21. Kapitel - Det nye JerusalemNærværende kapitels væsentligste indhold fra 2. vers af er det nye Jerusalem. Men først omtaler Johannes, hvorledes det går med den nærværende himmel og jord samt havet:
Den nye himmel og den nye jord. – Med den første himmel og første jord mener Johannes utvivlsomt den nuværende himmel og jord, himlen og jorden, som nu er. 2 Pet. 3;7. Enkelte har antaget, at når Bibelen taler om den tredje himmel, hvor paradiset og livets træ findes (2 Kor. 12;2, Åb. 2;7), gælder dette den himmel, som først senere skal være, og beviser ikke, at der for nærværende virkelig findes bogstavelig talt et paradis og et livets træ i himlen. De grunder da sin anskuelse derpå, at Peter taler om tre himle og jord: 1) de, som var før syndfloden, 2) de, som nu er, 3) de, som skal være. Imidlertid omstyrtes denne teori fuldstændig af Åb. 21;1, thi der regner Johannes kun to himle og jord. Den, som nu er, kalder han den første, så at den kommende nye himmel følgelig bliver den anden, ikke den tredje, som Peter regner. Deraf fremgår, at Peter ikke havde til hensigt at fastslå en bestemt talorden, hvorefter man skulle omtale den ene som den første, den næste som den anden og den sidste som den tredje. Han ville kun herved vise, at ligesom en bogstavelig himmel og jord fulgte på jordens ødelæggelse ved syndfloden, således ville også en bogstavelig himmel og jord fremgå af den nuværende systems fornyelse ved ild. Der findes altså intet bevis for, at Bibelen, når den taler om den tredje himmel, bare hentyder til den nuværende himmels og jords tredje tilstand; thi i så fald ville alle bibelske forfattere samstemmig have regnet på samme måde. De, der gerne vil godtgøre det uberettigede i tanken om et bogstaveligt Paradis og livets træ for nærværende, støtter sig altså til noget, der aldeles ikke holder stik. Vistnok anerkender Bibelen i tingenes nærværende ordning tre himle, nemlig den første luftkredsens, hvor fuglene holder til, den anden vandreklodernes, solens, månens og stjernernes, og den tredje højt over de andre, hvor paradiset og livets træ findes (Åb. 2;7), hvor Gud har sin bolig og sin trone (Åb. 22;1-2), til hvilken Paulus optoges i et himmelsk syn (2 Kor. 12;2), hvor Kristus steg op, da han forlod jorden (Åb. 12;5), hvor han nu som ypperstepræst og konge sidder på sin faders trone (Zak. 6;13), og hvor den herlige stad er, som venter de hellige, når de indgår til livet. Åb. 21;2. Lovet være Gud, at denne vor fjerntliggende verden har fået meddelelser fra hint herlige land! Lovet være hans hellige navn, at der fra Jordens skyggedale er banet en vej som en ret og skinnende lysets sti op til hine salige boliger!
Havet var ikke mere. – Fordi Johannes siger: ”Havet var ikke mere, ”rejser man undertiden det spørgsmål: Skal der da intet hav være på den nye jord? Nu, det synes ikke af dette skriftsted at fremgå, at der intet hav skal være; thi Johannes taler kun om himlen, jorden og havet, som de nu er. Der står: ”Thi den første himmel og den første jord var forgangne, og havet var ikke mere”, det vil sige, det forrige hav kom ikke længere til syne, lige så lidt som den forrige himmel og den forrige jord kom til syne. Dog kan der nok være et nyt hav, ligesom der er en ny jord.
Om dette sted siger Dr. Clarke: ”Havet så man ligeså lidt til nu som den første himmel og jord. Alt var blevet nyt. Og sandsynligvis indtog det nye hav en anden stilling og var anderledes fordelt end det forrige hav.”
Den livets flod, hvorom vi læser i det efterfølgende kapitel, og som vælder ud fra Guds trone og flyder gennem stadens brede gade, må et eller andet sted udtømme sit vand, og hvor kan dette ske uden i den nye jords nye hav? At der på den nye jord bliver et hav eller flere have, kan man slutte sig til af den profeti, der taler om Kristi kommende rige som følger: ”Og hans herredømme skal være fra hav til hav og fra floden indtil jordens ender.” Zak. 9;10. Dog kan man vel ikke antage, at tre fjerdedele af jordkloden da som nu vil dækkes af det øde, uhyre hav; nej, den nye verden får alt, hvad der bidrager til dens nytte og skønhed.
