14. Kapitel - De tre budskaber

Det er noget yndefuldt ved det profetiske ord, at Guds folk aldrig føres ud i fristelser og vanskeligheder og så der overlades til sig selv. Profetien fører dem vistnok derhen, hvor der er fare på færde; men den holder ikke der inde og lader dem så gætte sig til sin skæbne i tvivl og kan hænde i fortvivlelse med hensyn til det endelige udfald. Nej, den fører dem helt igennem til enden og viser, hvorledes enhver kamp vil ende. De første fem vers i Åb 14 er et eksempel herpå. Kap. 13 sluttede med Guds folk, der hvor det – selv en liden og tilsyneladende svag og forsvarsløs flok – lå i dødelig kamp med jordens mægtigste kræfter, som Dragen til sin tjeneste råder over. Der udgår en befaling, støttet af landets højeste myndighed, at de skal tilbede billedet og modtage mærket, med trussel om dødsstraf, om de vægrer sig for at adlyde. Hvad kan Guds folk gøre under en sådan kamp og i en så yderlig trængsel? Hvad skal der blive af dem? Sku med apostelen frem til det næste, der foregår i det store skuespil; hvad ser vi da? Jo, netop denne samme skare, der frydefuld slår på sine harer, spiller ud sin sejrsjubel i de himmelske sale. Således får vi vished for, at når den tid kommer, da vi skal binde an med mørkets magter, da er udfrielsen ikke blot sikker, men lige for hånden.

At de 144.000, som her ses på Zions bjerg, er de hellige, der straks i forvejen fremstilledes som genstand for Dyrets og dets billedes vrede, er der al grund til at tro.

1. De er i et og alt de samme som de beseglede i Åb 7, der, som allerede påpeget, er de retfærdige, som lever ved Kristi andet komme.

2. De er de sejrende i den sjette menighed, der under benævnelsen Filadelfia omtales i Åb 3: 11, 12.

3. De er ”købte fra menneskene” (4.vers), - et udtryk, der kun kan anvendes på dem, der tages til himlen fra de levendes tal. Paulus stræbede for om muligt at nå til de dødes opstandelse Fil. 3: 11. Dette er deres håb, der sover i Jesus: en opstandelse fra de døde. En løskøbelse fra menneskene, fra de levende, må betyde noget andet og kan kun sige ét: Forvandling. Derfor er de 144.000 de levende hellige, der skal forvandles ved Kristi andet komme. Se under 13. vers, anm.

På hvilket Zions bjerg ser da Johannes denne skare stå? Jo, på Zions bjerg histoppe; thi harpespillerens røst, som utvivlsomt netop lyder fra disse, høres fra himlen; det samme Zion, hvorfra Herren lader sin røst lyde, når han taler til sit folk i nøje forbindelse med Menneskesønnens komme. Joel 3: 21; Heb. 12: 26 – 28; Åb. 16: 17. Om man nøje betragtede den kendsgerning, at der findes et Zions bjerg i himlen og et Jerusalem histoppe, vilde det være en kraftig modgift mod den almindelig udbredte vildfarende lære om et timeligt tusindårsrige.

Endnu nogle få ting om de 144.000, foruden hvad der er sagt i 7. kapitel, gør disse korte bemærkninger krav på vor opmærksomhed:

1. De har Lammets Faders navn i sine pander. I kapitel 7 står der, at de har Guds segl i sine pander. Her har vi da en vigtig nøgle til forståelsen af Guds segl; thi vi indser straks, at Faderen betragter sit navn som sit segl. Derfor er det bud i loven, som indeholder Guds navn, lovens segl. Sabbatsbudet er det eneste, som har dette, dvs. indeholder den betegnende titel, som adskiller den sande Gud fra alle falske guder. På det sted, hvor denne anbragtes, der sagdes Faderens navn at være (5 Mos. 12: 5. 14. 18. 21; 14: 23; 16: 2. 6 osv.); og den, som holder dette bud, har følgelig den levende Guds segl.

2. De synger en ny sang, som ingen anden skare kan lære. I kapitel 15: 3 kaldes den Moses’ og Lammets sang. Moses’ sang var, som man kan se af 2 Mos 15, sangen om, hvad han havde prøvet, og om, hvorledes han var bleven udfriet. Dette er derfor også de 144.000’s sang. Ingen andre kan være med og synge den: thi ingen andre har oplevet, hvad de har oplevet.

3. De har ikke besmittet sig med kvinder. En kvinde er i skriften sindbillede på en menighed, idet en dydig kvinde fremstiller en ren menighed, en falden kvinde en frafalden menighed. Det er da altså et særkende ved ovennævnte skare, at de ikke har besmittet sig med eller haft forbindelse med landets faldne menigheder, på den tid de udfries. Dog må vi ikke tænke os det så, at de aldrig havde haft nogen forbindelse med disse menigheder; thi det er kun til en bestemt tid, man bliver besmittet ved dem. I kapitel 18: 4 udgår der en røst til Guds folk i Babylon, at de skal gå bort, for at de ikke skal blive delagtige i hendes synder. Når de agter på denne opfordring og afbryder sin forbindelse med hende, undgår de at besmittes af hendes synder. Således med de 144.000; om end enkelte af dem engang kan have stået i forbindelse med fordærvede menigheder, afbryder de denne forbindelse, når det bliver synd længere at bibeholde den.

3. De følger Lammet, hvor det går. Dette må være deres genløste stand. De er sin herliggjorte Herres særlige ledsagere og deltagere i riget. Kapitel 7: 17 taler om de samme tusinder og den samme tid: ”Thi Lammet, som er i tronens midte, skal vogte dem og lede dem til livsens vandkilder.”

4. De er en ”førstegrøde” for Gud og Lammet. Dette udtryk synes at anvendes om forskellige for at betegne særlige vilkår. Kristus er førstegrøden som modbilledet af det første neg, præsten bevægede for Herrens ansigt. Jakob kalder dem, der først antog evangeliet, en førstegrøde. Kapitel 1: 18. Således kaldes de 144.000, der her på jorden under de sidste dages genvordigheder modnes for den himmelske lade, når de overføres til himlen uden at skue døden og der indtager en fremragende stilling, i denne betydning en førstegrøde for Gud og Lammet. Med denne beskrivelse af de 144.000’s sejrsjubel slutter det profetiske afsnit, som begyndte med 12. Kapitel.

6. Og jeg så en anden engel flyve midt igennem himmelen, som havde et evigt evangelium at forkynde dem, som bor på jorden, og alle slægter og stammer og tungemål og folk, 7. og han sagde med høj røst: Frygt Gud og giv ham ære, thi hans doms time er kommen, og tilbed ham, som har gjort himmelen og jorden og havet og vandenes kilder. 8. Og en anden engel fulgte, som sagde: Faldet, faldet er Babylon, den store stad, fordi det har givet alle Folk at drikke af sin horeris vredes vin. 9. Og en tredje engel fulgte dem og sagde med høj røst: Dersom nogen tilbeder dyret og dets billede og modtager mærket i sin pande eller i sin hånd, 10. så drikker også han af Guds vredes vin, som er iskænket ublandet i hans fortørnelses kalk; og han skal pines med ild og svovl for de hellige engles og for lammets åsyn. 11. Og deres pines røg opstiger i al evighed; og de har ikke hvile dag eller nat, de, som tilbeder dyret og dets billede, og den, som tager dets navns mærke. 12. Her er de helliges tålmodighed, de, som bevarer Guds bud og Jesu tro!

Det første budskab. – I disse vers fremstilles noget forskelligt fra det foregående, en ny sammenhængende række profetiske begivenheder, Vi ved, at så er, fordi de foregående vers i dette kapitel beskriver en skare af de genløste samlede i udødelighedsstanden, - en begivenhed, som udgør en del af denne profetiske række, som begyndte med kapitel 12: 1, og hvormed hin række begivenheder slutter. Ingen forudsigelse når nemlig ud over udødelighedsstanden, og så snart vi i en profetisk række når så langt frem, ved vi, at denne række her ender, og at det der i det påfølgende fremføres, hører til en ny række begivenheder. Særlig Åbenbaringen består som før påpeget af sådanne indbyrdes uafhængige profetiske rækker, og vi har jo tidligere haft en hel det prøver på, at så er.

De budskaber, som i disse vers beskrives, går i almindelighed under navn af ”de tre engles budskaber i Åb 14”. Vi har ret til om dem at bruge ordenstallene første, anden og tredje ifølge profetien selv; thi den sidste kaldes udtrykkelig ”en tredje engel”, hvoraf så følger, at den foregående var den anden, og den der gik forud for denne, den første engel.

Disse engle er øjensynlig sindbilledlige; thi den gerning der tillægges dem, er at prædike for folk det evige evangelium; men dette at prædike evangeliet er ikke blevet betroet engle i egentlig forstand, men overdraget mennesker, som er ansvarlige for denne hellige forpligtelse. Hver især af disse tre engle betegner derfor sindbilledlig et folk, der har det hverv at kundgøre sine medmennesker de særlige sandheder, hvoraf disse budskaber hvert for sig særlig består.

Vi må imidlertid videre tage i betragtning, at egentlige engle er dybet interesserede i nådens gerning blandt menneskene, idet de er udsendte til tjeneste for dem, som skal arve salighed; og da der hersker orden i alle den himmelske verdens planer og foretagender, ligger det nær at antage, at en egentlig engel står til ansvar for og har overopsyn med hvert budskabs særlige forkyndelse.

I disse sindbilleder ser vi, i hvilken skarp modsætning bibelen stiller det himmelske til det jordiske. Når der skal betegnes jordiske styrelser, om det end er de bedste bland dem, da er et grusomt, rovgrisk dyr det mest passende som sindbillede, man kan finde. Men når Guds gerning skal fremstilles, tages til sindbillede derpå en engel indhyllet i skønhed og omgjordet med magt.

Betydningen af det værk, som i de sidst anførte vers fremstilles, falder den let nok i øjnene, som opmærksomt gransker dem. Når tiden kommer, da disse budskaber skal forkyndes og bliver forkyndte, må de også i selve sagens natur komme til at udgøre det, hvorom vedkommende slægt med stor interesse samler sig. Hermed skal ikke være sagt, at den store masse af dalevende slægt netop giver agt på dem, thi inden hver tidsalder i verden har man sædvanligvis overset, hvad der netop for vedkommende tid har været sandhed; men disse budskaber bliver dog det, hvorom man meget alvorlig vil samle sig til betragtning, såfremt man har et vågent øje for det, der angår ens eget vel. Når Herren giver sine tjenere det hverv at forkynde for verden, at hans doms time er kommen, at Babylon er faldet, og at den, som tilbeder dyret og dets billede, må drikke af hans vredes vin, iskænket ublandet i hans fortørnelses kalk – en frygteligere trussel en nogen anden, der findes i sandhedens skrifter – kan ingen tage disse advarsler som uvæsentlige og lade dem gå upåagtede eller uænsede hen, uden at han jo derved sætter sin sjæl i fare. Heraf kan vi da indse nødvendigheden af i enhver tidsalder, særlig i den nuværende, da så mange fingerpeg klarlig tyder på, at jordens endelige, skæbnesvangre stund snart skal komme, inderlig og alvorlig at søge forståelse af Herrens gerning, for at vi ikke skal gå glip af netop denne sandheds velsignelser.

Denne engel i Åb 14: 6 kaldes ”en anden engel”, fordi Johannes i forvejen havde set en engel flyve gennem himlen på en lignende måde (kapitel 8: 13) og forkynde, at de sidste tre basuner i de syvs række var vebasuner. Dette var hen imod slutningen af det sjette århundrede. Se kapitel 8: 12.

Hvad man først må søge at få rede på er, til hvilket tidspunkt dette budskab skal henføres. Hvornår kan man vel med rimelighed vente forkyndelsen om, at ”hans doms time er kommen”? Den blotte mulighed for, at det kan være i vor egen tid, berettiger os til med særlig alvorlig agtpågivenhed at undersøge dette spørgsmål. Men den store sandsynlighed for, ja, hvad mere er, det sikre bevis for, at så er tilfældet, således som det videre vil fremgå af nærværende bevisførelse, bør bringe blodet til at skyde hurtigere gennem alles årer og få hvert hjerte til at banke stærkt i følelsen af, hvor betydningsfuld dog denne stund er.

I anledning af dette spørgsmål om, til hvilket tidspunkt forudsigelsen på dette sted skal henlægges, er der kun tre muligheder, og som man kunde vente, fremsættes alle disse af forskellige fortolkere, nemlig: 1) at dette budskab gaves engang i fortiden, i apostlenes dage eller på reformatorernes tid; 2) at det skal gives engang i fremtiden; 3) at det gælder den nulevende slægt.

Lad os nu først se på det første med hensyn til fortiden. Selve budskabets væsen udelukker den tanke, at det kunde være givet i apostlenes dage. Apostlene forkyndte ikke, at Guds doms time var kommen; thi i så fald havde det ikke været sandt, og deres budskab vilde være bleven brændemærket som falskt. Vel havde de noget at sige om dommen; men de pegede på en ubestemt fremtid, i hvilken den skulde fuldbyrdes. I Matt 10: 15; 11: 21 – 24, hvor Kristi egne ord anføres, henlagdes dommen over Sodoma og Gomorra, Tyrus, Sidon, Korasin og Kapernaum til en ubestemt fremtid. Paulus erklærede for de overtroiske Athenere, at Gud har sat en dag, da han vil dømme verden Ap.G 17: 31. Han talte for Felix ”om retfærdighed og afhold og den tilkommende dom”. Ap.G 24: 25. Til romerne skrev han og henledede deres tanker på den dag, da Gud skulde dømme menneskenes skjulte idrætter ved Jesus Kristus. Rom 2: 16. Han pegede for Korinterne på den dag, da det bør os alle at åbenbares for Kristi domstol. 2 Kor 5: 10. Jakob skrev til brødrene i adspredelsen, at de engang i fremtiden skulde dømmes efter frihedens lov. Jak 2: 12. Og både Peter og Judas taler om de første oprørske engle som bevarede til den store dags dom, der endnu på den tid lå langt i fremtiden (2 Pet 2:4; Jud 6); og til denne dag skal også denne verdens uretfærdige bevares. 2 Pet 2: 9. Hvor er ikke alt dette noget ganske andet end at kundgøre for verden det overraskende budskab, at ”hans doms time er kommen”! – en kundgørelse, som må lyde, så snart budskabet går i fuldbyrdelse.

Efter apostlenes dage er der ikke fremkommet noget, som man efter vort begreb engang kunde tænke sig skulde være en fuldbyrdelse af budskabet, før man når frem til reformationen i det sekstende århundrede. Enkelte synes da tilbøjelige til urokkelig at stille sig fast her og påstå, at det måtte være Luther og hans medarbejdere, som forkyndte det første budskab, og at de to følgende budskaber er bleven givne efter hans tid. Dette er da et spørgsmål, som snarere må afgøres med historiske kendsgerninger end ved noget andet, og vi spørger derfor: Hvor har man beviset for, at reformatorerne lod nogen sådan kundgørelse udgå? Hvad de lærte, kender man godt til, og deres skrifter har man i behold. Når og hvor vækkede de verden op med den forkyndelse, at Guds doms time var kommen? Vi finder ingen beretning om, at deres prædiken gik ud på dette. Tværtimod; man ved om Luther, at han antog, at dommen skulde komme omtrent 300 år efter hans dage. Og sådanne meddelelser bør være afgørende, så vidt reformatorerne angår.

