9. Kapitel - De syv basuner - fortsættelseTil fortolkning af dette basunstød tillader vi os atter at gøre nogle uddrag af Keiths skrifter, hvor det træffende hedder: ”Der hersker næppe blandt fortolkere nogen så enstemmig anskuelse angående nogen anden del af Åbenbaringen som angående tydningen af den femte og sjette basun eller det første og andet ve. De fremstiller Saracenerne og Tyrkerne. Her ligger alt så nær, at man næppe kan misforstå det. I stedet for et par vers til betegnelse af hver især benyttes hele 9. kapitel i Åbenbaringen, i lige forhold til at beskrive dem begge.
”Romervældet faldt, som det opstod: ved erobring; men Saracenerne og Tyrkerne var de redskaber, hvorved en falsk religion blev en frafalden kirkes svøbe, og derfor kaldes den femte og sjette basun veer i stedet for at betegnes alene som basuner.
”For første gang efter det vestlige riges undergang blev Konstantinopel belejret af den persiske konge, Kosroes.”
”En stjerne faldt fra himlen til Jorden, og den blev givet nøglen til afgrundens brønd.”
”Medens den persiske hersker grundede på sin kunsts og magts vidundere, fik han brev fra en ganske ubekendt borger i Mekka, hvori han opfordredes til at anerkende Muhammed som Guds sendebud; men han afslog opfordringen og rev brevet i stykker. ”Således,” udråbte den arabiske profet, ”skal også Herren sønderrive Kosroes’ rige og forkaste hans bønner.” Stående på grænsen mellem disse to østlige magter iagttog Muhammed med hemmelig fryd, hvorledes den gensidige ødelæggelse gjorde fremgang; og midt under Jubelen over de persiske sejre vovede han at forudsige, at inden mange års forløb, ville sejren vende tilbage til den romerske fane. ”På den tid, da denne forudsigelse skal være bleven udtalt, kunne ingen forudsigelse være længere fra sin opfyldelse, siden Heraklius’ første tolv år forkyndte rigets nær forstående opløsning.”
”Stjernen faldt ikke, som den, der varslede om Attila, på et enkelt sted, men PÅ JORDEN.”
”Kosroes underlagde sig de romerske besiddelser i Asien og Afrika. Og det romerske rige indskrænkede sig dengang til Konstantinopels mure, men levningerne af Grækenland, Italien og Afrika samt nogle havnebyer på den asiatiske kyst fra Tyrus til Trapezunt. Seks års erfaring bevægede til slut den persiske hersker til at give afkald på Konstantinopels Erobring og til i det enkelte at fastslå, hvad der årlig skulle ydes i løsepenge af det romerske rige: 1000 talenter i guld, 1000 i sølv, 1000 silkedragter, 1000 heste, og 1000 jomfruer. Heraklius gik ind på at sætte sit navn under disse skændige vilkår; dog anvendte han flittigt den tidsfrist, han fik til at samle disse skatte fra Østens fattigdom, til at forberede et djærvt, ja dumdristigt angreb.”
”Perserkongen foragtede den ukendte Saracener og gjorde sig lystig over budskabet fra den foregivne profet i Mekka. Selv romerrigets kuldkastelse ville ikke have åbnet døren for Muhammedanismen eller for Saracenernes fremgang, når de med våbenmagt søgte at udbrede bedrageri, om end den persiske hersker og Avarernes Chagan (Attilas efterfølger) havde delt resterne af Cæsarernes rige imellem sig. Kosroes selv faldt. De persiske og romerske riger udtømte gensidig hinandens styrke. Og før den falske profet fik sværdet i hånd, blev det slået ud af deres hånd, der kunne have stoppet hans løb og knust hans vælde.”
”Siden Scipios og Hannibals dage har man ikke gjort noget dristigere forsøg end det, Heraklius gjorde for at befri riget. Han udforskede den farlige vej gennem Sortehavet og Armeniens bjerge, trængte lige ind til Persiens hjerte og kaldte storkongens hære atter til forsvar for deres blødende land.”
”I slaget ved Ninive, hvor man kæmpede heftig fra daggry til den ellevte time, mistede Perserne 28 faner foruden dem, der muligens blev ihjelslagne eller sønderrevne; størstedelen af deres hær blev hugget sønder og sammen, og fordølgende sit eget tab tilbragte sejrherrerne natten på slagmarken. Assyriens byer og slotte lå for første gang åbne for Romerne.”
”Den romerske kejser vandt imidlertid ingen styrke ved de erobringer, han udførte, og på samme tid og ved samme midler beredtes vejen for den mængde arabiske Saracenere, der kom som græshopper fra en og samme egn og hurtig spredte sig både over det persiske og romerske rige, idet de på sin vej forplantede den mørke og forføreriske muhammedanske tro.”
