20. Kapitel - Den første og den anden opstandelseDen tildragelse, hvormed nærværende kapitel begynder, synes i tidsrigtig orden at følge efter foregående kapitels begivenheder. De spørgsmål, som her opstår, er: Hvem er den engel, som farer ned fra himlen? Hvad er den nøgle og den lænke, han har i sin hånd? Hvad er afgrunden? Og hvad vil det sige, at Satan bindes for tusinde år?
1. Engelen. – Er denne engel Kristus, som enkelte antager? Nej, øjensynlig ikke. Et klart lys skinner fra den gamle forbilledlige gudstjeneste lige ned over dette skriftsted. Kristus er således den nye husholdnings ypperstepræst. I fordums tid tog præsten på forsoningsdagen to bukke og kastede lod mellem dem, en lod for Herren, og en lod for Asasel. Dernæst blev den buk, på hvilken Herrens lod faldt, slagtet, og den blod blev båret ind i helligdommen til at gøre forligelse for Israels børn, hvorpå folkets synder bekendtes over den andens hoved, syndebukken, der så blev sendt ud i ørkenen, det vil sige på et ubeboet sted, ved en dertil særlig udset person. Ligesom nu Kristus er den nye husholdnings ypperstepræst, således ses det også af flere grunde, af hvilke vi her vil påpege nogle, at Satan er den ved forbilledet betegnede modbilledlige syndebuk.
1) Det hebraiske ord ”Asasel” forklares af bibeloversætterne i en anmærkning under 3 Mos. 16; 8 at være ”den onde ånd”. Om dette vers bemærker Jenks i sit værk Comprehensive Commentary: ”Asasel. Se forskellige meninger hos Bochart. Spencer mener efter hebræernes og de kristnes ældste opfatning, at Asasel er navnet på djævelen; således også Rosenmüller, til hvem læseren henvises. Syrisk: Azzail, engelen (den stærke), som gjorde oprør.” Her peget da åbenbart på Djævelen. Således har man da i to oldsprog en bestemmelse af, hvad der ligger i skriftsudtrykket, og til støtte for samme de kristnes ældste opfatning, at syndebukken er et forbillede på Satan.
I sit værk Redeemer and Redeemed siger Beecher, side 67-68: ”Hvad der tjener til at bestyrke dette er, at de ældste omskrivninger og oversættelser behandler Asasel som et egennavn. Den kaldæiske gengivelse og oversættelserne ved Onkelos og Jonathan ville visselig have oversat det, ifald det ikke var et egennavn. Septuaginta, den ældste græske gengivelse, oversatte ordet med (apopompaios), et ord, der af Grækerne anvendtes om en ond Guddom, der undertiden lod sig stille tilfreds ved ofringer. Endnu en bestyrkelse findes i Enoks bog, hvor navnet Asasel, øjensynlig en forvrængning af ordet Asasel, tillægges en af de faldne engle, noget der således klarlig viser Jødernes rådende opfattelse på den tid.
”Endnu et bevis til har man i Arabisk, hvor Asasel anvendes som navn på den onde ånd. Foruden disse beviser finder man også en støtte i det jødiske værk Zohar og hos de kabalistiske og rabbinske forfattere. Disse nævner, at der gik det ordsprog blandt Jøderne: ”En gave til Sammael på forsoningsdagen.” Derfor føler Moses Gerundinensis sig opfordret til at erklære, at det ikke er noget offer, men at det kun gøres, fordi Gud så har befalet.
”Yderligere støtte for ovennævnte anskuelse er det, at samme mening er gået over fra den jødiske kirke til den ældste kristne. Origenes var den lærdeste blandt kirkefædrene, og hans vidnesbyrd er pålideligt i en sag som denne, hvor det angår betydningen af et hebraisk ord. Han siger: ”Den, som i Septuaginta kaldes apopompaios og på Hebraisk Asasel, er ingen anden en Djævelen.”
”I betragtning altså af de vanskeligheder, der ville følge med nogen anden betydning af ordet, og det mere end tilstrækkelige vidnesbyrd for den hævdede opfattelse forsikrer Hengstenberg med fuld overbevisning, at Asasel ikke kan være noget andet end et andet navn på Satan.”
