt på jorden; men det himmelske og paradisiske i den blev undtaget derfra og betroet keruberne. Det sande paradis er overført til den usynlige verden. Men en sindbilledlig lignelse deraf, indsat i det allerhelligste i tabernaklet, blev givet Israels folk efter det forbillede, Mose så på bjerget (2 Mos. 25;9, 40), og det oprindelige paradis selv vil engang nedstige til jorden som de forløstes fornyede bolig. Åb. 21;10.”

Den, som sejrer, har løfte om en genoprettelse, der omfatter mere end Adam tabte; og dette gælder ikke blot den, der har sejret under hin tilstand af menigheden, men alle, som sejrer, til alle tider; thi himlens store løn indskrænkes ikke. Kære læser, gør da alt for at sejre! Thi den, der får adgang til livets træ, som er midt i Guds paradis, skal aldrig mere dø.

Den tid, som optages af denne første menighed, fører os til slutningen af første århundrede eller til den sidste apostels død.

  8.  Og skriv til menighedens engel i Smyrna: Dette siger den første
      og den sidste, han, som var død og blev levende:
  9.  Jeg kender din trængsel og din fattigdom (dog, du er rig), og
      bespottelsen fra dem, som kalde sig selv Jøder og ikke er det,
      men er satans synagoge.
 10.  Frygt ikke, for hvad du vil komme til at lide! Se, djævelen vil
      kaste nogle af eder i fængsel, for at I skulle fristes, og I
      skulle have trængsel i ti Dage. Vær tro indtil døden, så vil jeg
      give dig livets krone
 11.  Den, som har øre, høre, hvad ånden siger til menighederne! Den,
      som sejrer, skal ingenlunde skades af den anden død. 

Vi ser, at Herren fremstiller sig for hver menighed, idet han nævner nogle af de fornemste kendetegn, der viser, at han er særlig skikket til at vidne for dem. For menigheden i Smyrna, der snart skulle gennemgå forfølgelsens ildprøve, åbenbarer han sig som den, der var død, en nu er levende. Dersom de blev kaldede til at besegle sit vidnesbyrd med sit blod, så skulle de erindre, at hans øjne hvilede på dem, som havde delt samme skæbne, men havde sejret over døden og kunne oprejse dem igen af martyrgraven.

Fattigdom og Rigdom. - ”Jeg ved . . . din fattigdom”, siger Kristus til dem, ”dog du er rig”. Dette kan nok synes at være en besynderlig modsigelse; dog hvem er denne verdens virkelige rige? Denne verdens rigdom, som man så ivrig anstrenger sig for at nå, og for hvis skyld man så ofte bortbytter sin nærværende lykke og det tilkommende evige liv, er en mønt, der ikke gælder i himlen. En vis forfatter har træffende bemærket: ”Der er mange rige, som er fattige, og mange fattige, som er rige.”

Som siger, at de er jøder, og ikke er det. - At udtrykket jøde her ikke benyttes i den ligefremme mening er øjensynligt. Det betegner et menneske, hvis karakter stemmer med evangeliet. Pauli ord stiller dette klart frem. Han siger (Rom. 2;28-29): Thi ikke den, som udvortes er jøde, er derfor jøde; ej heller er den omskærelse, som sker udvortes i kødet, derfor omskærelse; men den, som indvortes er jøde [i ordets sande, kristelige forstand], og hjertets omskærelse i ånden, ikke efter bogstaven: en sådan har ros, ikke af mennesker, men af Gud.” Atter siger han (kap. 9;6-7): ”Thi ikke alle, som stammer fra Israel, er Israel, ej heller er alle Abrahams børn, fordi de er Abrahams sæd.” I Galaterbrevet (3; 28-29) siger Paulus endvidere, at der i Kristus hverken gælder jøde eller græker, men hører vi Kristus til, da er vi Abramhams sæd (i ordets sande mening) og arvinger efter forjættelsen. At sige (som nogle gør) at udtrykket jøde aldrig anvendes om kristne, er at modsige alle disse vidnesbyrd, som den Helligånd gav Pauls, så vel som det trofaste og sande vidnes erklæring til menigheden i Smyrna. Nogle hyklere udgav sig for at være jøder i denne kristelige forstand, ihvorvel de ikke havde den karakter, der fordres af en sådan. Sådanne mennesker var Satans synagoge.

