8. Kapitel - De syv basunerVi anfører som dette kapitels indhold de syv basuner, fordi de udgør kapitlets hovedemne, omendskønt det også omhandler andre sager, før denne række begivenheder indtræder. Det første vers hentyder til, hvad der foregik i de foregående kapitler, og burde vist ikke ved kapitelinddelingen have været skilt derfra.
De syv segls række fortsættes her og afsluttes. Det 6. kapitel sluttede med, hvad der foregik under det sjette segl; det ottende begynder med, at det syvende segl åbnes; altså står 7. kapitel som et indskud mellem sjette og syvende segl, hvoraf det fremgår, at samme kapitels beseglingsværk tilhører det sjette segl.
Tavshed i himlen. – Om grunden til denne tavshed kan man kun opstille et gæt, som dog bestyrkes ved, hvad der foregik under det sjette segl. Dette segl fører ikke lige til Kristi andet komme, om det end omfatter begivenheder i nøje forbindelse dermed; det viser os, hvorledes elementerne kommer i et forfærdeligt røre, noget, der finder udtryk ved, at overflade sønderbrydes, og at de ugudelige bekender, at Guds store vredes dag er kommen. De venter utvivlsomt øjeblikkelig at se kongen åbenbare sig i en herlighed, de ikke kan udholde. Men seglet standser, lige før dette indtræder. Kristi personlige komme må derfor henføres til næste segl. Når frelseren kommer, kommer han med alle de hellige engle. Matt. 25;31. Når således alle de himmelske harpespillere forlader salene hist oppe for at nedstige med sin himmelske Herre, idet han kommer for at høste frugten af sin genløsningsgerning, vil der ikke da blive tavshed eller stilhed i himlen?
Om man betragter det som profetisk tid, vil denne stilhed vare omtrentlig syv dage.
Dette vers indføres en ny og særskilt række begivenheder. Under seglene beskrives menighedens historie gennem, hvad der kaldes den evangeliske tidsalder. De syv basuner, hvorom der nu bliver tale, beskriver de fornemste politiske og krigeriske tildragelser inden samme tidsrum.
Efter i andet vers så at sige at have fremtrukket de syv engle og fremstillet dem for os på handlingens skueplads henleder Johannes for et øjeblik i de tre ovennævnte vers opmærksomheden på noget ganske andet, der foregår. Den engel, som nærmer sig alteret, er ikke en af de syv basun-engle. Alteret er røgelsesalteret, der i den jordiske helligdom stod i den første afdeling. Her er altså nok et bevis for, at der i himlen er en helligdom med tempelkar, der svarer til den jordiske, som var et modbillede deraf, og i hvilken man ved Johannes’ syner føres ind. Her fremstilles således en tempeltjeneste, som forrettes for alle de hellige i helligdommen hist oppe. Utvivlsomt fremstilles her den hele midler gerning, der øves for Guds folk ned gennem hele den evangeliske tidsalder. Dette fremgår klart deraf, at englen ofrer sin røgelse under alle de helliges bønner. At man her føres fremad til enden fremgår også klart deraf, at engelen fylder røgelseskarret med ild og kaster det på jorden; thi da er hans gerning endt, ingen bønner skal mere opsendes blandet med røgelsen; og denne modbilledlige handling kan kun gælde det tidspunkt, da Kristi ypperstepræstelige tjeneste for menneskeslægten i helligdommen for bestandig er ophørt. Efter denne engelens handling kommer så røster, torden, lyn og jordskælv, just det, som man ifølge andre skriftsteder ved skal ske ved den menneskelige prøvetids slutning. Se Åb. 11;19, 16;17-18.
Dog hvorfor føres disse vers ind her? Jo, som et håbets og trøstens budskab til menigheden. Man så de syv engle med deres krigsbasuner; skrækkelige ting skulle ske, når basunerne lød; men først peges der for Guds folk på midlergerningen for dem hist oppe samt på den kilde, hvorfra de kunne hente hjælp og styrke i denne tid. Skulle de end hvirvles om som fjer på stridens og kampens tumlende vover, skulle de dog vide, at deres store ypperstepræst endnu forrettede sin tjeneste for dem i den himmelske helligdom, og at de kunne opsende sine bønner til ham og få dem fremførte sammen med røgelsen for sin himmelske fader. Således kunne de vinde styrke og støtte under al sin nød og modgang.