2) Efter den almindelige opfattelse af ordet scapegoat (som bruges i den engelske oversættelse) – syndebuk – anvendes det om den, hvem retfærdighedens arm har ramt; og medens det strider mod vore samtlige begreber om Kristi karakter og herlighed at anvende dette udtryk om ham, må det derimod forekomme alle og enhver som en meget passende betegnelse på Djævelen, der i skriften kaldes anklageren, modstanderen, afgrundens engel, Belsebub, Belial, Dragen, fjenden, den onde ånd, løgnens fader, manddraberen, Djævelens fyrste, slangen, fristeren og så videre.
3) Vor tredje grund for anførte påstand er den meget iøjnefaldende måde, hvorpå den stemmer overens med, hvad der skal ske i forbindelse med den himmelske helligdoms renselse, så vidt dette åbenbares for os i sandhedens skrifter.
I forbilledet ser vi a) Overtræderens synd overført på offerdyret; b) samme synd formedelst den forurettende præst og offerblodet båret ind i helligdommen; c) den tiende dag i den syvende måned ser vi præsten med syndofrets blod for folket borttage al deres synd af helligdommen og lægge den på syndebukkens hoved og d) Bukken bære den bort til et ubeboet land. 3 Mos. 1;1-4, 4;3-6, 16;5-10, 15, 16;20-22.
Svarende til disse begivenheder i forbilledet ser vi i modbilledet a) det store offer for verden på Golgata; b) alle deres synder, som benytter sig af Kristi udgydte blods fortjeneste ved troen på ham, båret ind i den nye pagts helligdom, idet Kristus selv udfører den præstelige handling, påberåbende sig sit eget blod; c) og når så Kristus, det sande tabernakels tjener (Hebr. 8;2), har endt sin præstelige gerning, tager han sit folks synder ud af helligdommen og lægger dem på deres ophavsmands hoved, Djævelen, den modbilledlige syndebuk, og d) Djævelen sendes så med dem ud i et ubeboet land.
Dette tror vi netop er det, som beskrives i foreliggende vers. Tjenesten i Helligdommen er på den her betegnede tid afsluttet. Kristus lægger på Djævelens hoved de synder, som er bleven overførte til helligdommen og ikke mere tilregnes de hellige, og Djævelen sendes bort, ikke ved ypperstepræstens hånd, men ifølge forbilledet fordum ved en anden til et sted, som her kaldes afgrunden. Derfor er denne engel ikke Kristus. Mere fuldstændig fremstilles dette emne i værket ”Jesus i helligdommen” eller forbillede og modbillede.”
2. Nøglen og lænken. – Man kan ikke antage, at disse ord skal tages i bogstavelig betydning. Snarere benyttes de her bare som sindbilleder på den magt og myndighed, hvormed engelen er beklædt ved denne lejlighed.
3. Afgrunden. – Det oprindelige ord betegner et bundløst, umådeligt dyb. Dets brug synes at betegne, at man derved tænker på et mørkt, øde, dødens sted. Således anvendes det i Åb. 9;1-2 om den arabiske ørkens øde strækninger, i Rom. 10;7 om graven; men det sted, som særlig kaster lys over ordets betydning her, er 1 Mos. 1;2: ”Der var mørke ovenover afgrunden.” Det ord, som der oversættes afgrunden, er det samme ord, som benyttes på nærværende sted. Nu ved vi imidlertid alle, hvad ordet afgrund på hint sted vil sige. Det anvendes der om jorden i dens formløse, kaotiske tilstand, og det må betyde nøjagtig det samme her i Åb. 20;3. På dette tidspunkt er jorden, må man huske, et uhyre dødninge hus, et sted for død og ødelæggelse. Guds røst har rystet den i dens grundvolde:
Øer og bjerge er blevet fjernet fra sin plads; det store jordskælv har styrtet menneskenes mægtigste værker i grus; de syv sidste plager har sat sine ødelæggende spor overalt; den brændende glans ved menneske sønnens komme har bidraget til den almindelige ødelæggelse; de ugudelige er blevet overgivet til døden i hobetal, og deres rådnende kød og blegnende knogler ligger ubegravede, spredte og ubegrædte fra den ene ende af jorden til den anden. Således er jorden bleven tom og øde og dens skikkelse forvendt. Es. 24;1. Således kommer den atter i det mindste til dels i den samme tilstand af forvirring og kaos, hvori den oprindelig var. (Se Jer. 4;19-26, særlig 23. vers.) Og hvilket bedre udtryk kunne der vel bruges til at beskrive jorden, således som den ruller frem på sin bane, mørk og øde i tusinde år, end netop afgrunden? Her vil da satan i samme tidslængde holdes indestængt midt blandt denne ødelæggelse, som hans egne hænder indirekte har forvoldt, uden at kunne fly bort fra sin jammerfulde bolig, uden i ringeste mon at kunne genoprette, hvad der er forvoldt.