Da de foregående betragtninger tilstrækkelig viser umuligheden af, at budskaberne kan være kundgjort i fortiden, vil vi nu se på den betragtningsmåde, som henlægger dem til femtiden. Med ”fremtiden” menes da en tid efter Kristi andet komme; og den grund, man støtter sig til, når man henlægger budskabet til den tid, er, at Johannes så engelen flyve midt igennem himlen, umiddelbart efter at han havde set Lammet stå på Zions bjerg med de 144.000, hvilket jo først er i fremtiden. Om Åbenbaringens bog var en profeti i uafbrudt rækkefølge, vilde man kunne tænke sig det således; men da den består af en række indbyrdes uafhængige profetiske parter, og da det allerede er påvist, at en sådan slutter med nærværende kapitels 5. vers, og en ny begynder med 6. vers, så kan man ikke yderligere holde på foregående synsmåde. Det må være nok at mærke følgende for at skønne, at budskabet ikke kan gå i opfyldelse først i en kommende tidsalder:

1. Det apostoliske hverv strakte sig kun til ”høsten”, som er verdens ende. Om derfor denne engel kommer efter nævnte begivenhed med sit ”evige evangelium”, forkynder han et andet evangelium således til Paulus’ forbandelse i Gal 1: 8.

2. Det andet budskab kan naturligvis ikke gives før det første; men det andet budskab forkynder jo Babylons fald, og derefter høres en røst fra himlen, sigende: ”Gak bort fra hende, I, mit folk!” Hvor tåbeligt at sætte dette til efter Kristi andet komme, da man dog ved, at på den tid er alle de, der hører Gud til, både levende og døde, optagne for at møde den fra himlen kommende Herre og siden for evig at være hos ham. De kan ikke kaldes bort fra Babylon efter dette; det er ikke did Kristus fører dem, men til sin Faders hus med de mange boliger. Joh 14: 2, 3.

3. Et blik på den tredje engels budskab, som også må fuldbyrdes i en kommende tidsalder, dersom det første skal, viser end yderligere ovennævnte synsmådes urimelighed. Dette budskab advarer imod at tilbede Dyret, - her utvivlsomt det pavelige dyr. Men det pavelige dyr er jo ihjel slaget og givet hen til at brændes i ilden, når Kristus kommer. Dan 7:11; 1 Thess 2: 8. Og Dyret kastes jo på den tid i ildsøen for ikke mere at forføre den Højestes hellige. Åb 19: 20. Hvorfor vil man dog begå den tåbelighed at henlægge et budskab, som advarer mod at tilbede Dyret, til et tidspunkt, da Dyret har ophørt at være til, og dets tilbedelse altså er umulig?

I Åb 14: 13 siges, at de er salige, som dør i Herren ”fra nu af”, dvs. fra det øjeblik af, det tredje budskab begynder at lyde. Dette viser da fuldt og tydeligt, at budskabet må forkyndes før den første opstandelse; thi derefter bliver alle de, som har del i denne (alle altså, både levende og døde, som ikke er bestemte for den anden død), ligesom Guds engle og kan ikke dø mere. Derfor lader vi nævnte synsmåde om den kommende tidsalder fare som stridende mod skriften, fornuften og det mulige.

Vi er nu færdige til at undersøge den tredje synsmåde, den, at budskabet nemlig gælder den nulevende slægt. Hvad der er sagt i anledning af de to foregående punkter har i betydeligt mon gjort nærværende antagelse til sikkerhed; thi såsandt budskabet ikke er bleven givet i fortiden og ikke kan gives i fremtiden efter Kristi komme, hvor kan man da sætte det om ikke i den nulevende slægt, dersom, vi som det antages, lever i de sidste dage? Ja, selve budskabets natur viser, at det kun kan henlægges til det sidste slægtled. Det forkynder nemlig, at Guds doms time er kommen; men dommen kommer jo først i forbindelse med afslutningen af frelsens værk for menneskene; og forkyndelsen om, at den nærmer sig, kan derfor kun gives, når vi nærmer os enden. Det ses endvidere, at budskabet gælder den nærværende tid, når man godtgør, at denne engel i et og alt er den samme som engelen i Åb 10, der jo forkynder sit budskab for denne slægt. Bevis for dette, at den første engel i Åb 14 og engelen i Åb 10 er en og samme, finder man under sidstnævnte kapitels behandling.

Men det stærkeste og mest afgørende bevis for, at budskabet gælder den nærværende tid, får man ved at henvise til en bevægelse i vore dage, hvorved dets fuldbyrdelse er foregået eller nu foregår. Vi sigter til en bevægelse, hvorom nu næppe nogen kan være fuldstændig uvidende, nemlig den store Adventbevægelse i det nys henrundne århundrede. Allerede i 1831 kom Wm. Miller fra Low Hampton i staten New York efter en alvorlig og vedholdende granskning af profetierne til den slutning, at evangeliets husholdning nærmede sig sin ende. Han satte da denne ende, som han troede skulle komme, når de profetiske perioder var ude, til omkring året 1843. Denne tidsangivelse udstraktes senere til høsten 1844. (Se afridset og beviserne herfor under Dan 9: 24 – 27.) Vi kalder hans undersøgelse en grundig granskning af profetierne, fordi han optog og fulgte den fortolkningsregel, som man vil finde ligger til grund for enhver religiøs reformation, for enhver fremskridtsbevægelse i profetisk kundskab, den nemlig, at tage hvert ord i skriften på samme måde, som vi vilde i enhver anden bog. d.e. i bogstavelig betydning, såfremt ikke den samlede udtryksforbindelse eller de sproglige love kræver, at man opfatter det i billedlig betydning, og at lade skriften fortolke skriften. Sandt nok tog han fejl i et ganske væsentligt punkt, som snart skal forklares; men i princippet og en hel del enkelte ting for resten havde han ganske ret. Han var på ret vej og gjorde et umådeligt fremskridt udover alle sin tids teologiske systemer. Han begyndte at kundgøre sine anskuelser, som overalt vandt bifald, og på forskellige kanter af landet påfulgte der som følge af disse ofte stor religiøs vækkelse. Snart samlede der sig en mængde medarbejder under hans fane, blandt hvilke kan nævnes sådanne mænd som F. G. Brown, Charles Fitch, Josiah Litch, J. V. Himes og andre, som dengang ragede frem over mængden ved sin gudfrygtighed og var indflydelsesrige mænd i den religiøse verden. Årene 1840 – 44 var vidne til en nidkær virksomhed for og et stort fremskridt i dette værk. Der forkyndtes for verden et budskab med alle særlige kendetegn på, at det måtte være det, hvorom Åb 14: 6, 7 taler. Hvad man prædikede var i særlig forstand, hvad man kunde kalde det evige (gennem tiden varende) evangelium. Det angik nærværende tidsaldres afslutning og den evige tidsalders komme, da Retfærdighedens Konge skal regere. Det var netop det riges evangelium, som Kristus erklærede skulde prædikes i den ganske verden til et vidnesbyrd for alle folk, og så skulde enden komme. Matt 24: 14. Begge disse skriftsteders fuldbyrdelse forudsætter og medfører, at det prædikes, at enden er nær. Evangeliet kunde ikke prædikes for alle folk som et tegn på enden, medmindre man opfattede det som sådant, og medmindre det i det mindste for en del hovedsagelig beskæftigede sig med den nær forestående ende. Bladet Advent Herald for 14. Dec. 1850 udtalte træffende sandheden desangående i følgende ord: ”Som en antydning til, at enden nærmede sig, skulde man alligevel se en anden engel flyve midt igennem himlen, som havde et evigt evangelium at forkynde for dem, som bor på jorden, og alle slægter og stammer og tungemål og folk. Åb 14: 6. Hvad denne engel væsentlig skulde forkynde var det samme evangelium, som før var bleven forkyndt; men i forbindelse dermed skulde der også lægges vægt på, at riget var nær; thi der står i 7. vers: ”Som sagde med høj røst: frygt Gud og giv ham ære, thi hans doms time er kommen, og tilbed ham, som har gjort himlen og jorden og havet og vandenes kilder.” Dette budskab kunde ikke fuldbyrdes ved blot at prædike evangeliet, uden at man også meldte dets nær forstående afslutning.”

De, som var med i denne bevægelse, antog, at den var en fuldbyrdelse af profetien, og at de forkyndte budskabet i Åb 14: 6, 7. Ved denne bevægelse begyndte også fuldbyrdelsen af lignelsen om de ti jomfruer (Matt 25), denne lignelse, som Frelseren fortalte for at klargøre og indpræge de lærdomme om sit andet komme og verdens ende, som han netop havde fremstillet i Matt 24. De, som sluttede sig til bevægelsen, var da dem, som gik uf for at møde brudgommen, dvs. de vækkedes for at vente på Kristi komme, imødese og forvente hans genkomst fra himlen. Brudgommen tøvede; den første stund, han ventedes, ved slutningen af året 1843, der ifølge jødisk tidsregning skulde være våren 1844, henrandt, men Herren kom ikke. Medens han tøvede, slumrede de alle og sov ind. Overraskede af den uventede tvivl og uvished, hvori de nu stod, begyndte deres interesse at svækkes og deres anstrengelser at slappes. Ved midnat hørtes der et råb: ”Se, brudgommen kommer; gå ham i møde!” Midt mellem våren 1844, hvor man først antog, de 2300 dage skulde afsluttes, og det tidspunkt, nemlig høsten 1844, til hvilket de virkelig strakte sig, efter hvad man senere kom til sikkerhed om, opløftedes der pludselig netop et sådant råb. Uvilkårlig brugte man netop dette samme udtryk: ”Se, brudgommen kommer!” Grunden til denne pludselige opvågnen, var den opdagelse, at den store profetiske periode på 2300 dage (år) i Dan 8: 14 ikke endte våren 1844, men måtte nå frem til høsten samme år, så at følgelig det tidspunkt, på hvilket de anså sig berettigede til og forvissede om at kunne vente Herrens komme, ikke var henrundet, men stod for døren. Til samme tid fik man til dels øjnene op for forholdet mellem forbilledet og dets modbillede med hensyn på helligdommens renselse. Profetien erklærede, at helligdommen skulde renses (få sin ret igen) ved enden af det 2300 dage; og da helligdommen i den forbilledlige tjeneste rensedes den tiende dag i det jødiske års syvende måned, satte man følgelig afslutningen på de 2300 år netop denne datum i efteråret 1844, og det fandtes at være den 22. oktober. Måske ingen bevægelse nogensinde har medført en større virksomhed end denne med hensyn til Kristi snarlige komme, og kanske der ikke i nogen sag nogensinde er bleven udrettet så meget i en så kort tid som mellem midtsommeren 1844, da man først erholdt lys over disse emner, og ovennævnte dag og måned, da de 2300 år afsluttedes. En usædvanlig religiøs vækkelse opstod, der hurtig bredte sig over store dele af vort land (Amerika), og folket kom i en slig bevægelse, som man ikke har bevidnet nogetsteds siden det sekstende århundredes store reformation. Denne bevægelse kaldtes ”den syvende måneds bevægelse” og indskrænkede sig særlig til De forenede stater og Canada.

Men den almindelige bevægelse med hensyn til Kristi andet komme og forkyndelsen om, at ”hans doms time er kommen”, var ikke indskrænket til vor halvkugle alene. Den spredte sig over hele verden; og i denne henseende fuldbyrdede den engelens forkyndelse: ”Til alle slægter og stammer og tungemål og folk.” I Advent Tracts, bd. II, s. 135, anføres en engelsk forfatter, Mourant Brock, som den, der har sagt: ”Det er ikke blot inden Storbritannien, der næres forventning om Forløserens snare genkomst, og advarselens røst opløftes, men også i Amerika, Indien og på Europas fastland. I Amerika prædiker således omtrent 300 ordets tjenere ”dette riges evangelium”, medens i vor eget land (Storbritannien) omtrent 700 inden for den engelske kirke hæver det samme råb.”

Dr. Josef Wolff rejste i Arabia Felix (det lykkelige Arabien) gennem det landstrøg, som beboedes af Moses’ svigerfader Hobabs efterkommere. I sit værk Mission to Bokhara taler han således om en bog, han så i Yemen: ”Dette steds arabere har en bog, som hedder Seera, der handler om Kristi andet komme og hans herlige kongedømme. I Yemen tilbragte jeg seks dage hos rechabiterne. De drikker ikke vin, dyrker ingen vingårde, udsår ingen sæd, bor i telte og erindrer Rechabs søn Jonadabs ord. Hos dem var der Israels børn af Dans stamme, som bor ved Terim i Hadromaut, og som ligesom Rechabs børn imødeser Messias’ hurtige ankomst i himlens skyer.”

Det af D. T. Taylor udgivne værk, The Voice of the Church, taler således om udbredelsen af forventningen om Kristi komme: ”I Württemberg findes der en kristen koloni på flere hundrede, som venter på Kristi snarlige komme, ligeså en anden lignende tro på det Kaspiske havs kyster. Molokanerne, et stor dissentersamfund af den græsk-katolske kirke ved kysterne af Østersøen – et meget gudfrygtigt folk, om hvem det hedder, at de anser bibelen alene som sin trosbekendelse, og at deres tros regel og rettesnor derfor simpelthen er Den hellige skrift, - disse folk kendes særlig på deres forventning om Kristi umiddelbart forestående og synlige rige på jorden. I Rusland prædikes også læren om Kristi komme og herlige regering, og den antages af mange blandt de lavere klasser. I Tyskland, især i den sydlige del, iblandt Brødremenigheden, er denne lære vidt og bredt bleven antaget. I Norge er lejlighedsskrifter og bøger om Kristi andet komme bleven vidt og bredt udbredt, og mange har sluttet sig til læren. Blandt Turkestans tatarer råder der en forventning om, at Kristus snart vil komme. Engelske og amerikanske skrifter om denne lære er bleven sendt til Holland, Tyskland, Indien, Irland, Konstantinopel, Rom og til så godt som hver eneste missionsstation på kloden. På de tyrkiske øer er den bleven udbredt blandt Wesleyanerne.

”Fox, skotsk missionær blandt Telugufolket, troede på Kristi snarlige komme. James McGregor Bertram, en skotsk missionær på St. Helena (baptist), har forkyndt læren på denne ø og har omvendt mange og bragt dem til at tro på, at Kristi komme sker ved begyndelsen af tusindårsriget. Han har også prædiket denne lære i Sydafrika ved missionsstationerne der. David N. Lord meddeler, at en hel del af de missionærer, der fra Storbritannien er dragne ud for at forkynde evangeliet for hedningerne, og som nu arbejder i Asien og Afrika, tror på et timeligt tusindårsrige med Kristus som Konge; og dr. teol. Josef Wolff forkyndte, ifølge hvad hans dagbøger mellem årene 1821 og 1845 meddeler, Herrens snare komme i Palæstina, Ægypten, ved det Røde havs kyster, i Mesopotamien, på Krim, i Persien, Georgien, over hele det tyrkiske rige, i Grækenland, Arabien, Turkestan, Bokhara, Afghanistan, Kashmir, Hindustan, Tibet, Holland, Skotland og Irland, Konstantinopel, Jerusalem, St. Helena, også ombord på skibene i Middelhavet og i byen New York for kristne af jøder, tyrker, muhamedanere, parser, hinduer, kaldæer, jesider, syrere, sabæere, for Pashaer, sheiker, shaker, kongerne i Organtsh og Bokhara, dronningen af Grækenland osv.; og om hans usædvanlige arbejde siger bladet Investigator: ”Ingen enkelt mand har kanhænde givet læren om vor Herres Jesu Kristi andet komme en større udbredelse end denne velbekendte verdensmissionær. Hvor han kommer, forkynder han Messias’ nær forestående komme i herlighed””

J. N. Andrews siger i sit værk The Messages of Rev. 14: 6-12, s. 32-35, følgende angående dette budskab:

”Ingen kan nægte, at denne verdensomfattende advarsel om en nær forestående dom er bleven givet. Vi må nu henvende vor opmærksomhed på, til hvad slags beviser den støttede sig, såsom man derved får det mest afgørende vidnesbyrd for, at det var et budskab fra himlen.

