3. Kapitel - De syv menigheder - fortsættelseSåfremt tidspunkterne for de foregående menigheder er rettelig ansatte, må den periode, menigheden i Sardes dækker, begynde ved året 1798.
Sardes betyder ”glædesang” eller ”det, som er tilbage”. Her foreligger da de reformerte menigheder, der udgør menigheden i Sardes, fra ovennævnte tidspunkt til den store bevægelse, der dannede et nyt tidsafsnit i Guds folks historie.
Den store fejl ved denne menighed er, at den har navn som levende, ihvorvel den er død. Hvilken høj stilling, betragtet fra verdens standpunkt, har ikke også denne menighed indtaget i dette tidsrum! Tænk blot på dens fornemme titler og den gunst, den har nydt i verden! Men hvor hurtig dens stolthed og folkegunst har vokset, indtil det åndelige liv er gået til grunde og forskellen forsvunden mellem menigheden og verden, så at disse forskellige populære samfund blot er kristne menigheder af navn!
Den menighed skulle høre, at læren om Kristi andet komme blev forkyndt, som vi ser af 3. vers: Dersom du da ikke vil vågne, skal jeg komme over dig som en tyv.” Dette antyder, at adventlæren ville blive forkyndt, og menigheden ville blive formanet til at våge. Det komme, her tales om, er ubetinget, men måden, hvorpå han skulle komme over dem, er betinget. Dersom de ikke vågede, så ville Herren alligevel komme; men dersom de vågede, ville de undgå, at han kom over dem som en tyv. Det er blot over dem, der er i denne tilstand, Herrens dag kommer uforvarende. Paulus siger: ”Men I, brødre, I er ikke i mørket, så at den dag skulle som en tyv komme over eder.” 1 Tess. 5;4.
Nogle få personer i Sardes. Dette udtryk synes at antyde, at der på denne tid i menigheden ville herske en mageløs verdslighed. Men selv under denne tingenes tilstand er der nogle, som ikke har besmittet sine klæder, som har holdt sig fri fra denne besmittende indflydelse. Jakob 1;27 siger: ”En ren og ubesmittet gudsdyrkelse for Gud og Faderen er denne, at besøge faderløse og enker i deres trængsel, at bevare sig selv ubesmittet af verden.”
De skal vandre med mig i hvide klæder. Herren forglemmer ikke sit folk nogensteds, hvor så de end er. Ensomme kristne, som ikke har nogen af samme dyrebare tro at samles med, føler du nogensinde, som om de vantros hob ville opsluge dig? Din frelser lægger dog mærke til dig og glemmer dig ikke. De ugudeliges mangfoldighed omkring dig kan ikke blive så stor, at den skjuler dig for hans blik; og dersom du bevarer dig selv ubesmittet af synden omkring dig, så tilhører forjættelsen dig. Du skal iføres hvide klæder – sejer vinderens hvide klædebon – og vandre med din frelser i herlighed. ”Thi Lammet, som er i tronens midte, skal vogte dem og lede dem til levende vandkilder; og Gud skal aftørre hver tåre at deres øjne.” Åb. 7;17.
Hvide klæder. At iføres hvide klæder er ifølge andre steder i skriften et sindbillede på at ombytte uretfærdighed med retfærdighed. ”Tag de skidne klæder af ham” forklares ved de følgende ord: ”Se, jeg har borttaget din skyld fra dig.” Sach. 3;4. Lindklæder [eller de hvide klæder] er de helliges dyder.” Åb. 19;8.
Livets bog. Hvilken dyb interesse har den ikke for os! Denne omfangsrige, vigtige bog, hvori alle deres navne er optegnede, der tragter efter at vinde det evige liv! Er der da nogen fare for, at vore navne kan udslettes af denne himmelske dagbog, efter at de engang er indførte deri? – Ja, ellers ville denne advarsel aldrig være bleven nedtegnet. Paulus frygtede endog for, at han selv skulle blive forskudt. 1 Kor. 9;27. Det er alene ved til sidst at sejre, vi kan bevare vore navne i denne bog. Men alle kommer ikke til at sejre, og deres navne bliver naturligvis udslettede. Her hentydes også til et bestemt tidspunkt i fremtiden, da dette skal ske. Kristus siger: jeg vil ikke udslette (her bruges fremtidsformen) deres navne, som sejrer, hvorved han også selvfølgelig antyder, at han til samme tid vil udslette deres navne, som ikke sejrer. Er ikke dette den samme tid, Peter omtaler i Apg. 3;19: ”Derfor fatter et andet sind og vender om, at eders synder må være udslettede, på det vederkvægelsens tider må komme fra Herrens åsyn. ”At sige til den, som sejrer, at hans navn ikke skal udslettes af livets bog, er det samme som at sige, at hans synder skal udslettes af den bog, hvori de er optegnede, og at de ikke mere skal ihukommes. Hebr. 8;12. Og dette skal ske, når ”vederkvægelsens tider kommer fra Herrens åsyn.” Kunne vi ikke også tilføje et andet ord af Peter: ”Når morgenstjernen oprinder i eders hjerter”, eller når morgenstjernen skænkes menigheden lige før Herrens komme på den herlige dag? 2 Pet. 1;19, Åb. 2;28. Når da hin afgørende time kommer, der nu ikke kan være langt borte, hvorledes, kære læser, vil det da gå med dig? Vil dine synder blive udslettede, og dit navn blive stående i livets bog? Eller vil dit navn blive udslettet af livets bog, og dine synder blive stående som frygtelige vidner imod dig?
