13. Kapitel - Forfølgende magter, som kalder sig kristelige

Havet er et sindbillede på ”folk og skarer og slægter og tungemål”. Åb. 17: 15. Et vildt dyr er det bibelske sindbillede på et uretfærdigt folk eller magt, idet det undertiden optræder på den verdslige magts vegne alene, til andre tider igen betegner det kirken i forbindelse med den verdslige magt. Når man ser et dyr komme op af havet, betegner dette at nævnte magt opkom inden tæt befolkede enemærker, og når der står, at vindene blæste hen over haver, således som i Dan: 2, 3, betegnes derved stormfulde begivenheder inden statssamfundene, borgerkrig og omvæltning.

Ved dragen i foregående kapitel og førstnævnte dyr i nærværende fremstilles romermagten samlet, set fra den hedenske og pavelige side. Derfor har begge disse sindbilleder syv hoveder og ti horn. (Se kap. 17: 10.)

Dyret med syv hoveder og ti horn, eller kortere, den her omtalte parder, betegner sindbilledlig en magt, der øver både kirkelig og verdslig myndighed. For sagens betydnings skyld er det vel rigtigst her at indskyde nogle få afgærende beviser.

Den profetiske række, i hvilken dette sindbillede indgår som led, begynder med 12. kap. De i profetien indeholdte jordiske magters sindbilleder er i 12. kap. dragen, i 13. kap. parderen og dyret med de to horn. Samme profetiske række fortsættes klarlig ind i 14. kap. Og slutter der med 5. vers. Når vi derfor begynder med kap, 12: 1 og slutter med 14: 5, har vi en i sig selv grej og fuldstændig fortløbende forudsigelse.

Hver af de her fremstillede magter optræder i en hårdnakket forfølgelse mod Guds menighed. Først ser man menigheden, begegner ved en kvinde, men stor trængsel vente på, at hin forjættelse skal blive opfyldt, ifølge hvilken kvindens sæd, herlighedens herre, skal indfinde sig blandt menneskene. Dragen stod for kvinden og ventede på at opsluge hendes barn, men dens onde hensigt afvendes, og barnet rykkes op til Gud og hans trone. Derpå følger en tid, i hvilken menigheden trues såre af dette dragevælde, og om end seeren lejlighedsvis kaster blikket fremad til det, tidspunkt, da dragens efterfølger, parderen, begynder sin bane. Under denne magt lider da menigheden i de lange 1260 år ved krig og forfølgelse. Efter denne undertrykkelsesperiode kommer menigheden i en anden kortvarig, men ikke des mindre skarp og hård strid mod dyret med to horn. Derpå kommer befrielsen, og forudsigelsen slutter med, at menigheden går uskadt gennem alle forfølgelser og nu med Lammet står sejrende på Zions bjerg. Gud være lovet for denne trofaste forjættelse om sejr tilslut!

Hvad der bestandig viser sig som det samme under alt, hvad der sker, og hvad der berettes om som hovedsagen i den hele forudsigelse, er Guds menighed. De andre magter forfølger denne og omtales kun derfor. Som indledende undersøgelse fremsætter vi derfor her først det spørgsmål: Hvem er det, som forfølger den sande menighed? Jo, det er en falsk elle frafalden menighed. Hvad er det, som bestandig fører krig mod den sande religion? Jo, det er en falsk og forførisk religion. Hvem har nogensinde hørt tale om, at den verdslige magt alene inden noget folk har forfulgt Guds folk? Kanske det ene rige kæmper mod et andet for at hevne en virkelig eller indbildt forurettelse eller for at vinde et nyt land og udvide sin magt, således som folk jo ofte har kriget mod jøderne, men stater forfølger ikke folk (vel at mærke, forfølger ikke) på grund af deres trossager, medmindre et eller andet modsat og fjendtligt religionssystem øver sin indflydelse. Nu er imidlertid de magter, som omtales i denne forudsigelse, ikke forfølgende magter, både dragen og parderen og dyret med to horn. De drives af forbitrelse og fjendskab mod Guds folk og menighed, og i selve den omstændighed har man da et ubedrageligt bevis for, at det kirkelige eller religiøse element frem for alt øver sin indflydelse hos hver af disse magter.

Hvad betegner nu dragen? Jo, romervældet; derom kan ikke strides. Dog er dette ikke nok, ingen vilde slå dig til ro med et sådant svar; der må svares mere bestemt. Vi tilføjer da: romervældet i dets hedenske skikkelse; derom er også alle parter enige. Men så snart man nævner hedensk, kommer jo talen på et religiøst element; thi hedenskabet er et af de vældigste flaske religionssystemer, satan nogensinde har opfundet. Dragen er da altså for så vidt et kirkevælde, som selve det kendetegn, hvorved den udmærker sig, er et falskt religionssystem. Og hvorfor forfulgte nu dragen Kristi menighed? Jo, fordi kristendommen holdt på at opsluge hedenskabet, bortrydde dets vantro, omkaste det afgudsbilleder og nedrive dets templer. Man rørte ved hint vældes religiøse element, og som følge deraf kom forfølgelsen.

Hvad betegner dernæst parderen i 13. Kap? Jo, fremdeles: romervældet. Dog, det var jo dragen, som sindbilledlig betegnede romervældet. Hvorfor fremstilles denne magt da ikke endnu ved samme sindbillede? Nej, sagen er, der er indtrådt en forandring i rigets religion, og parderne betegner Rom i dets navnkristelige skikkelse, og det er denne religionsforandring og den alene, som nødvendiggør et nyt symbol. Parderen skiller sig fra dragen, kun for så vidt den har en anden og ny religion. Det vilde derfor være ganske urigtig at påstå, at den simpelthen betegner den romerske verdslige magt. Hvilken magt var det nu, som fulgte efter det hedenske Rom? Enhver ved, at det var det pavelige Rom. For nærværende er det ikke magtpåliggende at undersøge, når og hvorledes denne forandring foregik; den store kendsgerning ligger for dagen og erkendes af alle, at den næste store form for romervældet efter den hedenske var den pavelige. Det vilde derfor ikke være ganske rigtigt at sige, at det hedenske Rom skænkede en blot og bar borgerlig regeringsform uden noget som helst religiøst element sin kraft og sin trone; selv med sin bedste vilje kan man ikke tænke sig noget sådant; men her ser man tydelig to former af riget, og i forudsigelsen er Rom hedensk, indtil det bliver paveligt.

Man kunde måske sige, at parderen og dyret med de to horn først i forening udgør pavevældet, og at det er til disse, dragen giver sin kraft og sin trone og stor magt. Men profetien siger ikke det, Der er parderen alene, dragen har at gøre med. Parderen skænker den sin kraft og sin trone og stor magt: det er parderen, som såres til døden, men hvis sår efterpå læges, - den, som al verden forundrede sig over og fulgte efter, - skænkes en mund, som taler store ting og bespottelser, - den er det, som fører krig mod de hellige i 1260 år, og alt dette, før den forfølgende magt, dyret med de to horn, fremtræder på handlingens skueplads. Derfor er det parderen alene, som sindbilledlig betegner romervældet i dets pavelige skikkelse, idet dens overvejende skikkelse er kirkelig.

For klarere at påvise dette behøver man blot i det enkelte at sammenligne nævnte magt med det lille horn. Dan. 7. 7: 8, 20, 24, 25. Af denne sammenligning fremgår det, at det lille horn og parderen betegner samme magt; men det lille horn anerkendes af alle som et sindbillede på pavevældet. Følgende seks lighedspunkter beviser dem at være et og det samme:

1. Det lille horn var en gudsbespottelig magt; ”han skal tale ord imod den højeste.” Dan. 7: 25. Ligeledes parderen i Åb. 13: 6; ”det oplod sin mund til bespottelse imod Gud.”
2. Det lille horn førte krig imod de hellige og fik overhånd over dem. Dan. 7: 21. Også parderen ”blev det givet at føre krig mod de hellige og at overvinde dem”. Åb 13: 7.
3. Det lille horn havde en ”mund, der talte store ting”. Dan. 7: 8, 20. Parderen blev også given en mund at tale store ting og bespottelse. Åb. 13: 5.
4. Det lille horn opstod, da romervældet i sin hedenske skikkelse ophørte. Parderen opstår på samme tid; idet dragen, det hedenske Rom, giver ham sin kraft, sin trone og stor magt.
5. Det blev givet det lille horn at undertrykke den højestes hellige osv. ”indtil én tid og to tider og en halv tid” = 1260 år. Dan. 7: 25. Parderen blev givet magt ”til at virke i 42 måneder” = 1260 år. Åb. 13: 5.
6. Det lille horns magt skulde fratages ham ved enden af den nærmere bestemte periode (Dan. 7: 26), medens parderen ved samme periodes slutning selv skulde ’”gå i fængsel”. Åb. 13: 10. Begge disse sidste enkelte træf gik i opfyldelse, da paven gik i fangenskab og landflygtighed, og da Frankrig i 1798 gjorde det af med pavedømmets verdslige magt.

Alt dette beviser, at sindbillederne falder sammen; når som i nærværende tilfælde i forudsigelsen to sindbilleder forestiller magter, der samtid optræder på handlingens skueplads på samme grund, har samme karakter, øver samme gerning og består lige længe med samme endelige skæbne, da forestille disse sindbilleder visselig en og samme magt.

Nu gælder alle ovennævnte omstændigheder akkurat lige meget det lille horn som parderen i 13. kap., hvoraf man ser, at disse to sindbilleder betegner samme magt. Det medgives af alle, at det lille horn betegner pavemagten; derfor må den, som vil påstå, at parderen ikke betegner det samme, for ikke at modsige sig selv vise, at der til samme tid, som pavevældet opstod, også opstod en anden stor magt, nøjagtig dens mage, inden de samme enemærker, af samme karakter, øvede samme gerning, varede lige længe, med samme endelige skæbne – og dog en fra hin forskellig og farlig magt; men dette vilde jo være ligeså tåbeligt som umuligt!

Hovedet, der såredes til døden, var det pavelige hoved. Til denne slutning kommer vi formedelst den greje grundsætning, at alt, hvad der i forudsigelsen siges om en eller anden stats sindbillede, kun gælder denne stat, så lange den betegnes med samme symbol. Nu optræder Rom under to sindbilleder, dragen og parderen, fordi det har fremtrådt i to skikkelser, hedenskabet og pavedømmet; hvad altså siges om dragen, gælder om Rom i dets hedenske skikkelse, og hvad der siges om parderen, gælder kun Rom i dets navnkristelige skikkelse. Dog, Rom var hedensk på Johannes’ tid, der levede under det sjette, det kejserlige, hoved. Dette viser straks, at af hovederne tilhører seks, indbefattet det kejserlige, dragen og såfremt der nu var et af disse hoveder, der var såret til døden, var det altså et af dragens hoveder, dvs. en af de regeringsformer, Rom havde i sin hedenske skikkelse, ikke et af parderens hoveder, og Johannes måtte da have sagt: Jeg så et af dragens hoveder såret til døden. Imidlertid siger han, at det var et af parderens hoveder, som var såret til døden, at med andre ord dette sår rammede en eller anden regeringsform, der bestod inden romervældet efter dets overgang fra hedenskab til kristendom. Men efter denne forandring var der kun ét hoved, og det var det pavelige. Det lille hoved, ekjarkatet Ravenna, varede kun ”en liden tid” (Åb. 17: 10), hvorfor det sædvanligvis ikke regnes med blandt hovederne. Således bliver det slående uimodsigeligt, at det ikke var noget andet end det pavelige hoved, som blev såret til døden, og at hans dødelige sår blev lægt. At han fik dette sår, er det samme som, at ”han går i fængsel”. B. 13: 10. Og dette sår fik paven, da den franske general Berthier tog ham til fange, og den pavelige regering 1798 for en stund afskaffedes. Berøvet sin magt både i stat og kirke døden den fangne pave Pius VI i landflygtighed 29. August 1799 i Balence i Frankrig,, men det dødelige sår blev lægt, da pavemagten genoprettedes, om end med formindskelse af dens forrige magt, da en nu pave blev valgt den 14. Marts 1800. Se Bowers History of the Popes, s. 404-428; Croly, Apocalypse, Londoner udgaven, s. 251.

Dette dyr oplader munden til bespottelse imod Gud at bespotte hans navn. Hvad kan være mere gudsbespotteligt, end at et dødeligt menneske antager de titler, som paven gør? Han kalder sig: Gud Herren, paven; kongernes konge og herres herre; verdens konge; hellig fader; Guds søns stedfortræder; Løven af Juda stamme foruden andre betegnelser, der tilkommer Kristus alene. Desuden har paven også i vore egne dage, støttende sig til den almindelige kirkemødes forslag, 1870, med velberåd hu tillagt sig den guddommelige forret at gælde for ufejlbar!

Han bespotter det himmelske tabernakel ved at henlede sine undersåtters opmærksomhed på sin egen trone og sit eget palads i stedet for på Herrens tempel, - ved at bortvende deres blik fra Guds stad, det Jerusalem, som er oventil, medens han peger på Rom som den evige stad, - han bespotter dem, der bor i himlen ved at anmasse sig ret og myndighed til at forlade synd, idet han således bortvender menneskets sind og sjæl fra Kristi mæglergerning.

I 10. Vers henvises vi atter til tildragelserne i 1798, da den magt, der i 1260 år havde samlet Guds hellige til fængsel, selv – som allerede bemærket – blev ført i fængsel.

 11.  Og jeg så et andet dyr stige op af jorden, og det havde to horn
      lige med lammet og talte som dragen.
 12.  Og det øver al det første dyrs magt for dets åsyn og gør, at
      jorden og de, som bo derpå, skal tilbede det første dyr, hvis
      dødelige sår blev lægt.
 13.  Og det gør store tegn, så at det endog kommer ild til at falde ned
      fra himmelen på jorden for menneskenes åsyn.
 14.  Og det forfører dem, som bo på jorden, for de tegns skyld, hvilke er
      givet det at gøre for dyrets åsyn, og sigende til dem,
      som bor på jorden, at de skal gøre et billede af det dyr, 
      som fik sår af sværdet og dog levede.
 15.  Og det fik magt at give dyrets billede ånd, at hvilke som helst, 
      der ikke vilde tilbede dyrets billede, skulde ihjelslås.
 16.  Og det gør, at der gives alle, både små og støre, både rige og fattige,
      både frie og trælle, et mærke i deres højre hånd
      eller i deres pande,
 17.  og at ingen kan købe eller sælge, uden den, som har
      mærket, eller dyrets navn eller dets navns tal. 

Disse vers fremstiller for os det tredje store sindbillede i den profetiske række, vi netop undersøger, almindelig kaldet dyret med to horn. Hvad betegner dette? Dragen, det hedenske Rom, og parderen, det pavelige Rom, fremstiller for os mægtige nationer, der står som stedfortrædere for to mægtige, men falske religionssystemer. I lighed dermed må man komme til den slutning, at det genværende sindbillede, dyret med to horn, skal gælde noget lignende og afbilde et eller andet folk, som repræsenterer et tredje stort religionssystem; men da er jo protestantismen det eneste tiloversblevne system, som den dag i dag øver en mægtig indflydelse i verden. I sin almindelighed omfatter hedenskabet alle hedenske lande med tilsammen mere end halvdelen af jordens befolkning. Katolicismen, hvortil kanske også gerne kan regnes den græske kirkes religion, der så temmelig nær falder sammen med hin, hyldes af folk, der tilsammen udgør en stor del ar kristenheden. Muhamedanismen er et forældet system, som ikke længere spiller nogen betydningsfuld rolle i verdens fremadskridende udvikling, og denne synes desuden at være bleven tilstrækkelig profetisk omtalt i Dan. 11 og Åb. 9. Protestantismen derimod er de nationers religion, der med hensyn til frihed, oplysning, fremskridt og magt går i spidsen for verden.

Om da protestantismen altså er den religion, hvorom her spørges, hvilket folk på denne religions vegne må da forudsigelsen gælde? Der findes ganske betydelige protestantiske folkefærd i Europa, men af grunde, som senere fremsættes, kan sindbilledet ikke passe på nogen af disse. En omhyggelig undersøgelse har ført til den slutning, at sindbilledet må gælde det protestantiske Amerika, De forenede stater. Vi håber, læseren længes efter at få høre grundene for en sådan tydning; og vi håber derfor, at man omhyggelig vil overveje de beviser, hvortil denne påstand støtter sig.

1. Sandsynligheden heraf. Kan vi med grund vente, at vort land særlig skulde findes nævnt i forudsigelsen? Under hvilke vilkår har andre folk fundet plads i seernes skrifter? For det første, så sandt de har spillet nogen fremragende rolle i verdenshistorien; for det andet og væsentlig, om de har haft rets myndighed over eller stået i noget som helst forhold til Guds folk. I den bibelske såvel som i den verdenshistoriske beretning findes omstændigheder, hvoraf man kan uddrage den lov, efter hvilken seerne har omtalt jordiske herredømmer: Når nemlig Guds folk har stået i noget sådant forhold til et folkefærd, at førstnævntes sandfærdige historie, som er genstand for alle Guds åbenbarelser, ikke kunde skrives uden at omtale sidstnævnte, da omtales et sådant folkefærd i forudsigelsen. Og alle disse vilkår findes virkelig forhånden her i vort land (De forenede stater). Aldrig har noget folk tildraget sig mer opmærksomhed og haft dybere beundring eller givet løfter om større udmærkelse og indflydelse; og så sandt der nogetsteds på jordkloden findes et stort antal kristne, så findes her mange, der er jordens salt og verdens lys, hvis historie man ikke kan skrive uden at omtale det land, i hvilket de lever og nyder sin frihed.

Mange er også overbeviste om, at Forsynets hånd iøjnefaldende har kundgjort sig ved vort folks første fremtræden og senere fremskridt.

Medens revolutionen her hos os gik for sig og udviklede sig, forudsagde en engelsk statsmand, guvernør Pownal, 1780, at vort land vilde slide sig løst, og at her er en virksomhed, større end Europa nogensinde kunde tænke sig, levende vilde arbejde for borgersamfundets udvikling, samt at man på alle klodens kanter vilde møde dets magt i handel og søfart. Derpå omtaler han, hvorledes vort land sandsynlig vilde ordne sig som en fri og selvstændig magt, og han omtaler denne bevægelse som ”en omvæltning, der mere end nogen anden begivenhed, denne verden har oplevet, har særlige og besynderlige tegn på, at det guddommelige forsyn blander sig i og gør forandringer i menneskelivets sædvanlige gang.”

En fransk skribent, Tocqueville, siger, idet han omtaler vort adskillelse fra England: ”Det kunde synes at være en dårskab af dem; men så var nu virkelig skæbnens vilje med dem, eller snarere Guds forsyns vilje, der utvivlsomt har forbeholdt dem en gerning, under hvilken det engelske væsens svære vedhængen ved det jordiske vilde have været en alt for tyngende byrde på deres fremskridt.”

Idet han taler om den uheldige skæbne, der har hvilet over de andre stater på denne del af kloden, siger G. A. Townsend (New World and Old, s. 635): ”De forende staters historie blev af et nådigt forsyn adskilt fra det øvrige fastlands vilde og grusomme historie.” Betragtninger som disse må vel hos enhver vække en stærk forventning om, at dette land skulde spille en rolle under udførelsen af Guds forsyns rådslutninger i denne verden, og at det derfor et eller andet steds omtales i det profetiske ord.