Faderens hus. – I forbindelse med Johannes’ syn, at den hellige stad stiger ned fra Gud i himlen, høres en røst, som siger: ”Guds bolig er hos menneskene, og han skal bo hos dem.” Heraf følger naturlig den slutning, at den her nævnte bolig er staden, den samme, som i Joh. 14 kaldes Faderens hus med de mange boliger. Den store Herre opslår sin bopæl på vor jord; men vi antager ikke, at Gud er henvist udelukkende hertil lige så lidt som til nogen anden enkelt af sin skabnings kloder. Han har en trone her, og Jorden nyder så meget godt af hans nærværelse, at man kan sige, han bor blandt menneskene. Og skulle der være noget besynderligt heri? Guds enbårne søn er her som hersker i sit særlige kongedømme, - den hellige stad, som kaldes hans faders hus, og som man naturlig må antage vil blive det herligste og skønneste i hele verdensaltet, får plads her, og de himmelske hærskarer bryder sig mere om denne verden, end de sandsynligvis gør om nogen anden, - ja, man kunne endog på grundlag af en af frelserens egne lignelser påstå, at der i himlen vil herske større glæde over én verden, som er forløst, end over ni og nitti, som ingen forløsning trænger til.
Ingen årsag til tårer. – Gud skal aftørre hver tåre af deres øjne. Egentlig talt aftørrer han ingen tårer af sit folks øjne; thi i hans rige bliver der ingen tårer, som han således kan tørre af. Nej, han aftørrer ved at fjerne alle tårernes årsager.
Den nye skabelse. – Den, der sidder på tronen, er det samme væsen, som omtales i foregående kapitels 11. og 12. vers. Han siger: ”Jeg gør alle ting nye”, - ikke at jorden bliver tilintetgjort og udryddet, hvorpå der skabes en ny, nej, alt bliver forandret til nyt. Lad os glæde os over, at disse ord er sande og trofaste! Når da dette er gjort, da er alt færdigt, så det ophøjede ord kan lyde: ”Det er sket.” Syndens mørke skygge er da for evigt fjernet fra den skabte verden, de ugudelige er udryddede af de levendes land med rod og gren (Mal. 4;1), og en velsignelsens, prisens og ærens lovsang opstiger fra en forløst verden og et renset verdensalt til den Herre, der står ved sin pagt. Åb. 5;13.
Den store arvelod. – De, som sejrer, er Abrahams afkom og arvinger efter forjættelsen (Gal. 3;29); forjættelsen omfatter verden (Rom. 4;13), og de hellige skal fremtræde på den nye jord, ikke som tjenere og fremmede, men som lovmæssige arvinger til det himmelske jordegods og jordens retmæssige ejere.
Den kvalfulde frygt. – Men de frygtagtige og vantro skal have del i søen, som brænder med ild og svovl. Ordet ”frygtagtige” har voldt enkelte samvittighedsfulde besvær, sådanne, som gennem hele sin kristelige erfaring har næret visse slags frygt. Man kan derfor med rette undersøge, hvilken slags frygt her menes. Det er ikke frygt for vor egen svaghed eller for fristerens magt, ikke frygt for at synde, for at fare vild på vejen eller for at gå glip af målet til sidst; den slags frygt bringer os snarere nærmere Gud. Nej, det er en frygt, der skriver sig fra vantro, frygt for verdens latter og modstand, frygt for at sætte sin lid til Gud og gå frem i tillid til hans løfter, frygt for, at han ikke vil fuldbyrde, hvad han har sagt, så man følgelig hjemfalder til skam og skade, hvis man tror på ham, og derfor ofrer ham under sin tjeneste kun sit halve hjerte. Men dermed vanærer vi Herren. Dette er netop den frygt, man ikke skal nære (Es. 51;7), netop den frygt, som fører til fordømmelse her og til sidst fører alle dem, som beherskes af den, i ildsøen, hvilket er den anden død.
Bruden, lammets hustru. – Her har vi et afgørende vidnesbyrd om, at det nye Jerusalem er bruden, lammets hustru. Englen sagde tydelig til Johannes, at han ville vise ham bruden, lammets hustru, og man kan være forvisset om, at han i så måde ikke øvede et bedrageri, men i et og alt holdt sit løfte; men alt det, han viste ham, var det nye Jerusalem. Der trængtes ikke et eneste ord til bevis for, at denne stad ikke er menigheden, såfremt ikke teologien, som den nu almindelig drives og hyldes, i den grad havde lagt et slør over skriften, at ordet havde fået denne tolkning. Denne stad kan altså ikke være menigheden, thi det ville være tåbeligt at tale om denne som en firkant med en nord-, syd-, øst- og vestside; det ville være meningsløst at tale om menigheden som den, der havde en stor og høj mur med tolv porte, tre på hver side, mod de fire verdens hjørner; ja, hele den i nærværende kapitel givne beskrivelse af staden ville være i større eller mindre grad urimelig, såfremt der taltes om menigheden.