Fremstilling i herlighed. ”Og jeg vil bekende hans navn for min fader og hans engle.” Kristus lærte her på jorden, at eftersom menneskene her bekendte eller fornægtede ham, foragtede eller ærede ham, ville han bekende eller fornægte dem for sin fader i himlen og for hans hellige engle. Matt. 10;32-33; Mark. 8;38, Luk. 12;8-9. Og hvo kan vel fatte storheden af den hædersbevisning at blive anerkendt som Jesu ven for de himmelske hærskarer? Hvo kan fatte det øjebliks salighed, da livets herre for sin fader vil anerkende os som dem, der har gjort hans vilje, stridt den gode strid, fuldkommet løbet, æret ham for menneskene og sejret – som dem, hvis navne formedelst hans fortjeneste er værdige til at stå indskrevne i livets bog i al evighed?
Ordet Filadelfia betyder broderkærlighed og udtrykker deres stilling og ånd, der indtil høsten 1844 annammede budskabet om Herrens komme. Da de forlod de forskellige sekter, lod de fine partinavne og partifølelser blive tilbage, og hvert hjerte slog i samdrægtighed, idet de advarede menighederne og verden og henviste til menneskets søns komme som de troendes sande håb. Egenkærlighed og gerrighed blev aflagt, og man helligede sig og opofrede sig for Herren. Guds ånd var med enhver sand troende, og hver tunge forkyndte hans pris. De, der ikke deltog i hin bevægelse, har ingen forestilling om den dybe ransagelse af hjertet, den hengivelse af alt til Herren, den fred og glæde i den Helligånd og den rene, brændende gensidige kærlighed, som de sande troende på den tid glædede sig ved. De, som var med i hin bevægelse, ved, at ord umulig kan beskrive hin hellige, lykkelige tilstand.
Davids nøgle. En nøgle er et sindbillede på magt. Guds søn er den retmæssige arving til Davids trone, og han skal snart overtage sin store magt og regere; derfor fremstilles han som den, der har Davids nøgle. Davids eller Kristi trone, hvorpå han skal herske, tilhører hans riges hovedstad, det nye Jerusalem, der nu er oventil, men skal pryde den nye jord, hvor han skal regere i evighed. Åb. 21;1-5; Luk. 1;32-33.
Den der lukker op, og ingen lukker til og så videre. For at forstå dette udtryk er det nødvendigt, at man betragter Kristi stilling og gerning i forbindelse med hans tjeneste i helligdommen eller det sande tabernakel i himlen. Heb. 8;2. Et billede eller en lignelse af denne himmelske helligdom fandtes engang her på jorden i den helligdom, Moses byggede. 2 Mos. 25;8-9; Apg. 7;44; Hebr. 9; 1, 21, 23, 24. Den jordiske bygning havde to afdelinger: det hellige og det allerhelligste. 2 Mos. 26; 33-34. I det første tabernakel stod lysestagen, bordet med skuebrødene og røgelsesalteret. I det andet stod arken med lovens tvende tavler de ti bud, og keruberne. Hebr. 9;1-5. Den helligdom, hvori Kristus tjener i himlen, har ligeledes to afdelinger. Hebr. 9;24; se også 8. og 12. vers og kap. 10;19, på hvilke steder teksten har det ord i flertal, som er gengivet med helligdommen, men burde oversættes hellige steder. Eftersom nu alle ting blev gjort efter deres forbillede, har også den himmelske helligdom lignende redskaber som den jordiske. Hvad guldlysestagen og røgelsesalteret i det første tabernakel afbildede, kan man se Åb. 4;5, 8;3, og modbilledet af pagtens ark med dens ti bud beskrives i Åb. 11;19. I den jordiske helligdom tjente præsterne. 2 Mos. 28;41-43; Heb. 9;6-7, 13;11, og så videre. Disse præsters tjeneste var en skygge af Kristi tjeneste i den himmelske helligdom. Hebr. 8;4-5. Tjenesten udgjorde en fuldstændig omgang af ceremonier i det jordiske tabernakel hvert år. Hebr. 9;7. Men i det himmelske tabernakel forrettes denne tjeneste én gang for alle. Hebr. 7;27, 9;12. Når den årlige forbilledlige tjeneste sluttede, trådte ypperstepræsten ind i det andet tabernakel, helligdommens allerhelligste, for at ”Gøre forligelse”, og denne gerning kaldes helligdommens renselse. 3 Mos. 16;20, 30, 33; Ez. 45;18. Når tjenesten i det allerhelligste begyndte, ophørte den i det hellige, hvor ingen tjeneste forrettedes, så længe præsten var beskæftiget i det allerhelligste. 3 Mos. 16; 17. I lighed hermed må også Kristus åbne og lukke eller flytte tjenesten fra det hellige til det allerhelligste, når tiden kommer, da den himmelske helligdom skal renses. Og tiden, da denne tjeneste skulle begynde, indtrådte ved slutningen af de 2300 dage, i 1844. Det, som i foreliggende tekst siges om at åbne og lukke, kan med rette anvendes på denne begivenhed. At der åbnes mener, at Kristi tjeneste begynder i det allerhelligste, og at der lukkes til viser, at tjenesten ophører i det første tabernakel eller det hellige. (Se fortolkningen om helligdommen og dens renselse, Dan. 8;14)
9. vers gælder sandsynligvis dem, der ikke holder skridt med sandhedens fremadskridende lys, men modstår dem, der følger lyset. De skal engang komme til at føle og bekende, at Gud elsker dem, der vedbliver at gå frem i sandhedens kundskab uden at forkaste det Guds ord, som allerede er gået i opfyldelse, og uden at binde sig til en gammel trosbekendelse.
