18. Kapitel - Babylon – DøtreneI disse vers betegnes sindbilledlig en eller anden mægtig bevægelse (se under 4. vers). Lad os betragte nogle få omstændigheder, og vi vil ufejlbarlig komme til en forståelse heraf. I 14. kapitel fik vi et budskab, som forkyndte Babylons fald. Babylon er et udtryk, der omfatter ikke alene den romersk-katolske kirke, men også religiøse samfund, som af den er oprundne og har medtaget mange vildfarelser og traditioner.
Et moralsk fald. – Babylons her omtalte fald kan ikke være en bogstavelig ødelæggelse; thi der er begivenheder, som skal finde sted i Babylon efter dets fald, og dette udelukker jo hin tanke. Således skal f. eks. Guds folk findes der efter dets fald, og de skal kaldes bort derfra, for at de ikke skal rammes af hendes plager; i disse plager indbefattes også dets bogstavelige ødelæggelse. Faldet er derfor et moralsk fald; thi følgerne af samme er jo, at Babylon bliver en bolig for djævle, et fængsel for alle urene ånder og for alle urene og afskyede fugle. Det lægger med andre ord som følge af sit fald synd på synd, indtil de rækker til himlen, og det hjemfalder til Guds straffedom, der nu ikke længere kan udsættes.
Siden nu det her fremstillede fald er et moralsk fald, må det gælde en eller anden gren af Babylon udenfor den hedenske og den pavelige del; thi førstnævnte var en falsk og sidstnævnte en fordærvet religion fra selve sin begyndelse af. Og da dette fald yderligere siges at indtræffe blot en kort tid før Babylons endelige ødelæggelse, ganske vist på denne side af den pavelige kirkes opkomst og gudsbespottelige løbebane, kan dette vidnesbyrd kun gælde om religiøse samfund, som er oprundne af nævnte kirke. Nu, disse begyndte med at reformere, førte sig en stund fortræffeligt og vandt Guds velbehag; men da de bandt sig til trosbekendelser, kunde de ikke længer holde skridt med den profetiske sandheds stigende oplysning og er derfor bleven sat i en stilling, i hvilken de til sidst kommer til at udfolde et væsen, i Guds øjne ligeså slet og forhadt som den kirkes, af hvilken de først trak sig ud som dissentere eller reformatorer. Da det foreliggende emne for mange er et meget ømt punkt, vil vi her lade disse forskellige kirkesamfunds lemmer selv tale.
Bladet Tennessee Baptist siger: ”Denne kvinde [papisteriet] kaldes en moder til skøger og vederstyggeligheder. Hvem er døtrene? Den lutherske, presbyterianske og episkopale kirke er alle sammen grene af den [romersk] katolske. Kaldes da ikke disse i ovenanførte skriftsted ”skøger og vederstyggeligheder”? Dette er nu min bestemte mening; og selv om jeg truedes med bålet, kunde jeg ikke mene noget andet. Presbyterianer og de episkopale udgør en del af Babylon, har pavevæsnets særlige grundsætninger tilfælles med papisterne!”
Alexander Campbell siger: ”De tilbedelsesstiftelser, der nu virker i kristenheden udover, indesluttede i og sammenholdte ved hver enkelts omfangsrige trosbekendelse og kirkelige lovstiftning, er ikke Jesu Kristi menigheder, men retmæssige døtre af hin moder til skøger, den romerske kirke.”
Atter siger han: ”Man forsøgte for vel tre århundreder siden at reformere pavevældet i Europa. Det endte med et protestantisk præstevælde og sværme af dissentere. Protestantismen er bleven reformeret til presbyterianisme, presbyterianerne til independenter, disse igen til baptister osv. Metodismen har forsøgt at reformere alle, men har reformeret sig selv til mange slags wesleyanisme. Alle har de endnu i sin barm, i sine kirkelige ordensforhold, sin gudsdyrkelse, sine lærdomme og tjenstlige skikke forskellige levninger af pavevæsnet. De er i det højeste en reformation af dette og kun delvise reformationer. Menneskelærdomme og traditioner svækker endnu evangeliets kraftige fremgang under deres hånd.” (On Baptism, s. 15.)
