12. Kapitel - Den evangeliske menighedDen evangeliske menighed – 12. Kapitel
For at forstå denne del af kapitlet behøver man blot, at gøre rede for de fremstillede sindbilleder. Dette kan gøres i følgende korte ord:
”En kvinde”, det er den sande menighed. En løsagtig kvinde betegner en frafalden eller fordærvet menighed, Ez. 23: 2-4; Åb. 17: 3-6, 15, 18. Slutter man nu fornuftigvis herfra, må nærværende tilfælde en ren kvinde betegne den sande menighed.
”Solen”, det er den evangeliske husholdnings lys og herlighed.
”Månen”, det er den mosaiske husholdning. Ligesom månen skinner med et lys, den låner fra solen, således skinnede den gamle husholdning med et lys, den lånte fra den nye. I den første havde man forbilledet, skyggen, i den sidste har man selve virkeligheden selv.
”En krone af tolv stjerner”, er de tolv apostle.
”En stor, ildrød drage”, det er det hedenske Rom. (Se 4. og 5. vers.)
”Himlen”, det er det rum, hvor apostelen så, hvad der nu foregik. Det er ikke vor mening, at det, Johannes her så, fandt sted i himlen, hvor Gud bor; thi alt dette tildrog sig på jorden; men hvad der tildrog sig for seerens øjne, viste sig for ham, som om det var der, hvor sol, måne og stjerner er, himlen, som vi siger.
Det 1. og 2. vers dækker et tidsafsnit, som begyndte umiddelbart forud for den nye pagts første stund, da menigheden inderlig længtes efter og imødeså Messias’ komme, og nåede frem til den stund, den evangeliske menighed med sin krone, de tolv apostle, blev fuldt grundfæstet. Mere passende og udtryksfulde sindbilleder kunde man ikke finde, end der her anvendes. Den mosaiske husholdning skinnede med et lys, den lånte fra den kristne husholdning, ligesom månen skinner med et lys, den låner fra solen. Hvor passende derfor at fremstille den første ved månen og den sidste ved solen. Kvinden, menigheden, havde månen under sine fødder, dvs. den mosaiske husholdning var netop afsluttet, og kvinden var iført den evangeliske sols lys, der netop var stået op. Ved en billedlig talemåde, som hyppig anvendes, og ifølge hvilken det første tages sidst og det sidste først, fremstilles menigheden som fuldt ordnet med sine tolv apostle, førend ”drengebarnet”, Kristus, begyndte at virke. Dette forklares let derved, at den således skulde grundes umiddelbart, efter at Kristus begyndte sin virksomhed, og han står i nøjere forbindelse med denne menighed end med den forrige husholdnings. Der findes således ingen grund til at misforstå dette sted, og fremstilles sagen således, gøres derved ingen vold på en naturlig og følgerigtig fortolkning.
Tredjedelen af himlens stjerner. - Dragen drog tredjedelen af stjernerne ned fra himlen. Såfremt de tolv stjerner, hvormed kvinden er kronet, og som her benyttes symbolsk, betegner de tolv apostle, så betegner de stjerner, dragen kastede på jorden før sit forsøg på at ødelægge drengebanet, før den kristelige tidsalder altså, kanske en del af det jødiske folks magthavere, At sol, måne og stjerner undertiden benyttes i denne sindbilledlige betydning, har vi allerede haft bevis for i kap. 8: 12. Som sindbillede kunde dragen kun have at gøre med sindbilledlige stjerner, og hvad her forgår, må efter tidsregningen henføres til jødefolket. Judæa blev en romersk provins 63 år før Kristi fødsel. Jøderne havde tre slags magthavere: konger. Præster og synedriet. Af disse blev en tredjedel, kongerne, borttagne af den romerske magt. Philip Smith siger i sin History of the World, bb. III, s. 181, efter at have beskrevet, hvorledes romerne og Herodes belejrede Jerusalem, samt hvorledes byen efter en hårdnakket modstand i seks måneder gav sig på nåde og unåde våren 37 f. Kr.: ”Dette var da enden på det asmonianske fyrstehus, nøjagtig 130 år efter Judas Makkabæus’ første sejr, og i det 70. år efter, at Aristobulus den første havde sat kongekronen på sit hoved.”