Trængsel i ti dage. - Da dette budskab er profetisk, må også den i samme nævnte tid opfattes som profetisk og betegne ti år. Og det er mærkeligt, at den sidste og blodigste af de ti forfølgelser netop varede i ti år under Diokletian fra 302-312 ef. Kr. (Se Bucks Teological Dictionary, side 232, 233.) Det ville falde vanskeligt at forstå dette udtryk, dersom budskaberne ikke var profetiske; thi i såfald kunne der blot menes ti virkelige dage, og det synes ikke muligt, at en forfølgelse på kun ti dage, mod kun en enkelt menighed, skulle omtales i profetien. Man finder heller ikke nogen sådan kort forfølgelse omtalt nogensteds. Og dersom man anvender denne forfølgelse på nogen af hin tids store forfølgelser, hvorledes kunne den så omtales som blot en enkelt menigheds skæbne? Alle menigheder led under dem, hvorledes kunne man da med rette fremhæve én blandt alle de andre og betegne den som den eneste, der led under en sådan hjemsøgelse?

Tro indtil døden. - Af dette udtryk kan man ikke drage nogen slutning med hensyn til bevidsthed i døden. Grundbetingelsen for en sådan slutning mangler; thi der vidnes ikke, at livets krone skænkes umiddelbart ved døden. Vi må derfor se hen til andre skriftsteder for at erfare, hvornår livets krone skænkes, og på andre steder i skriften får man også fuldstændig oplysning herom. Paulus erklærer (2 Tim. 4;8), at denne krone skal skænkes på Herrens åbenbarelses dag; (1 Kor. 15; 51-54) ”ved den sidste basun;” (1 Thess. 4;16-17) når Herren selv kommer ned af himlen; (1 Pet. 5;4) ”når overhyrden åbenbares;” (Luk. 14;14) ”i de retfærdiges opstandelse”; og ”når jeg er gået bort og får beredt jer et sted, kommer jeg igen, og vil tage eder til mig, at hvor jeg er, skal også I være.” Joh. 14;3 Vær tro indtil døden, så skal du arve livets krone, når tiden kommer, da Guds hellige får sin løn!

Sejrvinderens løn. - ”Han skal ingenlunde skades af den anden død.” Er ikke de ord, Kristus her bruger, en god fortolkning over, hvad han lærte sine disciple, da han sagde (Matt. 10;28): ”Og frygter ikke for dem, som slår legemet ihjel, men kan ikke slå sjælen ihjel; men frygter hellere for den, som kan fordærve både sjæl og legeme i helvede”? De kristne i Smyrna kunne nok blive ihjelslagne her, men det tilkommende liv som skulle gives dem, kunne mennesker ikke tage fra dem, og Gud ville ikke; derfor skulle de ikke frygte for dem, som kunne ihjelslå legemet, - de skulle ikke frygte for det, de skulle lide; thi deres evige tilværelse var sikret.

Smyrna betyder myrra, en passende benævnelse på Guds menighed, mens den gik gennem forfølgelsens ildprøve og beviste, at den var en sød duftende lugt for ham. Men vi kommer snart til Konstantins dage; da menigheden fremtræder i en ny skikkelse, så den historie passende fremstilles under et ganske andet navn og et andet budskab.

Efter denne fortolkning falder tiden for menigheden i Smyrna fra 100-323 ef. Kr.