2. Tiden, da denne magt opstår. Når skal ifølge forudsigelsen denne magt opstå i verdenshistorien? Grundvolden for de slutninger, hvortil vi må komme herom, ligger allerede i det, som er nævnt med hensyn til det foregående dyr, parderen. Det var dengang, dette dyr gik i fængsel, blev dræbt (politisk) med sværdet, (10. vers) eller (hvilket antageligvis må være det samme) fik et at sine hoveder dødelig såret (3. vers), at Johannes så dyret med to horn stige op. Såfremt parderen betegner pavemagten, således som vi afgørende har bevist, og såfremt det gik i fængsel, dengang franskmændene i 1798 kuldkastede pavemagtens timelige vælde, så har vi den tid ganske bestemt angivet, ved hvilken vi må søge denne magts opkomst. Udtrykket ”stige op”, må betegne, at den magt, hvorom udtrykket bruges, først nylig var bleven en ordnet magt og netop nu først hævede sig til rang og indflydelse. Den magt dette sindbillede betegner, må altså være en magt, der i 1798 stod i en sådan stilling for verden.

At parderen er et symbol på pavemagten, og at det hoved, som blev såret til døden, var det pavelige hoved, er allerede tilstrækkelig bevist. Og dette har en afgærende indflydelse med hensyn til at bestemme tiden, da det to hornede dyr opstår; thi disse to kendsgerninger antyder nøjagtig tiden, da vi må vente, at denne magt skal fremkomme. Læseren bedes at lægge nøje mærke til disse punkter. Johannes siger, så sandt han har set det første dyr, eller parderen, gå i fængsel: ”Og jeg så et andet dyr stige op.” (I den engelske oversættelser står ”kommende op”.) At han her bruger participium præsens, ”kommende op”, forbinder klarlig dette syn med det foregående vers og viser, at det er en begivenhed, som foregår samtidig med, at det første dyr går i fængsel. Dersom han havde sagt: ” Jeg havde set et andet dyr stige op,” så vilde det have vist, at det var i færd med at komme op, da han så det i ubestemt fortid. Dersom han havde sagt: ”Jeg så et andet dyr, som var kommet op,” så vilde det have vist, at omendskønt hans opmærksomhed blev henvist til det på den tid, da det første dyr gik i fængsel, så var dog dets opkomst henvist til en ubestemt fortid. Men når han siger: ”Jeg så et andet dyr stige (kommende) op,” så henviser det, at han så en anden magt, som var i færd med at udvikle sig hurtig blandt jordens folk, netop da han vendte sine øjne bort fra det første dyrs fangenskab. Derfor må i 1798 den magts stjerne, som er afbildet ved det to hornede dyr, være i færd med at stige op på folkenes horisont og at indtage sin plads på den politiske himmel. Overfor disse betragtninger nytter det ikke at tale om, at denne magt skulde have opstået i en fjern fortid. At antage en sådan fortolkning er at vise, at man er aldeles ligegyldig med hensyn til bibelens tydeligste vidnesbyrd.

Tiden for det to hornede dyrs værk er atter tydelig angivet i 12.vers. Der står med tydelige ord, at det to hornede dyr gør, at ”jorden og de, som bor derpå, skal tilbede det første dyr, hvis dødelige sår blev lægt.” Men man kunde ikke tilbede det dyr, hvis dødelige sår var lægt, førend efter at dette var sket. Dette viser bestemt, at den tilbedelse, som det to hornede dyr indskærper, tilhører det nærværende århundrede.

Wesley siger om det to hornede dyr i sin forklaring over Åb. 14, skrevet i 1754: ”Det er endnu ikke kommet, skønt det ikke kan være langt borte; thi det skulle komme frem ved slutningen af det første dyrs to og fyrretyve måneder.”

Foruden dette finder vi tre vidnesbyrd i Åbenbaringens bog, som beviser, at det to hornede dyr udfører sit værk blandt mennesker i den slægt, som skal se slutningen på alle jordiske scener og vor herres Jesu Kristi andet komme, og dermed vil vi slutte vore beviser for dette punkt.

Det første er den tredje engels budskab, som omtalers i Åb 14. Der er imidlertid ikke vor hensigt her på forhånd at forklare de tre budskaber i nævnte kapitel. Vi henleder blot læserens opmærksomhed på en kendsgerning, som enhver kan se, og det er, at det tredje af disse budskaber er den sidste advarsel om den kommende fare og det sidste tilbud om nåde, før menneskets prøvetid slutter; thi den begivenhed, som følger øjeblikkelig derpå, er, at en lig en menneskes søn kommer på den hvide sky for at høste jordens høst (14. vers), hvilket ikke kan betegne noget andet end Herrens komme fra himlen. Hvad man derfor end tænker om det første og det andet budskab, og på hvilken tid man end anvender dem, så er det dog ganske vist, at det tredje og sidste budskab når til tidens sidste timer og til Kristi andet komme. Og hvad bebuder dette budskab? - - Det truer med at Guds udelte vrede skal komme over dem, som tilbeder dyret og dets billede. Men dyrets og dets billedes tilbedelse er netop, hvad det to hornede dyr søger at påtvinge folk. Det tredje budskab er altså en advarsel mod det to hornede dyrs værk. Og eftersom det vil være urimeligt at antage, at denne advarsel ikke skulde lyde før dette værk var udført, og det alene kunde rettelig forkyndes, når det to hornede dyr var i færd med at indskærpe denne tilbedelse, og eftersom Kristi andet komme følger øjeblikkelig på dette budskabs forkyndelse, deraf følger, at de pligter, som dette budskab indskærper, og de befalinger, som det to hornede dyr indskærper, udgør den sidste prøve, som kommer over menneskene i verden, og selvfølgelig udfører det to hornede dyr ikke sin gerning i en fjern fortid, men blandt den sidste menneskeslægt.

Den anden tekst, som viser, at det to hornede dyrs værk udføres lige før tidens ende, findes i Åb. 15: 2, hvilket, som vi allerede har vist, hentyder til den samme skare, som er omtalt i kap. 14: 1-5. Her er en skare, som har vundet sejr over dyret og dets billede, dets mærke og dets navns tal; med andre ord, det har udholdt en kamp med det to hornede dyr, som forsøger at indskærpe byrets tilbedelse og antagelsen af det s mærke. Og disse er ”købte fra menneskene” (14: 4) eller henrykkes til himlen fra de levende ved Kristi andet komme. 1 Kor. 15: 51, 52; 1 Thes. 4: 16, 17. Dette viser også ubestridelig, at det er den sidste slægt, som er vidne til denne magts værk.

Den tredje tekst er Åb. 19: 20, som taler om det to hornede dyr og kalder det den falske profet, og her omtales et punkt, som ikke omtales i Åb. 13, nemlig den straf, han får. Efter den store dags krig, sok holdes i forbindelse med Kristi andet komme (11.-19. vers), bliver den falske profet eller det to hornede dyr kastet levende i en ildsø, og ordet levende viser, at denne magt på den tid skal være en levende magt, som udøver sin gerning med al sin styrke og kraft. Denne magt skal ikke forlade skuepladsen og efterfølges af en anden, men den skal være en regerende magt, indtil den bliver ødelagt af kongers konge og herrers herre, når han kommer for at sønderslå den med et jernspir.

Summen af beviserne angående tiden er altså, at det to hornede dyr ikke kommer frem i dette syn før året 1798, at det udfører sit værk, medens den sidste menneskeslækt lever på jorden, og at den drager op til krig på den store dag som en levende magt i sin styrkes fulde kraft. Og alle disse betragtninger viser klar, at De forenede stater må være den magt, her omtales.

3.Denne magts alder. Det lader sig klart vise, at den stat, som symbolsk betegnes ved dyret med to horn, indføres i forudsigelsen i den tidligere del at sin løbebane, og at den er en ungdommelig magt, når den første gang føres frem for os. Johannes’ ord lyder: ”Og jeg so et andet dyr stige op af jorden, og det havde to horn lige med lammet.” Hvorfor siger ikke Johannes blot, at det havde to horn? Hvorfor tilføjer han: lige med lammet? Jo, det må være for at betegne dette dyrs karakter; thi han viser herved, at det ikke alene opfører sig uskadelig og uskyldig, men også at det er en meget ungdommelig magt; thi et lams horn er horn, som netop er begyndt at vokse.

Man huske på, at vi i den tidligere afhandling om tids rækkefølgen fæstede blikket på året 1798, og den symbolske betegnede magt var dengang en ungdommelig magt, ifølge hvad vi netop så. Det spørges da: Hvilken betydelig magt begyndte dengang at hæve sig op til rang, om end endnu ung? Ikke England, ikke Frankrig, heller ikke Rusland, nej ingen europæisk magt. En ung magt, på den tid i sin opgang, må blikket søge i den nye verden; men søger man den først der, kommer man uundgåelig til at stanse ved De forenede stater som den, det gælder. Ingen anden magt på denne side af verdenshavet kan i sammenligning hermed have krav på omtale.

4. Hvor fandtes dyret med de to horn? Et eneste ord i profetien er nok til at lede til vigtige og ubedragelige slutninger desangående. Johannes kalder det ”et andet dyr”. Dette er atter et sindbillede, dog forskelligt fra det pavelige dyr, som profeten netop havde betragtet, dvs., det betegner en magt særlig og forskellig fra den, som antydes ved det foregående dyr. Det dyr, som Johannes kalder ”et andet dyr”, er visselig ingen del af det første, og den ved samme symbolsk betegnede magt er ligeså lidt nogen del af det rige, som betegnes ved det første dyr. Herved falder uden skånsel deres påstand, som hævder for at undgå at anvende dette sindbillede på vor egen stat, at det betegner en eller anden side i pavemagtens udvikling; i så fald vilde det jo have været en del af det foregående syr, parderen.

For at komme ud over denne vanskelighed har man så påstår, at dyret med to horn skal være Roms religiøse eller kirkelige magt, parderen den borgerlige under det pavelige scepter, og at disse sindbilleder svarer til dyret og kvinden i Åb 17, hvor det første står for den borgerlige magt, den anden for den kirkelige; men denne påstand falder jo til jorden, så snar man viser, at parderen betegner såvel det religiøse som det rent verdslige element af samme magt, hvilket jo allerede er sket.

Hvis dette er ”et andet dyr”, må man finde det på et eller andet sted, som ligger udenfor alle andre symboler. Man gør sig da kortelig rede for de sindbilleder, der findes i Guds ord og anvendes på jordiske magter. De findes hovedsagelig, om ikke helt og holdent, i Daniels bog og Åbenbaringen. Dan. 2 taler om et sindbillede i form af en stor billedstøtte, der bestod af fire dele, guld, sølv, kobber og jern, der til dels slås i stykker, hvorpå et stort bjerg indtager dets sted og fylder hele jorden. I Dan. 7 finder man en løve, en bjørn, en parder og et stort, frygteligt, ubeskriveligt dyr, som efter at have gennemgået en ny og mærkværdig udvikling styrter i ildsøen. I Dan. 8 har man en vædder, en buk og et horn, som i begyndelsen var lidet, men vokset til en overordentlig størrelse. I Åb. 9 har man græshopper som heste, i Åb. 12 en stor, rød drage, i Åb 13 en gudsbespottende parder og et dyr med to horn, ”lige med lammet”. I Åb. 17 har man et skarlagensrødt dyr, hvorpå der sidder en kvinde med et guldbæger fuldt af verstyggeligheder og hendes horeriers urenhed.

Hvilke stater og magter betegnes nu ved alle disse symboler? Er nogen af dem et sindbillede på vor stat? Nogle af dem fremstiller visselig jordiske riger; thi forudsigelserne selv meddeler udtrykkelig dette, og hvor det gælder at tyde dem, er næsten alle fortolkere komme til en og samme slutning. Ved de fire del af det store billede i Dan. 2 menes fire riger: Babylon eller Kaldæa, det medisk-persiske rige, Grækenland og Rom. Løven i 7. kapitel skal også være Babylon, bjørnen det medisk-persiske rige, parderen Grækenland, det store og frygtelige dyr Rom. Hornet med øjne og mund som et menneske, og som optræder i dette dyrs anden skikkelse, skal være pavevældet, og dets historie dækker tiden lige ned til 1798, da det verdslig talt blev omstyrtet af franskmændene. I Dan. 8 skal ligeledes vædderen være Medo-Persien, bukken Grækenland og det lille horn Rom. Alle disse lader sig klart og bestemt anvende og tilpasse på nævnte statssamfund; for så vidt kan ingen af dem gælde De forenede stater.

De i Åb. 9 fremførte sindbilleder må efter alles mening passe på Saracener og tyrker; dragen i Åb. 12 erkendes at være sindbillede på det hedenske Rom; parderen i 13. Kap. Kan bevises at være i et og alt det samme som det ellevte horn på det fjerde dyr i Dan. 7 og betegner følgelig pavevældet, det skarlangensrøde dyr og kvinden i Åb. 17 gælder ligeså øjensynlig Rom under det pavelige regimente, idet sindbillederne særlig gælder adskillelsen mellem den verdslige og den kirkelige magt, hvoraf den første betegnes ved dyret, den anden ved kvinden, som sad derpå.

Der er endnu et symbol tilbage, dyret med de to horn i Åb. 13. Om dette gælder mere meningsforskel, og vi vil derfor, førend vi søger en tydning, se, hvilket omfang de allerede nævnte riger dækker på jorden. Babylon og Medio-Persien optog hele den civiliserede del af Asien, Grækenland, det østlige Europa, Rusland medregnet, Rom med de ti riger, hvori det blev delt, således som det fremstilles ved billedets ti tæer, det fjerde dyrs ti horn i Dan. 7, dragens to horn i Åb. 12 og parderens ti horn i Åb 13, hele det vestlige Europa. (Se kortet over de fire riger foran side 53.) Med andre ord: hele den civiliserede del at den østlige halvkugle går således op i de allerede undersøgte symboler, og angående deres tydning kan der næppe være nogen tvivl.

Men på den vestlige halvkugle er der et mægtigt folk, der, som vi har set, fortjener at omtales i forudsigelsen, men som endnu ikke er ført frem, og der står et eneste symbol tilbage, som endnu må tydes. Alle symbolerne på ét nær er tolkede, og alle de dele af den østlige halvkugle, her kan være tale om, er lagt ind i tydningerne. Af alle de nævnte symboler står kun ét, dyret med de to horn i Åb 13, og af alle jordens lande, hvilke man med grund kan vente omtalte i forudsigelsen, står kun ét igen, vort eget statssamfund. Hører da dyret med de to horn og De forenede stater sammen? I så fald har alle symboler fundet sin anvendelse, og rummet er optaget; i andet fald må derimod De forenede Stater for det første ikke være nævnt i profetien, og for det andet finder sindbilledet, dyret med de to horn, intet statssamfund, hvorom det kan gælde. Imidlertid er den først af disse antagelser ikke sandsynlig, den anden ikke mulig.

Man kan blot drage én slutning af det, her er sagt, nemlig at dyret med to horn må have sin plads denne side Atlanterhavet på vor halvkugle, og at herved betegnes symbolsk De forenede stater.

Enkelte har villet vide, at dyret med to horn skal være England, andre Frankrig, atter andre Rusland osv. Men blandt mange andre skæbnesvangre indvendinger mod alle disse tydninger gælder da først den, at landområde, alle disse magter, som allerede vist, optager, har fundet sin rette plads under tidligere symboler. Profetien siger ikke, at løven, bjørnen eller parderen optrådte igen i en ny skikkelse, eller at et af de ti horn blev et dyr. Hvis dyret med to horn skulde billedlig betegne nogen af disse, måtte det være en del af de andre dyr i stedet for ”et andet dyr”, særligt og forskelligt fra alle de øvrige. Ved symbolerne gælder det, at hvert for sig dækker sit eget og særlige landområde, dvs., at det strøg, som udgjorde det oprindelige samfund, ingen del var af det, som dækkedes af tidligere magter. Således opstod Medo-Persien på et strøg, Babylon ej optog, og Medo-Persien samt Babylonien dækkede hele den del af Asien, oldtidens civilisation kendte. Grækenland eller det makedoniske rige rejste sig vest for disse og optog hele det østlige Europa, der af oldtidens folk tillagdes særlig betydning. Endnu længere vest hævede sig Rom, hvor Grækenland ikke nåede hen. Rom blev delt i ti riger: men om end Rom erobrede verden, søger man dog disse ti riger inden enemærker, der aldrig var medoptagne i andre riger. Man søger ikke i Østeuropa, der gik op i det tredje dyrs herredømme, ej heller i Asien, hvor jo det første og andet dyr havde sit vælde, men i Vesteuropa, hvor ingen andre nationer, historien kender, havde sat sig fast, førend Rom med des dele her opbyggede sit vælde.

Nok en betragtning, der peger hen på stedet for denne magt, lader sig udlede deraf, at Johannes så den stige op af jorden. Sådant havet, fra hvilket parderen steg op (Åb. 17: 15), må til modsætning jorden lede tanken hen på et nyt, tidligere ikke optage landområde.

Således udelukket fra østens fastlande og bevæget til at søge enemærker, civilisationen ej tidligere kendte, må man nødvendigvis vende sig mod den vestlige halvkugle, og dette står i fuld overensstemmelse med de allerede nævnte forestillinger og flere, som vi kunde anføre, og viser, at rigernes udviklingsgang går rund jorden med solen fra øst til vest, Begyndende i Asien, menneskeslægtens vugge, må den ende på vort fastland, hvor kredsgangen slutter. I sit berømte digt om Amerika pegede biskop Bertelsen for mer end hundrede år siden i følgende kraftige strofe på Amerikas dengang fremtidige stilling og dets forbindelse med tidligere riger:

     ”Mod vesten styrer magtens gang sin vej.
         Af tidens stolte skuespil
     De fire akter gik; i femte sig
         før aften knuden løse vil.”

Med de allerede forgangne første ”fire agter” hentydede biskoppen utvivlsomt til de fire verdensriger i Daniels profeti. En femte store magt, den ædleste og sidste, skulde efter hans digt opstå denne side Atlanterhavet og her afslutte tiden drama, ligesom dagen her fuldender sit løb.

Til hvilken del af det amerikanske fastland skal man da søge hen for at finde omhandlede magt? Visselig til det mægtigste og mest fremragende folk. Det er så selvsagt, at man ej behøver at stanse for at overskue de frosne brudstykker af menneskeslægten i nord eller de svage, overtroiske, halvbarbariske, omvæltningssyge og indflydelsesløse riger i syd. Nej, man kommer til De forenede stater og holdes her fast; til dette folk fører spørgsmålet om, hvor dyret med to horn skal søges, og det uden misvisning.

Som en indvending mod denne synsmåde kunde en og anden tænke sig dette, at dyret med to horn øver al det første dyrs magt for dets åsyn (græsk enapion = for hans øjne) og gør undere for dets åsyn; og hvorledes kan De forenede stater, der ved verdenshavet ligger skilt fra de europæiske riger, stå i et så nøje forhold til dem? Jo, rum og tid er bortfjernede ved telegrafen; gennem Atlanterhavskabelen (et foretagende, som i forbigående sagt skylder De Forenede Stater sin tilbliven) afmaler stadig lynet så at sige for europæernes øjne, hvad der sker i Amerika. Alt af nogen betydning, som her tildrager sig, beskrives næste time i Europas dagblade. Hvad det angår, at en beretning om, hvad der foregår hos os, overføres til den gamle verdens folk, er det, som om Amerika lå i åbningen af Den Britiske kanal.

Hele Europas øjne hviler også opmærksomt på, hvad vi foretager os. Townsend siger i sin New World and Old (s. 583): ”Alle Europas store folk betragter med nysgerrig interesse og forundring Amerikas opgang, og dets herskere kappes nu om vort venskab. Europa, sagde fyrst Talleyrand for længe siden, må give agt på Amerika og vogte sig for at give noget påskud for bebrejdelse eller gengældelse. Amerika vokser hver dag; det bliver en vældig magt, og den stund kommer, når nemlig opfindelserne sætter det det i stand til lettere gensidig at meddele sig til Europa, da det vil lægge et ord med i lagt i vore sager og have en hånd med i spillet.”

