6. Kapitel - De syv seglEfter at have taget bogen skrider Lammet straks til at åbne seglene, og apostlens opmærksomhed henledes på det, som sker under hvert segl. Tallet syv betegner, som oftere vist, i skriften det fuldendte og fuldkomne. De syv segl omfatter derfor det hele af en vis klasse begivenheder, der når ned til prøvetidens slutning. At sige derfor som enkelte, at seglene måske betegner en række tildragelser ned til Konstantins dage, og de syv basuner nok en række fra den tid af og fremover, kan ikke være rigtigt. Basunerne betegner en række begivenheder, der sker samtidig med begivenhederne under seglene, men af en ganske anden art. En basun er et krigssymbol, hvorfor basunerne betegner store bevægelser, som skal finde sted inden statssamfundene i den evangeliske tid. Seglene betegner begivenheder af en religiøs art og indeholder kirkens historie fra den kristne tidsregnings begyndelse til Kristi komme.
Fortolkere har vakt spørgsmål om den måde, hvorpå dette fremstilles for apostelen. Var det kun en skreven beskrivelse af begivenhederne, der oplæses for ham, eftersom det ene segl efter det andet oplodes? Eller var det en billedlig fremstilling af de begivenheder, bogen indeholdt, som han fik se, efterhånden som seglene blev brudte? Eller blev det fremstillet som et skuespil på en scene for hans øje, idet de forskellige medvirkende trådte frem og spillede sin rolle? Barnes stiller sig afgørende til gunst for den mening, at han så det i billeder; thi han mener, at en blot og bar beskrivelse ikke svarer til apostelens udtryk, når han fremstillede, hvad han så, medens en fremstilling som på scenen ingen forbindelse kan have med seglenes opladelse. Der er imidlertid to vigtige indvendinger mod Dr. Barnes synsmåde: 1) Bogen skulle indeholde kun skrift på indersiden, ikke fremstillinger i billeder; og 2) Johannes så de væsener, der optrådte i de forskellige scener, ikke fæstede ubevægelige på lærredet, men levende og bevægende sig og optrædende virksomt i de dem anviste roller. Den synsmåde, der forekommer os rimeligst, er, at bogen indeholdt en beretning om begivenheder, der skulle foregå, og når seglene blev opladte, og beretningen kom for lyset, blev scenerne fremstillede for Johannes, ikke derved, at han læste beskrivelsen, men derved, at en fremstilling af, hvad der i bogen stod beskrevet, i levende træk blev fremholdt for hans sjælelige blik på det sted, hvor alt i virkeligheden skulle foregå, nemlig på jorden.
Det første symbol, en hvid hest og rytteren, som fører bue, hvem også en krone skænkes, og som går frem sejrende og for at sejre, er et passende sindbillede på evangeliets triumf i denne tidsalders første århundrede. At hesten er hvid betegner, at troen i den tid var ren, - at kronen skænkedes rytteren og at han gik frem sejrende og til end yderligere sejre, er et tegn på den nidkærhed og den fremgang hvormed sandheden udbredtes af dens første tjenere. Man har derimod indvendt, at man ikke godt med sådanne krigeriske sindbilleder kan betegne Kristi Tjenere og Evangeliets fremgang. Men kunne man finde bedre sindbillede på kristendommens værk, da det skred frem som et angribende princip mod det uhyre vildfarende system, hvorimod den i begyndelsen måtte stride? Rytteren på hesten sprængte frem, - hvorhen? Hans hverv var ubegrænset, evangeliet gjaldt al verden.
Hvad man ved disse symboler måske først lægger mærke til er hestenes forskellige farve, som sandsynligvis skal være af betydning. Så sandt den første hests hvide farve betegnede evangeliets renhed på den tid, nævnte sindbillede dækker, betegner den anden røde farve, at den oprindelige renhed på denne tid begyndte at gå tabt. Uretfærdighedens hemmelighed virkede allerede i Paulus Dage, og den kirke, der bekendte sig til at være Kristi kirke, syntes allerede så vidt besmittet, at symbolet måtte veksle farve. Vildfarelser begyndte at opstå; verdslighed trængte ind; kirkemagten søgte forbund med den verdslige magt, og forvirring og uro blev følgen deraf. Denne tidsånd nåede måske sin højde i Konstantins dage, den første såkaldte kristne Kejser, hvis omvendelse til kristendommen af Mosheim sættes til 323 e.Kr. (Ecclesiastical Commentaries.)
Om denne periode bemærker Dr. Rice: ”Den fremtræder som en verdslig tid, en kirkens og statens forening. Konstantin hjalp gejstligheden og gjorde sig den forbunden. Han forfattede love for menigheden, sammenkaldte kirkemødet i Nicæa og udmærkede sig særlig ved dette koncil. Konstantin og ikke evangeliet havde den ære at nedrive de hedenske templer. Staten høstede æren i stedet for kirken, Konstantin fattede beslutninger lige overfor enkelte vildfarelser og pristes derfor, men tillod fortsættelsen og indførelsen af mange andre vildfarelser, og at nogle vigtige sandheder blev modsagte. Indbyrdes stridigheder opstod, og når en ny kejser besteg tronen, styrtede gejstligheden så at sige frem for at vinde ham for sine særinteresser. Mosheim siger om denne periode: ”Der herskede stadig krig og uro.”
Denne tingenes tilstand svarer godt til seerens ord, at magt var givet ham, som sad på hesten, ”at tage freden fra jorden, og at de skulle slagte hverandre, og der blev givet ham et stort sværd”. Den tids kristendom havde besteget tronen og bar det borgerlige vældes tegn.
Hvor hurtig skrider dog ikke fordærvelsens værk frem! Hvilken modsætning mellem dette sindbillede og det første! En sort hest – netop det modsatte af den hvide! Stort mørke og sædelig fordærvelse inden menigheden må denne tids sindbillede betegne. Hvad der skete under det andet segl åbnede vejen for den tingenes tilstand, som her skildres. Tiden mellem Konstantins regering og pavedømmets oprettelse i 538 e.Kr. kan man med rette betegne som den, hvori de mørkeste vildfarelser og den groveste overtro vandt indgang i kirken. Om det tidsrum, som fulgte umiddelbart på Konstantins dage, siger Mosheim:
”De tåbelige fantasifostre, som hengivenhed til den platoniske filosofi og folkelig yndede meninger havde bragt størstedelen af de kristne lærde til at antage før Konstantins tid, blev nu bestyrkede, udvidede og forskønnede på forskellige måder. Herfra skrev sig den overvættes højagtelse for hedengangne helgener, de tåbelige begreber om en vis ild, som skulle rense de afdødes sjæle, noget, der nu fik overhånd, og som man overalt kunne se åbenbare tegn på. Heraf kom også præsternes cølibat, billed- og relikvietilbedelsen, noget, der i tidens løb næsten ganske tilintetgjorde den kristne religion eller i det mindste fordunklede dens glans og fordærvede dens sande væsen på den beklageligste måde. En uhyre masse overtro kom gradvis i stedet for sand religion og ægte Gudsfrygt. Denne stygge omvæltning skrev sig fra mange forskellige årsager. En latterlig iver for at optage nye anskuelser, en forkert lyst til at efterligne hedenske skikke og blande dem ind i den kristelige Gudsdyrkelse, samt den tåbelige tilbøjelighed, folk i almindelighed har for en naragtig og prunkende religiøs tjeneste, - alt bidrog til at opføre et overtroens herredømme på kristendommens ruiner. Derfor foretog man hyppige pilgrimsfarter til det hellige land og martyrernes grave, som om man der alene kunne erhverve sig dydens hellige grundsætninger og et sikkert håb om frelse. Da først overtroen, som ingen grænse kender, havde fået slappe tøjler, forøgedes tåbelige forestillinger og unyttige ceremonier mangfoldig næsten hver dag. Hele masser støv og jord fra Palæstina og andre mærkelige steder, som antoges for hellige, sendtes om som de kraftigste hjælpemidler mod onde ånders vold og solgtes og købtes alle steder til uhørte priser. Folkeprocessioner og bønnemøder, hvorved hedningerne stræbte at forsone sine Guder, optoges nu i den kristelige gudstjeneste og fejredes på mange steder med stor pomp og stads. Den underkraft, man fordum havde tillagt hedenske templer og deres renselser, deres Guders og halvguders billedstøtter, tillagde man nu kristne kirker og vand, som ved visse bønneformularer var indviet, samt billeder af hellige mænd. Samme forret, som først nævnte nød under hedenskabets mørke, overførtes på sidstnævnte under evangeliets lys eller snarere under den overtroens sky, som formørkede dets glans. Sandt er det vistnok, at billeder endnu ikke var meget almindelige, ej heller var der endnu nogen som helst billedstøtter, men på samme tid er det ligeså utvivlsomt sikkert som urimeligt og uhørt, at martyrdyrkelsen gradvis formedes efter de religionstjenstlige handlinger, som udførtes ligeoverfor Guderne før Kristi komme.
