16. Kapitel - Plagerne udgydesDette kapitel giver en beskrivelse af Guds ublandede vredes syv skåle og de virkninger, som følger derpå, når de udgydes over jorden. Blandt bibelgranskere råder der meningsforskel med hensyn til disse plagers art og tidspunktet for deres udgydelse. Vor første undersøgelse gælder derfor: Hvorledes skal man rettest betragte sagen? Er plagerne sindbilledlige og for størstedelen fuldbyrdede i fortiden, som nogle påstår, eller må de tages i bogstavelig forstand og som fremtidige, således som andre med ligeså stor sikkerhed hævder? En kort undersøgelse af bibelens vidnesbyrd vil, tror vi, give et klart og afgørende svar på disse spørgsmål.
Tidspunktet for plagerne. – Desangående kommer man allerede på sporet ved beskrivelsen af denne første plage; thi den udgydes over dem, som har dyrets mærke, og som tilbeder dets billede, - i et og alt netop den gerning, hvorimod den tredje engel advarer. Dette er et afgørende bevis på, at disse straffedomme ikke udgydes, førend efter at denne engel har afsluttet sin gerning, og at de, som hører hans advarsel og ikke agter derpå, netop er dem, der skal få smage de første dråber af Guds vredes skåle, der nu flyder over. Ligger nu disse plager i fortiden, så ligger også dyrets billede og dets tilbedelse i fortiden. Men ligger dette i fortiden, hører også dyret med de to horn, som gør dette billede, samt dets gerning hjemme i fortiden, og dersom dette er tilfældet, da hører også den tredje engels budskab, som advarer os vedrørende denne gerning, fortiden til. Er alt dette forgangent, - dvs. ligger langt i fortiden, hvor denne synsmåde anviser plagernes begyndelsesplads, - da må også det første og andet budskab, som går forud derfor, henlægges til langt i fortiden. I så fald afsluttede de profetiske perioder, på hvilke nævnte budskab hviler, særlig da de 2300 dage, for lange tider siden. Og om så er, da kastes de 70 uger i Dan 9 også helt ind i den jødiske pagts tid, og det store bevis for Kristi fremtræden som Messias styrtes omkuld. Imidlertid er det i forklaringen af 7., 13. og 14. kapitel bleven påvist, at det første og andet budskab er bleven forkyndt i vore egne dage, at det tredje nu holder på at fuldbyrdes, at dyret med de to horn er fremtrådt på handlingens skueplads og gør sig rede til at udrette den anviste gerning, samt endelig at billedets dannelse og dets tilbedelses påtvingelse endnu hører fremtiden til. Medmindre da alt dette kan omstødes, må også de syv sidste plager helt og holdent henlægges til fremtiden.
Dog, der er endnu andre grunde for at henlægge dem til fremtiden og ikke til fortiden.
1. Under den femte plage bespotter menneskene Gud for sine bylders skyld, selvsagt de samme bylder, som forårsagedes ved den første plages udgydelse. Dette viser, at disse plager alle sammen rammer samme slægtled, idet nok nogle mennesker utvivlsomt bortrives ved hver enkelt, meden dog nogle også lever over fra den ene til den anden og gennemgår alt det frygtelige, der sker under dem alle. Herved falder da den anskuelse til jorden, at plagerne begyndte langt tilbage i fortiden, og at hver især er århundreder om at fuldbyrdes. Hvorledes kunde nemlig i så fald de, som får føle den første plage, leve under den femte?
2. Disse plager er Guds vredes ublandede vin, hvormed den tredje engel truede. Kap. 14: 10; 15: 1. Men sådan tale kan ikke gælde nogen som helst straffedom, hvormed jorden hjemsøges, så længe Kristus står for sin Fader som den faldne menneskeheds talsmand. Derfor må vi henlægge dem til fremtiden, nemlig når prøvetiden er endt.
