1. Kapitel - Daniel i fangenskab

Med denne for de hellige skribenter ejendommelige tydelighed går Daniel lige løs på sagen. Han begynder med den ligefremme historiske udtryksmåde, og dertil anvendes de første seks kapitler. Da begynder den egentlige profetiske del. Vel vidende, at han kun fremstiller velkendte sandheder, anfører han straks en hel del enkeltheder, hvorved man på en gang kunne prøve hans nøjagtighed. I de ovenanførte to vers nævner han således fem enkeltheder, der gør krav på at være historiske kendsgerninger, som ingen skribent kunne antages at ville anføre i en digtet fortælling: 1) at Jojakim var konge over Juda; 2) at Nebukadnezar var konge over Babylon; 3) at sidstnævnte rykkede imod førstnævnte; 4) at dette skete i Jojakims tredje regeringsår; og 5) at Jojakim blev givet i Nebukadnezars hånd, og at denne tog en del af Guds Huses hellige kar, bragte dem til Sinears land, Babylonien (1.mos. 10: 10), og opstillede dem i sin hedenske Guds skatkammer. Senere stykker af fortællingen er ligeså rige på lignende historiske kendsgerninger.

Denne Jerusalems ødelæggelse varsledes af Jeremias og gik umiddelbart derefter i opfyldelse, 606 f.Kr. Jer. 25; 8-11. Jeremias henlægger dette fangenskab til Jojakims fjerde år, Daniel til hans tredje. Denne tilsyneladende uoverensstemmelse lader sig forklare derved, at Nebukadnezer begyndte sit felttog hen imod slutningen af Jojakims tredje år, og fra dette regner Daniel. Men han fik ikke fuldstændig undertvunget Jerusalem før omtrent i det følgende års niende måned, - og herfra regner Jeremias (Prideau, B.I., S. 99, 100.) skønt Jojakim allerede var kastet i lænker for at bortføres til Babylon, fik han dog lov til at blive siddende på Jerusalems Kongestol, da han ydmygede sig, men måtte betale skat til den babyloniske konge.

Dette var første gang, Jerusalem blev erobret af Nebukadnezar. Endnu to gange gjorde staden oprør, men blev hver gang underkuet af samme konge og led hver gang strengere behandling. Den første af disse ødelæggelser skete under Jojakin, Jojakims søn, 599 f.Kr.; da blev alle tempelkarrene enten bortførte eller ødelagte, og kongen tilligemed de ædleste af indbyggerne blev ført i fangenskab. Den anden indtraf under Zedekias; da udholdt byen den forfærdeligste belejring, der nogensinde har overgået den, når man undtager belejringen ved Titus år 70 e.Kr. I de to år, denne belejring varede, led indbyggerne samtlige de rædsler, der følger med en svær hungersnød. Til slut forsøgte besætningen med sin konge at gøre et udfald fra byen, men toges til fange af Kaldæerne. Man ihjelslog kongens sønner for hans øjne, stak derpå han egne øjne ud og bortførte ham til Babylon. Således fuldbyrdedes Ezekiels spådom, at han skulle bortføres til Babylon og dø der, men uden at skue stedet. Ez. 12; 13.

Byen og templet blev dengang i bund og grund ødelagt, og hele byen og landets befolkning med undtagelse af nogle landmænd blev bortført som fanger til Babylon, 588 f.Kr. Dette var Guds forbigående vidnesbyrd mod synden. Ikke så at forstå, at Kaldæerne var himlens yndlinger; men Gud benyttede dem for at straffe sit folk for dets synder. Havde Israelitterne adlydt Gud og holdt hans Sabbat, ville Jerusalem have stået evindelig. Jer. 17; 24-27. Men de faldt af fra ham, og han slog hånden af dem. De vanhelligede først de hellige kar ved synd, idet de imellem dem opstillede hedenske afgudsbilleder; og han dømte dem uværdige til sin tjeneste ved at tillade, at disse kar som sejerstegn bortførtes til de fremmede, hedenske templer.

I disse trængslens og nødens dage for Jerusalem blev Daniel og hans medbrødre opfostrede og oplærte ved kongen af Babels hof; og skønt fanger i et fremmed land var de uden tvivl i visse henseender langt gunstigere stillede, end de kunne have været i sit fødeland.

