7. Kapitel - BeseglingenMan kan ikke tage fejl af tiden, hvori dette værk udføres. Sjette kapitel sluttede med det sjette segls begivenheder, og det syvende segl nævnes ikke, før man når begyndelsen af 8. kapitel. Hele det 7. kapitel er derfor her indskudt som i parentes. Men hvorfor indskydes det her? Jo, klarlig for at omtale flere enkeltheder angående det sjette segl. Med udtrykket ”derefter” menes ikke efter alle de tidligere beskrevne begivenheders fuldbyrdelse; men efter at profeten i synet var ført frem til slutningen af det sjette segl, ledes hans tanke (for ikke at volde brud på begivenhedernes uafbrudte rækkefølge, som de opstilles i 6. kapitel) hen på, hvad der omhandles i 7. kapitel, nemlig yderligere omstændigheder i forbindelse med samme segl. Det spørges da: Men imellem hvilke begivenheder i nævnte segl falder da dette værk? Det må foregå, før himlen viger bort som en bog; thi efter denne begivenhed er der ikke rum for noget sådant værk. Det må også finde sted efter tegnene i sol, måne og stjerner, såsom disse tegn allerede er fuldbyrdede, medens dette endnu ikke er sket. Det falder derfor mellem 13. og 14. vers af Åbenbaringens 6. kapitel; men det er jo netop det punkt, til hvilket vi som ovenfor nævnt allerede nu har nået. Derfor gælder første del af Åb. 7. kapitel noget, hvis fuldbyrdelse i nærværende tid kan imødeses.
Fire engle. – I det, som foregår på jorden, optræder altid engle som virkende redskaber, og hvorfor kan ikke dette være fire at hine himmelske væsener, i hvis hænder Gud har lagt det her beskrevne værk, nemlig at holde vindene, så længe det er Guds vilje, de ikke skal blæse, men med disse samme vinde skade jorden, når den tid kommer, da de skal slippes løs? Thi man lægge mærke til (3. vers), at dette at ”skade” er en gerning som er overladt til dem ligesåvel som den at ”holde” vindene, så at de ikke blot slipper vindene løs, når de skal blæse, men selv lader dem blæse, - de fremmer kraftig selv ødelæggelsens værk med sin egen overnaturlige kraft. Men den skade, hvorom der her tales, indbefatter ikke de syv sidste plager, hvilken gerning er anbetroet syv særlige engle, hvorimod denne lå i de fires hånd. Eller også kunne man tænke sig, at når tiden for plagernes udgydelse oprinder, de syv engle, der optræder som de handlende i disse domme, da forener sig med de fire, som har fået det hverv at lade vindene blæse, og at de alle tilsammen bringer over menneskene den særlige fremvisning af guddommelig gengældelse over en slægt, der er særlig skyldig overfor Gud.
Jordens fire hjørner, - et udtryk, der betegner de fire verdenshjørner eller kompasstreger, og antyder, at disse engle hver i sin kreds passede hele jorden.
De fire vinde. – I Bibelen er vinde et billede på politiske uroligheder, strid og krig. Dan. 7;2, Jer. 25;32. De fire vinde, der holdes af fire engle, som står ved jordens fire verdenshjørner, må betegne alle de strids- og oprørselementer, som findes i hele verden, og når disse slippes løs, og alle blæser til hobe, fremkommer den store hvirvelvind, hvorom Jeremias taler på det sted, der ovenfor er henvist til.
En anden engel, som steg op fra solens opgang. – En anden virkelig engel fremføres her med den opgave at udføre et andet særlig bestemt værk. Efter vor mening skal dette udtryk betegne måden, hvorpå, snarere end stedet, hvorfra engelen stiger op. Ligesom solen i førstningen opstiger med skrå og forholdsvis svage stråler, men tiltager i vælde, indtil den skinner med middagens fulde styrke og glans, således begynder vel denne engels gerning i svaghed, men tiltager med stedse voksende kraft, indtil den afsluttes i styrke og magt.
Den levende Guds segl. – Dette er det fornemste kendetegn på den opstigende engel, at han har med sig den levende Guds segl; heraf samt af den tid, inden hvilken hans gerning må falde, må man om muligt bestemme, hvad der betegnes ved hans sendelse. Hans værk antydes klarlig derved, at han har den levende Guds segl. Vi spørger derfor, hvad dette den levende Guds segl er, som han har med sig.
