17. Kapitel - Babylon – Moderen

I foregående kapitels 19. vers hed det, at ”det store Babylon blev ihukommet for Gud til at give hende bægeret med hans strenge vredes vin”. Seeren tager nu emnet mere omstændeligt op angående det store Babylon; og for at give en fuldere fremstilling deraf går han tilbage og anfører nogle træk af dets tidligere historie. At denne frafaldne kvinde, som fremstillet i dette kapitel, er et sindbillede på den romersk-katolske kirke, tror protestanterne gennemgående. Mellem denne kirke og jordens konger har der bestået et utilladeligt forhold, og med hendes horeriers vin, hendes falske lærdomme, er jordens beboere bleven drukne.

Kirke og stat. – Denne forudsigelse er mere bestemt end andre, der gælder den romerske magt, for så vidt den skiller mellem kirke og stat. Vi har her kvinden, kirken, siddende på et skarlagenfarvet dyr, den borgerlige magt, af hvilken hun holdes oppe, og som hun styrer og leder for sine egne formål, ligesom rytteren mestrer sin hest.

Denne kvindes dragt og smykker, som fremstillet i 4. vers, falder slående sammen med sindbilledets anvendelse; thi purpur og skarlagen er de fornemste farver i pavernes og kardinalernes klædebon; og blandt de ædle stene i titusindvis, som smykker hendes tjenstlige handlinger, kendes ifølge et øjenvidne sølv næppe af navn, og selv guld ser fattigt ud. Af guldbægeret i hendes hånd – dette sindbillede på renhed i lære og bekendelse, der kun burde have indeholdt det, som er uforfalsket og rent, eller egentlig talt det alene, som står i fuld overensstemmelse med sandheden – af dette udvældede der kun vederstyggeligheder og hendes horeriers vin, hvorved sindbilledlig træffende betegnes hendes vederstyggelige lærdomme og endnu vederstyggeligere gerninger.

Denne kvinde kaldes udtrykkelig Babylon. Er da Rom Babylon med udelukkelse af alle andre religiøse samfund? Nej, vist ikke, thi hun kaldes jo en moder til skøger, som man nok lagde mærke til, noget, der viser, at der findes andre uafhængige, religiøse samfundsordninger, der er hendes frafaldne døtre og tilhører den samme store familie.

  6.  Og jeg så kvinden, drukken af de helliges blod og af Jesu
      vidners blod; og jeg forundrede mig, da jeg så hende,
      med en stor forundring,
  7.  Og engelen sagde til mig: Hvi forundrede du dig? Jeg vil sige
      dig kvindens hemmelighed og dyrets, som bærer hende, og
      som har de syv hoveder og de ti horn. 

En grund til forundring. – Hvorfor forundrede Johannes sig vel med stor forundring, da han så kvinden drukken af de helliges blod? Var det noget forunderligt på hans tid, at man forfulgte Guds folk? Havde han ikke set Rom udslynge sine hidsigste bandstråler mod kirken, idet han selv jo levede i landflygtighed under dets grusomme vælde i det øjeblik, han skrev? Hvorfor skulle han da undre sig, idet han kastede blikket udover og så Rom endnu i færd med at forfølge de hellige? Hemmeligheden ved han forundring var netop dette: Al den forfølgelse, han havde været vidne til, var udgået fra det hedenske Rom, Kristi erklærede fjende. Det var ikke så forunderligt, at hedningerne forfulgte dem, som efterfulgte Kristus. Men når han nu skuede udover og så en kirke, som kaldte sig kristen, forfølge dem, der fulgte Lammet og drukken af deres blod, da kunde han ikke andet end undre sig højlig.

  8.  Det dyr, som du så, har været og er ikke, og skal opstige af
      afgrunden og fare bort til fordærvelse; og de, som bor på jorden,
      de, hvis navne ikke er skrevne i livets bog, fra verdens grundvold blev 
      lagt, skal forundre sig, når de ser dyret, som var og ikke er, endog det 
      er.
  9.  Her er det sind, som har visdom! De syv hoveder er syv bjerge,
      på hvilke kvinden sidder,
 10.  og de er syv konger; de fem er faldne, og den ene er til, den
      anden er endnu ikke kommen, og når han kommer, bør det ham at blive en
      liden Tid.
 11.  Og dyret, som var og er ikke, er selv en ottende og er af de syv 
      og farer bort til fordærvelse. 

Rom set fra tre sider. – Det dyr, hvorom engelen her taler, er øjensynlig det skarlagenfarvede dyr. Et vildt dyr som det, der således fremføres, betegner sindbilledlig en magt, der øver vold og forfølgelse; meden den romerske magt som folk betragtet havde en lang og uafbrudt tilværelse, gennemgik den af og til en udviklingsgang, under hvilken sindbilledet var uanvendeligt på den, og hvorunder følgelig dyret i sådanne forudsigelser som nærværende kunde siges ikke at være, ikke at være til. Således var Rom i sin hedenske skikkelse en forfølgende magt i sit forhold til Guds folk, og denne tid var det ”Dyret, som var”. Dog, riget gik i navnet over til kristendommen; der skete en overgang fra hedenskab til en ny religiøs udvikling, som falskelig benævnedes kristelig, og en kort tid, medens denne overgang foregik, tabte Rom sit vilde, forfølgende væsen, så det følgelig da om dyret kunde siges: Det ”er ikke”. Tiden gik, og Rom vanartede til et pavevæsen og antog igen sin blodtørstige og undertrykkende karakter og blev således igen dyret, som ”er”, dvs. i Johannes’ dage ”skulle blive”.