”Man kan ikke ønske sig et mere fuldstændigt billede af denne kendsgerning end det, man får i det kapitels slutnings ord hos Gibbon, hvorfra foregående uddrag er tagne.” ”Omendskønt en sejrrig hær var bleven rejst under Heraklius’ fane, synes den unaturlige anstrengelse snarere at have udtømt dens styrke end forøget den. Medens kejseren triumferede i Konstantinopel eller Jerusalem, blev en temmelig ukendt by på Syriens grænser plyndret af Saracenerne, der nedhuggede nogle tropper som kom til deres undsætning, - en både sædvanlig og ubetydelig hændelse, om den ikke havde været forspillet til en mægtig omvæltning. Disse røvere var Muhammeds apostle. Deres vanvittige tapperhed var dukket frem fra ørkenen, og i de sidste otte år af sin regering tabte Heraklius til Araberne de samme landskaber, han havde udfriet fra Perserne.”
”Den svigefulde og begejstrede ånd, hvis hjemstavn ikke er i himlene, blev ladt løs over Jorden. Der behøvedes blot en nøgle til at åbne afgrundens brønd, og denne nøgle var Kosroes’ fald. Han havde med foragt sønderrevet en ukendt Mekkaborgers brev; men da han fra sin herligheds glans sank ned i det dybe mørke, som intet øje kunne gennemtrænge, måtte Kosroes’ navn pludselig falde i forglemmelse for Muhammeds, og halvmånen syntes blot at vente med at stige op, indtil stjernen faldt. Efter isn fuldstændige nederlag og tabet af hele sit rige, blev Kosroes myrdet i året 628; og året 629 udmærkedes ved Arabiens erobring og den første muhammedanske krig mod det romerske rige. ’Og den femte engen basunede, og jeg så en stjerne, som var falden ned fra himlen på jorden, og den blev nøglen givet til afgrundens brønd.’ Den faldt på jorden. Da det romerske riges styrke var udtømt, og Østens store konge lå død, blev plyndringen af en ubetydelig by ved Syriens grænse forspillet til en mægtig omvæltning. ’Røvere var Muhammeds apostle, og deres vanvittige tapperhed dukkede op fra ørkenen.’”
Afgrundens brønd. – Dette udtryks betydning kan man skønne af det græske ord *1*, som betyder ”dyb, bundløs” og antyder et øde, tomt og udyrket sted. Det bruges om jorden i dens oprindelige kaotiske tilstand (1 Mos 1;2). I nærværende tilfælde gælder det vel passende den arabiske ørkens ukendte ødemarker, fra hvis grænser Saracenernes vilde flokke som græshoppesværme trængte ud. Den persiske konge Kosroes’ fald kan vel synes at være afgrundens brønds opladelse, for så vidt det beredte vejen for Muhammeds følgesvende, der nu kunne trænge frem fra sit ukendte land og udbrede sin bedrageriske lære med ild og sværd, indtil de fik spredt sit mørke over hele det østlige rige.
”Ligesom de skadelige, ja dræbende dunster, som vindene særlig fra sydvest udbreder over Arabien, således spredte Muhammedanismen derfra sin forpestede indflydelse; den opstod ligeså pludselig og spredte sig ligeså vidt som røgen, der stiger op af afgrunden, eller røgen af en stor ovn. Dette er et passende sindbillede på den muhammedanske religion i sammenligning med Jesu evangeliums rene lys; den var ikke som det sidstnævnte et lys fra Himlen, men en røg fra afgrundens brønd.”
”En falsk religion blev oprettet, der, omendskønt den var en svøbe for overtrædelse og afgudsdyrkelse, fyldte verden med mørke og bedrag; og Saracenske sværme spredte sig som græshopper over jorden og udstrakte hurtig sine hærge tog over det romerske rige fra øst til vest. Haglen faldt fra Østersøens frosne strande; det brændende bjerg faldt i havet fra Afrika; og græshopperne (et passende sindbillede på Araberne) udgik fra sin hjemstavn Arabien. De kom som ødelæggere og forplantede en ny lære og voldte rov og vold på grundlag af egennytte og religionsiver.
”Man kan ikke give en mere træffende beskrivelse af den magt, der skænkedes dem, end at ligne den med Skorpionernes. Ikke blot var deres angreb hurtigt og kraftigt, men ’den sårede hædersfølelse, der vejer fornærmelsen snarere end skaden, gød sin dødelige gift over Arabernes tvistigheder; en usømmelig handling, et foragteligt ord kunne kun sones i fornærmerens blod, og så indædt kunne deres had være, at de ventede i måneder, ja årevis på en lejlighed til hævn.’”
