10. kapitel - Budskabet om Kristi kommeI foreliggende skriftsted har man atter et eksempel på, at den ligefremme tankerække for et øjeblik afbrydes, og man har i dette kapitel en forudsigelse indskudt. 9. kapitel sluttede med, hvad der skete under den sjette basun. Det syvende basunstød kommer ikke før kapitel 11: 15. Hele 10. kapitel samt en del af 11. kapitel indskydes derfor mellem sjette og syvende basun. Hvad der særlig står i forbindelse med sjette basunstød, har man i 9. kap. Profeten har andre tildragelser at fremstille, førend den næste basun lyder, og benytter anledningen hertil i denne del af skriften indtil kap. 11: 15. Blandt disse står også forudsigelsen i 10. kapitel. Las os da først betragte, i hvilken tidsperiode denne engels budskab falder.
En liden bog. ”Han havde i sin hånd en liden bog, som var opladt.” Af dette udtryk må man nødvendigvis drage den slutning, at denne bog engang var lukket. I Daniel 12: 4 tales der om en bog, som til en tid var lukket og forseglet: ”Og du, Daniel, luk til for ordene og forsegl bogen indtil endens tid; mange skal søge ivrigt i den, og kundskab skal blive mangfoldig.” Såsom denne bog holdtes lukket indtil endens tid, følger deraf, at bogen skal åbnes når endens tid kommer. Og såsom profeten taler om at lukke den, kan man ikke andet end med rimelighed vente, at man også får høre om at den skal åbnes, når man kommer til forudsigelsen om, hvad der skal ske ved endens tid. Imidlertid omtales ingen bog som lukket og forseglet undtagen Daniels profetiske bog, og intetsteds berettes om, at denne bog bliver åbnet, medmindre det omtales her i Åb 10. Man ser endvidere, at det indhold bogen tillægges, på begge steder er det samme. Den bog, som Daniel havde ordre til at lukke og forsegle, gjaldt tiden: ”Hvor længe skal det vare med enden på disse underfulde ting?” Dan. 12: 6. Og da nu englen i dette kapitel kommer med den lille bog opladt, på hvilken han grunder sit budskab, forkynder han også et budskab, der gælder tiden: ”Der skal ikke mere gives tid.” Åb. 10: 6. Intet mere kan behøves for at vise, at begge udtryk gælder en og samme bog, og til at bevise, at den lille bog, som engelen havde opladt i sin hånd, var Daniels profetiske bog.
Vi har nu fastslået et meget vigtigt punkt, hvorved vi kan finde rede på tiden for denne engels fremtræden; thi man har set, at profetien og særlig Daniels profetiske tidsperioder ikke skulde oplades før ved endens tid, og er dette den bog, som engelen havde opladt i sin hånd, så følger deraf, at han kundgør sit budskab på denne side af den tid, da bogen skal oplades, mede andre ord, han forkynder det en kortere eller længere tid efter endens tid begynder, Hvad der nu altså står igen desangående er at få sikkerhed om, når endens tid begyndte, og dette kan ske ifølge oplysninger i selve Daniels bog. I Dan. 11 fra 30. vers tales der om pavemagten, og i 35. vers står der: ”Og de forstandige skal nogle falde for at smelte og lutre og rense folket indtil enden tid.” Her tales om tiden for det lille horns herredømme, i hvilken tid de hellige, tider og lov skulde gives i hans hånd og af ham lide frygtelige forfølgelser, og denne tid er forklaret at nå til endens til. Den endte i 1798 e. Kr., da pavemagtens 1260 år sluttede. Da begyndte endens tid, og bogen blev opladt, og siden den tid har mange søgt ivrigt i den (løbet frem og tilbage), og kundskab om disse profetiske emner er vidunderlig mangfoldiggjort.