Dragen stod for kvinden for at opsluge hendes barn. Det bliver nu nødvendigt at få sikker rede på, hvad det er for en magt, der sindbilledlig betegnes ved dragen, noget der ganske let kan ske. Vidnesbyrdet angående drengebarnet, som dragen søger at opsluge, kan kun gælde et eneste væsen, der har optrådt i denne verden, vor frelser Jesus Kristus; ingen anden er således bleven bortrykket til Gud og hans trone og er bleven så højt ophøjet Ef. 1: 20, 21; Heb. 8: 1; Åb. 3: 21); intet andet væsen har af Gud fået det hverv at regere alle folk med et jernspir; men han er bleven beskikket til denne gering. Sal. 2: 7-9.
Klart er det tidspunkt, forudsigelsen gælder, den tid nemlig, da Kristus i denne verden optrådte som et lidet barn i Betlehem.
Da det vi nu har fundet, hvem drengebarnet var, nemlig Kristus, og da vi har fastslået det tidspunkt, forudsigelsen gælder, som hans fødselsstund i denne verden, vil det falde let at finde, hvilken magt, der sindbilledlig betegnes ved dragen, såsom den jo skal være en magt, der forsøgte allerede ved hans fødsel at omkomme ham. Gjorde da nogen et sådant forsøg og i så fald hvem? Hver den, der har lært om, hvorledes Herodes i den djævelske hensigt at få tilintetgjort Jesusbarnet udsendte og lod ihjelslå alle børn i Betlehem fra to år og derunder, behøver egentlig ikke noget svar på dette spørgsmål. Men hvem var Herodes? Jo, en romersk vicekonge, - fra Rom erholdt Herodes sin magt. – Rom herskede på denne tid over hele verden (Luk. 2: 1) og måtte derfor i dette tilfælde stå til ansvar for hans handlinger. Endvidere var Rom det eneste vælde på jorden, som dengang sindbilledlig kunde betegnes i forudsigelsen, af den gode grund, at dets herredømme strakte sig til alle. Ikke uden de mest tvingende fornuftgrunde betragter derfor protestantiske tekstfortolkere gennemgående romervældet som den magt, der antydes ved den store, ildrøde drage, og den kendsgerning kan også nok være værd at nævne, at næst efter ørnen var i løbet af den kristelige tidsregnings andet, tredje, fjerde og femte århundrede dragen de romerske hærskarers fornemste felttegn, og denne drage havde en ildrød farve, som om man det billede tro, seeren på Patmos havde hold frem, vilde råbe ud over den hele verden: Vi er det folk, dette billede forestiller.
Som sagt forsøgte Rom igennem Herodes at ødelægge Jesus Kristus, dengang Herodes udsendte og lod dræbe alle Betlehems børn fra to år og derunder. Det barn, der var født for at tilfredsstille en ventende og vågende menigheds længsler, var vor tilbedelsesværdige genløser, der snart skal regere folkene med et jernspir. Herodes kunde ikke omkomme ham, jordens og helvedes magter i forening kunde ikke overvinde ham, og holdt end graven ham en stund under sit vælde, så sønderrev han dog dens grusomme bånd, banede slægten en vej til livet og bortrykkedes til Gud og hans trone, dvs. opfor til himlen for sine disciples øjne efterladende dem, ifølge englenes ord, denne den mest trøsterige af alle sine forjættelser, at han vilde komme igen på samme måde, som de havde set ham fare herfra.
Menigheden flyede i ørkenen, dengang pavevældet grundfæstedes 538, og der næredes den ved Guds ord og ved englenes tjeneste under hint vældes lange, mørke og blodige herredømme i 1260 år.
Første vers i kapitlet fører os, som vi allerede har vist, til slutningen af de 1260 år, da nemlig det pavelige overvælde ophørte 1798. I 7. vers føres man lige tydelig tilbage til foregående tidsalder, men hvor langt? - Jo, til den i nærværende kapitel først antydede tid, - tiden for Kristi første komme. ”Og der blev en strid i himlen”, - samme himmel, hvor man først så kvinden og dragen. Nu optrådte disse imidlertid i noget, der foregik på jorden, hvorfor også meningen må være, at denne krig føres på samme sted. Til hvilket tidspunkt føres vi da tilbage? - Øjensynlig til den tid, Kristus begyndte at øve sit kald her på jorden. Til bevis for, at Mikael er Kristus, læse man Jud. 9; 1 Thes. 4: 16; Joh. 5: 28, 29; og man behøver ikke videre bevis for, at der i denne tid foregik en særlig vedholdende krig mellem ham og satan.