”At ovenstående få og korte eksempler på kristendommens stilling på denne tid ser man ved en smule omtanke let, hvad skade kirken led under den fred og den trivsel, Konstantin forskaffede den, og ved den ukloge måde, hvorpå man lokkede de forskellige folkeslag til at antage evangeliet. De snævre grænser, vi i denne historie har sat os, forhindrer os fra i det vide og brede at fremstille de ulykkelige virkninger af den nu almindelige udbredte overtros fremgang og fordærvelige indflydelse.”
Atter siger han: ”En hel bog skulle til for at opregne al den svig, snedige slyngler med held øvede for at skuffe de uvidende, da den sande religion næsten helt var bukket under for en oprørende overtro.” (Mosheims Ecclesiastical History, 4. årh., 2.Del, 3. kapitel.)
Dette uddrag af Mosheim indeholder en beskrivelse af den tid, som dækkes af det tredje segls sorte hest, og det svarer nøje til forudsigelsen. Man ser heraf, hvorledes hedenskabet levedes ind i Kristendommen, og hvorledes på samme tid det falske væsen, som endelig førte til pavedømmets oprettelse, hurtig udbredte sig i hele sit omfang og modnedes til hele sin beklagelige fuldkommenhed i form og styrke.
Vægten. – ”Vægten betegnede, at religionen skulle forenes med borgerlig vælde hos dem, der kom til regeringen at forvalte den udøvende magt, samt at denne ville gøre fordring på ret og magt til at dømme i stat som i kirke. Dette gjaldt blandt Romerkejserne fra Konstantins dage til Justinians regeringstid, da han skænkede romerbispen den samme dommermagt.” (Miller Lectures, side 181.)
Hveden og byggen – ”Et mål hvede og tre mål byg for en denarie vil sige, at menighedens medlemmer skulle blive ivrigt opsatte på at vinde verdsligt gods, og at kærlighed til penge skulle blive tidens rådende ånd; thi for penge skulle de komme til at ville skille sig ved alt.” (Samme.)
Olien og vinen. – ”Hermed antydes åndens, troens og kærlighedens nåde, og der var stor fare for at skade disse under så meget af den verdslige ånds indflydelse. Det bekræftes også af alle historikere, at menighedens trivsel i disse dage avlede den fordærvelse, som endelig sluttede med frafaldet og med, at de antikristelige vederstyggeligheder oprettedes.” (Samme.)
Man lægger mærke til, at den røst, der sætter hvedens kostende til en denarie og siger: ”Olien og vinen skal du ikke gøre skade”, ikke lyder fra nogen på jorden, men midt ud fra de fire levende væsener, - et tegn på, at om end hjordens underhyrder, Kristi navnetjenere på jorden, ingen omhu havde for sin hjord, lod dog ikke Herren den uænset i denne mørke tid. En røst lyder fra himlen – han drager omsorg for, at verdslighedens ånd ikke i den grad får overhånd, at kristendommen helt går til grunde, - at olien og vinen, den ægte Gudsfrygtigheds nådegaver, ikke helt forsvinder fra jorden.
Denne hests farve er mærkelig. Den hvide, røde og sorte hests farve i foregående vers er naturlig, men en bleggul ikke. Det oprindelige ord betegner den ”blege og gulagtige farve”, man ser hos falmede eller sygelige planter. En besynderlig tingenes tilstand i navnkirken må betegnes ved dette sindbillede. Rytteren på denne hest kaldes døden, og helvede (*1* = dødsriget) følger med ham. Dødelighed på denne tid og ned igennem tiden er så stor, at det ser ud, som om ”Dødens blege folk” var komne på jorden og fulgte den hærgende magt i sporet. Man kan næppe tage fejl af den tid, dette segl gælder, den tid nemlig, da pavevældet øvede sit samvittighedsløse, utøjlede herredømme med forfølgelse, fra omkring 538 e.Kr., indtil reformatorerne begyndte sin gerning med at blotte pavevæsenets fordærvelse.
”og Der blev givet ham magt,” – ham, den magt, der fremstilles i dødens skikkelse på den bleggule hest, pavevæsenet nemlig. Med fjerdedelen af jorden menes utvivlsomt det landområde, hvorover nævnte magt skaltede og valtede, medens ordene sværd, hunger, pest (det vil sige en eller anden plage, der volder døden, som f.eks. at man udstødtes, lagdes på pinebænken og så videre) og jordens vilde dyr er billeder, der betegner de midler, hvorved pavevældet har ihjelslået sine martyrer, af hvilke 50.000.000 idet mindste fra dets blodige alter råber om hævn.
Under det femte segl fremstilles martyrerne; de råber om hævn og erholder hvide klæder. De spørgsmål, her straks opstår, er: Dækker dette segl et tidsrum? I så fald hvilket? Hvor er det alter, hvorunder disse sjæle blev set? Hvad er disse sjæle, og i hvilken tilstand er de? Hvad vil deres råb om hævn sige? Hvad betyder det, at de får hvide klæder? Hvornår hviler de endnu en liden tid? Og hvad betegnes der ved, at deres brødre skal ihjelslås ligesom de? På alle disse spørgsmål tror vi at kunne finde et tilfredsstillende svar.
1. Det femte segl dækker et tidsrum. – Det synes rimeligt, at dette segl som alle de andre dækker et tidsafsnit, og man kan ikke tage fejl af dets betydning, dersom man blot har fundet den rette plads for de foregående segl. Følger man paveforfølgelsernes tid ned igennem, så må den tid, som dette segl omfatter, begynde, da reformationen begyndte at undergrave det pavelige antikristelige system og at hæmme romerkirkens forfølgende magt.
2. Alteret. – Dette kan ikke betegne noget alter i himlen, da det klarlig er det sted, hvor nævnte ofre var bleven ihjelslagne, offeralteret. Herom siger Dr. A. Clarke: ”I synet så han sindbilledlig et alter og derunder deres sjæle, der var bleven myrdede for Guds ords skyld, var bleven martyrer for sin kristne hengivenhed. De fremstilles som nylig myrdede ofre for afguderi og overtro. Alteret er på jorden, ikke i himlen.” En bekræftelse på denne synsmåde har man deri, at Johannes ser, hvad der foregår på jorden. Sjælene ses under alteret, netop som ofre, slagtede på det, hvis blod måtte flyde ind under det og de selv falde ned ved dets side.
3. Sjælene under alteret. – Denne fremstilling betragtes gerne som et stærkt bevis for læren om de dødes bevidste tilstand, frigjorte fra sine legemer. Her, påstås det, ser Johannes sjæle frigjorte fra legemet, og de var sig bevidste og havde kundskab om, hvad der gik for sig; thi de råbte om hævn over sine forfølgere. Denne fortolkning af dette skriftsted lader sig af flere grunde ikke forsvare. 1) Den populære fortolkning fremstiller disse sjæle i himlen; men det offeralter, hvorpå de blev ihjelslagne, og under hvilke de sås, kan ikke være der. Det eneste alter, man læser om i himlen, er røgelsesalteret; men det kan jo ikke være rigtigt at tale om nylig myrdede ofre under røgelsesalteret, da dette alter aldrig blev benyttet til ofringer. 2) Det må støde ethvert menneskes forestilling om den himmelske tilstand at tænke sig sjæle i himlen indelukkede under et alter. 3) Kan man antage, at så stærke hævnfølelser kan herske hos himmelske sjæle, at de til trods for himlens ubeskrivelige fryd og herlighed berøves deres tilfredshed og ro, indtil hævnen kommer over deres fjender? Skulle de ikke snarere fryde sig over, at forfølgelsen løftede hånden imod dem og således fremskyndte deres møde med sin forløser, for hvis ansigt der er en mættelse af glæder og livsaligheder evindelig? Den populære synsmåde, som fremstiller disse sjæle i himlen, fremstiller endvidere på samme tid de ugudelige i ildsøen vridende sig i ubeskrivelig kval lige for den himmelske hærskares øjne. Dette påstår man, at lignelsen om den rige mand og Lazarus (Luk. 16) beviser. Men de sjæle, der fremstilles under det femte segl, var bleven ihjelslagne under det foregående segl, flere snese år, ja de fleste af dem endog flere hundrede år før. Det er uomtvisteligt, at deres forfølgere alle sammen var borte fra handlingens skueplads, og at de alle sammen var borte fra handlingens skueplads, og at de ifølge nævnte synsmåde alle led helvedes kvaler for martyrernes øjne, og dog råber disse til Gud, som om de var utilfredse hermed, som om han tøvede med at tage hævn over deres mordere. Hvilken større hævn kunne de ønske? Eller om deres forfølgere endnu levede på jorden, måtte de vide, at de inden nogle få år i det højeste ville få plads med den uhyre mængde, der daglig væltede ind gennem dødens port til jammerens verden. Om man antager noget sådant, stilles deres elskværdighed ikke i noget bedre lys. Et er i det mindste klart: Den populære teori om de dødes tilstand, både de retfærdiges og de ugudeliges, kan ikke være rigtig; eller også er den almindelige fortolkning af dette sted urigtig; thi den ene slår den anden ihjel.