3. Endnu et, og det et end mere bestemt vidnesbyrd om disse plagers begyndelse og varighed findes i kapitel 15: 8: ”Og templet fyldtes med røg af Guds herlighed og af hans magt; og ingen kunde gå ind i templet før de syv engles syv plager var endte.” Det her omtalte tempel er klarlig det samme som det, der nævnes i kapitel 11: 19, hvor det hedder: ”Og Guds tempel blev oplukket i himlen, og hans pagts ark blev set i hans tempel.” Vi har med andre ord den himmelske Helligdom for os. Vidnesbyrdet gælder da følgelig dette. Når de syv engle med de syv guldskåler modtager sit hverv, fyldes templet med røg af Guds herlighed, og ingen kan gå ind i templet, Helligdommen, før de får fuldbyrdet sin gerning. Så længe denne står på, vil der altså ingen tjeneste foregå i Helligdommen. Disse skåle udtømmes altså ikke, får den præstelige gerning i tabernaklet histoppe er afsluttet, men følger umiddelbart derefter; thi Kristus er da ikke midler længer; barmhjertighed – længe har Guds langmodighed holdt hævnens hånd tilbage – findes ikke mere. Guds tjenere er beseglede. Hvad kunde man da vente andet, end at hævnens uvejr skulde bryde løs, og at jorden skulde fejes med ødelæggelsens kost?
Efter nu at have vist disse straffedommes plads i tiden, - at de nemlig står for os i en meget nær fremtid, vel forvarede til Guds vredes dag, - vil vi videre undersøge deres væsen, og hvad følgen bliver, når det højtidelige og frygtelige bud udgår fra templet til de syv engel: ”Gå hen og udøs Guds vredes skåler på jorden!” Her må vi da kaste et blik på Herrens ”rustkammer” og betragte hans ”vredes våben”. Jer 50: 25. Her kommer man da til ”forrådshusene for haglet, som jeg har opsparet til trængsels tid, til kampens og krigens dag”. Job 38: 22, 23.
Den første plage. – ”Og den første gik hen og udøste sin skål på jorden; og der blev en ond og fordærvelig byld på de mennesker, som havde dyrets mærke, og som tilbad dets billede.”
Der er ingen grund tilsyneladende til, at man ikke kan betragte dette som strengt bogstavelig. Disse plager falder næsten i et og alt sammen med dem, Gud lod falde på ægypterne, da han stod i begreb med at udfri sit folk fra trældommens åg, noget, hvis bogstavelige mening vi aldrig har hørt draget i tvivl. Gud står nu i begreb med at sætte den endelige befrielse og løskøbelses krans om sit folks pande, og hans straffedomme vil fremtræde på en ligeså bogstavelig og frygtelig måde. Hvad denne byld er, hvori plagerne består, siges ikke, men måske den i meget falder sammen med den lignende plage, der ramte Ægypten.
Den anden plage. – Man kan vel næppe tænke sig noget mere forpestende og skrækkeligt end et dødt menneskes blod; og man får et frygtelig billede frem ved den tanke, at de store vandsamlinger på jorden, som utvivlsomt udtrykket hav skal betegne, vil forandres til noget sådant under denne plage. Vi har her den mærkelighed, at udtrykket levende sjæl anvendes om væsner uden fornuft, nemlig fiskene og de levende skabninger i havet. Heraf kan man se, at man ikke efter udtrykket, således som det i begyndelsen (1 Mos 2; 7) anvendtes om mennesket, kan tage der for givet, at mennesket af naturen har fået, hvad der kaldes en udødelig sjæl.
Den tredje plage. – Således lyder da beskrivelsen af den frygtelige gengældelse, der vil ramme dem, som har øvet eller har villet øve bloddåd, gengældelsen for de ”helliges og profeters blod”, som volds hænder har udgydt. Kan vi end næppe fatte rædslerne ved den time, da floderne og vandkilderne skal blive som blod, skal dog Guds retfærdighed håndhæves, og hans straffedomme gå i opfyldelse. Ja selv englene hører man råbe: Retfærdig er du, Herre, at du har dømt denne dom; thi de har udøst helliges og profeters blod. Ja, Herre, Gud, du Almægtige, dine domme er sande og retfærdige!
Man kunde spørge, hvorledes den sidste slægt blandt de ugudelige kan siges at have udgydt helliges og profeters blod, når den sidste slægt blandt de hellige ikke skal ihjelslås. Man vil finde forklaringen derpå ved at se efter i Matt 23;34-35; 1 Joh 3;15. Disse skriftsteder viser, at brøden klæber ikke mindre ved forsættet end ved handlingen; og ingen slægt har nogensinde fattet et mere afgjort forsæt om at ville give de hellige hen til drab uden forskel, end den nuværende slægt kommer til at gøre, og dette om ikke så længe (Se kapitel 12;17, 13;15.) Tager man deres forsæt og vilje i betragtning, er de som dem, der udgyder helliges og profeters blod, og til punkt og prikke ligeså brødefulde, som om de var i stand til at udføre sine onde hensigter.