O. Scott (weslyansk metodist) siger: ”Kirken beherskes af en ligeså stor begærlighed som verden efter verdslig vinding. Kirkerne gør denne verden til en Gud. De fleste af nutidens kirkesamfund kunde rettere kaldes verdenskirker end kristne kirker. Kirkerne er skilt så langt ud fra den første og oprindelige kristendom, at de trænger en ny genfødelse, en ny slags religion.”
Bladet Golden Rule siger: ”Protestanterne holder på at overgå papisterne i den strålende og overdådige dårskab, som lægges for dagen i at bygge kirker. Tusinder på tusinder udgives til pragtfulde og kostbare prydelser for at tilfredsstille hovmod og ond ærgerrighed, penge, som både kunde og burde anvendes til værket til frelse for de millioner, der går på fortabelsens vej! Stanser da disse hovmodige, formdyrkende, flotte gudsdyrkere her i sin slethed, dårskab og galskab? Disse strålende mindesmærker om papistisk hovmod, på hvilke der i vore byer ødsles millioner, udelukker i virkeligheden de fattige, for hvem Kristus døde, og for hvis skyld han særlig kom at forkynde det glade budskab.”
I en beretning om Michigans årlige konference, der forekom i bladet The true Wesleyan for 15. Nov. 1851, hedder det: ”Handelsverdenen, den politiske verden og den kirkelige verden er hinanden lige og vandrer sammen på den brede vej, der fører til fortabelse. Politiken, handelen og navnreligionen ser alle gennem fingre med synden, hjælper gensidig hverandre og slår sig samme om at knuse den fattige. Falskheden taler uden blusel fra folkeforsamlingen som fra prædikestolen, og synder, der måtte ryste selv hedningernes moralske følelser, går upåtalt for sig i alle vort lands store kirkesamfund. Disse kirker er som den jødiske, da Frelseren udråbte: ”Ve eder, I skriftkloge og farisæer, I øjenskalke.”” Mon de er noget bedre nu?
Under en prædiken i London sagde Robert Atkins: ”De i sandhed retfærdiges tal på jorden tager af, og ingen tager sig det nær. De i vore dage inden enhver menighed, som bekender sig til religionen, elsker verden, retter sig efter verden, holder af den hygge og det behag, som andre nyder, og tragter efter at anses af mennesker. De er kaldede til at lide med Kristus, men de viger tilbage for den ringeste spot. Frafald, frafald, frafald står indskrevet over døren på enhver kirke; og vidste man det, følte man det, var der kanske håb, men ak! Der siges: ’Vi er rige og har overflod og fattes intet.’”
Den berømte evangelist G. F. Pentecost sagde i februar 1883 i bladet Independent, at det holdt på at blive en ”tabt eller forglemt kunst” at omvende syndere. Man kunde fremdrage lignende vidnesbyrd i overflod fra højtstående mænd inden disse forskellige kirkesamfund, skrevne ikke for at dadle og finde fejl, men i en levende følelse af den frygtelige stilling, hvori disse menigheder er komne. Ordet Babylon anvendt på dem er ingen bebrejdelse, men simpelthen et udtryk for den forvirring og meningsforskel, som findes iblandt dem. Babylon behøvede ikke at være falden, men kunde være blevet lægt ved at antage sandheden (Jer 51:9); dog, det forkastede den, og forvirring og splittelse vedbliver at herske inden dets grænser, og verdslighed og hovmod holder på næsten at kvæle hver plante af himmelsk vækst.