Satan bindes. – Vi ved godt, at skal satan virke, må han have nogen at påvirke, ellers kan han intet udrette. Men i de tusinde år, han holdes bunden til denne jord, er alle de hellige i himlen udenfor hans fristelsers rækkevidde og alle de ugudelige i sin grav udenfor hans dårende magt. Han er afskåret fra at virke og handle som ellers, idet han nu udelukkende er henvist til denne jord; og således er han bunden, idet han er dømt til hele denne lange tid håbløst intet at kunne udrette, - noget, der må være en straffedom strengere end streng for en sjæl, der som hans i de forsvundne 6000 år så flittig har gjort alt for at bedrage verden.
Efter hvad der er fremstillet, vil dette, at Satan ”bindes”, blot sige, at de, han virkede på, stilles udenfor hans rækkevidde, og det, at han ”løses”, vil sige, at disse på ny ved en opstandelse kommer i en stilling, i hvilken han atter kan øve sin indflydelse over dem. Over denne forklaring gør da enkelte sig lystige, idet de siger, at vi har taget fejl af personerne og har bundet de ugudelige, ikke djævelen. Dog, hvor ofte hører vi ikke i livets daglige handel og vandel udtryk som disse: Vejen var fuldstændig stængt for mig; mine hænder var ganske bundne, og så videre. Hvad mener vi, når vi benytter sådanne udtryk? Var bogstavelig talt en uoverstigelig hindring lagt i den vej, vi vandrede; eller var vore hænder bogstavelig bundne med reb eller tange? Nej, men simpelthen at flere omstændigheder tilsammen gjorde det umuligt for os at udrette noget. Netop på samme måde her. Hvorfor vil man da ikke indrømme Bibelen den samme talefrihed, som man i livets almindelige omgængelse uden spørgsmål og uden spot indrømmer sine medmennesker? Men hvad mere er, her foregår en stor begrænsning af Satans vælde, og man kan godt sige, at han således bindes. Han har ikke længere magt til at overskride rummet og besøge andre verdener, er derimod ligesom mennesket indskrænket til denne jord, som han aldrig mere forlader. Det sted, hvor han har forårsaget så megen ødelæggelse, bliver nu hans skumle fængsel, indtil han ved slutningen af de tusinde år ledes ud til retterstedet.
De helliges ophøjelse. – Fra Djævelen i hans mørke fængsel henleder nu Johannes vor opmærksomhed på de hellige i sejr og herlighed, - de hellige, som regerer med Kristus, og som har fået i opgave at afsige straffen over de ugudelige efter deres gerninger. I denne almindelige forsamling finder da Johannes to klasser, som særlig fortjener opmærksomhed, nemlig martyrerne, de, der for Jesu vidnesbyrds skyld var bleven halshuggede, samt de, der ikke havde tilbedt dyret og dets billede. Disse sidste, der ikke vil tage dyrets mærke og tilbede dets budskab i Åbenbaringen 14; men det er ikke dem, der er bleven halshuggede for Jesu vidnesbyrds skyld, noget, de gerne ville få os til at tro, som påstår, at den sidste slægt af de hellige alle skal blive ihjelslagne.
For at ikke nogen skal kunne sige, at udtrykket ”og dem, som ikke havde tilbedt dyret”, må indbefatte hedninger og syndere i millionvis, som ikke har tilbedt dyret, og at de skal regere tusinde år, ønsker vi at henlede opmærksomheden på, at foregående kapitel udtrykkelig nævner, at alle de ugudelige var bleven ihjelslagne, og at dødens segl for tusinde år var bleven sat på dem, så at Johannes kun har for øje de retfærdiges skare, som har del i den første opstandelse.
For at komme bort fra læren om to opstandelser er der nogle, som påstår, at ordene: ”Men de øvrige døde blev ikke levende igen, indtil de tusinde år var fuldendte,” er en tilføjelse, der ikke findes i originalen og derfor er uægte. Selv om det var så, ville man derved ikke kunne modbevise det, der heri er hovedsagen: at de retfærdige døde opstår for sig selv i, hvad der kaldes ”den første opstandelse”, og at der er en anden opstandelse tusinde år derefter, hvori alle de ugudelige opstår af graven. Men påstanden er ikke sand. Alle sagkyndiges vidnesbyrd er imod det. Ordene er også taget med i de reviderede oversættelser.