Her kommer vi tilbage til de syv basuner, der optager resten af indeværende kapitel samt hele 9. kapitel. De syv engle gør sig rede til at basune. Deres basunstød udfylder forudsigelsen i Dan. 2 og 7, idet de begynder med det gamle romervældes opløsning i ti dele, hvoraf vi har en beskrivelse i de første fire basunstød.
En fuldstændig udlæggelse af de syv basuner findes i et engelsk værk: An Exposition of the Seven Trumpets of Revelation 8 and 9, der fås gennem Pacific Press Publishing Association, Brookfield, Illinois. Fra dette værk er også hovedsagelig nedenanførte uddrag hentede.
Keith har meget træffende bemærket i anledning af denne forudsigelse:
”Ingen kunne klarere belyse eller mere fuldstændig udtyde disse skriftens ord, end Gibbon har gjort. Man behøver kun at sætte en bibeltekst foran de kapitler, i hvilke den skeptiske vismand direkte omhandler denne sag, samt at uslette nogle få vanhellige udtryk, han benytter, for at få en række forklarende foredrag over Åbenbaringens 8. og 9. kapitel.” ”Fortolkeren har kun lidet eller intet andet at gøre end at pege på Gibbons blade.”
Den første smertelige og tunge dom, der ramte det vestlige Rom under dets forfaldstid, var krigen med Goterne under Alarik, der åbnede vejen for senere indfald. Den romerske kejser Theodosius’ død indtraf i januar 395, og før vinterens slutning stod Goterne under Alarik i våben mod riget.
”Hagl og ild, blandet med blod”, kastedes på jorden. Goterindfaldets skrækkelige virkninger fremstilles ved ”hagl”, fordi de, der gjorde indfald i landet, havde sin hjemstavn nordpå, - som ”ild” på grund af den ødelæggelse, der ved ild og brand anrettedes på by og land, - som ”blod” på grund af det skrækkelige blodbad, disse modige og uforfærdede krigere anrettede på rigets borgere.
Det første basunstød hører hjemme ved det fjerde århundredes slutning og tiden derefter og har hensyn til disse Goternes hærgetog ind på romerrigets grund.
Jeg ved ikke, hvorledes det første basunstøds historie mere talende kunne fremstilles, end ved ord til andet at gengive, hvad Gibbon siger derom i sin historie, således som Keith gør det i sin bog The Signs of the Times, Bd I, side 221-233:
”Vidtløftige uddrag viser, hvor omfangsrigt og godt Gibbon har fortolket sin tekst i det første basunstøds historie, det første uvejr, der gik hen over romersk grund, og Roms første fald. For til en ligefrem forklaring at bruge hans egne ord anfører vi, hvad han siger om sagens kerne: ”Goterfolket stod ved det første basunstød i våben og rullede under den usædvanlig strenge vinter sine vældige, tunge vogne over flodens brede isklædte flade. Fokis’ og Bøotiens frugtbare marker dækkedes af en sand oversvømmelse af barbarer; alt mandkøn blev nedsablet, og de brændende landsbyers kvinder og kvæg drev man bort. De dybe, blodige spor efter Goternes vandring kunne man selv efter flere års forløb med lethed opdage; hele Attikas jordbund var som afsviet ved Alariks ødelæggende nærværelse. De mest heldige af Korinths, Argos’ og Spartas indbyggere forskånedes ved døden for at se sine byer gå op i flammer. På en tid, da der herskede en så yderlig hede, at flodsengene lå tørre, trængte Alarik med vold ind på vestens enemærker. En i ensomheden boende gammel veroneser, digteren Klaudian, klagede rørende over sine samtidige træers skæbne, der måtte brænde i det hele lands almindelige brand (mærk forudsigelsens ord: ”Tredjedelen af træerne opbrændtes”), og Romernes kejser flygtede for Goternes konge.”