Tidspunktet for denne bevægelse. – På hvilken tid er disse vers anvendelige? Hvornår kan bevægelsen søges? Såsandt den stilling, vi har indtaget, er rigtig, at nemlig disse kirker, denne gren af Babylon, erfarede et moralsk fald, da de forkastede det første budskab i 14. kapitel, kunde forkyndelsen i nærværende kapitel ikke være udgået forud for den tid. Den er derfor enten ét med budskabet om Babylons fald i 14. kapitel eller udgår senere. Dog ét dermed kan den ikke være, såsom dette budskab blot forkynder Babylons fald, medens det andet tilføjer flere enkelte omstændigheder, som på hint tidspunkt hverken var fuldbyrdede eller holdt på at fuldbyrdes. Da vi derfor må se hen til tiden efter 1844, hvor det foregående budskab udgik, for at finde den forkyndelse, hvorom nærværende kapitel handler, spørger vi: Er noget sådant budskab bleven givet fra den tid til nu? Svaret må endnu blive benægtende; derfor hører dette budskab endnu fremtiden til. Men vi har netop nu den tredje engels budskab, der er det sidste, som skal gives før menneskets søns komme. Vi kommer derfor til den slutning, at de første to vers af dette kapitel viser os et træk ved det tredje budskab, som vi få se, når dette budskab bliver forkyndt med vælde, og den hele jord bliver oplyst af dets herlighed.
Den gerning, som 2. vers fremstiller for os, holder netop nu på at udføres og vil snart blive fuldbyrdet ved spiritismens arbejde. Djævelens ånder, som gør tegn (se Åb 16;14), baner sig hemmelig, men hurtig vej til føromtalte religiøse samfund, hvis trosbekendelser, der er bleven formede under indflydelse af Babylons vin (vildfarelser), bl.a. den, at vore afdøde venners ånder, ved fuld bevidsthed og i travl virksomhed, svæver alle vegne omkring os, gør det umuligt for disse kirkesamfund at modstå disse åndernes rænkefulde tilnærmelser.
Et betydningsfuldt træk ved spiritismen netop nu er den religiøse klædning, den tager på sig, Idet den holder sine mere almindelige principper, som tidligere så stærkt blev fremhævet, i baggrunden, forsøger den nu at vise sig ligeså agtværdig religiøs i visse retninger som et hvilket som helst andet kirkesamfund i landet. Spiritismen taler om synd, omvendelse, forsoning, frelse i Kristus osv. Næsten ligeså ortodoks som de mest anerkendte normer. Når den forklæder sig under en sådan bekendelse, hvad kan så hindre den i at trænge sig ind i næsten hvert eneste kirkesamfund i kristenheden? Spiritismens grundvold er et fundamentalt dogme i næsten alle trosbekendelser. Dens hemmelige grundsætninger er desværre så alt for almindelig yndede og den mørke gerninger så alt for almindelig efterlignede, at man ikke derfor kan komme i strid, så længe man blot søger et fælles skjul. Hvad kan da frelse kristenheden fra dens forføreriske indflydelse? Heri ser man da nok et sørgeligt resultat af forkastelsen af de sandheder, budskaberne i 14. kapitel byder verden. Havde menighederne taget imod disse budskaber, vilde de være bleven beskyttede mod dette bedrag; thi blandt de store sandheder, som fremhæves i den religiøse bevægelse, der er udgået af disse, findes den betydningsfulde lære, at menneskets sjæl ikke af naturen er udødelig; at det evige liv er en gave, man kun får på visse vilkår, og som kun kan vindes gennem Kristus alene; at de døde er uden bevidsthed, samt at den fremtidige verdens belønning og straf ligger hinsides opstandelsen og dommens dag. Spiritismens første krav, en livsbetingelse for den, slås derved af marken. Hvilket fodfæste kan vel dens lære vinde i dens sjæl, som er rodfæstet i denne sandhed? Ånden kommer og gør krav på at være en sjæl uden legeme, en afdød persons ånd. Den mødes med den kendsgerning, at den ikke er en slags sjæl eller ånd, som et menneske, besidder, - at ”de døde ved ikke noget”, - at denne dens første påstand er løgn, og at de øvrige kendetegn, den fremviser, kun fastslår, at den hører Satans synagoge til. Således bliver den straks afvist og det onde, den vilde foranstalte, kraftig forhindret. Imidlertid står den store masse religionsbekendere i strid med den sandhed, som således vilde beskytte dem og udsætter sig derved for denne sidste åbenbarelse af Satans kløgt.