To opstandelser. – ”Men de øvrige døde blev ikke levende igen, indtil de tusinde år var fuldendte.” Hvad man end kan sige derimod, kan vel intet ord tydeligere godtgøre to opstandelser, den første, de retfærdiges, ved de tusinde års begyndelse, den anden, de ugudeliges, ved samme tidsrums ende. Over dem, som har del i den første opstandelse, får den anden død ingen magt; de kan skadesløse gå igennem elementer, der ødelægger de ugudelige som avner; de kan bo ved en fortærende ild, ved evigheds bål (Es. 33;14-15); de kan gå ud og se på de døde kroppe af mændene, som gjorde overtrædelse imod Herren, når den uudslukkelige ild og ormen, der ikke dør, tærer på dem. Es. 66;24. Forskellen mellem de retfærdige og ugudelige i denne henseende ser man igen deri, at Gud på samme tid er sit folks sol og skjold, som han for de ugudelige er en fortærende ild.
De ugudelige opstår til liv. – De ugudelige, der opstår ved enden af de tusinde år, lever igen ligeså virkelig, som de engang har levet på jorden. At nægte dette ville være at gøre vold på nærværende skriftsted. Dog ved vi ikke, under hvilke legemlige vilkår de skal opstå; derom hedder det almindeligvis, at hvad vi uvilkårlig har tabt i Adam, får vi uvilkårlig igen i Kristus. Med hensyn til de legemlige vilkår bør dette måske dog ikke tages i ubegrænset mening; thi vi har med hensyn til bygning og livskraft lidt store tab, og disse behøver ikke at erstattes de ugudelige. Ifald de atter kommer til at vinde det gennemsnitsvilkår med hensyn på legeme og ånd, hvori de levede i sin prøvelses tid, vil da ikke dette være nok til at gøre det muligt for dem med fuld forståelse at modtage lønnen for sine gerninger?
De ugudeliges fortabelse. – Ved de tusinde års slutning kommer den hellige stad, det nye Jerusalem, hvor de hellige i denne tid har boet i himlen, ned og tager plads på jorden og bliver de helliges lejr, om hvilken de opstandne ugudelige samler sig talløse som havets sand. Djævelen bedrager dem og får dem således til at rykke frem til denne kamp, får dem til at begynde en formastelig krig mod den hellige stad i forventning om at vinde en eller anden fordel ved kampen mod de hellige. Satan får dem utvivlsomt til at tro, at de har magt til at overvinde de hellige, tage deres stad fra dem og vedblivende eje jorden. Men ild falder ned fra himlen fra Gud og fortærer dem. Det ord, som her gengives fortærer, indrømmer prof. Stuart er ”intensivt”, med andre ord betegner: ”æde op, opsluge, så at deri ligger en fuldstændig udryddelse”. (Se Hudsons Christ our Life, side 146.) Dette er det tidspunkt, da de ugudelige skal ødelægges, da elementerne skal komme i brand og opløses, og jorden og alt, hvad der er på den, skal opbrændes. 2 Pet. 3;7-10. I lyset af disse skriftsteder kan vi se, hvorledes de ugudelige får betaling på jorden (Ordsp. 11;31); vi kan også se, at denne betaling ikke er et evigt liv i elendighed, men en ”fuldstændig udryddelse”, en grundig og fuldstændig ødelæggelse.
De ugudelige betræder aldrig den nye jord. – To synsmåder fortjener her vor opmærksomhed i forbigående. Den første er, at jorden fornyes ved Kristi andet komme og bliver de helliges bolig i de tusinde år, den anden, at når Kristus kommer anden gang, han da opretter sit rige i Palæstina og sammen med sine hellige udfører en erobringens gerning overfor alle de folk, der i tusinde år er ladte tilbage på jorden, hvorpå han endelig underlægger sig dem.