”Alle de store omrids af verdens profetiske historie vistes at være afsluttede i den nuværende slægt. Den store profetiske kæde i Dan. 2 ligesom også i 7., 8., 11., og 12 kapitel, vistes at være netop fuldbyrdede. Det samme gjaldt Frelserens profetiske beskrivelse af den evangeliske tidsalder. Matt 24; Mark 13; Luk 21. De profetiske perioder i Dan. 7, 8, 9 og 12, i Åb 11, 12 og 13 vistes at stå i overensstemmelse med og i forening at støtte denne vigtige forkyndelse. Tegnene i himlen og på jord og hav, i menigheden og ude blandt folkene vidnede med én røst om berettigelsen af denne advarsel, som Gud rettede til den menneskelige slægt. Joel 3: 3, 4; Matt 24: 29-31; Mark 13: 24-26; Luk 21: 25-36; 2 Tim 3; 2 Pet 3; Åb 6: 12,13. Og foruden den vældige bevisrække, hvorpå denne advarsel grundede sig, satte den Helligånds store udgydelse i forbindelse med denne kundgørelse himlens segl på dens sandhed.

”Johannes den Døbers advarsel, han, der skulde berede vejen for Frelserens første komme, lød kun en kort tid og strakte sig kun til et begrænset område. For hvert enkelt profetisk vidnesbyrd, der hævdede Johannes’ gerning, har vi mange til støtte for forkyndelsen om Kristi snare komme. Johannes havde ikke pressens hjælp i forkyndelsen af sit budskab, ej heller Nahums flyvende vogne; han var en uanselig mand, som gik klædt i kamelhår og ingen undergerninger udførte. Når farisæerne og de skriftkloge forkastede Guds rådslutning med dem, idet de ikke lod sig døbe af Johannes, hvor stor må så ikke deres skyld være, som forkaster den advarsel, Gud sender for at berede vejen for Kristi andet komme!

”Imidlertid blev de, der ventede Herren i 1843-44, skuffede, og mange finder derfor heri grund nok til i dette tilfælde at forkaste det hele vidnesbyrd. Skuffelsen erkender vi, men ikke, at man derfor har grund til at nægte, at Guds finger åbenbaredes i denne gerning. Den jødiske menighed blev skuffet, da Jesus ved slutningen af Johannes den Døbers gerning fremstillede sig som den forjættede Messias. Og disciplene med sin tillidsfulde tro blev bitterlig skuffede, da han, om hvem de ventede, at han skulde forløse Israel, blev greben af ugudelige mænd og slået ihjel. Skuffede blev de endelig efter hans opstandelse, da de ventede, at han skulde gengive Israel riget; de kunde ikke andet end blive skuffede, da de forstod, han vilde gå bort til sin Fader og endnu en lang tid overlade dem til trængselen og ængstelsen. Dog beviser skuffelser ikke, at Gud ikke har sin hånd med i og leder sit folk. Man bør deraf bevæges til at rette sine fejl, men ikke til at opgive sin tro på Gud. Det var fordi Israels børn så ofte blev skuffede i ørkenen, at de tabte troen på Guds ledelse; og at de er given os til en advarsel, for at vi ikke skal falde for samme vantro.

”Imidlertid må det være klar for hver den, der gransker skrifterne, at den engel, som forkynder Guds doms time, ikke bringer det sidste nådesbudskab. Åb 14 har endnu to senere kundgørelser om, hvad der skal ske før den menneskelige prøvetids slutning. Dette er i sig selv nok til at vise, at Herrens komme ikke vil finde sted, før den anden og tredje kundgørelse er bleven lagt til den første. Det samme kan man også se deraf, at engelen i 10. kapitel har svoret, at der ikke længere skal være tid, men at der så alligevel forkyndes en ny profetisk gerning for mange folk og tungemål. Derfor er det vor opfatning, at den første engel prædiker, at Guds doms time er kommen, dvs. at de profetiske perioder er afsluttede, og at således dette er den tid, han sværger ikke længer skal være.

”Dommen begynder nødvendigvis før Kristi genkomst, thi han kommer for at fuldbyrde dommen. Jud 14: 15; Åb 22: 12; 2 Tim 4: 1. Og ved den sidste basuns lyd skænker han alle de retfærdige udødelighed, men går de ugudelige forbi. Den undersøgende dom går derfor forud for samme doms fuldbyrdelse ved Frelseren; og det tilkommer Faderen at føre forsædet under dette undersøgende værk ifølge Dan 7. For denne domstol afslutter Sønnen sin gerning som ypperstepræst og krones som konge, og så kommer han ned til jorden for at fuldbyrde sin Faders domme. Denne dommens gerning ved Faderen er det, den første engel fører frem for os.

”Den lange periode på 2300 dage, som var den vigtigste periode, fordi den viste den forudbestemte tid i denne kundgørelse, når til Helligdommens renselse. At Helligdommens renselse ikke er renselsen af nogen del af jorden, men at den er vor store ypperstepræsts sidste gerning i det himmelske tabernakel før han komme til jorden, er bleven klart påvist. (Se bemærkningerne over Dan 8: 14.) Og vi mener, at medens Helligdommens renselsesværk foregår, forkyndes også det sidste nådesbudskab. Således vil man se, at de profetiske perioder og den kundgørelse, som grunder sig på dem, ikke når frem til Herrens komme.”

At den fejltagelse, de, der forventede Herrens komme i 1844, gjorde sig skyldige i, ikke bestod i tiden er vist ved forklaringen over de 70 uger og 2300 dage i Dan 9; at den derimod bestod i den tildragelses natur, som skulde finde sted ved enden af hine dage, har vi set ved bevisførelsen angående Helligdommen i Dan 8. Da man antog, at jorden var Helligdommen, og at dens renselse skulde ske ved ild ved Herrens åbenbarelse fra himlen, ventede man ganske naturlig Kristi komme ved dagenes ende; og på grund af en fejlagtig opfatning desangående blev de grusomt skuffede, i hvorved alt det, profetien erklærede, og alt det, de havde sikkerhed for at imødese, tildrog sig til den forventede tid med fuldstændig nøjagtighed. Da begyndte Helligdommens renselse; men dette bragte ikke Kristus ned til vor jord; thi jorden er ikke Helligdommen, og dens renselse forudsætter og medfører ikke jordens ødelæggelse, thi den sker ikke ved ild, men ved et helligt offer. Her erfaredes den smerte, som den lille bog skulde bringe menigheden. Åb 10: 10. Således kom da en som en menneskes søn, ikke til vor jord, men til den Gamle af dage. Dan 7: 13, 14. Således kom brudgommen til brylluppet, som fremstillet i lignelsen om de ti jomfruer. Matt 25. Vi har talt om midnatsråbet i sommeren 1844. Da sagde de dårlige jomfruer til de kloge: ”giv os af eders olie, thi vore lamper udslukkes.” De kloge svarede: ”Gå hellere bort til dem, som sælger, og køb for eder selv! Men da de gik bort for at købe, kom brudgommen.” Dette er ikke Kristi komme til vor jord; thi det er et komme, som går forud for brylluppet; men brylluppet, dvs., at han overtager riget (se 21. kap.), må gå forud for hans komme til vor jord i den hensigt at tage sit folk til sig, der skal være gæster ved bryllupsnadveren. Luk 19: 12; Åb 19: 7-9. Dette komme i lignelsen må derfor være det samme som hans komme til den Gamle af dage, hvorom der tales i Dan 7: 13, 14.

De, som var rede, gik ind med ham til brylluppet, og døren blev lukket. Når brudgommen er kommen til brylluppet, undersøges gæsterne for at se, hvem der er rede til at tage del i højtiden, ifølge lignelsen i Matt 22: 1-13. Umiddelbart forud for brylluppet kommer kongen ind for at bese gæsterne og forvisse sig om, hvorvidt alle har bryllupsklædningen på; og hver den, som efter en grundig prøvelse er funden iført bryllupsklædningen og antages af kongen, taber aldrig senere denne klædning, men er sikker på det evige liv. Imidlertid kan dette spørgsmål om, hvorvidt man er skikket for riget, kun afgøres ved Helligdommens undersøgelsesdom. Denne slutningsgerning i Helligdommen, som udgør Helligdommens renselse og forsoningen, er derfor intet andet end gæsternes prøvelse, om hvorvidt de nemlig har bryllupsklædningen på. Førend denne gerning altså er afsluttet, er det ikke afgjort, hvem der er ”beredte” til at indgå til brylluppet. ”De, som var beredte, gik ind med ham til brylluppet.” Ved dette korte udtryk føres vi frem lige fra den stund, brudgommen kommer til brylluppet, og lige til det øjeblik, Helligdommens renselse, gæsternes prøvelse, er afsluttet, og når så sker, er prøvetiden til ende, og døren lukkes.

Lignelsens forbindelse med det budskab, vi her betragter, er nu meget tydelig. Den fremstiller en tidsperiode, i hvilken gæsterne gøres beredte for Lammets bryllup, hvilket er den dommens gerning, hvortil budskabet fører os, når det erklærer: ”Hans doms time er kommen!” Dette budskab skulde forkyndes med høj røst, og det lød med den således antydede vælde mellem 1840 og 44, særlig da i sidstnævnte års syvende måned, hvorved vi nåede frem til enden af de 2300 dage, da domsværket begyndte, idet Kristus begyndte på Helligdommens renselse.

Men som allerede vist kom man ikke derved til prøvetidens slutning, men begyndte kun på den undersøgende dom. Vi lever nu under denne dom, og inden dette samme tidsrum forkyndes andre budskaber, således som forudsigelsen videre erklærer.

Det andet budskab. – Dette budskab, der følger efter det første, forkyndes (8. vers) i følgende få ord: ”Og den anden engel fulgte, som sagde: Faldet, faldet er Babylon, den store stad, fordi det har givet alle folk at drikke af sin Horeries vredes vin.” Den tid, hvori dette budskab lyder, er for en stor del bestemt ved tiden for det første budskab. Dette kan ikke gå forud for hint. Men som allerede vist må det første henlægges til de sidste dage; og dog må dette sidste meddeles før enden; thi når enden er kommen, er ingen sådan ting mulig. Dette er derfor en del af den religiøse bevægelse, som finder sted i de sidste dage med særligt henblik på Kristi komme.

Man må derfor naturlig spørge: Hvad vil udtrykket Babylon sige? Hvad er dets fald? Og hvorledes går dette for sig? Med hensyn til ordets oprindelige betydning kan vi henvise til 1 Mos 10: 10 og 11: 9. Begyndelsen til Nimrods rige var Babel eller Babylon, og stedet hed så, fordi Gud der forvirrede deres sprog, som byggede tårnet; og ordet betyder forvirring. Ordet benyttes her billedlig som betegnelse på den store sindbilledlige by i Åbenbaringens bog, sandsynligvis med særlig hentydning til ordets betydning og de omstændigheder, hvori det havde sin rod. Det anvendes på noget, man kunde betegne med ordet ”forvirring” for derved at angive dets væsentligste kendemærke.

Der findes kun tre tin, hvorpå ordet på nogen måde kan anvendes, nemlig 1) den frafaldne religiøse verden i almindelighed, 2) pavekirken i særdeleshed, 3) byen Rom. Idet vi undersøger disse udtryk, vil vi først vise, hvad Babylon ikke er.

1. Babylon er ikke indskrænket til den romerske kirke alene. At denne kirke udgør en vigtig del af det store Babylon benægtes ikke. Beskrivelserne i 17. kapitel synes ganske særlig at gælde netop denne kirke; men det navn, hun bærer på sin pande: ”Hemmelighed, Babylon det store, moder til skøgerne og vederstyggelighederne på jorden” (kapitel 17: 5), røber andre slægtsforbindelser. Er denne kirke moderen, hvem er så døtrene? At disse døtre omtales viser, at der foruden den romerske kirke findes andre religiøse samfund, som svarer til betegnelsen. Der skal også i forbindelsen med dette budskab lyde et råb: ”Gå bort fra hende, I mit folk” (Åb 18: 1-4); og da dette budskab jo falder i den nulevende slægt, følger deraf, om der med Babylon ikke menes nogen anden kirke end den romerske, at Guds folk som samfund betragtet nu befindes at stå i forbindelse med denne kirke, men skal kaldes bort fra den. Men denne slutning vil idet mindste ingen protestant være villig til at gå med på.

2. Babylon er ikke byen Rom. De argumenter, man støtter sig til for at bevise, at byen Rom er Åbenbaringens Babylon, er følgende; Engelen sagde til Johannes, at den kvinde han havde set, var den store stad, som hersker over jordens konger, og at dyrets syv hoveder er syv bjerge, på hvilken kvinden sidder. Idet man nu går ud fra, at byen og bjergene skal tages iegentlig betydning, og man finder, at Rom er anlagt på just syv høje, kommer man uden videre til den slutning, at der her er tale om det egentlige Rom.

Det princip, hvortil denne fortolkning støtter sig, er den antagelse, at et symbols forklaring altid må tages bogstavelig; men dette falder til jorden, i samme øjeblik man kan vise, at symboler undertiden forklares ved at sætte andre symboler i deres sted og så forklare disse sidste. Dette kan let påvises. I Åb 11: 3 har vi som symbol de to vidner. I næste vers står der: ”Disse er de tvende olietræer og de tvende lysestager, som står for jordens Gud.” I dette tilfælde skal første sindbillede være det samme som et andet, der på et andet sted tydelig forklares. Således også i foreliggende tilfælde; ”de syv hoveder er syv bjerge”, og ”kvinden er den store stad”. Det er da ikke vanskeligt at vise, at både bjergene og staden benyttes sindbilledlig. Man lægge mærke til følgende:

1) Vi ser af 13. Kapitel, at et af de syv hoveder blev såret til døden. Dette hoved kan derfor ikke være et egentlig bjerg, såsom det vilde være tåbelig tale, at et bjerg såredes til døden.

2) Hvert af de syv hoveder har en krone på. Men hvem har set et egentlig bjerg med en krone på?

3) De syv hoveder følger øjensynlig efter hinanden i tid; thi der står; ”fem er faldne, den ene er til, den anden er endnu ikke kommen.” Åb 17: 10. Men de syv høje, hvorpå Rom er anlagt, følger ikke efter hinanden i tid, og det vilde være urimeligt derfor at lade et sådant udtryk gælde dem.

4) Ifølge Dan 7: 6 sammenholdt med Dan 8: 8, 22 betegner hoveder regeringsmagter; og ifølge Dan 2: 35, 44 og Jer 51: 25 betegner bjerge riger. Efter dette fjerner professor Whittings bogstavelig oversættelsen af teksten i Åb 17: 9, 10 al dunkelhed: ”De syv hoveder er syv bjerge, på hvilke kvinden sidder, og de er syv konger.” Man vil således se, at engelen fremstiller hoveder som bjerge og så forklarer bjergene som syv på hinanden følgende konger eller regeringsformer. Betydningen føres fra det ene sindbillede over på et andet, og så gives der en forklaring af dette andet.