1. Udtrykkets betydning. – Et segl er det redskab, hvormed man stempler og besegler noget, og hvoraf individer, firmaer og statssamfund benytter sig for på dokumenter at gøre aftryk i voks som bevis på, at dokumenterne er fuldt gyldige. Det oprindelige ord i nærværende skriftsted gives følgende betydning: et segl, det vil sige seglring, mærke, stempel, tegn, pant. Til verbets betydninger hører også: at sikre en noget, sætte segl eller mærke på noget til tegn på, at det er ægte og antaget, ved et mærke at bevidne, bekræfte, fastslå og udmærke. Sammenligner man 1 Mos 17;11, Rom. 4;11, Åb. 7;3 med Ez. 9;4 i forbindelse med ovennævnte forklaring, så ser man ordene: Tegn, segl og mærke i Bibelen benyttes som ensbetydende ord. Guds segl, som det i foreliggende tekst hedder, skal sættes på Guds tjenere. Man kan naturligvis ikke antage, at der i dette tilfælde virkelig sættes et mærke på ens kød, men at det her gælder iagttagelsen af en særlig skik eller anordning med særlig hensyn til Gud, noget, der tjener som skillemærke eller ”adskillelsestegn” mellem Guds tilbedere og de andre, der ikke tjener ham, selv om de foregiver at følge ham.
2. Hvortil et segl bruges. – Et segl bruges til at stadfæste alle lovbestemmelser eller påbud, som enkelte personer eller statsmagter finder for godt at udstede. I skriften forekommer hyppige eksempler på dets anvendelse. I 1 Kong. 21;8 står der, at Jesabel ”skrev et brev i Akabs navn og satte segl på det med hans signetring.” Dette brev havde da hele kong Akabs myndighed. Atter læser man i Est. 3;12: ”I kong Ahasverus’ navn blev der skrevet og forseglet med kongens signetring.” Således også i kapitel 8;8: ”Den skrift, som er skreven i kongens navn og forseglet med kongens signetring, står ikke til at tilbagekalde.”
3. Hvor et segl benyttes. – Altid i forbindelse med en lov eller forordning, der kræver lydighed, eller ved dokumenter, der skal gælde for retten eller hjemfalder til behandling efter loven. Forestillingen om lov lader sig ikke skille fra et segl.
4. Guds segl. – Man må ikke tænke sig, at der skulle findes et bogstaveligt seglaftryk, frembragt ved jordiske redskaber, på de forordninger eller love, Herren pålægger menneskene; men efter ordets betydning og den hensigt, hvori et segl benyttes, som vi netop har vist, må man opfatte sagen således, at et segl strengt taget er det, som giver forordninger og love kraft og gyldighed. Dette findes, selv om man ikke benytter et egentlig segl, i lovgiverens navn eller navnetræk i forbindelse med udtryk, der angiver, hvilken magt, der her optræder, og hvilken ret den har til at udfærdige love og forlange lydighed. Selv med et segl i almindelig forstand må man altid benytte navnet. (Se de steder, hvortil ovenfor er henvist.) Et eksempel på navnets benyttelse alene synes at forekomme i Dan. 6;9: ”Så udsted nu, O konge, forbuddet og lad det opsætte skriftlig, så det ikke kan forandres, ifølge Medernes og Persernes lov, som ikke kan tilbagekaldes.” Ordene: ”lad det opsætte skriftlig”, oversættes også: ”undertegn det skrevne”, og dette vil da sige: forsyn dokumentet med den kongelige underskrift for at vise, hvem der forlanger lydighed, og sammes ret til at forlange den.
I en evangelisk forudsigelse hos Esajas (kap. 8;16) læser vi: ”Bind vidnesbyrdet ind, forsegl ordet (loven) i mine disciple.” Dette må hentyde til, at nogle af lovens fordringer skulle genoplives i disciplenes hjerter, bud, som var bleven oversete eller forvrængede, så deres sande mening var gået tabt, og i forudsigelsen kaldes dette: at forsegle ordet eller loven, gengive den det segl, som var blevet den frataget.
Og de 144.000, som i foreliggende kapitel siges at være beseglede med Guds segl i sine pander, omtales atter i Åb. 14;1, hvor de siges at have sin faders navn skrevet i sine pander.
Af foregående bevisrække, kendsgerninger og vidnesbyrd i skriften følger uundgåelig to slutninger:
1) Guds segl findes i forbindelse med Guds lov.
2) Guds segl er den del af hans lov, som indeholder hans navn og viser hans ret til dette navn, med andre ord: viser, hvem han er, omfanget af hans herredømme og hans ret til at regere.
