5. Kapitel - Den himmelske helligdom – fortsættelseHer begynder et nyt kapitel, men ingen ny scene. Det samme syn viser sig endnu for apostlens åndelige øje. Med ham, ”som sad på tronen”, menes øjensynlig faderen, da sønnen straks efter omtales som ”et lam, ligesom slagtet”. Den bog, Johannes her så, indeholdt en åbenbaring af flere ting, der skulle foregå i menighedens historie indtil tidens ende. At han, som sad på tronen, holdt den i sin højre hånd betegner, at Gud alene ved, hvad der engang skal ske, uden for så vidt han anser det tjenligt, at åbenbare det for andre.
En bog. – Bøgerne, som brugtes på åbenbaringens tid, var ikke som vore bøger; de bestod ikke af en række sammenbundne blade, men var sammenføjede af pergamentstrimler (eller strimler af andet stof), længere eller kortere, én eller flere sammenrullede. Desangående bemærker Wesley:
”De gamles sædvanlige bøger var ikke som vore, men de var ruller, eller lange pergamentstykker, der oprulledes på en lang stav, således som man hyppig ruller op silketøjer. Den her omtalte bog, som var forseglet med syv segl, var en sådan. Ikke så at forstå, at apostlen så alle seglene på en gang; thi der lå syv ruller indeni hverandre, enhver særlig forseglet, så at når den første åbnedes og rulledes ud, forblev den anden forseglet, indtil den også åbnedes, og så fremdeles indtil den syvende.”
Om samme genstand bemærker Scott: ”Den så ud som en af flere pergamenter bestående rulle efter datidens skik; og omendskønt man antog, at der var skrevet noget indeni, kunne man dog intet læse, før seglene blev brudte. Den befandtes siden at indeholde syv pergamentstrimler eller småruller, hver særlig forseglet. Havde nu alle seglene været udenpå, så kunne man intet have læst, før alle seglene var brudte, men ved hvert enkelt segl, som blev opladt, fik man en delvis oplysning om rullens indhold. Dog synes det ydre udseende at have antydet, at den bestod af syv eller i det mindste af flere dele.”
Bloomfield siger: ”De af de gamle benyttede lange pergamentruller, som nu kaldes bøger, var sjælden beskrevne på mere end én side, den nemlig, som under oprulningen vendte ind.” Således var denne bog vist heller ikke beskrevet indvendig og udvendig, som læsningen i den almindelige oversættelse giver at forstå. ”Grotius, Lowman, Fuller og andre,” siger the Cottage Bible, ”gengiver det således: ”Beskreven indvendig og udvendig forseglet”. . . Hvorledes disse segl var anbragte forklares tilstrækkelig i foranstående ord af Wesley og Scott.
Udfordringen. – Gud holder så at sige denne bog frem for al verdens øjne, og en vældig engel, utvivlsomt en af høj rang og stor magt, træder frem som en herold og opfordrer med vældig røst alle skabninger i verdensaltet til at prøve sin visdoms styrke ved at åbenbare Guds skjulte råd. Hvem er værdig til at åbne bogen og bryde dens segl? Derpå følger en pause. I tavshed indrømmer hele skabningen sin udygtighed og uværdighed til at åbenbare skaberens rådslutninger. ”Og ingen i himlen”, ikke blot intet menneske, men ingen skabning i himlen formåede det. Beviser ikke dette, at englenes evne er begrænset ligesom menneskets, hvor det gælder at trænge ind i fremtiden og åbenbare til tilkommende? Da apostlen så, at ingen trådte frem for at åbne bogen, blev han meget bange for, at Herrens rådslutninger, som den indeholdt med hensyn til hans folk, aldrig skulle komme for dagen, og på grund af sine naturlige ømme følelser og sin omsorg for menigheden græd han såre. ”Hvor langt er ikke de fra at have Johannes’ sindelag, der hellere følger oplysning om alt andet end denne bogs indhold! Siger Wesley.
I anledning af udtrykket: ”Jeg græd såre”, bemærker Benson træffende: ”Dybt bevæget ved den tanke, at der intet som helst væsen fandtes, der kunne forstå, åbenbare og fuldkomme de guddommelige rådslutninger, frygtede han for, at de skulle blive skjulte for menigheden. Denne apostelens gråd havde sit udspring i sjælsstorhed. Hans hjertes ømhed trådte klarere frem nu, da han ikke var sin egen Herre. Åbenbaringen blev ikke skreven uden tårer, ej heller kan man forstå den uden tårer.”
