4. Kapitel - Den himmelske helligdom

I de første kapitler skildrer Johannes det syn, hvori menneske sønnen åbenbarede sig for ham, og beskriver både hans persons majestæt samt også meddeler de ord, han udtalte med en røst som mange vandes lyd. Et nyt syn og en ny scene fremstilles nu for os. Udtrykket ”derefter” betegner ikke, at det, som berettes i 4. kapitel og fremover, først skulle ske, efter at alt det, som omtales i de tre foregående kapitler, var opfyldt, men kun, at det, han nu ser, blev vist ham, efter at han havde set og hørt det tidligere berettede.

En dør var opladt i himlen. – Man mærker sig, at det var i himlen, en dør blev opladt, ikke til himlen; himlen selv åbnedes ikke for Johannes’ indre øje som for Stefanus (Apg. 7;56); men et sted eller en afdeling i himlen blev opladt for ham, og det blev ham forundt at se, hvad der foregik derinde. At det sted, som blev åbnet for Johannes, var den himmelske helligdom, fremgår klart af bogens øvrige vidnesbyrd.

Hvad herefter skal ske. – Sammenlign hermed kapitel 1;1. Åbenbaringens store formål synes at være at fremstille tilkommende begivenheder i den hensigt at oplyse, opbygge og trøste menigheden.

  2.  Og straks blev jeg henrykket i Ånden; og se, en trone stod i himmelen,
      og en sad på tronen,
  3.  og den siddende var at se til ligesom jaspissten og sarder, og
      der var en regnbue omkring tronen, at se til ligesom smaragd.
  4.  Og omkring tronen var der fire og tyve troner, og på tronerne
      sad der fire og tyve ældste, iførte hvide klæder og med
      guldkranse på deres hoveder.
  5.  Og fra tronen udgår der lyn og røster og tordener, og syv
      ildfakler brænde foran tronen, hvilke er de syv Guds ånder. 

Jeg blev henrykket. – Dette udtryk forekommer en gang før i denne bog, nemlig i Kapitel 1;10: ”Jeg blev henrykket i ånden på Herrens dag,” – hvor det betegnede, at Johannes fik et syn på sabbatten eller Herrens dag. Dersom ordet der betyder, at han havde syner, så betegner det det samme her; følgelig endte det første syn med 3. kapitel, og et nyt syn begynder her. Ikke heller kan det indvendes herimod, at Johannes forud, som man kan se af 1. vers i dette kapitel var i en sådan åndelig tilstand, at han kunne se opad og se en dør opladt i himlen og høre en røst som en basuns mægtige lyd, der kaldte på ham, for at han nærmere kunne betragte, hvad der foregik i himlen. Det er jo klart, at der foruden profetiske syner kan være sådanne henrykkelser som den, hvori Stefanus, fyldt af helligånden, kunne skue opad og se himlene åbnede og menneske sønnen stående hos Guds højre hånd. En endnu højere grad af åndelig henrykkelse betegnes ved udtrykket ”henrykket i ånden”. Der står intet om, på hvilken dag han fik dette syn.

Da Johannes nu atter henrykkes i himmelske syner, ser han først en trone sat i himlen og det guddommelige væsen siddende på den. Den måde, hvorpå han beskriver dette væsens udseende, klædt i de blandede farver af den hyppig purpurrøde Jaspis, og den blodrøde sarder, leder straks tanken hen på en monark, klædt i sin kongelige dragt. Rundt omkring tronen var der en regnbue, der, på samme tid som den forøger scenens herlighed, minder om, at den, som sidder på tronen, vel er en almægtig og uindskrænket regent, men ikke desmindre er en Gud, som evindelig kommer sin pagt i hu.

De fire og tyve ældste. – Som der engang blev spurgt Johannes angående den frelste skare, spørges der også hyppig nu angående de 24 ældste: ”Hvem er de, og hvorfra er de komne?” Læg mærke til, at de er klædte i hvide klæder og har Guldkroner på sine hoveder, hvilket er tegn på, at deres strid er endt og sejren vunden. Heraf slutter vi, at den engang deltog i de kristnes kamp, engang vandrede ligesom alle de hellige sin pilgrimsgang på jorden og har sejret. I en eller anden vis hensigt bærer de nu forud for de forløstes store skare sin sejrskrone i den himmelske verden. I sandhed, de vidner tydelig om dette i den lovsang, de sammen med de fire levende skabninger synger til lammets pris: ”Og de sang en ny sang og sagde: Du er værdig til at tage bogen og oplukke dens segl, fordi du er slagtet og har med dit blod købt os til Gud af alle stammer og tungemål og folk og slægter.” Åb. 5;9. Denne sang synges, førend noget af det, som profeteres om i de syv segl, foregår; thi den synges som udtryk for, at lammet er værdig til at tage bogen og åbne dens segl, grundet på hvad han allerede havde fuldbragt, nemlig deres forløsning. Denne sang er derfor ikke her på forhånd indskudt, da den har sin anvendelse på fremtiden, men er et udtryk for en virkelig fuldendt kendsgerning i deres historie, som sang den. Disse var derfor genløste mennesker, - genløste fra denne jord, ligesom alle andre skal genløses ved Kristi dyrebare blod.