  3.  Kongen bød derpå sin Overhofmester Asjpenaz at tage nogle
      Israeliter, dels af kongelig Slægt, dels af adelig Byrd,
  4.  unge Mænd uden mindste Lyde og med et smukt Ydre, vel bevandrede
      i al Visdom, kundskabsrige og lærenemme, egnede til at gøre
      Tjeneste i Kongens Palads, og lære dem Kaldæernes Skrift og
      Tungemål
  5.  og opdrage dem i tre År, for at de så kunde træde i Kongens
      Tjeneste; og Kongen tildelte dem deres daglige kost af sin egen
      Mad og af den Vin, han selv drak. 

I disse vers har vi beretningen om den sandsynlige fuldbyrdelse af, hvad der mere end hundrede år forud forkyndtes ved profeten Esajas for kong Ezekias om de kommende straffedomme. Da nævnte konge pralende havde vist den babyloniske konges sendebud samtlige sit slots og riges skatte og hellige ting, fik han at vide, at alt dette skulle bortføres til byen Babylon som sejrstegn, at intet skulle lades tilbage, og at endog hans egne børn, hans efterkommere, skulle bortføres og være kammertjenere (eller gildinger) der ved det kongelige hof. 2. Kong. 20-; 14-18. Det er sandsynligt, at Daniel og hans medbrødre blev behandlet, som forudsigelsen antyder, i det mindste hører man intet om deres efterkommere, noget man lettere kan forstå, når man går ud fra denne antagelse end fra nogen anden, om endskønt der er nogle, som mener, at udtrykket ”Gilding” snarere sigtede på deres embedsstilling end på deres legemstilstand.

Disse unge mennesker forstod sig godt på al slags visdom, var kløgtige i kundskab og forstod sig på videnskaber og var dygtige til at tjene ved det kongelige hof. De havde med andre ord allerede i opdragelsen nået et højt trin, og deres legemlige og åndelige evner var så vidt udviklede, at hvem der forstod sig på at læse menneske naturen, kunne danne sig et temmelig nøjagtigt begreb om deres dygtighed. Man antager, at de har været omtrent atten eller tyve år gamle.

Den behandling, disse hebraiske fanger nød, viser eksempelvis den forstandige statsmandskunst og frisindethed, som kong Nebukadnezer øvede i sit tiltagende vælde.

1. I stedet for som så mange konger i senere tider at vælge midler, hvorved han kunne tilfredsstille sine lidenskaber, valgte han ynglinge, der skulle opdrages i alt riget vedkommende, for at han kunne have en virksom hjælp i dets forvaltning.
2. Han bestemte dem en daglig forsyning af sin egen mad og vin. I stedet for den simple kost, en og anden kunne have anset god nok for fanger, bød han dem sine egne kongelige levnedsmidler.

Han vedblev med denne gavmilde behandling i hele tre år. De fik således alle de fordele, riget kunne byde. Skønt fanger var de kongelige børn, og som sådanne behandledes de af Kaldæernes humane konge.

Man kan her fremsætte et interessant spørgsmål, nemlig: Hvorfor valgte man straks disse personer til efter en passende forberedelse at tage del i rigets bestyrelse? Var der ikke indfødte Babyloniere nok til at beklæde disse vigtige og ærefulde poster? Det kunne ikke have været af nogen anden grund, end at kongen vidste, at de kaldæiske ynglinge ikke kunne måle sig med Israels i naturlig begavelse, kløgt, hurtig opfattelsesevne og alle udmærkede egenskaber både på sjæl og legeme, som var nødvendige i en sådan stilling.

  6.  Iblandt dem var Judæerne Daniel, Hananja, Misjael og Azarja;
  7.  og Overhofmesteren gav dem andre Navne, idet han kaldte Daniel
      Beltsazzar, Hananja Sjadrak, Misjael Mesjak og Azarja Abed Nego. 