Paulus siger i Galaterbrevet, idet han taler om samme stad og hentyder til menigheden, at den er vores alles moder. Menigheden er altså ikke staden selv, men stadens børn. Og 24. vers i det kapitel, vi netop omhandler, taler om folkeslagene af de frelste, som skal vandre i denne stads lys. Nævnte folkeslag, som er de frelste og på jorden udgør menigheden, er forskellige fra den stad, i hvis lys de vandrer. Derfor tror vi fuldt og fast, at staden er en egentlig stad, opført af alle de her beskrevne kostbare bygningsemner.
Men hvorledes kan den da være bruden, lammets hustru? Jo, Guds ånd, der taler gennem de hellige mænd, har fundet det bedst at omtale den under dette billede, og dermed bør vi slå os tilfreds. Billedet bruges første gang i Es. 54. Det er den nye pagts stad, der her er på tale. Den fremstilles, som om den lå øde, medens den gamle pagt stod ved magt, og medens Herrens omhu gjaldt jøderne og det gamle Jerusalem. Men det siges til den, at ”den enliges børn” skal vorde flere end ”hendes børn, som har mand”. Endvidere siges det til den: ”Din skaber er din ægtemand”; og Herrens slutningsforjættelse til denne by indeholder en beskrivelse, der meget ligner den, vi har her i Åbenbaringen: ”Se, jeg lægger dine stene i blyglans og din grundvold med Safirer, og jeg gør dine murtinder af rubiner og dine porte af karfunkelstene og hele din ringmur af dyrebare stene. Og alle dine børn skal være lærte af Herren.” Det er denne selvsamme forjættelse, Paulus hentyder til, og som han forklarer i brevet til Galaterne, når han siger: Men det Jerusalem, som er her oventil, er den frie kvinde, som ”er vores alles moder” (Gal. 4;26); thi i næste vers anfører han den netop nævnte forudsigelse af Esajas til støtte for sine ord. Dreven af ånden giver da Paulus her en tydning, der ikke kan misforstås, af forudsigelsen hos Esajas; og han viser, at under billedet af ”en kvinde”, en hustru, hvis ”børn” skulle vorde mangfoldige, taler Herren gennem profeten om det nye Jerusalem, staden hist oppe, i modsætning til det jordiske Jerusalem i landet Palæstina; og om denne stad siger Herren, at han er dens ”ægtemand”. Desforuden har vi det bestemte vidnesbyrd i Åb. 21 til bevis herfor.
Ud fra denne anskuelse stemmer altså alt overens. Kristus kaldes sit folks fader (Es. 9;6), Jerusalem hist oppe kaldes vor moder, og vi kaldes hendes børn; og for at gøre billedet af et bryllup fuldstændigt fremstilles Kristus som brudgommen, staden som bruden og vi, menigheden som gæsterne. Heri råder der ingen forvirring mellem billedets enkelte dele, hvorimod den almindelig yndede synsmåde, der opfatter staden som menigheden og menigheden som bruden, gør sig skyldig i den utilgivelige begrebsforvirring at gøre menigheden både til moder og børn, både til brud og gæster.
Den anskuelse, at lammets bryllup er Kristi indsættelse som konge på Davids trone, og at lignelserne i Matt. 22;1-14, 25;1-13, Luk. 12;35-37, 19;12-13 og så videre gælder denne tildragelse, bestyrkes yderligere af en velbekendt skik i fordums dage. Det hedder nemlig, at når en indtrådte i sin besiddelse som hersker over folket og beklædtes med sin magt, kaldte man dette et bryllup, et ægteskab, og den fest, som almindeligvis fulgte med, kaldte man en bryllupsnadver. I sin bemærkning over Matt. 22;2 taler Dr. Clarke således herom:
”Sin søns Bryllup: Betydningen af orden *3* er Bryllupsfest, eller en indvielsesfest, da hans søn sattes i besiddelse af regeringen, hvorved han og hans nye undersåtter altså viedes til hinanden. Mange fremstående kritikere udlægger denne lignelse om faderen, som indsætter sin søn som konge i det messianske rige. (Se 1 Kong. 1;5-9, 19-25 og så videre, hvor en sådan fest omtales.)”