Johannes får ikke græde længe. Gud ønsker, at nogen kundskab, som er til gavn for hans folk, skal forholdes dem, men sørger for, at bogen bliver åbnet. Derfor siger en af de ældste til ham: ”Græd ikke! Se, løven, som er af Judas stamme, Davids rod, har vundet sejr til at oplukke bogen og bryde dens syv segl.” Hvorfor en af de ældste fremfor noget andet væsen meddelte Johannes dette, kan man ikke vide, uden det skulle være, fordi de som genløste havde særlig interesse for alt, hvad der angik menighedens velfærd på jorden. Kristus kaldes her ”Løven af Judas stamme”. Hvorfor kaldes han løve? Og hvorfor siges der af Judas stamme? – Det første sandsynligvis for at betegne hans styrke; thi efterdi løven er dyrenes konge, skovens monark, er den også et passende sindbillede på kongelig magt og vælde. ”Af Judas stamme.” Denne benævnelse er utvivlsomt hentet fra profetien i 1 Mos.49;9-10.
Davids rod. – Den, der var oprindelsen til Davids stilling og vælde og hævdede samme. At Davids stilling særlig var forud bestemt af Kristus og særlig støttedes ved ham, kan man ikke tvivle om. Davids var forbilledet, Kristus modbilledet. Davids trone og herredømme i Israel var et billede på Kristi regering over sit folk. ”Og Gud Herren skal give ham Davids, hans faders, trone.” Luk. 1;32-33. Da Kristus fremtrådte i linjen af Davids afkom, idet han blev menneske, kaldes han også Davids slægt og en kvist af Isajs stub. Es. 11;1,10 Åb. 22;16. Efter at hans ret til Davids trone og til at herske over Guds folk således er fremstillet, var det ganske i sin orden, at det blev ham betroet at bryde seglene.
Har vundet sejr. – Disse ord antyder, at han vandt ret til at åbne bogen ved at sejre i en forudgående kamp. Dette ses også i den følgende stykker af samme kapitel. Det næste der føres frem, er Kristi store værk som verdens forløser, at han udgød sit blod til syndernes forladelse og menneskets frelse. Under denne gerning blev han udsat for Satans heftigste angreb. Men han blev bestandig i fristelsen, led korsets kvaler, opstod som en sejrherre over døden og graven og lagde i triumf grundvolden til forløsning. Derfor synger de fire levende skabninger og de 24 ældste: ”Du er værdig til at tage bogen og oplukke dens sejl, fordi du er slagtet og har med dit blod købt os til Gud.”
Johannes skuer op for at se løven af Judas stamme og ser et lam midt imellem tronen og de fire levende væsener og midt imellem de ældste, ligesom slagtet.
Midt imellem tronen. – Doddridge oversætter dette således: ”Og jeg så i mellemrummet mellem tronen og de fire levende skabninger, og midt imellem de ældste stod et lam.” Midt på scenen stod faderens trone, og i det åbne rum omkring den stod sønnen, fremstillet midlertidig som et slagtet lam. Rundt om disse stod de hellige, der var bleven genløste, først de, der fremstilledes ved de levende skabninger, derpå de ældste i den anden kreds, og til sidst englene (11.vers) i den tredje kreds. Kristi værdighed, idet han står der som et slagtet lam, er genstand for alle de helliges beundring.
Ligesom slagtet. – Woodhouse siger, efter et citat i værket Comprehensive Commentary: ”Den græske tekst antyder, at lammet viste sig med såret hals ligesom et offerdyr, der slagtes ved alteret.” Clarke siger i anledning af dette udtryk: ”Som om det var i færd med at blive ofret. Dette er meget mærkeligt. Så betydningsfuldt er Kristi offer for Gud, at han endnu fremstilles, som om han var i færd med at udgyde sit blod for menneskenes synder. Dette tjener til stor bestyrkelse i troen; thi når nogen kommer til nådens trone, finder han der et offer rede, som kan fremføres for Gud.”
Syv horn og syv øjne. – Horn er sindbillede på magt, øjne på visdom; syvtallet betegner fuldkommenhed eller noget, som er fuldendt. Heraf lærer vi, at lammet har fuldkommen magt og fuldkommen visdom, og det ved virkningen af Guds ånd, som kaldes de syv Guds ånder, hvorved dens gernings fylde og fuldkommenhed betegnes.