Medens spiritismen således virker, åbenbarer der sig foruroligende forandringer på høje steder inden nogle af kirkesamfundene. Nutidens vantro vinder ikke få fremragende tilhængere under det forføriske navn ”videnskab”, ”højere kritik”, ”evolution” osv. Som betegnende eksempler kan vi nævne sådanne mænd som Henry Ward Beecher (nu afdød) og sådanne blade som The Outlook, forhen Christian Union. Beecher, der i den religiøse verden blev betragtet som en tankens fører, og hvis ry og indflydelse ikke begrænsedes til én halvkugle blot, var meget dristig i at nægte lærdomme, der af alle bibeltroende er bleven ansete som åbenbaringens grundsandheder. Som et oplysende eksempel citerer vi følgende af bladet National Baptist for 6. Sept. 1883. Det er af et gensvar fra Beecher til dr. teol. J. S. Kennard, der havde kritiseret nogle af Beechers synsmåder og ytringer. Han siger: ”Jeg er af hjertet en kristen tilhænger af evolutionslæren. Jeg er ingenlunde enig med alt hos Spencer (hans agnosticisme), ej heller med alt hos Huxley, Tyndall og deres skole. De er agnostikere; men det er jeg ikke, det må jeg kraftig betone. Men jeg er evolutionist; og det rammer al nutidens ortodokse teologi som hele middelalderens ved roden – menneskets fald i Adam og hans efterkommeres arvtagen af hans brøde, følgelig alle de forsoningsanskuelser, som er bleven konstruerede for denne fabelagtige ulykkes skyld. Mennesket er som en slægt betragtet ikke faldet, men er derimod kommet op. Ingen stor ulykke rammede menneskeslægten ved dens begyndelse. Guds skaberord opfyldtes, og enhver forsoningsteori må svare til den kendsgerning, at mennesket skabtes på det laveste trin og med hensyn til sit fysiske væsen efter min faste forvisning udviklede sig trinvis opad fra det lavere liggende animalske slægttrin, medens det med hensyn til sit moralske og åndelige væsen er en gudesøn, for så vidt et nyt element kom ind i den store udviklingsbevægelse, da mennesket fremtrådte.”
Når de store kendsgerninger, som kun kan forklare syndens tilværelse i vor verden og alle vor nuværende tilstands afvigelser, benævnes ”en fabelagtig ulykke”, - når man indrømmer, at mennesket ikke er faldet, at slægten ikke rammedes af den ulykke, at synden trængte ind ved ulydighed i begyndelsen, og at ingen forsoning er nødvendig for at rette på denne tingenes tilstand, - hvad bliver der da af alle de dele af skriften, hvor der berettes om alle disse kendsgerninger, og ved hvilke de anerkendes og tros? De må henvises til fabelens rige. Og når de, der giver sig ud for evangeliets tjenere, til hvem folket skuer hen for at finde belæring, og af hvis synsmåder i sådanne sager folk er afhængige, - når de går i spidsen med en slig lærdom, hvilken ærefrygt for Guds ord kan man da vente sig af masserne? ”Som præsten, så folket.” Sådanne ordets tjenere gør mere for vantroens sag end alt hvad fortidens mænd som Voltaire og Paine har udrettet, mere end alt, hvad nutidens mænd som Ingersoll udretter. Værre end ulve uden for fårestien er ulvene indenfor samme, og så meget mere farlige, som de har fåreklæder på.