Alle de fornemste evangeliske samfund indrømmer, at Guds lov i sine hovedtræk indeholdes i de ti Guds bud. Man behøver da kun at undersøge disse bud for at finde, hvilket af dem der må opfattes som lovens segl, eller med andre ord kundgøre den sande Gud, ham, der har givet loven. De tre første bud nævner ordet Gud; men af disse kan man ikke finde, hvem der menes; thi der er mangfoldige genstande, hvorpå dette navn anvendes. Der er, som apostelen siger (1 Kor. 8;5), ”mange Guder og mange Herrer”. Idet vi nu for øjeblikket forbigår det fjerde bud, som er Sabbatsbudet ifølge den engelske inddeling af budene, kommer vi til det femte, som vel indeholder ordene Gud og Herre, men ikke nærmere forklarer, hvem det er. De øvrige fem bud indeholder slet ikke navnet Gud. Hvad skal man nu gøre? Med den del af loven, vi her har undersøgt, ville det være umuligt at overbevise selv den groveste afgudsdyrker om synd. Billeddyrkeren kunne sige: Dette afgudsbillede foran mig er min Gud; hans navn er Gud, og dette er hans bud. Den, der tilbeder de himmelske kloder, kunne også sige: Solen er min Gud, og jeg tilbeder ham ifølge denne lov. Uden det fjerde bud er således de ti bud ugyldige, hvor det gælder at indskærpe den sande Guds tilbedelse. Men lad os nu tilføje det fjerde bud, lad os gengive loven det påbud, som mange gerne vil påstå er bleven udslettet, så får vi se, hvorledes sagen da stiller sig. Undersøger man dette bud, så ser man, at det siger: ”Thi i seks dage gjorde Herren himlen og jorden, havet og alt det, som er i dem,” og så videre. Her finder man straks, at man læser dens fordringer, som har skabt alt. Solen er altså ikke de ti buds Gud; men den, som skabte solen, er den sande Gud. Ingenting i himmel eller på jord kan være det væsen, som her forlanger lydighed; thi denne lovs Gud er den alene, som har skabt alt, hvad der er blevet til. Nu har man da et våben imod afgudsdyrkelsen. Nu kan denne lov ikke længere henføres til falske Guder, ”som ikke har gjort himlen og jorden”. Jer. 10;11. Nu har ophavsmanden til denne lov erklæret, hvem han er, hvor langt hans herredømme strækker sig, og med hvilken ret han regerer. Thi enhver forstandig skabning må straks uvilkårlig indrømme, at den, der er alle tings skaber, også har ret til at forlange lydighed af alle sine skabninger. Det fjerde bud forsyner således dette vidunderlige dokument, de ti budord, det eneste dokument blandt menneskene, Gud nogensinde har skrevet med sin egen finger, med et navnetræk, som gør det forståeligt og retsgyldigt, - med et segl; men uden det fjerde bud savner det alt dette.
Af foregående bevisførelse fremgår det klart, at det fjerde bud er Guds lovs segl, med andre ord: Guds segl. Imidlertid lader den hellige skrift os ikke uden ligefremt vidnesbyrd desangående.
Vi har ovenfor set, at i skriften benyttes ordene tegn, segl og mærke enstydigt. Nu siger Herren udtrykkelig, at Sabbaten er et tegn mellem ham og hans folk: ”Mine Sabbater skal I holde; thi det er et tegn mellem mig og eder hos eders efterkommere, for at I skal vide, at jeg er Herren, som helliger eder.” 2 Mos. 31;13. Det samme fremholdes igen af profeten Ezekiel (Kap. 20;12-20). Her siger Herren til sit folk, at selve hensigten med deres Sabbatshelligholdelse, deres overholdelse af det fjerde bud, var den, at de skulle vide, at han var deres Gud. Dette er det samme, som om Herren skulle have sagt: ”Sabbaten er et segl. Fra min side er den et segl på min myndighed, tegnet på, at jeg har ret til at kræve lydighed; fra eders side er den et tegn på, at I vælger mig til eders Gud.”
Hvis man nu siger, at dette ikke gælder nutidens kristne, eftersom Sabbaten kun var et tegn mellem Gud og Jøderne, er det svar nok at bemærke, at udtrykket Jøde og Israelit i overensstemmelse med skriftens mening ikke indskrænker sig til Abrahams sæd i bogstavelig forstand. Abraham udvalgtes først, fordi han var Guds ven, medens hans fædre dyrkede fremmede Guder; og hans sæd udvalgtes til at være Guds folk og til at bevare hans sandhed og lov, fordi alle andre folk var faldne af fra ham. Det er vel sandt, at disse ord om Sabbaten blev talte til dem, medens de nød den ære således at blive foretrukket frem for alle andre folk; men denne skillevæg blev nedbrudt, og hedningerne blev delagtige i Abrahams velsignelser, så at alle Guds folk, både Jøder og hedninger, blev bragte i et nyt og inderligere forhold til Gud gennem hans søn, og de kaldes nu alle jøder ”i det indvortes” og ”sande Israeliter”. Nu gælder ordet alle sådanne; thi de har ligeså meget anledning og grund til at kende Herren, som hans folk i gamle dage havde.