En kristen stad. – De tolv apostles navne på stadens grundvolde viser, at det bliver en kristen og ikke en jødisk stad, medens de tolv stammers navne på portene viser, at alle de frelste, af den nye pagt som af den gamle, regnes med til en eller anden af de tolv stammer; alle må nemlig gennem en af disse tolv porte indgå i staden. Det er denne kendsgerning, som forklarer de tilfælde, i hvilke de Kristne kaldes Israel og tiltales som de tolv stammer, såsom i Rom. 2;28-29, 9;6-8, Gal. 3;29, Ef. 2;12-13, Jak. 1;1, Åb. 7;4.
Stadens mål. – Man erfarer af dette vidnesbyrd, at staden danner en fuldkommen firkant med ligt mål på alle kanter. Efter Johannes’ ord målte staden 12.000 stadier. 12.000 stadier udgør 1500 engelske mil, idet otte stadier regnes på milen. Dette bliver det samme som 214 norske mil eller 375 danske. Dette mål må være hele stadens omfang, ikke blot den enkelte sides længde; thi ifølge Kitto har man således i gamle dage brugt at måle stæder; man tog det hele omfang, og dermed angaves byens mål. Således skulle altså det nye Jerusalem komme til på hver side at måle 375 engelske mil. Dens længde, bredde og højde er lige. På grund af dette udtryk har man da spurgt, om byen skulle være ligeså høj, som den var lang og bred. Det ord, der er oversat med lige, er (isos), og man erfarer af de forklaringer, Liddell og Scott giver derover, at man ved dette ord skal kunne tænke sig et forhold blot så at altså højden skulle stå i forhold til længden og bredden. Denne forestilling vinder yderligere styrke deri, at muren kun skulle være 144 alen høj. Regner man nu en alen til omtrent 22 tommer, den længde, man sædvanligst tillægger fortidens alen, ville man derved få som murens højde kun 264 fod. Såfremt nu staden er ligeså høj, som den er lang og bred, det vil sige 375 mil, ville jo denne mur på mindre end 300 fod sammenlignelsesvis være højst betydningsløs. Vi tror derfor, at vi må slutte os til højden af bygningerne i staden af murens højde, der jo udtrykkelig angives.
Følgende forklaring over 16. vers, det vers, der omtaler stadens størrelse, er utvivlsomt rigtig:
”Man har grundet på dette skriftsted ment, at staden, det nye Jerusalem, skal være så høj, som den er lang, og at dens længde skal være 12.000 stadier eller 1500 engelske mil. Det synes os ganske unødigt at tage beskrivelsen på den måde. Ordet ”lige” betyder ikke altid samme størrelse eller stilling; det anvendes ofte i betydning af passende forhold. Om man sagde, at stadens længde, bredde og højde stod i det rette indbyrdes forhold, ville man ikke gøre vold på sproget.” Denne synsmåde hævdes af Jas. Du Pui, A.M., i hans udlæggelse af Åbenbaringen. Følgende fra Thomas Wicks, forfatter af Lectures on the Apocalypse, taler til Gunst for samme opfattelse: ”Udtrykket kan dog tages i en anden betydning, langt mere naturlig. Det er ikke så, at længden, bredden og højden er lige, den ene som den anden, men lige hver for sig, det vil sige længden var allesteds den samme, bredden allesteds den samme og højden den samme. Den var fuldkommen og symmetrisk i alle dens dele, det ene i forhold til det andet. Dette stadfæstes af den tydelige kendsgerning, at der står, at muren var 144 alen eller 216 fod høj, en passende højde for en mur, medens der står, at ”dens længde er så stor som bredden”.” Denne skribent regner ti tommer på hver alen.
Det græske ord isis vil efter Pickering kunne tage i betydning af forhold. Greenfield giver det i forklaringen af det dermed beslægtede ord isotes betydningen af ”lige forhold” og henviser til 2 Kor. 8;13-14 som eksempel på, at en sådan forklaring godt lader sig forsvare.
Det synes derfor, som byens højde skulle stå i forhold til dens længde og bredde, og ikke at den var ligeså høj, som den var lang. Teksten tillader visselig denne fortolkning, og man bliver således fri for al tvetydighed, ligesom også den almindelige beskrivelse kommer i fuldstændig indbyrdes overensstemmelse.