Efter Muhammeds død 632 e.Kr. fulgte Abubeker ham som leder. Så snart han havde ordentlig grundfæstet sin myndighed og regering, udfærdigede han rundskrivelse til de arabiske stammer, hvori det hedder:
”Når I kæmper Herrens kampe, da opfør eder som mænd uden at vende ryggen; men plet ikke jeres sejr med blodet af kvinder og børn. Ødelæg ingen palmetræer og brænd ingen kornmarker; nedhug ingen frugttræer og gør ingen skade på kvæget, undtagen for så vidt I behøver slagt til at æde. Når I slutter nogen overenskomst eller pagt, da overhold den og stå ved eders ord. Når I rykker frem, træffer I enkelte religiøse mennesker, der lever tilbagetrukne i sine klostre, sålunde menende at tjene Gud. Lad dem i fred og dræb dem ikke og ødelæg ikke deres Klostre. I træffer også på andre, der tilhører satans synagoge og har ragede isser. Pas vel på at kløve deres pandebrask og vis dem ingen skånsel, før de enten bliver Muhammedanere eller betaler skat.”
”Man finder intet i forudsigelsen eller historien om, at de mere menneskelige pålæg ligeså samvittighedsfuldt blev adlydte som de grusomme; men en sådan befaling fik de. Foregående er de eneste af Gibbon nævnte befalinger, som Abubeker meddelte høvdingerne, hvis pligt det var at lade befalingerne gå videre til alle de Saracenske hærskarer. Disse befalinger stemmer så nøje med forudsigelsen, som om Kalifen selv havde handlet i bevidst og ligefrem lydighed under en højere vilje end et dødeligt menneskes. Og i selve det øjeblik, han drog ud for at kæmpe mod Jesu religion og udbrede Muhammedanismen i dens sted, gentog han det ord, som Jesu Kristi Åbenbaring havde forudsagt, han skulle sige.”
Guds segl i sine pander. – I bemærkningerne over kapitel 7;1-3 viste vi, at Guds segl er det fjerde buds Sabbat; og historien tier heller ikke om, at der under hele den nye husholdning har været sådanne, som iagttog den sande Sabbat. Imidlertid har blandt andre det spørgsmål rejst sig: Hvem var de, som på denne tid havde Guds segl i sine pander og derved undgik Muhammedanernes vold? Man huske på, hvad der allerede er antydet, at der har været dem, som hele denne tidsalder ned gennem har haft Guds segl i sine pander, som omhyggelig har overholdt den sande Sabbat; og man huske endvidere, hvad forudsigelsen hævder, nemlig at denne ødelæggende tyrkiske magts angreb ikke rettes mod dem, men mod andre. Spørgsmålet er således befriet for enhver vanskelighed; thi dette er alt, hvad forudsigelsen virkelig siger. Kun én klasse mennesker nævnes ligefrem i teksten; de, som ikke har Guds segl i panden, og man kan blot slutte sig til, at de, som har dette Guds segl, går fri. Man hører således ikke i historien, at nogen af de sidstnævnte led under den genvordighed af forskellig slags, hvormed Saracenerne hjemsøgte dem, de hadede. De var udsendte mod en anden klasse. Den ødelæggelse, som skulle komme over disse, stilles da ikke op i modsætning til de andres besvarelse, men kun til dette, at jordens træer og grønt skulle gå fri, thi, hedder det, skad ikke græsset, træerne eller noget grønt, men kun de og de mennesker. Som en fuldbyrdelse heraf ser man da det besynderlige, at en invasionshær skåner naturens ydre frembringelser, noget sådanne hære sædvanligvis ødelægger, medens den på den anden side adlød tilladelsen til at skade dem, der ikke havde Guds segl i sine pander, kløve panden på den klasse religionsbekendere med ragede isser, der tilhørte Satans synagoge.
Dette var utvivlsomt en klasse munke eller en anden afdeling af den romersk-katolske kirke. Mod disse rettedes Muhammedanernes våben. Det forekommer os også, at det passer særdeles godt, om det ikke er tilsigtet, at betegne dem som de, der ikke havde Guds segl i sine pander; thi det er jo netop denne kirke, som har berøvet Guds lov dens segl ved at borttage den sande Sabbat og i dens sted indsætte en falsk Sabbat. Man hører heller ikke hverken i forudsigelsen ligeså lidt som i historien, at de, hvem Abubeker pålagde sine følgesvende ikke at skade, havde Guds segl eller nødvendig var Guds folk. Hvem de var, og af hvad grund de skånedes, derom meddeler Gibbons tarvelige vidnesbyrd intet, og man har intet andet middel til at få noget at vide derom; dog har man al grund til at tro, at ingen med Guds segl skadedes, medens andre, der ikke havde det, blev dræbt med sværd; forudsigelsens ord er således i rigeligt mål opfyldt.