Således betragtes da det fjerde bud eller Sabbaten af Herren som et tegn mellem ham og hans folk eller som hans lovs segl både under den gamle og den nye husholdning, idet folket ved dette bud tilkendegiver, at de er den sande Guds tilbedere, medens Gud ved samme bud åbenbarer sig som deres retmæssige hersker, fordi han er deres skaber.
I overensstemmelse med denne forestilling vil man lægge mærke til den betegnende kendsgerning, at når som helst de hellige skribenter vil fremhæve den sande Gud i modsætning til falske Guder, af hvad art de nævnes kan, henviser de bestandig til det store skaberværk, på hvilket det fjerde bud hviler.
(Se 2 Kong. 19;15, 2 Krøn. 2;12, Neh. 9;6, Sal. 115;4-7,15, 121;2, 124;8, 134;3, 146;6, Es. 37;16, 42;5, 44;24, 45;12, Job 9;8, Es. 51;13, Jer. 10;10-12, Sal. 96;5, Jer. 32;17, 51;15, Apg. 4;24, 14;15, 17;23-24 og så videre.)
Atter vil vi føre opmærksom på, at netop de, der i Åb. 7 bærer den levende Guds segl på sine pander, atter føres frem i Åb. 14;1 med faderens navn på sine pander. Dette er et godt bevis på, at ”den levende Guds segl” og ”Faderens navn” benyttes enstydig. Bevisrækken angående dette punkt bliver fuldstændig, når man får sikkerhed fro, at det fjerde bud, der, som vi har set, er lovens segl, omtales af Herren som det, der indeholder hans navn. Beviset herfor vil man finde i 5 Mos. 16;6, ”men på det sted, Herren, din Gud, udvælger til der at lade sit navn bo, der skal du slagte påskeofferet,” og så videre. Hvilket sted var det, de slagtede påskeofferet? – Jo, det var helligdommen, hvor arken stod i det allerhelligste med de ti bud, blandt hvilket det fjerde åbenbarede den sande Gud og indeholdt hans navn. Hvor som helst det fjerde bud var, der boede Guds navn, og dette var det eneste, hint ord kunne gælde. (Se 5 Mos. 12;5, 11, 21, 14;23-24 og så videre.)
Efter nu at have fastslået, at Guds segl er hans hellige Sabbat, hvor hans navn findes, kan man gå videre med forudsigelsens tydning. Ved det, som i foreliggende vers fremstilles for os, nemlig, at de fire vinde tilsyneladende er ved at bryde løs og volde krig og forvirring i landet, og tillige derved, at denne gerning hæmmes, indtil Guds tjenere bliver seglede, som om der i forvejen måtte gøres noget for dem for at frelse dem af trængselen, - ved dette mindes man om, at Israeliternes huse blev mærkede med påskelammets blod og skånedes, da dødens engel gik gennem landet for at ihjelslå Ægypternes førstefødte (2 Mos. 12), samt om det tegn, som manden med skriveredskabet (Ez. 9) satte på alle dem, der skulle spares af de bevæbnede mænd, der skulle gå efter ham og slå ned og ikke skåne; og man slutter heraf, at det Guds segl, som anbringes på hans tjenere, er et eller andet adskillelsestegn eller religiøst kendemærke, ved hvilket de vil blive skånede for den Guds dom, der rammer de ugudelige omkring dem.
Når man nu har fundet Guds segl i det fjerde bud, bliver det nødvendigt at undersøge, hvorvidt samme buds overholdelse kræver nogen særlig religionsøvelse. Svaret bliver ja, og denne er meget bestemt og iøjnefaldende. Noget af det mærkeligste, man træffer på i religionshistorien i en tidsalder som vor, da man gør sig så meget til af sit evangeliske lys, og da kristendommens indflydelse er så mægtig og spreder sig så vidt, er dette, at den ligefremme overholdelse af Guds lov er en af de mest iøjnefaldende ejendommeligheder, man i gøren og laden kan optage, på samme tid som det er et af de største kors, man kan tage op, selv i de mest oplyste og kristne lande. Det fjerde bud kræver, at den syvende dag i hver uge helligholdes som Herrens Sabbat; og dog har næsten hele kristenheden ved hedenskabets og pavemagtens fælles indflydelse ladet sig forlede til at helligholde den første dag. Man behøver blot at begynde med at holde den dag, som buddet påbyder, så udpeges man straks som en særling; man skiller sig straks lige meget fra den navnkristne verden som fra den ubodfærdige verden.