Muren var fra grunden opbygget af jaspis, en ædelsten, der sædvanligvis beskrives som smukt lysegrøn, undertiden med hvide skygninger eller med gule pletter. Dette bygningsemne må da være selve murens hovedparti, der hvilede på de senere beskrevne tolv grundvolde. Man husker desuden på, at denne jaspismur var klar som krystal (11. vers), således at man altså kunne se al herligheden indenfor. En virkelig stad. – Om vi betragter denne beskrivelse som udelukkende billedlig, således som den store masse af dem, der giver sig ud for at være bibelske lærere, gør, og ved at tage alt åndeligt lader denne stad gå op i et luftigt intet, hvor meningsløse forekommer da ikke disse omstændelige beskrivelser, ja hvor nær synes de ikke at grænse til dårskab. Tager vi den derimod, som det øjensynlig er tilsigtet, i sin naturlige betydning og betragter staden således, som Åbenbareren klarlig ville, vi skal betragte den, nemlig som et bogstaveligt og virkeligt opholdssted, vor herlige arvelod, hvis skønheder vi engang skal skue med vort eget øje, hvor stort og mægtigt forhøjes da ikke skuet!
Det er i lyset heraf, vi kan fryde os ved at betragte vort kommende bosteds herligheder, om det end ikke er et dødeligt menneske forundt af sig selv at fatte det storartede ved det, Gud har beredt for dem, som elsker ham. Vi vil så gerne dvæle ved de beskrivelser, der, så godt som ord kan, gør det begribeligt for vor sjæl, hvor elskeligt og skønt vort evige hjem skal blive; og når vi så nedsynker i betragtningen af beskuelsen af en virkelig og sikker arvelod, vælder der nyt mod frem. Håbet oplives, og troen udspænder sine vinger, og med taksigelsesfølelse til Gud over, at han har stillet det inden for rækkevidde at vinde adgang til de genløstes boliger, beslutter vi på ny, trods verden og alle dens hindringer, at vi vil være med blandt dem, som får lod i den tilbudte glæde. Lad os da se lidt på de ædle og kostbare grundstene i den store stad, gennem hvis perleporte Guds folk kan håbe snart at træde ind.
Den herlige grundvold. – ”Ordet prydede,” siger Stuart, ”kan vække tvivl om, hvorvidt forfatteren har til hensigt at sige, at kun hist og her smykkede ædelstene skulle være indlagte i Grundvoldens forskellige lag”; dog er jeg ikke bange for at sige, når jeg betragter hele beskrivelsen under ét, at dette ikke kan have været hans mening.
”Som vi ovenfor har set, er jaspis sædvanlig en grøn, gennemsigtig sten med røde årer, men den veksler på mange måder.
”Safiren har en smuk himmelblå farve og er næsten ligeså gennemsigtig og skinnende som en diamant.
”Kalcedon synes at være et slags rubin eller snarere det samme som onyx. De gamles onyx havde sandsynligvis en blålig farve og var halvt gennemsigtig.
”Smaragden havde en kraftig grøn farve og stod i hårdhed nærmest rubin.
”Sardonyx er en blanding af kalcedon og karniol, hvilken sidste har en kødagtig farve.
”Sarder er sandsynligvis det samme som karniol; undertiden er dog det røde temmelig kraftigt.
”Krysoliten er, som navnet selv siger, gul eller guldfarvet og gennemsigtig. Af denne kommer sandsynligvis begrebet om det rene guld, som udgør byens bygningsstof.
”Beryl har en søgrøn farve.
”Nutidens topas synes at regnes for gul, men de gamles viser sig at have været bleggrøn (Plinius, 38, 8, Billermann. Urim et Thummim, side 37).
”Krysopras havde en bleggul, grønagtig farve, som et charlotteløg. Undertiden stilles den nu til dags ind under topaserne.
”Hyacinten har en mørkerød eller violet farve.
”Ametysten, som almindelig findes i Indien, er en ædelsted af stor hårdhed, stærk glans og violet farve.
”Når man gennemgår disse forskellige klasser, finder man at de første fire falder i grønt eller blåt, femte og sjette i rødt eller skarlagenfarve, syvende i gult, ottende, niende og tiende i forskellige afskygninger af lysere grønt, ellevte og tolvte i purpurrødt eller stærkt rødt. Der findes derfor i denne ordning en bestemt klasseopstilling en blanding, som ikke er regnbuefarvernes ordning så ganske ulig, når man undtager, at denne er mere sammensat.”