Et andet sindbillede fremstilles i disse vers, og Johannes fortæller os straks, hvad det betegner. Det er djævelen og satan. Men dette er ikke det samme som dragen i 3. Og 4. Vers. Denne var en stor ildrød drage med syv hoveder og ti horn og på sine hoveder syv kroner. Det vilde jo være ligefrem latterligt at anvende dette på satan personlig. Der står intetsteds i bibelen, at satan er ildrød, ej heller er han udrustet med så mange hoveder og horn, som her nævnes; og om end han som denne verdens gud nok kunde have én krone, hvorledes skulde han kunne bære syv? Men alle disse kendemærker passer god, hår sindbilledet anvendes på det hedenske Rom.
Med henblik på den her nævnte strid havde Satan imødeset Kristi sendelse til jorden som den sidste mulige anledning til at kuldkaste Guds frelses rådslutning. I håb om at vinde bugt med ham kom han derfor til Kristus med fristelser særlig godt afpassede for anledningen, - på forskellige måder, søgte han at ødelægge ham, medens han øvede sit kald; - og da det lykkedes ham at lægge ham i graven, søgte han ondskabsfuldt og sejrstolt af al magt at fastholde ham der. Imidlertid gik Guds søn af med sejren i enhver strid, og han sender sine trofaste disciple denne nådige forjættelse: ”den, som sejrer, ham vil jeg give at sidde med mig på min trone, ligesom og jeg har sejret og sidder med min Fader på hans trone.” Dette viser, at Jesus førte en hård kamp, medens han var på jorden, men vandt sejr. Satan så sin sidste anstrengelse slå fejl, sin sidste plan mislykkes. Han havde gjort sig til af, at han nok skulde få bugt med Guds søn, når han kom til verden, og således gøre frelsens plan til noget, der med skam skulde slå fejl, og han vidste godt, at, hvis hans sidste fortvivlede anstrengelser for at krydse og lamme Guds værk, var omsonst, vilde det være ude med han sidste håb, og alt vilde være tabt. (Se Spiritual Gifts, bd. I, s. 67.)
Men han ”kunde ikke sejre” (8. vers); derfor kan man nok synge (12. vers): ”Derfor fryd eder, I himle, og I, som bor i dem!”
Der er nogle, som antager, at denne krig fandt sted, da satan endnu var en lysets og herlighedens engel i himlen og gjorde oprør, og at Johannes, når han her taler om, at han ”blev nedstyrtet”, tænker på hans første forjagelse fra himlen. Imidlertid kan vi ikke godt få dette til at stemme med foreliggende vidnesbyrd; thi 13. vers siger: ”Og da dragen så, at han var styrtet til jorden, forfulgte han kvinden, som havde født drengebarnet,” - heraf fremgår, at djævelen ikke før var blevet nedstyrtet, førend han vendte sin vrede mod kvinden, menigheden, der ikke så længe efter flygtede i ørkenen. Da satan derfor således fandt sig overvældet, var drengebarnet allerede født, dvs. med andre ord, Kristi første komme havde fundet sted. Denne satans krig og nederlag, fandt sted denne side den kristelige tidsregning og ikke synderlig lang tid, før menigheden i 538 flygtede i ørkenen, kan altså ikke være satans fald fra himlen før tidens morgen, før verdens skabelse, skønt der var en strid i himlen da.
Der synes imidlertid at være flere tilfælde, hvor satan omtales som den slagne og nedstyrtede. Et tilfælde er, da han først blev nedstyrtet fra himlen, et andet, da Kristus ved sit første komme besejrede ham, og der vil endnu blive et til engang i fremtiden, når han bliver nedstyrtet i afgrunden og der indelukkes i 1000 år. For hver gang ser man, at hans vælde regelmæssig begrænses og aftager. Første gang stod striden mellem ham og Gud Fader, noget man af visse skriftsteder klart kan slutte sig til (læs 2 Pet. 2: 4), anden gang mellem ham og Kristus, Sønnen, såsom i foreliggende skriftsted, medens en engel tredje gang er nok til at ydmyge ham. Åb. 20: 1, 2. Efter sin første kamp er satan ikke bleven anset værdig til at stride mod Faderen, efter den anden har han ikke haft den ære, så at sige, ansigt til ansigt at mødes med Sønnen. Den i foreliggende skriftsted omtalte krig føres mellem djævelen og Mikael, Kristus. Førstnævntes svære anstrengelser mod sidstnævnte personlig foretoges, medens denne altså øvede sit kald her på jorden, og netop i denne kamp var det, at Kristus selv personlig vandt en stor sejr over ham.