Og det kom og tog bogen. – Fortolkere har fundet det meningsløst, at et lam skulle tage bogen, og har søgt forskellige udveje for at klare vanskeligheden. Men er det ikke en velgrundet regel, at enhver handling, som passende kunne udføres af den person eller det væsen, hvem sindbilledet gælder, også kan tillægges sindbilledet selv? Er ikke dette også al den forklaring, stedet behøver? Lammet er jo et sindbillede på Kristus, og at Kristus skulle tage en bog er ikke noget urimeligt; og når her står, at bogen blev tagen, tænker man på, at Handlingen blev udført, ikke af lammet, men af den, hvem lammet sindbilledlig fremstiller.
Guldskåle, fyldte med røgelse. – Af dette udtryk får man et begreb om, hvad de forløste havde at gøre, der fremstilles ved de fire levende skabninger og de 24 ældste. De har guldskåle eller kar fulde af vellugtende røgelse, som er de helliges bønner. Dette er en tjeneste i lighed med præsternes tjeneste.
Scott siger: ”Det er uigendriveligt og klart, at de fire levende væsener tager del i eller rettere anfører lammets tilbedelse, som har købt dem til Gud, og dette beviser uimodsigeligt, at der ved dette sindbillede betegnes en del af den genløste menighed, ikke engle, hvis tilbedelse beskrives straks i det følgende men i åbenbart forskellige udtryk.”
A.Barnes bemærker angående dette sted: ”Tanken er derfor her, at de, der i himlen fremstiller menigheden, de ældste, der omtales som ”præster”, beskrives som dem, der tjener i det himmelske tempel for den menighed, der endnu er på jorden, og ofrer røgelse, medens menigheden ligger i bøn.”
Læseren vil erindre, at ypperstepræsten under den gamle, forbilledlige tjeneste havde mange medhjælpere. Når vi nu tænker på, at vi her skuer ind i den himmelske helligdom, så kommer vi straks til den slutning, at disse genløste er vor store, himmelske ypperstepræsts medhjælpere. I dette øjemed blev de også utvivlsomt genløste. Hvad kunne heller være mere passende, end at frelseren under sin præstelige gerning for menneskeslægten blev assisteret af nogle ældre medlemmer af denne slægt, hvis hellige liv og pletfri karakter gjorde dem skikkede til at oprejses i det øjemed? (Se bemærkninger over Åb. 4;4.)
Vi ved godt, at mange nærer megen uvilje mod den tanke, at der i himlen er noget virkeligt eller legemligt, og vi kan forudse, at de her fremstillede anskuelser vil forekomme dem alt for bogstavelige. For at støtte sine påstande dvæler de gerne ved, at sproget er højst billedligt, og at man ikke kan antage, at der i himlen er eller var noget sådant, som Johannes beskriver. Vi svarer, at om end åbenbaringen hyppig gør brug af billeder, så fortæller den dog ikke fabler. I alt, hvad den beskriver, er der en virkelighed, og vi forstår virkeligheden, så snart vi får en rigtig tolkning af billederne. Vi ved således, at den, som i dette syn sidder på tronen, er Gud; han er virkelig der. Vi ved, at lammet er et sindbillede af Kristus; han er også virkelig der. Han opfor til himlen med et virkeligt legeme, og hvem kan nægte, at han endnu har det samme legeme? Såsandt da vor store ypperstepræst er et legemligt væsen, så må man også have et virkeligt sted, hvor han tjener. Og såsandt de fire levende væsener og de 24 ældste repræsenterer dem, som Kristus udførte af dødens fængsel ved sin opstandelse og himmelfart, hvorfor er de da ikke ligeså virkelige skabninger nu i himlen, som da de opfor til himlen?
Sangen. – Den kaldes ”en ny sang”, ny sandsynligvis, hvad lejligheden angår, og i dens indhold og form. De var de første, der kunne synge den, fordi de var de første, der blev forløste. De kalder sig konger og præster. I hvilken forstand de er præster, har vi allerede set: de hjælper Kristus med hans præstelige gerning. I samme betydning er de utvivlsomt også konger; thi Kristus sidder med sin fader på hans trone, og de deltager uden tvivl som hans tjenere i den himmelske regering med hensyn til denne verden.