”En rasende storm vaktes blandt de germanske folk, fra hvilke de nordiske barbarer rykkede frem næsten til Roms porte. Disse fuldkommede vestens ødelæggelse. De mørke skyer, der samlede sig langs Østersøens kyster, brast med tordenskrald over den øvre Donaus bredder. De galliske græsgange, hvor kvæget græssede vildt, og i vogtede hjorder, og Rhinens bredder, der dækkedes af prægtige huse og veldyrkede gårde, dannede et fredens og rigdommens landskab, der pludselig forvandledes til en ørken, som kun skilte sig fra den ensomme natur ved sine rygende ruiner. Mange byer blev voldelig undertrykkede eller ødelagte, umenneskelige blodbad anrettedes på mange tusinder, og krigens fortærende flammer spredte sig over størstedelen af Galliens sytten provinser.
”Atter udstrakte Alarik sine hærgetog over Italien. I fire år hærgede Goterne landet og herskede uindskrænket derover. Ved Roms plyndring og brand lå byens gader fulde af døde kroppe, flammerne fortærede mange offentlige og private bygninger, og efter halvandet hundrede års forløb stod endnu ruinerne af et palads tilbage som et stateligt mindesmærke om den gotiske brandstiftelse.
”Det sidste af det 33. kapitel i Gibbons historie er i og for sig en klar og omfattende fortolkning; thi idet han samler hovedtrækkene af sin egen beskrivelse af denne korte, men højst betydningsfulde periode, stiller han jævnsides hinanden så at sige historiens hovedresultater og forudsigelsens hovedtræk. Men de ord, der går forud herfor, har dog sin egen betydning: ”Tidsalderens almindelige åndelige vækkelse ivrede for på Dianas og Herkules’ altere at ophøje den katolske kirkes helgener og blodvidner. Romervældets enhed var opløst, dets skytsånd lå ydmyget i støvet, og hele hære af ukendte barbarer, der trængte frem af nordens kolde strøg, havde sat sig sejrrigt fast i og regerede over Europas og Afrikas fagreste landskaber.”
”Det sidste ord, Afrika, er signalet til, at det andet Basunstød nu skal lyde. Scenen veksler fra Østersøens strande til Middelhavets sydkyst, fra Nordens kolde strøg til det brændende Afrikas grænser, og i stedet for en haglbyge, der kastedes over jorden, blev nu et brændende bjerg kastet i havet.” Romervældet deltes efter Konstantins tid i tre dele; derfor har vi den hyppige bemærkning: ”Tredjedelen af skabningerne”, og så videre, med hensyn til den tredjedel af riget, som lå under svøben. Denne deling inden Romerriget fandt sted ved Konstantins død mellem hans tre sønner, Konstantius, Konstantin II og Konstans. Konstantius sad inde med østen og opslog sit palads i Konstantinopel, rigets hovedstad. Konstantin II havde Brittanien, Gallien og Spanien; Konstans Illyrien, Afrika og Italien. (Se Sabines Ecclesiastical History, side 155.) Om denne velkendte historiske kendsgerning siger Elliot, således som han citeres af Albert Barnes i hans anmærkninger over Åb. 12;4: ”To gange i det mindste, før Romervældet for bestandig deltes i to, Østen og Vesten, bestod der en tredeling i Riget, første gang 311 e.Kr., da der foregik deling mellem Konstantin, Licinius og Maximinus, anden gang 337 e.Kr. ved Konstantins død, da riget deltes mellem hans tre sønner, Konstantius, Konstantin II og Konstans.”