Vi drager da den slutning, at englen, som opstiger fra solens opgang, og har den levende Guds segl, er et guddommeligt sendebud med det hverv at istandbringe en reform blandt menneskene med hensyn til det fjerde buds Sabbat. Denne gernings redskaber på jorden er naturligvis Kristi tjenere; thi det overdrages mennesker at oplyse sine medmennesker om Bibelens sandheder. Men eftersom der er fuldkommen orden i alle Guds rådslutninger, synes det ikke usandsynligt, at kanske en engel i egentlig forstand har ansvaret for og opsigt med dette arbejde.
Vi har allerede lagt mærke til, at denne gerning efter al rimelig tidsregning tilhører vor egen tid. Dette fremgår endvidere deraf, at man som det næste, der sker efter disse Guds tjeneres besegling, ser dem stående for Guds trone med sejrspalmer i sine hænder. Beseglingen er derfor det sidste der sker med dem før deres forløsning.
I Åb. 14 finder man atter samme gerning fremstillet sindbilledlig ved en engel, som flyver midt igennem himlen med det mest alvorsfulde advarende budskab, som mennesker nogensinde har hørt. Herom skal dog tales nærmere, når vi når så langt; foreløbig nævnes det kun her, såsom det er det sidste, der skal udrettes for verden før Kristi komme, der er den næste tildragelse i nævnte forudsigelses orden; derfor må det også ske på samme tid, som det, der her omtales i Åb. 7;1-3. Engelen med den levende Guds segl, som nævnes i 7. kapitel, er derfor den samme som den tredje engel i 14. kapitel. Denne synsmåde giver også vor anskuelse angående seglet forøget styrke. Thi medens som følge af gerningen i 7. kapitel mange mennesker besegles med den levende Guds segl, således fremstilles også som følge af den tredje engels budskab i 14. kapitel mange, som efter skriftens vidnesbyrd lyder alle ”Guds bud.” 12. vers. Imidlertid er der intet bud blandt de ti, når undtages det fjerde, i anledning af hvilket den kristne verden teoretisk trænger til reform. Og at dette i nærværende budskab er det fornemste spørgsmål fremgår klart deraf, at overholdelsen af budene, iagttagelsen af Herrens Sabbat tilligemed alle de andre bud, just er det, som adskiller Guds tjenere fra dem, der tilbeder dyret og tager dets mærke, hvilket, som vi senere skal se, er at helligholde en falsk Sabbat.
Efter således kortelig at have beskæftiget os med emnets hovedpunkter, kommer vi nu til, hvad der mest af alt må vække opmærksomhed. I fuldstændig overensstemmelse med foregående bevisførelse og i harmoni med en pålidelig tidsregning finder man, at denne gerning allerede fuldbyrdes for vore øjne. Den tredje engels budskab har begyndt at lyde, - englen som opstiger fra solens opgang, har begyndt at øve sit kald, - reformen i sabbatsspørgsmålet er begyndt, og den går stadig fremad om end i forholdsvis stilhed fra land til land, og den er bestemt til at vække bevægelse i ethvert land, der har krav på evangeliets lys. Den vil engang frembringe et folk, der holder sig beredt til frelserens snare komme og er beseglet for hans evige rige.
Efter nok et spørgsmål forlader vi disse vers, ved hvilke vi har dvælet så længe. Har vi blandt jordens folk set nogen bevægelse, der kunne antyde, at den opstigende engels råb: ”Skad ikke” og så videre ved vindenes blæst, ”indtil vi får beseglet vor Guds tjenere”, på nogen måde er bleven besvaret? Den tid, i hvilken vindene holdes tilbage, kunne ifølge sagens natur ikke være en tid med stor fred. Dette ville ikke svare til forudsigelsen; thi for at gøre det klart, at vindene holdes tilbage, må der råde forstyrrelse, ophidselse, vrede og skinsyge blandt folkene, medens striden lejlighedsvis blusser op og bryder frem ligesom et kraftigt vindstød fra den fængslede, kæmpende storm, og disse udbrud må pludselig og uventet hæmmes. Således og ikke på anden måde ville det stå klart for den, der i forudsigelsens lys ser på, hvad der tildrager sig, at almagtens hæmmende hånd i en eller anden god hensigt lagdes på stridens og kampens brændende elementer. Sådant har i virkeligheden vore tiders udseende være i over et halvt århundrede. Lige fra den store omvæltning i 1848, da så mange europæiske troner styrtede i støvet, hvilken tilstand af forbitrelse og politisk uro har der ikke været mellem alle jordens folk! Nye og uventede forviklinger er pludselig skudt op og har bragt forholdene i en tilsyneladende uopløselig forvirring, truende med øjeblikkelig, rædselsfuld krig. Af og til er striden brudt ud i al sin heftighed, og tusinde stemmer har rejst sig og forudsagt, at den store krise var kommen, at en almindelig verdenskrig måtte blive følgen, og at ingen kunne forudsige enden på dette; men så har pludselig og uforklarlig noget slukket branden, og alt er blevet roligt igen.