Tidspunkterne for, hvad der foregår i Åb. 10, vinder yderligere støtte deri, at denne engel i et og alt er den samme som den første engel i Åb. 14. Man ser let, hvori deres identitet består: 1) de har begge et særligt budskab at forkynde; 2) de kundgør begge samme med lydelig røst; 3) de udtrykker sig begge i samme ordelag med hensyn til den, som har gjort himlen og jorden og havet med alt, hvad deri er; og 4) de forkynder begge tiden, idet den ene svor, at der ikke mere skulde gives tid (Åb. 10: 6), den anden forkyndte, at Guds doms time var kommen. Åb. 14: 7. Men budskabet i Åb. 14: 6 har sin plads denne side endens tids begyndelse; her forkyndes, at Guds doms time er kommen, og det må derfor gælde den sidste slægt. Paulus prædikede ikke, at dommens time var kommen, Luther og hans medhjælpere ej heller. Paulus vidnede om den kommende dom i en ubestemt fremtid, og Luther hensatte den til i det mindste 300 år efter sin tid. Yderligere advarer Paulus menigheden mod en lære som den, at Guds doms time var kommen, førend en vis tid. I 2 Thes. 2: 1-3 siger han: ”Men vi beder eder, brødre, angående vor herres Jesu Kristi tilkommelse og vor forsamling til ham, at I ikke snarligen lader eder forvilde i sindet eller forfærde, hverken ved nogen ånd eller ved lære eller ved brev, som fra os, som var Kristi dag forhånden. Lader ingen bedrage eder i nogen måde; thi først må jo frafaldet komme og det syndens menneske åbenbares, fordærvelsens søn” o.s.v. Paulus fører her frem for vor betragtning syndens menneske, det lille horn, pavedømmet, og formaner til forsigtighed, under hans hele herredømme, der, som allerede bemærket, varede i 1260 år og afsluttedes i 1798. I 1798 ophørte derfor forbudet imod at forkynde, at Kristi dag er forhånden, - 1798 begyndte endens tid, og seglet blev taget fra den lille bog. Fra den tid har derfor engelen i Åbenbaringen 14 gået ud og forkyndt, at Guds dom stime er kommen, og fra den tid er der også, at engelen i kap. 10 har taget stilling på hav og jord og svoret, at der ikke mere skal gives tid. Der kan ikke længere være spørgsmål om, at de jo i et og alt er en og den samme, og hvad der beviser den enes rette tid og sted, er i lige måde afgørende for den anden. Vi behøver ikke her at indlade os nærmere på at vise, hvorledes den nuværende slægt har været vidne til disse to forudsigelsers opfyldelse. De blev opfyldt fuldt ud til de mindste enkeltheder, da Kristi komme blev forkyndt især fra 1840-44. At denne engel sætter sin højre fod på havet, men den venstre på jorden, antyder, hvor langt hans budskab udbreder sig over hav og land. Havde dette budskab været bestemt for ét land alene, havde det været nok, om engelen havde stillet sig på jorden alene; men han sætter den ene fod på havet, hvoraf man kan slutte, at hans budskab krydser verdenshavet og breder sig ud til klodens forskellige folkeslag og verdensdele, og denne antagelse styrkes videre derved, at den kundgørelse, hvortil ovenfor er antydet, kundgørelsen om Kristi andet komme, har fundet vej til enhver missionsstation i verden.
De syv tordener. Det ville være til ingen nytte i synderligt omfang at grunde på de syv tordener i håb om at få kundskab om, hvad de talte. Man får slå sig til ro med den befaling, Johannes fik desangående, og ligesom han lade dem stå hen forseglede, uoptegned og følgelig ubekendte; dog hersker der angående dem en gisning, som vel passende bør kunne nævnes her, og der er, at de syv tordener omtalte de adventisters erfaring, som deltog i denne bevægelse, altså også deres svare skuffelse og prøvelse. Klart nok er det, at der taltes noget, som det ikke vilde være godt for menigheden at vide, og om Gud havde givet en af ånden indblæst beretning på forhånd om adventbevægelsen, vilde han derved simpelthen have forhindret denne bevægelse, som vi fuldt og fast tror i et og alt er en opfyldelse af hans rådslutninger og stemmer med hans vilje. Hvorledes skulde vi da overhovedet omtale de syv tordener? Dersom man antager ovennævnte gisning, måtte man komme til den slutning, at man ikke må give sig over og lade sig bringe i forvirring, fordi man træffer på pludselige, hemmelighedsfulde og uventede begivenheder, der kan være ligeså forbavsende og besynderlige som torden fra en skyfri himmel; thi man måtte jo kunne slutte, at alt sker ifølge Guds anordning og forsyn, siden noget sådant blev forseglet og holdtes skjult for menigheden.