Den historie, det andet basunstød gælder, angår øjensynlig indfaldet i Afrika og sammes erobring, senere også Italiens, ved den skrækkelige Genserik. Hans erobringer skete for størstedelen til søs, og hans sejrvindinger var, kunne man sige, ”ligesom et stort bjerg, brændende i lue, kastet i havet”. Hvilket billede kunne vel bedre eller nær så godt fremstille flåders sammenstød og almindelig krigslarm ved havenes kyster? Når man forklarer dette basunstød, må man søge begivenheder, der ganske særlig gælder handelsverdenen; og det benyttede sindbillede fører naturlig til, at man venter sig en voldsom bevægelse og ophidselse; thi intet mindre end en hidsig krigsførelse til søs kan gælde som en opfyldelse af forudsigelsen. Hvis nu de fire første basunstød gjaldt fire mærkelige tildragelser, der væsentlig bidrog til Romervældets fald, og det første basunstød gjaldt det gotiske hærgetog under Alarik, må man nu naturlig se at finde den næste fjende indmarch, der rystede romermagten og bragte den nær sit fald. Dette næste store indfald i landet var Vandalernes under anførsel af den skrækkelige Genserik. Hans løbebane faldt mellem årene 428 og 468 e.Kr. Denne store Vandalerhøvding havde sit hovedkvarter i Afrika; men, som Gibbon bemærker, ”dette at opdage og besejre de sorte folkefærd (i Afrika), der muligvis boede i det hede bælte, kunne ikke friste Genseriks vel beregnede ærgerrighed; han kastede derimod sine øjne mod havet, besluttede at skabe en magt til søs, og hans dristige beslutning udførtes med en fast og virksom udholdenhed.” Fra Karthagos havn foretog han gentagne gange røvertog ud på søen, gjorde romerske handelsskibe til bytte og indlod sig i krig med nævnte rige. For at måle sig med denne hersker på havet gjorde Romerkejseren Majorian vidtløftige forberedelser til en søkrig; 3000 langskibe med et tilsvarende antal transportskibe og mindre fartøjer samledes i den trygge og rummelige havn ved Karthagena i Spanien. Imidlertid forskånedes Genserik for en vistnok uundgåelig ødelæggelse derved, at nogle mægtige undersåtter af misundelse eller frygt for sin Herres heldige fremgang begik forræderi; benyttende sig af disses hemmelige meddelelse overraskede han den ubevogtede flåde i Karthagena bugten, borede mange af skibene i sænk, tog dem eller brændte dem, og tre års forberedelser blev således tilintetgjort i løbet af en eneste dag.
Italien led længe under Vandaler-sørøvernes hyppige plyndringer. Hver vår udrustede de en ganske forfærdelig flåde i Karthagos havn, og Genserik selv førte befalingen på de vigtigste togter, skønt han nu var højt til års.
Gentagne gange gæstede Vandalerne Spaniens kyster, Ligurien, Toskana, Kampanien, Lukanien, Bruttium, Apulien, Kalabrien, Vinetia, Damation, Epirus, Grækenland og Sicilien. Den hurtighed, hvormed de bevægede sig, gjorde, at de næsten til samme tid kunne true og angribe de indbyrdes langt bortliggende genstande for sin begærlighed; og da de altid indskibede et tilstrækkeligt antal ryttere med heste, lagde de ikke så snart til lands, før de med et let rytterkorps i alle retninger fejede hen over det ulykkelige land.
I året 468 gjorde Østens kejser Leo et sidste og fortvivlet forsøg på at berøve Genserik eneherredømmet til søs. Herom taler Gibbon således:
”Hele udgiften ved det afrikanske felttog beløb sig til 130.000 pund guld, omtrent 5.200.000 Pund sterling. . . Den flåde, som afsejlede fra Konstantinopel til Karthago, bestod af 1113 skibe, og antallet af soldater og matroser gik op til over 100.000 mand. . . Heraklius’ hær og Marcelinus’ flåde sluttede sig til eller støttede den kejserlige overbefalingsmand. . . Vinden blev Genseriks planer gunstig; han bemandede sine største krigsskibe med de kækkeste blandt Maurer og Vandaler, og mange svære barkskibe fulde af brændbare sager tog de på slæb. I nattens mørke dreves disse ødelæggelsens redskaber frem imod Romernes ubevogtede flåde, som intet ondt anede, og man vækkedes af, at der måtte være en truende fare på færde. På grund af den stilling, hvori skibene lå, massevis tæt op til hverandre, gjorde ilden så meget hurtigere fremskridt og gik med en rivende og uimodståelig voldsomhed over fra det ene til det andet; vindens rasen, flammernes knitren, soldaternes og matrosernes skærende skrig, da de hverken kunne befale eller lyde, øgede den natlige forvirrings rædsel. Medens de arbejdede hårdt for at komme væk fra de brændende skibe og for i det mindste at spare en del af flåden, angreb Genseriks langskibe dem med velberegnet kløgt og stor tapperhed; mange af Romerne undgik vel flammernes raseri, men blev dræbte eller fangede af de sejrrige Vandaler . . . Da således dette store togt havde slået fejl, blev atter Genserik enerådig på havet, og atter udsattes Italiens, Grækenlands og Asiens kyster for hans hævn og havesyge. Tripolis og Sardinien underkastede sig ham igen; til sine øvrige provinser lagde han også Sicilien, og før sin død i årenes og berømmelsens fylde blev han vidne til det vestlige riges endelige undergang.” (Gibbon, Bd. III, side 495-498.)