En blandt mange indvendinger mod første anskuelse er, at den lader de ugudelige ved sin opstandelse med djævelen til fører samle sig og med sine vanhellige fødder betræde den rensede, hellige jord, medens de hellige, som i tusinde år har haft den i eje, må vige og flygte ind i staden. Vi kan nemlig ikke tro, at de helliges arvelod nogen sinde vil bliver således besmittet, med andre ord, at den fornyede jords vakre sletter nogensinde vil blive besudlede ved de genopvakte ugudeliges formastelige trin; thi foruden dette, at det ville synes højst upassende, findes der ikke noget skriftsted, hvori man kan finde støtte for en sådan synsmåde.
Med hensyn til den anden synsmåde er der blandt dens mange urimeligheder den, at skønt Kristus og hans hellige har erobret jorden i de tusinde år, får ved enden af denne tid de ugudelige alligevel overhånd og tager deres landområde fra dem. Tusinde års arbejde er spildt, og de hellige må med skam trække sig tilbage til sin stad for at finde ly, medens de overlader jorden i sine fjenders ubestridte besiddelse. De, der ønsker det, kan jo bryde sit hoved med at forsøge på at bringe slige teoriers meningsløsheder og urimeligheder i indbyrdes overensstemmelse og søge at hente trøst af så tvivlsomme udsigter; vi for vor del foretrækker en bedre beskæftigelse og et lysere håb.
Tusinde år i himlen. – I modsætning til forannævnte teorier findes der en vakker samstemmighed i den synsmåde, vi holder på, nemlig at de hellige er hos Kristus i himlen de tusinde år, medens jorden ligger øde; at de hellige og staden ved enden af den tid flytter herned, og de ugudelige døde opstår og samler sig til kamp mod den; at de ugudelige her får sin dom; og at der efter den rensende ild, som fortærer dem, fremkommer en ny himmel og en ny jord, der bliver de retfærdiges bosted i al evighed.
Hvem der skal pines. – Af 10. vers har enkelte fået ud, at djævelen alene skulle pines dag og nat; men versets vidnesbyrd strækker sig videre. Verbet ”skal pines” står i flertal og stemmer med dyret og den falske profet, hvorimod det ville stå i ental, om det angik djævelen alene. Man lægger mærke til, at ordet ”var” er indskudt i udtrykket: ”hvor dyret og den falske profet var.” Rettere kunne man indskyde ordene ”var kastede”, svarende til, hvad der netop i forvejen sagdes om djævelen. I så fald vil ordene komme til at lyde således: ”Og djævelen . . . blev kastet i søen af ild og svovl, hvor dyret og den falske profet var kastede.” Deri blev dyret og den falske profet kastede og tilintetgjorte ved de 1000 års begyndelse. Åb. 19;20. De, som tilsammen udgjorde de samfund, der betegnes ved disses navne, opstår nu i den anden opstandelse og hjemsøges af en lignende og endelig ødelæggelse under navnene Gog og Magog.
Ildsøen. – Nogen kunne måske ønske en forklaring over, hvad ildsøen er for noget. Kunne man ikke kort og godt betegne den som sindbillede på alt det, hvorved Gud afslutter sin strid med de levende ugudelige ved de 1000 års begyndelse og med alle de ugudeliges hærskarer ved samme tidsrums ende? Egentlig ild kommer naturligvis til hovedsagelig at anvendes herved. Dog kan vi bedre beskrive virkningerne end selve ilden. Ved Kristi andet komme er den de ildsluer, hvori vor Herre Jesus åbenbarer sig; den er hans munds ånde og hans herligheds åbenbarelse, hvorved syndes menneske skal fortæres; den er den ild, hvori det store Babylon skal opbrændes. Åb. 18;8. Ved de 1000 års ende er den, den dag, der brænder som ovnen (Mal. 4;1); den er den brand, hvori elementerne og jorden skal opløses, og hvori alt, hvad der er på den, skal opbrændes (2 Pet. 3;7,10); den er det brandsted, som alt er beredt ”for kongen” (djævelen og hans engle, Matt. 25;41), dybt og vidt, hvis bål har ild og ved i mængde, og ”Herren ånde lig en svovlstrøm, tænder det i brand”. Es. 30;33. Den er den ild, som kommer ned fra himlen fra Gud. (I anledning af udtrykket ”pines dag og nat i al evighed”, se kapitel 14;11.)