Af foregående bevisførelse fremgår, at ”kvinden” ikke kan være en stad i bogstavelig forstand; thi da de bjerge, hvorpå kvinden sidder, er sindbilledlige, kan ikke en egentlig stad sidde på sindbilledlige bjerge. Atter: Rom var Dragens sæde (Åb 12), og dette overførtes til Dyret (Åb 13: 2) og blev således Dyrets sæde; men det vilde være en besynderlig sammenblanding af billeder at tage det sæde, som Dyret sidder på, og gøre det til en kvinde, som sidder på Dyret.

5) Hvis byen Rom var Åbenbaringens Babylon, hvad mening vilde der så være i kapitel 18: 1-4? I så fald vilde Babylons fald være byens kuldkastelse og ødelæggelse, ja dens fuldstændige undergang ved ild ifølge 8. vers. Men hvad sker der ikke efter faldet! Babylon bliver en bolig for djævle og et fængsel for alle urene ånder og et fængsel for alle urene og afskyede fugle! Men hvorledes kan dette times en stad, når den først er ødelagt, ja i bund og grund fortæret af ild? Men hvad værre er, efter alt dette høres en røst, som siger; ”Gå bort fra hende, I, mit folk!” Er da Guds folk i Rom? Nej, ikke synderlig mange, selv i Roms bedste dage. Men hvor mange kan vi vel antage, at der er i den og kaldes bort fra den, efter at den er fortæret af ild! Der behøves ikke yderligere bevisførelse for at fastslå, at Babylon ikke kan være byen Rom.

1. Babylon betegner den almindelige, altomfattende verdslige kirke. Når vi nu har set, at det ikke kan være nogen af to andre genstande, hvorpå det var muligt, udtrykket kunde anvendes, må dette være dets rette betydning. Imidlertid er vi ikke her henvist kun til på denne fornuftmæssige måde at komme til forståelse af sagen på. Babylon kaldes en kvinde. Og benyttet som sindbillede betegner en kvinde en menighed. Kvinden i 12. kapitel bør utvivlsomt også fortolkes som symbol på en menighed. Kvindens karakter bestemmer den menigheds karakter, på hvis vegne hun optræder, idet en kysk kvinde står for en ren menighed, medens en usædelig kvinde står for en frafalden eller uren menighed. Kvinden Babylon er selv en skøge og moder til døtre, som ligner hende selv. Denne omstændighed ligesom også navnet selv viser, at man ved Babylon ikke blot skal forstå et eller andet enkelt kirkeligt samfund, men at det må bestå af mange; det må indbefatte alle dem, der har samme væsen, og betegne jordens fordærvede eller frafaldne menighed i det hele. Dette forklarer kanhænde ordene i Åb 18: 24, hvor der står, at når Gud kræver af det store Babylon sine helliges blod, der da i den skal findes ”profeters og helliges blod” ”og alle deres, som er myrdede på jorden”. Den græske kirke er russisk og græsk statskirke; den lutherske kirke er statskirke i Preussen, Holland, Sverige, Norge, Danmark og en del af de mindre tyske stater; i England er den episkopale kirke statskirke, og andre lande har sin af staten fastslåede og antagne tro og sætter sig nidkært op imod anderledes troende. Babylon har givet alle folk at drikke af sit horeries giftige vin, dvs. af sine falske lærdomme, og må derfor sindbilledlig betegne intet mindre end hele den almindelige verdslige kirke.

Den store stad Babylon omtales som bestående af tre dele. Således kan også verdens store religionssystemer indordnes under tre navne: den første, ældste og videst udbredte: hedenskabet, som for sig særlig fremstilles sindbilledlig i en drages skikkelse, - det andet: den frafaldne store romerske kirke, som symbolsk betegnes ved dyret, - det tredje: denne kirkes døtre eller efterkommere. Under sidstnævnte indgår dyret med de to horn, ihvorvel det ikke omfatter det hele. Krig, undertrykkelse, verdsligt levnet, mammon dyrkelse, det, at man er lænkebunden af trosbekendelser, at man jager efter fornøjelser, og at man hævder såre mange af den gamle romerske kirkes vildfarelser, gør, at størstedelen af de protestantiske menigheder med en sørgelig trofast nøjagtighed må siges at udgøre en vigtig del af dette store Babylon.

Et blik på nogle af de retninger, i hvilke den protestantiske kirke har skejet ud, viser dette end yderligere. Med magten i hænde udryddede Rom uhyre mængder af dem, den dømte som kættere. Den protestantiske kirke har lagt samme ånd for dagen. Tænk blot på, hvorledes protestanterne i Genf med Johan Kalvin i spidsen brændte Mikael Servetus, hvorledes den engelske kirke i lang tid uden afbrydelse undertrykte dissentere, hvorledes endog Ny Englands puritanske fædre, som selv havde måttet fly bort fra lignende voldsgerninger fra den engelske kirkes side, hængte kvækere og piskede baptister! Dog dette, kunde en og anden sige, hører fortiden til. Sandt nok; alligevel viser det, at når de, som lader sig drive af stærke religiøse fordomme har magt til at tvinge afvigende trosbekendere, kan de ikke lade være med at bruge denne magt – en tingenes tilstand, som vi imødeser i vort land (Amerika), når slutningsforudsigelsen i 13. kapitel yderligere fuldbyrdes.

Man lægge også mærke til, hvor vidt de har skejet ud fra Kristi lærdomme i andre henseender. Kristus forbød sine efterfølgere at tragte efter denne verdens gods. Men den populære kirke som helhed betragtet lægger større begær efter gods for dagen, end selv verdens børn gør. I hvor mange menigheder er det ikke mammon, som regerer! Kristus siger: ”Lad eder ikke kalde Rabbi [d.e. mester eller lærd]; thi én er deres mester, Kristus.” Gør man det, så har man del i den samme ånd, der har drevet ærgerrige mennesker til at opkaste sig til menighedens hoved. Peters efterfølger, Kristi statholder og Gud på jorden. Dog hvor mange selv i de protestantiske kirker antager ikke, efterlignende den romerske, titlen ”ærværdig”! Og ikke tilfredse hermed bliver enkelte ”velærværdige”, ”højærværdige” og doktor i teologi”, - Det Nye Testamente taler i de bestemteste udtryk mod prydelser og overdreven klædedragt; og alligevel, hvor skal man søge de seneste moder, den kostbareste klædedragt, de mest prunkende prydelser, de kosteligste diamanter og den mest glimrende guldstads om ikke hos en menighed, når de højere klasser en skøn søndag møder frem i en protestantisk kirke! Tilstanden inden den religiøse verden er nu en sådan, at mange, der vil opnå held i sin stilling som retslærde, videnskabsmænd, politikere, handelsfyrster osv., almindelig gennem kirkelige forbindelser søger at opnå fremgang i forretninger, hæder i samfundet, høje embedsstillinger i landet og indbringende ansættelser. At man ud fra sådanne bevæggrunde antager gudfrygtigheds skin må være højst vederstyggeligt i Guds øjne, og dog tager menighederne netop med velvilje imod sådanne folk, fordi de derved vinder endnu større anseelse.

Babylon fremstilles som handlende med menneskesjæle. En i den engelske kirke almindelig skik må vistnok også betegnes som sådant. Der udbydes undertiden ledige præstekald til salgs; og uden at man tager hensyn til hvorvidt han ejer de moralske betingelser, som gør ham skikket for stillingen, og uden hensyn til hans religiøse standpunkt kommer da den højstbydende i besiddelse af den af stillingen flydende indtægt og bliver sine sognebørns hyrde. Om vi ser hen til forholdet i vort eget land (Amerika), hvor mange kneb og hvor megen svig tyr man ikke til for at drage mængden til sig, ikke for at omvende den og frelse dem, men for at sikre sig deres gunst og indflydelse! Det sørgeligste ved alt dette er dog, at præsten følgelig kommer til at måtte forkynde behagelige lærdomme og kildre højfornemme folks øren med tiltalende fabler.

Kristus vilde, at hans menighed skulde være ét. Han bad om, at hans disciple måtte være ét, ligesom han og Faderen var ét; thi dette vilde give hans evangelium kraft og bringe verden til at tro på ham. Men i stedet derfor, - hvilken forvirring findes der ikke i den protestantiske verden! De mange skillevægge har gjort den til et rent samfundsnet, og i de mange trosbekendelser er der en disharmoni som i deres tungemål, der adspredtes ved Babels tårn. Gud er ikke ophavsmand til alt dette. Det er netop denne tingenes tilstand, som ordet Babylon passende betegner og udtryksfuldt beskriver. Det er derfor øjensynlig benyttet netop i dette øjemed og ikke som et bebrejdelsens ord. I stedet for at udvise bitre følelser, når dette udtryk nævnes, bør man hellere undersøge sin stilling for at se, om man i tro og gerning står i nogen brødefuld forbindelse med denne forvirringens stad, og i så fald straks skille sig fra samme.

Den sande kirke er en kysk jomfru. 2 Kor 11: 2. Men den kirke, der står i venskabsforhold til verden, er en skøge. Det er denne lovstridige forbindelse med jordens konger, som gør den til Åbenbaringens store skøge. Åb 17. Den jødiske kirke blev på denne måde en skøge (Ez 16), endskønt den i begyndelsen var ægteviet til Herren. Jer 2 og 3; 31: 32. Denne kirke blev, da den således var falden af fra Gud, kaldet Sodoma (Es 1), ligesom ”den store stad” (Babylon) kaldes således i Åb 11. Den lovstridige forbindelse med verden, hvori Babylon gør sig skyldig, er et sikkert bevis for, at det ikke er den borgerlige magt. At Guds folk befinder sig midt i det lige før dets omstyrtelse er et bevis på, at det i al fald giver sig ud for at være et religiøst samfund. Af disse grunde tror vi derfor, at det er klart, at Åbenbaringens Babylon er navnkirken i forbindelse med verden.

Dernæst må vi betragte Babylons fald. Efter nu at have erfaret, hvad Babylon er, bliver det ikke vanskeligt at afgøre, hvad der menes med udtrykket: Babylon er falden. Da Babylon ikke er en stad i egentlig forstand, kan faldet lige så lidt betegne en egentlig omstyrtelse. Vi har allerede set, hvilken tåbelighed det vilde være at påstå noget sådant. Mellem Babylons fald og ødelæggelsen hævder jo desuden profetien selv den klareste forskel. Babylon ”falder”, før det med vold ”omstyrtes”, som en møllesten kastes i havet, og bliver ganske fortæret ved ild. Faldet må derfor være et moralsk fald; thi efter faldet siger røsten til Guds folk, der endnu står i forbindelse med det: ”Gå bort fra hende, I mit folk”, og straks efter angives grunden: ”for at I ikke skal blive delagtige i hendes synder, og for at I ikke skal rammes af nogen af hendes plager.” Babylon består derfor endnu i sin syndighed, og dets plager skal først senere komme, efter faldet.

De, som vil anvende Babylon udelukkende på pavevæsnet, siger, at Babylons fald skal være pavekirkens tab af borgerlig magt. Men en sådan synsmåde vilde i flere enkeltheder være uforenelig med profetien:

1. Babylon falder, fordi det giver alle folkeslag at drikke af sin vin, dråbevis indgiver dem sine falske lærdomme. Dette forårsagede imidlertid ingenlunde, at paven tabte sit timelige vælde, det var jo tværtimod derved, han så længe hævdede sin uindskrænkede herskerstilling.

2 Ved sit fald bliver Babylon djævlenes bolig og et fængsel for alle urene ånder og et fængsel for alle urene og afskyede fugle; dog, dette kommer jo slet ikke af, at Rom taber sit borgerlige vælde.

3. Guds folk kaldes bort fra Babylon på grund af den tiltagende syndfuldhed som følge af faldet; men at pavedømmet taber sit timelige vælde kan dog ikke være nogen ny grund til, at Guds folk skal forlade denne kirke.

Den grund, der anføres for dette Babylons moralske fald, er den, at det gav alle folkeslag ”at drikke af sit horeries vredes vin”. Der er blot ét, hvorom dette kan gælde: falske lærdomme. Det har forvrænget Guds ords rene sandheder og beruset folkene med behagelige fabler. Blandt de lærdomme, det i strid med Guds ord fremsætter, kan nævnes følgende:

1. Læren om et timeligt tusindårigt rige, da fred, velstand og retfærdighed skal herske over den hele jord før Kristi andet komme. Denne lære gør særlig regning på at lukke folks øren til for beviserne for Kristi nær forestående andet komme, og den kommer sandsynligvis til at dysse så mange sjæle i en kødelig sikkerheds søvn, der vil lede til deres endelige undergang, som det værste kætteri, sandhedens store fjende nogensinde har udtænkt.

2. Bestænkelse i stedet for neddyppelse som dåbsmåde, hvilket sidste jo dog er den eneste skriftmæssige måde og en passende ihukommelse om Frelserens begravelse og opstandelse, i hvilket øjemed den blev bestemt. Efter at man havde forvrænget denne anordning og fjernet den som et minde om Kristi opstandelse, havde man således banet vejen, så man kunde indsætte noget andet i stedet til samme øjemeds opnåelse; og dette forsøgte man ved –

3. Forandringen af det fjerde buds sabbat, den syvende dag, i hvis sted man satte søndagen som en hviledag for Frelseren og et minde om hans opstandelse, - noget der aldrig er bleven påbudt og ingenlunde passende kan vække mindet om denne begivenhed. Et barn af hedenskabet, ”alle hedenske tiders udskejende solfest”, førtes den af paven frem til døbefonten og kristnedes som en indstiftelse af den evangeliske menighed. Således gjorde man et forsøg på at tilintetgøre, hvad den store Gud havde oprejst til et minde om sit eget herlige skaberværk, og at rejse i dets sted et nyt mindesmærke, der i erindringen kunde genkalde Kristi opstandelse, noget man ikke behøvede, såsom Frelseren selv allerede havde sørget for et minde derom.

4. Læren om sjælens naturlige udødelighed. Denne lære fik man også fra den hedenske verden. Eftersom fremragende nyomvendte fra hedenskabet kom ind i de kristnes rækker, blev de snart ”kirkefædre” og fostrede som sådanne denne fordærvelige lære som en del af den guddommelige sandhed. Denne vildfarelse gør de to store lærdomme i skriften om opstandelsen og den almindelige dom til intet og baner vejen for nutidens spiritisme med dens vanhellige teorier. Af denne lære er oprundet andre dårlige lærdomme, som for eks. om de dødes bevidsthedstilstand, helgendyrkelsen, Mariadyrkelsen, skærsilden, belønning og straf straks efter døden, bøn og dåb for de døde, den evige pine og universalismen.

5 Læren om, at de hellige som umaterielle, afklædte ånder skal finde sin evige arvelod i ubeskriveligt fjerne egne, ”hinsides tidens og rummets grænser”. Således er folk i mængde bleven ledt bort fra den skriftmæssige synsmåde, at denne vor jord skal tilintetgøres ved ild på dommens og ugudelige menneskers fordærvelses dag, og at almagtens røst af vor jords aske skal fremkalde en ny jord, der vil udgøre herlighedens evige rige og bliver de helliges ejendom og evige arvelod.

