Indledning

At Daniels bog forfattedes af ham, hvis navn det bærer, er der ingen fornuftig grund til at betvivle. Ezekiel, som levede samtidig med Daniel, vidner gennem profetiens ånd om hans gudfrygtighed og redelighed, idet han i denne henseende stiller ham lige med Noah og Job: ”Eller om jeg sendte Pest i det samme land og udøste min harme over det med blod for at udrydde mennesker og kvæg af det, og Noah, Daniel og Job var i dets midte, da skulle de, så sandt jeg lever, siger den Herre, Herren, hverken redde søn eller datter; sin egen sjæl skulle de redde ved sin retfærdighed. Ez 14; 19,20. Hans visdom var også selv i hin gamle tid blevet til et ordsprog, som man kan se af samme forfatter. Herren befalede ham at gå til fyrsten i Tyrus og sige; ”Se, du er visere end Daniel; intet lønligt er skjult for dig.” Ez. 28; 3. Men frem for alt anerkendte frelseren ham som en Guds profet og bød sine disciple forstå de forudsigelser, der ved Daniel var givne den kristne menighed: ”Når I da ser ødelæggelsens vederstyggelighed, om hvilken profeten Daniel har talt, stå på det hellige sted (hvo, der læser det, give agt derpå!), da fly på bjergene de, som er i Judæa.” Matt. 24; 15,16.

Ihvorvel vi har en mere nøjagtig beretning om hans tidligere liv, end der findes om nogen som helst anden profets, hersker der dog fuldstændig mørke med hensyn til hans fødsel og slægtsregister, uden for så vidt som vi ved, at han var af kongelig æt, sandsynligvis af Davids hus, der ved denne tid var bleven temmelig talrigt. Han optræder første gang som en af de fornemme jødiske fanger i Nebukadnezars, Kongen af Babels, første år, ved begyndelsen af det 70 årige fangenskab, 606 f.Kr. Jeremias og Habakuk profeterede endnu. Ezekiel begyndte snart efter og Obadias lidt senere; men begge disse afsluttede sin gerning flere år, før Daniels lange og glimrende løbebane sluttede. Kun tre profeter fulgte efter ham; Haggai og Sakarias, der øvede sin profetiske gerning en kort stund samtidig, 520 – 518 f.Kr., samt Malakias, den sidste af de gammeltestamentlige profeter, der stod på sit højdepunkt en kort tid omkring 397 f.Kr.

Under Jødernes 70 årige fangenskab 606 – 536 f.Kr., forudsagt af Jeremias (Jer. 25; 11), levede Daniel ved det babylonske hof den største tid i hæder og velstand som førsteminister i det fagreste af jordens verdensriger. Hans liv lærer os grundigt, hvor vigtigt og fordelagtigt det er fra sin tidligste ungdom at holde sig ganske ren og ubesmittet i sin gudsdyrkelse, og giver et ganske mærkeligt eksempel på hvorledes man kan bevare en høj grad af fromhed og trofast opfylde de pligter, Gudstjenesten pålægger, medens man samtidig øver den travleste virksomhed og bærer de tungeste, mest bekymringsfulde ansvar, et menneske i dette timelige liv kan bære.

Hvor små må ikke folk nu om stunder føle sig lige overfor en sådan mands løbebane. De har ikke hundrededelen af, hvad han havde at bruge tiden til eller være opmærksom på, og dog anfører man som undskyldning for, at man næsten ganske forsømmer sine kristenpligter: Jeg har ingen tid dertil. Hvad vil vel Daniels Gud sige til sådanne folk, når han kommer for at lønne sine tjenere uden andet hensyn end deres tro tjeneste?

Men det er ikke alene, ej heller hovedsagelig hans forbindelse med det Kaldæiske kongedømme, rigernes perle, som foreviger Daniels minde og forherliger hans navn. Fra dets strålende højde så han det samme rige gå nedad, indtil det kom i andre hænder. Den tid, det nød den største trivsel, faldt sammen med et eneste menneskes levealder. Så kort var dets herredømme, så forbigående dets glans. Daniel var betroet en varigere hædersstilling. Medens Babylons fyrster og mægtige elskede og hædrede ham, nød han en uendelig højere udmærkelse, idet han blev elsket og æret af Gud og hans hellige engle samt fik kundskab om den allerhøjestes rådslutninger.

Hans spådomme er i mange henseender de mærkeligste af alle i den hellige skrift. De er de mest omfattende. De var de første spådomme, som i uafbrudt række fremstillede verdenshistoriens udvikling fra hint øjeblik til den sidste dag. Disse spådomme anviste alt det, der skulle ske, plads i nøje bestemte tidsgrænser ind i fremtiden. Det var ham, som først forudsagde Messias’ komme til en tid, der efter angivelser let lader sig beregne. Han antydede tiden for denne begivenhed så bestemt at Jøderne forbander den, som blot gør forsøg på at tolke dens årstal, fordi man derved viser, at de ingen undskyldning har for at forkaste Kristus; og så nøjagtig var hans omstændelige og bogstavelige forudsigelse gået i opfyldelse lige ned til Porfyrius’ tid, 250 e.Kr., at denne erklærede spådommene for affattede efter begivenhederne selv – det eneste smuthul, han kunne finde, når det gjaldt at komme bort fra sin tåbelige vantro. Dette vil dog ikke nytte nu; thi hvert følgende hundrede år har bragt forøget bevis for spådommens sanddruhed, og endnu den dag i dag foregår meget, der er en fuldbyrdelse af de samme spådomme.

Hvad man ved om Daniel selv, når nogle år ud over den tid, Mederne og Perserne kuldkastede det babyloniske rige. Man antager, han døde i den persiske by Susan omtrent 94 år gammel, 530 f.Kr., og det var sandsynligvis hans høje alder, som gjorde, at han ikke vendte tilbage til Judæa med de andre hebraiske fanger, dengang Cyrus gjorde en ende på det 70 årige fangenskab ved at erklære dem for fri, 536 f. Kr. Ezra 1:1.