Man skulle tro, at ikke én blandt menneskene kunde overleve så frygtelig en plage som denne, om den varede længe. Deraf slutter vi, at den måske i sin varighed er begrænset ligesom den tilsvarende i Ægypten. 2 Mos 7;17-21, 25.
Den fjerde plage. – Det er værd at lægge mærke til, at hver påfølgende plage tjener til at øge de foregåendes elendighed og forhøje de skyldige lidendes pine. – Vi har nu en ond og fordærvelig byld, der piner menneskene, volder betændelse i deres blod, så legemet brænder af feber. Desuden har de kun blod til at læske sin brændende tørst med; og som for at sætte kronen på værket får solen magt og gyder over dem en flydende ildstrøm, og de brændes i stor hede. Først nu finder efter beretningens ordlyd deres elendighed udtryk i rædselsfuld bespottelse.
Den femte plage. – Ved dette vidnesbyrd fastslås en betydningsfuld kendsgerning, nemlig at plagerne ikke med ét udrydder alle sine ofre; thi nogle, der i begyndelsen blev slagen med bylder, finder vi endnu levende under den femte skåls plage, og de tygger sine tunger af pine. 2 Mos 10; 21-23 vil kaste lys over denne skåls plage. Den udgydes over dyrets, pavevæsnets trone. Dyrets trone er der, hvor den pavelige stol har sin plads, og dette har hidtil været og vedbliver sandsynligvis at være byen Rom. ”Det rige” omfatter sandsynligvis alle dem, der fra et kirkeligt synspunkt er pavens undersåtter, hvor som helst de findes.
Da de, som henlægger plagerne til fortiden, vil vide, at de første fem allerede helt og holdent er forbi, standser vi her et øjeblik og spørger: Hvilken tid i fortiden er de straffedomme, hvormed her trues, bleven fuldbyrdet? Kan så frygtelige straffedomme komme, uden at nogen ved om det? Hvis ikke, hvor er da historien om deres fuldbyrdelse? Hvornår faldt der en ond og forfærdelig byld over en meget udstrakt del af menneskeslægten? Hvornår blev havet som blodet af en død, og hver levende sjæl i havet døde? Hvornår blev floderne og vandkilderne til blod, og folk fik blod at drikke? Hvornår brændte solen menneskene således med ild, at den aftvang dem forbandelser og bespottelser? Hvornår endelig tyggede dyrets undersåtter sine tunger af pine og bespottede samtidig himlens Gud for sine piner og bylder? Fortolkere, der så tåbelig henlægger sådanne foreteelser til fortiden uden at kunne påpege en skygge af fuldbyrdelse, nedkalder åbenlyst over Guds hellige bog tvivlerens og den vantros spot og latter og giver ham et mægtigt våben i hænde, hvormed han kan øve sin beklagelige gerning. Med disse plager, siger den af Ånden indblæste seer, er Guds vrede fuldkommet; men om de kan fuldbyrdes, uden at nogen ved noget derom, vil man da i fremtiden anse hans vrede for noget så frygtelig eller vige tilbage, når han truer med sin straffedom?
Den sjette plage. – Hvad er den store flod Eufrat, i hvilken denne skål udgydes? Nogle mener, det er den bogstavelige flod Eufrat i Asien; andre, at den står som et sindbillede på folket inden de enemærker, gennem hvilke den flyder. Af følgende grunde hælder vi til sidstnævnte synsmåde:
1. Vi har vanskeligt for at indse, hvad man kunde opnå ved at borttørre den bogstavelige flods vand, såsom dette ingen alvorlig hindring vilde lægge i vejen for en fremrykkende hær. Man må lægge mærke til, at borttørringen finder sted, for at vejen kan beredes for kongerne fra Østen, dvs. ordnede stridskræfter, ikke en blandet skare, mænd, kvinder og børn uden våben og rustning, som Israels børn ved det Røde Hav eller ved Jordan. Eufrat er kun omtrent 1400 engelske mil lang, altså omtrent en tredjedel af Mississippi flodens længde. Uden vanskelighed ledede Cyrus ved sin belejring af Babylon hele floden ud af dens leje, og uagtet de talrige krige, der er bleven førte langs dens bredder, og de mægtige hærskarer, der har sat over både på frem og tilbagevejen over dens vande, har vi dog aldrig endnu læst om, at man måtte udtørre den for at komme over.