Således er det med andre i høje stillinger og indflydelsesrige blade inden den kristne verden. Det er bleven en ganske let sag at anklage skriften for unøjagtighed, at beskylde de hellige skribenter for mangel på forståelser af sit emne. Meget af vore dages dogmatiske teologi kan indordnes under to navne: Svampe og Forsteninger, og alle de skriftord, som ikke stemmer med disse opfatninger, betegnes da som urigtige. Paulus, siger man, havde fejlagtige begreber om en hel del spørgsmål, særlig da med hensyn til Kristi andet komme; og der er en lærd dr. teol., der uden modsigelse anførtes i et ledende religiøst blad, som forsikrede, at endog Kristus selv fejlagtig opfattede det spørgsmål, han hold på at drøfte, nemlig med hensyn til beretningen i Matt 24! Fra et så ynkeligt standpunkt set og under ledelse af sådanne mænd kan det næppe vare længe, før Babylon bliver fuldt af urene ånder, af urene og afskyede fugle! Hvilket fremskridt er der ikke allerede sket i denne retning! Kunde de gudelige fædre og mødre til den slægt, som levede netop før det første budskabs meddelelse, opstå af sine grave og fattet den religiøse verdens nuværende tilstand ved at høre dens lærdomme og iagttage dens gerninger, hvor vilde de da ikke stå målløse af forfærdelse over den frygtelige modsætning mellem deres tid og vor og beklage dens sørgelige vanartethed! Himlen vil heller ikke lade alt dette passere i stilhed; thi en mægtig kundgørelse skal udgå og henlede al verdens opmærksomhed på de frygtelige punkter i anklagen mod disse vantro, troløse, religiøse samfund, for at de dommes retvished, der følger efter, klarlig kan fremstå.
3. vers viser os udstrækningen af Babylons indflydelse og den elendighed, der er bleven og vil blive følgen af dets færd, derfor også retfærdigheden af dets straffedom. Jordens købmænd er blevet rige af hendes yppigheds fylde. Hvem går i spidsen for tidens overdådigheder? Hvem belæsser sit bord med de rigeste og mest udsøgte spiser? Hvem går forrest i den flotteste klædedragt og al kostbar prydelse? Hvem er i sin færd anmasselsen og hovmodet selv? Er det ikke kirkens medlemmer! Hvor skal man søge den allerhøjeste udfoldelse af overdådighed, pralende fremtræden og livets hovmod, som følger af menneskeslægtens forfængelighed og synd? Er det ikke i en af vore dages kirkelige forsamlinger på en skøn søndag!
Dog, der er et forsonende træk i dette billede. Vanartet som Babylon er blevet, betragtet i sin helhed, findes der undtagelser fra den almindelige regel; thi Gud har endnu et folk deri, og Babylon må have ret til nogen hensynsfuldhed for deres skyld, indtil de kaldes bort fra samkvem med det. Det vil dog ikke blive nødvendigt at vente længe på dette kald; thi Babylon vil snart, om vi ikke tager fejl, blive så grundig gennemsyret af disse slette redskabers indflydelse, at dets stilling vil ligge fuldt i dagen for alle af hjertet ærlige og vejen således være beredt for den gerning, apostelen nu indfører.