Portene af perler. – Hvad enten vi nu tager disse porte for at bestå af en eneste perlemasse eller betragter dem som sammensatte af perler, der er tæt indsatte i et andet ædelt stof, gør dette intet væsentligt ved vidnesbyrdets pålidelighed. Ville man indvende, at det strider mod tingenes væsen, at én perle skulle være stor nok til en port, så svarer vi; Gud er i stand til at frembringe den. Indvendingen sætter således grænse for Guds magt. Dog i hvert fald ville portene udvendig se ud som perler, og i almindeligt sprog ville man beskrive dem som perleporte.
Gaderne af rent guld. – I dette vers ligesom i 18. omtales staden som bygget af rent guld lig gennemsigtigt glas. Det er ikke nødvendigt af dette udtryk at slutte sig til, at guldet i sig selv er gennemsigtigt. Se nu for eksempel det, hvoraf gaden består; om dette virkelig var gennemsigtigt, kunne vi simpelthen blot se igennem det, hvad der lå nedenunder staden, det underlag, hvorpå den hvilede, et syn, der ikke kan antages at være so videre behageligt. Lad os derimod antage, at gadens bedste spejl har fuldkommen reflektionskraft; da kan vi straks se, hvor storartet og iøjnefaldende virkningen ville blive. Man tænke sig blot et øjeblik, hvorledes en sådan brolagt gade ville se ud. De vældige paladser på begge sider ville give genskin under ens fødder, og himlens ubegrænsede hvælving ovenover ville også vise sig nedenunder; når man således gik gennem disse gyldne gader, kom man til at synes selv tilligemed byen at svæve frit mellem de uendelige højder hist oppe og de umådelige dybder nedenunder, medens bygningerne på begge sider af gaden med lige genspejlingsevne vidunderlig ville mangfoldiggøre både paladser og folk og derved bidrage stærkt til at gøre det hele til et ubegribeligt, storartet, vakkert, yndigt og nyt syn af sin slags.
Det levende tempel. – Sammen med et tempel hører forestillingen om ofringer og en midlergerning. Når imidlertid staden har sin plads på jorden, bliver der ingen sådan gerning at udføre. Alt slags offer og al midlergerning, som grunder sig derpå, er da for evig afsluttet; derfor behøves heller ikke det ydre sindbillede på en sådan gerning. Dog foruden at være et sted for tilbedelse og ofring var templet i Jerusalem stedets skønhed og pryd; og man kunne da spørge, hvad der skal være den nye stads prydelse og glans, om der intet tempel bliver. ”Jo,” svarer seeren, ”dens tempel er Herren, Gud, den almægtige, og lammet.” Det fremgår, at der er et tempel i staden nu (Kapitel 16;17); men Åbenbaringen meddeler os ikke, hvor der bliver af dette tempel, når staden stiger ned fra himlen. Muligvis fjernes det fra staden, eller måske det bliver benyttet på en anden måde, så det ophører at være et tempel.
Nat skal der ikke være. – Sandsynligvis er det kun i staden, der igen nat skal være. På den nye jord bliver der naturligvis dag og nat, ihvorvel af en overvældende glans. Profeten Esajas siger, idet han taler om denne tid: ”Og månens lys skal være som solens lys, og solens lys skal være syvfold, som syv dages lys, på den dag, Herren forbinder sit folks skade og læger såret af det slag, det fik.” Es. 30;26. Men hvorledes kan man nu sige, der skal være nat, når månens lys under den nye tingenes tilstand er som solens? Jo, solens lys skal blive syvfold, så at ihvorvel natten er som vor dag, bliver dagen syvfold mere strålende, idet dag og nat, der måske bliver ligeså stærkt forskellige som nu, dog begge bliver overvættes herlige.
24. vers taler om folkeslag og konger. Folkeslagene er de frelste, og på den nye jord i den nye tilstand er vi alle konger i en vis forstand; der har vi et ”kongedømme” og skal ”regere” i al evighed.
Dog fremgår det af nogle af vor frelsers lignelser, således hos Matt. 25;21-23, at nogle i en særlig betydning vil indtage styreres stilling og således nok kan omtales som jordens konger i forbindelse med de frelstes folkeslag; disse fører da sin glans og herlighed ind i staden, når de fra sabbat til sabbat, fra nymåned til nymåned, kommer for at tilbede for Herrens ansigt. Es. 66;23.
Ønsker du at vinde del i denne himmelske stads usigelige og evige herlighed? Sørg da for, at dit navn bliver optegnet i Lammets livets bog; thi kun de kan indkomme i staden, hvis navne æres ved at findes skrevne på den himmelske bogs blade.
|