Mit ord om tålmodighed. I Åb.14;12 siger Johannes: ”Her er de helliges tålmodighed; her er de, som bevarer Guds befalinger og Jesu tro.” De, der nu i tålmodighed trofast adlyder Guds befalinger og Jesu tro, vil blive bevarede i den nær forestående fristelses og fares stund. Se Åb. 13;13-17.
Se, jeg kommer snart. Kristi andet komme varsles her atter og med endnu stærkere eftertryk end ved noget af de foregående budskaber. De troende opfordres her indtrængende til at give agt på, at denne begivenhed er nær. Budskabet gælder et tidsafsnit, da denne store begivenhed er nær for hånden, hvorved man får et ganske utvivlsom bevis for, at disse budskaber er profetiske. Hvad der siges om de tre første menigheder indeholder ingen hentydning til Kristi andet komme, af den grund nemlig, at de ikke dækker en periode, i hvilken man skriftmæssigen kan antage, at noget sådant vil finde sted. Men når vi kommer til menigheden i Tyatira, af hvis medlemmer nogle sandsynligvis vil leve så længe, at de får skue Herrens komme i herlighed, så tales der, som om det tidspunkt nu er kommet, da dette betydningsfulde håb netop begynder at gry over menigheden, og tanken ledes hen derpå ved en enkelt betydning:
”Hold fast, indtil jeg kommer!” Kommer vi til den næste tilstand i menigheden, Sardes den menighed, der er stillet endnu nærmere Herrens komme, så omtales det store budskab, der skulle forkynde denne begivenhed, og det pålægger menigheden at våge: ”Dersom du da ikke vil våge, skal jeg komme over dig som en tyv.” Men kommer vi endnu længere ned af tidens strøm, til menigheden i Filadelfia, så bringer den samme store begivenheds nærhed ham, som er ”hellig og sanddru”, til at ytre disse vækkende ord: ”Se jeg kommer snart!” Hvor klart fremgår det ikke af alt dette, at nævnte menigheder er fremstillede efter hverandre nærmere og nærmere Herrens store dag, eftersom denne store begivenhed i stedse stigende grad fremstilles mere og mere fremtrædende for hver efterfølgende menighed, og menigheden mere bestemt indtrængende opfordres til at give agt derpå.
Formaning til trofasthed. ”Hold fast ved det, du har, at ingen skal tage din krone.” Dette forståes ikke således, at vi ved vor trofasthed berøver nogen anden hans krone; men det verbum, som her oversættes tage, har flere betydninger, blandt andre den; at borttage, snappe, berøve. Hold fast ved det, du har, at ingen skal berøve dig livets krone. Lad ikke nogen eller noget forlede dig til at slippe sandheden eller vige af fra Herrens rette veje; thi i så fald vil de bevirke, at du mister din løn.
En pille i Guds tempel. Disse ord indeholder et løfte til den, som sejrer, om at blive en pille (søjle, støtte) i Herrens tempel og skal ikke ydermere gå ud derfra. Templet må her betyde menigheden, og forjættelsen om at blive en støtte i samme er det stærkeste løfte, man kan få om en ærefuld, varig og sikker plads i menigheden, der billedlig fremstilles som en himmelsk bygning. Og når den tid kommer, at denne del af forjættelsen bliver fuldbyrdet, er den sejrendes prøvetid omme. Han er fuldt stadfæstet i sandheden og er bleven beseglet. Han skal ikke ydermere gå ud derfra, det vil sige: der er ingen fare længere, så at han kan falde fra, han er Herrens evindelig, hans frelse er vis.
Men de skal vinde mere end dette. Fra det øjeblik, de sejrer og besegles for himlen, mærkes de så at sige som noget, der tilhører Gud og Kristus og skal sendes til deres bestemmelsessted, det nye Jerusalem. De betegnes med Guds navn, hvis ejendom de er, det nye Jerusalem. De betegnes med Guds navn, hvis ejendom de er, det nye Jerusalems navn, hvorhen de går, ikke det gamle Jerusalems, hvortil nogle forgæves skuer hen; og de skal mærkes med Kristi nye navn, han, på hvis anbefaling de erholder det evige liv og indtræder i riget. Således beseglede og mærkede er Guds hellige uden fare. Ingen fjende vil kunne hindre dem i at nå sit bestemmelsessted, sin hviles herlige havn, det himmelske Jerusalem.
Laodicea betyder folkets dom eller ifølge Cruden et retfærdigt folk. Budskabet til denne menighed fremstiller prøvetidens slutningsscener. Det åbenvarer en domsperiode og beskriver menighedens sidste tilstand. Det gælder følgelig de troende under det tredje budskab, det sidste nådesbudskab før Kristi komme (se Åb. 14;9-14), medens den store forsoningsdag henrinder, og den undersøgende dom holdes over Guds hus – et tidsafsnit, hvori Guds retfærdige og hellige lov af den ventende menighed benyttes til leveregel og rettesnor.