At røsten kommer fra himlen betegner, at det vil blive et kraftens budskab, ledsaget af himmelsk herlighed. Hvor tydelig bliver det ikke, at himlen lægger sig imellem, og hvor bliver ikke redskaberne til fuldkommelsen af Guds værk mangfoldigere, eftersom den store krise nærmer sig! Denne røst fra himlen kaldes ”en anden” røst for at vise, at det er noget nyt, der fremstilles. Vi har nu fem himmelske sendebud, om hvem det udtrykkelig siges, at de har en gerning at øve under denne sidste reformation, nemlig den første, anden og tredje engel i kapitel 14, den fjerde i nærværende kapitels første vers, og den femte, som betegnes ved ”røsten” i foreliggende 4. vers. Tre af disse er allerede i virksomhed. Den anden engel har sluttet sig til den første, og den tredje har sluttet sig til dem. Den første og den anden har ikke hørt op. Alle tre er nu i virksomhed. Engelen i nærværende kapitels 1. vers begynder at øve sin gerning, efter som de vilkår, som nødvendigør hans gerning, indtræder; og kaldet fra himlen omtalt i foreliggende del af forudsigelsen må finde sted i forbindelsen med sidstnævnte. Der er allerede blevet fremført bevis på, at budskabet i nærværende kapitels 1. og 2. vers skal gives i forbindelse med det nu lydende tredje budskab og kommer til at betegne et nyt særligt tidsafsnit i dette værk. Af den måde, hvorpå engelen her beskrives, kan man gøre sig et begreb om gerningens udstrækning og kraft. Det første budskab siges at lyde ”med høj røst”; det samme siges også om den tredje; men om denne engel siges der ikke som om de andre simpelthen, at han flyver ”midt igennem himlen”, men, at ”han farer ned fra himlen”. Han kommer så at sige nærmere jorden med et mere bestemt og direkte budskab; han har ”stor magt”, og jorden oplyses ”af hans herlighed”. I hele bibelen findes der ikke noget andet sted en sådan beskrivelse af et budskab fra himlen til menneskene. Dette er det sidste og kommer, som det sømmer sig, med overordentlig glans og uvant vælde. Det er en højtidelig stund, når verdens skæbne skal afgøres, - en højst alvorlig krise, når en hel slægt skal overskride prøvetidens grænser, og nådens sidste toner skal lyde i dens øren. I en sådan stund må verden ikke lades uden advarsel. I så rig grad må den store kendsgerning forkyndes, at ingen som undskyldning skal kunne anføre med grund, at han har været uvidende om den overhængende dom. Enhver anledning til undskyldning må fjernes. Guds retfærdighed, langmodighed og overbærenhed, for så vidt han har tøvet med at udføre den hævn, han har truet med at tage, indtil alle har fået lejlighed til at få kundskab om hans vilje, fået tid til bod og omvendelse, må hævdes. En engel sendes ud fuldt rustet med magt fra himlen. Det lys, der omgiver tronen, indhyller ham. Han kommer til jorden. Ingen uden de åndelig døde, - ja de ”to gange døde, oprykket med rod” – kan undlade at forstå hans nærværelse. Lys glimter overalt. De mørke steder oplyses. og medens hans nærværelse spreder skyggerne, lyder røsten af hans advarsel som torden. Han råber ”med styrke”, ikke vagt og ubestemt. Det er ingen dagligdags meddelelse, men et råb, et højt råb, et råb med styrke. Han udpeger atter engang de skæbnesvangre mangler ved en verdslig menigheds liv og lære. Endnu en gang, og det for sidste gang, fremstiller han dens vildfarelser klart, så ingen kan tage fejl, fremhæver, hvor lidet det nuværende gudfrygtigheds mål slår til i den endelige afgørelses stund. Den uundgåelige forbindelse mellem dens yndede vildfarelser og den uundgåelige, evige undergang udråbes, indtil jorden genlyder af råbet. Imidlertid stiger det store Babylons synder til himlen, og stadens uretfærdighed ihukommes for Gud. Det ryger op til en hævnens storm. Den himmelske vredes store flodbølge vælter af sted. Skummet pisker om dens kam og antyder, at der er blot et øjeblik igen, til den bryder over forvirringens den store stad, og det stolte Babylon synker som en møllesten til havets dyb. Pludselig lyder en anden røst fra himlen: ”Gå bort fra hende, I mit folk!” De ydmyge, oprigtige, hengivne Guds børn, af hvem der endnu findes nogle tilbage, som sukker og jamrer over al den vederstyggelighed, som øves i landet, agter på røsten, tvætter sine hænder for dets synder, afskærer sin forbindelse med det, flyr og bliver frelste, medens Babylon bliver et offer for Guds retfærdige dom. Bevægende tider venter menigheden, lad os holde os rede for det afgørende vendepunkt!