Med 11. vers fører Johannes frem for os en anden scene, der skal skues i forbindelse med de ugudeliges endelige som, idet han nævner den store hvide dommens trone, foran hvilken de er samlede for at høre den skrækkelige kendelse, at de er fordømte og skal dø. For ham, som sidder på tronen, vil jorden og himlen fly, så der ikke bliver fundet sted for dem. Et øjebliks betragtning over, hvilke forandringer der da må finde sted på jorden, vil være nok til at vise os betydningen af disse ord. Det er den scene, Peter beskriver, når han taler om ”de ugudelige menneskers fordærvelses dag”, når ”elementerne skal komme i brand og opløses”. 2 Pet. 3;7-10. Staden er da beliggende på jorden, men dens gundvold, hvorpå den hviler, vil naturligvis ikke rokkes af de omvæltninger, der måtte finde sted i jorden under den. Ild falder ned af himlen fra Gud.
For det første: alt, hvad der er på jorden, skal opbrændes; og ved de giftige gasarter, der strømmer frem, og af det store flammehavs grådighed bliver de ugudelige dræbt. Dette er Gehennas eller helvedes ild, der fortærer enhver dødelig, over hvem den øver sin magt (Mark. 9;43-48); og da vil Es. 66;24 gå i opfyldelse: ”Og de (de retfærdige) skal gå ud og se på de døde kroppe af de mænd, som er faldne fra mig; thi deres orm skal ikke dø, og deres ild skal ikke udslukkes, og de skal være en afsky for alt kød.”
For det andet: Heden tiltager, indtil alle de stoffer, hvoraf denne jord er dannet, smelter sammen til ertsen i smelteovnen, og jorden bliver en vældig brændende, flydende masse. På denne flyder da staden, som Noahs ark fordum flød på syndflodens vande. Da vil Es. 33;14 blive opfyldt: ”Hvem kan bo ved fortærende ild? Hvem kan bo ved evige bål?” Svaret i de efterfølgende vers viser, at det er de retfærdige; og dette må være den tid, det opfyldes.
For det tredje: endnu et trin til må nås. Det er en velkendt sag, at ved tilstrækkelig hede kan hvilken som helst substans på jorden blive omdannet til gas og således ligesom forsvinde. Således vil det på den tid blive med hele denne jord. Når heden bliver så overordentlig stærk, at alle jordens substanser går over til gasarter og bliver usynlige, kan det da ikke bogstavelig siges, at jorden flyr, så intet sted mere findes for den? Det ville da se ud, som om staden hang mellem himmel og jord, som den jo virkelig også gør.
Men elementerne bliver ikke helt ødelagte. De bliver kun ved denne proces rensede fra enhver syndens plet og ethvert spor af forbandelsen. Da udgår atter den almægtiges befaling: Se, jeg gør alle ting nye. . . Det er sket.” Åb. 21;5-6. Og partiklerne slutter sig sammen igen, og der fremstår en ny jord; og for alle de forløstes og for engle hærens øjne går skaberværket for sig igen. Ved skabelsen første gang står der, at morgenstjernerne jublede til hobe, og alle Guds børn råbte af fryd. Job 38;7. Ved denne nye skabelse vil dette råb lyde endnu stærkere, idet de forløste skarer stemmer i med. Så vil da denne jord, som af synden en tid lang var rykket ud af sit glædens og fredens løb, atter bringes tilbage, fornyet, lydende universets love, og blive de genløstes evige hjem.
Bøgerne over deres gerninger. – Menneskene dømmes efter det, der er skrevet i bøgerne. Heraf lærer vi, at der histoppe holdes regnskab med vore gerninger. Trofast og nøjagtig holder englene sine optegnelser. De ugudelige kan ikke skjule for dem nogen af sine mørkets gerninger, kan ikke underkøbe dem, så de i bogførsel udelader nogen af deres ulovlige handlinger, men må møde dem alle igen og vil blive dømte derefter.