”Deres stadige indfald på de romerske enemærker og hyppige angreb på selve Konstantinopel var en uophørlig plage for hele riget; og dog formåede de ikke ganske at kue det trods den lange tid, hvortil der senere mere ligefrem hentydes, i hvilken de vedblev med uafladelige angreb og plager at hjemsøge en afgudisk menighed, hvis hoved paven var. Deres hverv var at plage og skade, men ikke at ihjelslå eller ganske ødelægge. Et under, at så var!” (Om de fem måneder se 10. vers.)
Man blev træt af at leve, da livet kun skånedes for en ny plage, og da alt, man regnede helligt, krænkedes, og alt, man holdt kært, stadig var i fare, og de vilde Saracenere skaltede og valtede over dem eller kun levnede dem et øjebliks ro, der pludselig og voldsomt kunne afbrydes som ved en skorpions stik.
”Den arabiske hest er berømt al verden over; og duelighed i at behandle heste er Arabernes kunst og videnskab. Hurtige som græshopper og væbnede som skorpioner var de skæggede Arabere altid rede til i et øjeblik at styrte af sted, altid beredte til kamp.”
”Og på deres hoveder var der som kroner af guld.” Da Muhammed 622 e.Kr. rykkede ind i Medina og første gang modtoges som dets fyrste, blev i mangel af fane en turban udfoldet foran ham. Saracenernes turbaner var som en krone, på en gang deres prydelse og deres stolthed. Det rige bytte forsynede dem i overflod med sådanne, og de blev hyppigt fornyede. At anlægge turbanen gælder som et ordsprog for at blive muskelmand; og Araberne skelnedes fordum på de hovedsmykker, de bar.
”Og deres ansigter var som menneskers ansigter.” Araberens alvorlige sind og sjælsfasthed lægger sig tydelig for dagen i hans ydre måde at være på. Hans eneste håndbevægelse, som udtrykker tanke, er den, at han stryger sig om skægget, manddommens ærværdige sindbillede. Deres æresfølelse for skægget krænkes meget let.”
Langt hår anses af kvinder for en prydelse. Tværtimod andre mænds skik bar Araberne sit hår som kvindehår, uklippet, efter hvad Plinius og andre beretter om deres skik; dog var der intet kvindeligt eller blødagtigt i deres væsen; thi deres tænder var som løvers tænder, noget der betegnede deres grumhed og styrke til at sluge.
Pansere. – ”Kyrasset (harnisken) var i brug hos Araberne i Muhammeds dage. I slaget ved Ohud, (det andet, Muhammed leverede) med stammen Koreisch fra Mekka, 624 e.Kr., var 700 af dem bevæbnede med Kyrasser.”
Deres vingers lyd. – ”Arabernes anfald skete ikke som Grækernes og Romernes med faste, tætsluttede skarer af fodfolk; deres krigsstyrke bestod hovedsagelig i hestfolk og bueskyttere. Rørte man dem kun med hånden, fløj de arabiske heste af sted med vindens hurtighed. Lyden af deres vinger var som lyden af mange krigsvogne, der ruller i kamp. Deres erobringer var vidunderlige, såvel for sin rivende fart som for sin udstrækning, og deres angreb var et øjebliks værk. Ikke heller havde de mindre held med sig mod Romerne end mod Perserne.”
Hidindtil har vi hos Keith fundet forklaringerne over de første fem basuner. Imidlertid må vi nu tage afsked med ham og gå over til at tyde den på dette sted nævnte nye side ved forudsigelsen, nemlig de profetiske perioder.
Deres magt var til at skade menneskene i fem måneder. – For det første opstår det spørgsmål: Hvilke mennesker skulle de skade i fem måneder? – Utvivlsomt netop dem, de senere skulle ihjelslå (se 15. vers). ”Tredjedelen af menneskene”. Tredjedelen af det romerske rige, dets græske del.
For det andet, hvornår skulle de begynde sin plagende gerning? I 11. vers har man svar på spørgsmålet.
1. ”De havde en konge over sig”. Fra Muhammeds død indtil hen imod slutningen af det 13. århundrede var Muhammedanerne delte i forskellige partier under forskellige førere uden noget almindeligt borgerligt fællesstyre over sig. Hen imod slutningen af 13. århundrede grundede Osman en regering, der siden har gået under navn af det Osmanniske eller Ottomanske rige, som omfattede alle de fornemste Muhammedanske stammer og bandt dem sammen til et eneste, storslagent monarki.
2. Kongens væsen. Han er ”Afgrundens engel”. En engel betegner et sendebud eller en tjener, være sig god eller ond, og ikke altid et blot åndeligt væsen. ”Afgrundens engel” er den fornemste tjener for den religion, der kom derfra, da den åbnedes. Denne religion er Muhammeds lære, og Sultanen er dens øverste tjener. ”Sultanen og storherren, som han også uden forskel kaldes, er også øverste Kalif eller ypperstepræst, idet han i sin egen person forener den højeste gejstlige værdighed med den øverste verdslige myndighed.” (World As It Is, side 361.)