Men, fremholder man videre, disse sjæle må være sig bevidste; thi de råber til Gud. Ja, dette ville have noget at sige, hvis der ingen sådan billedlig udtryksmåde fandtes som personifikation; så længe denne findes, er det ret, at man på visse betingelser tilskriver livløse genstande liv, handling og forstand. Således siges Abels blod at have råbt til Herren fra jorden. 1 Mos. 4;9-10. Stenen råbte fra væggen, og bjælken fra træværket svarede den. Hebr. 2;11. Arbejdernes løn, som blev dem forholdt, skreg, og høstfolkenes råb kom ind for den herre Zebaoths øren. Jak. 5;4. Således kunne også de sjæle, som omtales i foreliggende tekst, råbe, uden at det derved bevistes, at de var sig bevidste.
(Notes on Rev. 6)
Ved sådanne steder som foreliggende vildledes læseren af det almindelige begreb, som tillægges ordet ”sjæl.” Af dette ords almindelige antagne betydning ledes han til den antagelse, at nærværende skriftsted taler om et umaterielt, usynligt, udødeligt væsen i mennesket, der flyver op til den frihed, hvorefter det har tragtet, så snart det dødelige legeme, der som en hindrende klods har holdt det tilbage, dør. Men således som ordet forekommer i den oprindelige hebraiske eller græske tekst, kan man ikke i noget tilfælde finde støtte for en sådan betydning. Ordet ”sjæl” betegner som oftest livet, og det gengives ikke så sjælden ved ”person”. Det gælder de døde som de levende, som man kan se af 1 Mos 2;7, hvor ordet levende ikke havde behøvet at stå, såfremt livet uadskillelig er forbundet med sjælen, ligeså af 4 Mos. 19;13, hvor den Hebraiske konkordanse læser: ”en døds sjæl”. Endvidere beder disse sjæle om, at deres blod må blive hævnet, noget man ikke kan antage, sjælen har, når den er umateriel, således som den gerne opfattes. Efter vor mening betegner ordet ”sjæle” her simpelthen de martyrer, der var bleven ihjelslagne, idet man ved omskrivning, i stedet for den hele person, sætter deres sjæle. For Johannes fremstilledes de, som om de var bleven ihjelslagne på det pavelige alter og nu lå døde under samme. De levede viselig ikke, da Johannes så dem under det femte segl; thi han omtaler dem atter med næsten samme ord og forsikrer os, at den første gang, de levede efter sin martyrdom, var ved de retfærdiges opstandelse. Åb. 20;4-6. De lå der som ofre for pavelig vold og blodtørst og råbte til Gud om hævn på samme måde, som Abels blod råbte til ham fra jorden. 1 Mos. 4;10.
4. De hvide klæder. – Disse skænkedes dem som svar til dels på deres råb: ”Hvor længe tøver du med at dømme og at hævne vort blod. . . ?” Hvorledes var det? – De var gået i døden på den skændigste måde; man havde fremstillet deres liv som alt andet end det, det virkelige var; der var kastet smuds på deres gode navn og rygte; deres bevæggrunde blev mistydede; deres Navne vanærede; man havde dækket deres grav med skam og forsmædelse som den, der gemte de nedrigste og foragteligste personers vanærende støv. Romerkirken, som dengang bestemte de fornemste folkeslags meninger og stemninger på jorden, sparede ingen møje for at gøre sine ofre til en rædsel for alt kød.
Men reformationen begyndte sin gerning. Man begyndte at indse, at det var kirken, som var fuld af fordærvelse og uhæderlighed, medens de, over hvem den udøste sin vrede, var de fromme, rene og hellige. Dette værk fik fremgang blandt de mest oplyste folk, kirkens ry dalede, medens martyrernes tog til, indtil man fik øjnene helt op for den pavelige vederstyggeligheds fordærvelse, og det hele gruelige uvæsen trådte frem for verden i al sin uretfærdigheds nøgenhed og hæslighed, og martyrerne blev rensede i folkets omdømme fra al den bagvaskelse, hvorunder den antikristelige kirke havde forsøgt at begrave dem. Da fik man se, at de havde lidt, ikke for sin nederdrægtigheds og sine forbrydelsers skyld, men ”for Guds ords skyld og for det vidnesbyrds skyld, som de bar.” Nu sang man deres pris, beundrede deres dyder, berømmede deres mod, hædrede deres navne og holdt deres minde i kær erindring. Således fik enhver af dem hvide klæder.
5. Endnu en liden tid. – Romerkirkens grusomme værk hørte dog ingenlunde op, selv efter at reformationsværket havde spredt sig vidt og slået faste rødder. Endnu skulle menigheden komme til at føle ikke så få frygtelige udbrud af romersk had og forfølgelse, endnu skulle mange, mange lide straf og dø som kættere og slutte sig til martyrernes store hær; endnu en liden stund skulle det vare, førend deres sag vandt frem til fuldstændig sejr, og i denne tid føjede Rom i hundredetusindevis til dem, for hvis blod det allerede bar skyld. (Se Bucks Theological Dictionary, Art. Persecution.) Dog blev forfølgelsen tilslut hæmmet, martyrernes sag blev hævdet, og det femte segls ”liden tid” afsluttedes.
Dette er de højtidelige og storslåede begivenheder, som skal foregå under det sjette segl, og tanken om, at vi nu lever midt iblandt de betydningsfulde begivenheder, hvorom dette segl handler, er vel skikket til at vække en dyb interesse i ethvert hjerte for de himmelske ting.
Mellem femte og sjette segl synes der pludselig at indtræde en fuldstændig forandring i udtrykket, fra højlig billedligt til strengt bogstaveligt. Hvad end grunden til dette omslag, er, så kan man ikke nægte, at det er der. Hvilket tolkningsprincip man end anvender, kan man ikke forklare de foregående segl bogstaveligt, lige så lidt som man lettelig kan opfatte dette billedligt. Man må derfor tage omslaget, som det er, selv om man ikke kan forklare det. Der er imidlertid noget højst vigtigt, vi her vil minde om: Under dette segl skulle den profetiske del af Guds ord komme for lyset, og mange skulle ransage det med flid, hvorved kundskab om denne del af Guds ord højlig skulle forøges. Det er derfor vor tanke, at dette er grunden til den forandrede udtryksmåde, og at det, som foregår under dette segl på en tid, da alt dette ville blive fuldt forstået, ikke er indhyllet i billeder, men fremsættes for os i klare ord, hvoraf man ikke kan tage fejl.
Det store jordskælv. – Den første tildragelse, hvorom dette segl handler, kanhænde den, der betegner dets begyndelse, er det store jordskælv. Som den sandsynligste opfyldelse af denne forudsigelse vil vi minde om det store jordskælv 1. november 1755, det velbekendte jordskælv i Lissabon. Herom siger Sear i sin Wonders of the World, S. 50, 58 og 381:
“Det store jordskælv 1. November 1755 bredte sig over i det mindste 4.000.000 eng. Kvadratmile. Dets virkninger strakte sig endog til vandet på mange steder, hvor man ikke mærkede stødene. Det gik gennem den største del af Europa, Afrika og Amerika, men størst voldsomhed øvede det i Europas sydvestlige del. I Afrika følte man jordskælvet næsten ligeså stærkt som i Europa. En stor del af Algier ødelagdes. Mange huse styrtede sammen i Fez og Mequinez, og store skarer begravedes under ruinerne. Lignende virkninger erfarede man i Marokko; man følte dem i Tanger, Tetuan, i Funchal på Madeira. Sandsynligt rystedes hele Afrika. I nord strakte det sig til Norge og Sverige. Tyskland, Holland, Frankrig, Storbritannien og Irland følte alle mere eller mindre samme oprør i elementerne. Før jordskælvet i 1755 havde Lissabon i Portugal 150.000 indbyggere. Barretti siger, at 90.000 mennesker antageligvis omkom hin skæbnesvangre dag.”