Den tid er kommen, og de opfindelser er gjorte, som Talleyrand hentyder til; derfor er det lige så let at opnå en gensidig meddelelse med Europa som med vor nærmeste by. Herved henledes verdens opmærksomhed endnu stærkere på os, og hvad således end De forenede stater foretager sig, sker det for hele Europas åsyn, ja for dets øjne.

Således rejses her nok en stærk støtte i vor bevisførelse. Forudsigelsens udtryk bestemmer ubetinget, hvor den magt må søges, som sindbilledlig betegnes ved dyret med to horn; den må søges her på den vestlige halvkugle og intet andet sted. Ligeså sikkert er vort folk den omhandlede magt.

5. Måden, hvorpå det steg op. - Den måde, hvorpå dyret med to horn sås at stige op, viser ligeså vel som stedet dets alder og dets rækkefølge i tiden, at det er et sindbillede på De forenede stater. Johannes siger, at han så dyret ”stige op af jorden”. Og dette udtryk må han med vilje bruge for at udpege modsætningen mellem den måde, hvorpå dette dyr steg op, og de andre profetiske symboler på folkene. De fire dyr i Dan. 7 og parderen i Åb. 13 steg alle sammen op af havet. I regelen opstår nye riger derved, at de undertvinger andre riger og indtager deres plads. Men intet andet folk blev undertvunget for at give plads for De forenede stater, og dets kamp for uafhængighed lå allerede femten år i fortiden, da det blev genstand for profetisk omtale. Profeten så kun fred.

Det ord, Johannes i 11. Vers benytter som betegnelse på den måde, hvorpå dyret her stiger op, er meget udtryksfuldt; ordet anabainon forklares nemlig bl.a. at betyde: ”at vokse op eller spire som en plante”. Og det er værd at lægge mærke til, at politiske forfattere netop har valgt dette billede som det, der bedst betegner den måde, hvorpå dette statssamfund er kommet op. G. A. Townsend siger på side 635 i sit værk The new World Compared with the Old: ”Inden dette ø net, Vestindien, begyndte både det nordlige og det sydlige Amerikas liv. Det så Colombus’ land, der begyndte Spanien sit fordærvelige, glimrende herredømme i verden, derfra udgik Cortez til Mexico, De Soto til Mississippi, Babbon til Stillehavet og Pizarro til Peru. De forenede staters historie blev af et velgørende forsyn skilt fra denne det øvrige fastlands vilde og grusomme historie og voksede som en stille plante op til et mægtigt rige; medens det rige, som begyndte i Syden, fejedes af en så ubeskrivelig orkan, at den del af dets historie, man kan få sikker rede på, læses i virkningerne af selve de lyn, som lagde det øde. Det engelske Amerikas vækst kan lignes ved en række flerstemmige sange af særlige sangere; stemmerne forenes lidt efter lidt og danner til sidst et kraftigt kor, hvilket igen drager mange til fra det fjerne, svulmer og forlænges, indtil det snart antager heltesangens værdighed og omfang.”

En forfatter i Dublin Nation talte omkring år 1850 om De forenede stater som et vidunderligt rige, der ” holdt på at stige frem”, og ”medens jorden omkring var tavs, daglig forøgede sin magt og stolthed”.

I Martyns History of the Great Reformation, bd, IV, s. 238, findes der et uddrag af en tale, Edward Everett holdt over de engelske flygtninge, som grundlagde vort statssamfund, og her heder det: ”Søgte de en ensom plet, hvor de ikke kunde fornærmes, ukendt som den var, ikke skades, fjernt som den lå fra despoternes efterforskninger og hjemsøgelser, hvor den lille Leydner menighed kunne nyde samvittighedsfrihed? Se de mægtige strøg, over hvilke de har båret korsbanneret i fredelig erobring – victoria sine clade. ”

Vil nu læseren se på disse udtryk side om side: ”stige op af jorden”, - ”stige frem, medens jorden omkring var tavs”, - ”voksede som en stille plante op til et mægtigt rige”, - ”mægtige strøg”, sikrede ved ”fredelig erobring”. Det første benyttes af profeten, idet han siger, hvad der skulle ske, når dyret med de to horn steg op; de andre findes hos politiske forfattere, der siger os, hvad der har tildraget sig i vort eget statssamfunds historie. Kan man andet end se, at de tre sidste nøjagtig i betydning falder sammen med det første, og de melder om, at forudsigelsen er gået fuldstændig i opfyldelse?

Vi fører nu undersøgelsen et skridt videre: Er De forenede stater ”steget op” på en måde, så man kan sige, forudsigelsen er gået i opfyldelse med hensyn til det, vort statssamfund har udrettet? Lad os se.

Kort før den store reformation på Martin Luthers tid, for godt 400 år siden, opdagedes denne vestlige halvkugle. Reformationen vækkede folkene, der næsten lå lænkebundne i overtroens dræbende hånd, og klargjorde for dem, at det er hvert menneskes himmelgivne ret at dyrke sin Gud efter sin egen samvittigheds overbevisning. Men magthaverne vil nådig tabe sin magt, og endnu trykkede mangelen på fordragelighed i trossager folket. Under disse omstændigheder besluttede endelig nogle troens helte i Amerikas vildmarker at finde det mål for borgerlig og religiøs frihed, som de så inderlig længtes efter. For at opnå dette ædle mål landede 100 af disse frivillige flygtninge fra skibet ”Mayflower” på Ny Englands kyst den 22. Dec. 1620. ”Her blev Ny England født,” siger Martyn, og dette var ”dets første barneskrig – en bøn og en taksigelse til Herren.”

En anden varig engelsk nybygd blev oprettet i Jamestown, Virginia, 1607. I tidens løb grundedes der andre nybygder og organiseredes der kolonier, alle sammen under den engelske trone, indtil uafhængighedserklæringen af 4. juli 1776.

Disse koloniers befolkning beløb sig ifølge The United States Magazine for august 1855 i året 1701 til 262.000, i 1749 til 1.046.000, i 1775 til 2.803.000. da begyndte de amerikanske koloniers kamp mod moderlandets undertrykkelse. I 1776 erklærede de sig for en fri, uafhængig nation, som de efter ret og retfærdighed havde krav på at være. I 1777 sammentrådte udvalgte delegerede fra de tretten oprindelige stater (New Hampshire, Massachusetts, Rhode Island, Connecticut, New York, New Jersey, Pennsylvania, Delaware, Maryland, Virginia, Nord Carolina, Syd Carolina og Georgia) til en kongres og antog forbundsartiklerne. I 1783 sluttede revolutionskrigen ved en fredstraktat med Storbritannien, ifølge hvilken De forende staters uafhængighed anerkendtes, og land afstodes til en udstrækning af 815.615 engelske kvadratmil. I 1787 forfattede konstitutionen og anerkendtes af de ovenfor opregnede tretten stater; og den 1. marts 1789 trådte denne grundlov i kraft.

Således er vi nået frem til året 1798, da dette statssamfund indføres i profetien. Dets landemærkers tilvækst fra den tid af har ligefrem været et vidunder for de indeklemte og politisk lænkede riger i Østen. I mindre end fem år mere end fordoblede De forenede stater sit områdes udstrækning ved i 1803 fra Frankrig at erhverve Louisiana med dets 930.928 engelske kvadratmil. Derpå kom Florida, Texas, Oregon, California, Arizona, New Mexico og Alaska med tilsammen 1.931.849 eng. kvadratmil land, således at det for nærværende i det hele indbefatter ikke mindre end 3.687.392 kvadratmil, og indbyggertallet stiger til 80.000.000 mennesker. Dets vækst i industrielle foretagender, frembringelser på agerbrugets område, kvægavl, i avisverdenen, skolevæsen, frembringelsen af ædle metaller samt rigdom af alle slags, der er uundværlig for et civiliseret folk, har ligeledes været mærkværdig og udgør et sikkert grundlag for profetiens anvendelse.

Efter nok et uddrag skal vi afslutte vidnesbyrdet angående denne sag, I New Yorker bladet The Independent for 7. juli 1870 sagde hr. Schuyler Colfax, daværende vicepræsident for De forenede stater, idet han kortelig kastede blikket udover vort lands historie: ”Vidunderlig i sandhed har denne historie været. Trådt af tyranners hæle sprang det frem til liv; og med en erobrers faste skridt har dets udvikling gået sin gang fremad. Fra Ny Englands hårde klima, fra Chesapeake-bugtens bredder, fra Carolinas og Georgias engsletter strøg puritanernes, kavalerernes og huguenotternes efterkommere hen over de knejsende Alleghany bjerge, som for blot et århundrede siden dannede grænsen mellem civilisation på den ene side og det næsten usvækkede barbari på den anden, og republikkens banner vajede fra flagstang og højder, i de åbne dale ved Ohio, Mississippi og Missouri. Og dets fremgang stansede ikke der. Videre vældede derfra den amerikanske civilisations og fremgangs flodbølge udover de vestlige sletters uhyre strækninger, og fra Sierra bjergenes snedækkede toppe ser man ned på De amerikanske stater ved Stillehavet, i hjælpemidler og velstand et rige for sig selv, dog i vore mørkeste stunder tro mod det folk, hvis myndighed de villig erkender, og hvis ære de med stolthed deler.”

6. Hvorledes den stat skulde være, som dyret med de to horn betegner. – Ved denne side af spørgsmålet finder man endnu yderligere bevis for, at symbolet gælder De forenede stater. Johannes siger, idet han beskriver dyret, at det havde ”to hor ligesom et lam”. Et lams horn antyder første ungdom og dernæst uskyld og mildhed. Som en magt, der først nylig er opstået, svarer De forenede stater med hensyn til alder beundringsværdig godt til sindbilledet, medens ingen anden magt, som allerede vist, kan findes at gøre det. Betragtet som en nøgle til kundskab om dets magt og sande væsen kan man få rede på, hvad der skal være samfundets to horn, så sandt man bare kan afgøre, hvor hemmeligheden ved dets styrke og magt ligger, samt hvad der åbenbarer dets tilsyneladende væsen eller ligger til grund for dets ydre fremtræden. Hr. J. A. Bingham giver os nøglen til hele sagen, når han meddeler, at deres formål, der først søgte hen til disse strande, var at finde, ”hvad verden ikke i menneskealdre havde set, nemlig kirke uden pave og en stat uden konge”. Med andre ord, dette skulde være en stat, hvor kirken skulde være fri lige overfor den verdslige magt, og hvor borgerlig og trosfrihed frit og uhindret kunde herske.

Og hvad lærer nu dette samfund i så henseende? Det vigtige dokument, vore forfædre affattede som sine rettigheders grundlov, uafhængighedserklæringen, indeholder disse ord: ”Vi anser disse sandheder for selvindlysende, - at alle mennesker er skabte jævnbyrdige, - at de af sin skaber er udrustede med visse uafhændelige rettigheder, - at til disse hører liv, frihed og stræben efter lykke.” Og i De forenede staters grundlov, art. IV, par. 4, finder man følgende ord: ”De forenede stater skal sikre hver stat i dette forbund en republikansk regeringsform.” En republikansk regeringsform er den, hvor magten hviler hos folket, og hvor hele regeringsmaskineriet drives ved udvalgte repræsentanter for samme.

Dette er garanti nok for borgerlig frihed. Hvad siges der da om frihed i trossager? I grundlovens art. VI står der: ”Ingen prøve i trossager skal nogensinde kræves som adgangsberettigelse til nogen som helst offentlig embedsstilling inden De forende stater.” I ”Tillæg til grundloven”, art. I, står der: ”Kongressen skal ingen lov oprette angående fastslåelsen af nogen religion eller forhindre sammes fri øvelse.”

Som svar på forespørgsler fra en komité, nedsat af et baptistsamfund i Virginia, om grundlovens plan skrev George Washington den 4. Aug. 1798 som følger: ”Om jeg havde den ringeste forestilling om, at der skulde rejse sig nogen vanskelighed på grund af den grundlov, der antoges af det konvent, hvis præsident jeg havde den ære at være, da loven formuleredes, således at der skulde være fare for et hvilket som helst trossamfunds rettigheder, vilde jeg aldrig have sat mit navn under et sådant dokument. Såfremt jeg havde nogen tanke om, at den almindelige landsstyrelse skulde forvalte således, at samvittighedsfriheden stop på spil, kan jeg forsikre eder om, at ingen hellere end jeg vilde foreslå at gennemgå og ændre den del deraf for at undgå alle forfølgelser i trossager. I husker uden tvivl, at jeg ofte har udtalt som min mening, at hver den, som opfører sig som en god borger, er ansvarlig for Gud alene for sin religiøse tro, og bør beskyttes, når han dyrker Gud efter sin egen samvittigheds overbevisning.”

I 1830 tilstilledes der kongreskomitéen for postkontorer og postruter visse andragender sigtende til at hindre postsagers transport og postkontorernes åbning om søndagene. Komitéen gav et ugunstig svar på forslagsstillerens anmodning. Dens indstilling antoges og tryktes efter ordre fra De forenede staters senat; og komitéen fritoges for yderligere behandling af sagen. Om grundloven siges i denne indstilling:

”Vi søger forgæves efter noget i dette dokument, som berettiger os til at afgøre, hvorvidt den almægtige har helliget den første dag i ugen, den syvende eller om han har helliget nogen.

”Grundloven anser jødernes samvittighed for ligeså ukrænkelig som de kristnes og giver ligeså lidt adgang til at foretage noget, der måtte stride mod den enkeltes overbevisning som mod et helt samfunds. Den repræsentant, der måtte krænke dette princip, vilde derved tabe sin egenskab af repræsentant og forspilde sine vælgeres tillid. Om kongressen erklærede ugens første dag for hellig, vilde dermed hverken jøder eller sabbatsholdere føle sig overbevist. Man vilde gøre begge utilfredse uden følgelig at vinde nogen af dem for sig. Om en højtidelig lovgivningshandling på et enkelt punkt vil bestemme, hvad der er Guds lov, eller lige over for den enkelte borger udpege en enkelt pligt i trossager, kan den gerne med samme ret hævde en bestemmelse for enhver del af bibelen og tvangsvis gennemføre alle trosforpligtelser, endog gudstjenestens former og tjenstlige handlinger, menighedens nådemidler og den gejstlige stands opretholdelse.

”De, der formede grundloven, anerkendte den evige grundsætning, at menneskets forhold til Gud ligger udenfor og over al menneskelig lovgivning, ligesom menneskets samvittigheds ret ikke kan berøves ham. Der behøves intet fornuftigt ræsonnement for at fastslå denne sandhed; thi man føler i sin egen barm, at det er så. Det er denne bevidsthed, som trods de menneskelige love har holdt så mange blodvidner oppe under pinsler og bålet. Man følte, at pligten mod Gud gik forud for pligten mod menneskelige love, og at mennesket ingen myndighed kan udøve over et menneskes samvittighed. Dette er en medfødt grundsætning, som intet kan rokke.

”Det er også en kendsgerning, at modforestillinger, der gør krav på samme agtelse, modsætter sig, at kongressen skal blende sig i sådanne sager, af den grund, at det vilde være at give love i trosemner og derfor stridende mod grundloven.”

På den anden side er bibelen og bibelen alene den protestantiske trosregel; og frihed til at dyrke Gud efter sin egen samvittigheds overbevisning er i vort land målet og prøven for trosfrihed. Og af ovenanførte citater fremgår det klart, at medens vel regeringen for alle sine borgere hævder borgerlig frihed i højeste mål uden at tillade tøjlesløshed, har den bestemt sig til ikke at lægge noget hæmmende bånd på folket i trossager, men sikre alle frihed til at dyrke sin gud overensstemmende med den protestantiske grundsætning.

Her fremtræder da to store principper for folket: republikansk og protestantisk regeringsform. Hvad kan være mere retfærdigt og uskyldigt og ligt lammet end dette? Heri ligger også hemmeligheden ved vor styrke og magt. Havde en Caligula eller Nero regeret vort land, havde vi forgæves spejdet efter, hvad vi ser den dag i dag. Indvandringens strøm vilde ikke have skyllet ind over vore kyster, og aldrig vilde vort land have vist verden et så mageløst eksempel på folkelig vækst.

Townsend siger i Old World and New, s. 341: “Hvad knytter disse folk til os? Jo, til dels utvivlsomt vort jordstrøg og naturens rige gaver på denne del at kloden, - til dels også de senere år vort folks prøvede karakter og vor samfundsordens tryghed. Dog, tiltrækningskraften ved Amerika ligger i, at vi ser en fristat, et republikansk folk! Kuet under kunstige regeringsformer, hvor glimrende end disse er, sukker Europas folk som den syge efter den frie natur og beskyttelse, efter åbne synsvidder og en blå himmel, efter uafhængighed uden prunk og pral, efter at prøve lykken til sin egen fordel, - og her finder man alt!”

Et af nævnte horn kan derfor betegne denne regerings borgerlige republikanske magt, det andet den protestantiske kirkelige magt. At det så må være fremgår sikkert af, hvad der allerede er fremstillet med hensyn til de andre magters horn; thi 1) to horn kan tilhøre et og samme dyr og betegne enhed i stedet for splittelse som ved vædderen (Dan, 8); 2) et horn kan betegne et rent kirkeligt element, som det lille horn på Daniels fjerde dyr, og 3) et horn kan også betegne den borgerlige magt alene, som ved den græske buks første horn. På grundlag heraf har man her de to elementer: republikanismen og protestantismen forenede hos en og samme styrelse under billedet af to horn ”ligesom et lam”. Intet andet sted kan man finde dem; ej heller har de to horn, været til hos noget andet folk på jorden end hos os. Vort folk må derfor være den omhandlede magt. Lige overfor disse horn lader der sig intet indvende. De er som et lams, bibelens sindbillede på renhed og uskyld. Vindunderlig nøjagtig svarer det til symbolet. I sine store træk er alt i orden, udadtil at se er alt ubeskrivelig godt, men desværre for vort land, dets handlinger strider imod dets *lære! Først udvikler sig nok de træk, som ligner lammet; men dragens stemme skal snart høres.

7. Et republikansk samfund. – Dyret med de to horn betegner symbolsk et folk med republikansk regeringsform. Dette fremgår deraf, at der ikke findes kroner hverken på det hoved eller dets horn. En krone er et passende sindbillede på en kongelig eller monarkisk regeringsform, og hvor kronerne mangler, som i nærværende tilfælde, må man tænke på et samfund, hvor magten ikke ligger hos et enkelt herskende lem af samfundet, men følgelig i folkets hånd.

Dog er endnu ikke dette det mest afgørende bevis for, at det her symboliserede folk er republikansk med hensyn til statsformen. Af 14. Vers ser man, at man vender sig til folket, nå der skal foretages noget på det hele folks vegne: ”Set siger til dem, som bor på jorden, at de skal gøre et billede for det dyr,” osv. Var statsformen monarkisk, så kunde spørgsmål vedrørende hele nationens anliggender ikke på en så uindskrænket måde overlades til folkets afgørelse. Dette, at man henvender sig til folket, viser, at regeringsformen er sådan, at magten ligger i folkets hånd; og dette er jo netop tilfældet i De forenede stater, hvorimod ikke i noget andet samfund, hvorpå man med rimelighed kunde tyde symbolet. Dette er et andet led i den kæde af beviser, som fastslår, at dette symbol har sin anvendelse på De forenede stater i Amerika.

8. Et protestantisk folk. – Dyret med de to horn betegner også et samfund, hvis religion er protestantiske, eller idet mindste en ikke-katolsk magt. Man har set, at det foregående dyr betegnede pavevældet; og om dyret med de to horn står der, at det ”gør, at jorden og de, som bor derpå, skal tilbede det første dyr”. Men i alle katolske lande dyrker folket af egen drift dyret; de lystrer katolicismens påbud uden at blive dertil drevet eller tvunget af regeringen; men den kendsgerning, at dette samfunds folk ikke yder denne tilbedelse, førend den borgerlige magt bevæger dem dertil, viser, at den religion, man hævder, ikke er katolicismen. Som en næsten uundgåelig følge fremgår deraf, at det er protestantismen, såsom disse to religioner er de eneste af nogen betydning inden kristenheden. De forenede stater er et protestantisk folk og svarer således i denne henseende vidunderlig godt til profetiens krav. Således peger profetien atter igen hen på dette land.