6 At Kristi komme er åndeligt og ikke må forstås bogstaveligt, og at det fuldbyrdes ved Jerusalems ødelæggelse eller fuldbyrdes ved omvendelsen, ved døden, i spiritismen osv. Hvor mangen en sjæl er ikke ved en sådan lærdom for bestandig bleven lukket til for den skriftmæssige synsmåde, at Kristi andet komme er en fremtidig, bestemt, bogstavelig, personlig og synlig begivenhed, som vil medføre fordærvelse for alle hans fjender, men et evigt liv for alle dem, som hører ham til!

7 At gudfrygtighedens mål trædes i støvet. Menneskene bibringes den tro, at gudfrygtigheds skin er nok, og at man sikkert vil komme ind i himlens rige ved blot at sige: Herre, Herre, som en indholdsløs remse. Er der nogen, som nærer tvivl om, at så er, han lytte da til næste begravelsesprædiken, eller han besøge kirkegården og lægge mærke til, hvad gravstenene siger!

Verden er blevet næsten gal af begær efter rigdom og ære; og i den retning går kirken i spidsen og bifalder således åbenbart, hvad Frelseren strengt forbød. Om kirkerne var enige, som de burde være, hvilken anstødssten vilde der da ikke være fjernet fra syndens vej! Og havde ikke de falske lærdomme, som kirken dråbevis har ladet flyde ind i menneskenes sjæle, været til, hvor vilde da ikke bibelens simple og klare sandheder bevæge verden! Men af disse lærdomme holdes man i en tilstand som under det mægtigste rusmiddels bedøvende indflydelse.

For nu særligere at komme til profetiens mening med hensyn til Babylons fald vil vi først betragte, hvorledes den religiøse verden stod lige overfor en sådan forandrings mulighed, da tiden kom, at dette budskab skulde forkyndes i forbindelse med det første budskab omkring 1844. Hedenskabet var kun frafald og fordærvelse fra sin begyndelse af og er det endnu, så deri er intet moralsk fald muligt. Katolicismen har i århundreder ligget så lavt på vægtskålen, som det er muligt for en kirke at synke, så i den menighed findes der ingen plads for et moralsk fald. To store dele af Babylon var derfor, da det andet budskabs opfyldelse skulde indtræde, moralsk så lavt stillede, at en yderligere nedgang næppe var mulig inden dem. Dog ikke så med den protestantiske del af den store stad. Disse kirker, som påbegyndte det store reformationsværk og afkastede den pavelige fordærvelse, havde øvet en ædel handling, og de havde en stund stillet sig godt. De nåede et moralsk mål, der lå umådelig højere end nogen af de andre dele, vi har nævnt. De stod med andre ord således, at et moralsk fald for deres vedkommende var muligt. Man kan derfor ikke andet end komme til den slutning, at det budskab, som meldte om faldet, næsten udelukkende gjaldt de protestantiske menigheder.

Det spørgsmål kan da opstå: Hvorfor forkyndtes ikke budskabet før, såfremt en så stor del af Babylon, både den hedenske og den pavelige, var falden for så længe siden? Svaret ligger rede: Babylon kunde ikke som helhed siges at være falden, så længe som én del endnu stod. Faldet kunde derfor ikke meldes, førend en forandring til det værre var indtrådt i den protestantiske verden, og førend man med velberådet hu havde ladet den sandhed uænset, gennem hvilken alene fremskridtets vej lå. Men da dette fandt sted, og denne sidste del moralsk faldt, da kunde forkyndelsen om Babylon som helhed udgå, således som den ikke før var udgået: Babylon er falden!

Man kunde endvidere nok spørge, hvorledes den grund, som anførtes for Babylons fald, at den nemlig gav alle folk at drikke af sit horeries vredes vin, kunde gælde de protestantiske menigheder på den tid, der her omhandles. Der svares: Jo, den passer meget træffende. Fejlen med Babylon ligger i dets forvirring og falske lærdomme. Fordi det med flid udbreder disse og klynger sig til dem, når man byder det det lys og den sandhed, som kan rette derpå, - derfor falder det. Tiden var kommen, da de protestantiske menigheder skulde nå frem til et højere religiøst standpunkt. De kunne vedkende sig det nye lys og den tilbudte sandhed og nå frem til et højere mål; eller de kunde forkaste begge dele og således tabe sin åndelige kraft og gunst hos Herren, med andre ord, moralsk falde. Den sandhed, Gud anså det heldigst at anvende som redskab i denne gerning, var det første budskab. Den lære, som prædikedes, var, at Guds doms time var kommen, og at Kristus snart skulde komme anden gang. Efter at have lyttet til forkyndelsen længe nok til at indse, hvilken velsignelse lærdommen medførte, og hvad godt der fremkom af den, forkastede menighederne i sin store almindelighed den med foragt og spot. Derved gennemgik de prøven; thi således forrådte de tydelig, at de havde hjerte for verden, ikke for Frelseren, og at de helst vilde have det så. Og dog ville budskabet have lægt den sygdom, som da rådede i den religiøse verden. Profeten udråber, måske netop med hensyn til herom handlede tidspunkt: ”Vi har søgt at læge Babel; men det lod sig ikke læge.” Jer 51: 9. Spørges der, hvorledes vi kan vide, at så vilde være sket, hvis man antager budskabet, så svarer vi: Fordi så skete med alle dem, som antog det. De kom fra forskellige kirkesamfund, og de stængsler, som holdt dem inden deres kirkesamfund, blev jævnede med jorden, - stridende trosbekendelser gik op i støv, - sit skriftstridige håb om et tusindårigt rige her i tiden opgav de, - sine falske anskuelser om Kristi andet komme fik de rettede, - hovmod og verdslig sindelag var som strøget bort, - en øvet uret gjorde man god igen, - hjerterne forendes i det ømmeste broderskab, - og kærlighed og fred sad ene tilbage på tronen. Såsandt læren udrettede dette hos de få, som antog den, vilde den have udrettet det samme for alle, om alle havde antaget den.

Men budskabet forkastedes; og hvad blev følgen deraf? Følgen for deres vedkommende, som forkastede det, kommer til at omtales senere; følgen for deres vedkommende, som tog imod det, må omtales her. Overalt i hele landet lød råbet; ”Babylon er falden!” og med henblik på, hvad der antydes i Åb 18: 1-4, tilføjes der: ”Gå bort fra hende, I mit folk!” Omtrent 50.000 afbrød forbindelsen med sine kirkesamfund, hvor de ikke fik lov til i fred at være og forkynde sine synsmåder.

En kendelig forandring indtrådte da i menighederne med hensyn til deres åndelige tilstand. Ud fra den antagelse, at forkyndelsen om Kristi andet komme støttedes og begrundedes i den profetiske orden med hensyn til de forudsagte begivenheders fuldbyrdelse, samt at budskabet var ”den nærværende sandhed” for hin tid, kunde ikke udfaldet have været anderledes. Når man væger sig ved at vandre i lyset, stænger man sig nødvendigvis selv ude i mørket; når man forkaster sandheden, smeder man uvilkårlig vildfarelsens lænker om sine egne lemmer. Et tab af åndeligt liv og kraft, et moralsk fald, må påfølge. Dette fik menighederne føle. De foretrak at hænge ved gamle vildfarelser og vedblivende kundgøre sine falske lærdomme blandt folk. Sandhedens lys udslukkedes derfor iblandt dem. Somme af dem følte og beklagede forandringen. Nogle få vidnesbyrd fra deres egne forfattere vil stille tilstanden blandt dem dengang klart frem.

Bladet Christian Palladium for 15. Maj 1844 talte i følgende vemodige tone: ”I alle retninger hører vi den sørgelige lyd, der når til os med alle himlens luftninger, bevirker en kulde som blæsten fra nordens isfjelde, lejrer sig som en mare på de frygtsommes bryst og sluger de svages kraft og udholdenhed, - at lunkenhed, splid, lovløshed og trøstesløshed bringer ulykke og elendighed inden Zions grænser.”

I 1844 talte bladet Religious Telescope i følgen de udtryk: ”Vi har aldrig været vidne til en så almindelig nedgang i religionen som nu for tiden. Sandelig, menigheden må vågne op og søge efter grunden til denne sørgelige tilstand; thi sørgelig må hver den, der elsker Zion, anse den. Når vi mindes, hvor få og sjældne tilfældene af sand omvendelse er, og hvor ubodfærdige og forhærdede syndere optræder, uden at man næsten kan tænke sig lignende, må vi næsten uvilkårlig udråbe: Har Gud glemt at vise sig miskundelig? Eller er nådens dør lukket?”

Omtrent på denne tid udstedtes der i religiøse blade opråb om at holde faste og bøn, for at den Helligånd måtte vende tilbage. Endog i Philadelphia-Bladet Sun for 11. nov. 1844 læste man: ”Undertegnede præster og medlemmer af forskellige kirkesamfund i Philadelphia og nabolag, som højtidelig tror, at tidens tegn nu er for tiden, den almindelige udbredte åndelige lunkenhed i vore menigheder og ondskaben i verden omkring os gør krav på, at de kristne skulle udråbe en særlig bønnetid, er derfor bleven enige om at slutte os sammen om en uges særlig bøn til Gud, den Almægtige, at han vil udgyde sin Helligånd over vor by, vort land og verden.”

Professor Finney, redaktør af Oberlin Evangelist, sagde i februar1844: ”Vi har taget den kendsgerning i betragtning, at de protestantiske menigheder inden vort land som sådanne i almindelighed enten har forholdt sig ligegyldige eller fjendtlige overfor næsten alle tidens reformer på det sædelige livs område. Der findes nok delvise undtagelser, men dog ikke nok til at forandre ovennævnte almindelige forhold. Der findes også en anden kendsgerning, som støtter vor påstand, den nemlig, at der næsten overalt mangler ny vækkelse inden menighederne. Den åndelige sløvhed er næsten alment rådende og er forfærdelig stor; herom vidner hele landets religiøse presse. I meget stor udstrækning er menighedsmedlemmer henfaldne til at følge moden og slår sig sammen med de ugudelige til fornøjelser, dans, festligheder osv. Men vi behøver ikke at dvæle videre ved dette pinlige emne. Det være nok at sige, at vi får stedse flere og flere uimodsigelige beviser for, at menighederne i sin almindelighed sørgelig vanarter. De er langt afvegne fra Frelseren, og han har unddraget sig dem.”

Om man skulde sige, at vore anskuelser om menighedernes moralske fald og åndelige sløvhed ikke har vist sig at være rigtige, og som støtte for denne påstand henvise til den store vækkelse i 1858, kan kanske vidnesbyrdet fra Bostons ledende kongregationalist- og baptistblade med hensyn til nævnte vækkelse rette på et sådant indtryk.

Bladet Congregationalist sagde i nov. 1858: ”vore menigheders vækkelse til gudsfrygt er ikke en sådan, at man deraf forhåbningsfuldt kan slutte sig til dens lovlige, praktiske frugter. Man burde f.eks. være ligeså sikker på, at vore godgørenhedsforeningers skatkamre skulde fyldes efter en sådan nådens regnbyge, som man er på, at elvene svulmer i sit leje efter en rigelig regn. Men forstanderne for disse foreninger beklager sig over den ringe støtte og hjælp, de får af menighederne.

”Der er endnu noget andet, som på en bedrøvelig måde belyser denne samme sandhed. Bladet Watchman and Reflector berettede for nylig, at der aldrig blandt baptisterne havde været en så beklagelig kirkesplittelse som den, der råder for nærværende; og sørgeligt som det end er, må det siges, at denne synd klæber netop ved de menigheder, som har størst andel i den sidste vækkelse. Ja, der tilføjes, hvad der er endnu mere trist, at disse splittelser i de fleste tilfælde netop kan føre sin oprindelse tilbage til tiden for hin vækkelse. Selv et blik på vort eget kirkesamfunds ugeskrifter overbeviser nok en om, at ondet ikke på nogen måde findes hos baptisterne alene. Vore egne spalter har kanske aldrig bragt så ydmygende beretninger om heftig strid og kirkelig trætte som i de sidste få måneder.”

En presbyteriansk præst i Belfast, Irland, udtalte sig i 1858 som følger angående den da nylig stedfundne vækkelse dersteds (Ifølge New Yorker-bladet Independent for dec. 1859): ”Beslutningen om at knuse alle de ordets tjenere, der ytrer et ord imod deres nationale synd (slaveriet), beslutningen om at undertrykke og tilsidesætte skriftens tydelige lærdomme kan disse New Yourker-kristne holde fast ved og sætte i værk, på samme tid som de venter, at den religiøse verden skal hilse deres vækkelse som et så stort gode. Men førend de ynkelig nedværdigede amerikanske menigheder øver Guds gerning i sit eget land, har de ingen åndelig kraft at meddele andre; deres vækkelse er i den religiøse verden det samme som deres prunkende råb på frihed, blandet med slavens stønnen, er i den politiske.”

Under den store irske vækkelse i 1859 holdt Irlands presbyterianske kirkes generalforsamling sit møde i Belfast. Om en besynderlig scene, der bevidnedes i denne forsamling, sagde Belfaster-bladet News Letter for den 30. Sept.: ”Her i denne ærværdige forsamling af præster og ældste finder vi to præster, som åbent skælder hinanden ud for løgnere, og hele generalforsamlingen blev scenen for et røre, som grænsede til et pøbelopløb.”

Dette er en beklagelig tingenes tilstand. Men hvad har så tildraget sig siden den tid, og i hvilken retning er udviklingen blandt de navnkristne menigheder gået? På somme steder udfoldes der en krampagtig virksomhed, og vækkelsesprædikanter, som vækker ikke liden opsigt, gør store anstrengelser for at påvirke følelserne; men der synes ikke at udrettes noget synderlig varigt godt, og gudfrygtighedens mål bliver ringere og ringere.

Man har fundet på forskellige nye ting for at lette den kirkelige gerning, og nogle af disse anses nu næsten som en nødvendighed i et Gudshus, deriblandt intet mindre end et godt udstyret køkken, hvor festmåltider kan tilberedes, og hvor rigtig lækre sager kan tillaves for den mest forvendte gane. Et eneste eksempel kan tjene som belysning på, hvad der går for sig. Da Centenary Methodist Episcopal Church (den biskoppelige Metodistkirke) opførtes i Chicago, omtalte Chicagobladet Tribune i sin beskrivelse af bygningen særlig følgende:

”Nedenunder forhallen og samlingsværelserne er der en kælder, hvor der findes en stor spisesal, med bekvem bordplads for 150 mennesker, et køkken med kogeredskaber, vask, aftræde, påklædningsværelser osv. Man har i den nedre del af bygningen under forhallen og samlingsværelserne således visse attråværdige fordele; man kan gøre de selskabelige sammenkomster mere behagelige og hyggelige uden at bringe forfriskningerne ind i selve forsamlings salen eller forhandlingsværelserne.”

Tænk, at et køkken anses som en nødvendighed i et Gudshus! Hvad vilde de ærværdige, gudelige kirkens fædre og mødre for et slægtled siden have tænkt om sådant? Skriften siger, at æden og drikken samt jagen efter fornøjelser i stedet for gudstjeneste, selv fra deres side, der kalder sig kristne, vil udmærke de sidste dage som et tidernes tegn, Luk 17: 26-30; 2 Tim 3: 4, 5. Har vi ikke nået den tid, da dette opfyldes? Hvad findes der vel i hele fortegnelsen over verdslige forlystelser, som kirken ikke åbent tillader eller ser gennem fingre med, ja, som den ikke endog i rigeligt mon fostrer? Dans, kortspil, teaterforestillinger, hestevæddeløb, hasardspil, lotterier, festligheder, markeder, al slags fråseri deltager man i religiøse kredse, og mange af disse ting øves i såkaldte religiøse øjemed.