Dette navnebytte foretog han rimeligvis på grund af den betydning, de havde. Således betød Daniels navn på hebraisk: Gud er min dommer; Hananja: en Herrens gave; Misael: den , som er en stærk Gud; og Asarja: hjælp fra Herren. Disse navne, der hver for sig på en eller anden måde henviser til den sande Gud og betegner en eller anden forbindelse med hans dyrkelse, ombyttede man med navne, hvis betydning havde en lignende betydning til Kaldæernes hedenske guddomme og gudsdyrkelse. Således betød Beltsazar, det navn, man gav Daniel: den som vogter Guden Baals skjulte skatte; Sjadrak: Solens inspiration (Kaldæerne dyrkede nemlig denne som en Gud); Mesak: Gudinden Saks inspiration (under dette navn dyrkede man Venus); og endelig Abed-Nego: den skummende ilds hjem (Ilden dyrkede man nemlig også).

  8.  Men Daniel satte sig for, at han ikke ville gøre sig uren med
      kongens Mad eller den Vin Kongen drak; derfor bad han
      Overhofmesteren om at blive fri for at gøre sig uren dermed.
  9.  Og Gud lod Daniel finde Yndest og Velvilje hos Overhofmesteren;
 10.  men Overhofmesteren sagde til ham: »Jeg frygter for, at min
      Herre Kongen, som har tildelt eder Mad og Drikke, skal finde, at
      I ser ringere ud end de andre unge Mænd på eders Alder, og at I
      således skal bringe Skyld over mit Hoved hos Kongen.«
 11.  Så sagde Daniel til den Opsynsmand, som Overhofmesteren havde
      sat over Daniel, Hananja, Misjael og Azarja:
 12.  »Prøv engang dine Trælle i ti,Dage og lad os få Grøntsager at
      spise og Vand at drikke!
 13.  Sammenlign så vort Udseende med de unge Mænds, som spiser
      Kongens Mad; så kan du gøre med dine Trælle, efter hvad du ser.«
 14.  Han føjede dem da heri og prøvede det med dem i ti Dage.
 15.  Og da de ti Dage var omme, så de bedre ud og var ved bedre Huld
      end alle de unge Mænd, som spiste kongens Mad.
 16.  Så lod Opsynsmanden deres Mad og Vinen, de skulde drikke, bringe
      bort og gav dem Grøntsager i Stedet.
 

Nebukadnezar viser sig ifølge denne beretning vidunderlig fri for fordom. Det ser ud til, at han ikke forsøgte på at få sine kongelige fanger til at skifte religion. Bare de havde en religion, syntes han at være fornøjet, enten det var den religion, han bekendte sig til eller ej. Og om end deres navne var blevet ombyttede for at antyde en eller anden forbindelse med hedensk Gudsdyrkelse, har man kan hænde gjort dette mere for at undgå at Kaldæerne skulle komme til at benytte jødiske navne, end for at antyde, at de, man skænkede disse navne, på nogen måde havde skiftet sind eller handlemåde.

Daniel ville ikke besmitte sig med kongen mad, ej heller med hans vin. Daniel havde andre grunde til at handle således end blot og bart virkningen af en sådan levemåde på hans fysiske system, om han end i denne henseende kom til at høste stor fordel af den kost, han agtede at nyde. Men det var ikke sjælden tilfældet, at den mad, som hedenske nationers konger og fyrster nød, eftersom de ofte var sin religions ypperstepræster, først fremsattes for afgudsbillederne som offer, og at den vin, de nød, ligeledes var udgydt til drikoffer for dem; og endvidere erklærede den jødiske lov en del af den mad, de nød, for uren; og af en eller anden af disse grunde kunne Daniel i overensstemmelse med sin religion ikke nyde sådanne ting. Det var derfor ikke formedelst et lunefuldt sind eller af tværhed, men på grund af en øm samvittighed, at han forlangte, at man ikke måtte nøde ham til at besmitte sig; og med al ærbødighed meddelte han vedkommende embedsmand sin begæring.