3. Hans navn. På hebraisk ”Abaddon”, det vil sige fordærveren; på græsk ”Apollyon”, det vil sige den, som udrydder eller ødelægger. Da han nu har to forskellige navne på to sprog, er det åbenbart, at her snarere tilsigtes magtens væsen end dets navn, og i så fald er han en fordærver, som det hedder på begge sprog; og dette har i virkeligheden bestandig været det ottomanske vældes væsen.
Men hvornår var det, Osman foretog sit første angreb på det græske rige? Jo, Gibbon siger (Decline and fall of Rome), at ”Osman rykkede først ind på Nikomedias enemærker den 27. juli 1299”.
Enkelte forfatteres beregninger har ført dem til den antagelse, at denne periode skulle begynde samtidig med det osmanniske riges grundlæggelse, hvilket dog klarlig er en vildfarelse; thi de skulle ikke alene have en konge over sig, men de skulle skade menneskene i fem måneder. Imidlertid kunne denne plagens tid ikke begynde før plageåndernes første angreb, der, som nævnt, skete den 27. juli 1299.
Følgende beregning, der grunder sig på dette udgangspunkt, foretoges og offentliggjordes i et værk af J. Litch, der udkom 1838 under titlen Christ’s Second Coming:
”Og deres magt var til at skade menneskene i fem måneder.” Så vidt nåede altså deres hverv, at de ved stadig rov og plyndring skulle plage dem uden politisk at gøre det af med dem. ”Fem måneder” vil efter 30 dage i måneden udgøre 150 dage, der som sindbilledlige dage betegner 150 år. Fra 27. juli 1299 når de 150 år til 1449. Hele den tid igennem lå tyrkerne næsten i uafbrudt krig med det græske rige, men dog uden at erobre det. De bemægtigede sig og beholdt flere af de græske landskaber, men den græske uafhængighed vedligeholdtes endnu i Konstantinopel. Men ved slutningen af de 150 år, i 1449 indtrådte der en forandring, hvis historie fremstilles i forbindelse med udlæggelsen af den næste basun.
Det første ve skulle vare fra Muhammeds tid til de fem måneders slutning; da skulle det første ve ende og det andet begynde, og når den sjette engel basunede, gaves der befaling til at borttage de bånd, der var lagt på folket, og ifølge hvilke man kun kunne plage menneskene, og deres hverv blev udvidet så vidt, at de fik lov til at ihjelslå tredjedelen af menneskene. Denne befaling udgik fra guldalterets fire horn.
De fire engle. – Dette var de fire fornemste sultandømmer, af hvilke de osmanniske rige bestod, og som lå i det af den store flod Eufrat vandede land. Disse sultandømmer havde deres sæde i Aleppo, Ikonium, Damaskus og Bagdad; tidligere havde de været holdt tilbage, men Gud bød, og de blev løsslupne.
I 1449 døde Johan Palæogus, den græske kejser, uden at efterlade sig børn, der kunne arve hans trone, hvorfor hans broder Konstantin efterfulgte ham.*) Dog ville han ikke vove at bestige tronen uden den tyrkiske sultan Amuraths samtykke. Han sendte derfor gesandter for at bede herom og erholdt det, førend han dristede sig til at kalde sig overherre.
*) Enkelte Historikere har nævnt 1448 som tidspunktet for denne begivenhed; men de bedste kilder holder på det her nævnte årstal 1449. Se Chambers Encyclopedia, Art. Palæologos.
Lad denne historiske kendsgerning omhyggelig undersøges i forbindelse med ovennævnte forudsigelse. Her foreligger ikke et voldsomt angreb på Grækerne, ved hvilket deres rige kuldkastedes, og deres uafhængighed borttoges; men man ser simpelthen, at de frivillig overgiver sin uafhængighed i Tyrkernes hænder. Den tyrkiske magts myndighed og overherredømme anerkendtes i virkeligheden, da Konstantin sagde: ”Jeg kan ikke herske, medmindre der gives mig lov dertil.”
De fire engle blev løste, som til time og dag og måned og år var færdige til at ihjelslå tredjedelen af menneskene. Denne periode udgør 391 år og 15 dage, og i denne tid skulle det ottomanske overherredømme gøre sig gældende i Konstantinopel; thi et profetisk år er 360 profetiske dage, det vil sige 360 bogstavelige år; en profetisk måned er 30 profetiske dage eller 30 bogstavelige år; en profetisk dag er et bogstaveligt år; endelig en time, 1/24 af en profetisk dag, bliver 1/24 af et bogstaveligt år, altså 15 dage, - så at det hele beløber sig til 391 år og 15 dage.