For vort eget lands (Amerikas) vedkommende står borgerkrigen i 1861-65 som et mærkeligt eksempel. I sidstnævnte års forår var det tryk, der hvilede på folket for tilvejebringelse af mandskaber og midler til at fortsætte krigen, blevet så stærkt, at det begyndte alvorligt at hindre den gernings fremgang, der sindbilledlig betegnedes ved den opstigende engel, ja endog truede med helt at standse den. De, som var interesserede i disse sandheder og troede, at tiden var inde for forudsigelsens opfyldelse, og at engelens ord, ”skad ikke” og så videre, antydede en bevægelse fra menighedens side, opsendte derfor sine bønner til ham, som styrer folkene, at han vil standse forvirringens og krigens grusomme værk. Faste og bønnedage blev bestemte særlig for den sags skyld. Den tid, da dette indtraf, var en trist og mørk periode i krigens gang, og ikke få højtstillede i politikkens verden forudsagde, at den ville vedvare i det uendelige, og at alle dens elendigheder ville tiltage i en forfærdelig grad. Dog kom der pludselig et omslag, og næppe tre måneder var henrundne fra den stund, hvorom vi taler, før sydstaternes sidste hær havde overgivet sig, og alle deres soldater havde nedlagt våbnene. Så pludselig og fuldstændigt fik den en ende; og så taknemmelige var alle for udfrielsen af denne skrækkelige strids trængsel, at hele folket udbrød i jublende sang, og disse ord med store træk blev skrevne på folkets forsamlingshus, Kapitoliet i Washington: ”Dette er Herrens værk, det er underligt for vore øjne!” Der er dem, som tror, at der fandtes en bestemt grund til, at denne kamp så pludselig ophørte, en grund, som verden naturligvis kun kender lidet til. – Den pludselige afslutning på den fransk-tyske krig i 1870-71, krigen mellem Tyrkiet og Rusland i 1877-78, den spansk-amerikanske krig i 1898 og krigen for nylig mellem Rusland og Japan kan nævnes som endnu senere eksempler. De besegledes antal anføres her som 144.000; og fordi 12.000 besegledes af hver af de tolv stammer, antager mange, at dette må være foregået i det mindste så langt tilbage som ved begyndelsen af den kristelige tidsregning, da disse stammer bogstavelig var til, og de indser ikke, hvorledes det kan gælde vore egne dage, da hvert spor af forskel mellem nævnte stammer så længe og så fuldstændig er blevet fjernet. Vi vil henvise sådanne til begyndelses ordene i Jakobs brev: ”Jakob, Guds og den Herres Jesu Kristi tjener, hilser de tolv stammer, som er i adspredelsen. Mine brødre! Agt det for idel glæde, når I falder forskellige fristelser,” og så videre. De, til hvem Jakob her henvender sig, er 1) Kristne; thi de er hans brødre; 2) de er ikke omvendte til kristendommen fra Jøderne, hans egen tids tolv stammer; thi han henvender sig til dem i anledning af frelserens komme. (Se kapitel 5) Han henvender sig således til den sidste kristenslægt, vore dages kristne, og han kalder dem de tolv stammer, som er i adspredelsen. Hvorledes kan dette være? Paulus giver forklaring derpå i Romerbrevet (kapitel 11;17-24). I det slående billede, han der anvender om podningen, forestiller det gode olietræ Israel. Nogle af grenene, Abrahams naturlige efterkommere, var afbrudte ved vantro (de troede ikke på Kristus). Ved troen på Kristus indpodes de vilde oliekviste, hedningerne, i det gode olietræs stamme, og således forplantes og fortsættes de tolv stammer. Og her finder man forklaring på samme apostels ord: ”Ikke alle de, som nedstammer fra Israel, er Israel” (Rom. 9;6-8), og ”ikke den, som i det udvortes er jøde, er jøde, . . . men den, som i det indvortes er jøde” (Rom. 2;28-29). Således finder man på det nye Jerusalems porte, denne nytestamentlige, det vil sige kristne, ikke jødiske stad, navnene på Israels børns tolv stammer. På denne stads grundmure står nedskrevet navnene på lammets tolv apostle og på portene Israels børns tolv stammers navne. Åb. 21;12-14. Om de tolv stammer udelukkende tilhører den forrige husholdning, ville det have været en naturligere orden, at deres navne var nedskrevet på grundvoldene, de tolv apostle, de tolv apostles derimod på portene; men nej, de tolv stammers navne står på portene. Og ligesom alle de forløste hærskarer kommer til at vandre ind og ud gennem de således påskrevne porte, således skal også alle de genløste regnes som tilhørende disse tolv stammer, enten de så på jorden var jøder eller hedninger. Naturligvis søger man da forgæves noget adskillelsestegn mellem stammerne her på jorden; thi efter Kristi komme i kødet behøver man ikke at gemme på stammernes slægtsregistre; i himlen derimod, hvor de førstefødtes menigheds navne optegnes, findes der sikker orden, og hvert navn indtegnes nok i sin egen stamme. Hebr. 12;23.