9. Dragens røst. - Efter at have betragtet alle de gode træk, der hefter sig ved dette sindbillede, er det med bedrøvelse man læser om, at ”det talte ligesom en drage”. Førend vi indlader os på at drøfte dette emne, vil vi se tilbage på, hvad der allerede er fastslået:
1. At det statssamfund, dyret med de to horn betegner, må være forskelligt fra den gamle verdens borgerlige såvel som kirkelige magter.
2. At det må fremstå på den vestlige halvkugle.
3. At man må se det nå frem til en fremragende stilling og indflydelse omkring år 1798.
4. At det må begynde fredelig og rolig uden som andre folk hidtil at øge sit vælde ved angrebskrige og heldige erobringer.
5. At dets fremskridt må være så hurtigt, at tilskueren gribes af ligeså stor forundring, som om han skulde se et dyr vokse op for sine øjne.
6. At det i sin regeringsform må være republikansk.
7. At det med hensyn til religionen må være protestantisk.
8. At det for verden som kendetegn på sit væsen og grundbestanddelene i sin regeringsform må fremholde to grundsætninger, der i og for sig er fuldkommen retfærdige, uskyldige og ”lige med lammet”.
9. At det må udføre sin gerning denne side 1798.

Man kan efter hvad vi har set, kun sige to ting om disse ni kendemærker: 1) at de alle fuldkomment passer på De forenede staters historie hidindtil; 2) at de ikke passer på noget andet lands historie på jorden. Bag disse ni forsvarslinjer ligger derfor bevisførelsen ubetvingelig forskanset; og det er umuligt at anvende sindbilledet i Åb. 13: 11 på noget andet land end De forenede stater.

Efter at have beskrevet, at dette sindbillede så ud som et lam, tilføjer profeten straks: ”Og talte ligesom en drage.” Dragen, det første led i denne forudsigelsens kæde, forfulgte uophørligt Guds menighed. Parderen, der følger efter, var ligeledes en forfølgende magt, som i 1260 år plagede Kristi disciple og dræbte dem millionvis. Den tredje, der optræder på skuepladsen, dyret med de to horn, taler som førstnævnte og viser således af hjertet at være en drage; thi ”af hjertets overflødighed taler munden”, og i hjertet undfanges handlingens magt; og grunden til, at nogen af dem nævnes i forudsigelsen, er simpelthen den, at de er forfølgende magter. Og dersom De forenede stater er den magt, der fremstilles ved dette dyr, der taler som en drage, så følger deraf, at dette land vil udstede uretfærdige love imod nogle af sine undersåtter med forbud mod fri religionsøvelse for dem.

Dette er ej heller så usandsynligt et udfald, som man først kunde synes. Vi må komme i hu, at den store mængde af menneskene i de sidste dage i de mest oplyste lande i en særlig nævneværdig grad skal være lunkne og henfaldne til verdslighed, som skriften tydelig påpeger. Se Matt. 24: 12; 2 Tim. 3: 13; 2 Pet. 3: 3, 4; Luk. 17: 26 – 30; 18: 8. Det er fra deres side, at ”alle, som vil leve gudelig i Kristus Jesus, skal blive forfulgte”. 2 tim. 3: 12. Har dette nogensinde været så i den kristne kirkes historie, kan vi nok vente, at det endnu mere må blive tilfældet, nå verden i de sidste dage er længst fjernet fra Gud, nå de bedste drives af en falsk nidkærhed, og de ugudelige synker så dybt ned i syndens og uretfærdighedens afgrund, som det er dem muligt.

Sæt nu, at en sådan almindelig forfølgelsesånd opvækkes, som førnævnte skriftsteder tilkendegiver, der vil blive i de sidste dage, hvad er da mere sandsynligt, end at den antager en ordnet skikkelse og form? I vort land er folkeviljen lov. Sæt, at folket i sin store almindelighed ønsker at forme love mod dem, der hylder lærdomme, som ikke yndes blandt folket, hvad vilde da være letter og mere naturligt, end at et sådant ønske blev omsat i lovform, og at lovens bogstav blev håndhævet? Da har man jo netop, hvad forudsigelsen antyder; da høres dragens røst.

Der er også allerede elementer forhånden, der giver overflødig anledning til en rig høst af kommende elendigheder, fordærvelse på det politiske område holder på at bane vejen for fordærvelse i alle andre retninger. Den gennemsyrer alle partier. Se blot de midler, man tyr til for at komme i embeder: Bestikkelser, svig og forfalskninger. Man betænke, hvorledes vort samfund borgerlig betjenes. Stadig kommer der sådanne ting for lyset, som overgår selv den værste frygt hos dem, der for tiden mest af alle samfundsklasser ængstes over den begåede uret. Folket står for tiden rent målløst af forfærdelse over de bevisligheder, der fremlægges for offentligheden angående råddenhed i de højere kredse. Og dog erklærer mange indflydelsesrige mennesker, at verden holder på at bedres, og synger om, at nu kommer den gode tid.

Der truer os også en ulykke fra en anden kant. Snigende sig op fra mørkets tidsalder våger et afskyeligt uhyre agtpågivende for at gribe vort lands frihed i struben. Det trænger sig op i det nittende århundredes middag, ikke for at nyde godt af dets lys og frihed, men for at det må kunne undertrykke og fordunkle samme. Navnet på dette uhyre er katolicismen, og det har fæstet sine rovgriske øjne på dette land, bestemt på at gøre det til et hjælpeløst bytte. Katolikkerne afgør allerede valget i nogle af vore største byer, og de arbejder på enhver mulig måde for at fremme sine egne religiøse og politiske formål. De har opnået en indflydelse i den grad, at protestanterne kun ved en mægtig anstrengelse kan føre sine sager igennem, så snart den romerske bestanddel af samfundet forener sin styrke. Og fordærvede, samvittighedsløse politikere står rede til at vige for deres fordringer bare for at sikre sig deres støtte til at fremme sine egne ærgerrige formål. Rom er rykket i marken med de nedrigste, mest skæbnesvangre hensigter med den mest årvågne og utrættelige udholdenhed og kraft. Det er bestemt til at skulle spille en vigtig rolle i vore kommende besværligheder; thi dette er netop det dyr, som dyret med de to horn skal få jorden og dem, som bor derpå, til at tilbede, og for hvis øjne det skal gøre sine underfulde tegn.

Og selv i de protestantiske menigheder er der det, som truer med at føre til højst alvorlige ulykker. Rigdom, stolthed, egenkærlighed, lyst til stads og verdslighed i almindelighed fostrer en hovmodets ånd, der er højst farlig for gudsfrygt og sand fromhed. Men frem for alt er det trosbekendelserne, som binder – vi skulde kanske sige har bundet – kirkerne som ded jernbånd. Charles Beechers berømte tale om trosbekendelserne stiller hele protestantismens ret til inden kirken at styre sig selv og overholde orden som i denne henseende farlig for frihed i trossager. Han siger:

”Vore bedste, ydmygeste og mest andægtige kristne fostrer i sin midte nogle, som engang inden længe vil vise sig at være dragens yngel. De viger tilbage for ethvert hårdt ord imod trosbekendelsen med samme fine følelse, som de hellige fædre vilde have veget tilbage for et hårdt ord imod den stigende ærefrygt for helgener og martyrer, som de selv nærede…. De protestantisk-evangeliske samfund har således bundet hverandres hænger såvel som sine egne, at man ikke kan blive prædikant nogetsteds uden at antage en bog til foruden bibelen…Dette er ikke blot et tankefoster, når jeg siger, at man ved den faste vedhængen ved trosregler nu begynder at stænge bibelen ude, ligeså sikker som Rom gjorde, om end på en finere måde.”

Desforuden har vi spiritismen, fritænkeriet, socialismen, den frie elskov og fagforeningerne, dvs. arbejde imod kapital, samt kommunisterne, der alle sammen vedholdende spreder sine grundsætninger ud iblandt masserne. Disse er de selvsamme grundsætninger, der virkede blandt folket som gæringsmiddel lige forud for den skrækkelige franske revolution 1798-1800. Menneskenaturen er den samme til alle tider, og de samme årsager vil sikkert nok volde de samme virkninger.

Dette er noget af, hvad der allerede er i virksomhed; dette er den retning, hvori begivenhederne går. Og hvor meget længere må de på denne måde udvikle sig, førend et åbent krigsskrig fra forfølgende folkeskarers side mod dem, hvis enfoldige fasthængen ved bibelen gør deres menneskeskabte teologi til skamme, og hvis gudelige levnet dømmer deres ugudelige gerninger, ingenlunde vilde synes forbavsende eller urimeligt?

1. Store tegn. –I den del af forudsigelsen, som fremstiller den gerning, dyret med de to horn skal udføre, står der, at ”det gør store tegn, så det endog lader ild falde ned fra himlen på jorden for menneskernes åsyn”. I denne beskrivelse har vi endnu videre bevis for, at De forenede stater er den regering, som dyret med de to horn fremstiller. Ingen nægter, at vi jo lever i undernes tid. (Se bemærkningerne over Dan. 12: 4 angående de vidunderlige ting, nutiden har udrettet, og den billedsamling, som fremstiller nogle af de fornemste sejrvindinger på videnskabens og opfindelsernes område.)

Men denne forudsigelse opfyldes ikke i de store kundskabsfremskridt, opdagelser og opfindelser, der i vor tid kræver sådan opmærksomhed, af den grund, at de tegn, hvorom profeten taler, øjensynlig skede i den hensigt at bedrage folket, som vi ser af 14. vers: ”Og det forfører dem, som bor på jorden, for de tegns skyld, som det er givet at gøre for dyrets åsyn.” Dette gør dyret med de to horn til ét med den falske profet i Åb. 19: 20; thi denne falske profet er den magt, som gør tegn for dyrets åsyn, ”med hvilke han havde forført dem., som modog dyrets mærke, og som tilbad dets billede” – netop hvad dyret med de to horn gør. Vi kan nu få rede på, hvorved disse omhandlede tegn virkes; thi Åb. 16: 13, 14 taler om djævles ånder, som ”gør tegn”, og som ”går ud til jordens, ja hele jorderigets konger for at samle dem til krigen på Guds, den Almægtiges, hin store dag”; og disse ånder, som gør tegn, går ud af visse magters mund, af hvilke den ene netop er denne falske profet, dyret med de to horn.

Mirakler eller tegn er af to slags, sande og falske, netop ligesom vi har en sand Kristus og falske Kristi, sande og falske profeter, sande og falske apostle. Ved et falsk tegn forstår vi ikke blot, hvad der giver sig ud for et tegn uden dog at være det, men et virkeligt vidunder, en overnaturlig undergerning frembragt for at stadfæste falske påstande, for at bedrage folket eller for at fastslå en løgn. Denne magts tegn er virkelige undere, men de udføres for at bedrage. Profetien siger ikke, at han bedrog folket ved hjælp af de undergerninger, han påstod, han kunde gøre, eller som han lod, som om han gjorde, men – som det var givet ham at gøre.

Vor frelser siger, idet han varsler begivenheder, der skal indtræffe netop før hans andet komme: ”Thi falske kristus’er og falske profeter skal opstå og gøre store tegn og underlige gerninger, så endog de udvalgte skal forføres, om det var muligt.” Matt. 24: 24. Her forudsiges atter vidundere i bedragerisk hensigt, så mægtige, at selv de udvalgte vil blive forførte af dem, om det var muligt.

Således har vi da flere forudsigelser, der taler om udviklingen af en underets magt i de sidste dage, der virker i en hidtil ukendt og forbavsende grad i bedragets og vildfarelsens interesse. Den jordiske stat, hvormed den særlig skulde stå i forbindelse, er den, som fremstilles ved dyret med de to horn, den falske profet. Den virkende kraft, som lå bagom det ydre tegn, skulde være satanisk – djævelens ånder. Profetien kræver en sådan gerning som denne i Amerika i denne tid. Ser vi da noget sådant? Læs svaret i profetens klageråb: ”Ve dem, som bebor jorden og havet! Thi Djævelen er nedstegen til eder, og han har stor vrede, fordi han ved, at han kun har en liden tid.” Forstum, o jord! Skælv, o folk! Men lad dig ikke bedrage! Ugudelighedens hæslige spøgelser står lige overfor os, således som profeten varslede. Satan er sluppen løs, fra Tartarus’ dybder sværmer ånder i titusindvis over landet. Mørkets fyrste åbenbarer sig som aldrig tilforn, han kaster et foregivet himmelsk slør over sit værk og kalder det – spiritisme.

2. Bærer da spiritismen mærke af djævelsk medvirken?

1) De ånder, som meddeler sig, gør påstand på at være vore afdøde venners ånder; men i de mest utvetydige udtryk forsikrer bibelen os om, at de døde indtil opstandelsen er ganske uvirksomme og sig selv ubevidste; at de døde ikke ved noget (Præd. 9: 5), at hele sjælens virksomhed er ophørt (Sal, 146: 4); at alle hjertets følelser er ophørte (Præd. 9: 6); at der i dødsriget, hvor de ligger, hverken er gerning eller tanke eller kundskab eller visdom (Præd. 9: 10). Den underretning derfor, som kommer til os med påstand om at være fra vore døde venner, gør fordring på at være, hvad vi ifølge Guds ord ved, den ikke er. Men Guds engle lyver ikke; derfor er dette ikke de gode engle. Djævelske ånder derimod lyver; thi dette er deres gerning, og dette er også de attester, de ved sin første optræden viser os.

2) De lærdomme, de fremstiller for os, står også stik imod bibelen. De nægter Gud; de nægter Kristus; de nægter forsoningen, nægter bibelen, nægter syndens tilværelse og al forskel mellem ret og uret, nægter ægtepagtens hellighed; og derved at de blander sine ord med de rædsomste bespottelser mod Gud og hans Søn, mod alt, hvad der er elskeligt, godt og rent, giver de enhver syndig tilbøjelighed, alle kødets og legemets lyster, den slappeste tøjle. Ingen behøver at fortælle os at disse ting, som så åbenlyst læres under religionens kappe og støttes ved overnaturlige tegn for syn og hørelse, er andet end satans mesterværk.

1. Spiritismen svarer nøje til forudsigelsen, for så vidt den gør store tegn og underlige gerninger. Vi skal blot nævne følgende af dens mange vidundere: Forskellige ting er blevet flyttet fra sted til sted ved ånderne alene; yndig musik er bleven frembragt uden menneskelig medvirken, med eller uden synlige instrumenter; man har mange eksempler på, at folk virkelig er bleven helbredte; mange mennesker har set på, at ånderne har ført folk gennem luften; borde med flere mennesker på er bleven bragte til at svæve frit i luften; og endelig har ånder fremstillet sig i legemlig skikkelse og talt med lydelig stemme.

2. Spiritismen svarer til forudsigelsen, for så vidt den har sin oprindelse i De forende stater, idet den således knytter sine undere til den gerning, som udføres af dyret med de to horn. Den begyndte i Hydesville, i staten New York i John D. Fox’s familie i den sidste del af marts 1848 og spredte sig med utrolig hurtighed over hele verden. I december 1895 modtog forfatteren af denne bog et brev fra en fremstående spiritist, som påstod, at læren havde 5.000.000 tilhængere i De forenede stater og 50.000.000 i hele verden. Allerede i 1853 sagde dommer Edmonds om dem, der havde sluttet sig til spiritismen: ”foruden den almindelige mængde uden særligt navn og rang er der nu blandt dem mange højtstående og talentfulde folk, doktorer, retslærde, gejstlige i stort antal, en protestantisk biskop, den lærde og højærværdige præsident ved et universitet, dommere ved vore højere domstole, kongresmedlemmer, udenlandske gesandter og mænd, der tidligere har siddet i De forenede staters senat.” Disse ord blev nedskrevne for mange år siden; og fra den tid af og indtil nu har åndernes arbejde stadig gået frem og spredt sig blandt alle stænder.

En af grundene til, at det nu er vanskeligt at få rede på deres tal, der med rette kunde kaldes spiritister, er den, at de mere fremtagende og agtværdige blandt lærens tilhængere søger at skjule det fordærvelige og umoralske ved dette system, der tilforn har været så fremtrædende, og iføre det et kristent klædebon. Herved stiller de sig på fælles grund med en mængde menighedslemmer, så at der i virkeligheden ingen forskel er mellem dem undtagen i navnet.

I en liden bog af Hudson Tuttle, betitlet: What is Spiritualism? Opregnes der 22 kejsere, dronninger, prinser og personer tilhørende adelsstanden, som gennem spiritismen har søgt råd med hensyn til deres affærer eller begunstiget og støttet den, i hvad den søger at udrette. Således står den i begreb med at opfylde Åb. 16: 14 og samle folkene til krigen på hin den store dag.

Lad os stanse her et øjeblik, Forudsat at dette arbejde drives en stund til, som det har været drevet, og som det endnu drives, hvad vil vi da ikke se for os! Efter at have set så meget fuldbyrdet kan vi ikke drage os tilbage og nægte resten. Derfor venter vi at se, at dette sidste store undervirkende bedrageri videre udvikles, indtil det fuldbyrdes, der i profeten Elias’ dage gjaldt som prøve mellem Jehova og Baal, - nemlig at ild nedkaldes fra himlen til jorden, så folk ser derpå. Da kommer mørkets magters herre og den fristelsens stund, som skal komme over hele jorderiget for at friste dem, som bor på jorden. Åb. 3: 10. Bedrageriets stærke strømhvirvel vil da rive alle løs fra sin ankerplads, med undtagelse af dem, der ikke lader sig bedrage – Guds udvalgte.

Og endnu sover verden rolig, medens satan med lynets hurtighed og helvedes kraft væver sin sidste skæbnesvangre snare omkring dem. Det er på tide, at der gøres en mægtig anstrengelse for at vække verden op og gøre menigheden opmærksom på den fare, vi svæver i, - det er på tide at hvert ærligt hjerte lærer, at den eneste sikre beskyttelse mod dette store bedrag, hvis begyndende, ja langt fremskredne arbejde vi allerede ser for vore øjne, består deri, at man gør Guds uforanderlige ords sandhed til sit skjold og værge.

1. Et billede for dyret. – Nøje forbundet med disse undergerninger er dette, at der oprejses et billede for dyret. Profeten knytter således begge sammen i 14. vers: ”Og det forfører dem, som bor på jorden, for de tegns skyld, som det er givet at gøre for dyrets åsyn, idet det siger til dem, som bor på jorden, at de skal gøre et billede for det dyr, som har sår af sværdet og dog er blevet levende.” Det bedrag, som øvedes ved undergerningerne, bereder vejen for den føjelighed, hvormed man efterkommer forlangendet om at rejse et billede for dyret.

For at forstå, had der kunde udgøre et billede af pavevæsnet, må vi først forstå, hvad pavevæsnet selv er. Dyrets fulde udvikling eller oprettelsen af det pavelige overherredømme skriver sig fra 538 da Justinians lov trådte i kraft, der gjorde paven til kirkens hoved og kætteres revser. Pavemagten var en kirke, der sad inde med borgerlig statsmagt, et kirkesamfund, som havde myndighed til at straffe alle anderledes tænkende ved at fratage dem deres gods, sætte dem i fængsel, pine og plage dem, ja dræbe dem. Hvad bliver da vel et billede af pavevæsnet? Jo, et andet kirkesamfund udrustet med lignende magt. Hvorledes kan et sådant billede rejses i dette land? Sæt blot, at vort lands protestantiske menigheder fik magt til at dømme og straffe kættere, magt til at indskærpe sine læresætninger under straf efter den borgerlige lov, havde vi da ikke et nøjagtigt billede af pavevæsnet, som det var i de dage, da det skaltede og valtede efter behag?