For nogle år siden fandt man på en underholdning til fordel for en kirke i New Orleans af en sådan art, at man fandt det mest passende at beskrive den på en plakat som følger: ”Til indtægt for Kristkirkens sogneskole. Nær ved dansepladsen er der en fint udstyret bod og et stort sejldugstelt med særlig siddepladser for damer og børn. Kirkens medlemmer såvel som publikum finder her en opsats med sodavand og konditorvarer, en restauration, hvor der i overflod findes alt, som kan tilfredsstille selv epikuræeres lyster, og tillige en flot skænk, hvor der findes i mængde af de mest udsøgte sorter drikkevarer, cigarer, osv.”

New Yorker-bladet Observer optrykte denne plakat med følgende bemærkninger: ”Dette er en afskrift af en for nærværende i New Orleans på iøjnefaldende steder opslået plakat. Den kirke, for hvilken ovennævnte flotte skænk skal åbnes, kaldes Kristkirken; men vor mening er nu den, at såsandt Kristus kommer til markedet, så kommer han med en svøbe med svære snerter og udjager hver eneste mand og kvinde, som vanærer han hus og hans navn med slige ting. Kald den kirke, om I vil, men for Guds skyld, I folk i New Orleans, kald den ikke Kristkirken; nej, alt andet heller end det!”

Hvilket kirkesamfund denne kirke end tilhørte, røber det lige fuldt, hvad der i disse dage øves i religionens navn. Som et oplysende eksempel på virkningen af kirkelotterier fortæller bladet Watchman følgende: ”Et menighedsmedlem gik hen til sin sjælehyrde og bad ham indtrængende om, at han selv skulde tage sig af hans kæreste søn, som var bleven henfalden til spillesyge. Præsten samtykkede, søgte den unge mand op og fandt ham på hans værelse. Han begyndte sin forelæsning; men førend han sluttede, lagde ynglingen hånden på hans arm og pegede på en hob prægtige bøger, som stod på bordet. ’Se, ‘ sagde den unge mand, ’disse bøger vandt jeg på en basar, som var foranstaltet i Deres kirke; der vovede jeg mig for første gang ud på sådant noget. Havde det ikke været for hint lotteri, som dreves med en kristelig menigheds bifald og under dens beskyttelse, var jeg aldrig blev spiller, ‘”

En Ordets tjener, B. F. Booth, taler sålunde i blandet Golden Censer: ”Jeg skjuler mit ansigt i blusel, når jeg hører om, at guvernøren i en stat må påkalde sin stats lovgivende myndigheds hjælp for at få love i stand, den kan modvirke den i kirkens navn og under dens beskyttelse drevne svindel under navn af menighedsbasarer, kirkefester og andre slags ”fromt” menighedsspil eller lystigt liv.”

Man kunde fylde hele sider med beretninger af ledende mænd og blade inden den religiøse verden, der erkender kirkernes nedværdigede stilling i almindelighed og de mange dårlige gerninger, hvori de uden blusel gør sig skyldige. Dog, det er unødvendigt herom at anføre flere vidnesbyrd. Den bedrøvelige og beklagelige kendsgerning er alt for åbenbar til, at man kan nægte den.

Det fremstående metodistblad Christian Advocate for 30. aug. 1883 har under overskriften: ”Den største blandt spørgsmål”, en artikel, hvoraf vi gengiver følgende:

”1. Man forklæde det nu, som man vil, men menigheden er i almindelig forstand åndelig talt i en rivende nedgang. Medens den øges i tal og vinder i penge, bliver den mere og mere svag og begrænset i sit åndelige væsen, på prædikestolene som på tilhører pladserne. Den antager mere og mere skikkelse og væsen efter menigheden i Laodikea

”2. Der er præster i tusindvis, både i højere og lavere stillinger, og mange tusinde lægfolk, som er lige så døde og værdiløse som ufrugtbare figentræer. De bidrager hverken timeligt eller åndeligt til evangeliets fremskridt og sejrssang ud over jorden. Kunne man genopvække alle disse tørre ben i vor kirke og dens forsamlinger og få dem til at arbejde trofast og ivrig, hvor vilde da ikke den guddommelige kraft åbenbares på nye og herlige måder!”

New York bladet Independent for 3. Dec. 1896 indeholdt en artikel af D. L. Moody, af hvilken følgende er hentet: ”I et nummer af deres blad så jeg forleden en artikel fra en bidragsyder, hvor der stod, at der var over 3000 menigheder i Kongregationalisternes og Presbyterianernes samfund i dette land, hvor der ikke berettedes om en eneste, som blev indlemmet i menigheden sidste år. Kan dette være sandt? Tanken herom har grebet mig i den grad, at jeg ikke kan slå den fra mig. Det er næsten nok til at fylde hver kristen sjæl med alvorlig skræk.

”Hvis dette er tilfældet med disse to store kirkesamfund, hvad må da ikke tilstanden også være blandt de andre! Skal vi alle slå os til ro og lade det gå på den måde? Vil vore religiøse blade og præsterne på prædikestolen holde munden lukket som ”stumme hunde, der ikke kan gø”, uden at advare menneskene om den kommende fare? Bør vi ikke alle opløfte røsten som en basun i dette stykke? Hvad må Guds Søn tænke om et sådant resultat af vort arbejde som dette? Hvad må en vantro verden tænke om en kristendom, som ikke formår at frembringe andre frugter? Og har vi ingen omsorg for de menneskemasser, som årlig går fortabelsen i møde, medens vi sidder med hænderne i skødet og ser derpå? Og dette vort land, hvordan vil det gå med det i de næste ti år, om vi ikke vågner op af søvne?”

Den anden engels budskab er stilet til de samfund, hvor Guds folk fornemmelig findes; thi det er særlig til dem, der tales, såsom de er i Babylon og til sin tid bliver kaldt bort. Budskabet gælder den nulevende slægt; og Guds folk nu må visselig søges i kristenhedens protestantiske samfund. Men eftersom disse menigheder viger længere og længere bort fra Gud, når de tilslut frem til en sådan stilling, at sande kristne ikke længere kan opretholde nogen forbindelse med dem, og da kommer de til at kaldes bort. Dette venter vi på i den kommende tid som en fuldbyrdelse af Åb 18: 1-4. Vi tror, dette vil komme, når menighederne foruden at være fordærvede også begynder at hæve sin voldshånd imod de hellige. (Se nærmere under sidstnævnte kapitel.)

Det tredje budskab. – Fra vers 9 lyder budskabet således: ”Og en tredje engel fulgte dem og sagde med høj røst: Dersom nogen tilbeder dyret og dets billede og modtager mærket i sin pande eller i sin hånd, så drikker også han af Guds vredes vin, som er iskænket ublandet i hans fortørnelses kalk; og han skal pines med ild og svovl for de hellige engles og for Lammets åsyn. Og deres pines røg opstiger i al evighed, og de har ikke hvile dag eller nat, de, som tilbeder dyret og dets billede, og den, som modtager dets navns mærke. Her er de helliges tålmodighed, her er de, som bevarer Guds bud og Jesu tro.

Dette er et budskab af den frygteligste vægt. I hele bibelen finders der ingen strengere trussel om guddommelig vrede. Den synd, hvorimod det advarer, må være skrækkelig, og den må være så klart og bestemt angivet, at hver den, som vil, også må kunne forstå den og således vide, hvorledes han skal undgå den over samme udtalte straffedom.

Man lægger mærke til, at disse budskaber lægges til hinanden og går sammen, idet nemlig det ene ikke ophører, når det andet begynder. Således var for en tid det første budskab det eneste, som udgik. Det andet begyndte, men afsluttede ikke derved det første; der var da to budskaber. På dem fulgte det tredje; det afløste ikke de andre, men sluttede sig kun til dem, så vi nu har tre samtidig udgående budskaber, eller rettere et trefoldigt budskab, hvori sandheden i alle tre forener sig, medens det sidste naturligvis er den ledende kundgørelse. Helt til værket er fuldendt, vil det aldrig ophøre at være sandt, at Guds doms time er komme, og at Babylon er falden; og disse sandheder vil vedblive at forkyndes i forbindelse med de sandheder, der lyder til os gennem det tredje budskab.

Mellem budskaberne indbyrdes mærker man også en logisk forbindelse. Stiller vi os hen før det første budskabs første forkyndelse, ser vi, hvilken sørgelig trang der i den protestantiske religiøse verden var til en reformation. Splittelse og forvirring rådede blandt menighederne. De klyngede sig endnu til mangen pavelig vildfarelse og overtro. Evangeliets magt var svækket i deres hånd. For at bøde på disse onder udgik læren om Kristi andet komme og kundgjordes med kraft. De burde have antaget den og derved ladet sig vække til nyt liv, hvilket vilde være bleven følgen, om de havde vedkendt sig den. I stedet derfor forkastede de den og led følgerne deraf ved tabet af åndelig kraft. Så lød da det andet budskab med melding om følgen af denne forkastelse, og en kundgørelse om, hvad der ikke alene var i sig selv en kendsgerning, men en retfærdig dom fra Herren over for dem for deres genstridighed i denne henseende, nemlig at Gud var veget fra dem, og at de var moralsk faldne.

Dette bevirkede ikke, at de blev vækkede, ledte dem ikke til at gøre bod for sine vildfarelser, hvilket det havde været tilstrækkelig til at gøre, om de havde villet lade sig advare og revse. Og hvad følger så nu? Jo, vejen ligger åben for et endnu yderligere skridt tilbage, et dybere frafald og endnu større onder. Mørkets mager driver sit arbejde frem, og hvis menighederne endnu hårdnakket vedbliver at sky lyset og forkaste sandheden, vil de snart finde sig i færd med at tilbede dyret og modtage dets mærke. Dette bliver blot den logiske følge af den handlemåde, som begyndte med forkastelsen af det første budskab. Nu udgår der da et nyt budskab med en højtidelig forkyndelse om, at hvis nogen gør dette, så skal han drikke af Guds vredes vin, som er iskænket ublandet i hans fortørnelsens kalk. Det vil sige, I forkastede det første budskab og led et moralsk fald; om I nu vedblivende forkaster sandheden og fremdeles lader de udsendte advarsler uænsede, da kommer I til at tømme Guds sidste forråd af barmhjertighed og omsider at ødelægges, uden at man kan råde bod derpå. Dette er en så streng trussel om straffedom i dette liv, som Gud kan forkynde for dem, og det er den sidste. Nogle få vil ænse den og blive frelste; men den store mængde vil gå sin gang til fortabelse.

Forkyndelsen af det tredje budskab udgør den sidste særlige religiøse bevægelse før Frelserens komme; thi umiddelbart efter dette ser Johannes en lig et menneskes søn komme på en stor hvid sky for at høste jordens høst. Dette kan ikke fremstille noget andet end Kristi andet komme. Såsandt derfor Kristi komme står for døren, er tiden for dette budskabs forkyndelse inde. Der er mange, som gør krav på navnet ”adventister”, og som i skrift og tale alvorlig lærer, at vi nu befinder os i de sidste dage, og at Kristi komme står for døren; men når vi minder dem om denne forudsigelse, kommer de pludselig i drift, uden anker, kort og kompas. De ved ikke, hvad de skal gøre med den, de ser ligeså godt som vi, at såsandt det, de lærer om Kristi andet komme, har sin rigtighed, og at Frelseren er nær, så burde man et eller andet sted – ja det hele land over – høre dette tredje budskabs varslende røst. Nu er tiden for det; i andet fald er vi ikke i de sidste dage, eller med andre ord, denne forudsigelse har slået fejl; men dette kan de ikke med rimelighed indrømme. På samme tid ved de, at de ikke forkynder budskabet, forlanger heller ikke at forkynde det, kan heller ikke pege på nogen, som forkynder det, uden på nogle enkelte, der vedgår, at dette netop er den gerning, de øver. At medgive sidstnævntes påstandes berettigelse vilde imidlertid være at udtale dommen over sig selv. Deres forlegenhed vilde gøre krav på medynk, om det ikke var derfor, at sådanne, som hellere vil blive stående i en besværlig tvivl end at anerkende sandheden, ikke med rette fortjener nogen synderlig medfølelse.

Hvad der er fremholdt angående de to foregående budskaber fastslår tiden for dette sidste og viser, at det gælder den nærværende tid. Men som ved de tidligere er det bedste bevis for vor påstand om, at budskabet nu udgår til verden, dette, at man kan pege på noget, som tildrager sig for alles øjne og godtgør fuldbyrdelsen. Efter at have vist, hvorledes det første budskab som en ledende forkyndelse faldt sammen med den store Adventbevægelse i 1840-44, og efter at have set det andet budskabs fuldbyrdelse i forbindelse med samme bevægelse i sidstnævnte år vil vi nu se på, hvad der siden efter er foregået.

Da tiden randt hen i 1844, henfaldt de, der forventede Kristi genkomst, i større eller mindre rådvildhed. Mange opgav helt og holdent bevægelsen; flere gik over til den slutning, at tidsbestemmelsen var fejlagtig, og begyndte straks på at få berigtiget de profetiske perioder og få sat et nyt tidspunkt for Herrens komme, - et arbejde, de med større eller mindre iver har forsat med til den dag i dag, idet de fastsatte en ny tidsbestemmelse, efter hvert som en anden slog fejl, til stor forargelse for Adventbevægelsen og skade for al profetisk granskning, så langt deres begrænsede indflydelse strakte sig; nogle få, som nøje og oprigtig søgte at finde grunden til fejltagelsen, blev bestyrkede i troen på, at Adventbevægelsen var styret af forsynet, og at slutningerne med hensyn til tiden var rigtige, men indså, at de havde taget fejl angående emnet om Helligdommen, og herved kunde skuffelsen forklares. De lærte, at Helligdommen ikke var vor jord, som man havde antaget, at renselsen ikke skulde ske ved ild, og at forudsigelsen herom aldeles ikke forudsatte eller medførte Herrens komme. De fandt i skriften særdeles klare beviser for, at den Helligdom, hvorom der tales, var det himmelske tempel, som Paulus kalder ”Helligdommen”, ”det sande tabernakel, hvilket Herren har oprejst og ikke et menneske”, og at dens renselse ifølge forbilledet måtte bestå i, at præsten øvede den sidste del af sin kaldsgerning i den anden afdeling, det allerhelligste. Da så de, at tiden var kommen for fuldbyrdelsen af Åb 11: 19: ”Og Guds tempel blev oplukket i himlen, og hans pagts ark blev set i hans tempel.”