Deres forventning. – ”Vi skal regere over jorden.” Uagtet de således er genløste og står omkring Guds trone for lammets åsyn, der genløste dem, og omringes af den himmelske engleskare deroppe, hvor alt er uudsigelig herlighed, viser deres sang, at de forventer en endnu herligere tilstand, når forløsningens store værk engang bliver fuldendt, og de med alle Guds forløste fra alle slægter skal regere over jorden, den forjættede arv, de helliges sidste og evige opholdssted. Rom. 4;13, Gal. 3;29, Sal. 37;11, Matt. 5;5, 2Pet. 3;13, Es. 65;17-25, Åb. 21;1-5.
Den himmelske helligdom. – Hvor lidet begreb, man dog har om det himmelske tempels størrelse og herlighed! I dette tempel indførtes Johannes ved det 4. kapitel. Begyndelse gennem den dør, som åbnedes i himlen. Vi må erindre, at han endnu i 11. og 12. vers skuer ind i samme tempel. Og nu ser han de himmelske hærskarer: 1) Rundt om tronen står de, som fremstilles ved de fire levende væsener. 2) Dernæst kommer de 24 ældste. 3) Derefter ser Johannes rundt omkring dem alle en skare af himmelske engle. Hvor mange? Hvor mange kan man vel antage, det himmelske tempel rummer? ”Titusinde gange titusinde,” udråber seeren. I dette udtryk alene har man 100 millioner! Men som om ingen talstørrelse kunne betegne den utallige mængde, tilføjer han derpå: ”Tusinde gange tusinde (eng.: tusinder på tusinder)!” Vel kunne Paulus (Hebr. 12;22) kalde denne hærskare ”Englenes mange tusinder”. Og disse var alle i den himmelske helligdom. Dette var den forsamling, Johannes så på det sted, som er midtpunktet for universets tilbedelse, hvor den underfulde rådslutning til menneskets genløsning føres fremad til sin fuldendelse. Og den, som fornemmelig var genstand for denne utallige, hellige skares tilbedelse, var Guds lam; og hans livs hovedbehandling, der gjorde krav på deres beundring, var, at han udgød sit blod til det faldne menneskes frelse. Thi enhver røst i hele den himmelske hærskare deltog i den lovsang, som blev sunget: ”Lammet, som er slagtet, er værdigt til at få magt og visdom og styrke og pris og ære og velsignelse!” Hvilken passende forsamling på et sådant sted! Og hvilken passende lovsang til ham, som, idet han udgød sit blod, blev en løsepenge for mange, og som i egenskab af vor store ypperstepræst endnu i den himmelske helligdom i kraft af sit blod træder frem for os. Og for denne ophøjede forsamling må snart vor karakter og vort liv til sidst prøves. Hvad vil da gøre os skikkede til at bestå i denne grundige prøve? Hvad vil da sætte os i stand til at opstå og tage plads blandt den syndefrie skare i himlen? Det skal Kristi blods uendelige fortjeneste, der kan rense os fra al besmittelse og gøre os skikkede til at betræde Zions hellige bjerg! Hvilken uendelig Guds nåde, der kan berede os til at tåle hans herlighed og give os frimodighed til at fremtræde for hans ansigt med overvættes fryd!
En ren verden. – I 13. vers har man en prøve på noget, der hyppig forekommer i skriften, nemlig at et vidnesbyrd indføres udenfor den kronologiske orden, for at en tidligere erklæring eller hentydning kan føres til sin slutning. I foreliggende tilfælde er den tid, da forløsningen er fuldendt, fremstillet på forhånd, som om den var kommen. I 10. vers havde de fire levende væsener og de 24 ældste sagt: ”Vi skal regere over jorden.” Nu føres profetens tanke frem til denne tid. Efter at den vigtigste handling i Kristi midlerembede for mennesket var blevet nævnt – udgydelsen af hans blod – kunne intet være naturligere, end at synet for et øjeblik skulle fremstille den tid, da de herlige virkninger af det værk, der nu var begyndt, skulle blive fuldbragte, de genløstes tal blive fuldt, verdensaltet blive befriet fra synd og syndere, og alle fornuftige skabninger lovprise Gud og lammet.
Det er frugtesløst at forsøge på at udtyde dette om menigheden i dens nuværende stilling, som de fleste fortolkere gør, eller om noget tidspunkt i fortiden, siden synden kom ind i verden, ja endog siden satan faldt fra sin høje stilling som en lysets og kærlighedens engel i himlen. Thi på den tid, hvorom Johannes taler, opsendte hver skabning i himlen og på jorden uden nogen undtagelse sin tak og pris til Gud. Men taler man blot om denne verden fra faldet af, så har forbandelser i stedet for lovprisninger været udstødte mod Gud og hans trone af de allerfleste af vor faldne slægt, og således bliver det, så længe synden hersker.