Man kan indvende, at medens pavekirken forholdsvis var en enhed og derfor i alle sine dele kunde handle i indbyrdes overensstemmelse, hvor det gjaldt at indskærpe visse læresætninger, er den protestantiske kirke så splittet, at den ikke kan blive enig om, hvilken lære man i det enkelte skal opfordre folket til at understøtte. Svaret bliver: Der er visse ting, som er fælles og tilstrækkelige som grundlag for samvirken. Som de fornemste blandt disse kan nævnes læren om de dødes bevidsthedstilstand og sjælens udødelighed, der jo på en gang er spiritismens grundvold og overbygning, og tillige læren om, at ugens første dag er de kristnes sabbat.

Sæt nu, at disse menigheder danner en kirkelig samfundsorden, - sæt, at regeringen sætter lovlighedens segl på en sådan orden og giver den magt (en magt, som ikke fås, førend regeringen giver den) til at påtvinge folket de læresætninger, som de forskellige sekter alle som en kan antage som grundlaget for en forening, hvad har vi så i virkeligheden? Jo, netop hvad profetien nævner, - et billede for det pavelige dyr, som dyret med de to horn har givet liv, givet det at tale og handle med vælde.

Og se, netop en slig kirkelig bevægelse som denne, en vidt omfattende sammenslutning mellem de ledende kirker her i landet, den største man nogen gang har bevidnet i landets historie, er kommen i stand i de sidste få år. Selve dannelsen af en så vældig sammenslutning af den art er i sig selv en begivenhed af overvældende betydning, helt bortset fra, hvad resultat man kan vente sig deraf; og i virkeligheden betragtes den også af sine grundlæggere og deres medinteresserede som den største kirkelige bevægelse siden reformationen. Og man mærke sig, at denne vældige sammenslutning er sat i gang i den udtrykkelige hensigt at vinde kontrol over landets politik og over lovgivningsmagten, formentlig i kristendommens interesse. Ad denne vej mener man at kunne føre hele landets befolkning til Kristus og ved lignende foranstaltninger blandt andre nationer endelig opnå at få Kristi rige oprettet på jorden. Dette er, hvad bevægelsens talsmænd mener og siger rent ud.

Lad os notere os de ledende fakta henhørende til dannelsen af denne mægtige sammenslutning og den aktivitet.

Allerede så tidligt som i sekstiårene i det forrige århundrede og fremover hævede der sig røster med krav på og forudsigelse om dannelsen af en kirkesammenslutning i De forenede stater, uden at agitationen dog dengang antog nogen fast form.

År 1900 holdtes der i New York af protestantiske præster en sammenkomst, hvori ”Det nationale kirkeforbund” blev stiftet. Som led heri indgik dannelsen af mindre lignende lokalforbund i alle unionens stater.

To år senere blev der ved forbundets møde i Washington, D. C. nedsat en korrespondance-komité, som affattede en skrivelse, stilet til de ledende protestantiske kirker i De forenede stater vedrørende indbyrdes samarbejde med henblik på kristelig virksomhed. De opfordredes til at optræde samlet ”i forsøget på at fjerne samfundets onder, røde bod på den last of fordærvelse, som er rådende i de større byer, og opmuntre til afholdenhed, større agtelse for sabbatten og renere sædelig vandel”.

I november 1905 havde organisationen vokset sig så stærk, at den kunde sammenkalde sin første generalforsamling, der holdtes i Carnegie Hall, New York. Ved denne lejlighed fremmødte flere hundrede delegerede fra alle de fornemste protestantiske kirker i De forende stater. Kirkesamfund med et medlemsantal på 500.000 eller flere havde ret til 50 delegerede; mindre samfund med under 100.000 medlemmer kunde sende fem delegerede. I en velkomsttale på vegne af New Yorks kirker bemærkede dr. R. s. MacArthur, at denne konference vilde få større betydning for Amerika og for hele verden end noget tidligere møde.

I et andet møde ytrede en af talerne (dr. Dicky) under drøftelsen af forbundets rapport: ”Jeg håber, at vi som et praktisk resultat af denne konference skal bevidne dannelsen af en organisation, der vil udfolde en så stor kraft, at både lovens overtrædere såvel som lovens udstedere bliver nødt til at respektere den og må regne med den, når sagen gælder vigtige moralske spørgsmål. Vort evangelium er lovens håndhævelse. Det ligger inden vort område i den højestes navn at foreholde de styrende, at de må respektere kirken.” Og i konferencens sidste møde talte biskop Hendrix af metodistkirken om vor nation som kirkens sidste produkt og Kristus som verdens fornemste borger. ”Kristus,” sagde han, ”er ikke en frelser fra verden, dvs. adskilt fra den, men han er selve verdens frelser; og Guds rige skal komme som et resultat af den borgerlige styrelses gradvise omlæggelse på kristelig basis.”

Under denne generalforsamlings antog forbundet fast form og stod nu færdigt til for alvor at påskynde sin aktivitet i kirkelige sager og statsanliggender. Det omfattede nu ifølge officielle opgaver 30 kirkesamfund med 18. 000.000 kommunikanter, repræsenterende ca. 50.000.000 mennesker. Hvilket virkefelt det har sat sig, fremgår bl.a. af følgende paragraf i organisationsplanen:

”4. At sikre Kristi kirker den overvejende indflydelse i alt, hvad der vedrører menneskenes moralske og sociale tilstande, i den hensigt at gære Kristi lov anvendelig for alle forholde i menneskelivet.”

Dette store kirkeforbund vil altså i overensstemmelse hermed gøre sin magt gældende ”i alt, hvad der vedrører menneskenes moralske og sociale tilstande,” og ”i alle forholde i menneskelivet”; det vil sige, dets magt vil blive følt i alting og overalt, gennem hele samfundet.

I december 1908 holdt forbundet, som nu antog navnet: ”Fællesrådet for Kristi kirker i Amerika,” sit første møde i Philadelphia. Her drøftedes spørgsmål som: ugentlig religionsundervisning, samarbejde i fremmedmissionen, dannelsen af statsforbund og mindre lokalforbund, kirken og immigrationen, deres indbyrdes forhold, kirken og det moderne industriliv, afholdsbevægelsen, søndagens helligholdelse, de internationale forhold. Under drøftelsen af søndagens iagttagelse kom det på en ganske uventet måde for dagen, at der under den tilsyneladende ydre enighed skjulte sig så afvigende indre opfatninger, at forbundstanken ikke viste sig størk nok til at samle det skilte. En komité, der var nedsat til at udarbejde resolutioner til fremlæggelse for rådet, indsendte følgende:

”2. At al modstand, der rejser sig mod herrens dag, dens krav og hellighed, kraftig bør afvises gennem pressen, gennem alle de bestående foreninger til støtte for søndagen samt gennem sådanne love, som vi kan sikre os til værn mod dette bolværk for vor amerikanske kristendom.

”3. At vi glæder os over udsigterne til fuld enighed og fælles optræden blandt de forskellige organisationer i Amerika, som virker for bevarelsen af Herrens dag som en dag til hvile og gudsdyrkelse.”

Øjensynlig kunde Syvende Dags Baptisterne, der jo havde sluttet sig ril forbundet, ikke godt gå med på en slig erklæring som ovenstående. Følgelig blev der gjort et forsøg på at bevare grebet om kristelig enhed og harmoni i rådet ved fremlæggelsen af følgende resolution: ”Besluttet, at vi i de her fremlagte resolutioner ikke har til hensigt at stille os i vejen for de i rådet repræsenterede brødre, der samvittighedsfuldt holder den syvende dag i ugen i stedet for den første som en dag til hvile og tilbedelse.”

Aldrig så snart var man færdig med oplæsningen af denne resolution, før en metodistbiskop (Neely) rejste sig. ”De, der sigtes til i denne resolution,” sagde han, ”tror ikke på Herrens dag, men på en anden dag. Disse resolutioner lægger vægt på Herrens dag, Vi må stå for Herrens dag og ikke svække vor egen erklæring.”

Pastor Wayland Høyt holdt en alvorlig tale i favør af resolutionen. Han mindede de delegerede om, at Syvende dags Baptisterne var retmæssige medlemmer af rådet, og at broderbåndet krævede, at man havde agtelse for deres overbevisning. En af Syvende dags Baptistenes egne delegerede, Pastor A. E. Main, Dekanus ved Alfred teologiske seminarium, N. Y., bad om ordet og sagde:

”Vi ved, at vi repræsenterer det mindste samfund i dette råd, og af den grund erkender vi med tak, at I indbød os til som et evangelisk og kristeligt samfund at indtræde i forbundet. Vi har samvirket trofast med eder; og kan vi nu tro, at et råd sammensat af kristne brødre her i denne by, der bærer navnet broderkærlighed, og hvor en syvende dags Baptist førte forsædet i en af kongressens samlinger under revolutionen, vil fatte beslutninger, der gå os ganske imod, og nægte os vor fulde frihed, når vi står side om side med eder i hele denne bevægelse?”

Alle krav på religionsfrihed og lige rettigheder blev imidlertid afvist. Den overvejende opfatning i rådet gik imod resolutionen. Og af de udtalelser, der faldt fra deres læber, som bekæmpede den, fik man den tydelige forståelse, at der ikke måtte tages noget hensyn til deres anskuelser, der iagttog den syvende dag som sabbat. Resolutionen blev forkastet med en betydelig majoritet.

Af denne uventede vending under konferencens forhandlinger fremgår det klart, at dette store kirkeforbund ikke vil undse sig for at øve tvang over minoriteten i sager, der angår kristelig lære og praksis. Dette er ikke nærmest fordi nogen af medlemmerne ønsker at vise sig intolerant mod anderledes tænkende, men fordi bevægelsen i sine grundtræk er intolerant i sig selv. At skaffe sig magt var forbundets egentlige grundidé; og hensigten var ikke at nå målet ad overbevisningens vej, men ved tvangsmidler. Der findes en anden magt, som ikke beror på det større eller mindre antal, nemlig Guds magt, hvorigennem menneskene overbevises om sandheden og drages sammen til eet på sandhedens basis. Men det er ikke denne magt, kirkerne søger gennem forbundet. Hvad de har tilvendt sig er den magt, der følger med en massesammenslutning, en kirketrust; og deres stræben går ud på at knuse alt, hvad der står dem i vejen.

I denne sammenslutning har kirkerne ingen tanke om at stå sammen i ”Åndens enhed”, men kun at stå sammen i det ydre; og den ånd, der råder i en sådan sammenslutning, er ganske forskellig fra den Ånd, der i skriften kaldes ”Sandhedens Ånd”. Fællesrådet lagde ingen vægt på sandhedens værd; dette kunde det umuligt gære, når selve dets opgave gik ud på at ignorere forskellen mellem medlemmernes religiøse anskuelser for at komme i besiddelse af den verdslige magt, der følger med en masseoptræden.

Som officielt betegnet var forbundets opgave den at give udtryk for ”den kristne kirkes brodersamfund og almindelige enhed”. Men den intolerante åndsretning kunde alligevel ikke skjules. Den kom klarlig til syne i strid med det foregivne fællesskab og den ydre enhed. Og når en sådan åndsretning gør sig gældende mod dem, der står sammen med forbundet, arbejder sammen med det og virker for dets vækst og trivsel, så kan man danne sig en mening om, hvilken intolerance det vil udvise mod minoriteten uden for det.

Denne store kirkelige sammenslutning, bør man huske, agter at øve fuldstændig kontrol over al kirkelig virksomhed hele landet over.

”Den tid er kommen,” sagde en taler, der gav udtryk for den rådende opfatning blandt de delegerede, ”da kirkerne bør og må kende hvert eneste menneske i hele naboskabet, så godt som de kender sine egne medlemmer…På den måde kan man nå derhen, at man - som allerede er sket i to stater – kan opsætte som regel, at ”en vis kirke skal holdes ansvarlig for hver kvadratmil”….Forbundets bestræbelse bør gå ud på at indskærpe nødvendigheden af, at enhver føler sig ansvarlig for de distrikter, de har overtaget. Når disse dækker hele staten, og kirkerne i den grad benytter sig af lejligheden og erkender ansvaret, at hver kirke for sig selv kender hver eneste stemmeberettiget borgers standpunkt overfor moralske spørgsmål og ihærdig bestræber sig for at vise dem den rette side af sagen, så vil moralske reformer med lethed kunne gennemføres hurtig og grundigt.

I besvarelsen af det spørgsmål derfor, om noget sådant som et ”billede” af pavemagten kan blive oprettet i dette land, kan vi henvise til denne mægtige kirkeorganisation blandt landets protestanter – en organisation, som stræber efter magt til at bøje regeringsstyret efter sin vilje; som viser sig intolerant selv mod sine egne medlemmer, når spørgsmålet gælder søndagens gyldighed; som offentlig erklærer, at den endog ved lov tvang vil fastslå søndagen som sabbat, og nægter at anerkende deres rettigheder, der samvittighedsfuldt holder den syvende dag i stedet for den første; som udtrykkeligt gør krav på at være en sammenslutning af alle kristne kirker og derfor ikke erkender nogen udenfor dens organisationsplan stående kirke som kristen, og som påtager sig at kontrollere al kristelig virksomhed i hver eneste kvadratmil i De forenede stater. Er ikke dette en organisation, der vil have magt til at handle mod alle udenforstående på lignende måde, som pavemagten i sine velmagtsdage handlede mod dissentere og kættere?

Ved det første årsmøde, der holdtes af forbundets arbejdskomité i december 1900 i Louisville, Ky., kom intolerancen atter til syne i en tale af formanden, biskop Hendrix af metodistkirken, hvori han omtalte de mindre kirkesamfund som ”stumper” og sagde, at om de nogensinde havde haft nogen virkelig mission, så havde de udtjent sin hensigt, og burde nu gå over i de større samfund. ”Om nogle få år,” bemærkede han, ”burde alt kirkeligt arbejde blandt protestanterne i De forende stater henlægges til ikke mere end otte eller ti af de store samfund.” Og kirkeforbundet skyder stadig vækst i samme retning, og samlingstanken griber om sig.

1. Dyrets mærke. – Dyret med de to horn påtvinger sine undersåtter det første dyrs mærke. Vi har nu i forudsigelsen tre virkende kræfter for os, som vi for at undgå forvirring omhyggelig må skille fra hverandre:

1) Det pavelige dyr. Denne magt betegnes som ”dyret”, ”det første dyr”, ”det dyr, som fik sår af sværdet og dog levede” ”det første dyr, hvis dødelige sår blev lægt”. Alle disse udtryk gælder en og samme magt og hentyder til pavemagten, overalt hvor de påtræffes i denne forudsigelse. 1) Dyret med de to horn. Efter at det først er indført i kap. 13: 11, optræder det hele forudsigelsen igennem under stedordet det, og hvor dette stedord findes lige ned til 17. vers (kanske med undtagelse af 16. vers, hvor det muligens gælder billedet), hentyder det stadig til dyret med de to horn. 2) Dyrets billede. Dette kaldes hver gang (undtagen muligvis i netop nævnte tilfælde) billedet, så der ingen fare er for at sammenblande det med nogen anden virkende kraft.

De billedet tillagte handlinger er at kunne tale og tiltvinge sig tilbedelse under dødsstraf. Dette er også det eneste pålæg, forudsigelsen nævner som sat igennem under dødsstraf.

Dyrets mærke påtvinges ved dyret med de to horn enten direkte eller gennem billedet. Den straf, der følger med at undslå sig for at modtage dette mærke, er, at man forspilder alle sine borgerrettigheder, - berøves retten til at købe og sælge. Mærket er det pavelige dyrs mærke. Imod denne dyrets og dets billedes tilbedelse og imod antagelsen af dets mærke advarer den tredje engel i sit budskab i Åb. 14:9-12 på en højst indtrængende og alvorsfuld måde.

Det, der skal komme, og som vi ifølge forudsigelsen skal træde op imod, er altså menneskelige anordninger efter indskydelse og under ledelse af dragens ånd. Disse anordninger fordrer, at man skal gøre noget, der i virkeligheden er det samme som at tilbede en frafalden religiøs magt og modtage dens mærke. Nægter man at gøre dette, forspilder man sin ret til borgerskab og bliver lovløs i landet. Man må altså gøre, hvad der fordres, tilbede dyrets billede, eller også har man forspildt sin ret til at leve. På den anden side sender Gud os et budskab, som man ser af Åb.14: 9 – 12, en liden stund før den frygtelige trængselstid kommer, idet han erklærer, at enhver, der gør noget af alt dette, skal drikke af Guds vredes vin, som er iskænket ublandet i hans fortørnelses kalk. Den, der vægrer sig ved at føje den jordiske magt i dens forlangender, udsætter sig for den strengeste straffedom, et menneskeligt væsen kan påføre et andet; medens den, der giver efter, udsætter sig for den frygteligste vredestrussel, som findes i Guds ord. Spørgsmålet om, hvorvidt man vil lyde Gud eller mennesker, skal afgøres af den nuværende slægt under det stærkeste tryk fra begge sider, som nogensinde nogen slægt er bleven udsat for.

Dyrets og dets billedes tilbedelse, og at man antager dets mærke, må være noget, hvori der ligger den største fornærmelse mod Gud, man kan tænke sig, siden den kan nedkalde en så streng vredesdom. Dette er noget, der, som allerede vist, finder sted i de sidste dage; og da Gud i sit ord har givet os overflødige vidnesbyrd om tiden, når de sidste dage er, så ingen behøver at lade sig overliste af Herrens dag som af en tyv, så må han også have givet os det rette middel til at komme til klarhed over, hvad det vil sige, at man antager dyrets mærke, en handling, som han så stærkt har fordømt, for at man kan undgå den frygtelige straffedom, der så sikkert vil følge på denne gerning. Gud leger ikke således med menneskelige forhåbninger og et menneskes skæbne, at han forkynder den frygteligste dom over et menneskes synd og så gør det umuligt at få rede på, hvori denne synd består, så vi intet middel har, hvormed vi kan værge os imod den.

Vi bør nøje undersøge dette vigtige spørgsmål: Hvad er dyrets mærke? Det billedlige udtryk ”et mærke” er lånt fra en gammel sædvane. I bd. III af sin Dissertations on the Prophecies, s. 241, siger biskop Newton: ”Blandt oldtidens folk var det almindeligt, at tjenerne mærkedes med sin herres mærke, soldaterne med sin generals, og de, der dyrkede en eller anden særlig guddom, med netop denne guddoms mærke. Disse mærker indtrykkedes sædvanligvis på den højre hånd og på panden og bestod i en slags billedskrift eller også navnet i almindelige bogstavtræk eller også navnet omsat i taltegn, alt efter dens ønske, som påtrykte mærket.”

I sit værk Connection, bd. II, s. 78, siger Prideaux, at Ptolemæus Filopater befalede, at alle de jøder, der søgte om ret til at lade sig indtegne som borgere i Alexandria, under dødsstraf med et gloende jern skulde mærkes med billedet af et vedbendblad, hans Gud Bacchus’ tegn.