Side 200 i samme værk læser man atter: ”Folkets rædsel var ubeskrivelig. Ingen græd, tårer slog ikke længere til. Man løb hid og did som gale af rædsel og vanvittige af forbavselse, slog sig for ansigt og bryst og råbte: Miseri cordia! Verden går under! Mødre glemte sine børn og løb omkring belæssede med krusifikser. Ulykkeligvis styrtede mange ind i kirkerne for der at finde ly, men sakramentet udstilledes til ingen nytte; forgæves klyngede de stakkels skabninger sig til altrene; billeder, præster og folk begravedes alle til hobe i ruinerne.
Encyclopedia Americana beretter, at dette jordskælv også strakte sig til Grønland, og siger endvidere om dets virkninger på byen Lissabon: ”Byen havde da omtrent 150.000 indbyggere. Umiddelbart efter stødet styrtede alle kirker og klostre, næsten alle store og offentlige bygninger og mere end fjerdeparten af husene sammen. I løbet af omtrent to timer efter stødet udbrød ild på forskellige kanter og rasede med sådan voldsomhed i næsten tre dage, at byen lagdes fuldstændig øde. Jordskælvet indtraf på en helligdag, da kirker og klostre var fyldte med mennesker; af disse undslap meget få.”
Charles Lyell giver følgende betegnende beskrivelse af denne mærkelige naturtildragelse: ”Ikke nogetsteds i Sydeuropas vulkanske strøg har i den nyere tid så frygteligt et jordskælv indtruffet som det, der begyndte den 1. november 1755 i Lissabon. Man hørte en underjordisk torden, og straks efter styrtede et voldsomt stød størstedelen af byen over ende. På omtrent seks minutter omkom 60.000 mennesker. Først veg søen tilbage og lod flodmundingen tør; men derpå væltede havet ind igen og steg 50 fod over den almindelige vandstand. Fjeldene Arrabida, Estrella, Julio, Marvan og Cintra, der var blandt de største i Portugal, rystedes voldsomt som i selve sine grundvolde, og nogle af dem åbnedes i toppen, der blev kløvet og sønderreven på et vidunderligt vis, idet uhyre masser slyngedes ned i de nedenfor liggende dale. Ud af disse fjelde skal der være brudt frem flammer, antageligvis elektriske; de skal også have udsendt røg; imidlertid kan uhyre støvskyer have været årsag i, at det så således ud.
”Det mærkeligste, der skete under denne svære ulykke i Lissabon, var, at den umådelig kostbare, helt af marmor nybyggede kaj sank. En stor folkestimmel havde samlet sig der, da de tænkte på dette sted at kunne undgå de faldende ruiner; men pludselig sank kajen med den hele menneskemasse, og ikke ét af ligene blev nogensinde set senere. En hel del både og små fartøjer lå for anker nær ved kajen, alle fyldte med folk. De blev alle opslugte som i en hvirvel. Ikke et stykke af vragene kom nogensinde op igen; og mange beretninger vidner, at man ikke kan nå bund på det sted, hvor kajen stod; dog påstår Whitehurst, at han nåede bund på 100 favne.
”I dette tilfælde må man enten antage, at et vist stykke land sank ned i en underjordisk hulning, der voldte, at det øvre jordlag svigtede og sank til 600 fods dybde, eller man kan, som enkelte har gjort, slutte sig til, at en kløft åbnedes og lukkedes igen, fordi den jordmasse med meget andet, som forsvandt i dybet, helt blev borte. Selv om man står fast ved denne sidste formodning, må man dog tro, at den øvre del af kløften i 100 favnes dybde stod åben endnu efter stødet. Ifølge de iagttagelser, Sharpe gjorde i Lissabon 1837, indskrænkede dette jordskælvs ødelæggende virkninger sig til det tertiære jordlag og var voldsomst i den blåler, hvorpå den lavere del af byen ligger. Ikke en eneste bygning, siger han, blev ubeskadiget, for så vidt den lå på den sekundære kalksten eller basalt.
”Det store felt, hvorover dette Lissabon-jordskælv strakte sig, er meget mærkeligt. Rystelsen føltes stærkest i Spanien, Portugal og Nordafrika, men næsten hele Europa, ja selv Vestindien, følte stødet samme dag. En søstad, St. Ubes, der lå omtrent tyve engelske mil syd for Lissabon, gik til bunds. I Algier og Fez i Afrika ytrede jordrystelsen sig ligeså voldsomt, og otte franske mil fra Marokko opslugtes en landsby med hen imod 8-10.000 mennesker med alt deres kvæg. Snart efter lukkede jorden sig atter over dem.
”Man mærkede stødet ude til søs på dækket af et skib, der lå vest ud for Lissabon, og virkningen føltes omtrent som på landjorden. På højden af St. Lucas følte føreren af skibet ”Nancy”, at skibet blev rystet så voldsomt, at han troede, det havde stødt på grund; men ved lodning fandt han dybt vand. Skibsfører Clark fra Denia følte på 36º24’ nordlig bredde mellem kl. 9 og 10 om morgenen, at skibet rystedes og knagede, som om det var stødt på skær. På et andet skib 40 franske mil vest for St. Vincent erfaredes en så voldsom rystelse, at mandskabet kastedes 1½ fod ret op fra dækket. På Antigua og Barbados ligesom også i Norge, Sverige, Tyskland, Holland, på Corsica, i Schweitz og Italien følte man, at jorden skjalv, og at den rokkede let hid og did.
”Mærkeligt var det, at indsøer, elve og kilder i Storbritannien bevægede sig. Ved Loch Lomond i Skotland f.eks. stod vandet uden mindste tilsyneladende årsag op over bredderne og sank derpå gradvis tilbage igen under sædvanlig vandstand. Den største højde ret op, hvortil stigningen nåede, var to fod og fire tommer. Bevægelsen under dette jordskælv skal have været bølgeformet og have bevæget sig fremad med tyve engelske mils fart i minuttet. En svær bølge fejede ind over den spanske kyst og skal ved Cadix have været 60 fod høj. Ved Tanger i Afrika steg og faldt den atten gange på kysten; ved Funschal på Maderira stod den fulde femten fod ret op over højeste vandstand, ihvorvel tidevandet, der volder syv fods forskel mellem flod og ebbe dersteds, var halvt udløbet. Foruden at trænge ind i byen og gøre stor skade oversvømmede det andre havnesteder på øen. I Kinsale i Irland styrtede en vandmasse ind i havnen, hvirvlede flere fartøjer rundt og strømmede ind over torvet.
”Det ytredes tidligere, at søen først veg tilbage i Lissabon; og dette, at havet ved et jordskælvs begyndelse viger tilbage fra stranden, men så straks efter kommer igen i en vældig flodbølge, er noget, der almindeligvis indtræffer. For at forklare denne naturtildragelse tænker Mitchell sig, at der på bunden af havet sker en indstyrtning, derved at taget over en eller anden hule giver efter som følge af, at der fremkommer et tomt rum, når dampen fortættes. En sådan fortætning er muligvis den første virkning af, at den store vandmasse trænger ind i kløfter og hulheder, der allerede er fyldte med damp, førend der har været tid nok for heden af den hvidglødende lava at omsætte så svær en vandmasse i damp, og når dette, som det snart sker, er færdigt, volder det en større sprængning.” (Library of Choice Literature, Bd. VII, side 163-163.)
Om man vil betragte kortet over ovennævnte lande, vil man se, hvor stor en del af jordoverfladen blev sat i bevægelse ved denne frygtelige rystelse. Andre jordskælv har måske nok været ligeså voldsomme på sine steder; men aldrig har man på denne jord følt magen til dette, så vidt man ved, med på engang så stort omfang og så stor voldsomhed. Det havde vistnok alle de vilkår, som måtte kræves af en tildragelse, der passende skulle betegne det sjette segls åbning!