Dommens udøvelse. – De ugudelige skal straffes efter sine gerninger. Skriften erklærer, de skal betales efter sine gerninger. Der må altså være grader i de ugudeliges straffedom; men hvorledes, kunne man spørge, stemmer dette med den anskuelse, at døden er syndens straf og rammer alle lige? Men lad os spørge: Hvorledes kan de, der tror på en evig pine, finde grader i sit system? Jo, siger man, den pine, man i hvert tilfælde kommer til at lide, skal stå i forhold til den lidendes brøde. Hvorledes kan imidlertid dette ske? Hvorledes kan imidlertid dette ske? Er ikke helvedes ild lige hed alle vegne? Vil den ikke i lige grad tære på alle de sjæle uden legemer, som kastes deri? Men, svarer man, Gud kan lægge sig imellem og frembringe den ønskede virkning. Godt, svarer vi, kan han da ikke også, om nødvendigt, lægge sig imellem og tilmåle forskellig den pine, der ved døden rammer synderen, alt efter hans strafværdighed? Vor anskuelse stemmer altså overens med den almindelige i denne henseende, på samme tid som den i en anden har sit store fortrin; thi medens den almindelige anskuelse henlægger straffens tyngde til dens grader blot, men lader alle tilfælde være af lige varighed, kan man efter vor anskuelse ikke blot lide i forskellig grad, men nogle længere, andre kortere, idet nogle omkommer inden føje tid, medens andres møjsommeligere pinsler trækkes længere ud. Dog er det vor mening, at den legemlige lidelse kun vil være en ubetydelighed, som knapt er værd at lægge mærke til, i sammenligning med den kval, som vil opfylde sjælen, når de får øjnene op for sit uforlignelige tab, og hver for sig skønner det alt i forhold til sin fatteevne. Ynglingen, der blot så vidt havde nået en ansvarlig alder og måske i døden netop var så vidt brødefuld, at han måtte stænges ude fra himlen, kommer naturligvis til at føle sit tab og sin stilling mindre, såsom han mindre kan fatte den; den ældre, som evnede mere og følgelig havde levet sig dybere ind i synden, vil følgelig forholdsvis tungere føle sin skæbnes byrde; medens den, som værst af alle kommer til at lide, må være manden, med den kæmpemæssige forstand, den næsten ubegrænsede fatteevne, han, som derfor kunne øve større indflydelse i retning af det onde og følgelig blev så meget mere brødefuld, når han viede det ondes tjeneste sine kræfter, - han kan nemlig fuldt ud forstå sin stilling, fatte sin skæbne og skønne sit tab; i hans sjæl vil visselig pinen sammenlignelsesvis trænge dybest ind. Således kan da ifølge en fast sjælelig lov hver enkelts lidelser nøjagtig afpasses efter hans brødes størrelse.
At graden af den lidelse, enhver skal erholde, tages med i beregningen som en del af straffedommen over hans misgerninger fremgår af Rom. 2;6-10. Paulus siger her, idet han taler om Guds kommende dom: ”Han, som skal betale enhver efter hans gerninger, dem, som ved bestandighed i god gerning søger ære og hæder og uforkrænkelighed, et evigt liv; men dem, som er genstridige, og ikke lyder sandheden, men adlyder uretfærdigheden, skal ugunst og vrede vorde tildel. Trængsel og angst skal være over hvert menneskes sjæl, som gør det onde, både en jødes først og en grækers.”
Livets bog. – Man kunne spørge: Hvorfor tages livets bog frem ved denne lejlighed, når alle de, som har del i den anden opstandelse – og hvad der nu sker ligger jo efter denne – allerede forud er dømte til den anden død? Jo, i det mindste af én grund: For at man kan se, at ingen af alle deres navne, som dør den anden død, findes i livets bog, og hvorfor de ikke findes der, og såfremt deres navne nogensinde har stået der, hvorfor de da blev udslettede, så at altså alle forstandige skabninger i hele universet kan se, at Gud handler strengt retfærdig og uden persons anseelse.
”Og døden og helvede blev kastede i ildsøen. Dette er den anden død.” Dette er den endelige gravskrift over alle de magter, der fra først til sidst har rejst sig og sat sig op imod den almægtiges vilje og værk. Satan var ophavsmanden og anføreren i denne vederstyggelige gerning. En del af himlens engle forenede sig med ham i hans oprør; og for ham og dem blev den evige ild beredt. Matt. 25;41. Menneskene bliver indviklede deri, kun fordi de stiller sig på hans side i denne hans strid mod Gud. Men her ender striden. Ilden er for dem evig, fordi de ikke kan slippe bort fra den. De får sin straf i den anden død, og det er en ”evig straf”, fordi de aldrig undslipper derfra. ”Syndens sold er døden.”
”Og dersom nogen ikke fandtes skreven i livets bog, blev han kastet i ildsøen.” Står dit navn optegnet i livets bog? Arbejder du af al kraft for at afvende for din del den frygtelige straffedom, der venter de ugudelige? Slå dig ikke til ro, før du med grund kan tro, at dit navn bliver optegnet blandt dem, som til sidst skal få del i det evige livs salighed.
|