Det ord, der i foreliggende forudsigelse benyttes for tegn er charagma, som betyder ”et indgraveret, indhugget mærke, indskåret eller påtrykt”. Det forekommer ni gange i det nye Testamente og gælder med en enkelt undtagelse (Ap.G 17: 29) hver gang dyrets mærke. Vi må naturligvis ikke forstå det så, at der i denne sindbilledlige forudsigelse menes et udvortes mærke; men den omstændighed, at der i oldtiden brugtes et sådant mærke, benyttes som et billede til betegnelse af noget vist, der til fuldbyrdelse af nærværende forudsigelse skal ske. Og af den måde, hvorpå mærket fordum bogstavelig anvendtes, lærer man noget om, i hvilken mening det benyttes i forudsigelsen; thi der må findes en eller anden lighed mellem tegnet og det betegnede. Det udvortes mærke angav, at den, som bar det, var dens tjener, hvem mærket tilhørte; han anerkendte hans magt og myndighed eller lovede ham troskab og lydighed. Således må da dyrets eller pavevældets mærkevære en handling eller en bekendelse, hvorved denne magts myndighed anerkendes; men hvilken?

Man må naturligvis søge mærket blandt nogle af pavevældets særlige kendemærker. Daniel siger, idet han beskriver denne magt under det lille horns sindbillede, at den fører krig imod Herren, plager den Højestes hellige og tager sig for at forandre tider og lov. Profeten forklarer sig nøjere desangående; ”Han skal tænke på at forandre tider og lov.” Denne lov må visselig være den Højestes lov; thi man vilde gøre åbenbar vold på profetens ord ved at tyde det om menneskelige love og lade ham sige: ”Han skal tale ord imod den Højeste og undertrykke den Højestes hellige og tænke på at forandre menneskelig lov.” Lad det derimod gælde Guds lov, og lad det stå: ”Han skal tale ord imod den Højeste og undertrykke den Højestes hellige og tænke på at forandre den Højestes tider og lov,” – se, da er alt rimeligt og let forståeligt. Det hebraiske ord (dath) betyder lov; Septuaginta (de 70 fortolkere) bruger nomos i ental, det er: lov. Dette leder tanken ligefrem hen på Guds lov. Pavevæsnet har gjort mere end blot at ”tænke på” at forandre menneskelige love; det har forandret dem efter eget tykke. Det har tilintetgjort befalinger fra konger og kejsere og fritage undersåtter fra deres lydighed mod sin retmæssige hersker. Det har blandet sig op i nationers anliggender og har bragt herskere til på den aller ydmygeste måde at falde tilfode. Dog skuer profeten endnu større og formasteligere handlinger end disse. Han ser, at denne magt stræber efter at gøre noget, som den ikke kunde gøre, men blot kunde forsøge på at gøre, noget som intet menneske eller noget menneskeligt forbund nogensinde kan udrette, nemlig at forandre den Højestes lov. Kom dette ihu, medens vi nu henviser til et vidnesbyrd af en anden af de hellige forfattere netop angående dette punkt.

I 2 Thess. 2 taler Paulus om samme magt og beskriver den i pavens person som det ”syndens menneske”, der ”sætter sig i Guds tempel (menigheden) som Gud” og ”ophøjer sig over alt, hvad der kaldes Gud og helligt”. Ifølge dette sætter paven sig op som den eneste, hele menigheden skal henvende sig til for at erholde bemyndigelse i stedet for til Gud. Vi vil bede læseren nøje at grunde på det spørgsmål, hvorledes han vel kan ophøje sig over Gud. Gennemsøg hele rækken af menneskelige anslag, tag selv de største anstrengelser i betragtning og sig så: efter hvilken plan, ved hvilket skridt og grundet på hvilken påstand kunne denne magt raner ophøje sig over Gud? Han kunde gerne indstifte så mange ceremonier, han vilde, gerne foreskrive en hvilken som helst tilbedelsesform, gerne vise al den magt og myndighed til skue, han fandt for godt, dog så længe som Gud stillede krav, folket følte sig forpligtet til at tage hensyn til frem for hans, så længe vilde han ikke være over Gud. Han kunde gerne udstede en lov og lære folk, at det var deres skyldighed at adlyde den ligeså meget som Guds lov; men da vilde kan kun gøre sig lige med Gud. Men han skal gøre mere end dette; han skal forsøge på at hæve sig over Gud. Han må derfor kundgøre en lov, som strider imod Guds lov, og forlange lydighed mod sin lov frem for Guds. Der er ingen anden vej mulig, ad hvilken han kan komme i den stilling, profeten påpeger. Men at gøre dette vilde ligefrem være at forandre Gud lov; og kan han få folket til at antage denne forandrede lov i stedet for den oprindelige lov, da står han, lov forandreren, over Gud, lovstifteren. Og det var netop dette, Daniel sagde, at han skulde tænke på at gøre.

En sådan gerning som denne må altså pavevældet udføre efter profetens ord, der ikke kan slå fejl; og når dette sker, hvad har så verden? Jo, to love, der kræver lydighed, den ene Guds lov, således som han oprindelig har ladet den udgå, således som den i et og alt indeholder hans vilje og udtrykker hans krav lige overfor hans fornuftige skabninger, den anden en forandret udgave af samme lov, udfærdiget af den romerske pave som udtryk for hans vilje. Hvorledes skal man da afgøre, hvilken af disse to magter folk ærer og tilbeder? Jo, alt efter den lov, de lyder. Lyder de Guds lov, således som han har givet den, så tilbeder og lyder de Gud; holder de loven, således som den er forandret af pavevældet, så tilbeder de denne magt. Men videre: profeten siger ikke, at det lille horn, pavemagten, skulde til side sætte Guds lov og oprette en ganske anden; dette vilde ikke være at forandre loven, men ligefrem at give en ny lov.. Han skulde forsøge at foretage en forandring, så at den lov, der kommer fra Gud, og den lov, der kommer fra paven, nøjagtig er hinanden lige, fraregnet den forandring, paven har foretaget i hin. De har mange ting tilfælles; men ingen af de bud, de har tilfælles, kan skille den, det tilbeder den ene af dem, fra den, der tilbeder den anden. Hvis Guds lov siger: ”Du skal ikke slå ihjel,” og loven givet af paven siger det samme, kan ingen sige, fordi en overholder dette bud, hvorvidt han vil lyde Gud mere end paven eller paven mere end Gud. Men dersom et bud er blevet forandret, da bliver den, der holder buddet således, som Gud oprindelig har givet det, derved kendt som en, der tilbeder Gud, medens den, der holder det således, som det er forandret, derved betegnes som den, der følger den magt, der foretog forandringen. På den måde kan man ikke skelne de to klasser af tilbedere fra hinanden. Denne slutning må enhver oprigtig sjæl sige er ret; men heri har vi svaret på ovennævnte spørgsmål: Hvad er dyrets mærke? Og svaret er dette: dyrets mærke er den forandring, dyret har forsøgt at foretage i Guds lov.

Nu spørges der: Hvad er denne forandring? Med Guds lov mener vi den moralske lov, den eneste lov i verdensaltet, der uforanderlig og evigt bindende for alle, den lov, hvorom Webster siger, idet han forklarer udtrykket overensstemmende med den betydning, hvor det næsten overalt og af all inden kristenheden benyttes: ”Den moralske lov indeholdes i en hovedsum i de ti budord, skrevne med Guds finger på to stentavler og givne Moses på Sinai bjerg.”

Vil man nu sammenligne de til bud, således som de findes i den romersk-katolske katekismus, med budene, således som de findes i bibelen, vil man i katekismen (de dele af samme, man særlig fordrer skal læres) se, at det andet bud er udeladt, at det tiende er delt i to for at fylde det hul, der fremkommer, når man udelader det andet, og for at beholde tallet ti, og at det fjerde bud (efter deres opregning det tredje) skal forpligte en til at helligholde søndagen som sabbat samt foreskrive, at man skal bruge denne dag til den andagt at høre messe, gå til aftensang og læse moralske, gudelige bøger. Her findes der flere afvigelser fra de ti budord, således som de står i bibelen. Men hvilken forandring er vel den lovændring, hvorom profetien taler. Tages de kanske alle med i denne forandring? Man må huske på, at han ifølge forudsigelsen skulde tænke på at forandre tider og lov. Dette vil antyde, at der en plan og beregning med i spillet, hvilket kommer i betragtning i den omhandlede forandring. Nu mener katolikkerne med hensyn til det berettigede i at udelade det andet bud, at det allerede ligger i det første og derfor ikke bør tages som et særskilt bud; og lige overfor det tiende påstår de, at der findes en så betydelig begrebsforskel, at her må være to bud; de gør da det at begære sin næstes hustru til det niende bud og at begære det, som hører ham til, til det tiende.

I alt dette påstår de, at de gengiver budene nøjagtig således, som Gud vilde, de skulde opfattes, så at vi ikke kan betegne disse forandringer som planmæssige, tilsigtede forandringer, om vi end må betragte dem som vildfarelser i tydningen af budene. Dog ikke så med det fjerde bud! Angående dette påstår de ikke, at deres gengivelse er som den af Gud givne. De tiltager sig udtrykkelig ret til at gøre en forandring her og påstår, at kirken har ret til at foretage en sådan forandring. Dette vil klart fremgå af nogle ord fra ledende katolske værker. I en katolsk afhandling, kaldet Treatise of Thirty Controversies, står der:

”Guds ord siger, at den syvende dag skal være sabbat for Herren og holdes hellig. I (protestanter) forandrer dette uden noget skriftords bemyndigelse til ugens første dag, dertil berettiget alene ved vore traditioner. Flere engelske puritanere indvender mod dette, at den første dags helligholdelse berettiges af skriften, hvor der står ugens første dag. ApG. 20: 7; 1 Kor 16: 2; Åb. 1: 10. Når de anfører disse steder, har de da ikke spundet en fin tråd? Kunde ikke vi skaffe bedre beviser for skærsilden og bønner for de døde, helgentilbedelsen og lignende, kunde de i sandhed have god grund til at le os hånligt ud; thi hvor står det vel skrevet, at dette var sabbatsdage, da samlinger som nævnte holdtes? Eller – og dette er summen af det hele – hvor står der noget påbud om, at den første dags helligholdelse skulde træde i stedet for den syvende dags helligholdelse, den dag, om hvilken Gud forordnede, at den skulde helligholdes til evig tid? Nej, der står ikke noget af alt dette i Guds skrevne ord.”

I Catechism of the Cristian Religion, af Stephen Keenan (Boston, Patrick Donahue, 1857), side 206, finder man følgende spørgsmål og svar i anledningen af tredje (fjerde) bud:
”Sp.: Hvad befaler Gud i dette bud?
”Sv.: Han befaler, at vi på en særlig måde skal helligholde den dag, på hvilken han hvilede efter sin skabergerning.
”Sp.: Hvilken dag er denne hviledag?
”Sv.: Ugens syvende dag, lørdag; thi i seks dage skabte han og hvilede på den syvende. 1 Mos 2:2; Heb. 4:1, osv.
”Sp.: Er det altså lørdagen, vi bør helligholde for at adlyde Gud anordning?
”Sv.: I den gamle lovs tid var lørdagen den dag, som blev helliget; men belært af Jesus Kristus og ledet af Guds Ånd buttede kirken lørdag med søndag, så at vi nu helligholder den første, ikke den syvende dag. Søndagen står for og er nu Herrens dag,”

I Catholic Christian Instructed (I. P. Kenedy, New York, 1884), side 202, står der:
“Sp.: Hvad har man at holde sig til, når man helligholder søndagen frem for den gamle sabbat, lørdagen?
”Sv.: Vi har den katolske kirkes myndighed og overleveringerne fra apostlenes dage.
”Sp.: Byder da skriften nogetsteds, at søndagen skal helligholdes som sabbat?
”Sv.: Skriften pålægger os at håre menigheden (Matt. 18: 17; Luk. 10: 16) og at holde fast ved apostlenes traditioner (2 Thess. 2: 15); men skriften nævner ikke særlig denne sabbattens forandring.”

I The Doctrinal Catechism (Kenedy, New York) side 174, findes yderligere vidnesbyrd i samme retning:
”Sp.: Har man nogen anden måde, hvorpå man kan bevise kirkens magt til at anordne festdage ved lov?
”Sv.: Om den ikke havde en sådan magt, kunde den ikke have gjort, hvad alle protestanter samstemmer med den i – den kunde ikke have sat søndagens helligholdelse, den første ugedags, i stedet for lørdagens helligholdelse, den syvende dags, en forandring, som den hellige skrift ikke hjemler.”

I Abridgement of Christian Doctrine, (Kenedy, New York), side 58, findes følgende vidnesbyrd:
“Sp.: Hvorledes beviser du, at kirken har magt til at påbyde fester og helligdage?
“Sv.: Jo, netop derved, at sabbatten er bleven ombyttet med søndagen, hvilket protestanterne går med på. De kommer derfor I en grundig selvmodsigelse, nå de strengt fejrer søndagen, men ikke overholder de fleste andre af same kirke påbudte fester.
“Sp.: Hvorledes beviser du det?
“Sv.: Jo, de holder søndagen og erkender derved kirkens ret til at anordne festdage og foreskrive, hvad der er og ikke er synd”

Og endelig har den forrige Oxforder-Baccalaureus i de frie kunster, W. Lockhart, i det katolske Toronto-blad Mirror udsendt følgende “udfordring” til alle irske protestanter – en udfordring, der passer ligeså godt for Amerika som for Irland. Han siger:

“Jeg udfordrer derfor højtidelig de irske protestanter til med klare skriftsteder at bevise følgende angående ens pligt til at helligholde den kristne sabbat: 1) at kristne har lov til at arbejde på lørdag, den gamle syvende dag; 2) at de er forpligtede til at helligholde den første dag, nemlig søndag; 3) at de ikke er forpligtede til at holde den syvende dag.”

Dette er, hvad pavemagten påstår at have gjort med hensyn til det fjerde bud. Katolikkerne erkender åbent og klart, at der ingen skriftbemyndigelse findes for den forandring, de har foretaget, men at den helt og holdent hviler på kirkens magtfuldkommenhed; og som et tegn eller mærke på kirkens myndighed i denne retning fremholder de dette, at de har forandret hviledagen fra lørdag til søndag, og fremsætter det som bevis på dens magt i så henseende.)

”Men,” siger en, ”jeg antog, at Kristus forandrede sabbatten.” Ja, mange antager det, og dette er ganske naturligt; thi således er man oplært. Medens vi derfor ikke kan fælde nogen fordømmelses dom over nogen for en sådan tro, må vi dog give dem at forstå, at deres tro i dette stykke er en af de største vildfarelser. Vi vil derfor minde sådanne om, at ifølge forudsigelsen skulde den eneste forandring, der nogensinde foretoges i Guds lov, iværksættes af det lille horn i Dan. 7, syndens menneske i 2 Thess. 2; og den eneste forandring, som er bleven foretagen i den, er sabbattens forandring. Foretog nu Kristus denne forandring, så gjorde han den gudsbespottende magts gerning, hvorom både Daniel og Paulus taler, - en slutning fæl nok til at drive alle kristne bort fra en anskuelse, som fører dertil.

Hvorfor skulde overhovedet nogen søge at bevise, at Kristus forandrede Sabbatten? Den, som det gør, gør noget, han ikke får tak for. Paven vil ikke takke ham; thi dersom det bevises, at Kristus gjorde denne forandring, da berøves paven pantet på sin magt og bemyndigelse. Ingen ret oplyst protestant vil takke ham; thi lykkes det ham, beviser han kun, at pavevældet ikke har gjort, hvad profetien forud havde sagt, det skulde gøre, følgelig altså at profetien har slået fejl, og at man ikke kan lide på skriften. Nej, det er nok bedst, at sagen står således, som profetien har stillet den; man gør nok rettest i at indrømme den påstand, paven uvitterlig fremsætter. Når man beskylder en for en gerning, og denne da offentlig bekender, at han har gjort, hvad han beskyldes for, da anses dette sædvanligvis for tilstrækkeligt til at bringe sagen på det rene. Når således profetien siger som sikkert, at en vis magt skal ændre Guds lov, og så i sin tid denne selvsamme magt opstår, gør, hvad der er forudsagt om den, og åbent tilstår, at han har gjort det, hvilke yderligere beviser trænger vi så til? Verden bør ikke glemme, at det af Paulus varslede store frafald har fundet sted, at syndens menneske i lange, lange tider har så godt som udelukkende ret til i verden at undervise om Kristus, og at uretfærdighedens hemmelighed har spredt sin mørke skygge og sine vildfarende lærdomme udover så godt som hele kristenheden, og at af denne vildfarelsens og mørkets og fordærvelsens tidsalder er vore dages teologi oprundet. Skulde det da være så underligt, om der endnu fandtes nogle papistiske levninger, som måtte fjernes, før reformationsværket er fuldt færdigt?

A. Campbell (Baptism, side 15) siger, idet han taler om der forskellige protestantiske sekter: ”De gemmer alle sammen endnu i sin barm, i sin kirkelige orden, sin gudsdyrkelse, sine lærdomme, og hvad de holder helligt, flere papistiske levninger. De er i bedste fald en reformation af papisteriet og kun til dels reformerte. Menneskelige lærdomme og traditioner hindrer endnu det evangeliums magt og fremskridt, de har i sin hånd.”

Det er værd at lægge nøje mærke til den forandring, som det lille horn har forsøgt at foretage i Guds lov. For at ophøje sig over Gud gør det, hvad det kan for at ændre det bud, som er lovens grundvold, det bud der kundgør, hvem lovgiveren er, og som indeholder hans segl. Dette gør det fjerde bud, men intet andet. Vistnok indeholder fire andre ordet Gud; tre af dem også ordet Herre; men hvem er den Gud Herren, om hvem de taler? Uden det fjerde bud lader dette sig umulig sige; thi afgudsdyrkere af alle slags anvender disse udtryk om de mange og forskelligartede genstande for deres tilbedelse. Men det fjerde bud peger på den rette forfatter af de ti budord, og gør således alle falske guders krav med ét slag til skamme; thi den Gud, som her kræver tilbedelse af os, er ikke noget skabt væsen, men den alene, som har skabt alle ting. Jordens og havets, solens og månens og hele stjernehærens skaber, verdensaltets styrer og bevarer, han alene kræver og har ifølge sin stilling ret til at kræve vor uindskrænkede ærefrygt frem for nogen anden. Det bud, der kundgør dette, er derfor netop det bud, man kunde antage, at den magt vilde søge at ændre, som havde til hensigt at ophøje sig selv over Gud. Gud gav os sabbatten til et minde om sig selv, en ugentlig påmindelse for menneskene om hans gerning, da han skabte himlen og jorden, et mægtigt værn imod gudløshed og afgudsdyrkelse. Den er lovens tegn og segl. Dette bud har pavemagten revet ud af dets plads og i dets sted af egen magtfuldkommenhed sat en anden indstiftelse i den hensigt at tjene et andet formål.

Denne forandring i det fjerde bud må derfor være den forandring, hvorpå profetien peger, og søndagens helligholdelse må være dyrets mærke! Måske enkelte, som længe har betragtet denne indstiftelse med ærefrygt, vil studse og drage sig tilbage næsten med rædsel ved denne slutning. Vi har ikke rum her, kanske er dette heller ikke stedet til at indlade sig på en bevisførelse i det vide og brede angående sabbats spørgsmålet og at forklare oprindelsen til og helligholdelsen af ugens første dag. Lad os kun sige dette ene: Dersom den syvende dag endnu er den sabbat, det fjerde bud påbyder, dersom man i skriften ingen støtte har for at højtideligholde ugens første dag, dersom denne helligholdelse er bleven indført som en kristen indstiftelse med overlæg og med sigte på et bestemt mål er bleven sat i stedet for de ti budords hviledag, og det af den magt, der sindbilledlig fremstilles ved dyret, stillet der som pant og tegn på dens magt til at give love for kirken, - er dette da ikke nødvendigvis dyrets mærke? Svaret må live: Jo! Men alle disse antagelser er den rene virkelighed.