2. Man måtte da også borttørre Tigris lige såvel som Eufrat; thi den første er næsten ligeså stor som den sidste. Dens kilder ligger kun femten engelske mil fra Eufrats blandt de armenske bjerge, og med blot et lidet stykke mellemrum løber næsten hele vejen jævnsides; og dog nævner profetien intet om Tigris.
3. Flodernes bogstavelige udtørren finder desuden sted under den fjerde skåls plage, når solen får magt til at brænde menneskene med ild. Da indtræffer også ubestridelig den tørke og hungersnød, som så tydelig beskrives af Joel (kap. 1:14-20), og som en følge heraf nævnes der udtrykkelig, at ”vandbækkene er udtørrede”. Når denne tørkes hjemsøgelse kommer, bliver sandsynligvis Eufrat ingen undtagelse; der vilde derfor ikke være noget igen, som bogstavelig kunne tørres bort under den sjette plage.
4 Ifølge sagens natur må disse plager være åbenbarelser af Herrens vrede og straffedom over menneskene; men om alt, hvad der her fremstilles, blot er det, at den bogstavelige Eufrat udtørres, så er denne plage ikke af en sådan beskaffenhed og bliver idet hele taget ikke nogen alvorlig hjemsøgelse.
Da nu alt dette må indvendes imod at tage floden i bogstavelig betydning, må man opfatte den billedlig, som symbolsk betegnende den magt, der sidder inde med det af elven vandede landstrøg, det osmanniske eller tyrkiske rige.
1. Således benyttes udtrykket på andre steder i skriften, som i Es 8: 7 og Åb 9: 14. På sidstnævnte sted betegner Eufrat sindbilledlig den tyrkiske magt, det må alle indrømme; og da dette er det første tilfælde af de to gange, ordet forekommer i Åbenbaringen, kan man vel gå ud fra, at dets anvendelse i denne bog derved bestemmes.
2. At floden i denne forstand udtørres måtte da være det samme som, at det tyrkiske rige gik til grunde, idet samtidig dets undersåtter mere eller mindre udryddes. Således fik man da i egentlig forstand straffedomme over menneskene som resultat af denne plage ligesom af alle de andre.
Men herimod kunde man indvende, at vi vil hævde den bogstavelige forståelse af plagerne, men alligevel lader en af dem kun være symbolsk. Dertil svarer vi: Nej. Vistnok optræder under den sjette skåls plage i dens sindbilledlige skikkelse en magt ligesom under den femte, hvor vi læser om Dyrets trone, dette velbekendte sindbillede, eller som der atter står i den første plage om Dyrets mærke, dets billede og dets tilbedelse, der alt er symboler. Alt, hvad vi hævder, er den bogstavelige forståelse af de straffedomme, der udvælder af hver skål for sig, i dette tilfælde som i alle de andre, om end mange af de magter, straffedommene rammer, fremtræder i sin sindbilledlige skikkelse.
Man kunde atter spørge, hvorledes vel vejen bliver beredt for kongerne fra Østen derved, at det osmanniske vælde udtørres, dvs. går til grunde? Svaret ligger nær. I hvilken hensigt skal vejen beredes for disse konger? Jo, for at de skal kunne samle sig til krigen på Guds, den Almægtiges, hin store dag. Hvor skal slaget stå? – Ved Jerusalem. (Se Joel og Zefanias.) Men Jerusalem er jo i tyrkernes hånd, de sidder inde med Palæstina og de helliges grave. Dette udgør stridens æble; herpå har folkene fæstet sit begærlige, skinsyge blik. Dog har man, om Tyrkiet endnu er i besiddelse deraf, og andre gerne vil have det, ikke des mindre anset det nødvendigt for Europas fred, at Tyrkiet får lov til at hævde sin stilling, for at man derved kan bevare den såkaldte ”magtens ligevægt”. Derfor har Europas kristne nationer optrådt i fællesskab for at bevare sultanens trone urokket, fordi de ikke kan enes om byttet, når Tyrkiet falder. Kun ved deres nåde består Tyrkiet den dag i dag; men når de unddrager tyrkerne sin støtte og overlader dem til sig selv, noget vi tror, de vil gøre under den sjette plage, da kommer denne sindbilledlige flod til at optørres, Tyrkiet er da ikke mere, og vejen ligger åben, så folkene kan vælte sig ind over det hellige land. Østens konger, de folkeslag, magter og riger, som ligger øst for Palæstina, kommer da til at spille en fremtrædende rolle; thi Joel siger netop herom: ”Hedningerne skal opvækkes og drage op til Josafats dal.” (se videre om Tyrkiet i Dan 11: 40-45.)