Men ihvorvel de fire engle således blev løste, derved at Grækerne frivillig underkastede sig, ventede dog en anden ulykke rigets hovedsæde; thi da Amurath, den Sultan, hvem Konstantin XIII underkastede sig, og efter hvis tilladelse han regerede i Konstantinopel, snart efter døde, blev han i 1451 efterfulgt på tronen af Muhammed II, der satte sig til opgave at sikre sig Konstantinopel som sit eget riges hovedsæde, hvorfor han beredte sig til at slå lejr om byen og erobre den. Belejringen begyndte den 6. april 1453 og endte med byens indtagelse og den sidste Konstantins død den 16. maj samme år, hvorpå Cæsarernes østlige stad blev Tyrkervældets herskersæde.
De våben og den krigsførsel, hvoraf man skulle benytte sig under den belejring, ved hvilken Konstantinopel skulle omstyrtes og undertvinges, blev, som man snart skal se, tydelig tilkendegivet af profeten.
Hvilke talløse hesteskarer og ryttere med dem! Gibbon beskriver tyrkernes første indfald i det romerske landområde således: ”Tyrkiske hestefolk i titusindvis spredte sig over en grænsestrækning på 600 engelske mil, fra Taurus til Erzerum, og 130.000 kristnes blod var den arabiske profet et kært offer.” Hvorvidt talopgaven i dette vers tilsigter at vække forestilling om et bestemt antal eller ej, derom kan man selv dømme. Enkelte antager, at der (ifølge den engelske oversættelse) menes 200.000, dobbelt talt, og finder efter enkelte historikere, at dette var det antal tyrkiske krigere, som var med at belejre Konstantinopel; andre mener, at 200.000.000 skal være alle de tyrkiske krigere i løbet af de 391 år og 15 dage, de havde magt over Grækenland. Men da man ikke kan få sikker rede på, hvorvidt det er så eller ej, kan man intet bestemt sige herom, og der ligger heller ingen vægt herpå.
Første del af denne beskrivelse gælder vistnok disse ryttere udseende, da de ildrøde, violblå og svovlgule farver var stærkt fremtrædende i de tyrkiske krigeres dragt, så at beskrivelsen efter denne synsmåde fandt noget nøjagtigt tilsvarende i den tyrkiske mundering, der bestod af en rig blanding af skarlagensfarvet eller rødt, blåt og gult. Hestehovederne så ud som løvehoveder. Herved betegnes deres styrke, mod og fyrrighed. Sidste del af verset hentyder utvivlsomt til brugen af krudt og ildvåben i krig, noget man ganske nylig havde begyndt med. Da tyrkerne affyrede sine ildvåben fra hesteryggen, så det for den fjerne tilskuer ud, som om ild, røg og svovl udgik af hestenes mund, som medfølgende billeder viser. *)
*) Deri stemmer fortolkere ganske almindelig overens, at de tyder forudsigelsen om Ild, røg og svovl, som gældende Tyrkernes benyttelse af krudt i deres krigsførsel mod det østlige kejserdømme. (Se Clark, Barnes, Elliot, Cottage Bible o.s.v.) Men i almindelighed henviser de blot til det svære artilleri og de store kanoner, nævnte magt anvendte, medens forudsigelsen særlig omtaler hestene, og at ilden ”udgik af deres mund”, som om mindre våben benyttedes, og det til hest. Barnes mener, at så var tilfældet, og nogle ord af Gibbon bestyrker denne mening (Bd. IV, side 343): ”De uafladelige lanse- og pilesalver ledsagedes af røgen, smeldet og ilden fra deres musketter og kanoner.” Her får man jo et godt bevis for, at Tyrkerne benyttede musketter, og det lader sig dernæst ikke bestride, at de i sin almindelige krigsførsel fornemmelig kæmpede til hest. Den slutning lader sig derfor godt forsvare, at de benyttede ildvåben til hest, hvorved de altså nøje fuldbyrdede profetien overensstemmende med ovennævnte billedlige fremstilling.
Om tyrkernes benyttelse af Ildvåben i felttoget mod Konstantinopel taler Elliott således (Horæ Apocalypticæ, Bd. I, side 482-484):
”Det var ild og røg og svovl, Muhammeds artilleri og ildvåben, hvorved tredjedelen af menneskene ihjelsloges, det vil sige, Kontantinopel blev indtaget, og som følge deraf blev det græske kejservælde ødelagt. 1100 år eller vel det var forløbne, siden Konstantin grundede byen, og i løbet af denne tid havde Goter, Hunner, Avarer, Persere, Bulgarer, Saracenere, Russere og selve de ottomanske Tyrkere gjort sine fjendtlige anfald eller slået lejr omkring den. Dog var fæstningsværkerne uindtagelige for dem. Konstantinopel blev stående, og dermed også det græske rige. Heraf kan man skønne hvor spændt sultan Muhammed var på at udfinde noget, der kunne fjerne denne hindring. ”Kan du,” spurgte han en kanonstøber, der deserterede over til ham, ”støbe en kanon, som er stor nok til at nedskyde Konstantinopels mur?” Da oprettedes støberiet i Adrianopel, kanoner støbtes, artilleriet gjordes rede, og belejringen begyndte.