De syv hoveder. – Disse forklares først at være syv bjerge, dernæst syv konger, dvs. regeringsformer. ”Fem er faldne,” siger engelen, dvs. forbigangne; ”den ene er til”; den sjette regerede netop da; ”den anden er endnu ikke kommen, og når han kommer, bør det ham at blive en liden tid”, dvs. når dyret igen optræder i sin blodige og forfølgende skikkelse, måtte dette være under den ottende regeringsform, der skulle vedvare, indtil dyret for bort til fordærvelse. De syv regeringsformer, det romerske rige har haft, er i den orden, hvori de almindelige opregnes, følgende: 1) kongernes; 2) konsulernes; 3) decemvirernes; 4) diktatorernes; 5) triumvirernes; 6) kejsernes og 7) pavernes. Konger, konsuler, decemvirer, diktatorer og triumvirer var det allerede forbi med i Johannes’ dage; han levede under kejserens. Efter hans tid skulle der komme to til. Den ene skulle ”kun blive en liden tid” og regnes derfor almindeligvis ikke med blandt hovederne, medens den sidste, der sædvanligvis betegnes som den syvende, i virkeligheden er den ottende. Det hoved, som skulle følge på det kejserlige og ”blive en liden tid”, kunde ikke være det pavelige, såsom dette jo blev længere end alle de andre tilsammen. Derfor må det pavelige hoved være det ottende, og mellem det kejserlige og det pavelige kom der et hoved, som kun holdt sig en kort tid. Som fuldbyrdelse af dette ved man jo, at der efter den kejserlige regeringsforms afskaffelse kom en styrer, som i omtrent 60 år førte roret i Rom under navn af ”Exarchen af Ravenna”. Således har man da sammenknytningsleddet mellem det kejserlige og pavelige hoved. Det tredje udviklingstrin af ”dyret, som var og ikke er, endog det er”, er det romerske vælde under pavevæsenets styrelse; og i denne skikkelse opstiger det af afgrunden, grunder med andre ord sin magt på anmassende krav, der ingen berettigelse har uden i en blanding af kristne vildfarelser og hedensk overtro.

 12.  Og de ti horn, som du så, er ti konger, som endnu ikke har
      fået riget, men får magt som konger én time med dyret.
 13.  Disse have én mening, og sin magt og myndighed skal de overgive dyret.
 14.  Disse skal stride mod Lammet, og Lammet skal overvinde dem,
      thi det er Herrers Herre og Kongers Konge - og de, som er
      med det, de kaldte og udvalgte og trofaste. 

De ti horn. – Angående dette se anmærkningerne over Dan 7;7, hvor vi har vist, at de betegner de ti riger, som opstod af det romerske vælde. De får magt én time (her et ord på græsk – oversat hora, et ubestemt tidsrum) med dyret, regerer med andre ord en vis tid samtidig med dyret, og i denne tid giver de det sin magt og myndighed.

I sit værk om Åbenbaringen (The Apocalypse) fortolker Corly 12. vers således: ”Forudsigelsen bestemmer pavevæsenets tidsafsnit ved de ti rigers dannelse ud af det vestlige rige. ”De skal få magt én time med dyret”, burde retter være oversat: ”i den samme tid” (her to græske ord med græske tegn). ”De ti riger” skal være samtidige til forskel fra ”de syv hoveder”, som skulle følge efter hverandre. ”

Disse ord må gælde fortiden, da nemlig Europas riger enstemmig gav pavevæsnet sin støtte og værnede om det og alle dets krav. De kan ikke gælde fremtiden; thi efter begyndelsen til endens tid skulle de fratage ham hans herredømme, for at han skulle ”blive ødelagt og tilintetgjort for al tid” (Dan 7;26); og den behandling, som disse riger til sidst skulle lade pavevæsnet vederfares, udtales i 16. vers, hvor det hedder: ”Disse skal hade skøgen og gøre hende øde og nøgen og æde hendes kød og opbrænde hende med ild.” En del af denne gerning har de europæiske folk øvet i årevis; og gerningens fuldendelse, dette at ”opbrænde hende med ild”, fuldbyrdes, når Åb 18;8 sker fyldest.

”Disse skal stride med Lammet.” 14. vers. Her føres vi da ind i fremtiden til den store krigs og strids dag; thi da vil Lammet have optaget titlen kongers Konge og Herrers Herre, noget, han ikke lader sig kalde før ved sit andet komme. Kapitel 19;11-16.

 15.  Og han sagde til mig: De vande, som du så, der, hvor skøgen
      sidder, er folk og skarer og slægter og tungemål.
 16.  Og de ti horn, som du så på dyret, disse skal hade skøgen og
      gøre hende øde og nøgen og æde hendes kød og opbrænde hende med
      ild.
 17.  Thi Gud har givet dem i hjertet at gøre efter hans sind
      og at have af ét sind og at give dyret sit rige, indtil
      Guds ord er bleven fuldbyrdede.
 18.  Og kvinden, som du så, er den store stad, som har herredømme
      over jordens Konger. 

Et betydningsfuldt sindbillede forklaret. – 15. vers giver os en tydelig forklaring over, hvad skriften mener med sindbilledet ”vande”, nemlig, folk og skarer og slægter og tungemål. Engelen sagde til Johannes, medens han henledede hans opmærksomhed på denne genstand, at han ville vise ham den store skøges dom. I 16. vers gives da særlig besked om denne dom. Dette kapitel har efter vor mening mere særskilt hentydning til den gamle moder, det katolske Babylon. I næste kapitel finder man, om vi ikke tager fejl, fremstillet en anden stor gren af Babylons, nemlig skøgens døtres, væsen og skæbne.