Dette siger den, som er amen. Dette er altså de sidste budskab til menighederne, før prøvetiden ender. Han vidner, at de ligegyldige Laudiceers tilstand er farlig og sørgelig, og dette kan ikke på nogen måde nægtes; thi han er ”det trofaste og sanddru vidne”. Desuden er han ”Guds skabnings begyndelse”. Nogle fatter disse ord således, at Kristus var det første skabte væsen med en tilværelse, der rækker længere tilbage end nogen anden skabnings og nærmest den selveksisterende, evige Gud. Imidlertid ligger ikke dette nødvendigvis i ordene; thi ”Guds skabnings begyndelse” betegner kanhænde simpelthen, at skabningens værk egentlig talt begyndte ved ham. Det hedder også udtrykkelig, at ”uden det [Ordet] er ikke én ting bleven til af det, som er.” Atter andre tager alligevel ordet arche i betydning af den virkende årsag eller midlet, hvilket er en af ordets betydninger, og man mener derved, at Kristus er det virkende middel, ved hvem Gud har skabt alt, medens han selv på en anden måde blev til, såsom han kaldes Faderens ”enbårne”. Det ville være aldeles upassende at anvende dette udtryk på noget væsen, der er blevet ”skabt” i dette ords almindelige forstand.
Den beskyldning, han rejser mod laodiceerne, er, at de er lunkne, hverken kolde eller varme. De savner den religiøse inderlighed, nidkærhed og gudhengivenhed, som de burde vise ifølge sin stilling ved slutningen af verdens historie, hvor profetiens lys bestråler deres sti. Og denne lunkenhed viser sig ved mangel på gode gerninger; thi det er på grund af kendskab til deres gerninger, at det trofaste og sanddru vidne retter denne frygtelige anklage imod dem.
Gid, du var kold eller varm! I dette budskab åbenbares tre tilstande: kold lunken og varm. Det er vigtigt at afgøre, hvilken tilstand hvert af disse ord betegner, for at undgå falske slutninger. Vi må betragte tre slags åndeligt liv vedkommende menigheden, ikke verden. Hvad der betegnes ved udtrykket varm er let at begribe; tanken henledes umiddelbart på en tilstand, der udmærker sig ved en glødende inderlighed og nidkærhed, i hvilken hele hjertets interesse i højeste grad er henvendt til Gud og hans sag og viser sig i tilsvarende gerninger. At være lunken er at være uden denne nidkærhed, i en tilstand, hvor kærlighed og iver mangler, hvor der ingen selvfornægtelse er, der koster noget, intet tungt kors, intet ivrigt vidnesbyrd for Kristus, intet modigt angreb mod fjenden med yderlig anstrengelse i fuld rustning, og hvad der er det værste af alt, antyder fuldkommen tilfredshed med sin egen tilstand. Men hvad er det at være kold? Betegner det en tilstand i fordærvelse ugudelighed og synd ligesom den vantro verdens? Vi kan ikke antage dette af følgende grunde:
1. Det synes hårdt og stødende at fremstille Kristus som den, der i noget fald ønsker, at nogen skulle komme i denne stilling; men han siger: ”Gid, du var kold eller varm.”
2. Intet kan være Kristus mere imod, end at synderen gør åbent oprør imod ham, og at hans hjerte er fuldt af alt ondt. Det kan derfor ikke være rigtigt at antage, at han foretrækker denne tilstand frem for nogen anden stilling, hans folk kan være i, så længe de endnu står som hans folk.
3. Truslen om forkastelse i 16. vers udtales, fordi menigheden er hverken kold eller varm, det samme, som om han ville sige, at den ikke skulle forkastes, ifald den var enten kold eller varm, Men dersom der med kold menes en åbenbar ugudelig, verdslig tilstand så ville de derfor meget hurtig blive forkastede. Derfor kan ordets mening ikke være denne.
Vi må følgelig drage den slutning, at Frelseren med disse ord ingenlunde hentyder til dem, der står udenfor hans menighed; men at han hentyder til tre grader af åndelig kærlighed, hvoraf han foretrækker de to for den tredje. Hellere varm og kold end lunken. Men hvilken åndelig tilstand betegnes da ved udtrykket kold? Vi bemærker først, at denne er en tilstand, hvori man har følelse, og i denne henseende er den bedre end lunkenhed, en tilstand, hvori man er forholdsvis ufølsom, ligegyldig og i største grad tilfreds med sig selv. At være varm er også en tilstand, hvori man føler. Da nu varme betegner frydefuld iver og en livlig virksomhed af kærligheden samt et hjerte, der er oplivet af Guds følbare nærhed og kærlighed, så må kulde betegne en åndelig tilstand, hvis særkende er, at den mangler disse ting, medens dog vedkommende føler sin mangel og længes efter at genvinde sin tabte skat. Denne tilstand er fremstillet ved Jobs ord (23;3): ”Gid, jeg kunne kende ham og finde ham!” I denne tilstand hersker der ikke ligegyldighed, ej heller tilfredshed; derimod har man en fornemmelse af kulde, udygtighed og uro og famler og søger efter noget bedre. Der er endnu håb for den, som er i denne tilstand. Hvad man føler, man mangler og savner, stræber man alvorlig at erholde. Det mest nedslående hos den lunkne er, at han ikke er sig nogen mangel bevidst og føler, at han fattes intet. Der er derfor let at forstå, hvorfor Frelseren hellere vil se sin menighed i en tilstand af ubehagelig kulde end i en tilstand af behagelig, magelig og ligegyldig lunkenhed. Kold kan man ikke længe forblive. Man anstrenger sig, så at man snart bliver varm. Men den, som er lunken, står i fare for at vedblive i denne tilstand, indtil det trofaste og sanddru vidne må forkaste ham som noget væmmeligt og modbydeligt.
Jeg vil udspy dig af min mund. Billedet udføres her videre, og den lunknes forkastelse finder udtryk i den velbekendte virkning, lunkent vand medfører. Og dette betegner den endelige forkastelse, en evig adskillelse fra Kristi menighed.