Man finder derfor ingen plads for de begivenheder, Johannes her beskriver, medmindre man i harmoni med ovennævnte standpunkt ser fremad til den tid, da hele forløsningsværket er fuldkommet, og de hellige begynder sin forjættede regering på jorden, til hvilken de levende væsener og de ældste ser fremad i sin sang. 10. vers. Set fra dette standpunkt er alting tydeligt og harmonisk. Denne regering på jorden begynder efter den anden opstandelse. Dan. 7;27, 2Pet. 3;13, Åb. 21;1. Ved denne opstandelse, der finder sted 1000 år efter den første opstandelse (Åb. 20;4-5), skal de ugudelige overgives til fortabelse. 2Pet. 3;7. Da falder ild ned fra himlen fra Gud og fortærer dem (Åb. 20;9), og denne ild, der forårsager de ugudeliges fordærvelse, er den samme, som smelter og renser jorden, som man ser af 2. Pet. 3;7-13. Da bliver synd og syndere udryddede, jorden bliver renset, forbandelsen med alle dens onde følger svinder for evigt, de retfærdige skal ”skinne som solen i sin faders rige”, og fra et rent verdensalt vil lov og takkesange opstige til Gud. I hele den store skabers skønne rige findes der da intet rum for en uhyre ild og svovlovn, hvori utallige skarer, bevarede ved den nådige Guds magt, skal brænde og vånde sig i uudsigelig og evig pine. I denne glade frydesang er der ingen plads for de fordømtes skurrende klager og håbløse jammer, ej heller for deres forbandelser og bespottelser, der synder og lider på et sted, hvor ingen stråle af håb nogensinde kan trænge ind. Enhver oprørers røst er forstummet i døden. De er bleven opbrændte med rod og grene, - Satan og alle hans tilhængere, bedrageren og de bedragne. Mal. 4;1, Hebr. 2;14. De er forsvundne i røg. Sal. 37;20. De er opbrændte som avner i ilden. Matt. 3;12. De er bleven tilintetgjorte, ikke som stof, men som bevidste og fornuftige skabninger; thi de skal vorde som de, der ikke har været. Obad. 16.
I denne lovsang ophøjes og prises lammet lige med faderen, som sidder på tronen. Fortolkere har med stor enstemmighed grebet dette som bevis for, at Kristus oprindelig må have haft lige tilværelse med faderen; thi ellers, siger de, ydede man her en skabning den tilbedelse, der alene kan tilkomme skaberen. Men dette synes ikke at være en nødvendig slutning. Skriften antyder klarlig, at Kristi tilværelse som søn havde en begyndelse (Joh. 1;1), hvilket ikke var tilfældet med faderen. Se anmærkningerne over Åb. 3;14, hvor vi har vist, at Kristus ikke var et skabt væsen. Men på samme tid som han ikke har en lige evig tilværelse med faderen, så begynder hans tilværelse som faderens enbårne søn alligevel forud for hele skaberværket, så at han i denne henseende er og fremstilles som Guds medskaber. Joh. 1;3, Hebr. 1;2. Kunne ikke faderen bestemme, at man skulle yde et sådant væsen lige tilbedelse med ham selv, uden at dette ville blive afgudsdyrkelse fra den til ham selv, uden at dette ville blive afgudsdyrkelse fra den tilbedende side? Han har ophøjet Kristus til en stilling, ifølge hvilken tilbedelse tilkommer ham, og har endog befalet, at man skal tilbede ham, hvilket ikke ville have været nødvendigt, dersom han havde haft en lige evig tilværelse med faderen. Kristus siger selv (Joh. 5;26): ”Thi ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han og givet sønnen at have liv i sig selv.” Faderen har højt ophøjet ham og skænket ham et navn, som er over alt navn. Fil. 2;9. Og faderen siger selv (Hebr.1;6): ”Og alle Guds engle skal tilbede ham.” Disse vidnesbyrd viser, at Kristus nu er genstand for tilbedelse lige med Faderen, men ikke, at han med ham oprindelig har lige evig tilværelse.
Idet profeten kommer tilbage fra den herlige scene, som han i 13. vers i tankerne har dvælet ved, til det, der foregår i den himmelske helligdom, hører han de fire levende skabninger udråbe: Amen!
|