19. Kapitel - De helliges sejrsjubel

I tilslutning til 18. kap. Giver apostelen her den jubelsang, som de forløste hellige istemmer til sejer harpers lyd i det øjeblik, de får se, hvor fuldstændig det store modstandssystem mod Gud og hans sande tilbedere er bleven ødelagt, - det system, der har været indbefattet i den store Babylon. Denne ødelæggelse finder sted, og denne sang synges i forbindelse med Kristi andet komme ved de tusinde års begyndelse.

I al evighed. - Om dette skriftsted kan der kun rejses ét spørgsmål, hvorledes det muligt kan siges, at dens røg opstiger i al evighed. Ligger her ikke i disse ord, at lidelsen skal vare evig? Man erindrer imidlertid, at dette er et lånt udtryk. For at få en rigtig opfatning deraf, må vi gå tilbage til dets første anvendelse og betragte dets betydning i anvendelsen på vedkommende sted. I Es. 34 vil man finde det udtryk, hvorfra sådanne som nærværende er lånte, om vi ikke tager fejl. Ordet Edom fremstilles her som genstand for en vis ødelæggelse, og om dette land siges der, at dets bække skal forvandles til beg og dets jordbund til svovl, og dets land skal blive til brændende beg, at det ikke skal slukkes dag eller nat, men røgen deraf skal stige op evindelig. Dette ord gælder nu, det må alle indrømme, et af to: enten det særlige land, som kaldtes Edom, eller den hele jord under dette navn. Men i begge tilfælde er det klart, at ordene må tages i begrænset betydning. Efter vor mening tænkes her på den hele jord; thi kapitlet begynder med en henvendelse til jorden og den fylde, jorderige og al dets grøde, og Herrens vrede siges at være over alle hedningerne. Hvad enten nu dette gælder jordens ødelæggelse og affolkning ved Kristi andet komme, eller det gælder den rensende brand, som ved enden af de tusinde år skal lutre den fra forbandelsens virkninger, må i begge tilfælde endnu ordene tages begrænsede; thi efter alt dette skal en fornyet jord fremstå og vorde de frelstes hjem gennem al evighed. Dette udtryk: en røg, som opstiger evindelig, benyttes tre gange i bibelen, nemlig første gang i Es. 34 om landet Edom som billede på jorden, dernæst anden gang i Åb. 14 om den, som tilbeder dyret og dets billede, og så endelig tredje gang i indeværende kapitel om den store Babylons ødelæggelse. Alle tre gange gælder det netop det samme tidspunkt, beskriver netop de samme scener, nemlig den ødelæggelse, der vil hjemsøge denne vor jord, ramme dyrets tilbedere og tilintetgøre al pragt i den store Babel ved vor herres og frelsers andet komme.

  4.  Og de fireogtyve ældste og de fire levende væsener faldt ned
      og tilbad Gud, som sad på tronen, og de sagde: Amen! Halleluja!
  5.  Og en røst udgik fra tronen og sagde: Lover vor Gud, alle hans
      tjenere, I, som frygter ham, de små og de store!
  6.  Og jeg hørte som en røst af en stor skare og som en lyd af mange
      vande og, som en lyd af stærke tordener, der sagde: Halleluja!
      thi Herren, Gud, den almægtige, har tiltrådt kongedømmet.
  7.  Lad os glæde og fryde os og give ham æren; thi Lammets bryllup
      er kommet, og hans brud har gjort sig rede.
  8.  Og det blev givet hende at iføre sig skinnende, rent linklæde;
      thi linklædet er de helliges retfærdshandlinger. 

En sejers jubelsang. - Herren, gud den almægtige, Faderen regerer, er indholdet af denne sang. Han hersker nu og har i virkeligheden altid hersket, om end dommen over den ondes gerning ikke er bleven umiddelbart bragt i udøvelse; men nu regerer han ved åbent at lægge sin magt for dagen ved at underkue alle sine fjender.