Man vil da atter sige: Så har jo alle søndagsholdere dyrets mærke; så havde jo alle gode kristne fra forbigangne tidsaldre, som helligholdt denne dag, dyrets mærke; så havde jo Luther, Whitefield, Brødrene Wesley og alle, som har udført et godt og ædelt arbejde for reformationens sag, dyrets mærke; så er jo alle de velsignelser, som er bleven udøst over de reformerte menigheder, bleven udøst over dem, som havde dyrets mærke; og alle de kristne nu for tiden, der holder søndagen som sabbat, har jo da dyrets mærke.

Vi svarer: Nej, aldeles ikke! Det gør os ondt at måtte sige, at enkelte foregivne religiøse lærere vedbliver med at misrepræsentere os i dette stykke, ihvorvel vi mange gange har rettet på dem. Vi har aldrig troet eller lært noget sådant. Hvad vi går ud fra, fører ikke til sådanne slutninger. Lyt til vore ord: Dyrets mærke og tilbedelse påtvinges af dyret med de to horn. At man modtager dyrets mærke er en ganske særlig handling, som dyret med de to horn skal lade ske. Det tredje budskab i Åb. 14 indeholder en nådig advarsel, der bereder folket for den kommende fare. Der kan altså ikke være nogen tilbedelse af dyret, man kan ikke modtage dets mærke, sådan som profetien fremstiller det, førend dyret med de to horn påtvinger samme. Vi har set, at en væsentlig betingelse for, at den forandring, som pavemagten har gjort i Guds lov, skulde blive denne magts mærke, er, at den indskærpes i en bestemt hensigt. Derfor må også enhver, der antager dette mærke, gøre det i en bestemt hensigt; med andre ord, man må, idet man antager forandringen, være vidende om, at den er dyrets gerning, og modtage den på dyrets tilskyndelse og under dets ansvar, trods Guds krav.

Dette er da den ånd, som de kommer til at besjæles af, der tilbeder dyret, - en ånd, der formaster sig mod al verden Gud uden blusel og kun af mangel på evne hindres fra at kuldkaste hans styrelse og tilintetgøre hans trone. Er det da noget under, at Jehova imod en så himmelråbende frækhed udtaler den forfærdeligste trussel, hans ord indeholder?

1. Slutningsværket. – Vi har nu set, hvori egentlig dyrets billede må komme til at bestå, således som dyret med de to horn skal oprejse det, tilligemed det sandsynlige i, at man vil oprejse et sådant billede i vort land; vi har også set, hvad der må være dyrets mærke, som skal påtvinges alt folket. Når en kirkelig samfundsordning mellem flere og færre forskellige sekter inden vort land oprettes, til dels også med nogen samvirken mellem disse og de romersk-katolske, i forbindelse med en almindelig lov om, at søndagen skal være hviledag, der kundgøres og ved tvangsmidler gennemføres, så opfylder det, hvad forudsigelsen udtaler med hensyn til billedet og dyrets mærke; og noget sådant, eller hvad der nøjagtigt svarer hertil, forlanger profetien. De beviser, der fører til disse slutninger, er så bestemte og tydelige, at man ikke kan andet end at godkende dem, De er en klar og fuldstændig tankerigtig følge af de givne forudsætninger.

Da man første gang så tidlig som i 1850 tydede Åb. 13: 11 – 17 om De forenede stater, opstillede man disse anskuelser om et forbund mellem kirkerne og en vidstrakt bevægelse til fordel for søndagen. Men dengang viste der sig intet tegn, højt eller lavt, i hjemmet eller udenom; der var ingen antydning til, at sagen nogensinde vilde stille sig således. Dog havde man jo profetien, og den kan ikke rokkes. De forenede staters regering havde ved sin plads, tiden for sin opkomst og måden, hvorpå den opstod, samt ved sit ydre væsen giver et overbevisende bevis på, at den var netop den magt, dyret med de to horn sindbilledlig betegnede. Man kunde ikke tage fejl i den slutning, at dette var netop der folk, nævnte sindbillede antydede. Da nu dette var så, måtte vor stat gå i den retning og udføre alt således, som forudsagt var. Man havde forudsigelser, som ikke kunde fuldbyrdes ved noget mindre end ovennævnte bevægelse med hensyn til stat og kirke, og medmindre den pavelige sabbat blev indskærpet som dyrets mærke.

At påstå dengang, at vor stat skulde følge en sådan politik og indlade sig på en sådan gerning, - at påstå dette uden nogen tilsyneladende sandsynlighed for sig, krævede ikke liden tro. Men på den anden sige at nægte det eller lade det uænset, medens man indrømmede, at sindbilledet måtte gælde vort land, stod jo hverken i overensstemmelse med skriften eller almindelig sund sans. Det eneste, den i sådanne tilfælde har at gøre, der ydmygt og tillidsfuldt gransker forudsigelsen, er at tage lyset, sådan som det gives, og tro profetien i alle dens dele. Man stillede sig altså modigt frem og kundgjorde åbent fra den dag af, som det gøres den dag i dag, at man vilde få noget sådant at se i De forenede stater. For hver gang, man gik bevisførelsen igennem, opdagede man nye træk, der støttede tydningen; og midt under spot og vantro har man givet agt på tingenes udvikling og afventet fuldbyrdelsens time.

Imidlertid har spiritismen forbavset verden med sin uhørte fremgang og bevist sig at være det undergørende element, der skulde bestå i forbindelse med denne magt; og herved er det væsentlige ved tolkningen mægtig styrket. Og hvad har man ikke videre nu set i løbet af de sidste få år? Jo, at selve bevægelsen sigtende til billedets rejsning er begyndt, og at søndagslovene er trådt i kraft, som vi så længe har forventet, til opfyldelsen af profetien og afslutningen på det hele værk.

Der er allerede bleven hentydet til, hvad der er nødvendigt til at bringe i stand et forbund mellem menighederne i den hensigt at vinde styrke og indflydelse til kirkelige foretagender i visse retninger; og pludselig opstår der nu over hele landet en klasse, som med hele sin sjæl går op i søndagsreformens tanke og med hoved, hånd og pung vier sig til denne og beslægtede bevægelsers fremme. Rundt omkring på forskellige steder har man ordnet sig i såkaldte sabbatskomitéer og har med iver ved bøger, traktater, foredrag og prædikener arbejdet vedholdende for at fremkalde en stærk offentlig stemning til fordel for søndagen. Da de ved moralsk indflydelse alene kun kan gøre små fremskridt, søger de ad en kortere vej, gennem politisk magt, at nå sine hensigter. Og hvorfor ikke? Kristendommen er bleven populær iblandt folket, og talrige skarer hænger ved den af navn. Hvorfor skulde de da ikke benytte sig af sin magt til gennem valgene at opnå sin hensigt? Pastor J. S. Smart (metodist) fremholder i en prædiken over ”Kristne mænds og prædikanters politiske pligter” en mening i dette spørgsmål, der råder vidt og bredt, når han siger: ”Jeg påstår, at vi har og bør have ligeså megen del som nogen anden i dette lands styrelse…. Vi er folkets masse, dyden i dette land er ikke svag; dens rækker er stærke i tal og uovervindelige formedelst sagens retfærdighed, - uovervindelige, om man er enig. Måtte kun ikke dens rækker brydes formedelst partinavne.”

I overensstemmelse med disse følelsers tankerigtige udvikling er der bleven dannet et samfund, som kaldes The National Reform Association (Den nationale reformforening), der har til formål at sikre sig lov beslutninger vedrørende religiøse indstiftelser ved hjælp af et sådant tillæg til folkets grundlov, at man kan ”stille alle kristne love, indstiftelser og skikke på en ubestridelig lovlig grund i landets grundlov”. Her ligger spiren til religiøs omvæltning, det redskab, som vil forene kirke og stat.

Denne bevægelse udgik oprindelig fra Xenia, Ohio, i februar 1863 under en sammenkomst mellem elleve forskellige religiøse kirkesamfund, der samledes til bøn og rådslagning om tilstanden i religiøs henseende. Kort efter holdtes der møder (vistnok fåtallige) i Pittsburg og andetsteds. I begyndelsen kaldte forbundet sig ”Et religiøst råd”; senere er det kendt under navn af ”Den nationale forening for tilvejebringelsen af et religiøst tillæg til De forenede staters grundlov” og vinder mere og mere folkegunst samt øges betydelig i antal.

Forbundets første nationale sammenkomst holdtes i den første forenede presbyterianske kirke i Allegheny, Pennsylvania, 27. jan, 1864, og ved dette møde opnævntes en del udsendinge, der skulde forlægge De forenede staters præsident, Abraham Lincoln, sagen til overvejelse. Et yderligere møde til sagens videre behandling afholdtes samme års 7. og 8. juli i den biskoppelige metodistkirke i ottende gade i Philadelphia og atter den 29. nov. 1864 i den presbyterianske kirke i West Arch Street.

Sammenkomster holdtes videre i New York i 1868, i Columbus, Ohio, i februar 1869, og i Monmouth, Illinois, i april 1871. Nationale konventer holdtes i Pittsburgh i 1870, i Philadelphia i 1871, i New York i 1873 og i Pittsburgh i 1874. Da denne bevægelses tilhængere blev alt for talrige til at mødes på en gang, er der på forskellige steder i landet fra nævnte år af blevet holdt møder afdelingsvis med voksende indflydelse og gunst fra folkets side. Et ugeblad der udkommer i Philadelphia, Pennsylvania, kaldet The Christian Statesman, ofrer sig med dygtighed og alvor til forsvar for denne organisations grundsætninger og formål. I fortegnelsen over bestyrerne i foreningen finder man en lang række højt fortjente og ansete navne, statsguvernører, højskolerektorer, biskopper, doktorer i teologien og retsvidenskaben samt folk, der indtager høje stillinger i alle livets praktiske gøremål.

Denne forenings formål udtales i et sammendrag i følgende, som er deres egne ord: ”Vi har til mål at frembringe en sådan ændring i De forenede staters grundlov (eller indledningen til samme), at man derved, som det sig bør, anerkender Gud den Almægtige som den, vort folk skylder sin tilværelse, og som den første og sidste kilde til dets magtfuldkommenhed, Jesus Kristus som dets hersker og bibelen som højeste rettesnor for dets gøren og laden, for således at betegne folket som et kristent folk og for at stille alle kristelige love, indstiftelser og skikke på en ubestridelig lovmæssig grund i landets grundlov.”

Et sådant program som dette mener vi er at ville gå tilbage til de mørke tidsaldres teologiske standpunkt, da kirken benyttede den borgerlige lovs arm for at sætte sine læresætninger i kraft. Hvis man nu retter sig selv nogle få spørgsmål og forsøger at svare derpå, vil man kunne se sagens betydning så meget klarere. Om man fik udvirket alt, man her har sig til formål, kom da den kristelige religion til at blive oprettet i og ved denne regering eller ej? Svarer man nu nej, må man igen spørge: vilde man under landets lov have frihed til at tilsidesætte disse kristelige indstiftelser og skikke? Svarer man hertil ja, hvad vilde der så komme ud af lovændringen? Mon vi kommer til den slutning, at disse folk er så kortsynede, at de spilder tiden med blot at befatte sig med et fantasibillede? Siger man derimod nej, hvorledes kunde man da forklare sig tingenes tilstand, når den kristelige religion ikke var oprettet ved lov?

Nej, det nytter ikke at nægte, at man med denne bevægelse tilsigter at få staten til at indskærpe religionen. At stille alle kristelige skikke og sædvaner på en lovlig grundvold er det samme som at tvinge dem frem; og tvinger man dem frem, så ”fastslår man dem”. Men vi kan ikke skelne mellem ”alle kristelige love, indstiftelser og skikke” og den kristelige religion. Påtvinger man førstnævnte ved lov, så påtvinger man også sidstnævnte; og hvad er så dette andet end en forening mellem kirke og stat?

Vistnok afviser denne bevægelses ledere med harme enhver beskyldning om at ville frembringe noget sådant som en forening mellem kirke og stat. Dog undslipper der dem af og til udtalelser, som røber mere, end de gerne vilde sige. Således sagde dr. Stevenson under mødet i Pittsburgh:

”Ved de umådelig rundhåndede gaver, den får af fordærvede politikere, er den romersk-katolske kirke praktisk og i virkeligheden byen New Yorks statskirke. Man indrømmer den denne begunstigede stilling, idet man anstiller sig som venligsindet mod religionen. Men vi foreslår at sætte virkeligheden i stedet for skyggen, - at drive den falske ud ved mere fuldkomment at indsætte den ægte i dens sted.”

Der findes flere gætningens veje, ad hvilke man kunde komme til en forståelse af, hvad disse ord tilsigter; men da alle fører til samme slutning, er denne slutning hverken tvetydig eller tvivlsom; den er simpelthen dette, at den protestantiske kirke skal blive oprettet i virkeligheden, hvor den katolske nu er det praktisk talt. Dette bestyrkes allerede ved næste sætning, hvor der står:

”Hvad vi stræber hen imod har ingenlunde et sekterisk præg; det vil ikke give nogen gren af de amerikanske kristne nogen som helst fordel frem for den anden.”

Prof. Blanchard forklarer, hvad de mener med en ”forening mellem kirke og stat”, på følgende måde:

”Men forening mellem kirke og stat er dette: at folket udvælger en kirke blandt kirkerne, udstyrer en sådan kirke med rige gaver, udnævner dens embedsmænd og fører opsyn med dens lærdomme. En sådan forening vil ingen af os vide af; en sådan forening modsætter vi os alle.”

Man lægge vel mærke til dette. Her gives forklaring over en sådan forening mellem kirke og stat, som ingen venter sig, og ingen frygter, en sådan forening, som ikke er mulig under kirkernes nuværende stilling, og derpå bygger de da det argument, at de ikke vil være med på en forening mellem kirke og stat! Ja, de kan gerne erklære sig for modstandere af en så umulig forbindelse som den, de beskriver; men en forening mellem kirke og stat i udtrykkets populære betydning, - en forening ikke af én kirke, men af alle de kirker, der anerkendes som rettroende eller evangeliske, - en forening, der ikke giver staten magt til at udnævne kirkens embeds- og bestillingsmænd og ej heller til at føre overopsyn med kirkens lærdomme, men som giver kirkerne ret til ved borgerlige love at fremtvinge religiøse indstiftelser, religiøse skikke og sædvaner, alt efter kirkernes tro eller den bygning, kirkerne har opført på disse indstiftelser og skikke, - en sådan forening, ja, den modsætter de sig ikke. De er altså i alt væsentligt og praktisk talt trods alt, hvad de siger, åbenbare talsmænd for en forening mellem kirke og stat.

Vi står ikke alene i denne betragtning af sagen. G. A. Townsend siger (New World and Old, s. 212):

“Kirke og stat har flere gange sneget sig ind i den amerikanske politik, som i den gentagne tvist om bibelen I de offentlige skoler, det katolsk-fjendtlige parti i 1844 osv. Vort folk har hidindtil haft visdom nok til at vise agtelse for gejstligheden i alle religionsspørgsmål og i politikken at hævde en heldbringende nidkærhed for den. Den sidste politisk-religiøse bevægelse går ud på at få guddommens navn in i grundloven”

The Christian Union sagde i januar 1871:

“Dersom den foreslåede lovændring er noget mere end et overspændt opråb, må den få en lovlig virkning. Den må ændre den ikke-kristelige borgers stilling lige overfor loven. Den må komme til at røre ved og påvirke den lovformelige ed og lovmæssige dokumenter, ægteskabskontrakterne, loven imod overdådighed og luksus osv. i vort land. Men dette vilde være at krænge den naturlige ret.”

The Gazette (Janesville, Wisconsin) udtrykker sig således i slutningen af en afhandling om den forslåede lovændring med hensyn til virkningen af, hvad man vilde have fem, ifald så skulde ske:

”Men uafhængigt af spørgsmålet om, i hvilken grad vi vel er et kristent folk, lader det sig nok drage i tvivl, om ikke de herrer, der søger at få dette spørgsmål drevet frem, vilde gøre samfundet en meget betydelig skade, om alt gik efter deres ønske. Sådanne forholdsregler er blot de indledende skridt, der til sidst fører til at hæmme religionsfriheden, fører regeringen til at tage forholdsregler, der ligger ligeså langt udenfor dens magt og formål, som om den skulde indlade sig på at afgøre et omstridt teologisk spørgsmål.”

San Francisco-bladet Weekly Alta Californian for den 12. Marts 1870 sagde:

“De partier, der nylig har holdt et møde med det for en del nye og besynderlige formål at få i stand en ændring i De forenede staters grundlov, således at same anerkender guddommen, stiller ikke sagen ganske rigtig frem, når de forsikrer, at det er et kristent folks ret til at styre sig selv på en kristen måde. Hvis vi ikke styrer os selv på en kristen måde, med hvilket navn skal så vor styrelses handlinger betegnes? Sagen er: bevægelsen går ud på i vort land at få frem den forening mellem kirke og stat, som alle andre folk holder på at opløse.”

The Champlain Journal siger, idet det taler om at indføre den religiøse grundsætning i grundloven, og hvad virkning det vilde have på jøderne:

”Hvor ubetydeligt dette end er, baner dog herved en forening mellem kirke og stat sig vej. Såsandt vi kan berøve om ikke mere end nogle få deres borgerret på grund af afvigelse i religiøs tro, så kan med ligeså megen grund og samme ret et flertal når som helst forordne antagelse af endnu yderligere trosartikler, indtil vor grundlov blot bliver en sekts tekstbog, under hvis tyranniske herredømme al frihed i religiøse meninger vil gå til grunde.”

Ansøgninger både til forsvar for og med protest mod denne bevægelse bringes flittig i omløb; og kloge iagttagere, som nøje har lagt mærke til bevægelsen og hidindtil håbet, der ikke vilde komme noget ud af den, tilstår nu, at den ”må siges at have noget ved sig”. Ingen bevægelse med et så stort formål er nogensinde begyndt, har vokset så stærkt og sikret sig almindelig yndest så rivende hurtig som denne; ingen lignende bevægelse, der omfatter så meget, er så hurtig og uforventet bleven forelagt det amerikanske folk, idet den tager sigte på at omdanne hele vor styrelses bygværk og give det et stærkt religiøst præg, noget, som de, der grundede vor konstitution, omhyggelig søgte at undgå. De forlanger ikke alene, at bibelen, Gud og Kristus skal udtrykkelig anerkendes i grundloven, men at denne skal erklære, at vi er ”et kristent folk, og stille alle kristne love, indstiftelser og skikke inden vort statssamfund på en ubestridelig lovmæssig grund i landets grundlov”.

Der vil naturligvis kræves en til omstændighederne passende lovgivning for at gennemføre sådanne ændringer i loven, og der må være nogen, som kommer til at afgøre, hvad ”kristne love og indstiftelser” er. Efter hvad vi har lært af lignende tidligere bevægelser i andre lande, af retningen inden vort lands menighedsliv og af den almindelige menneskelige natur, når den kommer til magten, venter vi os intet godt af denne bevægelse.

Af en vidtløftig artikel i bladet State Republican, Lansing, Michigan, skreven med henblik på sammenkomsten i Cincinnati i 1872, hidsætter vi følgende uddrag:

”Nu findes der i hundrede-, ja tusindvis moralske mennesker, som også i navnet er kristne, blandt vort folk den dag i dag, der ikke anerkender læren om treenigheden, ikke erkender Jesus Kristus lige med Gud; og der er mænd og kvinder i hundrede, ja tusindvis, som ikke erkender bibelen som Guds åbenbaring. Blandt vort folk vild et stort mindretal, kanske et flertal, betragte et sådant forsøg på at foretage en sådan ændring i grundloven som en håndgribelig krænkelse af samvittighedsfriheden. Tusinder vilde, om man opfordrede dem til at stemme for en sådan ændring, betænke sig på at stemme imod Gud, om de end kanske ikke troede, at ændringen er nødvendig eller ret; disse vilde da enten stemme for eller aldeles ikke. I hvert fald vilde rimeligvis en sådan ændring komme til at vinde stemmer for sig, som ingenlunde antydede folkets sande stemning; og samme regel kom også til at gælde, når kongressen eller tre fjerdedele af statens lovgivende myndigheder skulde antage eller forkaste en sådan ændring. Levebrødspolitikerne vilde nok betænke sig på at lade sit navn nedtegne som modstandere af den foreslåede grundlovsændring, hvis talsmænd var førerne for de store religiøse samfund i vort land, og som begunstigedes af sådanne mænd som biskop Simpson, biskop McIlvaine, biskop Eastburn, præsident Finney, professor Lewis, professor Seeley, biskop Huntington, biskop Kerfoot, dr. Patterson, dr. Culey og mange andre gejstlige, repræsenterende hver sit samfund.”