Vi betragter 6. og 7. vers som en profetisk erklæring om, at Babylon vil blive gengældt eller få straf efter sine gerninger. Man må huske på, at dette vidnesbyrd gælder den del af Babylon, som er et fald hjemfalden. Vi henfører det som før påpeget til ”døtrene”, de protestantiske kirkesamfund, som vedblivende holder fast ved ”moderens” personlige træk og holder familieligheden ved lige. Disse skal, som allerede tidligere vist, forsøge at få en udstrakt forfølgelse i gang mod sandheden og Guds folk. Af disse skal ”dyrets billede” oprejses. De får, hvad der for dem bliver en ny erfaring, lejlighed til at benytte den borgerlige magt til at tvinge sine læresætninger igennem. Og det er utvivlsomt denne første magtrus, som fører denne gren af Babylon til at sige i sit hjerte: ”Jeg sidder som dronning og er ikke enke,” dvs., jeg er ikke længere [her står et ord på græsk] (chera) en berøvet, en, som er bleven frataget magten, således som jeg har været; men nu regerer jeg som dronning, og sorg skal jeg ingenlunde se. Gud er i grundloven, kirken sidder på tronen og har for fremtiden magten. Udtrykket ”betal hende, som hun har betalt eder”, synes at vise, at tiden for dette budskabs forkyndelse og de helliges bortkaldelse kommer, når hun begynder at løfte imod dem sin undertrykkelses arm. Ligesom hu har fyldt forfølgelsens bæger for de hellige, således vil Herrens engel forfølge hende (Sal 35;6); og straffedommen fra oven vil i dobbelt grad føre over hende den ulykke, som hun tænkte at ville føre over de hellige.
På side 37 i Early Writings under emnet Spiritual gifts, findes følgende vidnesbyrd vedrørende det, at den første del af Åb 18 på en særlig måde finder sin anvendelse på det religiøse tryk, der af kristendomsbekendere skal komme til at øves i De forenede stater: ”Det vil gå tåleligere for hedninger og papister på Guds doms åbenbarelses dag end for sådanne…..Undertrykkernes navne er skrevet i blod, krydset med striber og oversvømmet af angstens og lidelsernes brændende tårer. Guds vrede vil ikke aflade, før dette lysets land har tømt hans vredes bitre bæger til bunden, før han får gengældt Babylon dobbelt. ’Betal hende, som hun har betalt eder, og gengæld hende dobbelt efter hendes gerninger!’”
Den dag, hvorpå hendes plager kommer, som omtalt i 8. vers, må være en profetisk dag, den kan idet mindste ikke være en egentlig dag; thi det ville være umuligt for en hungersnød at komme på så kort en tid. Babylons plager er uden tvivl de syv sidste plager, som allerede er blevet drøftede, og af udtrykket i dette vers i forbindelse med Es. 34;8 slutter vi, at der må medgå et år til denne skrækkelige hjemsøgelse.
En passende gengældelse. – Resultatet af selve den første plage må blive en fuldstændig standsning i handelen med sådanne luksusgenstande, for hvilke Babylon er bekendt. Og når så de, der handler med sådanne sager og for en stor del er borgere i denne sindbilledlige stad og har vundet sin rigdom ved handel med sådanne sager, pludselig finder sig og sine naboer rammede af stinkende bylder, ser sin handel standset og sidder med store varelagre, uden at nogen vil købe af dem, da opløfter de sin røst og jamrer over denne store stads skæbne; thi hvis der nemlig er noget, der kan aflokke vor slægts mennesker et modløshedens hjertesuk, da er det sådant, som rører ved deres skatte. Der går da således over dem en retfærdig gengældelse. De, som blot en kort stund i forvejen havde udfærdiget en beslutning om, at Guds hellige hverken skulle købe eller sælge, finder sig nu stillede under samme vilkår ved noget, der virker lang mere tvingende.
Man kunde spørge, hvorledes folk, der lider samme genvordighed, kan stå langt borte og jamre osv. Imidlertid må man huske på, at denne ødelæggelse fremstilles under et billede, en by nemlig, som hjemsøges af ødelæggelse. Ramte en sådan elendighed en egentlig by, vilde ganske naturlig dens egne indbyggere flygte ud af den, om muligt, og blive stående langt borte klagende over dens fald, og i samme forhold som de blev forbavsede og skrækslagne ved den truende fare, i samme forhold vilde de også se til at komme bort fra sin kære by. Det billede, apostelen bruger, vilde ikke være fuldstændigt uden et sådant træk; og han benytter det, ikke for at få sagt, at folk bogstavelig talt vilde flygte ud af den sindbilledlige by, noget der vilde være umuligt, men for at betegne deres skræk og bestyrtelse ved straffedommen fra himlen.