”Ej heller blev deres sted mere fundet i himlen”. Himlen vil i dette kapitel, som vi har set, ikke sige det samme som det sted, hvor Gud med sine himmelske sendebud bor. Her skal det vel snarere betegne tilstand end sted og udtrykket betyde, at de ydmygedes og aldrig skulde genvinde sin fordums stilling. De havde lidt et frygteligt nederlag, som Kristus beskriver i disse ord: ”Jeg så, at satan faldt ned af himlen som et lyn.” Luk. 10: 18. Det håb, han hele tiden havde næret om at besejre menneskets søn, når han tog vor skikkelse på sig, var for bestandig glippet, hans magt var bleven begrænset. Han kunde ikke længere tragte efter ansigt til ansigt at træde op mod Guds søn, noget, der hidindtil sammenlignelsesvis havde givet hans stilling værdighed og anseelse. Fra nu af er menigheden (kvinden) genstand for hans ondskab, og han tager sin tilflugt til alle nederdrægtige midler lige overfor hende, midler, som så naturlig kun anvendes af den, som raser med en stjålen magt, og hvis sag er håbløs. (Se Spiritual Gifts, bd. I, s. 79.)
Men nu synges der i himlen en sang: ”Nu er saligheden og kraften bleven vor Guds” osv. Hvad vil dette sige, hvis dette skulde foregå i fortiden? Var saligheden og kraften og Guds rige og hans salvedes magt da kommet? Nej, denne sang må synges med blikket rettet på fremtiden. Alt dette var sikret, og Kristus havde vundet den store sejr, som for evigt afgjorde spørgsmålet om, hvorledes alt dette skulde blive. Således læser man jo netop i andre skriftsteder: ”Vi har det evige liv”, ”vi har formedelst hans blod forløsning” osv., som om vi allerede nu virkelig nød denne salighed, medens vi dog kun formedelst troen har den, så at udtrykket blot og bart er en forsikring om, at den, som vinder endelig sejr, også for bestandig kan være sikker på hin sejrens løn.
Seeren kaster derpå blikket hurtigt ud over satans værk fra dette øjeblik indtil enden (11. og 12. vers), den tid, i hvilken de trofaste ”brødre” overvinder ham ved Lammets blod og ved ordet, de vidnede, medens hans vrede øges, eftersom hans tid bliver stedse kortere. Skønt virkende gennem jordiske magter er satan personlig hovedmanden i det, der omtales i 9. til 17. vers.
Blot ubetydelig forklaring tiltrænges i anledning af disse vers. Nok er det, at man her føres tilbage til den tid, da satan fik fuld rede på, at alle hans forsøg på at besnære herlighedens Herre under hans jordiske mission aldeles havde forfejlet sin hensigt; og når han indså dette, vendte han sig med tifold forbitrelse, som allerede nævnt, mod den af Kristus oprettede menighed. Derpå fremstilles atter menigheden på overgangen til den tilstand, som her betegnes ved ”ørkenen”; dette må betegne en afsondring fra hvermands blikke, et skjul, hvor dens fjender ikke kunde se den. Den menighed, der igennem alle de mørke tider ligesom med basunstød kundgjorde sine myndige befalinger for den lyttende kristenhed og lod sine faner med bram og pral vaje for forundrede, måbende skarer, var ikke Kristi menighed; den var uretfærdighedens hemmelighed. Men ”gudfrygtigheds hemmelighed” var dette, at Gud her åbenbarede sig som et menneske; ”uretfærdighedens hemmelighed” var derimod dette, at et menneske gav sig ud for at være Gud. Dette var det store frafald, det misfoster, der fremkom ved foreningen mellem kristendom og hedenskab. Den sande menighed kunde man ikke se, den dyrkede sin Gud på lønlige steder. De piemontesiske dales huler og skjulte tilflugtssteder var nogle blandt de mange steder, hvor man højtidelig værnende om evangeliets sandhed mod dets rasende fjender. På sådanne steder vågede Gud over sin menighed, beskyttede og nærede den ved sit forsyn.
At kvinden fik ørnevinger betegner træffende, hvor skyndsomt den sande menighed måtte sørge for sin sikkerhed, da syndens menneske kom til magt og vælde, samt hvorledes Gud også hjalp den i samme øjemed. Et lignende billede benyttes for at vise, hvorledes Gud handlede med oldtiden Israel. Han siger til dem ved Moses (2 Mos. 19: 4): ”I har set, hvad jeg gjorde ved ægypterne, og jeg bar eder på ørnevinger og lod eder komme til mig.”