Læser vi da noget andet sted, om sådanne forløste mennesker? – Ja; Paulus taler vistnok om de samme personer, når han i brevet til Efeserne siger: ”Derfor siger skriften: Han (Kristus) opfor til det høje, bortførte fanger og gav menneskene gaver.” Ef. 4;8. Går vi tilbage til det, som skete ved Kristi korsfæstelse og opstandelse, læser vi: ”Og gravene åbnedes, og mange af de hensovede helliges legemer opstod, og de gik ud af gravene efter hans opstandelse og kom ind i den hellige stad, og åbenbaredes for mange.” Matt. 27;52-53. Således får man da svar på dette spørgsmål med selve skriftens ubedragelige ord. De 24 ældste der nogle af dem, som gik ud af gravene ved Kristi opstandelse; og de var med blandt den skare af fanger, som Kristus udførte fra fangenskabet i det mørke dødsrige, da han sejrende opfor til det høje. Mattæus taler om deres opstandelse, Paulus om deres himmelfart, og Johannes ser dem i himlen, hvor de betjener det hellige embede, hvortil de blev oprejste.

Vi er ej heller alene om denne anskuelse. Wesley taler som følger om de 24 ældste: ”Dette at de er klædte i hvide klæder, og at de bærer guldkroner, viser, at de allerede havde fuldendt løbet og indtaget sin plads blandt de himmelske borgere. De kaldes ingen steder sjæle, hvorfor de sandsynligvis allerede havde forherligede legemer. Matt. 27;52.”

Vi ønsker nu at henlede læserens opmærksomhed på, at de 24 ældste sidder på troner. Derved betegnes det samme som i Daniel 7;9: ”Jeg skuede, indtil stole blev fremsatte.” Dette er de samme troner eller stole. Dette billede er taget fra den østerlandske skik at lægge matter ned eller sætte løjbænke frem, for at højtstående gæster kunne sidde på dem. Disse 24 ældste (se under Åb. 5) bistår rimeligvis Kristus i hans midlerværk i den himmelske helligdom, og da den i Daniel 7;9 beskrevne dom begyndte i det allerhelligste, blev deres sæder eller troner satte eller stillede tilrette ifølge nævnte skriftsteds vidnesbyrd.

Syv tændte lamper. – Disse tændte lamper eller fakler er et passende modbillede af guldlysestagen i den forbilledlige helligdom med dens syv lamper, der altid holdtes tændte. Denne lysestage blev efter Guds anvisning opstillet i den jordiske helligdoms første afdeling. 2 Mos. 25;31-32, 37; 26;35, 27;20 og så videre. Da nu Johannes siger, at en dør var opladt i himlen, og han i det således for hans syn opladte tabernakel ser modbilledet af den jordiske helligdoms lysestage, så er dette et godt bevis for, at han så ind i den himmelske helligdoms første afdeling.

  6.  Og foran tronen var der som et glarhav, ligesom krystal, og i 
      tronens midte og omkring tronen var der fire dyr, fulde af
      øjne fortil og bagtil.
  7.  Og det første dyr lignede en løve; og det andet dyr lignede en
      okse; og det tredje dyr havde ansigt som et menneske; og det
      fjerde dyr lignede en flyvende ørn.
  8.  Og de fire dyr (væsener) have hvert især seks vinger, rundt om og
      indadtil er de fulde af øjne; og uden ophør siger de dag og nat:
      Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud, den almægtige, han, som
      var, og som er, og som kommer!
  9.  Og når væsenerne giver ære og pris og tak til ham, som sidder på
      tronen, ham, som lever i evighedernes evigheder,
 10.  da falde de fire og tyve ældste ned for ham, som sidder på
      tronen, og tilbede ham, som lever i evighedernes evigheder, og
      lægge deres kranse ned for tronen og sige:
 11.  Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få prisen og æren og
      magten; thi du har skabt alle ting, og ved din vilje er de,
      og blev de skabt. 