Jeg er rig og har overflod. Således tænker laodiceerne om sin egen tilstand. De er ikke hyklere; thi de ved ikke, at de er elendige og jommerlige og fattige og blinde og nøgne.
Det råd, de får. Køb af mig, siger det sanddru vidne, guld lutret i ilden, at du kan vorde rig, og hvide klæder, at du kan bedække dig, og salv dine øjne med øjensalve, at du kan se. Dette viser straks de bedragne laodiceere, hvad de mangler, og hvor stor deres mangel er. Det viser også, hvor de kan få de ting, som de trænger så stærkt til, og viser dem, hvor nødvendigt det er at erholde dem snart. Sagen er så vigtig, at vor store talsmand i det himmelske tempel sender et særskilt råd desangående, og dette, at han, som har nedladet sig til at udpege manglerne og råder til at købe, er den, som netop har disse ting at give og indbyder os til at hente dem hos ham, er den bedste mulige sikkerhed for, at han vil begunstige vor ansøgning og bønhøre vore begæringer.
Men hvormed kan man nu købe dette? Jo, netop ligesom vi køber andre evangeliets nådegaver. ”Nu vel, hver den, som tørster, komme hid til vandene, og I, som ikke har penge, komme hid, komme hid, køber og æder; kommer, køber uden penge og uden betaling vin og mælk!” Es. 55;1. Man køber således ved at bede; køber ved at bortkaste jordens værdiløse bobler og modtage uvurderlige skatte istedet; køber ved simpelthen at komme og tage; køber uden at give noget til vederlag. Og hvad køber vi da på disse nådige vilkår? Brød, som ikke forgår, rene klæder, som aldrig tilsmudses, rigdomme, som ikke forgår, og en uforvisnelig arvelod. Besynderlige handel! Og dog nedlader Herren sig til at handle således med sit folk. Han kunne tvinge os til at komme som tiggere i gang og mine; men istedet derfor giver han os sin nådes skatte og modtager til vederlag vor uværdighed, på det vi må modtage de velsignelser, han har at skænke, ikke som almisser, der uddeles til tiggere, men som retmæssig ejendom, man har erholdt ved ærlig handel.
Man må særlig rette sin opmærksomhed på det, der bør købes, efter tekstens ord, nemlig:
1. Guld lutret i ilden. Ved guld betegnes med ét ord al jordisk rigdom. I billedlig betydning betegner det, hvad der udgør åndens sande rigdom. Hvilken nådegave eller snarere, hvilke nådegaver fremstilles da ved dette ord? Thi en enkelt nådegave kan næppe siges at svare til nævnte udtryks fulde betydning. Frelseren sagde til menigheden i Smyrna, at han kendte dens fattigdom, endog den var rig, og vidnesbyrdet viser, at deres rigdom bestod i noget, der til sidst vilde bringe dem i besiddelse af livets krone. Jakob siger (2;5): ”Hører, mine elskede brødre! Har Gud ikke udvalgt dem, som er fattige i denne verden, til at vorde rige i troen og arvinger til det rige, hvilket han har lovet dem, som ham elsker?” Paulus siger: ”Troen er en bestandighed i det, som håbes, og en fast overbevisning om de ting, som ikke ses.” At være rig ligeoverfor Gud – rig i åndelig forstand – er altså at have fuld ret til forjættelserne, at være arving til den arv, som er uforkrænkelig, ubesmittelig og uforvisnelig, som er henlagt i himlen for os. ”Men er I Kristi, da er I jo Abrahams sæd og arvinger efter forjættelsen.” Gal. 3;29. Hvorledes opnår man da denne arveret? På samme måde, som Abraham erholdt forjættelsen, nemlig ”formedelst troen”. Rom. 4;13-14. Intet under altså, at Paulus i Hebr. 11 anvender et helt kapitel til denne vigtige sag, idet han fremholder de mægtige gerninger, der er bleven udrettede, og de kostelige forjættelser, der er bleven opnåede formedelst troen; ligesom han også i næste kap. 1. vers som den store slutning på sin bevisførelse opmuntrer de kristne til at ”aflægge al byrde og synden [vantroen], som lettelig forrasker” dem. Intet udtørrer snarere det åndelige livs kildevæld og nedsænker mennesket i yderlig fattigdom med hensyn til de ting, der hører til Guds rige, end at man lader troen fare og slipper vantroen ind; thi troen må frembringe enhver handling, der skal være velbehagelig for Gud. Den, som kommer til ham, må allerførst tro, at han er til. Det er også ved troen som det virksomste middel under den nåde, som er en Guds gave, at man bliver frelst. Hebr. 11;6; Ef. 2;8.
Heraf fremgår klart, at troen er en hovedbestanddel af den åndelige rigdom; men da ingen enkelt nådegave, som vi før bemærkede, kun svare til dette ords (guld) fulde betydning, så ligger der også utvivlsomt noget andet deri foruden troen. ”Men troen er en bestandighed i det, som håbes”, siger Paulus, hvorfor håbet uadskillelig følger troen. Hebr. 11;1; Rom. 8; 24-25. Og atter siger han, at troen er virksom ved kærlighed, og taler på et andet sted om at være ”Rig i gode gerninger”. Gal. 5;6; 1 Tim. 6;18. Derfor kan kærligheden ikke skilles fra troen. Således har man da de tre af Paulus i 1 Kor. 13 sammenstillede dyder: tro, håb og kærlighed, og størst blandt disse er kærligheden. Dette er guld lutret i ilden, som man rådes af købe.