De, der henlægger fem af plagerne til fortiden og påstår, at vi lever under den sjette, fremholder som en af sine stærkeste grunde for denne sin anskuelse, at det tyrkiske rige netop nu holder på at tæres bort, således som det finder sted under den sjette skåls plage. Det er næppe nødvendigt herpå at svare, at den begivenhed, som finder sted under den sjette plage, er denne magts fuldstændige og endelige ødelæggelse, ikke dens indledende svaghedstilstand, som er det eneste, vi nu er vidne til. Riget må nødvendigvis en stund aftage i styrke og kraft, for at det kan blive fuldstændig ødelagt, når plagen kommer. Dets svækkede tilstand ser vi nu for os, og den endelige afslutning kan ikke ligge langt i fremtiden.
Noget andet, man også må lægge mærke til under denne plage, er, at de tre urene ånder udgår for at samle folkene til den store kamp. De redskaber, der allerede nu er virksomme ude i verden og kendes under navn af nutidens spiritister, er i et og alt passende som redskaber til denne gernings fuldbyrdelse. Men man kunde nu spørge, hvorledes man med dette udtryk kan betegne en gerning, der allerede nu pågår, når ånderne ikke optræder i forudsigelsen, førend den sjette plage udgydes, og denne jo endnu ligger i fremtiden. Hertil svarer vi, at de redskaber, himlen agter at anvende til visse hensigters opnåelse, i dette som i mange andre tilfælde gennemgår en foreløbig opøvelse i den rolle, de skal spille. Førend således ånderne kan vinde en så fuldstændig magt og myndighed over menneskeslægten, at de kan samle folkene til kamp mod kongernes Konge og herrernes Herre, må de først bane sig vej blandt jordens folk og få dem til at tage deres lære som kommende fra Gud og anerkende deres ord som lov. Denne gerning øver de nu, og når de engang vinder den indflydelse, som de må vinde over omhandlede folk, kunde man da anvende mere velskikkede redskaber til at samle folkene til et så dumdristigt og håbløst foretagende?
Det synes ganske utroligt for mange, at folkeslagene skulde være så villige til at indlade sig på en krig på så ulige vilkår, - rejse sig til kamp mod hærskarernes Herre. Imidlertid er det netop noget, disse Djævelens ånder forstår sig på, - at bedrage; thi idet de går frem, udretter de undergerninger og bedrager derved jordens konger, så de tror løgnen.
De steder, hvorfra disse ånder udgår, betegner, at de kommer til at virke blandt tre store religiøse afdelinger af menneskeslægten, hvilke betegnes ved Dragen, Dyret og den falske profet, - hedenskabet, katolicismen og protestantismen.
Men hvad nytter den advarsel, som udtales i 15. vers? Prøvetiden må jo være til ende, og Kristus have opgivet sin midlergerning, før plagerne begynder. Og er der nogen fare for fald derefter? Man lægger mærke til, at denne advarsel rettes i forbindelse med åndernes gerning. Vi drager derfor den slutning, at den virker tilbage og gælder fra det øjeblik nævnte ånder begynder sin gerning, til prøvetidens slutning, at nutid står i stedet for fortid ifølge en i det græske sprog almindelig ombytning af tider, som om der altså havde stået: Salige er de, som har våget og bevaret sine klæder, såsom alles skam og nøgenhed, der ikke har gjort dette, da særlig vil komme til at vise sig.
