Betragtninger over Daniels Bog og Åbenbaringen. - af Uriah Smith

15. Kapitel - De syv sidste plager

Dette kapitel fremstiller for os de syv sidste plager, som indeholder himlens ublandede vrede og dens fyldte mål for de ugudeliges sidste slægt. Nådens værk er da for evigt afsluttet.

  1.  Og jeg så et andet tegn i himmelen, stort og underligt: syv
      engle, som have de syv sidste plager; thi med disse er Guds vrede
      fuldkommet.
  2.  Og jeg så ligesom et glashav, blandet med ild, og dem, som havde
      vundet sejr over dyret og dets billede og over dets mærke og over dets 
      navns tal, stå ved glashavet og holde Guds harper.
  3.  Og de sang Moses’, Guds tjeners, sang, og lammets sang, og sagde:
      store og underlige er dine gerninger, Herre, Gud, du
      almægtige! Retfærdige og sande´ er dine veje, du de helliges
      konge!
  4.  Hvem skulle ikke frygte dig, Herre og ære dit navn? Thi du
      alene er hellig; thi, alle folk skal komme og tilbede
      for dit åsyn, fordi dine domme er blevne åbenbare.
  5.  Og derefter så jeg, og se, vidnesbyrdets tabernakels tempel i
      himmelen blev oplukket,
  6.  og de syv Engle, som havde de syv plager, kom ud af templet,
      iførte et rent og skinnende linklæde og ombundne under brystet med
      guldbælter.
  7.  Og et af de fire dyr gav de syv engle syv guldskåle
      fyldte med Guds vrede, hans som lever i al evighed.
  8.  Og templet fyldtes med røg af Guds herlighed og af hans magt;
      og ingen kunde gå ind i templet, førend de syv engles syv plager
      var endte.

En forfærdende scene. – Således lyder da 15. kapitel i sin helhed. Herved føres vi tilbage til en ny række begivenheder. Hele kapitlet er blot en indledning til de forfærdeligste straffedomme, den Almægtige nogensinde har ladet eller vil lade ramme denne vor jord i den nuværende tilstand, de syv sidste plager. Det meste af, hvad vi her ser, er en højtidelig forberedelse for udgydelsen af disse hans ublandede vredes skåle.

5. vers viser, at disse plager falder, efter at midlertjenesten i Helligdommen er afsluttet; thi templet åbnes, førend de udgydes. Syv engle har fået det hverv at udgyde dem, og disse engle er klædte i rent og skinnende linklæde, hvorved træffende antydes, at Gud udviser fuldstændig ret og retfærdighed ved at lade disse straffedomme udgå. De får disse skåle af et af de fire dyr, dvs. levende skabninger. Disse levende væsner er (som vi har set i forklaringen over 4. kapitel) nogle af Kristi medhjælpere i hans gerning i Helligdommen. Hvor træffende er det da ikke, at det netop skal være dem, der overleverer hævnens tjenere vredens skåler, for at de kan blive udgydt over dem, der har ringeagtet Kristi nåde, misbrugt hans langmodighed, hobet skændsel på hans navn og korsfæstet ham på ny ved den måde, hvorpå de har behandlet hans efterfølgere! Medens de syv engle udfører sit frygtelige hverv, fyldes templet med Guds herlighed, og ingen – intet levende væsen, hvilket har hensyn til Kristus og hans himmelske medhjælpere - kan gå ind deri. Dette viser, at nådens gerning er afsluttet, og at der ingen præstelig tjeneste foregår i Helligdommen, medens plagerne udgydes; derfor er de en udøselse af Guds vrede uden nogen barmhjertighed.

Guds folk ihukommes. – Under alt dette glemmes Guds folk ikke. Seeren får i 2-4. vers på forhånd se dem som sejrherrer på Glashavet, der så ud som blandet med ild, dvs. glimtende og funklende af Guds herlighed, syngende Moses’ og Lammets sang. Det Glashav, hvorpå disse sejrende står, er det samme som det i kapitel 4;6 omtalte foran tronen i himlen. Og da vi ingen beviser har for, at det har forandret plads, og da de hellige ses derpå, har vi her i forbindelse med kapitel 14;1-5 et utvivlsomt bevis på, at de hellige optages til himlen for at modtage en del af sin belønning. Ligesom den strålende sol bryder frem gennem midnattens sky, således får da Lammets ydmyge efterfølgere i enhver fristelsens stund se noget og høre et løfte, der ligesom skal forsikre dem på ny om Guds kærlighed og omhu, og hvor sikre de kan være på den endelige løn. Sandelig, profetens tale hører til Guds sande ord: ”Sig om den retfærdige, at det går ham godt!” men ”ve den ugudelige! ham går det ilde.” Es. 3;10-11.

Den sang, de sejrende her synger, Moses’ og Lammets sang, som i korthed gengives i disse ord: ”Store og underfulde er dine gerninger, Herre, Gud, du almægtige! retfærdige og sande er dine veje, du de helliges Konge!” er en overmåde herlig og storslået sang. Hvor omfattende i udtryk, hvor ophøjet i indhold! Den berømmer Guds gerninger, der er en åbenbarelse af hans storhed. I udødelighedsstanden vil de hellige blive i stand til at fatte dem, som de ikke kan her; og dog har den astronomiske videnskab opdaget nok til at fylde os med den dybeste beundring. Fra vor lille verden farer vi af sted til vor sol 93.000.000 mil borte, - af sted til den nærmeste nabosol 19.000.000.000 mil borte, af sted til den store dobbelte polarstjerne, hvorfra det tager lyset, der på elektricitetens vinger flyver 192.000 mil i sekundet, 40 år for at nå til vor verden, - af sted forbi systemer, grupper, stjernebilleder, indtil vi når den store stjerne Alkyone i Pleiadernes stjernebillede, der skinner med en glans som 12.000 sole lig vor! Hvad må da ikke det store centrum være, hvorom alle disse myriader af skinnende kloder bevæger sig! Med rette kan det hedde i sangen: ”Store og underfulde er dine gerninger.” Men sangen berører også noget andet: Guds omsorg og nåde: ”Retfærdige og sande er dine veje, du de helliges Konge!” Al Guds handlemåde med sine skabninger vil i de forløstes, ja i hele verdensaltets øjne blive fuldstændig og for stedse retfærdiggjort. Efter al vor grublen i blinde, alle vore genvordigheder, alle vore prøvelser vil vi til sidst med fuld og overstrømmende glæde blive i stand til at udbryde: ”Retfærdige og sande er dine veje, du de helliges Konge!”