Solformørkelsen. – Efter jordskælvet, meddeles det, ”blev solen sort som en hårsæk”. Denne del af forudsigelsen er også gået i opfyldelse. Vi behøver ikke her i det enkelte at berette om den vidunderlige solformørkelse den 19. maj 1780; de fleste, som har læst en del, kender vel lidt til den; dog vil følgende ord, udvalgte af forskellige forfattere, give en forestilling om dens natur:
”Den mørke dag i Nordamerika var en af de vidunderlige naturtildragelser, som man altid vil læse om med interesse, men som filosofien ikke magter at forklare.” (Herschel.)
”I maj 1780 indtrådte en skrækkelig mørk dag i Ny England, da alles ansigter syntes at blive sorte, og folk fyldtes med forfærdelse. Der herskede stor trøstesløshed i den landsby, hvor Edward Lee boede, idet folkene ængstedes i fortvivlelse af frygt for, at dommens dag var kommen, og alle naboerne samlede sig som vildfarne får om den hellige mand, der tilbragte de trøstesløse timer i inderlig bøn for den modfaldne mængde.” (Traktat no. 379, udgivet af det Amerikanske Traktatselskab; Life of Edward Lee.)
”I mange huse tændte man lys; fuglene tav og forsvandt; hønsene satte sig på sine pinde. Det var den almindelige mening, at dommedag var kommen.” (Præs. Dwight, i Ct. Historical Collections.)
”Mørket var sådant, at landmændene for dettes skyld opgav sit arbejde på marken og gik hjem. Man måtte tænde lys for at udrette noget i husene. Mørket vedblev hele dagen.” (Gages History of Rowley, Mass.)
”Hanen gol som ved daggry, og alting var fuldstændig som den mørke nat. Den uro, denne usædvanlige tildragelse voldte, var meget stor.” (Portsmouth Journal, 20. maj 1843.)
”Der herskede midt på dagen et mørke som midt om natten. Folk i tusindvis, der ikke kunne forstå, hvorledes dette kunne ske af naturlige årsager, blev højst forskrækkede; det bragte almindelig forfærdelse med sig. Frøerne og natfuglene istemte sin sang.” (Dr. Adams.)
”Man kender lejlighedsvis til lignende dage, ihvorvel de ikke kan måle sig med nævnte mørke hverken i styrke eller udstrækning. Disse naturtildragelsers årsager kender man ikke. Det var visselig ikke en følge af en almindelig solformørkelse.” (Sears’ Guide to Knowledge.)
”Næsten, om ikke ganske, enestående som den mest hemmelighedsfulde og uforklarlige tildragelse af sit slags blandt alle de forskellige tildragelser, der har fundet sted i naturen i løbet af sidste århundrede, er den mørke dag den 19. maj 1780, som bragte en højst uforklarlig formørkelse af hele den synlige himmel og luftsfære i Ny England, der voldte sjæle i mængdevis hjertets angst og uro samtidig med, at selv den mængdevis hjertets angst og uro samtidig med, at selv den umælende skabning blev skræmt, så hønsene forstyrrede fløj på pindene, fuglene gemte sig i deres rede, og kvæget vendte hjem til stalden. Brave mennesker i tusindvis blev dengang fuldt forvissede om, at alle jordiske tings endeligt var kommet.
. . . Denne formørkelses udstrækning var også meget mærkelig. Man indtog den i Ny Englands østligste strøg, vestpå lige til Connecticuts fjerneste dele og i Albany; sydover iagttog man den hele kysten nedefter og nordover så langt, de amerikanske nybygder nåede. Sandsynligvis strakte den sig langt udover disse grænser; men hvor langt har man aldrig sikkert fået rede på.” *(Our First Century, ved R. M. Devens, side 89-90)
Digteren Whittier taler således om denne tildragelse: ”En majdag i hint længst henrundne år, Den nærmeste mest mærkelige mørke dag før den i 1780 indtraf i 1762. Om denne taler Devens som følger (Our first Century, side 96.):
”Der herskede også et mærkeligt mørke i Detroit og nabolag den 19. oktober 1762, et næsten totalt mørke, der varede størstedelen af dagen. Det var mørkt ved daggry, og dette varede til kl. 9, da det lysnede en smule; i løbet af omtrent et kvarters tid kunne man se sollegemet, der så ud så rødt som blod og var tre gange større end sædvanlig. Luften var hele denne tid af en skidengul farve. Kl. 1:30 var det så mørkt, at man måtte tænde lys for at varetage sin huslige dont. Omtrent kl. 3 om eftermiddagen blev mørket tættere og tiltog indtil kl. 3:30, da vinden blæste op fra sydvest og medførte en ubetydelig regnskur, der ledsagedes af en overflødig masse fine sorte smålegemer, der meget lignende svovl, både af lugt og egenskaber. Holdt man et stykke rent papir ude i regnen, blev det ganske sort overalt, hvor dråberne faldt på det; men holdt man det hen til ilden, antog det en gul farve, og om man brændte det, fremkom der mærker på papiret ligesom ved at brænde krudt. Så sort gjorde disse støvlegemer alt, de faldt på, at selv floden bedækkedes med en sort fråde, der, når den skummedes af overfladen, lignede sæbeskum, dog med den forskel, at den var mere fedtagtig, og at dens farve var så sort som blæk. Kl. 7 om aftenen var luften mere klar. Dette fænomen iagttog man over store landstrækninger, og om man end forsøgte forskellige gisninger med hensyn til, hvad der kunne volde en så usædvanlig foreteelse, råder der dog samme hemmelighedsfuldhed angående dette mørke som ved mørket i 1780; det er et mysterium, der trodser selv de lærdeste filosoffers og videnskabsmænds skarpsindighed.”
Man lægge mærke til, at dette mørke også falder inden det tidsrum, forudsigelsen tilkendegiver, da dette tegn skulle komme til syne, nemlig mellem årene 1755 og 1798.
Månen blev som blod. – Den følgende nats mørke, den 19. maj 1780, var ligeså unaturligt, som dagens mørke havde været.
”Den følgende aftens mørke var sandsynligvis så tæt, som man nogensinde har iagttaget det fra den tid, da den almægtiges ”bliv” skænkede lyset tilværelse. Jeg måtte nødvendigvis i den stund tænke, at mørket ikke kunne have været mere fuldstændig, om alle lysende kloder i verdensrummet var bleven indhyllede i et uigennemtrængeligt mørke eller berøvede sin tilværelse. Holdt man et ark hvidt papir selv nogle få tommer fra øjnene, var det ligeså usynligt som det sorteste fløjl.” (Tenney fra Exeter, N.H., citeret af Gage til The Historical Society.)
Dr. Adams, af hvem allerede nogle ord før er citerede, skrev om den nat, som fulgte på den mørke dag: ”Næsten alle og enhver, som tilfældigvis var ude hin aften, for vild på hjemvejen. Mørket var ligeså udsædvanligt om natten som om dagen; thi det var netop fuldmåne dagen forud.”
Denne oplysning med hensyn til måneskiftet viser, at der på den tid umulig kunne være solformørkelse.
Og så snart månen viste sig hin mindeværdige nat, som den af og til gjorde, så den ifølge forudsigelsen ud som blod.
Og himlens stjerner faldt ned på jorden. – Også om dette tegn vidner historien, at det er fuldbyrdet. Da dette indtraf så meget senere end solens formørkelse, er der mangfoldige, i hvis minde det står så friskt, som om det skete i går. Vi taler om det store meteorfald den 13. november 1833, i anledning af hvilket her kun skal meddeles nogle få udtalelser.