Om den vigtige rolle, denne dristige sørøver spillede ved Roms fald, bruger Gibbon følgende betegnende ord: ”Genserik, et navn, som i anledning af Romervældets ødelæggelse har fortjent at stilles side om side med navnene Alarik og Attila.”
Ved dette steds udtydning og anvendelse kommer man til den tredje vigtige tildragelse, der førte til Romerrigets endelige kuldkastelse. I vor søgen efter en historisk fuldbyrdelse af dette tredje basunstød, tillader vi os her at give nogle uddrag af Albert Barnes’ Notes.
Til dette skriftsteds tydning er det nødvendigt, som denne skriftfortolker siger, ”at finde en høvding eller kriger, der kan sammenlignes med en lysende Meteor, - hvis løbebane må lyse med særlig glans, - som endelig fremtræder pludselig som en lysende stjerne, men derpå forsvinder som en stjerne, hvis lys slukkes i vandene. Denne meteors ødelæggende bane må væsentlig ramme de dele af verden, der har overflod på kilder og floder, - der må vise sig en virkning, som om nævnte floder og kilder var bleven beske, med andre ord, mange må omkomme, og mange strækninger lægges øde i nærheden af samme floder og kilder, som om en besk og skadelig stjerne faldt ned i vandene, og som om døden bredte sig over de strøg, der lå omkring dem og vandedes af dem”. (Barnes’ Notes on Revelation 8.)
Man går her ud fra, at dette basunstød gælder de ødelæggende krige og rasende hærgetog, som Attila foretog imod Romervældet i spidsen for sine vilde hunner. Barnes siger, idet han taler om denne kriger og særlig om den måde, hvorpå han selv optrådte:
”I sin optræden lignede han meget lyset af en glimrende Meteor på himlen. Fra østen kom han, samlede sine Hunner, og udspredte dem pludselig over riget med en glimrende Meteors fart, som man skal se. Han anså sig også for særlig viet krigsguden Mars og plejede at optræde i en så strålende, herlig, fyrstelig glans, at han smigrere sagde, det måtte blænde deres øjne, som så ham.”
Idet han taler om stedet for de ved dette basunstød forudsagte tildragelser, bemærker Barnes:
”Der står særlig, at virkningen skulle vise sig på ”floderne” og ”vandkilderne”. Dersom dette har en bogstavelig anvendelse, eller (som det antages i anledning af det andet basunstød) udtrykket gjaldt den del af riget, der særlig led under fjendernes indfald, da kan man antage, at ovennævnte udtryk gælder de dele af riget, der havde overflod på floder og kilder, særlig hvor floderne og kilderne havde sit udspring: thi virkningerne blev stadig i ”vandkilderne”. Nu ved man sikkert, at Attilas foretagende væsentlig gjaldt Alpestrøgene og de dele af riget, hvorfra floderne flyder ned i Italien. Attilas felttog beskrives af Gibbon i følgende omfattende ord: ”Europa blev i hele sin bredde, som det strækker sig over 500 engelske mil fra det sorte hav til Adriaterhavet, samtidig hjemsøgt af de talløse skarer og barbarer, hvem Attila førte i marken for at besætte landet og lægge det øde.”