”Og han forsamlede dem.” Hvem er de, der her omtales som ”forsamlede”, og hvilke redskaber skal der benyttes til at samle dem? Såfremt ordet dem gælder kongerne i 14. vers, er det sikkert, at der ikke ville blive benyttet noget godt redskab til at samle dem; såfremt ånderne er de, hvortil der hentydes ved ordet han, hvorfor står da dette ord i ental? Det besynderlige ved denne ordbygning har bevæget enkelte til at læse stedet således: ”Og han [Kristus] forsamlede dem [de hellige] til det sted, som kaldes på hebraisk Harmageddon [den berømmelige by, dvs. det nye Jerusalem].” Men dette er uholdbart. Følgende kritik, der for ikke længe siden stod at læse i et religiøst blad, synes at sprede lys over dette sted. Forfatteren siger:
”Det forekommer mig, at 16. vers er en fortsættelse af 14. vers. Thi sidstnævnte vers lyder: ”Og de går ud til jordens, ja hele jorderigets konger for at samle dem”, osv. Og i 16. vers står der: ”Og han forsamlede dem.” På græsk har et flertalsord af intetkøn som regel verbet i ental. (Se Zofokles’ græske grammatik, § 151, 1.) Kunde derfor ikke subjektet for verbet (her er ordet skrevet på græsk) [samlede] (16. vers) være (her er skrevet to græske ord) [ånderne] (14. vers), og således den i begge vers omtalte ”samling” være et og det samme? Og om nu det er således, at ”jordens, ja hele jorderigets konger” skal samles, sker det da ikke med det i teksten nævnte formål: ”at samle dem til krigen på Guds, den Almægtiges, hin store dag”?”
I overensstemmelse med denne kritik finder vi flere oversættelser, som benytter stedordet i flertal i stedet for i ental.
Wakefield gengiver dette vers således i sin oversættelse af det Nye Testamente: ”Og ånderne samlede kongerne til et sted, på hebraisk kaldet Harmageddon.”
Det syriske testamente har: ”Og de samlede dem på et sted, på hebraisk kaldet Harmageddon.”
Sawyer gengiver det i sin oversættelse således: ”Og de samlede dem på det sted, som på hebraisk kaldes Harmageddon.”
Wesley gengiver i sin oversættelse af det Nye Testamente orden således: ”Og de samlede dem til det sted, som på hebraisk kaldes Harmageddon.”
Whiting oversætter det så: ”Og de samlede dem til et sted, på hebraisk kaldet Harmageddon.”
Professor Stuart ved Andover College, der er en udmærket kritiker, om end ikke bibeloversætter, oversætter det: ”Og de samlede dem,” osv. De Wette, en tysk bibeloversætter, udtrykker det på samme måde som Stuart og de andre.
Albert Barnes, hvis Notes on the New Testament benyttes i udstrakt grad, henviser til, og siger: ”De Wettes og professor Stuarts sagkundskab og troværdighed viser noksom, at de har ret til at opfatte sætningsbygningen således fra græsk, hvilket nok ingen kan drage i tvivl; måske også ordene således opfattede står bedre i sammenhæng med teksten for øvrigt end nogen anden foreslået opfatning.”
Man indser således, at der er vægtige grunde for at læse teksten således: ”De samlede dem” osv., i stedet for: ”Han samlede dem.” Det fremgår således af disse autoriteters udtalelser, at de, der samles, er Satans yndlinger, ikke de hellige, at det er åndernes gerning, ikke Kristi, og at samlingsstedet ikke er det nye Jerusalem ved Lammets bryllupsnadver, men Harmageddon (eller bjerget Megiddo) til krigen på Guds, den Almægtiges, hin store dag.
I Westcott og Horts græske Nytestamente står 15. vers i parentes, så forbindelsen mellem 14. og 16. vers bibeholdes. I overensstemmelse hermed har den nye amerikanske oversættelse (The American Standard Revision): ”Og de samlede dem” osv.; ligeledes den nye danske oversættelse af det Nye Testamente. Overs. Anmærkning.
Megiddos højder, der rager op over Jisreels slette, var det sted, hvor Barak og Debora ødelagde Siseras hær, og hvor Josias blev jaget på flugt af den ægyptiske konge Farao-Neko.