2. Hvide klæder. Om betydningen af disse ord synes der ikke at kunne råde nogen uenighed. Et par skriftsteder giver nøglen til dette udtryks forståelse. Profeten Esajas siger (64;5): ”Al vor retfærdighed er som et besmittet klædebon.” Man får da det råd at købe det modsatte af dette, en fuldkommen pletfri klædning. Samme billede benyttes hos Sacharias (3;3-4). Endelig siger Johannes i Åb. 19;8 tydelig, at ”linklædet er de helliges dyder”.
3. Øjensalve. Angående denne gives der ligeså liden anledning til meningsforskel som i anledning af de hvide klæder. At man skal salve sine øjne kan visselig ikke tages i bogstavelig forstand, og de det nu her gælder åndelige forhold, må øjensalven betegne noget, der skærper den åndelige synsevne. Der er kun ét middel åbenbaret i Guds ord, hvorved dette kan ske, og det er den Helligånd. I Apg. 10;38 læser vi, at Gud salvede Jesus af Nazareth med den Helligånd. Den samme forfatter, ved hvem Åbenbaringen kom fra Jesus Kristus, skrev også til menigheden i sit første brev (1 Joh. 2;20): ”Og I har salvelse af den hellige og ved alt.” I 27. vers udbreder han sig videre over dette emne: ”Og den salvelse, som I annammede af ham, bliver i eder, og I har ikke behov, at nogen skal lære eder; men ligesom denne salvelse lærer eder alt og er sandhed og ingenlunde løgn, da bliver i ham, som den har lært eder.” Går man til hans evangelium, finder man, at den gerning, han her fremstiller som fuldbyrdet ved salvelsen, netop er den samme som den, han der tillægger den Helligånd. ”Men talsmanden, den Helligånd, hvilken Faderen skal sende i mit navn, han skal lære eder alle ting og minde eder på alle ting, som jeg har sagt eder!” Joh. 14;26, se også Joh. 16;13.
Således råder det trofaste og sanddru vidne os til på en højtidelig måde under billedet af guld, hvide klæder og øjensalve hurtig og med iver at søge hos ham en forøgelse af de himmelske nådegaver: tro, håb og kærlighed, den retfærdighed, han alene kan skaffe, og salvelse af den Helligånd. Men hvorledes er det muligt, at et folk, der savner disse ting, kan mene, at det er rigt og har overflod? En rimelig slutning kan her drages, og den er måske også nødvendig, da der ikke er plads for nogen anden: Man vil lægge mærke til, at der ingen bebrejdelse rettes til laodiceerne på grund af deres lærdomme; de beskyldes ikke for at huse nogen Jesabel i son midte eller for at holde ved Bileams eller nikolaiternes lære. Såvidt vi kan skønne af de ord, der henvendes til dem, er deres tro ret og deres lære sund. Heraf må vi slutte, at de har en ret lære, og dermed er de fornøjede. De er tilfredse ved en ret lærdoms form uden den kraft. De har fået oplysning om de sidste begivenheder i evangeliets husholdning og har en ret theoretisk kundskab om de sandheder, der angår den sidste slægt; men de vil gerne slå sig til tåls hermed og forsømme den mere åndelige del af religionen. Det er uden tvivl ved sine handlinger, ikke ved sine ord, de siger sig at være rige og have overflod. Med så meget lys og så megen sandhed, hvad kan de vel ønske mere? Og dersom de med en rosværdig udholdenhed forsvarer sin lære og efter bogstaven, så vidt det udvortes liv angår, retter sig efter den stigende oplysning af Guds bud og Jesu tro, er da ikke deres retfærdighed fuldstændig? Er de ikke rige og har overflod og fattes intet? Netop heri ligger deres fejlgreb. De burde af al magt råbe på ånden, iveren, inderligheden, livet og kraften af en levende kristendom! Deres retfærdighed burde bestå i, at deres eget jeg og alle dets gerninger hel gik op i deres forløsers fortjeneste.
Tegnet på hans kærlighed. Dette er, så besynderligt det end kan synes, revselse. ”Hvilke som helst jeg elsker, dem straffer og tugter jeg.” Hvis man ikke revses, er man ikke en ægte søn. Hebr. 12. ”Her fremsættes”, siger Thompson, ”En almindelig lov, der går igennem hans nådes husholdning. Alle trænger for en del til revselsen og får den på en eller anden måde, og derved får de også et bevis på Frelserens hengivenhed. Dette ord er ikke let at lære, og de troende er langsomme lærlinge, men her og gennem hele Guds ord og forsyn står det fast, at prøvelser er hans velsignelser, og at intet barn undgår riset. De uforbederlig misdannede og grovkornede byggestene forkastes, medens de, der udvælges til den åndelige tempelbygning, bringes under mejsel og hammer. Der findes ingen klase på det sande vintræ, uden den må igennem vinpersen. ”Jeg for mit vedkommende”, sagde en gammel gejstlig i prøvelsens stund, ”jeg priser Gud for, at jeg har set og følt så megen nåde under denne Guds revselse, at jeg næsten er ude af mig selv af henrykkelse derover. Jeg glæder mig i sandhed højlig ved at tænke på, hvor uendelig sød hans nåde er, når hans domme er så barmhjertige.” ”Vær derfor nidkær og omvend dig”; thi du ser jo, hvorfor og i hvilken hensigt du tugtes. Spild ingen tid; spild end ikke ét slag af riset, men omvend dig straks. Vær brændende i ånden! Dette er det første, formaningen gælder.”