”Ved råbet: ”Se ud af vinduet!” sprang jeg op af en dyb søvn og så med forbavselse, at himlen mod øst var oplyst af daggryet og af meteorer. . . Jeg råbte på min hustru, at hun skulle komme og se, og medens hun klædte sig på, udbrød hun: ”Se hvor stjernerne falder!” Jeg svarede: ”Dette er et under!” og i vort hjerte følte vi, at det var et tegn på de sidste dage. Thi sandelig, ”Himlens stjerner faldt ned på jorden, ligesom et figentræ kaster sine umodne figen ned, når det rystes af en stærk vind.” Åb. 6;13. Dette seerens ord er altid blevet opfattet metaforisk; men i går gik det bogstavelig i opfyldelse. De gamle mente med ”Aster” (gr.) og ”Stella” (lat.) Himlens mindre lys; den nyere stjernekundskab skelner mellem himlens stjerner og himlens meteorer. Derfor gik seerens forestilling, som den udtrykkes i det oprindelige græske ord, bogstavelig i opfyldelse ved gårsdagens naturtildragelse, omendskønt ingen før i går havde tænkt sig muligheden af, at den kunne blive således fuldbyrdet. Planeternes fiksstjernernes umådelige størrelse og afstand gør, at man ikke kan tænke sig, at de kan falde ned på jorden. Større legemer kan ikke i ti gange tusindvis falde ned på et mindre legeme, og de fleste planeter og fiksstjerner er mange gange større end vor jord; men disse legemer faldt på jorden. Og hvorledes faldt de? Hverken jeg eller nogen af mine husfolk hørte nogen støj, og selv om jeg skulle gennemfare hele naturen for at finde en lignelse, kunne jeg ikke finde nogen, der så godt skildrede himlens udseende som den, den hellige Johannes benytter i foranførte forudsigelse: ”Himlens stjerner faldt ned på jorden.” Det var ikke ildflader, fnug eller dråber, men hvad verden i almindelighed forstår ved faldende stjerner. Og talte man midt under alt dette med en af sine kammerater, ville man sige: ”Se, hvor stjernerne falder!” Og den, som hørte det, ville ikke falde på at rette på vedkommendes begreber om stjernerne, nej ikke mere, end han overfor en, der sagde til ham: ”Solen står op,” ville svare: ”Solen bevæger sig ikke.” Stjernerne faldt, ”ligesom et figentræ kaster sine umodne figener ned, når det rystes af en stærk vind”. Hvor nøjagtig er ikke seeren! De faldende stjerner kom ikke som fra flere træer, der rystes, men som fra et eneste. De, der sås i øst, faldt mod øst, i nord mod nord, i vest mod vest, i syd mod syd. (Jeg gik nemlig ud af huset og ud på marken for at se.) Og de faldt ikke, som moden frugt falder, langt fra; men de fløj, de kastedes som den umodne frugt, der først nødig forlader grenen, men så, når den ved et voldsomt ryk bringes til at slippe taget, flyver hurtig, ret frem og nedad, medens nogle af den mængde, der falder, krydser andres spor, eftersom de kastes med større eller mindre kraft; men hver falder på sin egen side af træet.” (Henry Dana Ward.)
”Udbredte og prægtige stjerneskudregne har nok, ved man, indtruffet på forskellige steder i den nyere tid; men den mest udbredte og vidunderlige, hvorom der nogensinde er bleven berettet, er stjernefaldet den 13. november 1833, da hele himmelhvælvingen over de forenede stater i timevis var som i brand. Intet fænomen på himlen har nogensinde i dette land indtruffet, siden det først bebyggedes, der er bleven betragtet med så dyb beundring af én samfundsklasse og med så megen frygt go uro af en anden. . . I de tre timer, det stod på, troede man fuldt og fast, at dommens dag kun ventede på solopgang.” (Our First Century, side 329.)
Dette fænomens virkning på den sorte befolkning beskrives således af en plantageejer i syden:
”Jeg vækkedes pludselig ved de ynkeligste råb, der nogensinde har nået mit øre. Man kunne høre rædselsskrig og råb om barmhjertighed fra en mængde sorte, i alt 6-800, på tre plantager. Medens jeg åndeløs og bevæget lyttede for at erfare grunden hertil, hørte jeg en svag røst ved døren kalde på mig ved navn. Jeg stod op, tog mit sværd og stillede mig ved døren. Nu hørte jeg samme røst fremdeles bønfalde mig om at stå op med de ord: ”O, min Gud, verden brænder!” Jeg åbnede da døren, og det lader sig vanskeligt sige, hvad der mest greb mig, det gribende ved, hvad jeg så, eller de sortes ynkelige råb. Vel 100 lå der næsegrus på jorden, somme målløse, andre udstødende svare sukke og støn, men med hænderne løftede i bøn til Gud, at han ville spare verden og dem. Hvad man så, var også i sandhed rædselsfuldt; thi næppe har regnen nogen gang faldet tættere, end meteorerne nu faldt til jorden, mod øst, vest, nord og syd lige tæt. Med ét ord, hele himlen syntes at være i bevægelse.” (Samme, side 330.)
”Arago antager, at ikke mindre end 240.000 meteorer på samme tid lod sig se over Bostons horisont.” Og om hvad der skete over Niagara, siges det, at ”intet så stort, så ophøjet og så skrækkeligt skue nogensinde er blevet iagttaget af noget menneske som dette, at selve himlens befæstning i ildstrømme faldt ned over det mørke, brusende vandfald.” (Samme, side 330.)
Disse tegn i sol, måne og stjerner er de samme som de, der så slående forudsagdes af frelseren og omtales af evangelisterne Mattæus kapitel 24, Markus kapitel 13 og Lukas kapitel 21. I disse beretninger gives ikke blot de samme tegn, men der udpeget også samme tid for deres fuldbyrdelse, nemlig en periode, som skulle begynde denne side pavevældets lange blodige forfølgelse. Hos Mattæus kapitel 24;21-22, fremføres de 1260 år, pavevæsenet skulle have overvældet, og ”straks efter de dages trængsel” skulle solen formørkes, og så videre. 29. vers. Markus udtaler sig endnu mere bestemt og siger i kapitel 13;24: ”Men i de dage efter den trængsel”, og så videre. Disse dage begyndte 538 e.Kr. og endte 1798. Men før de endte, var forfølgelsens ånd bleven hæmmet af reformationen, og denne menighedens trængsel var hørt op. Og i dette tidsafsnit, nøjagtigt til den i forudsigelsen betegnede tid, begyndte disse tegns fuldbyrdelse, idet solen og månen blev formørkede.
Det første eksempel på mærkværdige stjernefald fandt sted 1799, om end der vistnok før den tid omtales andre af mindre betydning og indskrænkede til et enkelt sted. Det store stjernefald i 1833, der er det aller prægtigste, hvorom man ved noget, har vi allerede omtalt. Om dette stjernefalds udstrækning siger professor Olmstead, en udmærket meteorolog ved Yalekollegiet:
”Stjernefaldet i 1833 havde en sådan udstrækning, at det dækkede en ikke ubetydelig del af jordoverfladen; fra midten af Atlanterhavet i øst til det stille hav i vest, fra Sydamerikas nordkyst til unævnte egne blandt Briternes besiddelser i nord så man det samme skue, og overalt så det næsten ligedan ud.”
Det fremgår heraf, at dette skue indskrænkede sig udelukkende til den vestlige verden. Men i året 1866 forefaldt nok en mærkelig tildragelse af samme slags, denne gang i østen, og den var næsten ligeså storartet på somme steder som den i 1833, og, så vidt man ved, synlig næsten over hele Europa. Således har da de fornemste dele af jorden fået et varsel ved dette tegn.
Iagttagelser har vist, at disse meteorfald indtræffer med regelmæssige mellemrum på omtrent 33 år. Fritænkere vil uden tvivl gribe dette som et påskud til at udslette dem af tegnenes katalog. Men dersom man siger, at disse stjerneregne blot er almindelige tildragelser, så får man besvare det spørgsmål, hvorfor de ikke har indtruffet ligeså regelmæssig og opsigtsvækkende århundreder tilbage i tiden som i det sidste århundrede. Dette er et spørgsmål, videnskaben ikke kan besvare, ikke heller kan den opstille noget andet end gisninger med hensyn til årsagen.
Én betydningsfuld kendsgerning ser man i forbindelse med alle de foregående tegn: da de indtraf, forbandt folkemeningen og folkefølelsen dem ligesom af en indre tilskyndelse med den store dag, hvis forløbere de var, og ved hver lejlighed lød dette råb: ”Dommedag er kommen, verden forgår!”
Herimod indvendes imidlertid: Disse tildragelser i sol, måne og stjerner kan ikke være tegn på enden; thi sådanne tegn har ofte vist sig, og idet man peget på omtrent ti andre tidspunkter, hvor et lignende mørke har indtruffet foruden det i 1780, og på forskellige lejligheder, ved hvilke stjerne- og meteorfald har indtruffet, spørger man med triumferende mine, hvilket af disse man så skal antage for det rette tegn. At ikke denne indvending er af eget påfund, vil vi her give bevis for.
I 1878 stod i et af Chicagos ledende dagblade et spørgsmål fra en korrespondent i Vermont, sålydende:
”Vær så venlig at fremstille årsagerne til (og beviset for) den ”mørke dag” 1780, den 19. maj, tror jeg. En Adventist har her i nabolaget prædiket og hentydet til nævnte dag som et tegn på Verdens undergang.”