Den syvende plage. – Således har inspirationen beskrevet den sidste dom, som Gud har bestemt over det uforbederlig oprørske menneske under den nærværende tingenes tilstand. Nogle af plagerne er, har vi set, indskrænket til et bestemt sted, hvorimod denne sidste udgydes i luften. Luften omringer den hele jord; deraf kan man slutte, at denne plage i lige grad vil omslutte hele den beboelige klode; den vil være altomfattende; selve luften bliver fordærvet.
Da nu folkene er bleven samlede under den sjette plage, må kampene udkæmpes under den syvende; og her fremstilles da, hvorledes og hvorved Gud vil ihjelslå de ugudelige; og da kan det siges, at ”Herren skal brøle fra Zion og lade sin røst høre fra Jerusalem, og himmel og jord skal bæve; men Herren er en tilflugt for sit folk og et værn for Israels børn.” Joel 3: 21. (Se også Jer. 25: 30; Hebr. 12: 26.) Denne røst er det da, som, volder det store jordskælv, et sådant, som ikke har været fra den tid, menneskene blev til på jorden.
”Og tordner og lyn”, - endnu en hentydning til Ægyptens plager. (Se 2 Mos 9: 23.) Den store stad bliver delt i tre dele; dvs., de tre store afdelinger af de falske og frafaldne religioner i verden (den store stad): hedenskabet, katolicismen og den fordærvede protestantisme, synes at være bestemte til hver for sig at erholde en særlig og passende straffedom. Folkenes stæder falder; en altomfattende ødelæggelse spreder sig over jorden; hver ø flyr, og bjergene bliver ikke fundne; og det store Babylon ihukommes for Gud (Babylons straffedom beskrives nærmere i kapitel 18.)
”Og store hagl, centnertunge, faldt ned fra Himlen.” Dette er det sidste middel, hvormed Herrens straffedom rammer de ugudelige, den syvende plages beske indhold. Gud har højtidelig henvendt sig til de ugudelige med de ord: ”Jeg vil gøre ret til målesnor og retfærdighed til lod, og hagl skal bortrive løgnens tilflugt, og skjulet skal vandene bortskylle.” Es 28: 17. (Se også Es 30: 30.) Og han spørger Job, om han har set haglenes forrådskamre, hvilke han ”har opsparet til trængsels tid, til kampens og krigens dag”. Job 38: 22, 23.
”Centnertung.” Udtrykket er egentlig en ”talent”, efter flere sagkyndiges pålidelige udtalelser en vægt på omtrent 57 engelske pund. Hvad kunde modstå de haglkorns kraft, der med en så uhyre vægt faldt ned fra himlen? Dog nu har menneskeslægten ikke længer noget ly; thi stæderne er faldne under et mægtigt jordskælv, øerne flygtede, og bjergene findes ikke mere. Atter giver de ugudelige sin elendighed luft i gudsbespottelse; thi haglenes plage er ”meget stor”.
Man kan få en svag forestilling om den frygtelige virkning af sådant, som her forudsiges, ved at læse følgende korte skildring af en haglbyge, som gik over Bosporus. Den er tagen fra en bog af vor landsmand, fhv. kommandør Porter, Letters from Constantinopel and its envirouns, Bd. I, side 44, hvor han siger:
”Vi var komne omtrent en og en halv engelsk mil på vejen, da en sky, som rejste sig i vest, varslede om et kommende regnskyl. Nogle få minutter efter opdagede vi, at noget med tunge plask fald ned fra himlen, og dets udseende var hvidagtigt. Jeg begreb ikke, hvad det var, men da jeg i nærheden så nogle måger, troede jeg, det måtte være dem, som skød ned for at fange fisk, men opdagede snart efter, at det var svære iskugler, som faldt. Umiddelbart derpå hørte vi en lyd som af en buldrende tordens, som af 10.000 vogne, der i rasende fart rullede ned over brostenene. Hele Bosporus gik i skum, som om det himmelske skyts var blevet affyret mod os og vort skrøbelige fartøj. Vor skæbne syntes uundgåelig; vi slog paraplyerne op for at dække os, men isklumperne rev dem i laser. Heldigvis havde vi en oksehud i båden, og vi krøb da ind under den og frelste os således fra videre skade. En af rorkarlene fik sin hånd bogstavelig talt slået i stykker, en anden blev skadet i skulderen, hr. H. fik et slag på benet, min højre hånd blev en del udygtiggjort, og alle fik større eller mindre skade.