Den måde, hvorpå den tid omtales, hvori kvinden næres i ørkenen, ”en tid og to tider og en halv tid”, giver en nøgle til forklaringen af Dan. 7: 25, hvor selvsamme udtryk benyttes; thi det samme tidsrum kaldes (Åb. 12: 6) ”tusinde to hundrede og seksti dage”. Dette viser, at ”én tid” er ét år, 360 dage; ”to tider” er to år, 720 dage, og ”en halv tid” er et halvt år, 180 dage, tilsammen altså 1260 dage og da dette er sindbilledligt, betegner det 1260 år.
Og slangen skød af sin mund vand som en strøm efter menigheden for at skylle den bort. Ved sine falske lærdomme havde pavedømmet i den grad fordærvet alle folk, at det i mange lange århundreder havde uindskrænket herredømme over den verdslige magt. I alle retninger kunde den derfor mod menigheden udskyde en mægtig forfølgelsens vandflom, og dette var den ikke sen til at gøre. (Om dens frygtelige forfølgelser mod menigheden læse man bemærkninger til Dan. 7: 25.) Fra 50 til 100 millioner bortreves af flommen; men dog blev ikke menigheden fuldstændig opslugt; thi dagene forkortedes for de udvalgtes skyld. Matt. 24: 22.
”Og jorden kom kvinden til hjælp” ved at åbne munden og opsluge strømmen. Det sekstende århundredes reformation begyndte sin gerning. I den ædle Luther og hans medarbejdere oprejste Gud dem, der magtede at lægge pavevældets sande væsen for dagen, magtede at knuse det vælde, hvormed overtroen havde trælbundet folkenes sind. Luther opslog sine sætninger på kirkedøren i Wittenberg, og som kurfyrst Fredrik den vise af Sachsen sindbilledlig havde set i drømme, således gik det virkelig: Den pen, hvormed han skrev dem, omspændte Europas lande og rystede den tredobbelte krone på pavens hoved. Fyrster begyndte at antage sig reformatorernes sag. Lys og frihed i trossager holdt nu på at gry, og Herren vilde ikke lade mørket opsluge lysets glans. Afladshandleren Tetzel hylede og brølede som et dyr i vrede, og pave Leo bar sig ad som en rasende løve, men alt forgæves. Fortryllelsen var brudt. Man erfarede, at pavens buller og bandstråler faldt uskadelige for protestanternes fødder, bare man såsandt vovede at øve sin af Gud skænkede ret til at rette sig i samvittighedssager efter hans ord alene. Antallet af dem, som tog sig af den sande tro, blev stort, og snart fandtes der protestantisk grund nok i Schweiz, Tyskland, Holland, England, Danmark, Norge og Sverige til at opsluge det pavelige raseris vandflom og berøve den dens magt til at skade menigheden. Således kom jorden kvinden til hjælp og hjælper hende endnu den dag i dag, såsom reformationens og frihedens ånd i trossager særlig er bleven fostret hos frihedens ledende folk.
Dog er dragen endnu ikke ganske ophørt med sin gerning. Det 17. vers viser os, hvorledes hans vrede endnu engang, om end den sidste, skal bryde løs, denne gang imod den sidste kristne æt, der lever på jorden. Den sidste slægt siger vi med vilje; thi dragen fører krig mod de ”øvrige” af kvindens sæt, dvs. resterne eller levningen af den æt, de enkelte mennesker, der udgør den sande menighed, og ingen slægt kan med sandhed fremstilles som de ”øvrige” undtagen den sidste. Såsandt vor betragtningsmåde er rigtig, at vi allerede har nået det slægtled, som skal være vidne til denne verdens ende, kan denne krig mod sandheden ikke ligge langt i fremtiden.
Disse ”øvrige” kendes derpå, at de bevarer Guds bud og har Jesu Kristi vidnesbyrd. Dette peger hen på, at der i de sidste dage skal ske en tilbagevenden til den oprindelige sabbat; thi det er blot angående sabbatten, som er et af de ti bud, der hersker trosforskel og ydre afvigelser imellem dem, som anerkender de ti budord for sædeloven.
Man gør ret i kanske at lægge mærke til, at overensstemmende med dette kapitels vidnesbyrd benytter djævelen tre magter til at øve sin gerning, og derfor omtales alle som dragen, da han er den, som gyder sin ånd i dem alle. Disse tre magter er: 1) det hedenske Rom, 2) det pavelige Rom, 3) dyret med de to horn, nemlig vor egen (De forenede staters) regering under ledelsen af en frafalden protestantisme, der, som man senere skal se, er den fornemste og virksomme kriger mod dem, der bevarer Guds bud og har Jesu Kristi vidnesbyrd. ******* |