Vær nidkær og omvend dig. Skønt, som man har set, men må foretrække den tilstand, der billedlig kaldes kulde, for den lunkne, er det dog ingenlunde en tilstand, hvori Frelseren gerne vil finde nogen. Han formaner os aldrig til at søge den tilstand. Der er en langt bedre, han råder os til at stræbe efter, nemlig at blive nidkære, at blive brændende, at vore hjerter må være ganske varme i vor herres og mesters tjeneste.
Kristus banker på døren. Lad os atter høre, hvad ovennævnte forfatter siger: ”Her er hjerternes hjerte. Trods deres modbydelige tilstand, trods deres mangel på kærlighed, elsker Kristus dem dog i den grad, at han nedlader sig til at bede om den forret at gøre dem salige. ”Se, jeg står for døren og banker.” Hvorfor? Ej fordi han intet andet hjem har; thi i hans faders hus med de mange værelser står alle døre ham åbne. Han er hvert hjertes liv, hvert øjes lys, hver tunges sang i herligheden; men dog går han rundt fra dør til dør i Laodicea, stanser ved hver især og banker; thi han kom for søge og frelse det, som var fortabt; han kan ikke opgive sin plan at skænke alle dem det evige liv, som Faderen har skænket ham, og han kan ikke gøre sig forståelig for husets indvånere, medmindre døren åbnes, og man byder ham velkommen. Har du købt en ager eller fem par okser og står med hatten i hånden og beder om undskyldning? Han banker atter og atter. Dog du kan ikke modtage nogen nu; er du kanske udmattet af anstrengelse og strækker dig magelig på din sofa? Vil di gøre dig selv livet behageligt og sender bud, at du ikke kan tage imod ham? Han banker atter og atter. . . . Det er tid at gå til bønnemøde, eller der er et månedligt møde; kanske der er lejlighed til at aflægge et kristeligt husbesøg; men du rører dig ikke. . . . O, væmmelige lunkenhed, skæbnesvangre verdslighed! Herlighedens herre kommer den lange vej fra sit himmelske palads – kommer i fattigdom, sved og blod, - kommer til dens dør, som giver sig ud for at være hans ven, og som skylder ham alt, - og han kan ikke komme ind! Han kommer for at frelse den, hvis hus står i lue; men han vil ikke lade ham komme ind! O, hvor høj og dyb Jesu Kristi overbærenhed er! Selv hedningen Publius modtog Paulus og gav ham venligt herberge i tre dage; skulle da de, som kaldes kristne, sige til apostlenes herre, at de har ingen plads for ham?”
Dersom nogen hører min røst. Herren beder, såvel som han banker. Ordet dersom antyder, at nogle ikke vil høre; skønt han står og banker og beder, indtil hans lokker vædes af nattens dug, lukker dog nogle sine øren for hans kærlige indbydelse. Dog er det ikke nok simpelthen at høre; men vi må høre og åbne døren. Mange, som først lytter til hans røst og en stund føler sig tilbøjelige til at adlyde den, vil desværre utvivlsomt til sidst undlade at gøre, hvad der er nødvendigt, for at sikre sig den himmelske gæsts samfund. Kære læser lytter du med åbne øren til de formaninger, Frelseren henvender til dig? Er lyden af hans stemme en velkommen lyd for dig? Agter du på den? Vil du åbne døren og lade ham komme ind, eller er dit hjertes dør tilstængt af denne verdens grushobe, som du nødig vil fjerne? Husk på, at livets herre aldrig tiltvinger sig adgang. Han nedlader sig til at komme og banke og søge adgang; men han tager kun bolig i de hjerter, hvor han som en indbuden gæst er velkommen.
Dernæst kommer forjættelsen: ”Jeg vil gå ind til ham og holde nadver med ham og han med mig.” Hvor træffende og rørende dette billede er! Ven med ven nyder det glade, selskabelige måltid! Hjerte med hjerte har fri og inderlig forening! Hvilken fest må der ikke være, hvor herlighedens konge er gøst-1 Med nævnte ord betegnes ikke nogen almindelig forening, ingen sædvanlig velsignelse eller forret. Hvem kan dog vise sig ligegyldig overfor så ømme bønner og så nådige forjættelser? Det fordres ikke engang, at vi skal dække bord for denne ophøjede gæst; kan dækker selv, ikke med jordens grove næringsmidler, men med retter fra sit eget himmelske forrådskammer. Her giver han os en forsmag på den herlighed, der snar skal åbenbares, et pant på vor tilkommende arv, som er uforkrænkelig og ubesmittelig og uforvisnelig. Dersom vi indgår på hans betingelser og annammer hans forjættelser, så skal morgenstjernen oprinde i vore hjerter, og vi skal skue den herlige morgen, der snart oprinder for Guds menighed.
Den sidste forjættelse. Løftet om at holde nadver med disciplene giver Frelseren, før han giver den sidste forjættelse til dem, som sejrer. Dette viser, at de velsignelser, der indeholdes i den første forjættelse, skal nydes, medens man endnu er i prøvetiden. Efter alt dette kommer endnu forjættelsen til den, som sejrer: ”Den, som sejrer, ham vil jeg give at sidde hos min fader på hans trone.” Hermed fuldkommes vor frelsers forjættelser. Mennesket, der først gjorde oprør og derpå ved faldet nedværdigede og besmittede sig, bringes ved Forløserens gerning tilbage til samfund med Gud, renses fra sine besmittelser, oprejses af sit fald, erholder udødelighed og ophøjes endelig til sæde på selve Frelserens trone. Ære og ophøjelse kan ikke nå længere. Intet menneskes forstand kan fatte den salige tilstand, ingen tunge udsige den. Vi kan blot stræbe fremad, indtil vi, dersom vi til sidst sejrer, skal erfare, hvad det er at være der.