 12.  Og skriv til menighedens engel i Pergamus: Dette siger han, som
      har det tveæggede, skarpe sværd:
 13.  Jeg ved, hvor du bor, der, hvor satans trone er; og du holder
      fast ved mit navn og fornægtede ikke min Tro, i Antipas´s, mit
      tro vidnes dage, han, som blev ihjelslået hos eder, der, hvor
      satan bor.
 14.  Men jeg har noget lidet imod dig, at du har nogle hos dig, som
      holder fast ved Bileams Lære, der lærte Balak at sætte snare for
      Israels Børn, for at de skulle spise afgudsofferkød og bedrive
      utugt.
 15.  Således har også du dem, som holde fast ved Nikolaiternes lære
      på lignende vis.
 16.  Omvend dig! Men hvis ikke, kommer jeg snart over dig og vil
      stride imod dem med min munds sværd.
 17.  Den, som har øre, høre, hvad ånden siger til menighederne! Den,
      som sejrer, ham vil jeg give af den skjulte manna, og jeg vil
      give ham en hvid sten og på stenen et nyt navn skrevet, som
      ingen kender, uden den, der får det. 

Intet straffende ord blev udtalt imod menigheden i Smyrna, som vi netop har betragtet. Forfølgelsen er altid beregnet på at rense menigheden og opflamme dens lemmer til fromhed og gudfrygtighed. Men vi når nu et tidsafsnit, da visse indflydelser begyndte at gøre sig gældende, hvorved vildfarelser og dårligheder utvivlsomt ville snige sig ind i menigheden.

Ordet Pergamus betyder højhed, ophøjelse. Denne menigheds tidsafsnit falder mellem Konstantins dage, eller måske snarere mellem hans såkaldte omvendelse til kristenkommen, og pavemagtens oprettelse, altså mellem 323 og 538 ef. Kr. Dette var en tid, i hvilken Herrens sande tjenere måtte kæmpe mod verdslig klogskab, stolthed og folkegunst blandt dem, der bekendte sig til at være Kristi efterfølgere, og imod den giftige indflydelse af uretfærdighedens hemmelighed, der til sidst fuldt udviklet fremtrådte som syndens menneske eller pavemagten.

Der, hvor satans trone er. - Kristus tager hensyn til sit folks ugunstige stilling i dette tidsafsnit. Ved disse ord betegnes sandsynligvis ikke noget særskilt sted; thi satan indfinder sig overalt, hvor der er kristne; men der er tider og stunder, da han virker med overordentlig kraft, og den tid, som tilhører menigheden i Pergamus, var en af disse. I denne tid blev Kristi lære lidt efter lidt forfalsket, uretfærdighedens hemmelighed var virksom, og satan lagde selve grundvolden til pavedømmet, ugudelighedens mest forbavsende system. Dette var det af Paulus (2 Thess. 2;3) forudsagte ”frafald”.

Antipas. - At der ved dette navn hentydes til en hel klasse mennesker og ikke til en enkelt person, er der god grund til at tro, da der ingen pålidelig oplysning findes om nogen person af dette navn. I anledning heraf siger William Miller: ”Man antager at Antipas ikke var nogen enkelt person, men et vist parti, der modsatte sig biskoppernes eller pavernes magt, da Antipas er en forbindelse af to ord: anti = imod og papas = fader eller pave. Og på den tid led mange af dem martyrdøden i Konstantinopel og Rom, hvor biskopperne og paven begyndte at øve det vælde, som snart efter bragte jordens konger til underkastelse og trådte Kristi menigheds rettigheder under fødder. Jeg kan for min del ikke indse, at der er nogen grund til at forkaste denne forklaring af ordet Antipas i denne tekst, såsom hine tiders historie ganske tier om en mand af dette navn.” Millers Lectures, side 138, 139.

Watson siger: “Den gamle kirkehistorie gør ingen rede for nævnte Antipas.” Dr. Clarke omtaler et værk, der endnu findes under navn af ”Antipas´ gerninger”, men giver tillige at forstå, at værket ikke har krav på nogen tillid.