Et glashav. – Ikke virkeligt glas, men en vid, udstrakt flade, som lignede glas, - strålende og gennemsigtig, siger Greenfield. Samme tanke udvikles videre derved, at det lignes med krystal, hvormed menes ”noget fast, noget gennemsigtigt, som is eller glas”. Dette havs beliggenhed viser, at det ingen lighed har med den forbilledlige tjenestes bækken, hvori præsterne toede sig. Det udbreder sig kanske under og danner grundlaget for tronen, ja endog for staden selv. Det omtales atter i Åb. 15;2 som det sted, hvor de, der sejrer, snart skal stå i evig, salig sejrsglæde.

De fire dyr. – Ordet ”dyr” i dette vers er en meget uheldig oversættelse. Det græske ord betegner egentlig en ”levende skabning”.*) Bloomfield siger: ”Fire levende skabninger” (ikke dyr). Og Heinr. Gengiver det på samme måde. . . At denne rettelse er på sin plads, er fortolkerne i almindelighed enige om. Dette ord er meget forskelligt fra , der benyttes som betegnelse på det profetiske dyr i Åb. 13. og flg. (Scholefield.) Man kunne tilføje, at Bulkeley anfører flere eksempler på, at ikke alene betegner en skabning, men endog et menneskeligt væsen, særlig et, hvor Origenes bruger det om vor Herre Jesus.”

Lignende billeder benytter i det første kapitel hos Ezekiel. De egenskaber, som disse sindbilleder synes at betegne, er: Styrke, udholdenhed, fornuft og hurtighed, nemlig styrke i kærlighed, udholdenhed i pligtens opfyldelse, fornuft til at fatte den guddommelige vilje og hurtighed til at lyde. Disse levende skabninger er endnu nærmere tronen end de 24 ældste; thi de står ”i tronens midte og omkring tronen”; ligesom de ældste synger også disse lammets pris, fordi han har genløst dem fra jorden. De tilhører derfor samme klasse og repræsenterer en del af den skare, der, som allerede påvist (se bemærkninger over 4. vers), er bleven udførte af dødens fangenskab og optagne til himlen. Angående formålet med deres genløsning se videre bemærkninger over Åb. 5;8.

De har ingen hvile. – ”O, lykkelige uro!” udbryder John Wesley så skønt; og emnet for deres stadige tilbedelse er: ”Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud, den almægtige, han, som var, og som er, og som kommer.” Aldrig har en mere ophøjet sang lydt fra skabningers læber, og de gentager den ”Dag og nat”, det vil sige uophørligt, idet disse udtryk kun betegner den måde, hvorpå menneskene her regner tiden; thi hvor Guds trone står, kan der ingen nat være.

Vi dødelige bliver så let trætte af den stadige gentagelse af det simple vidnesbyrd, vi her aflægger om Guds godhed og nåde; og vi fristes undertiden til intet at sige, fordi vi ikke stadig kan sige noget nyt. Men vi kan lære noget af disse hellige væsener i himlen, som aldrig bliver trætte af uophørlig at gentage ordene: ”Hellig, hellig, hellig, er Herren, Gud, den almægtige”, - for hvem disse ord heller ikke nogensinde bliver gamle, da deres hjerter altid gløder ved tanken om hans hellighed, godhed og kærlighed. Lovsangen bliver ikke ensformig for dem; thi hver gang den synges, ser de på ny den almægtiges egenskaber; de får stadig et højere begreb om hans fuldkommenheder; synskredsen udvider sig hos dem; deres hjerter udvides; og fra sit nye standpunkt med nye følelser må de atter tilbedende fremføre sin hellige hilsen, der endog for dem selv er ny: ”Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud, den almægtige!”

Således burde vore vidnesbyrd her ej heller blive trættende for vort øre, ihvorvel vi så ofte hører om, hvor god, nådig og kærlig Herren er, hvor dyrebar hans sandhed er, og hvor yndig den tilkommende verden er; thi hele vort liv igennem burde vi vinde nye forestillinger om, hvilken salighed der ligger i disse herlige emner. Om udtrykket ”han, som var, og som er, og som kommer”, se bemærkninger over Åb. 1;4.

”Værdig er du, Herre, til at annamme æren og prisen og magten,” – hvor værdig kommer vi aldrig til helt at kunne fatte, før vi som de hellige væsener, der synger denne lovsang, erholder udødelighed og fremstilles ustraffelige for hans herlighed i fryd. Judas 24,

Thi du har skabt alle ting. – Skaberværket lægges til grund for den ære, pris og magt, der her tillægges Herren. ”Og ved din vilje er de, og blev de skabte.” Gud ville det så, og alle ting blev til; og ved den samme magt opholdes og bevares de.