Da deres opmærksomhed således var bleven henledet på arken, kom de ganske naturligt til at undersøge den i arken liggende lov. At arken indeholdt loven fremgik klart af selve dens navn: ”hans pagts ark”; den kunde jo ikke have været hans ”pagts” ark, heller ikke vilde den være bleven kaldt således, om den ikke havde indeholdt loven. Her var da altså arken i himlen, det store modbillede af den ark, som under den forbilledlige husholdning var til her på jorden; og den lov, denne himmelske ark indeholdt, måtte følgelig være det vigtige originaldokument, hvoraf lovens tavler i den jødiske ark kun var en afskrift, og begge to måtte de lyde nøjagtig ligt, ord for ord, bogstav for bogstav, tøddel for tøddel. At antage noget andet vilde ikke alene være falskhed, men den største urimelighed. Hin lov er altså endnu Guds regerings lov, og nu som i begyndelsen kræver dens fjerde bud, at ugens syvende dag skal fejres som sabbat. Ingen, som medgiver det rigtige i, hvad der er sagt om helligdommen, vover at rejse tvist om dette. Således vaktes da tanken på en sabbatsreform, og man så, at alt, hvad der var foretaget i strid med denne lov, især for så vidt man havde indført en hviledag og en gudsdyrkelse, der gjorde det af med Jehovas hviledag, måtte være en gerning af det pavelige dyr, den magt, som skulde sætte sig op imod Gud og prøve at ophøje sig over ham. Men dette er selve den gerning, den tredje engel fremfører sin advarsel imod; og følgelig begyndte man at indse, at tiden for det tredje budskab falder sammen med tiden for Helligdommens renselse, der begyndte med de 2300 dages afslutning i 1844, samt at kundgørelsen grunder sig på de store sandheder, der er bragt for lyset i forbindelse med dette emne.

I 13. Kapitel er der allerede givet forklaring over, hvad dyret, billedet og mærket må være; og det er bleven vist, at dyret med de to horn, som oprejser billedet og påtvinger mærket, er vor eget land (De forende stater), som nu er midt i sin løbebane, men skynder sig fremad for at øve den gerning, som netop forudsigelsen anviser det. Det er denne gerning og disse redskaber, hvorimod det tredje budskab retter sin advarsel, et endnu yderligere bevis for, at budskabet nu er i sin orden, og røber den mest afgørende indbyrdes overensstemmelse mellem alle disse forudsigelser. Beviserne selv trænges vel ikke her at gentages; det vil være tilstrækkeligt i den væsentlige at samle hvad der er bleven fastslået:

1. ”Dyret er den romersk-katolske magt.
2. ”Dyrets mærke” er den indstiftelse, dette vælde har opstillet som bevis på sin retmæssige myndighed til at give kirken love og byde over menneskers samvittighed i strid med Guds befalinger. Denne indstiftelse består i en forandring i Gud lov, hvorved denne er bleven berøvet kongemagtens tegn og påskrift, - den syvende dag som sabbat, selve mindet om Jehovas skabergerning, er udrevet af sin plads mellem de ti budord, og en falsk sabbat, ugens første dag, er indsat i den sted.
3 ”Dyrets billede” er en eller anden kirkelig samfundsorden, der kommer til at ligne dyret, for så vidt som den bliver beklædt med magt til at sætte sine beslutninger igennem under pålæg af straf efter den borgerlige lov.
4 Dyret med de to horn, af hvilket billedet, oprejst af folket, får magt til at tale og handle, er De forende stater; og de indledende skridt til billedets dannelse er allerede tagne, så kun det sidste står igen.
5. Dyret med de to horn påtvinger dyrets mærke, dvs. fastslår ved lov, at ugens første dag, søndagen, skal helligholdes som sabbat. Hvad der har sket i denne retning er allerede bleven påpeget. Bevægelsen drives frem af enkeltmænd, af organiserede sabbatskomitéer, af politikere, af de vantro indirekte, af The National Reform Association (Den nationale reformforening), The American Sabbath (Sunday) Union (Den amerikanske sabbatsforening), W.C.T.U. (Kvindernes kristelige afholdsforening), Christian Endeavor Society (Forening for kristelige bestræbelser) med deres underafdelinger osv.

Dog lades folket ikke i mørke angående denne sag, Det tredje budskab retter en højtidelig advarsel mod alt dette onde. Det åbenbarer dyrets gerning i et og alt, viser, hvorledes det modstår Guds lov, advarer folket mod at give efter for dets forlangender og udpeger for alle sandhedens vej. Det vækker naturligvis modstand; og kirken bringes til så meget mere at søge menneskelig autoritets hjælp for sine læresætningers indskærpelse, eftersom det ses, at den mangler den guddommelige.

Til disse budskabers fremme påbegyndtes i 1850 udgivelsen af bladet The Advent Review and Sabbath Herald, der er bleven fortsat lige til nu og har udbredelse i alle stater og territorier inden Unionen og i mange fremmede lande. The Signs of the Times, som udgiver i Mountaion View, Californien, har opnået en endnu større udbredelse. Andre blade på engelsk, der udgives i det øjemed at forklare og fremstille dette budskabs sandheder for verden, er følgende: The Watchman, månedsblad, Nashville, Tennessee; The Present Truth, ugeblad, Watford, Herts, England, det austral-asiatiske Signs of the Times, ugeblad, Warburton, Victoria, Australien; The Oriental Watchman, månedsblad, Calcutta, Indien; The Carribbian Watchman, månedsblad, Port Spain, Vestindien; The South African Sentinel, månedsblad, Kenilworth, Sydafrika; Liberty, kvartalsskrift, Washington D.C.; Life and Health, et månedligt sundhedsblad, der udkommer sammesteds; også sundheds- og afholdsblade i England og Australien. Foruden disse blade på engelsk udgiver der også blade i det tyske, franske, spanske, russiske, dansk-norske, svenske, hollandske, ungarske, portugisiske, bøhmiske, finske, japanske, kinesiske og flere andre sprog; og trykkerier findes på følgende steder: Washington D.C., Mountain View, Cal.; Nashville, Tenn.; Brookfield, Ill.; South Lancaster, Mass.; Ottawa, Ontario, Can.; Buenos Aires, Argentina; Kristiania, Norge; Shanghai, Kina; København, Danmark; Warburton, Australien; Lucknow, Indien; Hamburg, Tyskland; Helsingfors, Finland; Genf, Schweitz; Watford, England; Mexico City, Mexico; Kapstaden, Sydafrika; Stockholm, Sverige; Sao Paulo, Brasilien; Port Spain, Vestindien, og andre steder. Traktater, blade og større bøger udgives i over 60 forskellige sprog, og hen ved 4000 prædikanter og andre missionærer anvender hele sin tid til forkyndelsen af denne den tredje engels budskab i alle verdensdele; udgifterne hermed beløber sig til betydelig mere end en million dollars om året, der ydes til sagens fremme. Der kan næppe nævn es et land i verden, hvortil der nu ikke er bleven sendt skrifter, eller som ingen missionær har besøgt. Og sagen går stedse fremad med nu og stigende kraft.

Denne bevægelse er i det mindste en foreteelse, der udæsker en forklaring. Vi har fundet bevægelser, som ganske slående og nøje gør det første og andet budskab fyldest. Her har vi atter en, der som en fuldbyrdelse af det tredje budskab kræver verdens opmærksomhed. Den stiller krav på at være en slig fuldbyrdelse og forlanger, at verden skal undersøge, med hvilen ret den stiller et sådant krav. Lad os se.

1. ”En tredje engel fulgte dem,” således følger denne bevægelse på de to tidligere nævnte, optager og fortsætter udbredelsen af de i de tidligere bevægelser fremstillede sandheder, idet den til dem lægger yderligere, hvad det tredje budskab indeholder.

2. Det tredje budskab udgør en advarsel mod dyret, således fremholder denne bevægelse særlig blandt genstandene for sin forkyndelse en fuld forklaring af dette sindbillede, siger folk, hvad det er, og fremstiller dets Gudsbespottende krav og gerninger.

3. Det tredje budskab advarer alle imod at tilbede Dyret. Således forklarer denne bevægelse, hvorledes denne magt, Dyret, i kristenheden har indført visse indstiftelser, der står imod den Højestes krav, og viser, at man tilbeder nævnte magt, såfremt man bøjer sig for den myndighed. ”Ved I ikke,” siger Paulus, ”at hvem I fremstiller eder til lydighed som tjenere, dens tjenere er I, hvem I adlyder?” Rom. 6: 16.

4. Det tredje budskab advarer alle imod at modtage Dyrets mærke. Således går denne bevægelse væsentlig ud på at vise, hvad dyrets mærke er, og at advare imod at antage det. Det er så meget mere ønskeligt, at dette skal gøres, som denne antikristelige magt har arbejdet så listigt, at den store mængde lader sig narre til ubevidst at føje sig under dens myndigheds krav. Det er bevist, at Dyrets mærke er en indstiftelse, der er bleven iklædt et kristeligt klædebon og underfundig er bleven indført i den kristne kirke på en sådan måde, at den tilintetgør Jehovas retmæssige myndighed og sætter Dyrets i stedet. Det er, når al forklædning fjernes, ligefrem at oprette en falsk sabbat, Dyrets tegn, på ugens første dag, i stedet for Herrens hviledag på den syvende dag, en anmasselse, som den store Gud ikke kan tåle, og som levningen af menigheden fuldstændig må frigøre sig for, førend den kan blive beredt for Kristi genkomst. Derfor lyder den alvorsfulde advarsel: Ingen tilbede Dyret eller modtage dets mærke!

5. Det tredje budskab advarer tillige imod at tilbede Dyrets billede. Således har denne bevægelse også hermed at gøre idet den påpeger, hvad billedet kommer til at blive, eller idet mindste forklarer forudsigelsen om dyret med de to horn, der danner billedet, og viser, at det er vort eget statssamfund, - at her skal billedet rejses, - at forudsigelsen gælder det nulevende slægtled, - og at fuldbyrdelsen øjensynlig nu er ganske nær.

Der findes ikke noget religiøst foretagende for tiden her i landet undtagen dette Syvendedags Adventisternes, som gør krav på at være en fuldbyrdelse af den tredje engels budskab, - ikke noget andet, der som sit særlige emne netop fremholder de ting, hvormed nævnte budskab befatter sig. Hvorledes skal man nu stille sig lige overfor dette? Er da dette fuldbyrdelsen? Ja, det må gælde som sådan, medmindre man kan bevise, at dets krav er uberettigede, at det første og andet budskab endnu ikke har lydt, at anskuelserne om Dyret, billedet, mærket og tilbedelsen er urigtige, samt at alle forudsigelser, tegn og beviser, ifølge hvilke Kristi komme er nær, og tiden for dette budskabs forkyndelser følgelig nu er inde, helt kan lades ude af betragtning. Men dette vil den forstandige bibelgransker næppe indlade sig på.

Følgen af kundgørelsen beviser end yderligere rigtigheden af de ovenfor opstillede påstande. Den frembringer nemlig et folk, om hvilket det kan siges: ”Her er de, som bevarer Guds bud og Jesu tro.” 12. vers. Denne gerning øves midt i selve kristenheden, og de, som antager budskabet, bliver et ejendommeligt folk på grund af deres handlemåde, når der bliver tale om Guds bud. Hvilken forskel – og det er den eneste forskel – er der nu blandt de kristne i deres handlemåde i denne henseende? Jo, denne: nogle mener, at man holder det fjerde bud ved at anvende ugens første dag til hvile og tilbedelse, medens andre hævder, at den syvende dag bør anvendes hertil, hvorfor de følgelig anvender den i overensstemmelse hermed og så genoptager sin almindelige beskæftigelse på den første dag. Ingen skarpere grænselinje kan trækkes mellem to partier. Den tid, det ene parti betragter som hellig og anvendelig til religiøst brug, betragter det andet parti som kun verdslig og anvender den følgelig til almindeligt arbejde. Det ene hviler, det andet arbejder; det ene øver sit verdslige kald, men finder det andet ubeskæftiget med sådant, - følgelig er anledningen til handelssamkvem ganske afbrudt. Do dage i ugen holdes således disse to partier fra hinanden ved forskellige lære og forskelligt liv med hensyn til det fjerde bud. En så tydelig forskel kunde der ikke findes lige overfor noget andet bud.

Budskabet bringer sine tilhørere til at holde fast ved den syvende dag; thi kun på den måde bliver de ejendommelige og særegne, såsom højtideligholdelsen af den første dag ikke vilde skille nogen ud fra masserne, der allerede helligholdt denne dag, da budskabet først udgik. Heri finder vi et yderligere bevis for, at søndagshelligholdelsen er Dyrets mærke; thi budskabet, hvis hovedindhold består i en advarsel mod at modtage dyrets mærke, vil naturligvis føre sine tilhængere bort fra det, der er Dyrets mærke, til det modsatte. Det fører dem bort fra helligholdelsen af ugens første dag til helligholdelsen af den syvende dag. Heraf ser man straks, at man her har mere end den blotte sandsynlighed for, at søndagshelligholdelsen er Dyrets mærke, mod hvilket budskabet advarer os, og at helligholdelsen af den syvende dag, hvortil budskabet fører os, er det modsatte.

Dette stemmer overens med, hvad der tidligere (kapitel 7) er sagt om Guds segl. Man så der, at tegn, segl og mærke er forskellige udtryk med en og samme mening, og at Gud anser sin sabbat som et mærke, segl eller tegn mellem sig og sit folk. Således har Gud et segl eller mærke, hvilket er hans sabbat. Dyret har også et segl eller mærke, hvilket er dets sabbat. Førstnævnte er den syvende dag; sidstnævnte er så langt som muligt fjernet fra den, ja ved ugens anden ende, den første dag. Kristenheden bliver til sidst delt i to partier; de, som er beseglede med den levende Guds segl, har hans mærke, d.e. holder hans sabbat, og de, som er beseglede med Dyrets segl, har dets mærke, holder dets sabbat. Med hensyn hertil giver den tredje engels budskab os både oplysning og advarsel.

Da der altså efter denne fremstilling ligger så megen vægt på den syvende dag, er det ikke så urimeligt, om læseren gerne vilde have bevis for, at en person ikke kan siges at holde Guds bud, medmindre han helligholder den syvende dag. Herved måtte vi da komme til at drøfte hele sabbatsspørgsmålet, noget, nærværende værk ikke kan indlade sig på. Dog vil det nok være i sin orden her at fremholde nogle af de vigtigste sandheder vedrørende sabbatten, da læseren måske vilde ønske det i denne forbindelse.

1.

Sabbatten blev indstiftet i begyndelsen, ved slutningen af tidens første uge. 1 Mos 2: 1-3.

2. Den var hin uges syvende dag og hvilede på kendsgerninger, som var uadskillelig forbundne med selve dens navn og tilværelse, - kendsgerninger, som aldrig kan blive andet end sande og aldrig kan ændres. Derved at Gud hvilede på den syvende dag, blev denne dag hans hviledag eller Herrens sabbat (hvile); og den kan aldrig ophøre at være hans hviledag, såsom hin kendsgerning aldrig kan ændres. Han helligede eller indviede denne dag på en tid og et sted, beretningen melder; og denne helligelse kan aldrig ophøre, medmindre den fjernes fra Jehovas side ved en ligeså direkte og tydelig handling som den, hvorved han henlagde den til denne dag i begyndelsen. At så nogensinde er sket, påstår ingen, kunde heller ikke i tilfælde bevise det.

3. Sabbatten har intet forbilledligt, skyggemæssigt eller ceremonielt ved sig; thi den indstiftedes, før mennesket syndede, og tilhører derfor en tid, da der ifølge tingenes eget væsen ikke kunde være noget forbillede eller nogen skygge.

4. De love og indstiftelser, som bestod før menneskets fald, var i sit væsen oprindelige og uforanderlige; de opstod grundet på forholdet mellem Gud og menneskene og mellem menneskene indbyrdes, var sådanne, som bestandig vilde have bestået, om mennesket aldrig havde syndet, og led heller ikke noget ved menneskets synd, var med andre ord ifølge tingenes eget væsen uforanderlige og evige. Ceremonielle og forbilledlige love skyldte menneskets fald sin oprindelse, da de aldrig vilde være blevet til, om det ikke havde været for dette fald. Disse var fra husholdning til husholdning forandring underkastede; og disse og blot disse blev afskaffede ved korset. Sabbatten hørte til de oprindelige indstiftelser og var derfor uforanderlig og evig.