Grunden til bebrejdelse. - At man er uheldig stillet undskylder ikke menighedens synder. Om end denne menighed levede på en tid, da satan var overordentlig virksom, så var det dens pligt at holde sig ubesmittet af hans onde læres surdej. Derfor dadles de, fordi de havde iblandt sig nogle, der holdt ved Bileams og Nikolaiternes lærdomme. (Om Nikolaiterne, se 6. vers.) Man får her til dels oplysning om, hvori Bileams lærdom bestod: Han lærte Balak at kaste forargelse for Israels børn. Fuld oplysning om hans handlemåde og dens følger findes i 4. Mos. 22–25 og 31;13–16). Man ser, at Bileam gerne ville forbande Israel for den rige belønnings skyld som Balak tilbød ham. Da han imidlertid ikke af Herren fik lov at forbande dem, besluttede han at udrette væsentlig det samme, om end på en anden måde. Han rådede derfor Balak til at forføre dem ved hjælp af Moabiternes kvinder til at deltage i højtideligholdelse af en afgudsfest med alle dens usædelige ceremonier. Det gik som han ønskede: Afguderiets vederstyggelighed udbredte sig gennem Israels lejr, deres synder nedkaldte Herrens forbandelse over dem, og 24.000 personer omkom i plagen

De lærdomme indenfor menigheden i Pergamus, hvorover her klages, var naturligvis sådanne, at de sigtede i samme retning, og førte til åndeligt afguderi og en lovstridig forbindelse mellem menigheden og verden. Af denne ånd fremkom til sidst foreningen mellem den verdslige og kirkelige magt, der nåede sit højdepunkt i pavevældet.

Vend om. - De skulle tugt eller udjage dem, der førte denne fordærvelige lære. Kristus erklærede, at hvis de ikke gjorde dette, ville han tage sagen i sin egen hånd og komme over dem (dømmende) og stride imod dem (dem nemlig, som førte disse ugudelige lærdomme), og den hele menighed skulle stå til ansvar for disse kætteres synder, hvem de husede i sin midte.

Løftet. - Den, som sejrer, får løfte om, at han skal spise af den skjulte manna og få af sin erkendtlige herre en hvid sten, hvorpå et nyt og dyrebart navn er indgraveret. Angående den skjulte manna, og det nye navn, hvilket ingen kender, uden den, som annammer det, kan ikke fordres nogen synder fortolkning; imidlertid har man haft mange gisninger om disse punkter, hvorfor man med rette bør tale lidt om dem. De fleste fortolkere tyder mannaen, den hvide sten og det nye navn om åndelige velsignelser, der skal nydes i dette liv; men som alt andet, der loves den, som sejrer, gælder dette helt og holdent fremtiden og skal skænkes, når den tid kommer, at de hellige får sin døn. Kan hænde følgende ord af afdøde H. Blunt [amerikaner] er det mest tilfredsstillende, der er skrevet angående disse genstande:

”Fortolkerne mener i almindelighed, at dette hentyder på en gammel skik i retten, at man slap en sort sten ned i urnen, når man stemte for domfældelse, men en hvid sten, når man stemte for frifindelse. Imidlertid er dette noget så forskelligt fra, hvad der beskrives med udtrykket, ”jeg vil give ham en hvid sten”, at jeg helst slutter jeg til dem, der mener, at dette sidste hentyder til en skik af ganske anden art, som den, der kender klassikerne, ikke er uvidende om, og som meget skønt og passende kan anvendes på foreliggende sag. I oldtiden, da det var vanskeligt at rejse af mangel på offentlige værtshus, var privatmænd overordentlig gæstfri, noget historien hyppigt omtaler, især det gamle testamente. De, som nød denne gæstfrihed, og de, der viste den, sluttede ofte venskabsforbindelser og viste agtelse for hverandre, og det blev en stående skik blandt grækerne og romerne at skænke sine gæster et særskilt tegn, der overleveredes fra fader til søn og, så snart det fremvistes, sikrede vedkommende gæstfrihed og god behandling. Dette tegn var sædvanlig en liden sten, som var delt i to; på hver halvdel indskrev værten og gæsten gensidig sit navn, hvorpå de byttede med hinanden. Når blot denne sten blev forevist, var man altid vis på at finde gode venner for sig selv eller sine efterkommere, når man atter på sine rejser kom på de egne. Det er også indlysende, at disse stene måtte gemmes omhyggelig og navnene på dem måtte holdes hemmelig for at ikke andre end den, for hvem stenen var bestemt, skulle drage fordel af dem.