Man ser, at listen over stammerne her afviger fra den på andre steder givne. Jakobs tolv sønner, der blev hoveder for store familier, som kaldtes stammer, var: Ruben, Simeon, Levi, Juda, Isakar, Sebulon, Benjamin, Dan, Naftali, Gad, Aser og Josef; men på sin dødsseng antog Jakob sig Josefs sønner, Efraim og Manasse, der skulle være to af Israels stammer. 1 Mos. 48;5. Således deltes Josefs stamme, hvorved der blev tretten i alt. Da alligevel Kannans land fordeltes ved lodtrækning, regnede man kun tolv stammer og indrettede kun tolv lodder; thi Levi stamme forbigik man som den, der var bestemt til tjenesten i tabernaklet og ingen arvelod skulle have. I foreliggende tekst forbigås imidlertid Efraim og Dan, medens Levi og Josef kommer i stedet. At Dan forbigås skal ifølge fortolkere komme deraf, at denne stamme fornemmelig var henfalden til afgudsdyrkelse. Se Dom. 18. Levi stamme indtager her sin plads sammen med de øvrige, såsom der i det himmelske Kanaan ikke længere vil være nogen grund til, at de ingen arvelod skal have, således som i det jordiske, medens Josefs stamme sandsynligvis står for Efraim som et navn, der synes at være blevet anvendt både på Efraims og på Manasses stamme. 4 Mos. 13;11.
12.000 besegledes af hver af de tolv stammer. Dette skal vise, at ikke alle dem, der i den himmelske optegnelse havde plads blandt disse stammer, da beseglingsværket begyndte, bestod prøven og vandt sejr til sidst; thi medmindre de sejrer, vil deres navn blive udslettet af livets bog, selv om det allerede står der. Åb 3;5. Da nu beseglingen er færdig, ser Johannes en utallig mængde, der henrykt tilbeder Gud for hans trone. Denne uhyre skare er uden tvivl de forløste af alle slægter og stammer og folk og tungemål, som ved Kristi andet komme er opstandne fra de døde, og man ser således, at beseglingen er det sidste værk, der fuldbyrdes for Guds folk forud for overgangen til den evige salighed.
De spørgsmål, en af de ældste rettede til Johannes: ”Disse, som er iførte de lange, hvide kjortler, hvem er de, og hvorfra er de kommet? Sammen med Johannes’ svar: ”Herre! Du ved det,” hvori ligger, at Johannes ikke vidste det, måtte tilsyneladende mangle mening, hvis de gjaldt hele den store mængde, han nu så for sig; thi Johannes vidste jo, hvem de var, og hvorfra de kom, såsom han netop havde sagt, at de var folk – forløste naturligvis – af alle slægter, stammer, folk og tungemål; og han kunne have svaret: Disse er de forløste af alle jordens folk. Sigtedes der imidlertid blandt denne uhyre masse til en særskilt skare, der kunne skelnes på et særskilt kendetegn eller stilling, da var det i så fald ikke så klart, hvem de var, og hvad der havde erhvervet dem deres særlige stilling. Med rette kunne således spørgsmålene rettes med hensyn til dem. Vi hælder derfor til den synsmåde, at de spørgsmål, en af de ældste fremsatte, ledte opmærksomheden hen på en særskilt skare; og der fremstilles ikke nogen, på hvem den mere naturlig kunne henledes, end de i kapitlets første del omtalte 144.000. Vistnok havde Johannes set dem i deres forkrænkelige stand, da de fik den levende Guds segl midt under de sidste dages trængsler; men som de her står iblandt de genløstes skare, er overgangen så stor, og det vilkår, hvorunder de nu optræder, så ganske anderledes, at han ikke genkender dem som den særskilte skare, hvis besegling han så på jorden. På disse synes følgende enkeltheder særlig at kunne anvendes:
1. De kom ud af den store trængsel. – Er det til en grad sandt om alle kristne, at ”dem bør gennem megen trængsel at indgå til Guds rige”, så gælder det i en ganske særegen forstand om de 144.000; de gennemgår en sådan trængsel, som aldrig har været, siden folk blev til. Dan. 12;1. De erfarer Jakobs trængselstids sjælekval. Jer. 30;4-7. De står uden midler under de skrækkelige ting, som foregår under de sidste syv plager, i hvilke Gud åbenbarer sin ublandede vrede på jorden. Åb. Kapitel 15 og 16. De gennemgår den strengeste trængselstid, verden nogensinde har kendt, om end de går frigjorte ud af den.