5. Sabbattens helligelse i Paradiset gør dens beståen sikker fra skabelsen til Sinai. Her stilles den i selve midten af de ti bud, således som Gud forkyndte den med lydelig røst og skrev dem med sin finger på stentavlerne, - noget der for bestandig skiller den fra ceremonielle love og giver den plads blandt de moralske og evige.

6. Sabbatten er ikke en ubestemt dag, således at man efter seks arbejdsdage når som helst kan hvile. Loven fra Sinai (2 Mos 20: 8-11) henlægger den så tydeligt, som ord kan udtrykke det, til en bestem dag; de begivenheder, der gav anledning til dens tilblivelse, gør, at den kun kan falde på den bestemte syvende dag; og de 6.240 mirakler i ørkenen, tre om ugen i 40 år, nemlig 1) en dobbelt portion manna på den sjette dag, 2) bevarelsen på den syvende dag af den ekstra portion manna indsamlet på den sjette dag, og 3) ingen manna på den syvende dag (se 2 Mos 16), viser, at den er en vis bestemt dag og ikke bare en vis del af tiden. At påstå noget andet, vilde være det samme som at sige, at Washingtons fødselsdag eller uafhængighedsdagen kun var 1/365 af et år, hvorfor den ligeså godt kunde fejres hvilken som helst anden dag som den dag, på hvilken den indtraf.

7. Sabbatten udgør en del af den lov, om hvilken Frelseren åbent erklærede, at han ikke kom for at opløse den. På den anden side forsikrede han højtidelig, at den skulde bestå endog til det mindste bogstav eller en tøddel, så længe himmel og jord bestod. Matt 5: 17-20.

8. Den udgør en del af den lov, som Paulus erklærer ikke er afskaffet, men tværtimod stadfæstes ved troen på Kristus. Rom 3: 31. Den ceremonielle eller forbilledlige lov, som pegede hen på Kristus ophørte ved korset, er bleven afskaffet ved troen på ham Ef 2: 15.

9. Den udgør en del af hin kongelige lov vedrørende Jehova som konge, om hvilken Jakob erklærer, at den er en frihedens lov, som skal dømme os på den yderste dag, Jak 2: 11, 12. Gud har forskellige domsmål for forskellige tidsaldre i verden.

10. Den er ”Herrens dag” i Åb 1: 10 (se, hvad før er sagt om dette vers.)

11. Den står som den indstiftelse, om hvilken der forudsige en stor reform i de sidste dage. Es 56: 1, 2 sammenlignet med 1 Pet 1: 5. Her kommer også det budskab, vi for nærværende betragter, til anvendelse.

12. Ved den nye skabelse optræder sabbatten igen, sin oprindelse og væsen tro, og vil fra den tid af udgyde sin velsignelse over Guds folk i al evighed. Es 66: 22, 23.

Her har vi da kortelig sammenstillet beviserne for, at Sabbatsbudet ingenlunde er ophævet, indstiftelsen ingenlunde ændret, samt at ingen kan siges at holde Guds bud, medmindre han holdet det. At overholde en sådan indstiftelse er en stor ære; at agte på dens krav bliver til uendelig velsignelse.

Straffen over dem, der tilbeder Dyret. – De skal pines med ild og svovl for de hellige engles og Lammets åsyn. Når skal denne pine ramme dem? Af kapitel 19: 20 ser man, at der ved Kristi andet komme øves en ildstraf, idet der nævnes en ildsø, brændende med svovl, hvori Dyret og den falske profet kastes levende. Dette kan kun gælde den ødelæggelse, der rammer dem ved begyndelsen af de 1000 år, ikke ved enden deraf. Der er også et mærkeligt skriftsted hos Esajas, til hvilket vi må henvise for at finde en forklaring over udtrykkene i den tredje engels trussel, et sted, som ubestridelig beskriver noget, der skal finde sted ved Kristi andet komme og i jordens øde tilstand i de påfølgende 1000 år. Man kan næppe undgå at se, at udtrykket i åbenbaringen er lånt fra denne forudsigelse. Efter at have beskrevet Herrens vrede over folkene, - hvorledes deres hære nedslås i mængde, hvorledes himlen sammenrulles som en bog osv., siger profeten: ”Thi Herren har en hævnens dag, et gengældelsens år for Zions sag. Og dets strømme skal omskiftes til beg og dets støv til svovl, og dets land skal vorde til brændende beg. Hverken nat eller dag skal det slukket, til evig tid skal dets røg opstige; fra slægt til slægt skal det ligge øde, i al evighed er der ingen, som drager igennem det.” Es 34: 8-10. Siden det nu udtrykkelig er åbenbaret, at der skal blive en ildsø, hvori alle syndere omkommer, ved enden af de 1000 år, kan vi deraf kun slutte, at de levende ugudeliges ødelæggelse ved begyndelsen af denne tid og alle de ugudeliges straffedom ved dens slutning i meget falder sammen.

Hvor længe straffen skal vare. – Udtrykket ”i al evighed” kan ikke på dette sted betegne den ubegrænsede evighed. Dette er klar, nå man husker på, hvor denne straffedom rammer, på denne jord nemlig, hvor dag og nat følger på hinanden. Dette fremgår endvidere af stedet hos Esajas, hvortil allerede er hentydet, hvis dette er, som vi formoder, det sted, hvorfra foreliggende udtryk er lånt, og gælder samme tid. Der tales om Edom; men hvad enten man nu opfatter dette bogstaveligt som Edoms land syd og øst for Judæa, eller man mener, det her skal betegne, således som det utvivlsomt også gør, hele vor jord på det tidspunkt, når engang vor Herre Jesus kommer ned fra himlen i ildsluer, og når gengældelsens år for Zions sag kommer, så må i hvilket som helst tilfælde scenen engang afsluttes; thi denne vor jord skal til sidst fornyes, renses for enhver syndig plet, hvert spor af lidelse og afmagt og for alle evige tider blive en bolig for retfærdighed og glæde. Ordet, som ovenfor er oversat ”evighed”, tillægger Schrevelius i sin græske ordbog betydningerne: ”en tidsalder; en lang tidsperiode; en ubestemt tids varighed; en tid, den være lang eller kort.”

Det tredje budskabs periode er for Guds folk en tålmodighedens tid. Derom læser vi både hos Paulus og Jakob. Heb 10: 36; Jak 5: 7, 8. Imidlertid bevarer denne ventende skare Guds bud, de ti budord, og Jesu tro, alle Kristi og hans apostles lærdomme, således som det Nye Testamente har dem. Den sande sabbat, således som de ti budord giver den, stilles således i skarp modsætning til den falske sabbat, Dyrets mærke, der til sidst bliver et adskillelsens tegn for dem, der forkaster det tredje budskab, således som allerede er fremstillet.

13.  Og jeg hørte en røst fra himmelen, som sagde til mig: Skriv: Salige er
      de døde, som dør i Herren fra nu af. Ja, siger ånden, de skal
      hvile fra sine arbejder, men deres gerninger følger med dem.
 14.  Og jeg, så, og se en hvid sky, og en sad på skyen, lig en
      menneskesøn, som havde en guldkrone på sit hoved og en skarp sigt i sin
      hånd.
 15.  Og en anden engel kom ud af templet og råbte med høj røst til
      den, som sad på skyen: Udræk din sigt og høst! Thi timen til at
      høste er kommen, thi jordens høst er moden.
 16.  Og den, som sad på skyen, lod sin sigt gå over jorden, og jorden
      blev høstet. 

Et højtideligt afgørelsespunkt. – Begivenhederne bliver mere højtidelige, efter hvert som vi nærmer os enden. Det er dette, som giver den tredje engels budskab, der nu udgår, dets usædvanlige højtidelighed og betydning. Det er den sidste advarsel om Menneskesønnens komme; han fremstilles her som siddende på en hvid sky med en krone på sit hoved og en sigt i sin hånd for at høste jordens høst. Vi føres hurtig hen over leddene i en profetisk kæde, der ender med den store begivenhed, at vor Herre Jesus kommer ned fra himlen i ildsluer for at tage hævn over sine fjender, men lønne sine hellige; og ikke det alene, men vi er komne så nær fuldbyrdelsen heraf, at allerede det nærmeste led i kæden bringer denne begivenhed, som så betydningsfuldt sætter kronen på værket. Tiden går heller aldrig tilbage. Ligesom elven ikke stanser og flyr, når den nærmer sig styrtningens rand, men med uimodståeligt vælde fører med sig alt, hvad der flyder på den, - og ligesom årstiderne aldrig ombytter sit løb, men sommeren følger i figentræets spor, når det skyder sine knopper, og vinteren følger det faldende løv i hælene, - således føres vi, med eller mod vor vilje, beredt eller ej, videre og videre til det uundgåelige og uafvendelige alvorsfulde afgørelsespunkt. O, hvor lidet drømmer dog den hovmodige kristenbekender og den ubekymrede synder om den overhængende truende dom! Hvor vanskeligt også selv for dem, som kender og forkynder sandheden, at skønne, hvad det virkelig vil sige!

Et løfte om salighed. – Af en røst fra himlen får Johannes den befaling at skrive: ”Salige er de døde, som dør i Herren, fra nu af”, og Ånden bekræfter: ”Ja, de skal hvile fra sine arbejder, men deres gerninger følger med dem.” ”Fra nu af” må betegne et eller andet særligt tidspunkt; men hvilket? Jo, klarlig fra det budskabs begyndelse, i forbindelse med hvilket disse ord tales. Dog hvorfor er de salige, som dør efter dette tidspunkt? Der må være en eller anden særlig grund til, at denne salighed udtales over dem. Er det ikke, fordi de undslipper den frygtelige farens tid, som de hellige skal møde, når de afslutter sin pilgrimsvandring? Og medens de i denne henseende bliver salige ligesom alle de retfærdige døde, har de dog utvivlsomt frem for disse en fordel, idet de er den skare, som omtales i Dan 12: 2, der skal opvågne til et evigt liv, når Mikael står frem. Idet de således undgår de farer, som de øvrige af de 144.000 gennemgår, opvågner de og får del med dem i deres endelige sejrsjubel her og indtager sammen med dem sin fremragende plads i riget. Vi forstår, at deres gerninger følger med dem på denne måde: Disse gerninger ihukommes dem, for at de kan blive belønnede i dommen, og de får den samme belønning, som de vilde have fået, om de havde levet og trofast udholdt alle trængselens tids farer.

Man vil lægge mærke til, at i denne profetiske afdeling går tre engle forud for Menneskesønnen på den hvide sky, og tre kommer efter dette sindbillede. Den mening er allerede bleven udtalt, at egentlige engle har noget at gøre med, hvad der her beskrives. De tre første har at varetage de tre særlige budskaber, betegner også kanske sindbilledlig et samfund af religiøse lærere. Den fjerde engels budskab skal øjensynlig forkyndes, efter at Menneskesønnen har fuldendt sin præstelige gerning og indtaget sit sæde på den hvide sky, men før han kommer til syne i himlens skyer. Da talen henvendes til ham, som sidder på den hvide sky med en skarp sigt i hånden, rede til at høste, må det betegne et bønnens budskab fra menighedens side, efter at dens gerning for verden er udrettet og prøvetiden ophørt, medens intet andet nu står tilbage, end at Frelseren skal komme og hente sine op til sig. Det er utvivlsomt det råb ved dag og nat, hvorom Frelseren taler hos Lukas (kap. 18: 7, 8) i forbindelse med Menneskesønnens komme. Og denne bøn vil blive bønhørt; de udvalgte vil blive hævnede, thi står der ikke i lignelsen: ”Skulde Gud da ikke skaffe sine udvalgte ret, som råber til ham dag og nat?” Den, der sidder på skyen, vil udrække sin sigt, og de hellige, her billedlig jordens høst, vil blive indsamlede i den himmelske lade.

Hveden indsamles i laden. – ”Og den, som sad på skyen,” siger profeten, ”lod sin sigt gå over jorden, og jorden blev høstet.” Ved disse ord føres vi hen til et tidspunkt forbi Kristi andet komme med al dets fordærvelse for de ugudelige og dets frelse for de retfærdige. Hinsides alt dette må vi derfor søge, hvad følgende vers sigter på:

 17.  Og en anden engel kom ud af templet i himmelen; også han havde
      en skarp sigt.
 18.  Og en anden engel, som havde magt over ilden, kom ud fra alteret,
      og han råbte med stærkt skrig til den, som havde den skarpe sigt, og
      sagde: Udræk din skarpe sigt og høst druerne af jordens
      vintræ! thi dets druer er modne.
 19.  Og Engelen lod sin sigt gå over jorden og høstede frugten af
      jordens vintræ og kastede den i Guds vredes store persekar.
 20.  Og persekarret blev trådt uden for staden, og der gik blod ud af
      persekarret indtil hestenes bidsler, så langt som tusinde og
      seks hundrede stadier. 

Guds vredes persekar. – De sidste to engle har at gøre med de ugudelige, disse, der meget træffende fremstilles under billedet af jordens vingårds svulmende, blålig røde drueklaser. Mon ikke det er disses endelige straffedom ved de tusinde års ende, som her fremstilles, idet forudsigelsen således viser, hvorledes det vil gå både de retfærdige og de ugudelige? De retfærdige iklædes udødelighed og vinder sikkert fodfæste i riget, medens de ugudelige omkommer udenfor staden på det tidspunkt, da den for evigt får sin plads her på jorden.

Dette kan næppe gælde tiden for Kristi andet komme; thi begivenhederne fremstilles her i kronologisk orden; og de ugudeliges ødelæggelse vil blive samtidig med de retfærdiges samling. De ugudelige, der lever ved Kristi andet komme, drikker hans fortørnelses ”kalk”; men i dette skriftsted omtales den tid, da de omkommer i hans vredes ”persekar”, der siges at trædes, ”udenfor staden”, således svarende nøjagtig til beskrivelsen i Åb 20: 9; hermed må betegnes deres endelige og fuldstændige ødelæggelse.

Engelen kommer ud af templet, hvor regnskaberne holdes og straffen afgøres. Den anden engel har magt over ilden. Dette står kanske i forbindelse med, at ilden er det, hvorved de ugudelige tilslut skal udryddes, ihvorvel de ugudelige, for at det kan svare til billedet, efter at være bleven lignede med jordens vintræs druer siges at blive kastede i det store persekar, der trædes udenfor staden. Og der går blod ud af persekarret indtil hestens bidsler. Vi ved, at de ugudelige er fordømte til at opsluges til sidst i en fra Gud i himlen nedvældende, alt fortærende flammeflod; men vi ved ikke, hvilket foregående slagteri der kan finde sted blandt de fordømtes hærskarer. Det er ikke usandsynligt, at disse ord vil gå bogstavelig i opfyldelse. Ligesom de første fire engle i denne række betegnede en bevægelse fra Guds folks side, således kan de sidste to nok også betegne det samme; thi de hellige skal også have en rolle at spille, når det gælder at udmåle og iværksætte den endelige straffedom over de ugudelige. 1 Kor 6: 2; Sal 149: 9.

De helliges sejrsjubel. – Således slutter da denne profetiske kæde, slutter som andre med Guds og Kristi fuldstændige sejr over alle sine fjender, med den herlige salighed, der venter dem, som trofast følger Livets Fyrste.

*******