Blandt de første forslag, som indbragtes for De forenede staters kongres, da den trådte sammen i december 1895, var dette samme om et religiøst tillæg til grundloven. Dette viser den udholdenhed, der lægges for dagen fra deres side, der virker for denne sag.

Ikke blot mænd, der må regnes som kirkens talsmænd, støtter denne bevægelse; men guvernører, dommere og mange af de mest fremragende mænd i landet virker for den. Hvem tvivler om de mænds evne, der repræsenterer kirkesamfundene, til at samle sit samfunds styrke for at støtte denne gerning, når de dertil opfordres? Vi udtaler ingen forudsigelse om, hvad der vil komme; det behøves ikke, I disse dage udvikles begivenhederne hurtigere, end vi bliver i stand til at fatte dem. Lad os give agt på formaningen om at våge og i fortrøstning til Herren gøre os rede for de ting, som skal komme over jorden.

Men man kunde spørge, hvorledes den foreslåede ændring i grundloven kan påvirke søndagsspørgsmålet. Jo, genstanden for eller idet mindste et af formålene med denne lovændring er at få stillet søndagsindstiftelsen på lovformelig grund og fremtvinge den helligholdelse ved lov. Ved det i Philadelphia den 18. og 19. januar 1871 afholdte nationalkonvent var følgende beslutning blandt de første, arbejdskomitéen foreslog:

”Vedtaget: I betragtning af grundlovens overvejende myndighed, hvor det gælder at forme statens såvel som folkets politik, er det for den almindelige sædelighed og orden inden samfundet af uvilkårlig betydning, at man får i stand en lovændring, som tilkendegiver, at vort folk er et kristeligt folk og stiller alle kristelige love, indstiftelser og regeringsskikke i vort land på en ubestridelig lovmæssig grund i folkets grundlov, særlig sådanne, som sikrer edens hellighed og beskytter samfundet mod gudsbespottelse, sabbatsovertrædelse og flerkoneri.”

Med sabbatsovertrædelse mener man intet andet end søndagens overtrædelse. Under et møde af søndagsvennerne den 29. november 1870 i New Concord, Ohio, berettes det, at en af talerne sagde: ”Spørgsmålet (nemlig om søndagens helligholdelse) står i nøje forbindelse med den nationale reformbevægelse; thi førend statsstyrelsen lærer at kende Gud og ære hans lov, behøver vi ikke at vente os stort af det bånd, vi kunde lægge på de korporationer, der overtræder sabbatten.” Her træder da atter tanken om ad lovmæssig vej at fremtvinge søndagens helligholdelse for dagen; og samme princip vilde gælde for enkelte individer.

Endvidere berettede The Philalelphia Press for 5. December 1870, at nogle medlemmer af kongressen ankom til Washington med søndagstoger den 4. december, i anledning af hvilket bladet The Christian Statesman udtaler sig som følger:

”1. Ikke en eneste af dem, der således krænkede hviledagen, er skikket til at indehave nogen embedsstilling hos et kristent folk….

”2. Disse kongresmedlemmers synd er en synd af det hele folk, fordi folket ikke har sagt til dem i grundloven, vore offentlige tjeneres første og fornemste rettesnor: Vi pålægger eder at betjene os i overensstemmelse med Guds højere lov. Disse jernbaner med sin sabbatsovertrædelse er desuden noget, staten kar skabt, og for hvilket den er ansvarlig. Staten er ansvarlig lige overfor Gud for deres færd, som den kalder til live og opholder. Den er derfor forpligtet til at hindre dem i at begå denne såvel som andre forbrydelser, og om nogen korporation krænkede hviledagen, skulde den derved have sit borgerbrev forbrudt. Og De forenede staters grundlov, hvormed alt lovgivningsværk i de enkelte stater skulde stå i fuld overensstemmelse, bør være således affattet, at den hindrer de enkelte stater fra at finde sig i, at den moralske lov, der er grundvolden for alt, således brydes.

”3. Giv os i nationens grundlov den ligefremme erkendelse af, at Guds lov er folkenes selvskrevne og højeste lov, så vil man omsider kunne opnå, hvad vi i nærværende afhandling har påpeget. Lad ingen påstå, at bevægelsen ikke tilstrækkelig tager hensyn til, hvad der lader sig gennemføre.”

Af alt dette ser man, hvilken vigtig plads, sabbatsspørgsmålet kommer til at indtage i den pågående bevægelse, hvilken vigtig plads det allerede nu indtager lige overfor dem, som søger det drevet frem. Såsandt blot lov tillægget vinder frem, ”vil man omsider kunne opnå, hvad vi i nærværende afhandling har påpeget”, siger forfatteren; med andre ord, den enkelte såvel som de mange i fællesskab vi ikke længer kunne krænge søndagen som hviledag. Dette, at man i grundloven anerkender Gud, er måske et godt flag at sejle under; men hvad der virkelig vil komme ud af bevægelsen vil være, at den første dag i ugen kommer til at blive påtvungen som hviledag.

Der findes i mange af de store byer en lokal sabbats (søndags) komité og et internationalt sabbatsforbund, der stræber at vinde andre nationers samlede medvirken. Dette forbund har sit hovedkvarter i Washington, D.C.

En anden forening, kaldet The American Sabbath Union, (Den amerikanske sabbatsforening), er bleven dannet for at støtte bevægelsen i favør af søndagens helligholdelse; og endnu flere foreninger er dannede i samme øjemed. Fremmest blandt disse står kvindernes kristelige afholdsforening, der har stor tilslutning i De forenede stater og mange underafdelinger også i andre lande. Denne forening, der først og fornemmelig står som forkæmper for afholdssagen, har nu også erklæret det som sit mål at virke for, at Kristus kan blive anerkendt i den amerikanske politik, så vi her i dette land kan få et teokrati (gudsherredømme) og opnå en bedre iagttagelse af søndagen. I dette såkaldte gudsherredømme skulde selvfølgelig ledere i teologien få i opdrag at forklare, hvad Guds vilje var, og deres kendelse indskærpes ved lovbud. Men hvad vilde dette blive andet end et andet pavedømme, i profetien træffende kaldet ” billede” af dyret?

Hvad disse nationalreformatorer ønsker og søger at frembringe i al sin stræben fremgår tydelig af en afhandling af en af sekretærerne for oven nævnte forening, J. M. Foster, trykt i The Christian Statesman i oktober 1892. Han siger:

”Men der ligger en fare deri, at kirken ikke taler som kirke. Den amerikanske sabbatsforening har udrettet meget godt. De forskellige kirkesamfund har udtalt sig. Men den kristne organiserede kirke har ikke officielt indfundet sig i Washington og talt sin sag. Arbejdet der er hovedsagelig bleven overladt til forskellige mindre foreninger. Men Guds røst skal autoritetsmæssig, embedsmæssig høres gennem hans menighed. Bør der ikke søges istandbragt en fælles optræden fra kirkesamfundenes side i dette stykke? De kunne jo forhandle om at opnævne en komité til at føre ordet for Gud; og når dette sker på en retmæssig måde, som sig hør og bør, kan følgerne kun blive gavnlige…Meget går tabt derved, at kirken ikke optræder officielt og med myndighed taler til rette tid og på rette sted. Ingen enkelt forening er iklædt denne myndighed. De er af en mere individuel og social beskaffenhed; men kirken er guddommelig. Den kan og burde lade Guds røst blive hørt i kongressens haller som en organiseret, samlet kirke.”

Det, der i ovenstående er udhævet, er som anført; men andre udtryk i denne erklæring fortjener ligeså megen opmærksomhed. Man må vel tvivle på, om mere anmassende og pralende tale førtes forud for oprettelsen af selve pavedømmet. Hvad de klager over, at de mangler, vil de naturligvis sørge for, at de får. Se nu her: kirken (dvs. de forskellige kirkesamfund sammensluttede om lærepunkter, hylder i fællesskab, og repræsenterede af en ”fælleskomité”, der optræder på deres vegne) er guddommelig; og ve alle anderledes tænkende, som ikke vil vide af den guddommelige kirkes myndighed! Således talte også pavekirken i sine velmagtsdage, da den brugte fængsel, bål og blodsudgydelse til at indskærpe sine dogmer med; og således vilde den tale den dag i dag, om den havde magten; således vil også den frafaldne protestantisme tale, nå den kommer til magten. Og denne ”fælleskomité” skulde ”føre ordet for Gud”, ”lade Guds røst blive hørt” (altså en anden Guds viceregent, noget Rom nu alene gør fordring på) og autoritetsmæssig og med embedsmyndighed fremlægge Guds påbud for kongressen, for at de kan iværksættes! Sådanne mørkets planer er det, disse mænd virker for at gennemføre. Ak, at muligheden for deres gennemførelse nu skal stå for dem som et så tilsyneladende let opnåeligt mål! Forlangte Rom nogensinde mere end dette? Og når disse selvbestaltede talsmænd for Gud opnår sin hensigt, vil det da ikke blive, spørger vi atter, et andet Rom i protestantisk forklædning – det virkelig billede af dyret selv?

I de senere år har den nationale reformbevægelse skudt en meget rask vækst. Den har slået rødder også i andre lande og benævnes nu som en international bevægelse. Der holdes gentagende store møder, hvor repræsentanter også fra udlandet fremmøder, og der planlægges et omfattende arbejde hen imod det mål at få bevægelsens grundprincipper anerkendt i alle de lande, hvor de endnu ikke er kendt. Heri venter man sig god støtte hos missionærerne, af hvilke mange synes at være grebne af idéen om muligheden af at kunne omvende og omdanne landsstyret i hedenske lande til et kristent styre, hvoraf de venter sig større resultater end gennem den mere langtrukne proces gennem påvirkning af det enkelte individ. På et verdensstevne, der holdtes i Philadelphia i november 1910, vedtoges følgende beslutning sigtende hertil:

”Denne konference udtaler sin påskønnelse af, at så mange missionærer synes at indse vigtigheden af idéen om Kristi kongedømme; og vi henstiller til missionærerne i alle lande, at de beflitter sig på at indskærpe disse grundsætninger, og at de hver i sin virkekreds vidner om Kristi rettigheder som nationernes hersker.”

Blandt dem, der tog del i forhandlingerne ved denne konference nævnes her: F. E. Clark, formand for den stærke ”Forening for kristelige bestræbelser”, biskop Neely af den biskoppelige medodistkirke, pastor MeGauley, distriktssekretær for Kirkenes fællesråd, advokat John A. Paterson fra Toronto, repræsentant for den canadiske regering, pastor David J. Burell, formand for de reformerte kirkers alliance, foruden missionærer fra Indien og Kina og fra romersk-katolske og græsk-katolske lande. Dette udgør et eksempel på, hvor vidt den nationale reformforenings idéer har spredt sig i den religiøse verden.

Et andet betydningsfuldt og skæbnesvangert skridt hen imod fuldbringelsen af samme gerning har vi i den stilling, foreningen for kristelige bestræbelser (Christian Endeavor Society), hvis medlemstantal har vokset til over millionmærket på nogle få år, og som udgør et redskab, hvorigennem alle kirkesamfund kan virke, indtager overfor denne bevægelse. Denne forenings politiske virksomhed udøves gennem den såkaldte Christian Citizenship League (Liga til fremme af kristeligt borgerskab), som bryster sig af, at den vil oprette underafdelinger i hver stat, county, by og landsby i hele De forende stater og sørge for, at kun kristne mænd kommer i embedsstillinger. Hvilke mærkværdige ”omvendelser” vil man ikke da blive vidne til! Hvor snart bil ikke politikerne blive ”kristne” og ”millenniet ”oprinde!

Ved et stort møde af Foreningen for kristelige bestræbelser, afholdt i Boston, Mass., 10. Til 15. juli 1895 udtalte W. H. McMillan ifølge den offentliggjorte rapport sig således:

”Her har vi en magt, der vil vriste sagernes styrelse ud af hænderne på politiske demagoger og lægge den i hænderne på ham, som er alles konge og regerer over verden i retfærdighed. Vore politiske ledere har tællet stemmerne fra værtshusene, fra de uvidende i samfundet, beregnet, hvor mange bliver hjemme på valgdagen, og taget alle de andre elementer i betragtning, hvem de kan gøre regning på som en faktor i valgdagens resultater, men de har ikke endnu lært at tælle stemmerne fra Foreningen for kristelige bestræbelser. Jeg ønsker at gøre dem opmærksom på nu, at den tid er nær, da de vil opdage, at en politisk omvæltning har fundet sted, og at de må tage vejen hjem fra Washington og vore staters hovedstæder uden arbejde.”

Disse udtalelser lønnedes med langvarigt bifald i mødet; og det er ikke vanskeligt at forudse, hvilken virkning de vil have; thi de sigtede på en klasse mennesker, blandt hvem de vil ”udrette meget godt”, dvs. de gængse politikere, som, truet med at miste embedet, straks bliver de lydigste krybere, man kan finde.

Alt dette vilde dog intet sige, såfremt de, der virkelig har landets velfærd for øje, vilde vågne op og give agt på faren, førend det er for sent, og de finder sig indviklede i foretagender, hvis virkning og rækkevidde de ikke forudså, og såfremt de to kongressens huse vilde vise sig tro mod den grundlov, de har aflagt ed på at opretholde; thi denne bevægelse går ud på intet mindre end at kuldkaste dette kostelige dokument.

Men desværre! Kongressen har allerede vendt sit hellige tillidshverv ryggen for at føje sig efter det krav fra kirkelig interesseredes side, der har vist sig så uimodståeligt. Da bestyrelsen for verdensudstillingen i Chicago i 1893 anmodede kongressen om at bevilge et pengebidrag til udstillingen, øvede kirkefolket et så stærkt tryk på nationalforsamlingen, at den gav efter og satte som betingelse for bevillingen, at udstillingen skulde holdes lukket om søndagen. I forbindelse med forhandlingerne desangående fandt et ganske mærkeligt optrin sted. En af senatorerne bad om en bibel og anmodede sekretæren om at læse det fjerde bud i loven, hvorpå ærværdige statsmænd fremførte sine argumenter og til sidst ved afstemning besluttede, at den dag, der er påbudt i dette bud som sabbat, er søndagen!

Dette var lovgivning vedrørende religionen, noget grundloven udtrykkelig forbyder. (se tillæg I.) det nedrev de skranker, der var oprettede mod foreningen mellem kirke og stat, og åbnede sluserne for den elendighedens flom, der vil bryde løs over landet som en følge af en sådan forening. Det kirkeparti, der har virket for et religiøst tillæg til grundloven, hilste begivenheden som en stor sejr; og nu bryster de sig af, at de har kongressen i sin magt, og kan tvinge den til at gennemføre sine krav. Hvor langt borte er da det ”billede”, som skriften har forudsagt skulde oprettes? Omridsene af alt, hvad der er nødvendigt til dets oprettelse, ses allerede tydeligt. Alle de våben, der behøves til et angreb på den amerikanske friheds bolværk, er lagt tilrette, udposterne er allerede tagne, og lederne for denne skæbnesvangre omvæltning samler sig med forstærkede kræfter til nye anfald mod det, der udgør nationens eneste sikre værn. Der behøves kun endnu et skridt til for helt at omdanne statsformen, så den ikke længer anerkender det evangeliske princip om fuld adskillelse mellem kirke og stat – dette at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er – men kommer til at hylde og oprette et religiøst vælde, der vil lænkebinde menneskernes samvittighed og berøve folket friheden. Og dette vælde vil blive så meget værre nu end noget i fortiden, fordi menneskene nu har større lys og hele fortidens erfaring at lære af.

Hvad det praktiske udfald af disse forandringer vil blive vises allerede klarlig til skue. De fleste af staterne i Den amerikanske union har søndagslove i sine lovbøger; og efter hvert som virksomheden med at påvise den syvende dags retmæssige krav vokser, vil religiøse ivrere ikke være sene om at gøre brug af disse love for at sætte forfølgelsesmaskineriet i gang. De, der helligholder den syvende dag, udviser ingen trods mod disse love ved at arbejde om søndagen; thi Guds den højere lov giver dem fuld ret dertil; de beflitter sig også på ved sit arbejde ikke at forstyrre andre eller på nogen måde gøre indgreb i deres rettigheder. Alligevel regnes det som ”forstyrrelse”, når man ser dem i arbejde nogetsteds eller blot ved, de arbejder, selv om man ikke ser eller hører dem. Ja det går endog så vidt, at prædikanter og menighedsmedlemmer går ud for at opsøge dem eller sende politibetjente ud i dette øjemed. Så arresteres de, forhøres og straffes med mulkt, fængsel eller tvangsarbejde. Så langt frem som til 1. januar 1896 gik antallet af dem, der således var bleven arresterede, op til 90, nogle af dem under omstændigheder, hvor stor strenghed blev udvist mod dem; og de således fængslede havde tilsammen måttet tjene næsten 1500 dage i fængsel og med tvangsarbejde. Og fra vinduerne i fængslet, hvor de sad indespærrede, fordi de ikke afholdt sig fra arbejde om søndagen, kunde disse sabbatsholdere se søndagstoge fuldpakkede med mennesker, som gik til arbejde eller drog ud på forlystelser og til anden slags beskæftigelse og adspredelse, idet jernbanerne også drev sin forretning som sædvanlig på den dag. Men man mærke sig, at dette var sådanne, som ikke holdt den syvende dag. De ivrige nationalreformatorer havde ord for at smile for mange år siden, når sådanne, som holdt den syvende dag, ytrede frygt for, at forfølgelse vilde blive følgen af deres virksomhed. Nu smiler de kun lidt mere grimt, og fordrer strengere love – for sabbatsholdernes skyld.

Men den offentlige stemning blandt befolkningen kunde ikke billige en slig optræden; og da bevægelsens ledere indså dette, besluttede de at holde inde en stund, indtil de i større udstrækning havde befolkningen med sig. Derfor har der i de senere år været færre sager for retten af den slags, hvor anklagen for søndagsarbejde grundede sig på forfølgelseslyst. Imidlertid har ”Den internationale reformforening” samt de forskellige bestående indflydelsesrige foreninger til væren om søndagens helligholdelse drevet en ihærdig virksomhed, særlig i legislative kredse i landets hovedstad. I de senere år har striden mellem forsvarene for og modstanderne mod den amerikanske frihed særlig drejet sig om forsøget fra Reformpartiets side på at bevæge kongressen til at udstede en søndagslov for distriktet Columbia. Flere lovforslag med dette for øje er bleven indbragt til drøftelse. Et af disse, forfattet af senator Johnston fra Alabama, er blevet fremlagt fra år til år, efter hver gang kongressen efter sessionens slutning har ladet det ligge urørt. Hensigten er øjensynlig den at stadig blive ved, indtil kongressen endelig giver efter, og lovbud angående religiøse spørgsmål påtrykkes nationalregeringens stempel. Dette vilde give søndagsbevægelsen et mægtigt stød fremad og gøre det så meget lettere for sagens forkæmpere at vinde statslegislaturerne over på sin side.

Det kunde være på rette plads her at notere os søndagslov bevægelsens fremgang i dette land i de senere ¨år. Følgende er noget af det, der ligger klarest i dagen: