11. Kapitel - De to vidnerHer forsættes det pålæg, engelen begyndte at give Johannes i foregående kapitel. Derfor tilhører disse vers egentlig det kapitel og bør ikke skilles herfra. I det sidste vers i 10. Kapitel gav engelen Johannes som menighedens stedfortræder et nyt hverv, Man har med andre orde, som allerede vist, i dette vers en forudsigelse om den tredje engels budskabs natur. Det har noget at gøre med Guds himmelske tempel og tilsigter at berede visse folk til at tilbede deri. Templet kan her ikke betyde menigheden; thi menigheden omtales i forbindelse med dette tempel som ”dem der tilbeder der udi.” Templet er derfor det bogstavelige tempel i himlen og tilbederne den sande menighed på jorden. Dog skal naturligvis ikke disse tilbedere måles i den forstand, at man skal få rede på hver enkelts højde og omfang i fod og tommer; nej, de skal måles som tilbedere, og et menneskes karakter kan kun måles med et vist retfærdigheds mål, en lov eller regel for gøren og laden. Man kommer således til den slutning, at de ti bud, den rettesnor, efter hvilken Gud vil have ethvert menneskes pligt målt, fremstilles ved den målestok, som engelen lagde Johannes i hånden, og til fuldbyrdelse af denne forudsigelse er netop denne lov under det tredje budskab lagt i menighedens hånd, og dette er den regel, efter hvilken Guds tilbedere nu skal stå sin prøve.
Efter nu at have set, hvad det vil sige at måle dem, som tilbeder i templet, skal vi videre se at finde ud, hvad der menes med at måle templet. For at måle noget, må man særlig give agt på det, og utvivlsomt er da opfordringen om at stå op og måle Guds tempel en profetisk befaling til menigheden om at give nøje agt på templet eller helligdommen. Men hvorledes skal dette ske efter den målestok, menigheden har fået? Efter de ti bud alene kan det ikke ske; men tager man derimod det hele budskab, ledes vi herved til en undersøgelse af helligdommen i himlen i forbindelse med Guds bud og Kristi tjeneste. Heraf slutter vi, at målestokken i sin helhed er det menigheden meddelte budskab, som omfatter de for denne tid ejendommelige store sandheder, hvortil de ti bud henhører. Ved dette budskab henledes vor opmærksomhed på templet i himlen og formedelst dette er lys og sandhed angående dette emne kommet for dagen. Således måler vi templet og alteret, dvs. den med templet forbundne tjeneste, vor store ypperstepræsts gerning og stilling, og vi måler tilbederne med den del af målestokken, som vedkommer deres karakter, nemlig de ti bud.
”Men forgården udenfor templet, gå den forbi,” vil sige så meget som: Menighedens opmærksomhed rettes nu på den indre del af templet og tjenesten der; af mindre betydning er nu det, som vedkommer forgården. Denne er given hedningerne. At forgården vil sige jorden, bevises således: Forgården er det sted, hvor de offerdyr slagtedes, hvis blod skulle benyttes til tjenesten i helligdommen. Det modbilledlige offerlam måtte då i den modbilledlige forgård, og Jesus døde på Golgata i Judæa. Efter således at have talt om hedningerne, ledes profetens opmærksomhed hen på hedningefrafaldet i sine store træk, at de nemlig i 42 måneder under det pavelige herredømme skulle nedtræde den hellige stad, og så ledes han til at tænke på Gods ords, sandhedens og menighedens tilstand i samme tidsrum. Således føres man da ved en let og naturlig overgang tilbage til fortiden, og vor opmærksomhed henledes på en ny række tildragelser.
Disse dage er de samme som forgående verses 42 måneder og har hensyn på pavemagtens vældes tid. Denne Tid ned igennem er vidnerne iførte sække, de lever i mørke, men Gud giver dem magt til at holde ved og hævde sit vidnesbyrd, igennem denne mørkets og elendighedens tid. Men hvem eller hvad er disse vidner?
Her hentydes øjensynlig til Zak. 4: 3-6, hvor der forklares, at de to olietræer skal forestille Guds ord, og David vidner: ”Dit ords indgang giver lys,” og ”dit ord er en lygte for min fod og et lys på min sti.” Det skrevne vidnesbyrd er stærkere end det mundtlige. Jesus erklærer om de gammeltestamentlige skrifter: ”Disse er det, som vidner om mig” Under denne pagt vidner hans gerninger om ham, siger han, og hvorledes vidner de om ham? Fra den tid, disciplene, som ansigt til ansigt vandrede sammen med ham under hans jordeliv, forlod livets skueplads, har den hele tid hans gerninger vidnet om ham kun ved det nye testamente, hvor man alene finder dem optegnede. Dette rigets evangelium om erklæredes der engang, skal prædikes i den ganske verden til et vidnesbyrd for alle folk osv.
Disse ord og betragtninger hævder tilstrækkelig den slutnings berettigelse, at Kristi tvende vidner er det gamle og det nye testamente, det ene givet i den ene pagts tid, det andet i den anden.
At skade Guds ord v il sige at sætte sig op derimod, forvrænge eller fordærve dets vidnesbyrd og afvende folk fra samme. Imod dem, der gør dette, udgår ild af deres mund og fortærer dem, dvs. ild dommen er ifølge samme ord sådanne beredt, og ordet siger, at de skal få sin lod til slut i den sø, som brænder med ild og svovl. Mal. 4: 1; Åb. 20: 15; 22: 18. 19. osv.
I hvilken mening har disse vidner magt til at lukke himlen, forvandle vand til blod og slå jorden med plager? Elias lukkede himlen, så det ikke regnede på 3 ½ år; men han gjorde det ved Herrens ord. Ved Herrens ord forvandlede Moses Ægyptens vand til blod. Og ligesom disse domme, der berettes om i deres vidnesbyrd, er bleven fuldbyrdede, således vil enhver trussel og dom, der udtales over noget som helst folk, sikkerlig fuldkommes. ”Så ofte de vil.” Så ofte som deres hellige ord vidner, at domme skal gå i opfyldelse, så ofte kommer de også til at iværksættes; et eksempel herpå skal verden endnu erfare, når de syv sidste plager kommer over den.
”Når de får fuldendt sit vidnesbyrd”, dvs. ”iførte sække” eller, som grundsproget betegner, idet de ”fuldender”, - i samme øjeblik, de når slutningen af den tid, de skulde være iførte sække. I forudsigelsen betegner ”et dyr” et rige eller en magt (se Dan. 7: 17, 23). Det spørgsmål opstår nu: Når sluttede da vidnerne at profetere i sække? Og var der på den tid sådant et rige som beskrevet, som førte krig imod dem på den omtalte tid? Hvis vi med rette forstår året 538 e.Kr. som den tid, de begyndte at profetere is sække, kommer vi ved 42 måneder = 1260 profetiske dage eller år ned til året 1798 e. Kr. Kom der da ved denne tid et sådant rige som beskrevet og førte krig imod dem osv.? Læg mærke til! Dette dyr eller rige kommer op af afgrunden, det har ingen grundvold det er en gudløs og gudsfornægtende magt, i åndelig mening et Ægypten. I 2 Mos 5: 2 hedder det: ”Og Farao sagde: Hvo er den herre, hvis røst jeg skal adlyde i at lade Israel fare? Jeg kender ikke den herre; jeg vil heller ikke lade Israel fare.” Se, dette er gudsfornægtelse! Lagde da noget rige samme ånd for dagen i 1798? Jo, Frankrig. Under sin folkelige velmagtstid nægtede den Guds tilværelse og førte krig mod den himmelske konge.
”I åndelig henseende kaldes (denne magt) Sodoma”. Hvilken synd var særlig betegnende for Sodoma? Ukyskhed. Var det så i Frankrig? Ja, i omtalte periode var horeri fastsat ved lov. ”I åndelig mening” var stedet der, ”hvor vor herre er korsfæstet”. Gjaldt dette i Frankrig? Ja, i mere end én forstand. Først søgte man i 1572 i Frankrig at ødelægge alle de gudfrygtige hugenotter, og i løbet af én nat blev 50.000 myrdede med koldt blod, og Paris’ gader svømmede bogstavelig i blod; således blev vor herre i sine lemmers personer i åndelig mening korsfæstet. De franske vantros løsen og kendetegn blev senere ”knus den usling”, de mente Kristus; således kan man nok med sandhed sige ”der, hvor vor herre blev korsfæstet”. Selve ”afgrundens” ånd fremvældede blandt dette ugudelige folk.
Men ”førte” da Frankrig ”krig” mod bibelen? Ja, i 1793 udfærdigede den franske nationalforsamling en beslutning, der forbød at læse bibelen, og ifølge denne beslutning blev biblerne samlede og brændte; alle mulige tegn på foragt hobedes på dem, og alle bibelens indstiftelser afskaffedes; sabbatten udslettedes, og i stedet indførte man hver tiende dag til munterhed og ugudelige forlystelser. Dåb og nadver afskaffedes, Guds tilværelse benægtedes, og døden, sagde man, var en evig søvn. Fornuftens gudinde, fremstillet af en ussel kvindes person, blev sat i højsædet og offentlig ydet tilbedelse. Sikkerlig, her er en magt, som nøje svarer til forudsigelsen. Dog lad os undersøge denne sag end yderligere.
I dette vers fremstilles andre folks følelser lige overfor det folk, der begik de fornærmelige handlinger mod vidnerne. De så nok, hvilken krig, det vantro Frankrig førte mod bibelen, men lod sig ikke bevæge til som folk betragtet at deltage i den ugudelige gerning eller lade de myrdede vidner begraves, dvs. fig imellem bringes ud af syne, om de end så døde 3½ dag, dvs. 3½ år i Frankrig. Nej tvært imod, netop dette forsøg fra Frankrigs side tjente til overalt at vække kristne til nye anstrengelser for bibelens bevarelse, som vi straks skal se.
Dette betegner den glæde, de følte, der hadede bibelen eller plagedes af den. Stor var de vantros fryd overalt e stund, men de ugudeliges sejrsglæde varer kort; således også i Frankrig; thi deres krig mod bibel og kristendom havde nær opslugt dem alle. De drog ud for at ødelægge Kristi ”tvende vidner”, men fyldte Frankrig med blod og rædsel, så de blev skrækslagne ved følgen af sine egne ugudelige gerninger og var glad over at fjerne sin ugudelige hånd fra bibelen.
I 1793 gik en beslutning igennem den franske nationalforsamling, ifølge hvilken bibelen skulde bortskaffes; netop tre år efter fremkom der for den næste nationalforsamling efter hin beslutning forslag om en bestemmelse, som skulde tillade brugen af den hellige skrift. Behandlingen af dette forslag blev udsat i seks måneder: det optoges da til behandling og blev enstemmig vedtaget. Således gik det til, at netop efter 3½ års forløb vidnerne ”stod på sine fødder, og en stor frygt faldt på dem, som så dem”. Intet mindre end de forfærdelige følger af bibelens forkastelse kunde have bevæget Frankrig til at lade vidnerne gå uantastede.
Steg op til himlen. For at forstå dette udtryk læser man Dan. 4: 22: ” …. Du er bleven stor og stærk, og din magt er bleven stor og rækker til himlen . .” Her ser man, at dette udtryk betegner en stor ophøjelse. Har da den hellige skrift nået en sådan ophøjet stilling, som her antydet, siden Frankrig førte krig imod den? Ja,! Kort efter stiftedes Det britiske bibelselskab; derefter kom Det amerikanske bibelselskab og med sine næsten utallige hjælpere holder nu disse på at sprede bibelen overalt. Fra den tid af er bibelen bleven oversat på næsten 200 forskellige sprog, hvori den ikke tidligere fandtes, og forbedringerne på papirfabrikationens område og inden bogtrykkerkunsten har i løbet af de sidste 75 år givet bibeludbredelsens gerning et umådeligt stød fremad.
Bibelen er bogstavelig talt i skibsladninger blevet sendt til de fattige og forladte. Et eneste fartøj medbragte fra England 59 tons bibler til de frigivne slaver i Vestindien. Bibelen har hævet sig så vidt, at den højagtes næsten af alle og enhver, hans liv være helligt eller syndefuldt; den vantro skammer sig ved at tale imod denne bog i anstændigt selskab, man må til brændevinssjappen eller andre berygtede steder, vil man vente at finde velvillige tilhørere til dumdristige bespottelser mod bibelen. Den skattes højere end alt andet på jorden; den er Herrens bedste velsignelse til menneskene næst den, at han har skænket os sin søn, den er det herlige vidnesbyrd om Guds søn. Ja, man kan i sandhed sige, at den hellige skrift er stegen op ”til himlen i en sky”, i hvilket udtryk en sky sindbilledlig betegner himmelsk værdighed.
Hvilken by? Se kap. 17: 18, hvor det hedder: ”Og kvinden, som du så, er den store stad, som har herredømme over jordens konger” (riger). Denne by er den pavelige, romerske magt. Frankrig er et af de ”ti horn”, som gav (det pavelige) dyr sin magt og styrke, dvs. et af de ti riger, der opstod af Roms vestlige rige, således som det betegnes ved de ti tæer på Nebukadnezars billede, ved Daniels dyr med de ti horn og Johannes’ drage med ti horn. Frankrig var altså ”en tiendedel at staden” og en af dem, der stærkest gik den pavelige hævn til hånde; men under nævnte omvæltning ”faldt” det, og med det faldt det sidste borgerlige redskab for de forbitrede paver. ”Og i jordskælover blev ihjel slagne syv tusinde personer” (en randglose læser: mænds navne, mænds titler). ”Og de andre blev forfærdede og gav himlens Gud ære.” Denne gerning, som trodsede himlen og formastede sig mod Herren, fyldte Frankrige i den grad med rædselsfulde myrderier og blodbad, at selv de vantro måtte skælve og stanse forfærdede, og ”de øvrige”, der undslap denne stunds frygtelige rædsler, ”gav himlens Gud ære”, ikke af egen drift og hjertets lyst, men ford himlens Gud selv bragte denne menneskets vrede til at lovprise ham derved, at han gjorde det klart for al verden, a den, der rejser sig tril krig mod himlen, graver sin egen grav. Således mangfoldiggjordes rigelig Herrens forherligelse netop ved det, de ugudelige fortog sig for at besudle hans herlighed.
Mange af foregående betragtninger om de tvende vidner skylder vi afdøde Georg Storrs, der i The two Witnesses har redegjort desangående.
Her genoptages de syv basuners række. Det andet ve endte med 11. August 1840, og det tredje ve falder ind under den syvende basuns lyd, som begyndte i 1944.
På hvilket punkt befinder vi os da nu? ”Se!” dvs. læg vel mærke til, at ”det tredje ve kommer snart”. Det frygtelige, som er foregået under det andet ve, er forbi, og vi er nu under den basuns lyd, som bringer det tredje og sidste ve. Skal vi da nu vente fred og sikkerhed? Et tusindårigt rige hernede? Tusinde pr med retfærdighed og lykkelige dage? Lader os hellere alvorlig bede Herren om at vække en slumrende verden!
Fra 15. Vers til kapitlets slutning synes det, som vi føres frem over tre forskellige tidsrum fra den syvende engels basunstød lige til enden. I sidst anførte vers kaster seeren blikket fremad mod den fuldkomne oprettelse af Guds rige. Om end den syvende basun har begyndt at lyde, er det ikke så, at de stærke røster i himlen endnu har kundgjort, at denne verdens riger er bleven vor herres og hans slavedes, - det skulde da være, at man ligesom på forhånd så, at dette hurtig skulde ske; men ligesom de foregående seks dækker den syvende basun en tidsperiode, og dette, at rigerne skal gå over fra jordiske magter til ham, hvis ret det er at herske, er hovedsagelig det, som skal indtræffe i de første år, basunen lyder. Derfor optager denne begivenhed, bortset fra alle de andre, profetens hele tanke. (Se bemærkn. til 19. vers.) I næste vers går Johannes tilbage og optager de mellemliggende begivenheder sålunde:
Og hedningerne vrededes. Lige fra hin vidunderlige omvæltning i Europa 1848 og hint voldsomme udslag mellem folkene har deres gensidige forbitrelse, skindsyge og misundelse stadig taget til. Næsten hver eneste avis viser, i hvilken frygtelig grad de nu er ophidsede.
Og din vrede er kommen. Guds vrede over vore dages slægt fuldkommes i de syv sidste plager (kap. 15: 1), til hvilke vi følgelig her må henvise, og de skal snart udgydes over jorden.
Og de dødes tid, at de skal dømmes. Det store flertal af de døde, de ugudelige, ligger endnu i sin grav, når plagerne har hjemsøgt jorden og den nuværende pagt er til ende. Dommen, da de hellige i forening med Kristus skal bestemme for hver enkelt den straf, han skal få for sine onde gerninger, vedbliver i de tusinde år, som følger på den første opstandelse. 1 Kor. 6: 2; Åb. 20: 4. Eftersom denne dom følger på Guds vrede, de syv sidste plager, må man nødvendigvis henføre den til ovennævnte tusinde års dom over de ugudelige.
De retfærdiges belønning. ”Og at du skal give dine tjenere, profeterne, løn.” Her føres vi fremad til den fulde besiddelse af den himmelske arvelod ved de tusinde års ende; thi de hellige får ikke sin fulde løn, før de kommer i besiddelse af den nye jord.
De ugudeliges straf. ”Og fordærve dem, som fordærver jorden”. Dette udtryk gælder det tidspunkt, da alle de ugudelige for evig skal opsluges af den renselsens ild, der fra Gud i himlen vælder ned over dem og smelter og fornyer jorden. 2 Pet. 3: 7; Åb. 20: 9. Heraf erfarer man, ar den syvende basun når til slutningen af de tusinde år. O, betydningsfulde, forfærdelige og dog frydefulde tanke, at nu den basun lyder, som skal se de ugudeliges endelige ødelæggelse, se de hellige iført en udødelig herlighed i evig besiddelse af den nyblevne jord.
Endnu engang fører seeren os tilbage til basunens begyndelse i følgende ord:
Efter i 15. Vers at have indledet den syvende basun er den første store tildragelse, der trænger ind på profetens sjæl, denne, at riget går over fra jordisk til himmelsk herredom. Gud tager sin store magt og knuser for evig denne frafaldne jords oprør, giver Kristus sæde på hans egen trone og bliver selv siddende højt ophøjet over alle. Da nu dette billede er færdigt, peges der i 18. vers tilbage på folkenes tilstand og stilling, den dom, der skal ramme dem, og hvorledes det til sidst skal gå både de hellige og synderne. Efter at han løselig har overskuet dette synsfelt fører han os endnu engang i foreliggende vers tilbage og henleder vor opmærksomhed på Kristi præstelige kalds afslutning, den sidste nådesgerning, der udføres for verden syndeskyld. Templet åbnes, og man træder ind i helligdommens andet rum: Man ved, at det er det allerhelligste, som her åbnes; thi man ser arken, og kun i dette rum stod arken forvaret. Dette fandt sted ved slutningen af de 2300 dage, da helligdommen skulde renses, det tidspunkt, da forudsigelsens perioder sluttede, og den syvende engel begyndte at støde i sin basun. Fra den tid af har Guds folk i troen set den åbne dør i himlen og Guds pagts ark der, - de stræber efter bedste evne at holde ethvert bud i Guds hellige lov, som står optegnet på de samme forvarede tavler. At lovens tavler virkelig er der, ligesom de lå i arken i det af Moses byggede tabernakel, ser man grant af det udtryk, Johannes benytter, idet han beskriver arken; thi han kalder den ”hans pagts ark”, og dette navn har den, fordi den havde det udtrykkelige øjemed at gemme vidnesbyrdets tavler, de ti bud. 2 Mos. 25: 16; 31: 18; 5 Mos. 10: 2, 5. Den fattes der kun for dette brug og skyldte kun den omstændighed sit navn, at den gemte lovens tavler. Såfremt tavlerne ikke lå der, vilde den ikke være Guds pagts ark, og kunde ikke med sandhed kaldes således. Men idet Johannes ser arken i himlen under den syvende basun, kalder han den endnu ”hans pagts ark”, hvilket giver et ubestrideligt bevis for, at loven endnu er der uden at være forandret så meget som en tøddel fra den afskrift, der for en tid i Mose billedlige ark var anbetroet menneskers omsorg.
De, som følger forudsigelsens ord, har også annammet målestokken og måler nu templet, alteret og dem, som tilbeder der, - de kundgør sin sidste forudsigelse for hedninger, folk og tungemål (10: 11), - og det store skuespil vil snart afslutte med lyn og røster og tordner og jordskælv og stor hagl, der udgør naturens sidste krampetrækninger.
******* |