”Der skal ikke mere gives tid.” Hvad er betydningen af denne højtidelige erklæring? Den kan ikke mene, at tiden, således som den regnes i denne verden i sammenligning med evigheden, skulde afsluttes med denne engels budskab; thi næste vers taler om de dage, da den syvende engels røst skal høres, og kap. 11: 15-19 fremstiller nogle af de tildragelser, der skal finde sted under denne basun og foregå før verdens ende. Her kan heller ikke menes prøvetiden; thi denne ophører ikke, førend Kristus afslutter sin gerning som præst, og dette sker ikke, før efter at den syvende engel har begyndt at basunere. Åb. 11: 19. Ordet må derfor betyde profetisk tid, da her ikke kan være tale om nogen anden. Profetisk tid skal der ikke mere gives, - ikke så at forstå, at tid aldrig mere skulde benyttes i profetisk betydning; thi ”den syvende engels røsts dage”, som straks efter omtales, vil uden tvivl sige den syvende engels år; men ingen profetisk periode skulde ud over dette budskab, - her skulde alle de slutte, som nåede til det sidste punkt. Nærmere begrundelser af de profetiske perioder, og at selv de længste af disse ikke nåede udover høsten 1844 findes i bemærkninger til Dan. 8: 14.
Den syvende engels røsts dage. Den syvende basun er ikke den, som omtales i 1 Kor. 15: 52 som den sidste basun, der skal opvække de sovende døde, men den syvende i rækken af de syv basuner og lyder ligesom de andre i rækken i dagevis (årevis). I de dage den begynder at basunere, skal Guds skjulte råd fuldkommes, ikke den dag, den begynder at lyde, ikke dens lyds allerførste begyndelse, men i de første år, medens den lyder, skal Guds skjulte råd fuldkommes.
Den syvende basuns begyndelse. Efter de begivenheder, der skulde finde sten under den syvende basuns lyd, kan man med tilstrækkelig sikkerhed bestemme dens begyndelse til de profetiske perioders slutning i 1844. Ikke mange år efter den tid skal Guds skjulte råd fuldkommes. Denne store begivenhed, hvad end den er, er meget nær. Et afsluttende, afgørende værk med alt, hvad det af betydning og højtidelighed har i sit følge, er nær forhånden. Alle Guds gerningers fuldkommelse er selvfølgelig af stor betydning. En sådan handling udmærker en højtidelig, betydningsfuld tidsalder. Da Frelseren udåndede på korset, råbte han (Joh. 19: 30): ”Det er fuldbragt!” og når det store nådesværk for det faldne menneske er fuldkommet, vil dette blive kundgjort ved en røst fra Guds trone, der med tordenstemme ruller gennem hele jorden og kundgør den højtidelige erklæring: ”Det er sket”. Åb 16: 17. Det er derfor ikke nogen utidig bekymring, som bringer os til at undersøge, hvilken betydning sådanne tildragelser måtte have på vort evighedshåb og vor velfærd, og til, når vi lærer om Guds skjulte råds fuldkommelse, at spørge, hvad dette skjulte råd er, og hvori dets fuldkommelse består.
Guds skjulte råd. Nogle ligefremme vidnesbyrd ud af den bog, der er som en lygte for vor fod, vil vise, hvad dette skjulte råd er. I Efeserbrevet (1: 9. 10) hedder det: ”…idet han kundgjorde os sin viljes hemmelighed, efter den velbehagelige beslutning, hvilken han forud fattede hos sig selv, at oprette en husholdning i tidernes fylde, for at samle alt under et hoved udi Kristus, både det, som er i himlene og på jorden, udi ham.” Her kaldes Guds beslutning at samle alle i Kristus hans ”viljes hemmelighed”, og dette er fulkommet formedelst evangeliet. I Efeserbrevet 6: 19 hedder det: ”Også for mig (Paulus beder om, at man skal bede), at min mund må oplades, og ordet må gives mig til at kundgøre med frimodighed evangeliums hemmelighed . . .” Her erklæres evangeliet lige ud for en hemmelighed. I Kol. 4: 3 kaldes det Kristi hemmelighed. Ef. 3: 3, 6 siger: ”At han ved åbenbaringen har kundgjort mig hin hemmelighed, hvorom jeg foran har korteligen skrevet …”, ”at hedningerne er medarvinger og medindlemmede og meddelagtige i hans forjættelse i Kristus formedelst evangelium.” Paulus erklærer her, at hemmeligheden var ham kundgjort ved åbenbarelse, således som han forhen havde skrevet, Og her hentyder han til sit Galaterbrev (1: 11, 12), hvor han i følgende ord havde meldt, hvad der var ham skænket ”ved åbenbarelsen”: ” Jeg bevidner eder, brødre, at det evangelium, som er prædiket af mig, er ikke menneskelære; thi hverken annammede, ej heller lærte jeg det af noget menneske, men ved Jesu Kristi åbenbarelse.” Her siger Paulus lige ud, at det var evangeliet, han annammede ved åbenbarelse. I Ef. 3: 3 kalder han det den hemmelighed, der var ham kundgjort ved åbenbarelse, som han forhen havde skrevet. Galaterbrevet forfattedes 58 e. Kr., Efeserbrevet 64 e.Kr.