”Hvor naturligt var det da ikke i tekstens ord at hentyde til denne skik! ”Jeg vil give ham at æde af den skjulte manna,” og dernæst, når jeg har ladet ham nyde min gæstfrihed og har anerkendt ham som min gæst og ven, ”vil jeg give ham en hvid sten, og et nyt navn skrevet på stenen, hvilket ingen kender, uden den, som annammer det,” det vil sige, jeg vil give ham et helligt og ukrænkeligt pant på mit venskab, et pant, som ingen anden kender.”

I anledning af det ”nye navn” bemærker Wesley ganske rigtig: ”Jakob vandt efter sin sejr det nye navn Israel. Ønsker du at vide, hvad dit nye navn skal blive? Vejen dertil er tydelig, - du må sejre! Uden dette er alle dine spørgsmål forgæves. Men da kan du læse det på den hvide sten!”

 18.  Og skriv til menighedens engel i Thyatira: Dette siger Guds søn,
      der har øjne som ildslue, og hvis fødder er som skinnende malm:
 19.  Jeg kender dine gerninger og din kærlighed og tro og tjeneste og
      udholdenhed, ja, dine gerninger, de sidste flere end de første.
 20.  Men jeg har det imod dig, at du finder dig i Kvinden Jesabel, som
      kalder sig selv en profetinde og lærer og forfører mine tjenere
      til at bedrive utugt og spise afgudsofferkød.
 21.  Og jeg har givet hende tid til at omvende sig, men hun vil ikke
      omvende sig fra sin utugt.
 22.  Se, jeg kaster hende på sygelejet og hendes bolere i stor
      trængsel, dersom de ikke omvender sig fra deres gerninger.
 23.  Og hendes børn vil jeg slå med død, og alle menighederne skulle
      kende, at jeg er den, som ransager nyrer og hjerter; og jeg vil
      give eder, hver efter eders gerninger.
 24.  Men til jer, de øvrige, som er i Thyatira, så mange som ikke
      har denne lære, fordi de ikke kender satans dybder, som de kalder
      det, til jer siger jeg: Jeg lægger ingen anden byrde på eder.
 25.  Dog hold fast ved det I har, indtil jeg kommer.
 26.  Og den, som sejrer, og som indtil enden tager vare på mine
      gerninger, ham vil jeg give magt over hedningerne;
 27.  og med en jernstav skal han vogte dem, ligesom lerkar
      sønderknuses, ligesom også jeg har modtaget det af min fader;
 28.  og jeg vil give ham morgenstjernen.
 29.  Den, som har øre, hører, hvad ånden siger til menighederne! 

Såfremt menigheden i Pergamus tilhører det nævnte tidsafsnit, som sluttede med pavedømmets oprettelse 538 ef. Kr., må menigheden i Thyatira mest naturlig tilhøre den tid, hvori denne gudsbespottelige magt herskede, nemlig de 1260 år fra 538 til 1798 ef. Kr.

Thyratira betyder ”arbejdets søde duft” eller ”sønderknustes offer”; en passende betegnelse for Jesu Kristi menighed gennem det lange tidsrum af pavelig triumf og forfølgelse. Denne tid, i hvilken der var en sådan trængsel over menigheden, som aldrig havde været (Matt. 24;21), forbedrede de troendes virkelige tilstand. Nu får de ros for sine gerninger og sin kærlighed og tjeneste og tro og tålmodighed af ham, hvis øjne er som ildsluer. Og derefter taler han atter om gerning, som om de burde lovprises dobbelt. Og de sidste var flere end de første. Der var foregået en forbedring i deres tilstand, en vækst i nåden, en forøgelse af alle kristendommens elementer. Denne menighed er den eneste, som får ros for i åndelige ting at have forbedret sig. Men ligesom for menigheden i Pergamus ugunstige omstændigheder ikke kunne gælde som undskyldning for, at der i menigheden førtes falsk lære, således kan i denne menighed selv det ivrigste arbejde, den største kærlighed, tjeneste, tro eller tålmodighed heller ikke gøre fyldest for en lignende synd. De dadles fordi de tåler iblandt sig -

Den kvinde Jesabel. - Ligesom i førnævnte menighed Antipas ikke betegnede en enkelt person, men en hel klasse mennesker, således må også her Jesabel opfattes på samme måde. Watsons Bible Dictionary siger: ”Navnet Jesabel benyttes som et ordsprog i Åb. 2;20.” William. Miller udtrykker sig i sine Lectures side 142, som følger: ”Jesabel er et billedligt navn, der hentyder til Akabs hustru, som ihjelslog Herrens profeter, forledte sin mand til afgudsdyrkelse og nærede Baals profeter ved sit eget bord. Et mere slående billede kunne ikke være blevet benyttet til at betegne den pavelige vederstyggelighed. (Se 1 Kong. Kap. 18, 19 og 21). Af historien såvel som af dette vers fremgår klart, at Kristi menighed tillod nogle af de pavelige munke at prædike og undervise iblandt dem. (Se Valdensernes historie.)”

The Comprehensive Commentary har følgende bemærkning i anledning af 23. vers: ”Der tales om børn, noget der bekræfter den forestilling, at her betegnes en sekt og dens tilhængere.” Den dom, hvormed nævnte kvinde her trues, stemmer med de trusler, der på andre steder i denne bog udtales imod den romerske kirke, der sindbilledlig fremstilles som en løsagtig kvinde, en moder til skøger og al vederstyggelighed på jorden. (Se Åb. 17 – 19.) Den død, hvormed her trues, er utvivlsomt den anden død ved slutningen af de 1000 år i Åb. 20, da ”han, som ransager nyrer og hjerter”, kommer med retfærdig gengældelse til alle mennesker. Og de ord: ”Jeg vil give eder hver efter eders gerninger” beviser, at de ord, som henvendes til denne menighed, peger profetisk fremad til den tid, da alle ansvarlige skabninger skal få sin løn eller straf.

Og alle menigheder skal kende . . . - Man har af dette udtryk villet slutte, at disse menigheder ikke kan betegne syv efter hverandre følgende perioder i den evangeliske tidsalder, men må bestå samtidig, da alle menighederne ellers ikke kunne vide, at Kristus er den, der ransaget hjerter og nyrer, idet de ser hans domme over Jesabel og hendes børn. Men hvornår er det, at alle menigheder skal kende dette? Det er, når disse børn straffes med døden. Og dersom dette skal ske, når alle de ugudelige må lide den anden død, da får i sandhed ”alle menighederne” anledning til at se dommens fuldbyrdelse og kende, at ingen hemmelig gerning, ingen ond tanke eller hjertets forsæt har undgået hans kundskab, der med øjne som ildsluer ransager menneskenes hjerter og nyrer.

Jeg vil ikke lægge en anden byrde på eder. - Menigheden får her løfte om hjælp (dersom vi opfatter meningen ret) mod den pavelige undertrykkelse, der så længe har nedtrykket den. Dette kan ikke gælde antagelsen af nye sandheder; thi sandheden er ikke nogen byrde for nogen ansvarlig skabning; men trængselens dage, der kom over menigheden, skulle forkortes for de udvalgtes skyld (Matt. 24;22), - ”de skal blive hjulpne med en liden hjælp,” siger profeten Daniel (11;34), - ”og jorden kom kvinden til hjælp”, siger Johannes (Åb. 12;16).