Overhofmesteren frygtede for at indrømme Daniels forlangende, siden kongen selv havde bestemt deres mad. Dette viser, hvor højt kongen personligt interesserede sig for disse mennesker. Han betroede ikke sine tjenere dem ved at pålægge dem at sørge for dem på bedste vis uden selv at indlade sig på enkelthederne ved deres behandling; men han bestemte selv deres mad og drikke. Og denne var sådan, at man ærlig måtte antage, den ville være tjenstligst for dem, så at overhofmesteren mente, at en afvigelse derfra ville gøre dem fattigere på kød og mindre rødmossede af ansigtsfarve end dem, som vedblivende ernærede sig således. Han ville muligvis derved blive draget til ansvar for at have forsømt eller behandlet dem ilde og derved sætte sit hoved på spil. Og dog skønnede han ligeså godt, at hvis de holdt sig legemlig godt, ville kongen ikke have noget imod de benyttede midler, ihvorvel de kunne stride imod hans egen udtrykkelige befaling. Man forstår, at kongens ærlige formål var hos dem at sikre sig den allerbedste opnåelige udvikling til legeme og sjæl, midlerne være hvilke som helst. Hvor forskelligt er ikke dette fra den fordom og det tyranni, som sædvanligvis har uindskrænket magt over deres hjerte, der er beklædt med enevoldsherredømme. I Nebukadnezars væsen finder vi meget, som fortjener vor højeste beundring.

Daniel begærede grønsager og vand til sig og sine kammerater. Grønsager betegner her ærter og bønner og øvrige vækster, der hører til bælgfrugterne. Bagster siger: ”Zeroim betyder alle bælgfrugter, der ikke mejes, men afrykkes eller plukkes, og som uanset sundheden ikke naturlig var beregnede på at gøre dem federe af kød end de andre.”

Da et ti dages forsøg med denne levevis faldt gunstigt ud, fik de lov at fortsætte dermed hele den tid, de forberedtes til sine pligter ved hoffet. Den tiltagen i kød og forbedring i ansigtsfarve, som fandtes i disse ti dage, kan man næppe tilskrive den naturlige virkning af levemåden; thi i løbet af en så kort tid kunne den ikke frembringe så iøjnefaldende virkninger. Det er vel naturligere at slutte, at denne virkning frembragtes ved Herrens særlige mellemkomst som tegn på, at han bifaldt den forholdsregel, de havde taget, og som, hvis de holdt ud dermed, i tidens løb ville føre til det samme resultat ved den naturlige virkning af lovene for deres tilstedeværelse.

 17.  Disse fire unge Mænd gav Gud Kundskab og Indsigt i al Skrift og
      Visdom; Daniel forstod sig også på alle Hånde Syner og Drømme.
 18.  Og da den Tid, Kongen havde fastsat for deres Fremstilling, kom,
      førte Overhofmesteren dem frem for Nebukadnezar.
 19.  Da så Kongen talte med dem, fandtes der iblandt dem alle ingen,
      som kunde måle sig med Daniel, Hananja, Misjael og Azarja, og de
      trådte derfor i Kongens Tjeneste.
 20.  Og når som helst Kongen spurgte dem om noget, der krævede Visdom
      og Indsigt, fandt han dem ti Gange dygtigere end alle
      Drømmetydere og Manere i hele sit Rige.
 21.  Og Daniel blev.... til Kong Kyross første År.

Daniel alene synes at have forstand på syner og drømme. Men Herrens fremgangsmåde ligeoverfor Daniel i denne henseende viser ikke, at de andre på nogen måde har været mindre vel antagelige for ham. At de bevaredes uskadte midt i ildovnen var et så godt bevis på guddommelig yndest, som de kunne få. Daniel havde sandsynligvis visse naturlige evner frem for de andre, der særligt gjorde ham skikket til denne gerning.

Samme personlige interesse, som kongen hidindtil havde lagt for dagen overfor disse mennesker, nærede han endnu fremdeles. Efter de tre års forløb lod han dem komme til sig for selv at få dem i tale. Han måtte selv gøre sig bekendt med, hvorledes de havde haft det, og hvilke fremskridt de havde gjort. Denne samtale viser også, at kongen må have været vel bevandret i alle kaldæiske kunster og videnskaber, ellers havde han ikke været duelig til at prøve andre. Som en følge heraf, idet han anerkendte dygtigheden, hvor han end traf den, uden hensyn til religion eller nationalitet, medgav han, at de stod ti gange højere end nogen i hans eget land. Og der føjes til, at Daniel blev lige til kong Cyrus’ første år. Det siges ikke dermed, at han ikke blev længere end til Cyrus’ første år; thi han levede nogle år efter hans regerings begyndelse; men dette er den tid, hvorpå forfatteren ønskede særlig at henlede opmærksomheden, såsom den bragte de fangne jøder friheden.