Det svar, bladet gav, lyder således:
”Den mørke dag i 1780 forårsagedes ved helt naturlige grunde og var omtrent ligeså meget tegn på verdens undergang som på Kartoffelbillens ankomst. Mørket fremkaldtes ved almindelige skyer, sagde Dr. Samuel Tenney fra Exeter, New Hampshire. Mellem disse almindelige skyer og jorden kom der et andet lag af stor træthed. Eftersom laget skred frem, begyndte mørket og øgedes alt efter dets fremgang. Dette lags ualmindelige tæthed forårsagedes ved, at to stærke luftstrømme kom fra syd og vest og fortættede dampene samt drog dem i nordvestlig retning. Nævnte lag skyldte den damp og røg, det indeholdt, sin tæthed. Disse såkaldte mørke dage har ikke været så sjældne, da man kender dem fra årene 366 og 295 f.Kr., 252, 746, 775, 1732, 1762, 1780, 1783, 1807 og 1816 e.Kr. Den ene var ikke mere eller mindre profetisk end nogen af de andre.”
Det ville have været mere tilfredsstillende for enhver, der ønsker at kende grunden til sin tro, om svarets forfatter havde nævnt, hvor han havde fundet beviser for alle sine påstande. Og det skulle ikke være så galt at få en smule rede på ting som f.eks. dette: Hvorfra kom hint ”Lag af stor tæthed”? Hvoraf bestod det? Hvorledes var det dannet? Denne ordkløvers forklaring går ud på dette: Det var mørkt, fordi der var et stort mørke. Han beretter simpelthen kendsgerningen i en anden skikkelse og kalder det en forklaring. Hans egen forklaring behøver at forklares ligeså meget som det, hvortil den hentyder. ”Lagets usædvanlige tæthed forårsagedes ved to stærke luftstrømme” og så videre. Hvoraf kom det, at disse vinde netop blæste på den tid? Hvorfor netop i nævnte retning, hvor der var dampe at fortætte? Hvad var det, som bevirkede dampene? Hvorledes kunne så endelig luftstrømninger fra vest og syd drage dampene ”i nordvestlig retning”? Den almindelige filosofi ville under sådanne omstændigheder betegne det som en nordøstlig retning. Kære, vær dog forsigtig, ellers bliver den mørke dag til et større fænomen, end vi nogensinde har gjort fordring på, at den skulle være.
Dog skulle det videre være interessant at vide, hvorledes efter ovenanførte svar frelserens ord nogensinde kunne opfyldes. Han siger, at der skulle ske tegn i sol og måne, og han mener solen i bogstavelig forstand; thi han taler om mennesker og ting på jorden i modsætning til den. Luk. 21;25. Og han siger, at når disse ting sker, da er det et tegn på enden, da skal vi vide, at han er nær, ja står for døren. Men ifølge ovennævnte skribents ord kan et sådant tegn aldrig indtræffe. Han erklærer, at der i fortiden aldrig har været noget; og sæt nu også, at en sådan naturtildragelse indtraf igen, var den da et tegn? Nej, ikke i hans øjne; thi han ville spottende øjeblikkelig nævne dampe, vinde, naturlove og almindelige tildragelser. Men et sådant tegn skal dog komme; thi Herren selv har sagt det. Det skulle også være interessant at vide, hvorledes en solformørkelse forskellig fra den i 1780 skulle være, for at den skulle svare til forudsigelsen og virkelig være et tegn!
Man har også fremholdt, at der har sket meget sådant, og at dette derfor ikke kan være et tegn, og nævnte forfatter omtaler også syv formørkelser før 1780, og tre siden, - for hvilke han imidlertid glemte at anføre sin hjemmelsmand. Men hvorledes kan det dog hænge sammen, at ingen synes at have lagt mærke til disse dage eller beretter noget om dem, medens dog alle fæster sig ved den 19. maj 1780 som den eneste, der fortjener særlig opmærksomhed og til adskillelse fra de øvrige især kaldes ”den mørke dag”?
Svaret ligger nær for hånden: Den indtager en fremragende stilling i så henseende For sine frygtelige fænomeners skyld rager den langt frem over alle de andre som den eneste mærkværdige og den, der fortjener mest opmærksomhed.
Dog behøver vi ikke at afgøre sagen alene på dette grundlag; thi frelseren har ikke blot sagt, at noget sådant skulle indtræffe som tegn på hans komme; men han har også sagt, hvornår det skulle indtræffe. ”Men straks efter de dages trængsel” og så videre, siger Mattæus kapitel 24;29. Markus udtaler sig mere bestemt (kapitel 13;24): ”Men i de dage efter den trængsel skal solen formørkes” og så videre. ”De dage” er det pavelige overvældes dage, de 1260 år, fra 538-1798; trængselen er de Kristnes undertrykkelse under den katolske magt, indtil denne hæmmedes ved reformationsværket. Trængselen, kan man sige, ophørte ved midten af det 18. århundrede. ”De dage” endte omtrent to år før samme århundredes slutning. Af selve forudsigelsens bestemte udtryk står man således udelukkende henvist til en tidslængde på omtrent 50 år med slutning i 1798, inden hvilken periode man altså må søge den solformørkelse, der skulle være et tegn på Herrens snare komme.
Atter: Solformørkelsen skulle være den anden store begivenhed, der fandt sted under det sjette segl. Åb. 6;12. Den første, den, som betegnede seglets åbning, var en stor jordrystelse, der ifølge sammenligning med de foregående segl måtte være det store jordskælv i Lissabon den 1. november 1755. Mellem dette punkt og paveperiodens ende i 1798 skulle solen formørkes som tegn på enden. Man henvises da følgelig til et tidsafsnit på kun 43 år i længde, inden hvilket man må søge den solformørkelse, som var forudsigelsens genstand. Det gør da intet til sagen, om så vore modstandere kunne pege på 7000 mørke dage i stedet for syv og hver især ligeså mærkelig som den i 1780, - det vedkommer ikke forudsigelsen eller tegnet i mindste måde. Ligegyldig hvor mange eller hvad slags mørke dage, der muligvis kan have være til andre tider; for os gælder det kun at finde en, som svarer til det varslede tegn, inden denne korte, nøje bestemte periode.
Se nøje efter nu, og hvad ser du? Jo, ikke blot solformørkelsen som forudsagt, men også en mørk dag, der frem for alle andre vækker sådan opmærksomhed, at den særlig benævnes ”den mørke dag”, medens i den almindelige historie alle andre forbigås i tavshed.
Fra én side set er det besynderligt, at man kan overse den slags betragtninger, som er så afgørende for spørgsmålet, fra en anden ikke. Hvad man nødig vil se, kan man let undlade at se. Men profeten Daniel forklarer vistnok denne mangel både på uvilje og evne, når han siger: ”De ugudelige skal handle ugudelig, og ingen af de ugudelige skal forstå det.” Dan. 12;10.
Om den mørke dag siger Webster i sin Unabridged Dictionary, udgivet 1884, side 1604: ”Den mørke dag den 19. maj 1780, så kaldet på grund af et mærkeligt mørke, der indtraf den dag og strakte sig over hele Ny England, på nogle steder kunne man på den lyse dag ikke læse almindeligt tryk under åben himmel i løbet af flere timer. Småfuglene sang sin aftensang, forsvandt og forstummede, hønsene satte sig op, og kvæget søgte hjem til sin staldplads, og man tændte lys i husene. Formørkelsen begyndte omtrent kl. 10 om formiddagen og varede til næste midnat, men med vekslende varighed på de forskellige steder. I flere dage forud havde vinden været vekslende, dog fornemmelig blæst fra sydvest og nordøst. Dette mærkelige fænomens sande grund kendes ikke.”
Medens den lærde udgiver af Websters ordbog så bestemt vidner, at ”den sande grund til fænomenet ikke kendes”, er det mærkeligt, hvor letvindt mange ubetydeligere ånder vover at opstille sin forklaring og gøre rede derfor fra naturlige årsager. Samtidige, der i det mindste havde ligeså god anledning som folk nu omstunder til at iagttage alt det besynderlige og unaturlige ved samme naturtildragelse, fyldtes med rædsel og kunne i årevis, så længe de bevarede hukommelsen, ikke forklare sig samme, men deres vanartede efterkommere, nutidens vidunderlige skarpsindige slægt, som lever over 100 år fra selve begivenhedens øjeblik og aldrig har set noget lignende, drister sig til at forklare sig alt med den samme ro og overlegenhed, hvormed de ville fortælle, at 2 og 2 er 4!