”Det fortjener vel at lægges mærke til, hvorledes Gibbon, der altid uden selv at vide det fortolker Åbenbaringens forudsigelse, stiller dette nye krigsredskab i billedets forgrund under sin veltalende og træffende skildring af det græske riges sørgelige slutningsskæbne. For at berede vejen for samme fremstiller han, hvorledes krudtets opfindelse ganske nylig var foregået, ”denne blanding af salpeter, svovl og trækul”, - fortæller om, hvorledes sultan Amurath tidligere benyttede det, såvel som hvad vi har nævnt om Muhammeds støberi for sværere skyts i Adrianopel, - beskriver dernæst under selve belejringens fremskridt, hvorledes ”lanse- og pilesalverne ledsagedes af røgen, smældet og ilden fra musketterne og kanonerne”, - hvorledes ”den lange række tyrkisk skyts lå rettet imod murene, idet fjorten batterier samtidig tordnede mod de lettest angribelige punkter”, - hvorledes ”de befæstninger, der i menneskealdre havde stået sig mod fjendtlig vold, på alle kanter nedskødes af det ottomanske artilleri, mange brescher åbnedes, og fire tårne jævnedes med jorden ved porten st. Romanus”, - hvorledes ”det ottomanske skyts tordnede fra alle sider mod lejren og byen fra linjerne, galejerne og broen, så Grækerne og Tyrkerne indhylledes i en røgsky, der kun var mulig at sprede derved, at det romerske rige endelig befriedes eller gik til grunde”, - hvorledes ”de dobbelte volde ved artilleriet omdannedes til en grushob”, - hvorledes Tyrkerne langt om længe ”styrtede ind gennem brescherne”, ”Konstantinopel blev undertvunget, dets vælde omstyrtet og dets religion trådt i støvet af de sejrende Muselmænd”. Ja visselig fortjener det opmærksomhed, at Gibbon så bestemt og træffende beskriver byens indtagelse og rigets ødelæggelse på det tyrkiske artilleris regning. Thi hvad er alt dette andet end en bekræftende tydning af foreliggende forudsigelses ord: ”Af disse tre, af ilden, og røgen og svovlen, som udgik af deres munde, blev tredjedelen af menneskene ihjelslagen.”
Disse vers taler om den nye krigs skiks dødelige virkning. Ved hjælp af krudt, ildvåben og svært skyts blev Konstantinopel til slut overvældet og givet i tyrkernes hånd.
Foruden ilden, røgen og svovlen, der tilsyneladende udgik af deres mund, skulle deres magt også ligge i deres haler. En mærkelig kendsgerning er det, at hestehalen er et velbekendt tyrkisk felttegn, et sindbillede på embedsstilling og myndighed. Udtrykkets betydning synes at være den, at deres haler var tegnet eller sindbilledet på deres magts fuldkommenhed. For Johannes stod dette billede sandsynligvis således: Han så hestene udstøde ild og røg, og hvad der var ligeså besynderligt, at deres evne til at sprede ødelæggelse rundt om stod i forbindelse med hestenes haler. Hvem der end fik se et rytterkorps med sådanne felttegn vil nok studse ve dette usædvanlige og mærkelige syn og omtale deres felttegn som det, der ledede deres magt, og hvorom de samlede sig.
Dette Muhammedanernes overherredømme over grækerne skulle som bemærket vare ved i 391 år og 15 dage. Med udgangspunkt i 27. juli 1449, da de 150 år endte, ville man nå frem til den 11. august 1840. Dømte man så efter den måde, hvorpå det ottomanske overvælde begyndte, at den græske kejser kun regerede efter frivillig erkendelse med den tyrkiske sultans minde, kunne man naturlig drage den slutning, at den ottomanske uafhængighed ville styre sammen eller forsvinde på samme måde, - at Sultanen den 11. august 1840, den særlig bestemte periodes ende, af egen drift skulle overgive sin uafhængighed i de kristne magters hånd på samme måde, som han 391 år og 15 dage i forvejen havde fået den af den kristne kejser Konstantins XIII’s hånd.