Irettesættelse for fråseri. - De her nævnte frugter er ifølge ordet i den oprindelige tekst ”høstlige frugter”, og vi finder her en forudsigelse om, at ”årstidens lækre sager”, til hvis overdrevne nydelse den overdådige religionsbekender sætter sin lyst, pludselig kommer til at blive ham berøvede. Dette er naturligvis et værk af hungersnøden, som igen er en følge af den fjerde skåls plage. (kapitel 16;8.) Vi kan allerede nu tage varsel om denne ødelæggelse af fylloxeraen i vingårdene og ”soten” på ferskenhaverne.
I denne forbindelse kan vi næppe undlade at kaste et blik på tidens udseende i det hele med hensyn til de mærkelige fysiske fænomener, der overalt åbenbarer sig, da de så tydelig synes at antyde, at alle naturens veje er komne i urede, og at jorden selv holder på at blive gammel, førend det endelige øjeblik er kommet, da den ganske skal forgå. Hvor mange unaturlige hjemsøgelser af jordskælv, uvejr, ildebrande og oversvømmelser har ikke i løbet af de sidste få år bevirket ødelæggelser på forskellige steder og vakt bange anelser i menneskenes hjerter i almindelighed. Man husker bare ildebranden i Chicago, ildebranden i Baltimore, Ildebranden i Toronto, ødelæggelsen ved jordskælv og ildebrand af San Francisco, Valparaiso og Kingston, oversvømmelserne af Ohio floden, Mississippi floden og andre floder i Vesten, de ødelæggende oversvømmelser i Europa, hungersnøden i Kina og Rusland og soten i Indien, cyklonerne og flodbølgerne, der bortfejer menneskenes stolteste arbejder og styrter mennesker i tusindvis ned i en uventet grav!
De ugudeliges følelser. – Man kan let tænke sig grunden til denne altomfattende klage, jamren og veråb. Man tænker sig blot, at bylderne volder menneskene kval, at floderne er blevet til blod, at havet er som blodet af en død, at solen brænder menneskene med ild, at handelen er stanset, og at man ikke kan købe sig løs med sølv eller guld, så behøver man visselig ikke at undre sig over, at de i sin elendighed råber og hyler, og at styrmænd og søfolk tager del i den almindelige jammer. Ganske anderledes er derimod de følelser, de hellige bevæges af, som vidnesbyrdet videre lyder:
De retfærdiges følelser. – Apostlene og profeterne opfordres her til at fryde sig over det store Babylon i dets fald, såsom jo de i nær forbindelse med dette fald skal udfries af dødens vælde og graven ved den første opstandelse.
Som en stor møllesten synker Babylon for ikke mere at rejse sig. De forskellige kunster og håndværk, der i dens midte er bleven øvede og har tjent dens begæringer, skal ikke øves mere. Den herlige musik, som er bleven anvendt i dens pragtfulde, men overfladiske og tomme gudstjeneste, dør bort for bestandig. Man skal ikke oftere blive vidne til den festlige glæde, som når brudgom og brud ledes frem foran alteret.
Babylons trolddom er dets fornemste forbrydelse; og trolddom er noget, som hører med til vore dages spiritisme. ”Og i den er profeters og helliges blod fundet, og alle deres, som er myrdede på jorden.” Heraf kan vi slutte, at Babylon har været til, siden første gang en falsk religion indførtes i verden. I Babylon er der hele tiden igennem funden modstand mod Guds gerning, og der er hans folk bleven forfulgt. Med hensyn til den sidste slægts brøde se kapitel 16;6.
|