Eftersom tiden så bestemt er påpeget, i hvilken vi skulle søge tegnenes begyndelse, har man videre gjort den indvending, at stjernefaldet i 1833 ikke kan høre med blandt tegnene, fordi det ifølge Markus 13;24-25 også burde være indtruffet i løbet af de samme dage, det vil sige forud for 1798, såsom denne begivenhed ved ordet ”og” umiddelbart forbindes med tegnene i sol og måne.
Som svar tillader vi os at gøre opmærksom på, at flere begivenheder end blot og bart stjernefaldet indføres i rækken ved ordet ”og”, således: ”Og” himlens stjerner skal nedfalde, ”og” de kræfter, som er i himlen, skal røres, ”og” da skal de se menneske sønnen komme i skyerne med megen kraft og herlighed, ”og” da skal han sende sine engle og forsamle sine udvalgte. Men disse udtryk skal visselig ikke forstås således, at alt dette skulle finde sted før dagenes slutning. I 29. vers, som indeholder slutningen af de foregående ord, læser vi: ”Ligeså og I, når I ser disse ting ske, da vid, at han er nær for døren.” Det ville imidlertid være tåbeligt at sige, at man må vente, indtil Kristi komme finder sted, før man kan vide, at denne begivenhed er nær for døren.
Heraf fremgår derfor tydelig, at en række forbundne tildragelser findes opstillede, der dækker en hel tidsperiode, idet de begynder på et eller andet punkt i fortiden og når til, ja indbefatter Kristi andet komme. Rækkens begyndelse stilles på et punkt før slutningen af en vis profetisk periode, der betegnes som ”de dage”, det vil sige pavevældets vold mod menigheden i de 1260 år; men rækkens endepunkt ligger langt udenfor denne periode, som allerede vist. Hvad man nu må få rede på er: Hvor mange begivenheder af den opstillede række må man søge før den tid, hvormed ”de dage” begrænsedes, det vil sige før 1798, da de 1260 dage eller år sluttede? Det eneste, hvoraf man kan erholde svar på dette spørgsmål, er ovennævnte kendsgerninger, nemlig at begivenhederne begynder indenfor denne periode, men afsluttedes udenfor den, og at intet bestemt antal begivenheder anføres som tilhørende denne periode.
Man kan derfor ikke andet end slutte, at såfremt den første af de betegnede begivenheder indtræffer i løbet af den særlig nævnte tid, så er forudsigelsen fuldbyrdet, selv om alle de andre begivenheder ligger udenfor. Var solen alene bleven formørket før 1798, ville det have været nok til forudsigelsens opfyldelse. Månen kunne gerne være bleven formørket senere end 1798, uden at derved forudsigelsen i mindste måde led noget. Sol og måne formørkedes begge i 1780, atten år før ”de dages” slutning; stjernefaldet indtraf i 1833, 35 år efter ”de dages” slutning. Vi har nu nået over 100 år længere end til ”de dages” ende, og endnu står det som noget fremtidigt, at himlens kræfter skal røres, om end ikke så svært fjernt, som man kan se af andre forudsigelser. Straks derefter skal ifølge Joels og Johannes’ klare ord Frelserens komme finde sted.
Hvis man med sine indvendinger endnu vil hævde, at stjernefaldet ifølge vor tydning skulle være foregået før 1798, fordi forudsigelsen siger: ”Og himlens stjerner skal falde”, så svarer vi, at i så fald skulle også alle de andre begivenheder have fundet sted før 1798; thi de står alle i forbindelse på samme måde. Men at dette er tåbeligt, har vi allerede set.
Og himlen veg bort lig en bog. – I denne begivenhed føres tanken hen på fremtiden. Fra at beskue fortiden og skue Gudsordet opfyldt henledes vore tanker nu på kommende begivenheder, der imidlertid er ligeså visse. Her er vor stilling umiskendelig antydet. Vi står mellem kapitlets 13. og 14. vers og venter på, at himlen skal vige bort som en bog, der sammenrulles. Denne tid er derfor overordentlig vigtig og alvorsfuld; thi man ved ikke, hvor snart disse ting skal opfyldes.
Dette, at himlen skal vige bort som en bog, er det samme som evangelisterne i samme række begivenheder udtrykker ved, at himlens kræfter skal røres. På andre steder i skriften gives yderligere oplysning om denne forudsigelse. Af Hebr. 12;25-27, Joel 3;21, Jer. 25;30-33, Åb. 16;17 erfarer man, at det er Guds røst, således som den med forfærdelig majestæt lyder fra den himmelske trone, der volder denne frygtelige rystelse på jorden og i himlen. Engang talte Herren, da han med lydelig røst forkyndte sin evige lovs ord for sine skabninger, og jorden skjalv. Atter skal han tale, og ikke blot jorden skal skælve, men også himlen. Da skal jorden ”rave som den drukne”, den skal ”sønderslås aldeles” og ”sønderrives aldeles”, og ”den skal falde og ikke rejse sig mere” (Es. 24;19-20); bjergene skal flytte sig fra sine grundvolde, øerne skifte plads midt i havet, af den jævne slette skal stejle fjelde hæve sig, sønderrevne klipper vil stikke op fra jordens brudte flade, og medens Guds røst giver genlyd over jorden, skal den største forvirring herske i naturen.
At dette ikke er et blot og bart indbildningsfoster, vil man se, når man lægger nøje mærke til den udtryksmåde, nogle af profeterne har benyttet med hensyn til dette tidspunkt. Esajas siger (Es. 24;19-20): ”Brudt, sønderbrudt bliver jorden, splittet, søndersplittet bliver jorden, rystet, gennemrystet bliver jorden. Rave skal jorden som den drukne og svinges hid og did som en hængekøje, og dens misgerning skal tynge på den, og den skal falde og ikke rejse sig mere.” Jeremias beskriver gribende, hvad der da skal ske (Jer. 4;23-27): ”Jeg så jorden, og se, den var øde og tom, og jeg så til himlen, og dens lys var borte. Jeg så bjergene, og se, de bævede, og alle højene skjalv. Jeg så, og se, der var intet menneske mere, og alle himlens fugle var bortfløjne . . . Thi så siger Herren: En ørken skal hele landet blive.” Da vil verdens drøm om kødelig tryghed blive grundig tilintetgjort. Konger, som, berusede af sin egen jordiske magtfylde, aldrig har drømt om en højere magt end deres egen, får nu erfare, at der er en, der hersker som kongers konge, - de store får se det forfængelige ved al jordisk pragt; thi der er en storhed over jordens, - den rige kaster sit sølv og guld til muldvarpe og flagermus; thi på den dag hjælper det dem til intet, - de øverste høvdinger glemmer sin kortvarige myndighed, de mægtige sin magt, - hver træl, der er bunden af syndens endnu værre trældom, - hver fri, - alle ugudelige fra den højeste til den laveste, - deltager i forfærdelsens og fortvivlelsens almindelige veråb. De, der aldrig tilbad ham, hvis arm kunne frelse, opløfter nu i dødskvalen sine bønner til klipper og bjerge, at de for bestandig skal skjule dem for hans åsyn, hvis nærværelse bringer dem undergang. Gerne ville de nu slippe at høste, hvad de har sået under et liv i vellyst og synd. Gerne ville de nu sky den frygtelige vredes vælde, som de har samlet sig selv til hin dag. Gerne ville de begrave sig med historien om alle sine misgerninger i et evigt mørke. Så flyr de til klipper, huler, grotter og revner, som jordens forrevne overflade nu fremviser for dem. Men det er for sent; de kan ikke dølge sin brøde, ikke undfly den længe forhalede hævn. Da til intet er dit kald: Den dag, som de mente aldrig skulle komme, har til slut fanget dem som en snare, og deres beængstede hjertes uvilkårlige ord lyder: ”Hans vredes den store dag er kommen, og hvo kan bestå?” Kære læser, skænk dette emne din opmærksomhed, førend den henledes derpå ved disse frygtelige scener!
Mange lader nu hånt om bønnen, men før eller senere vil alle bede. De, der ikke nu bodfærdig beder til Herren, skal da i sin fortvivlelse bede til klipper og bjerge; og der har aldrig før været holdt så stort et bønnemøde. Tænk på, medens du læser disse linjer, om du vil deltage deri. Langt bedre da Mens nåde, håb og fred er end at få, Af himlen, åbnet, vil Jorden revner for hans blik! |