”Og stjernens navn kaldes Malurt (en betegnelse på de beske følger).” Disse ord minder os atter for et øjeblik om Attilas sande væsen, om den elendighed, hvis ophavsmand eller redskab han var, og den skræk, hans navn indgød.
”Fuldstændig udryddelse og udslettelse er de ord, der bedst betegner den elendighed, han voldte.” Selv kaldte han sig ”Guds svøbe”.
”En af hans underbefalende revsede og udryddede så godt som til sidste mand Burgunderne ved Rhinen. På sin indmarch såvel på sit tilbagetog drog de gennem Frankernes landområde og myrdede i massevis sine gidsler såvel som sine fanger. To hundrede unge piger pintes med udsøgt og samvittighedsløst raseri, deres legemer blev slidte i stykker af vilde heste eller knustes under vægten af rullende vogne, og deres ujordede lemmer kastedes hen på landevejen til bytte for hunde og gribbe.
”Attila pralede af, at græsset aldrig voksede der, hvor hans hest havde travet. Vestens kejser med Roms senat og folk bad sig ydmygt og frygtsomt forskånede for Attilas vrede. De kapitlers slutningsord, der beretter hans historie, bærer den påskrift: ”Tegn på Romervældets opløsning og fald.” ”Stjernens navn kaldes Malurt.” (Keith)
Dette basunstød forstår vi sindbilledlig hentyder til Odoakers løbebane, den barbariske hersker, der stod i så nøje forbindelse med de begivenheder, som førte til det vestlige Roms fald. Sindbillederne sol, måne og stjerner (thi utvivlsomt står de her som sindbilleder) betegner ganske sikkert den romerske regerings lysende størrelser, dets kejsere, senatorer og konsuler. Biskop Newton bemærker, at det vestlige Roms sidste kejser var Romulus, der til spot kaldtes Augustulus, ”den lille Augustus”. Det vestlige Romerrige faldt 476 e.Kr. Ihvorvel den romerske sol var udslukket, vedblev endnu alligevel dens underordnede lys at skinne svagt, så længe senatet og konsulerne holdt sig; men efter mange indre omvæltninger og politiske skæbnesvangre vekslinger kuldkastedes dog tilslut hele de gamle dages regeringsform 566 e.Kr., og Rom selv gik fra at være verdens herskerinde ned til et stakkels hertugdømme, som måtte betale skat til eksarkatet Ravenna.
Under overskriften: ”Det vestlige riges undergang 476 eller 479 e.Kr.”, citerer prædikanten J. Litch i sit værk Prophetic Exposition, Bd. II, side 156-160, følgende ord af Keith:
”Den ulykkelige Augustulus blev gjort til et redskab for sin egen ulykke, og han tilkendegav senatet sin tronfrasigelse; og denne forsamling lod endnu under sin sidste lydighedshandling mod en romersk fyrste, som om den agtede frihedens ånd og forfatningens former. Enstemmig besluttede de at sende en skrivelse til Leos svigersøn og efterfølger Zeno, der nylig efter et kortvarigt oprør var bleven genindsat på den byzantinske trone. De erklærede højtidelig, at ”der ikke længere var nogen nødvendighed for eller næredes noget ønske om længere at opretholde den kejserlige arvefølge i Italien, såsom efter deres mening en eneste herskers majestæt var nok til på samme tid at mestre og beskytte både østen og vesten. I sit eget og i folket navn gav de sit samtykke til, at det hele riges herskersæde flyttedes til at vælge sin Herre, det eneste genværende spor af den myndighed, som havde givet verden love”.
Roms magt og glans gik under og sluknede, så det ikke herskede over noget folk. Folkenes dronning havde kun navnet tilbage; hvert tegn på kongeværdighed forsvandt fra kejserstaden. Den havde hersket over folkene, men sad nu i støvet som et andet Babylon, og der var ingen trone, hvor Cæsarerne havde hersket. Den sidste lydighedshandling, som denne engang så ærværdige forsamling foretog overfor en romersk fyrste, var den, at den antog den sidste vestlige kejsers tronfrasigelse og afskaffede den kejserlige arvefølge i Italien. Roms sol var ramt . . .