Dette vers indeholder ikke blot en herlig forjættelse, men også en vigtig lære, nemlig at Kristus skal regere på to troner, den ene efter den anden. Den ene er hans faders, den anden hans egen trone. Han siger i dette vers, at han har sejret og sidder nu med Faderen på hans trone. Han regerer nu i forening med Faderen på verdensaltets trone, sidder ved hans højre hånd, ”langt over alt fyrstendom og myndighed og magt og herredom.” Es. 1;20–22, og så videre. I denne stilling er han både præst og konge. Han er præst, ”helligdommens tjener”; men på samme tid sidder han ”ved højre side af Majestætens trone i himlene”. Hebr. 8;1-2. Denne vor frelsers stilling og gerning er forudsagt af profeten Sacharias: ”Og sig til ham: Så siger den herre Zebaoth: Se, en mand, Zemach [grenen, Kristus] er hans navn; og fra sit sted skal han skyde frem, og han skal bygge Herrens tempel, . . . og han [Kristus] skal sidde og herske på sin [engelsk: hans, Guds] trone, og han [Kristus] skal være præst på sin [engelsk: hans Guds] trone, og der skal være freds råd imellem dem begge [formedelst Kristi offer og præstelige gerning for de mennesker, der omvender sig].” Sach. 6;12-13. Men den tid kommer snart, da han skal forandre denne sin stilling, idet han forlader sin faders trone og indtager sin egen; og dette nå ske, når tiden kommer, da de, som sejrer, skal få løn; thi da skal de sidde med Kristus på hans trone, ligesom han har sejret og nu sidder med sin fader åå hans trone. Denne forandring i Kristi stilling fremstiller Paulus i 1 Kor. 15;24–28 med følgende ord: ”Derpå kommer enden, når han har overantvordet Gud og Faderen riget, når han har tilintetgjort alt fyrstendomme og alt vælde og magt; thi ham bør det at regere, indtil han får lagt alle fjender under sine fødder. Den sidste fjende, som tilintetgøres, er døden. Han har jo lagt alle ting under hans fødder. Men når han siger, at alle ting er ham underlagte, da er det åbenbart, at det er ham undtagen, som har underlagt ham alle ting. Men når alle ting er bleven ham underlagte, da skal og Sønnen selv underlæge sig ham, som har underlagt ham alle ting, at gud skal være alt i alle.”
De i denne del af skriften til lærdom fremstillede sandheder lader sig kanhænde kortest udtrykke ved en ubetydelig omskrivning, idet man for hvert tilfælde istedenfor stedordene bruger de hovedord, i hvis sted de står:
”Derpå kommer enden [på evangeliets husholdning], når Kristus har overantvordet Gud og faderen riget [hvilket han nu har i forening med Faderen], når Gud har tilintetgjort alt fyrstendømme og al vælde og magt [som modstår Sønnens gerning]; thi Kristus bør det at regere [på sin faders trone], indtil Faderen får lagt alle fjender under Kristi fødder. (Se sal. 110: 1.) Den sidste fjende, som tilintetgøres, er døden. Gud har jo [da] lagt alle ting under Kristi fødder. Men når Gud siger, at alle ting er Kristus underlagte [og han begynder sin gerning på sin egen trone], da er det åbenbart, at det er Gud undtagen, som har underlagt Kristus alle ting. Men når alle ting er bleven Kristus underlagte, da skal og Kristus selv underlægge sig Gud, som har underlagt ham alle ting, at Gud skal være alt i alle.”
At dette er em rigtig gengivelse af nævnte skriftsted, kan man let forvisse sig om. Der kan kun rejses spørgsmål om, hvem stedordene gælder, og alle forsøg på at få de stedord, der i foregående omskrivning henviser til Gud, til at gælde Kristus, gør Pauli ord meningsløse, når man læser dette skriftsted igennem.
Heraf ser man, at det rige, Kristus overantvordede Faderen, er det, han har for nærværende på sin faders trone, hvor han siger, at han nu sidder. Han overantvorder dette rige til Faderen ved slutningen af den nuværende nådeshusholdning, når tiden kommer, da han skal overtage sin egen trone. Derefter regerer han på sin faders, Davids, trone og er alene Gud undergiven, der vedbliver at beholde sin stilling på verdensaltets trone. I denne Kristi regering deltager de hellige. ”Den, som sejrer, ham vil jeg give at sidde med mig på min trone.” ”Og de blev levende”, siger Johannes (Åb. 20;4), ”og regerede med Kristus de tusinde år.” Denne må være en særskilt regering i et særskilt øjemed, som vi vil se ved nævnte kapitels behandling; thi de helliges virkelige regering skal ifølge Daniel 7;18 vare ”indtil evighedernes evighed”. Hvor kan dog nogen jordisk genstand bortlede vort blik fra denne evige, himmelske udsigt?
Således slutter budskaberne til de syv menigheder. Hvor skarpt og gennemtrængende er dog ikke deres vidnesbyrd! Hvilken lærdom de indeholder for alle kristne til alle tider! Det er ligeså sandt overfor den sidste menighed som overfor den første, at alle deres gerninger er åbenbare for ham, som vandrer midt imellem de syv guldlysestager. Intet kan skjules for hans prøvende blik. Og medens hans trusler mod hyklere og misdædere er skrækkelige, som de med ret bør være, hvor rige, hvor trøstefulde, hvor nådige og herlige er ikke hans forjættelser til dem, der elsker og følger ham med oprigtigt hjerte!
Kærlighedens råd, ja nådens budskab vist, |