2. Hvide kjortler. – De tvætter sine kjortler og gør dem hvide i Lammets blod. Om den sidste slægt gælder ganske særligt det vidnesbyrd, at de skal få hvide klæder. Åb. 3;5, 18. Og ihvorvel de 144.000 anklages for at have forkastet Kristus og stoler på sine egne gerninger til frelse, for så vidt de vægrer sig ved at overtræde Guds bud (Åb. 14;1, 12), vil dog denne skændsel aftvættes på hin den store dag, og det vil vise sig, at de har sat sit livs håb til sin guddommelige forløsers udgydte blods fortjeneste, og i ham har de set sin retfærdigheds kilde; ja, man kan om disse særlig sige, at de har tvættet sine kjortler og gjort dem hvide i lammets blod.
3. Førstegrøden. – 15. vers beskriver den hædersstilling, de indtager i Guds rige, hvor nær de står Herren. Et andet sted kaldes de ”en førstegrøde for Gud og Lammet”. Åb. 14;4.
4. De skal ikke hungre mere. – I 16. vers står der: ”De skal ikke hungre mere, ej heller tørste mere.” Heraf ser man, at de engang har lidt hunger og tørst. Hvad kan dette hentyde til? Da det utvivlsomt gælder noget, de særlig har oplevet, under de sidste plager? I denne tid vil de retfærdige blive tvungne til at nøje sig med brød og vand; og om end dette vil være dem sikret (Es. 33;16), altså nok til deres underhold, kunne det dog ikke ske, når græsgangene med al deres grøde og vækst er udtørrede (Joel 1;18-20), og når floderne og vandkilderne bliver til blod (Åb. 16;4-9), for at deres forbindelse med jorden og de jordiske ting skal indskrænkes til det mindst mulige, at de hellige, som gennemlever denne tid, engang iblandt vil bringes til den yderste grad af hunger og tørst? Men når de engang har vundet riget, ”skal de ikke hungre mere, ej heller tørste mere”. Om disse fortsætter profeten: ”Solen skal ej heller falde på dem, ej heller nogen hede.” Lad os erindre, at de 144.000 gennemlever den tid, da solen får magt til ”at brænde menneskene med ild”. Åb. 16;8-9. Om end de er beskyttede mod den dødelige virkning, dette øver på de ugudelige omkring dem, kan man dog ikke antage, at de er så blottede for al følelse, at de ikke føler sig ubehagelig berørte ved den skrækkelige hede. Tværtimod, når de indtræder i det himmelske Kanaan, vil de være forberedte til rigtig at vurdere den guddommelige forsikring, at solen ikke længere skal falde på dem, det vil sige, gøre dem skade, ej heller nogen hede.
5. Og lammet skal lede dem. – Et andet vidnesbyrd om den samme udvalgte skare og gældende samme tidspunkt siger: ”Disse er de, som følger lammet, hvor det går.” Åb. 14;4. Begge udtryk betegner det inderlige, fortrolige og guddommelige forhold, hvori den salige forløser stiller dem lige overfor sig.
I følgende smukke sted synes salmisten at hentyde til samme løfte: ”De skal mættes overflødig af dit huses fedme, og af dine glæders strøm giver du dem at drikke.” Sal. 36;9. Ordlyden i nævnte løfte til de 144.000 findes også til dels i følgende glødende forudsigelse af profeten Esajas: ”Han skal opsluge døden for evig, og den Herre, Herren skal aftørre gråden af alle ansigter, og sit folks forsmædelse skal han borttage fra hele jorden; thi Herren har talt.” Es. 25;8. |