Lige overfor disse vidnesbyrd kan vel kun få ville nægte, at Guds skjulte råd er evangeliet; det er altså, som om engelen havde erklæret: I de dage, da den syvende engels røst skal høres, skal evangeliet fuldkommes. Hvad vil imidlertid dette sige? Lad os først se, i hvilken hensigt det blev givet! Jo, ”for at tage et folk af dem (hedningerne) efter sit navn”. Ap.G. 15: 14. At det fuldkommes, må da naturligvis sige, at denne gerning skal afsluttes, Det bliver fuldkommet, når folks antal bliver fuldt, nåden ikke længere tilbydes, og prøvetiden slutter.
Nu ligger sagen os klar i hele sin udstrækning. Dette er det betydningsfulde værk, der skal fuldkommes i de første dage af den syvende engels røst, hvis basunlyd allerede har lydt i verden i næste 40 år. Gud er ikke flov, hans værk er ikke usikkert, - er vi da rede for udfaldet?
I vers 8 indføres Johannes selv for at optræde på menighedens vegne, sandsynligvis for menighedens påfølgende særlige erfarings skyld, og denne vilde forudsigelses herre berette om, men kunde ikke godt fremstille den under sindbilledet af en engel. Når kun en ret og slet kundgørelse holdes frem uden med det samme at ville lede tanken hen på den særlige erfaring, menigheden skal gennemleve i forbindelse med kundgørelsen, da kan nok engel gøre tjeneste som sindbilleder og optræde i stedet for de religionslærere, der kundgør budskabet, som i Åb. 14. Men når der skal tales som en særlig erfaring fra menighedens side, er sagen åbenbar en ganske anden. Dette kunde bedst og mest passende fremstilles ved et eller andet medlem af den menneskelige familie, og derfor må Johannes selv optræde og spille en rolle i denne sindbilledlige fremstilling. Da nu dette er så, kan muligens den engel, som her viste sig for Johannes, være den samme som det guddommelige sendebud, der i den orden, man har set i alt Guds værk har at varetage dette budskab, eller også muligvis indføres han i den hensigt at fremstille budskabet væsen og den kilde, hvorfra det kommer.
Der lever endnu ikke så få, der i sin egen erfaringskreds har oplevet en forbavsende fuldbyrdelse af disse vers. De har oplevet den i den glæde, hvormed de annammede budskabet om Kristi umiddelbare andet komme, i de da forkyndte dyrebare sandheders sødme som honning og den bitterhed og sorg, som påfulgte, da til den påpegede tid i 1844 skuffelsen kom, men ikke Herren. Man havde begået en fejltagelse, der medførte tvivl om, at den lille bog, de havde holdt på at nedsvælge, i virkeligheden var at stole på. Hvad der havde forekommet deres smag så honningsødt, blev pludselig som malurt og galde. Men den, der havde tålmodighed til at holde fordøjelsesprocessen ud, erfarede snart, at fejltagelsen kun lå i begivenheden, ikke i tiden, og at det, engelen havde givet dem, ikke var til død, men til næring og underhold. (Man kan se samme ting fremstillede under et lignende billede i Jerm. 15: 16-18.)
Johannes, der her fremtræder på menighedens vegne, får af engelen nok et hverv. Efter den stund, da det første og det andet budskab ophøret som ledende kundgørelser, skal et nyt budskab udgå. Vi har med andre ord her for os en forudsigelse om den tredje engels budskab, der efter vor faste forvisning netop nu holder på at fuldbyrdes, og denne gerning skal ikke ske i krogene; thi budskabet skal føres frem for ”folk og folkeslag og tungemål og konger.” ******* |