”Lad os glæde og fryde os . . . thi Lammets bryllup er kommet, og hans brud har smykket sig.” Hvem er Lammets brud, og hvad er brylluppet? En stor mark åbner sig her for tanken, og mere stof skaffes her til veje til en længere udvikling end det ligger i nærværende værks plan at redegøre for. Vi mener kort og godt, at Lammets hustru er det nye Jerusalem hisset, noget som mere fuldstændig ses under det 21. kapitels tolkning. Lammets bryllup vil sige, at han modtager denne stad, modtager den som sit riges glans og hovedstad, modtager med den sit rige og sin fader Davids trone; netop dette er det, som betegnes ved Lammets bryllup. Vi indrømmer, at der ved brylluppet ofte tales om foreningen mellem Kristus og hans folk; men Lammets bryllup, som her omtales, er en bestemt begivenhed, der vil finde sted på et bestemt tidspunkt. Såfremt da erklæringen (Es. 5: 23) om, at Kristus er menighedens hoved ligesom manden er kvindens, beviser, at menigheden nu er Lammets brud, da fandt Lammets bryllup sted tidsaldre tilbage. Dette kan imidlertid ikke være så ifølge nærværende skriftsted, som henlægger brylluppet til kommende dag. Paulus sagde til de omvendte i Korinth, at han havde viet dem til en mand, til Kristus. Dette gælder alle omvendte; men medens dette billede anvendes som betegnelse for det forhold, hvori de da stillede sig til Kristus, forholdt det sig da så, at Lammets bryllup fandt sted i Korinth i Pauli dage, og at det så siden fortvarende er bleven fejret i de henrundne 1800 år? Yderligere bemærkninger om dette emne opsættes til betragtningen af 21. kapitel.

Er imidlertid staden bruden, kunne man spørge, hvorledes det kan siges, at hans brud har smykket sig. Jo, ifølge den ret, men har til at tale om livløse ting, som om de var levende og tillægge dem handlinger. Derpå har man et mærkeligt eksempel i Sal. 114. Man kunne i anledning af 8. vers spørge, hvorledes en stad kan iføre sig de helliges dyder. Om man imidlertid betænker, hvor trist og uhyggeligt et sted en stad uden indbyggere ville være, indser man straks, hvorledes dette hænger sammen. Her tales nemlig om dens forherligede indvånere uden til i sin skinnende klædedragt. Det blev givet hende og så videre. Hvad blev givet hende? Dette forklares ved Es. 54 og Gal. 4;21–31: Den nye pagts stad gives mange flere børn end den gamle, og dette er hendes herlighed og fryd; denne stads herlige klædedragt består så at sige af de hærskarer forløste og udødelige, som vandrer gennem den gyldne gader.

  9.  Og han siger til mig: Skriv: Salige er de, som er indbudte til
      Lammets bryllups nadver! Og han siger til mig: Disse er de
      sande Guds ord.
 10.  Og jeg faldt ned for hans fødder for at tilbede ham, og han
      siger til mig: Gør det ikke! Jeg er din medtjener og dine
      brødres, som har Jesu vidnesbyrd; tilbed Gud! thi Jesu
      vidnesbyrd er profetiens ånd. 

Bryllups nadver. - Mange er hentydningerne hertil i det nye testamente. Der hentydes dertil i lignelsen om kongesønnens bryllup (Matt. 22;1–14); atter hos Lukas (14;16–24); det er det tidspunkt, på hvilket vi skal sidde til bords i Guds rige, når vi skal belønnes ved de retfærdiges opstandelse (Luk. 14;12–15); det tidspunkt, på hvilket vi skal drikke af vintræets nye frugt med vor genløser i hans himmelske rige (Matt. 26;29, Mark. 14;25, Luk. 22;18); det tidspunkt, på hvilket vi skal æde og drikke ved hans bord, i hans rige (Luk. 22;30), da han vil binde op om sig og gå frem og tjene os (Luk. 12;37). Ja salige de, som kommer at vinde andel i denne herlige fest. Engelen siger, at han er Johannes´ medtjener, ligesom han havde været hans brødre profeternes medtjener. I udtrykket medtjener ligger, at de alle stod på samme fod som den store Guds tjenere. Derfor kunne Johannes ikke med rette tilbede ham. Slå efter i kap. 1;1 om udtrykket ”hans engel”.