Hold fast ved det I har, indtil jeg kommer. - Dette er Guds søns ord, og de fremstiller for os et ubetinget komme. Menighederne i Efesus og Pergamus blev truet med, at han ville komme på visse betingelser: ”Vend om! Men hvis ikke, da kommer jeg snart over dig” det vil sige, hjemsøgelser skulle komme over dem. I ovennævnte ord derimod tales om et ganske andet komme. Det er ikke en trussel om hjemsøgelse; det er ikke afhængigt af visse betingelser; men det fremstilles for den troende som noget, han kan forvente, og kan ikke hentyde til nogen anden begivenhed end Frelserens andet komme i herlighed, da den kristnes prøvelser skal ophøre og hans anstrengelser under kampen for livet og hans strid for at vinde retfærdighedens krone vil blive lønnet med evig sejer.

Denne menighed når til den tid, da de mere umiddelbare tegn på Kristi kommes nærhed begyndte at gå i opfyldelse. I 1780, 18 år før nævnte periodes slutning, var der tegn i solen og månen, ligesom det var forudsagt (se kap. 6;12), og med hentydning til disse tegn sagde Frelseren: ”Og når disse ting begynder at ske, da ser op og opløfter eders hoveder; efterdi eders forløsning stunder til.” I denne menigheds historie når man et tidspunkt, der ligger blot 85 år forud for den nærværende tid (1883), og må derfor antage, at enkelte, hvis religiøse erfaring begyndte under hin periode, vil leve indtil Frelseren kommer for at opfylde sit folks forhåbninger. Disse gælder formaningen: Hold det fast, indtil jeg kommer.

Indtil enden, - den kristelige tidsalders ende. ”Men hvo som bliver bestandig indtil enden, han skal blive salig,” siger Kristus (Matt. 24;13). Gives ikke her et lignende løfte til dem, som varer på Kristi gerninger, gør, hvad han har befalet, bevarer Jesu tro (Åb. 14;12)?

Magt over hedningerne. - I denne verden fører de ugudelige regimentet, og Kristi tjenere gælder intet; men den tid kommer, da de retfærdige skal blive ophøjet, da al ugudelighed skal ses i sit rette lys og være uden værdi, og da magtens spir skal komme i Guds folks hænder. Denne forjættelse finder sin forklaring i følgende kendsgerninger og skriftsteder; 1. Nationerne overgives af Faderen til Kristus, som skal regere dem med et jernspir og sønderbryde dem ligesom pottemagerkar. Sal. 2;8-9. 2. De hellige skal være Kristus behjælpelige, når han således begynder sit mægtige værk og holder dom. Åb. 3;21. 3. Som sådanne skal de regere med ham i tusinde år. Åb. 20;4. 4. I denne tid bestemmes de ugudelige menneskers og de onde engles straf, hvor meget de skal lide. 1. Kor. 6;2-3. 5. Ved slutningen af de tusinde år skal de have den ære med Kristus at deltage i fuldbyrdelsen af den dom, som står skreven. Sal. 149;9.

Morgenstjernen. - Kristus siger (Åb. 22;16), at han selv er morgenstjernen. Morgenstjernen viser sig straks, førend dagen begynder. Morgenstjernen omtales også i 2 Pet. 1;19 i forbindelse med dagens frembrud: ”Indtil dagen fremstråler, og morgenstjernen oprinder . . .” I de helliges tunge nattevagt har de Guds ord, der giver alt det lys, de behøver på deres sti. Men når morgenstjernen oprinder i deres hjerter, eller gives til dem, som sejrer, vil de komme i så nøje forening med Kristus, at deres hjerter vil blive fuldkommen oplyste af hans ånd, og de vil vandre i hans lys. Da behøver de ikke længere profetiens ord, der nu skinner som et lys på et mørkt sted. Kom snart, o hellige stund, da himlens klare dagslys oplyser vejen for den lille hjord, og herlighedens stråler fra den evige verden forgylder deres banner!