”Der opstod snart en ny erobrer af Italien, Østgoteren Theodorik, som uden betænkning antog kongeværdigheden og regerede ifølge erobringens ret. ”Theodoriks kongeværdighed kundgjordes af Goterne (5. marts 493 e.Kr.), medens østens kejser kun nølende, modstræbende og tvetydig gav sit samtykke dertil.” Det kejserlige Romervælde, hvis hovedsæde Rom eller Konstantinopel havde været, hver for sig eller begge i forening, i Vest eller Øst, anerkendtes ikke længere i Italien, og Tredjedelen af solen var ramt, så den ej længere udsendte selv de svageste stråler. Cæsarernes magt kendtes ikke i Italien, og en gotisk konge regerede over Rom.
”Men var end tredjedelen af Solen ramt og Roms kejservælde forbi i Cæsarernes by, skinnede dog månen og stjernerne eller glitrede svagt i al fald endnu en stund i det vestlige rige, selv midt under det gotiske mørke. Konsulværdigheden og Senatet (”månen og stjernerne”) afskaffedes ikke af Theodorik. En gotisk historieskriver berømmer Theodoriks konsulværdighed som det højeste af al timelig magt og storhed, ligesom månen hersker om natten, når solen er gået ned. I stedet for at afskaffe nævnte embede lykønskede Theodorik ”hine årlige lykkens yndlinger, som kunne fryde sig ved tronens glans uden at bære dens byrder”.
”I sin tid og tur efter forudsigelsen gik dog Roms konsulat og senat skæbnens gang, ihvorvel de ikke faldt ved Vandalers eller Goters hånd. I den næste omvæltning i Italien blev østens kejser Justinians general, Belisar, sejrsherre. Han sparede ikke, hvad Barbarerne havde holdt helligt. ”Den romerske konsulværdigheds afskaffelse ved Justinian 541 e.Kr. er overskriften på det sidste afsnit af 40. kapitel i Gibbons historie The Decline and Fall of Rome. ”Konsulatembedet ophørte til slut i Justinians trettende regeringsår, da hans herskesyge ånd måtte føle sig vel ved, at en titel, der mindede Romerne om deres fordums frihed, i al stilhed afskaffedes.” Tredjedelen af solen var ramt, og tredjedelen af månen og tredjedelen af stjernerne ramtes. På den gamle verdens politiske himmel under det kejserlige Roms regimente skinnede kejsermagt, konsulværdighed og senatorstand som sol, måne og stjerner. Man er kommen så langt i historien om deres nedgang og fald, at man har set de to førstnævnte ”formørkede” med hensyn til Rom og Italien, der så længe havde stået som den første by blandt byer, og det første land blandt lande; da nu endelig det fjerde basunstød slutter, ser man også det romerske senat, denne berømmelige forsamling, formørket. Den by, der havde behersket verden, blev – som til spot over al menneskelige storhed – erobret af Gildingen Narses, Belisars efterfølger. Han slog Goterne (552 e.Kr.), fuldkommede ”Roms Erobring”, og senatets skæbne var beseglet.”
Elliott taler i sit værk Horæ Apocalypticæ, Bd. I, side 157-360, om denne del af profetiens opfyldelse, for så vidt det vestlige riges undergang angår, som følger:
”Således forberedtes da den endelige katastrofe, hvorved vestens kejsere og kejserdømme skulle udslettes. Længe havde Rom lidt efter lidt tabt sin glans, dets provinser var en for en bleven det frarevet; det riget tilhørende landområde var lidt efter lidt blevet som en ørken; dets besiddelser ved havet, dets flåder og dets handel var tilintetgjort. Kun lidet havde det tilbage andet end tomme titler og intetsigende tegn på Herrevælde. Nu var den tid kommen, da også disse to ting skulle fratages det. Tyve år eller vel det efter Attilas død og meget kortere tid efter Genseriks (der før sin død havde hjemsøgt og hærget den evige stad på et af sine røvertogter til søs og således end yderligere forberedt den kommende undergang) befalede høvdingen for Herulerne – en barbarisk levning af Attilas hærskarer, der var bleven tilbage ved Alpernes grænse mod Italien – Odoaker, at vestens kejsernavn og kerjserkrone skulle afskaffes. Myndighederne gav sig ydmygt for ham. Den sidste skyggekejser (hvis navn, Romulus Augustus, på den betegnende måde måtte vise, hvilken modsætning der var mellem Roms fordums herlighed og dets nuværende nedværdigelse) frasagde sig herredømmet, og senatet sendte kejsermagtens insignier til Konstantinopel, med den tilståelse for østens kejser, at én hersker var nok for hele riget. Således blev da af den romerske kejserlige sol, den tredjedel, som henhørte under det vestlige rige, formørket og skinnede ikke mere. Jeg siger med vilje den tredjedel deraf, som henhørte under det vestlige rige, formørket og skinnede ikke mere. Jeg siger med vilje den tredjedel deraf, som henhørte under det vestlige rige; thi som forudsigelsen fremholder, må delen tages bogstaveligt og nøjagtigt. Ved den sidste ordning mellem de to hoffer overførtes hele den illyriske tredjedel til det østlige. Således havde ”Rigets formørkelse” i vesten fundet sted, og natten var falden på.