Det var det mest rædselsfulde og forfærdelige syn, jeg nogensinde har været vidne til, og Gud forbyde, jeg nogensinde skulde blive udsat for noget sådant igen! Ishagl så svære som begge mine knyttede næver faldt ned i båden, og nogle af dem med sådan voldsomhed, at de sikkert vilde have knækket arme og ben, om de havde rammet os der. Et af dem traf et åreblad og knuste det. Således varede det kanske fem minutter; men det var fem minutter af de mest rædselsfulde fornemmelser, jeg nogensinde har følt. Da haglvejret var over, fandt vi de omgivende højder bedækket med ismasser, - hagl kan jeg ikke kalde det, - fandt træerne berøvet sit løv og grene, og alt så øde og dødt ud. Alt omkring os var ubeskrivelig rædselsfuldt.
Jeg har gentagne gange været viden til jordskælv; lynilden har så at sige spillet om hovedet på mig; vinden har brølet, og bølgerne i det ene øjeblik slynget mig imod himlen, næste øjeblik kastet mig tilbage i en dyb afgrund; jeg har været med i slagets tummel og set død og ødelæggelse rundt mig i alle de gyseligste skikkelser; men aldrig før har jeg følt en sådan rædsel som den, der i dette øjeblik greb mig, endnu står for mig og aldrig vil ophøre at stå for mig, er jeg bange. Min porter, den kækkeste blandt min husstand, havde vovet sig et stykke bort fra døren, men var bleven slået omkuld af et hagl, og om man ikke havde slæbt ham ind efter benene, vilde han være bleven banket ihjel. To bådførere dræbtes i den øvre del af landsbyen, og jeg har hørt om brækkede ben i mængdevis. Tænk dig himlen pludselig tilfrosset og ligeså pludselig brudt i stykker i uregelmæssige masser, vejende fra et halvt til et helt pund, og endelig slyngede med fart imod jorden!”
Om nu de ødelæggende virkninger var så store af en haglbyge med isklumper af størrelse som en mands knyttede hånd og af en vægt på omtrent et pund i det højeste, - hvem kan da udmale sig følgerne af det uvejr, som skal komme, når hvert haglkorn skal veje et center? Så sikkert som
Guds ord er sandhed, kommer han til snart således at straffe en brødefuld verden. Måtte det da falde i vor lod ifølge løftet at bo i fredens hytter og i trygheds boliger og i stille, rolige steder, når hin skrækkelige time kommer! Es 32: 18, 19.
”Og en høj røst udgik fra templet i himlen, fra tronen, og sagde: Det er sket!” Således er alt til ende; menneskenes skyldbæger er blevet fyldt; den sidste sjæl har benyttet sig af frelsens plan; bøgerne er lukkede; de frelstes tal er fuldt, og der er sat en endelig stopper for vor verdenshistoriske udvikling. Guds vredes skåle er ugydt over en fordærvet slægt; de ugudelige har tømt dem lige til bunden og er overgivet til døden i et tusinde år. Læser, hvor ønsker du at findes efter hin den store dom?
Men hvordan er tilstanden blandt de hellige, medens den ”overskyllende flod” går over? Jo, de er under Guds særlige beskyttelse, hans, uden hvis vilje ikke en spurv falder til jorden. Mange er de løfter, som på denne tid er dem til trøst og beroligelse, og som i sine hovedtræk indeholdes i de smukke og udtryksfulde ord i sal 91, hvilke vi her gengiver:
”Den, der sidder i den Højestes skjul, som bor i den almægtiges skygge, siger til Herren: Min tilflugt og min fæstning, min Gud, på hvem jeg forlader mig! Thi han frier dig af fuglefængerens snare, fra fordærvelsens pest. Med sine vingefjedre dækker han dig, og under hans vinger finder du ly; hans trofasthed er skjold og skærm. Du skal ikke frygte for nattens rædsler, for pil, som flyver om dagen, for pest, som farer frem i mørket, for sot, som ødelægger om middagen. Falder tusinde ved din højre, til dig skal det ikke nå. Du skal kun skue det med dine øjne og se, hvorledes de ugudelige får sin løn. Thi du, Herre, er min tilflugt. Den Højeste har du gjort til din bolig; intet ondt skal vederfares dig, og ingen plage skal komme nær til dit telt.” 1. – 10. vers. |