I 1838, to år før den varslede begivenhed skulle foregå, kom pastor J. Litch til denne slutning og til denne tydning af forudsigelsen. Dengang var den kun en beregningssag på grundlag af skriftens profetiske tidsperiode. Men nu er tiden forbi, og man kan med rette spørge, hvorledes det gik, - om der virkelig hændte noget sådant, som stemte med den forudgående beregning. Sagen sammenfattes kortelig i følgende spørgsmål:
Hvornår ophørte den muhammedanske selvstændighed i Konstantinopel? – Flere år før 1840 havde sultanen været indviklet i krig med Ægyptens pascha, Mehemed Ali. I 1838 blev striden mellem sultanen og hans ægyptiske underkonge for et øjeblik hæmmet ved de fremmede gesandters indflydelse. Dog begyndte fjendtlighederne igen i 1839 og fortsattes, indtil sultanens hær i et hovedslag mellem sultanens og Mehemeds arméer fuldstændig blev sønderhugget og ødelagt, hvorhos hans flåde erobredes af Mehemed og førtes til Ægypten. Så grundig var sultanens flåde bleven svækket, at han ved krigens udbrud igen i august kun havde to førsterangs linjeskibe og tre fregatter tilbage som de triste levninger af den engang så mægtige tyrkiske flåde. Denne flåde vægrede Mehemed sig bestemt ved at udlevere og give tilbage til Sultanen og erklærede, at han ville brænde den, såfremt magterne forsøgte på at tage den. Således stod sagerne, da England, Rusland, Østrig og Preussen i 1840 lagde sig imellem og bestemte sig for en måde at ordne vanskeligheden på; thi det var jo klart, at Mehemed snart ville blive Herre over Sultanens trone, hvis man lod ham stille sig efter ønske.
Sultanen tog imod denne stormagternes mægling og overgav således frivilligt spørgsmålet i deres hånd. En konference mellem magterne afholdtes i London, og sheiken Effendi Bey Likgis var til stede som tyrkisk befuldmægtiget. Man opsatte et ultimatum, der skulle fremlægges for den ægyptiske pascha, og ifølge dette skulle sultanen tilbyde ham arveligt herredømme i Ægypten samt hele den del af Syrien, der strakte sig fra Suezbugten til Tiberias sø, tilligemed provinsen Acre på livstid; han på den anden side skulle rømme alle andre dele af Sultanens rige, som han nu holdt besat, og udlevere den ottomanske flåde. For såvidt han afslog dette sultanens tilbud, skulle de fire magter tage sagen i sin egen hånd og benytte de tvangsmidler, de kunne finde bedst, til at bringe ham til rimelighed og fornuft.
Det er klart, at så snart dette ultimatum af sultanen blev tilstillet Mehemed Ali, ville sagen for bestandig være sluppet førstnævnte af hænde, medens fremmede magter fra samme øjeblik kom til at styre hans sager. Sultanen afsendte i særligt ærinde Rifat Bey på en regeringsdampbåd til Alexandria for at overlevere paschaen nævnte ultimatum. Det overleveredes ham og antoges af ham den 11. august 1840! Samme dag sendte sultanen en skrivelse til de fire magters gesandter med forespørgsel om, hvad han skulle gribe til i det tilfælde, paschaen vægrede sig ved at gå ind på de i ultimatummet stillede vilkår; men hertil svarede de, at de havde nok tænkt på det, så han ikke behøvede i nogen måde at blive urolig, hvad der end kunne hænde. Netop selvsamme dag afsluttedes den periode på 391 år og 15 dage, som var det ottomanske vælde forundt; og hvor var nu sultanens selvstændighed? – BORTE! Hvem havde nu overvældet over det ottomanske rige i sin hånd? Jo, de fire stormagter; og hele tiden siden har dette rige kun såvidt fået lov at eksistere af nævnte kristne magter. Således var da forudsigelsen gået i opfyldelse til punkt og prikke.
Fra første gang, hin beregning, hvorom ovenfor taltes, offentliggjordes i 1838, så tusinder med yderste spænding hen til det øjeblik, der var sat for forudsigelsens opfyldelse – 11. august 1840 – og da den varslede begivenhed nøjagtig indtraf og således viste, at forudsigelsen var rigtig tydet, fik den store Adventbevægelse et mægtigt stød fremad, og den begyndte at tiltrække sig verdens opmærksomhed.
Gud vil, at man skal mærke sig hans domme og lade sig belære af dem overensstemmende med hans plan; dog hvor langsom er man ikke, hvor det gælder at lære! Hvor blind er man ikke for forsynets fingerpeg! De begivenheder, som skete under den sjette basun, var det andet ve, og dog førte disse domme ikke til nogen bedring i menneskernes opførsel og moral. De, som gik fri, lærte intet ved deres åbenbaring på jorden. Djævledyrkelsen, at man tilbad afdøde menneskers ånder som Guder, afgudsbillederne af guld, sølv, kobber, sten og træ, finder vel sin fuldbyrdelse i den romersk-katolske kirkes helgen og billeddyrkelse, medens der heller ikke har manglet på mord, hedengangne hellige mennesker, horeri og tyverier i de lande, hvor den romerske religion har rådet.
De saracenske og tyrkiske horder, blev løste som en svøbe og straffedom over den frafaldne kristenhed, og man led straffen, men lærte intet deraf. |