”Alt dette til trods må man alligevel huske, at der romerske navns myndighed dog endnu ikke ganske var ophørt. Det romerske senat fortsatte endnu som sædvanlig at samle sig. Konsulerne udnævntes hvert år, en af østens kejser, en af Italien og Rom. Odoaker selv styrede Italien i navnet Patricier, som østens kejser havde givet ham. Og hvad de fjernere vestlige provinser eller i det mindste betydelige strøg inden samme angik, var endnu ikke det bånd ganske afskåret, der havde bundet den til Romervældet. Der rådede endnu en vis anerkendelse, ihvorvel ofte svag, af kejserens overherredømme. Månen og stjernerne kunne synes endnu at skinne over vesten med et svagt lys. Under begivenhedernes gang, der hurtig fulgte på hinanden i løbet af det næste halve århundrede, blev dog disse ganske udslukkede. Østgoteren Theodorik herskede som uafhængig overherre i Italien fra 493-526 e.Kr. efter at have ødelagt Herulerne og deres rige i Rom og Ravenna, og da endelig Belisar og Narses havde erobret Italien fra Østgoterne, forud for hvilken erobring der gik krige og hærginger, hvorunder Italien og fremfor alt dens stad på de syv høje for en tid næsten blev lagt ganske øde, opløstes det romerske senat, og konsulværdigheden afskaffedes. Hvad de vestlige provinsers barbariske fyrster angik, blev endvidere deres uafhængighed af den romerske kejsermagt nu tydeligere bestemt go fastslået. Efter vel halvandet hundrede års elendighed, der efter Dr. Robertsons træffende fremstilling næsten står uden sin lige i folkenes historie, kunne hint Hieronymus’ ord, der for resten lå i selve Åbenbaringens billedlige skriftudtryk, men for tidlig toges i munden ved Roms første indtagelse under Alarik, endelig anses opfyldt: Clarissimum terrarum lumen extinctum est, det vil sige: ”Verdens herlige sol er udslukket,” – det samme udtryk, vor egen digter har benyttet, idet han udtrykker sig i Åbenbaringens træffende, skønne billedsprog:
”Se, én for én dens stjerners lys forsvandt”, indtil end ikke en eneste stjerne var igen, som kunne oplyse den tomme, mørke nat.”
Disse barbariske horders frygtelige hærgen, der under sine dristige, men grusomme og forvovne ledere plyndrede og til sidst undertvang Rom, skildres levende i følgende beåndede vers:
”Og da en drabelig stormflod brød Så frygtelige end disse ulykker var, som ramte Romerriget under disse barbarers indfald, var de dog forholdsvis ubetydelige sammenlignet med de ulykker, der skulle følge efter. De var kun som de første regndråber af den stormflod, der skulle skylle ind over den romerske verden. De tre basunstød, der endnu er tilbage, betegnes som særlig skrækkelige hjemsøgelser, hvilket ses af følgende vers. Denne engel hører ikke til de syv basun engles række, men er simpelthen en, som melder, at de tre tilbageværende basuner er vebasuner. |