 11.  Og jeg så Himmelen åben, og se en hvid hest, og han, som sad på
      den, kaldes trofast og sanddru, og han dømmer og kæmper med
      retfærdighed.
 12.  Men hans øjne var Ildslue, og på hans hoved var der mange
      kroner; han havde et navn skrevet, hvilket ingen kender, uden han
      selv;
 13.  og han var iført en kappe, dyppet i blod, og hans navn kaldes:
      Guds ord.
 14.  Og hærene i himmelen fulgte ham på hvide heste, iførte hvidt,
      rent linklæde.
 15.  Og af hans mund udgik der et skarpt sværd, for at han dermed
      skulde slå folkeslagene; og han skal vogte dem med en jernstav,
      og han skal træde Guds, den almægtiges, vredes harmes vinperse.
 16.  Og på kappen, på sin lænd har han et navn skrevet: Kongers konge
      og Herrers Herre.
 17.  Og jeg så en engel stående i solen, og han råbte med høj røst og
      sagde til alle fugle, som flyve midt oppe under himmelen: Kom
      og saml jer til Guds store nadver
 18.  for at æde kød af konger og kød af krigsøverster og kød af
      vældige og kød af heste og af dem, som sidde på dem, og kød af
      alle, både frie og trælle, små og store.
 19.  Og jeg så dyret og jordens konger og deres hære samledes for at
      føre krig imod ham, som sad på hesten, og imod hans hær.
 20.  Og dyret blev grebet og med det den falske profet, som havde
      gjort tegnene for dets åsyn, hvormed han havde forført dem, som
      toge dyrets mærke, og dem, som tilbad dets billede; de blev
      begge kastede levende i ildsøen, som brænder med svovl.
 21.  Og de andre blev ihjelslåede med hans sværd, som sad på hesten,
      det, der udgik af hans mund, og alle fuglene blev mættede af
      deres kød. 

Kristi andet komme. Med 11. vers får man se noget nyt. Man føres her tilbage til Kristi andet komme, denne gang sindbilledlig fremstillet som en kriger, der rider frem til slag. Hvorfor fremstilles han således? Jo, fordi han rykker frem til krig for at møde jordens konger og deres hære, og ved en sådan lejlighed kan han kun passende fremstilles under det givne billede. Hans klæde er dyppet i blod; det samme kan man se beskrevet hos Esajas (63;1–4). Himlens hære, Guds engle, følger ham. 15. vers viser, hvorledes han regerer hedningerne med et jernspir, når de som arvelod tilfalder ham, således, som der berettes i 2. Sal., der efter den populære teologi skal tale om verdens omvendelse. Dog, ville det ikke være en ganske besynderlig beskrivelse af en nådens gerning i hedningernes hjerter til deres omvendelse at bruge sådanne udtryk som, ”at træde Guds den almægtiges vredes og fortørnelses vins persekar”?

Kristus har nu sluttet sin mæglergerning og ombyttet sin præstelige klædning med et kongeligt klædebon; thi der står jo skrevet på dette og på hans lænd et navn: kongers konge og herrers herre. Dette stemmer fuldt med hans væsen, som han her optræder; thi det var i gamle dage krigeres skik på sit klædebon at bære indskrevet en eller anden slags titel. Hvad menes der ved en engel, som står i solen? 17. vers. I kapitel 16; 17 står der, at den syvende skål blev udgydt i luften, og heraf drog vi den slutning, at denne syvende plage ville omfatte alle, eftersom luften indhyller den hele jord. Kan vi ikke her anvende den samme fortolknings grundsætning og slutte os til, at dette, at engelen står i solen og derfra råber til alle himlens fugle, at de skal komme og forsamles til den store Guds nadver, vil sige det samme, som at denne kundgørelse skal udgå til alle steder, hvor solens stråler træffer vor jord? Og himlens fugle vil lyde røsten og mætte sig med kødet af konger og krigshøvdinge og vældige og helte. Medens således de hellige er med til Lammets bryllupsnadver, er de ugudelige selv føde for himlens fugle.

Dyret og den falske profet gribes. Den falske profet er den, som gør undergerninger for dyrets åsyn. Dette beviser, at han i et og alt falder sammen med dyret med to horn i 13. kapitel, hvem samme gerning til samme mål der tillægges. At disse kastes levende i ildsøen viser, at nævnte mager ikke vil falde bort og blive efterfulgt af andre; men at de endnu vil være levende magter ved Kristi andet komme.

Det fremgår af 21. vers, at der er en rest tilovers, som ikke regnes med til dyret, den falske profet. De ihjelslåes ved has sværd, som sidder på hesten, og dette sværd udgår af hans mund. Dette sværd er utvivlsomt det samme, som andetsteds omtales som hans munds ris og hans læbers ånde, hvormed Herren skal slå og dræbe de ugudelige, når han kommer og overtager sig rige. ES. 11; 4, 2 Tess. 2; 8.